Closed Curtain (Pardé, Jafar Panahi, Iran, 2013)
Jafar Panahi er på ret kort tid, og til en hvis grad uforskyldt, blevet en af vedens vigtigste instruktører. Han stod i mange år i skyggen af sin landsmand, Abbas Kiarostami – mere om ham i morgen – mens han lavede fine og realistiske film om iranernes genvordigheder. Af disse film har jeg kun set Crimson Gold, som er en noget mere politisk film end Kiarostamis mere poetiske korpus. Efter den grønne revolution i Iran i 2009 har regimet tilsyneladende strammet grebet om kunstnerne, og mens Kiarostami derefter har lavet sine film i udlandet, så røg Panahi i husarrest og fik forbud mod at lave flere film. Det var derfor ualmindeligt stærkt, da det i 2011 lykkedes at smugle This Is Not a Film til Cannes-festivalen på en USB-nøgle gemt i en kage. Samtidig var filmen et regulært mesterværk, et portræt af Panahi selv mens han ventede på domsfældelsen i sin lejlighed, og forsøgte at holde fast i sin selvforståelse som skabende filmkunstner.
Traileren til This Is Not a Film fra 2011. Der er ikke nogen trailer til Closed Curtain endnu, så ny er den.
Closed Curtain er nærmest komplet modsat af This Is Not a Film. Hvor den film var dokumentarisk og optaget minimalistisk på et håndholdt kamera, så er Closed Curtain demonstrativt en konstruktion, filmisk og fortællemæssigt. Filmen åbner tålmodigt, med et langt skud ud af vinduet på en villa ved det kaspiske hav. I et langt shot følger vi hovedpersonen, en unavngiven forfatter, mens han kører op til huset i en taxi, vandrer fra taxi og hen til huset, lukker døren op uden for vinduets synsfelt, betaler chaufføren, og går tilbage i huset igen, hvor han hiver gardinerne for. Først derefter slipper kameraet vinduet, og følger manden hen til hans taske, hvor vi finder årsagen til at han er taget ud i villaen: Han har smuglet sin hund med i tasken, fordi hunde er blevet forbudt af styret. Hele den første del af filmen er bare manden og hans hund - generelt vil hundeejere elske den her film - i en villa med tunge sorte gardiner for alle vinduer, og er holdt i rolige, velkomponerede indstillinger. Kameraet vender og drejer sig, men bevæger sig aldrig. Men så får filmen det første af mange chok: Forfatteren opdager pludseligt at en ung mand og kvinde er trængt ind i villaen, og filmen er pludseligt optaget med håndholdt og rystet kamera. Den unge mand forsvinder hurtigt igen, men han efterlader den unge kvinde, der er depressiv og suicidal. Forfatteren overvinder aldrig dette chok, selv efter kvinden er forsvundet sporløst igen forbliver kameraføringen ustabil. Først efter en række andre chok, hvor først kvinden på umulig vis dukker op igen, hiver alle gardinerne ned fra vinduerne, og instruktøren Jafar Panahi derefter træder ud af en alkove, genfinder filmen en ro: Panahis ro. Resten af filmen er tvedelt mellem et plan hvor Panahi er i villaen, og et plan hvor forfatteren og den unge kvinde er i villaen, og de to planer er filmet på hver sin måde. Jeg skal ikke afsløre alle de forbløffende twist der er i filmens sidste halve time, jeg blev også helt forpustet, og tror ikke jeg vil kunne huske dem alle. Filmen fik en sølvbjørn i Berlin for bedste manus, og det er virkelig en forbløffende velkonstrueret film.
Men mest af alt er det en forbløffende modig film. Hvor This Is Not a Film forsøgte at kringle sig uden om præstestyrets forbud, ved at påstå at den ikke var nogen film, og at det alligevel ikke kunne bevises at det var Panahi som lavede den, så er Closed Curtain direkte et insisterende oprør mod reglerne. Dermed er filmen et opgør, ikke blot med censuren, men også med den måde Panahi tidligere reagerede på. Hvor filmen fra 2011 insinuerede at Panahi holdt et kamera i hånden, men aldrig fremlagde noget fældende bevis derpå, så har han demonstrativt et kamera i hånden i et af de bedste meta-twists i filmen: I en tidligere scene har forfatteren fortalt til en kameratelefon hvordan han opførte sig i en endnu tidligere scene i filmen, og da Panahi finder den film på hans iPhone har kameraet naturligvis også optaget ham selv lave de optagelser af scenen vi tidligere så (ja, det er ret kompliceret...). Og hvor TINAF sluttede melankolsk, med at Panahi blev ladt alene tilbage ved udgangen af hans lejlighedskompleks fordi han ikke måtte bevæge sig udenfor, så slutter CC med at han efterlader den depressive og tvivlende kvinde i sin villa, og kører væk med den skabende forfatter, og dermed åbenlyst bryder sit udgangsforbud. Det er en forvirrende, lagdelt og helt ufattelig stærk film, som beriger og selv bliver beriget i sammenspillet med den tidligere film. Panahi er indtil videre den vigtigste instruktør i dette årti, ikke bare som en politisk martyr, heller ikke bare fordi hans film er så væsentlige og modige, men også fordi de to film til sammen er bedre end hvad nogen som helst anden har formået i løbet af de sidste fire år.
Der var debat efter filmen, hvilket var en delt oplevelse. Instruktøren Annette K Olesen var inviteret, og gjorde sig bemærket ved at fortælle kage-anekdoten om Closed Curtain selvom det skete i 2011, afsløre at hun ikke anede hvem Abbas Kiarostami var, og bemærke at hun måske mente det havde været smartere hvis Panahi ikke havde inddraget sig selv i filmen, så dens budskab ikke var så nemt at spore og derved kontrollere, selvom Panahi altså er i husarrest, og alt hvad han filmer derfor vil være optaget i hans egne ejendomme... Men en af de andre i panelet, og to af de tre som nåede at snakke fra publikum (jeg var nummer fire i køen :( ) var fra Iran, og det var stærkt at høre deres egne historier om undertrykkelse, og deres glæde og stolthed ved at se Panahi kæmpe som han gør. Alt i alt var det en stærk start på festivalen.
Closed Curtain vil blive vist søndag den 14. kl 21:30 i Grand, samt mandag den 22. kl 19:00 i Cinemateket. Jeg vil virkelig anbefale den, den er god!
War Witch (Rebelle, Kim Nguyen, Canada, 2012)
War Witch er svær at skrive om. Det er en umanerlig stærk film, men stadigvæk er den ikke kvart så stærk som den indhold kræver. Den omhandler børnesoldater i Afrika, og vi er hele vejen rundt: Børn tvinges til at skyde deres forældre, dræbes af geværskud og macheter, og drikker euforiserende 'magisk mælk' for at udholde traumerne. Samtidig er der hip til os selv, når de tvinges til at arbejde i den mine, hvis eksport til vor egen del af verden tydeligvis finansierer galskaben, samt når de opildnes af stupide vestlige krigsfilm - og hvis ikke der er nogle hip til vor egen problematiske adfærd i den her slags problem-film, så er det for alvor skidt, så tak for det. Men instruktør og manus-forfatter Kim Nguyen rammer det samme problem som alle andre rammer, når de forsøger at skildre den her slags uhyrligheder: Omfanget af rædslerne kan simpelthen ikke forstås ved bare at se på dem. Jeg følte meget lidt af hvad der skete på skærmen, dertil var det simpelthen for ufatteligt. Det hjælper heller ikke når det bliver æstetisk, lyden bliver fjernet og det hele går i slow-motion.
Mere heldig er filmen på to andre områder: Først i forholdet mellem hovedpersonen Komona og hendes ven, en albino der kaldes for Magikeren. Her er der ungdommelig varme og spirende kærlighed. Det kan dog undre, at filmen påstår at være fortalt fra Komonas synsvinkel, via hendes voiceover, men alligevel er det mest Magikerens begær der bliver vist på skærmen, da det er Komonas afklædte krop der bliver kigget på. Udover det har filmen til en hvis grad held med at vise Komonas efterfølgende traumer, via hvidkalkede 'spøgelser', der følger hende hele vejen igennem filmen. Men også her snubler filmen til sidst, i det den synes at foreslå, at Komona ret let kommer af med traumet over hendes forældres død, ved at opsøge sin gamle landsby og begrave et par af deres ting. Dermed opnår filmen en relativt lykkelig afslutning, som dog er ufatteligt utroværdig, og på det nærmeste underminerer hele filmens formål. Nej, rædslerne er nok ikke så nemme at komme af med, det er vel derfor det er så vigtigt at sætte fokus på dem? Som sådan er det altså desværre grundlæggende en mislykket film, på trods af flere gode elementer. Hvis du trænger til at blive indigneret over forholdene i Afrika, så er den naturligvis trods alt anbefalet.
Og hvorfor i alverden er voice-overen på engelsk? Den var også på fransk i den version jeg så, selvom dialogen i filmen er på Bamano. Det er meget, meget mystisk.
War Witch er månedens film i Cinemateket, så den kan ses næsten hver dag i april.
Post Tenebras Lux (Carlos Reygadas, Mexiko, 2012)
Post Tenebras Lux er et mindfuck af en film. Jeg er vild med de senere års episke og bizarre prisvinder-film, som Antichrist, Tree of Life, Holy Motors, Sokurov's Faust og Uncle Boonmee der vandt guldpalmen for to år siden. Selv når de fejler, er det fordi dinosaurerne lige bliver en tand for meget, snarere end det er fordi der sker for lidt. Og PTL er egentlig det mest bizarre indtil videre. Vi lægger ud med en lille pige der render rundt efter hunde, heste og køer på en mark, mens den lilla himmel spejler sig i gevaldige vandpytter i græsset. Langsomt falder mørket på, og til sidst er der bælgmørkt, kun oplyst af tordenglimt i ny og næ - titlens post-tusmørke-lys? Så pludselig er det oplyste ikke længere bjerge og græs, men entréen til en fin middelklasse-lejlighed. De fleste vil nok herefter fokusere på, at en neonrød CGI-djævel træder ind i lejligheden, men jeg var også imponeret over måden djævelen lukker naturlydene ude idet han lukker døren - for lydene var ganske dominerende før han åbnede døren. Således kombinerer filmen ret fint meget åbenlyse mærkværdigheder med mere subtile detaljer.
Que?
Carlos Reygadas er på kort tid blevet den mest prisvindende mexikanske instruktør, i hvert fald i Cannes. Japón fik en special mention ved Camera d'Or i 2002 – hvilket vel betyder den var den næstbedste debutfilm det år – Silent Light vandt Jury Prisen samme sted i 2007 og Post Tenebra Lux fik Instruktør-prisen sidste år. Som sådan er han altså en ret big deal i festival-kredse. Selv synes jeg han er en smule overvurderet, hans film virker ofte ret fragmentariske, med enkelte 'bravour'-sekvenser kastet ind, af forskellig slags. F.eks. er der ofte eksplicitte nøgenscener med i hans film. Men der er også altid meget åbenlyst konstruerede sekvenser, hvor det så tydeligt er hans evner som instruktør vi skal lægge mærke til. Desværre er de en gang imellem nærmere klichéer – eller homager er måske et pænere ord? I Japón er der et langt trackingshot på en jernbane, med Arvo Pärt over naturligvis, der leder tankerne hen på Tarkovsky's Stalker. Og slutningen af Silent Light er (SPOILER) tyvstjålet fra Ordet. Alle hans film har også haft deres egne uforglemmelige billeder – især åbningsshottet i Silent Light, der følger en solopgang over flere minutter, er berømt – men ingen af hans film har formået at samle sig til et værk for mig.
Post Tenebras Lux blev derfor med lethed hans bedste film i mine øjne. Først og fremmest er den all-out bizar, på en måde hans tidligere film aldrig turde være. Men også hovedpersonen Juan er en stærk og genkendelig konstruktion. Mest af alt, så nægter han at indse, at der skulle være noget i vejen med ham. Han er afhængig af internetporno, han tæver sine hunde, hans ægteskab knager, men det kan han alt sammen ordne ved lige at arbejde lidt på det. Han fanger heller ikke at der måske er forskel på ham og hans fattige, indianske naboer. Som sådan er han dermed en aldeles ufilmisk person, for han kan aldrig udvikle sig nogle steder hen, og filmen har derfor ret svært ved at lave nogen logisk handling. Derfor dykker filmen også mere ned i en tilstand snarere end en historie, et sammenkog af drømme, fantasier og håb, hvor det aldrig er helt klart hvem der er personen bag. Filmen rammer lidt et typisk Reygadas-problem i anden halvdel, hvor der kommer mere action ind i filmen end der er brug for, men uden den udvikling ville vi nok ikke få en fantastisk trist glansscene med pivfalsk afsyngning af Neil Young, så det går nok.
Men nu virker det måske som om filmen giver mening. Det gør den ikke. Udover plottet med Juan og hans familie, som man vel nogenlunde kan grave mening ud af, er der alt muligt om træfældning, djævle, skakspil etc. Det lilla vand fra åbningsscenen kommer også tilbage til sidst, på en måde jeg ikke skal afsløre her. Det er som sagt et mindfuck, som jeg på ingen måde kan overskue endnu, men som jeg så klart skal se igen.
Post Tenebras Lux vil blive vist igen tirsdag den 16. april, kl 17:30 i Empire. Derudover får den vidst dansk biograf-premiere på et tidspunkt.
I dag skal jeg se Like Someone In Love, After the Battle og The We and the I. Håber at få skrevet om dem en gang i aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar