Arvingerne afsnit 2.7

Det her havde været en ret så modig serie-afslutter. Billedet ovenfor er faktisk ikke med i afsnittet, det er et promotion-billede DR har brugt i længere tid. Her er et link til en historie Canal Digital lavede tilbage i December om den nye sæson, og billedet derfra henviste altså til de aller sidste momenter af sæsonen. Tal om spoiler. Hvis man som jeg har stødt på de ovenstående billeder igen og igen - jeg leder jo efter billeder til hvert afnit, og det er ikke helt let uden afsnit-navne - så var der en genkendelsens glæde over slutningen af det her afsnit, en følelse af at noget faldt på plads. Selv hvis man aldrig havde set Signes røde trøje og Frederiks grønne blazer før, så var der en afklaret følelse over slutningen, hvor de fire søskende og Melody stillede sig sammen og ordnede sagerne. Når de fire personer før har været i billedet sammen, så har de nærmest altid kigget mod hinanden, for de har altid været oppe at skændes. Nu stod de pludselig alle fire i døråbningen og kiggede samme vej, mod Kim, som de sammen havde snydt. Og nattebillederne de sidste par minutter er noget af det smukkeste serien har lavet. I lyset fra gravkoen giver Signe Melody til Gro, mens Frederik lægger hånden på Emils skulder. Og så går de fire søskende på linje tilbage mod Grønnegården, med ryggen mod kameraet. Det føltes så rigtigt, men vi ved alle sammen at det er så forkert. Jeg er helt skuffet over, at der kommer en sæson tre, for det her var en ualmindeligt kynisk afslutning, så meget at det gjorde helt ondt.

Jeg vil ellers sige, at halvvejs inde i afsnittet syntes jeg stadig ikke der var den nødvendige pondus, for at kunne binde sæsonen sammen. Vi fik den afgørende afslutning, da Gro's falsknerier kom for en dag, men det var endnu en ting den her sæson, der kom sådan ud af den blå luft. Kim skal bruge et 'oplæg', en skitse som Gro burde have samlet værket efter, et element vi aldrig har hørt noget om før. Så må Emil og Frederik jo lede, og så pludselig trævles hele løgnen op. Sådan er der lige lidt for mange ting der er sket den her sæson, hvor ting vi ikke vidste noget om pludselig kommer ind og vælter læsset. En gang imellem er det bedre, mere suspensefyldt, hvis vi ved der ligger en bombe og tikker, og kan gå og frygte hvad der skal ske. Det efterfølgende skænderi har en lidt pro forma agtig karakter efter så mange andre skænderier tidligere i sæsonen, og det føles ikke mere vigtigt da Solveig kommer med Hannah og Villads og alt sættes på pause for at 'bygge hule'. Det var sådan set en rigtig fin scene, hvor vi nok engang så den kreativitet og det gå-på-mod som karakteriserer hele familien, for det var bestemt en imponerende hule, samtidig med at vi ved hvor meget skade Gro's 'kreativitet' har gjort med værkerne. Frederik er vanligt kejtet, Emil er drøncharmerende som altid, og man kan høre på Hannah hvor tillokkende hun finder hele idéen om søskendeflokken på slottet. Og i periferien er der den ene hemmelige samtale efter den anden. Men med en halv time tilbage af sæsonen var det måske ikke det rigtige valg at skubbe intrigen i periferien, mens de alle forsøger at imponere Frederiks børn?

Men anden halvdel var sgu god! Jeg kan sige præcis hvorfra jeg synes det blev godt, det var det lange klip af Frederik, efter Solveig har fortalt ham dels om lejligheden, dels at hun vil kontakte ham gennem Emil. Nederlaget stod mejslet i Carsten Bjørnlund's hele krop og hoved, også i hans ryg da vi følger ham gennem regnen mod søn og datter. Frederik's familie forsvinder i det fjerne, og straks vender Emil sig om, med vrede i ansigtet: 'Hvad lavede du i kælderen?'  Scenen i kælderen var også god, med Gro's lille pause inde hun er ærlig omkring næbbet, og slutningen, hvor Gro siger 'Undskyld' til Frederik, og han ikke ved hvad han tør svare, var igen et fuldstændig suverænt billede. De to søskende, som har gravet familien så langt ned i mørket, nu alene tilbage i kælderen. Så Emil i kamp mod Signe, Emil, som tidligere ville kæmpe for at stå på egne ben, men som nu, hvor han har - midlertidigt - styr på sit eget liv, er den eneste der ikke kan se hvor lidt familien hænger sammen. Gro og gale Thomas: 'Det skal nok blive fint.' 'Der er ikke en skid der bliver fint!' Og så kuppet, glansscenen: Morgenkonfrontationen i kælderen!

Så godt skruet sammen. De to sønner på sengen, med hver deres kop thé i hænderne. Fælles front. At Gro's vrede kommer idet hun bliver fjernet fra Veronikas værker. Og så begynder Gro at forklare om fortiden til Signe, og pludselig bliver alt vendt på hovedet:

'Det hele drejer sig om dig. Mors tragedie. Drengene hun ikke kunne overskue, fordi hun var fuldstændig ødelagt af sorg over at have mistet dig. Vi har alle tre levet i skyggen af dig.' [...] 'Det var mig der passede dig dengang. Det var også mig der ringede til John, og sagde han skulle komme. Var det også forkert? Måske. Måske skulle jeg have passet bedre på jer, dengang i mistede jeres far. Eller på mor, da hun ville drikke sig ihjel.'

Gro gjorde det umulige: Hun fik sine søskende tilbage på sin side - de to drenge på sengen så pludselig meget små ud. For mig var jeg mere imponeret over, at jeg selv begyndte at holde af hende igen. Pludselig giver det mening. Det komplicerede forhold til Veronika. Følelsen af at have fortjent at kunne gøre arbejdet videre. Endda det indædte had til Isa, endnu en mor der ikke kunne overskue det, som jeg ellers har været virkelig vred på hende over. Engang var Signe Melody, mens Veronika var Isa. Herfra var forsoningen nærmest uundgåelig. Præcis hvad der får Signe til at tage Melody tilbage fra Henrik virkede lidt gådefuldt, men måske hans ord om, hvordan opvæksten har skadet dem ramte hende. For Signe er heller aldrig kommet sig over 'dramaet' i familien, selvom hun aldrig var klar over det. I sidste ende, så er der ikke nogen vej tilbage.

Som sådan blev der bundet krølle på det hele. Jeg ved ikke om sæsonen som helhed giver mening. Alt har nærmest været kaos siden afsnit 7 af første sæson. Måske er det sådan man skal se på det? Som om de første syv afsnit af første sæson var en blok, og at de sidste tre, sammen med de her syv, udgør en anden, kaotisk og mærkværdig, blok? Måske giver det mening derefter. Det her har været en svingende sæson, der gik fra storm til stilhed tilbage til storm uden at det var helt let at regne ud hvad der foregik. Tesen har lidt været, at familien ganske enkelt ikke kunne undgå 'drama', og det virkede nogle gange som om det gav carte blanche til uventede plot twists. Men når det var godt var det uovertruffent, især i afsnit 3, hvis kvaliteter ikke blev undermineret af resten af historien, det blev ikke glemt, selvom både Gro og Frederik indædt forsøgte at grave det ned. Første halvdel af første sæson var nok det stærkeste stræk af serien, men jeg foretrak slutningen på den her sæson end på sæson 1. Men sæson tre skal have et hook, en througline, for fortællingen om familiens 'drama', den føles færdigfortalt.

En sidste gang diverse:

* Afsnittet var skrevet af Maja Jul Larsen og instrueret af Heidi Maria Faisst

* Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med Faisst's instruktion, jeg følte faktisk lidt at rytmen har været lidt off i de to afsnit hun instruerede. Men der var dælme rigtig mange flotte billeder i aften. Jeg nævnte mange af dem, men også Signe på sengen før samtalen med Emil, og især Gro i hospitalsværelset mod det lyse vindue, det var dælme også smukt.

* Scenerne hvor de bygger ting er altid de bedste, og Emil og Frederik i færd med at rekonstruere kunstsvindlen var herlig. Carsten Bjørnlund knækker et øjeblik sammen i grin, inden der klippes videre.

* Jeg ved ikke om jeg husker rigtigt, men jeg kan ikke mindes at nogen før har kaldt Melody for 'vores' søster. Det signalerer ikke blot fællesskab, men det antyder også Thomas som en fælles far for familien, netop som han er indlagt og virker færdig.

* Endnu sværere at huske, men de der klokker Emil havde med til Thomas, havde Thomas ikke også dem med til Veronika, helt tilbage i første afsnit, da hun var ved at dø? Jeg har endda en idé om at Thomas spillede på dem netop som hun døde, hvilket vil gøre Thomas' komiske 'Så kan det sgu da ik' gå galt' en del mere ildevarslende.

* Det var perfekt at Gro og Frederik virker indforståede med at overlade Melody til Henrik, mens Emil stritter imod.

* Endnu mere perfekt er idéen om at Signe, som stod på sidelinjen i maskotkustume, som intet anede om sit ophav, som har måttet kæmpe for at finde plads blandt de tre flamboyante søskende, i virkeligheden er den der har domineret historien. Uforskyldt, ja vist, men det er stadig den slags oplysning, der giver 100% mening når man har fået den, og som gør det her afsnit til en værdig afslutter.

Jeg tror jeg stopper her. Det har været en fornøjelse at skrive om den her serie, der har for det meste været nok at hive fat i. I næste uge starter så en ny serie på DR1, jeg ved jo ikke endnu om den er noget at skrive hjem om. Ba-dum-tjij. Vi får se.

Arvingerne afsnit 2.6

Der har været noget dramaturgisk mærkeligt over den her sæson. Vi er nu ved afsnit seks af syv, og det føltes som om vi igen startede fra nul. Afsnit tre var dramatisk. Afsnit fem var dramatisk. Men der har ikke rigtigt været nogen akkumulation af dramatik over de her uger. Nu igen kommer et mægtigt drama ud af den blå luft: Isa kører galt med Thomas og Emil i bilen, og Thomas kommer skræmmende meget til skade. Ud af ingenting kommer det, og pludselig kan Thomas ikke bevæge noget som helst, og skal opereres i nakken. Det minder om de illegale hashplanter fra afsnit fire, som også lige pludselig eksisterede, og betød at hele høsten måtte brændes af. Det er en mærkelig måde at lave en fortælling på, at der stadig i næstsidste afsnit af en sæson, hvor der mildest talt har været en del bolde i luften, stadig skal introduceres ganske grundlæggende konflikter, der betyder de allerede eksisterende konflikter må udspille sig i afsnittets periferi.

Men det er altså en stil. Der var en anden detalje der lidt undrede mig ved aftenens afsnit: Den pludseligt opståede interesse mellem Isa og Emil. Den kom vitterligt ud af ingenting, de to karakterer har vel ikke engang mødt hinanden før i sidste uge, og der har bestemt ikke været noget der kunne retfærdiggøre den indforståede tone Emil bruger til at afvise Isa, den lød som om det var noget han havde tænkt over længe. Det føles som om der ligger lang tid mellem vi får lov til at se hvad der sker, tid hvor personerne vandrer blandt hinanden, lærer hinanden at kende, bygger om på godset - for faen altså, hvor er der blevet bygget meget om på det gods. Anden sæson af Arvingerne har været én stor ombygning af hele verdenen: Gods, skurvogn, Frederiks strandhus. Alt har skullet bygges om, for at det nye hierarki skulle kunne fungere, med Signe på første sal, Gro i kælderen, og Emil og Thomas ude i haven. Det hierarki blev fastsat efter dramaerne i afsnit fem. Nu ser vi hvorfor det ikke fungerer.

Igen er det uansvarligheden der vælter læsset. Aftaler bliver ikke overholdt, der køres bil med alkohol, og pludselig skal Thomas ligge oppe i hovedhuset, mens Signe må ligge i skurvognen. Hændelsen ryster også Isa, der på ny ryger ned i en bølgedal. Alle har efterhånden erkendt at hun er syg, men Gro fortalte aldrig videre, at hun burde være på anti-depressiver. Jeg kan fornemme at rigtig mange har Gro som yndlingskarakter, men jeg begynder på det nærmeste at få gåsehud bare hun viser sig. Der er ikke nogen onde personer i serien, der er en hel familie af folk der ikke ved bedre, men Gro er så langt den mest kompetente af problemstifterne, og dermed også den mest farlige. Den måde hun behandler Isa på får mig virkelig til at hade hende, mere end jeg hader Thomas, som trods alt er en klovn, eller Frederik, som har været sat fuldstændig til tælling i en halv sæson. 

Men måske hader jeg Robert endnu mere. Robert er simpelthen for glat. På den ene side er han den rolige og fornuftige. På sidelinjen af dramaet får han lige sat Frederik's familie-sammenbrud på plads, står for transport af Hannah, konfronterer Frederik og fortæller Solveig om det thailandske sammenbrud. Gro er rasende over at han blander sig, men det medfører afsnittets eneste reelle fremskridt, idet Solveig dels beslutter sig til at hun vil skilles, og Frederik ender til sidst med at tage imod den udstrakte hånd Emil gav ham i sidste afsnit i den der scene med båden og årene og alt det der. Egentlig burde man jo juble over ham, det er virkelig sjældent at nogen i serien netop tør blande sig, og sørge for afklaring af konflikter, i stedet for blot at lade dem ligge og ulme. Men det er netop fordi han er så fornuftig, at hans deltagelse i kunstsvindlen bliver så meget værre. Gro siger at den gang hun lovede der var mere kunst, da var det i en brandert. Sådan har det været med langt det meste drama i den her sæson: Det er født af branderter eller følelsesmæssige sammenbrud. Det er på en eller anden mere sympatisk end det kalkulerede fuskeri Robert giver sig af med. Det giver mening at han forlader Gro, måske forsvinder ud af familien, netop i det han har givet sit største bidrag til historien. Han er glat og lusket nok til at passe ind. Men de er simpelthen for utjekkede til ham.

Hele sæsonen kan kaldes for utjekket. Ting kastes ind fra højre og venstre, dramaer vender på en tallerken. Selv her, et afsnit fra slutningen, har jeg svært ved at sige hvad vi har lært i den her omgang. Det føles ujævnt og kaotisk, men samtidig også måske mere råt og livagtigt. Hvis nu bare vi kan få en sæsonafslutning uden thailandske fængsler, så vil jeg nok være tilfreds.

Derudover:

* Afsnittet var skrevet af Lars K. Andersen og Maja Jul Larsen og instrueret af Heidi Maria Faisst

* Aftenens bedste billede var der hvor Solveig kører ud til Frederik, der hvor vi ser Frederik inde bag glasvæggen og så spejlbilledet af bilen. Det var dælme pænt.

* Jesper Christensen tør virkelig være nøgen. Dels som i nøgenbadning, men også som i at se helt sølle ud, i rullestol og hvid skjorte og bare ben.

* Det er ikke svært at udpege afsnittets helt: Det må ret så tydeligt være Aksel. Hvis serien er smart, og stadig bruger de tidsspring der har præget fortællestilen det sidste stykke tid, så er han allerede flyttet ind på godset når næste afsnit starter.

* Isa's far, Henrik, havde nu også en rigtig god scene. Der var der omsorg og varme.

* Og egentlig også: Hurra for Solveig. Hun tog skeen i den anden hånd, må man sige.

* Det der skete i Thailand har ligget brak i et par afsnit, men jeg kunne godt lide det blev brugt som en joker. 'Hun havde mærker på halsen da hun kom hjem.' Mere behøver Robert ikke sige til Solveig, alvoren er 100% klar.

* Grillet tang? Føj for faen...

* Det var første gang i et par uger, at jeg så afsnittet på mit fjernsyn, i stedet for på min computer. Hold fast hvor er billedsiden altså grundlæggende flot i stor skala. Og hold fast hvor er det svært at høre hvad de siger en gang imellem, uden hjælp fra undertekster...

Arvingerne afsnit 2.5

Til Robert-uddelingen i søndags ryddede Arvingerne bordet blandt tv-priserne. Bedste Tv-serie og samtlige skuespilpriser, heriblandt prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle til Trine Dyrholm. Trine Dyrholm er nok seriens bedste skuespiller, og hendes Gro stiller sig altid i centrum med en indlysende autoritet, men er hun alligevel den kvindelige hovedrolle i serien? Det kommer meget an på hvordan man ser serien. Enten er det en serie om familien Grønnegaard, og især de fire børn. I så fald kommer Gro, som familiens ældste datter og naturlige matriark, til at stå i centrum. Men fra start af har en anden fortælling presset sig på, en fortælling om en enkelt ung kvinde, Signe, der må definere sig selv i forhold til både sin gamle familie og sin nye. Aller første scene i aller første afsnit af første sæson viste Signe komme ud af sit maskot-kostume, en kvinde der var vandt til at heppe på andres sidelinjer, og på sin vis har resten af serien vist hvad første scene metaforisk antydede. Og sjældent så tydeligt som her i midterstrækket af anden sæson.

Det sås i afsnittets to store debat-scener mellem Signe og familien. I den første står de tre gamle familie medlemmer, Gro Thomas og Emil, på linie mod Signe, skærmer hende nærmest inde i det lille køkken John har sat op. I den anden sætter Signe hele familien, nu inkl. Isa, Lone og Melody, ned på en sofa, mens hun selv står ude på gulvet, med masser af rum bag sig, høj og dominerende foran dem. Den eneste der ikke sætter sig ned er naturligvis Gro. Konfrontationen mellem de to er det centrale i afsnittet. Gro er naturligvis urimelig, når hun ikke vil give Signe prototypen, men vi seere forstår jo godt at det hænger sammen med hendes falsknerier. Det sætter Gro i en situation hvor hun kun kan forsvare sig selv ved at gå til angreb, hvilket hun gør med det naturligste talent. 'Der har simpelthen ikke været andet end splid siden du dukkede op!' Det er teknisk set sandt, men vi ved jo at der også var splid før. Familien var splid-fyldt for Signe dukkede op, såmænd også før Gro og Frederik og Emil begyndte at agere selv. Der var splid mellem Veronika og hendes tre mænd, og det er aldrig blevet løst. Konklusionen i afsnittet bliver at Signe for første gang træder i karakter som sig selv: Sætter betingelser for lånet fra Gro, så hun ikke står i gæld til hende, men så det bliver opvejet af lån af kælderen. Forviser resten af familien til kælder og trailer, hvorefter hun sømmer den direkte nedgang til kælderen til (Jeg går da i hvert fald ud fra det er nedgangen til kælderen. Helt ærligt er jeg ikke helt klar over hvordan rummene fungerer i det hus.) På den vis er debatten i hvert fald midlertidigt afgjort: Der er Signe, og der er familien, og de må fungere hver for sig.

Men det er midlertidigt, for afsnittet ser også andre mulige skillelinjer blive sat op. Inden Signe træder i karakter bliver hun opmuntret af først Isa og derefter Emil. De to andre yngre medlemmer i familien. Og to, som hver især har haft tid væk fra familien, og som har fundet frem til hvilken plads de vil indtage. Isa vil ikke være kærester med Thomas, men vil gerne bo som venner - hvilket vel ikke kan komme bag på ham når nu han også er sammen med Lone, men han virker alligevel skuffet. Og Emil havde en stærk konfrontation med Frederik. Frederik kan stadig kun se forholdet som et han definerer, han giver ham tilgivelse, og så må det være det. At måske Frederik selv skal søge om tilgivelse, at han skal lade Emil bestemme over forholdet mellem de to, det kan han ikke håndtere. Emils historie om dengang han stjal og gjorde hærværk, den spejler sig i historien Emil fortalte i fængslet, om hvordan Frederik fandt ham hos Veronika og tog ham med hjem. Det virkede som en sød fortælling dengang, men også i den fortælling sagde Frederik at de ikke skulle sige det til nogen. Måske, siger Emil nu, måske var Frederik ikke bange for at noget skulle gå ud over Emil, men for at nogen skulle drage den konklusion, at hvis der var noget i vejen med Emil, så måtte der også være noget galt med Frederik.

Måske de ressourcestærke, hjælpsomme medlemmer af familien, Gro, Frederik, til en hvis grad Thomas, der med det samme kan organisere et kollektiv, måske de ikke er hvad der holder familien sammen, men i deres blanding af styrke plus blindhed overfor andres problemer, måske er de netop det, der sikrer, at familien aldrig kan blive helet helt. Måske kan Isa, Emil og Signe kun løse deres problemer på egen hånd. Eller måske kan de tre støtte sig til hinanden? Men de tre har desværre også stødt andre fra sig. Signe kan ikke bare tage hjem til Lise, for der er John flyttet ind. Og i afsnittets mest tragiske spor ser vi konflikterne fra første sæson gå ud over de endnu yngre familiemedlemmer, hos Villads og Hannah. Nattescenen hvor Frederik går grasat er utroligt skræmmende, og den efterfølges af sammenklip mellem tre af seriens kvinder: Gro der passer på Emil, Signe der sidder i sin bil på Svendborg Havn, og Hannah der vandrer langs en vej. Tre kvinder, tre små generationer, der skal finde deres plads. Til slut dukker Hannah op det aller værste sted: Hos Gro. Hun siger hun ikke ved hvem ellers hun skulle spørge, og det er jo sandt nok. Solveig og Emil brændte broer, og hun kender ikke Signe. Men hvorfor skulle Gro, som Frederik næsten slog ihjel, være den rette til at hjælpe Frederik? Det er svært at se noget godt komme ud af den forespørgsel.

Mer, mer, mer:

* Da Gro og Thomas kommer tilbage til Grønnegården begynder Gro at knappe sine bukser op, hvilket fik mig til at tænke: Der har egentlig været enormt mange scener hvor hun skifter bukser, har der ikke? Det er sådan en ting hun altid gør foran Robert. Så det var pudsigt at hun går i skjul på toilettet når hendes far og halvbror er der. Det er sådan noget tv-serier kan være rigtig gode til, variation og gentagelse.

* Apropos Robert, så dukker han op og vil købe lejlighed med Gro, med plads til hans børn. Men Gro er afvisende. Ganske sigende, taget i betragtning af hvor meget hun er der for sin halvsøster, at hun intet har til overs for sine nye bonus-børn.

* Da Emil og Gro skændes om prototypen nævner Gro at hun jo hjalp Emil ud af fængslet, hvilket Emil siger intet har med noget at gøre. Men husk at Gro netop begyndte kunstfalskneriet for at få penge til thailandske bestikkelser. Så det har 100% noget med det at gøre, det var bare en fejl fra Gro's side at påpege det.

* Mere Gro: Henrik, Isa's far, er nok en klovn, men jeg var 100% på hans side i snakken med Gro. Og han lader til at have ladet Isa vænne tilbage da hun var rask nok.

* Typisk at familien intet aner om Frederik's ægteskabelige problemer. De snakker rigtig meget om at holde familien sammen i det her afsnit, men de gør ikke så meget for det.

* Aksel vil stadig gerne hjælpe Signe, det er tilsyneladende ham som har skaffet kontakter i Holland. Lad os håbe det også kan betyde mindre Martin, ik? At de to bejlere blev introduceret samtidig gjorde det blot endnu mere hovedrystende at Signe valgte ham den gamle og glatte, der også ville ødelægge forholdet til hendes far.

* Jeg forstår ikke helt arkitekturen på Grønnegården, og jeg er heller ikke helt med på hvor langt væk Frederik's nye hus er. Det er en cykeltur væk, åbenbart, men på et tidspunkt på Grønnegården kan man høre en motorsav, hvilket fik mig til at tænke på om det er Frederiks arbejde, og om han har købt en grund lige nærved. Det hele er lidt uklart, forståeligt nok, eftersom serien ikke vil navngive præcis hvorhenne på Fyn vi er, men til tider kan det godt skabe lidt forvirring.

* Jeg kan se på hvad der er af anmeldelser rundt omkring, at mange er småskuffede over den her sæson. Jeg har svært godt kunne lide de sidste par afsnit, og synes ikke de tynde stræk har været så mange flere og værre end der var i første sæson. At knytte historien til Signe sikrer at det ikke blot bliver repetition af de problemer, familien havde i første sæson. Først blev hun en Grønnegård. Nu skal hun blive sig selv igen.

* To dage forsinket. Jeg var på filmfestival i Göteborg, og har brugt de sidste par dage på at komme hjem igen, og sove ud oven på  42 filmvisninger på ti dage. Er spændt på at se hvor mange læsere man mister når man ikke er aktuel.

Arvingerne afsnit 2.4

Det her afsnit mindede mig om et bestemt afsnit af tv-serien Homeland. I slutningen af andet afsnit, anden sæson, opdager Mandy Patinkin's karakter Saul Berenson en hemmelighed, som er så chokerende, så altomvæltende, at alt og alle i serien må fuldstændig omkalfatres. Afsnit tre foregår så mens Saul sidder i flyet fra Beirut til Washington, og først til aller sidst kan han give hemmeligheden videre. Lidt for meget af aftenens afsnit havde den samme atmosfære. Så sindsygt meget gik galt i sidste afsnit, og nu... går der lidt tid før personerne sådan rigtigt tager konsekvenserne af det. Hverken Frederik, Gro eller Emil havde voldsomt travlt med at reagere på, at Frederik var lige ved at slå Gro ihjel, og kun Robert fandt ud af det den her uge, og derefter hørte vi kun fra ham på sms. I det mindste var der den konsekvens for Frederik, at Solveig nægtede at acceptere at han trængte til alenetid af grunde han ikke kunne forklare, hvorefter hun tog børnene og skred. Måske havde reaktionen ikke været voldsomt meget anderledes, hvis Frederik havde været ærlig og forklaret at han igen havde angrebet en kvinde.

Den eneste, for hvem der faldt brænde ned, var Signe. Der var så til gengæld også i den grad payback for hende.  Det var blot i sidste afsnit at hun valgte side for familien Grønnegård, skiftede advokat og blev kæreste med hendes håndboldfar's nemesis Martin. Ville hun få problemer fra kunstsvindleren Gro eller mere og mere ustabile Frederik? Næ, det kom i stedet fra gode gamle Thomas. Selvfølgelig er Thomas dum nok til at plante rygehamp blandt Signes industrihamp, og selvfølgelig tænker han ikke på at fjerne dem før kontrollanterne kommer. Så røg hampemarkerne. Men det var herefter, det for alvor gik ned af bakke. Med det samme, efter at være blevet svigtet af Thomas, og skræmt af Emil's vredesudbrud, går hun væk fra Grønnegården og tilbage til håndbolddanmarks techno-oppostede båd-fest. Men fordi hun også valgte Martin, så kan hun ikke bare vende tilbage, og hendes far går i vrede. Og næste morgen, da Jan (komma hampemand) kommer forbi, optræder Lone som Signes nye advokat uden bukser. Måske havde Jan afbrudt samarbejdet alligevel, men det kan ikke have hjulpet på hans beslutning.

Rent tematisk gav det her afsnit ganske meget mening. Som jeg skrev om ifm første afsnit af sæsonen, så er familiens problem at de hverken tager sig af sig selv eller andre. Hvis nu Isa havde fået hjælp, så havde hun måske ikke taget Melody? Og nu synes Thomas blot at lade stå til, og Gro vil blot overvinde problemet med hjælp fra advokater, snarere end at prøve at løse det. Så selvom Thomas' hampeplanter kom sådan lidt ud af det blå, så fungerede det fint at hans laissez-faire attitude var det der slog Signe ud, selvom han har været den mest sympatiske i den her sæson. Mod slutningen af afsnittet ligger Signe i sin seng og bliver forstyrret af ubetænksomme lyde fra Emil's bold og Thomas' seng. Hun investerede hele baduljen på Grønnegårdens side. Men Grønnegårds-familien investerer ikke dem selv i ret meget. Så tematik: Yes. Men der er altså ikke så voldsomt meget spændende over et afsnit, hvor de fleste af personerne er i venteposition. Nu er vi halvvejs i sæson to, vi får se hvad konsekvenserne bliver i de sidste tre afsnit.

Korte Notater:

* Lars K Andersen var episodeforfatter og Mads Kamp Thulstrup instruerede.

* Emil fortsatte fint hans udvikling, egentlig. Sidste afsnit sluttede med at han sad og kiggede på Frederiks tøj, som han afskyede, men var nødt til at tage på. Nu vil han være selvstændig, og ikke basere sit liv på Gro og Frederik. Men hans monolog på bænken var ikke så god som den han havde i fængslet for et par uger siden.

* Thomas har været i spjældet i Delhi. Det kommer vel ikke bag på nogen?

* Jeg forstår godt pointen med Martin-plottet, men det bliver aldrig rigtig elegant. Rasmus Botoft gør det sådan set fint, men karakteren er for gammel og glat til at jeg kan acceptere at Signe ville falde for ham.

* Men en lille parallel i at Kim lagde an på Gro? Han lod til at have gamle følelser for Veronika. Og så gik Gro igang med et nyt værk, men det var måske smartest at gøre i ædru tilstand? Og måske ikke bruge træ, som vel kan dateres, og sådan noget.

* Frederik med motorsav, hva faen gik det ud på? Det virkede lidt som om der manglede en punchline til det setup.

* Endnu et klippeproblem: Jeg tror et klip fra rasende Jan (komma hampemand) til Lone uden bukser ville have været sjovt og godt og informativt

* Jeg kan godt lide at køn aldrig er helt væk fra serien, også når det handler om familie og personlige svigt. Gro og Signe er hverken værre eller bedre end Emil og Frederik, men selvom Emil valgte en langt værre knaldepartner end Martin, idet han var sammen med Solveig, så er han aldrig blevet beskyldt for at være 'Sådan en...'

* Det her blev måske lidt kortere end normalt, men jeg er i Gøteborg til filmfestival, så jeg har en del andet jeg også skal have skrevet om. Det er jeg nok også næste søndag, men skal nok skrive noget.

Arvingerne afsnit 2.3

Jeg forsøger så vidt muligt ikke at lade mig påvirke af previews i de her recaps, men til tider er det naturligvis umuligt. I forhold til det her afsnit var der to preview-detaljer, der gjorde mig ret så nervøs. At Frederik skulle kvæle Gro virkede sensationalistisk da det blev brugt til at sælge afsnittet med, et utroværdigt stunt for at skaffe flere seere. Og mens Gro lå på sofaen, og vi helt bestemt skulle overveje inde i os selv om serien virkelig havde mod til at lade hende dø, så kunne jeg heller ikke glemme previewet for hele sæsonen, hvori der var et par Gro-scener vi ikke havde set endnu. Så deet. Men hvis kvaliteten af et afsnit kan påvirkes af uheldige previews, så må man også sige, at den i meget høj grad kan hænge sammen med hvordan serien herefter udvikler sig. Lad mig sige det på den her måde: Et afsnit som det her kan man kun lave én gang per serie. Hvis ikke det der skete i det her afsnit fremtvinger ændringer dybt nede i personernes fundament, og hvis serien forsøger at køre resten af sæsonens afsnit på samme opkørte klinge, så vil vi alle huske det her afsnit som der hvor serien kørte i grøften. Men. Hvis serien formår at håndtere hvad der skete ordenligt, så tror jeg vi vil kigge tilbage på det her som et højdepunkt og vende-ditto; hvor serien kastede diverse slør af sig og rev et par af personerne helt ned hvorfra det kræver ret så meget at komme tilbage. For mens jeg endnu ikke tør vurdere om hvad der skete var godt eller skidt, så var jeg i 55 min umanerligt imponeret af skuespil, manus og instruktion. De gjorde sig dælme umage, det må man sige. Så jeg er ret så spændt.

Frederik kvalte Gro. En af seriens hovedpersoner kvalte sin egen søster. Han fik hende genoplivet, javist, men det kunne sgu være gået begge veje. Hvordan skal vi kunne acceptere ham som karakter efter dette? Det må være op til den enkelte, men som sådan kom det ikke ud af den blå luft. Frederik angreb Gro i første sæson, men fik en blodnæse. Og han forsøgte at voldtage Solveig henimod slutningen af sæsonen. Frederik er voldelig overfor kvinder, og det har han været længe. Og det er specifikt kvinder, det lader afsnittet os ikke glemme. Mens de kæmper i sofaen bliver Gros nøgne lår ved med at sprælle ind foran kameraet. Og efter Gro har sat sig op igen, og kører hånden rundt i tindingen, så kører kameraet lige så stille tilbage på de nøgne lår, og sætter dermed fokus på hendes kvindelighed, sårbarhed, skrøbelighed. 'Dig og dit had. ikke? Først mor, så Emil'  Frederik troede hans mor smed hans far ud, hvorefter faren begik selvmord. Han vil i stedet være den stærke, forsørge, ordne problemer, kontrollere. Han vil kontrollere Solveig, Emil, Hanna og Villads. Han er en forfærdelig person, men det øjeblik jeg ikke kan glemme, det der giver ham en smule sympati, stadig, i mine øjne, det var der hvor han fortalte Solveig at han var gået i terapi, og man kunne se skuffelsen og misbilligelsen strømme indover hendes ansigt. Han er fanget. Han er bange. Han er et dumt svin. Han er svag.  Hvis det her var en amerikansk serie ville Carsten Bjørnlund vinde sin Emmy for det her afsnit, især for det øjeblik efter overfaldet, hvor han stirrer rædselsslagen på Gro. Og da hun stryger en trøstende hånd ned af hans kind bliver han forfærdet, der går nærmest noget i stykker inden i ham. Men også i den korte scene senere hvor Gro siger 'Du skulle se dig selv, Frederik' er hans reaktion fuldstændig sønderknusende. Trine Dyrholm var for øvrigt mildest talt også suveræn. Hvis ikke de to havde solgt alt hvad der skete så hamrende overbevisende, så var det hele ramlet på gulvet. Og konklusionen var også stærk. Kun ved at ydmyge sig selv fuldstændig, turde fremstille sig selv som komplet svag og ynkelig, fik Frederik overtalt guvernøren til at ordne sagen. Men præcis fordi han ordnede det, kom han igen til at virke stærk, den rolle som han aldrig længere burde være i, den rolle han på ingen måde kan håndtere.

Der er blevet gjort en del ud af, at Arvingerne er så kvindedomineret en serie, både i karakter-galleriet og kreativt. Skaber og hovedforfatter er Maya Ilsøe, konceptuerende instruktør var Pernilla August, og der var mange andre kvinder både på manuskript- og instruktør-siden. Man skal passe på med at være kategorisk, men jeg tror ikke det her afsnit var blevet lavet af mænd. Ikke på samme måde. Ikke for det, der er mildest talt megen vold fra mænd mod kvinder i ret så mange serier, men sgu sjældent fra personer som derudover er sympatiske. Tag en serie som Sopranos: I en af de meget berømte scener fra den serie er der en af bipersonerne der dræber en ung prostitueret med de bare næver. Men det er ham der i forvejen var den mest usle af dem, og pga det vil vi altid huske præcis hvor ussel han var. Frederik er en flink mand, en stærk mand, en klog mand, som bare lige har det problem, at han igen og igen er voldelig overfor kvinder. Hermed sætter serien vold mod kvinder ikke som noget forfærdeligt, uacceptabelt, grænseoverskridende. Men tværtom som noget alt, alt for normalt. Hvilket gør det hele så langt mere forfærdende.

Et andet mesterstykke er måden afsnittet krydsklipper mellem de forskellige historier på. Det er reelt set noget vrøvl, jeg så det påpeget på twitter at det ikke ville fungere med tidsforskellen mellem Thailand og Dk. Men det fungere tematisk. Vi får præsenteret to kommende katastrofer: Signe har inviteret folk til at vurdere Gro's forfalskning og selv Gro's nemesis Kim er mødt op, og Frederik har tænkt sig at ødelægge Emils chancer for at komme ud. Så får vi først vurderingsscenen, men der kommer ingen katastrofe, den går helt perfekt. Kim græder endda. I Thailand, til gengæld, der går det ikke blot galt med Emil, men Frederik og Gro tager familien ned til et absolut lavpunkt. Og så tilbage til Grønnegård, hvor vi pludselig indser, at en endnu større katastrofe er ved at indtræffe: Signe bruger vurderingen af fupværket til at endeligt vælge side for Grønnegårdsfamilien, opsige forpagtelsen, og endda skifte advokat Ole fra håndboldhallen ud med Lone fra Grønnegård. På præcis det tidspunkt vi allerhelst så hende løbe skrigende væk gør hun det præcist modsatte. Det var fandeme godt lavet.

Og så, på det punkt hvor familien var allermest dysfunktionel, så kom Henrik og Isa og stjal Melody. 'Synes du selv der er den tryghed her, og de forældreskikkelser et spædbarn har brug for? Er de til stede her?' Det spurgte idiotiske, borgerlige, spade-Henrik om, på præcis det tidspunkt hvor det var sværest at svare ham imod. Så blev Melody taget, og grædende Thomas fik måske endegyldigt vist, at han er familiens mest sympatiske karakter.

Der skete helt overvældende meget i aftenens afsnit, før vi til sidst så Emil sidde alene på en taburet, i badekåbe, efter at han har fået at vide at Frederik har gjort skade på Gro. Han sukker dybt og kigger oppe i loftet. Og så kigger han på det pæne sæt tøj af Frederik's som han er nødt til at tage på. Tæppefald. Det er som sagt svært at sige hvad der sker, og afhængigt af hvad der sker kan det virkelig gå begge veje med aftenens afsnit. Men et par ting er ret så sikre: Sværhedsgraden her til aften var helt absurd høj. Og for én uge, i hvert fald, klarede alle involverede opgaven med bravur. Men problemet er, at konklusionerne her til aften betød at der fortsat er ret så langt ned hvis der snubles i de resterende fire afsnit. Og hvis det sker, så vil det altid være lige her, at det begyndte at gå galt.

Et Cetera:

* Afsnittet var igen skrevet af Maja Jul Larsen, og som de tidligere afsnit af sæson to instrueret af Jesper Christensen. Jeg begynder virkelig at tro han kunne have en ret så god film i sig med det rette manus.

* Som i kan se ude til højre på den her side, så er mit navn Frederik. Jeg har skrevet nogle sætninger her til aftes, som jeg overhovedet ikke brød mig om at skrive, altså.

* Fire fuldstændig fantastiske shots: 1) Det sidste med Emil på taburet, indrammet af dør. 2) Rene på telefon med Gro, i skygge i laden, med sol og grønne træer set gennem døren bagudtil. 3) Signe i skoven på vej mod marken, filmet bagfra i bedste Dardenne-stil. 4) Afsnittets bedste shot, måske seriens bedste: Gro og Emil uden for fængslet, set langt væk fra, to små mennesker uden for den kæmpe mur og det enorme tårn. Hele mødet er taget i et enkelt klip, og der løber fandme en hund ind i billedet! Den detalje var så langt fra typisk dansk dramatik som jeg nogensinde har set det...

* Detour, men Dardenne-stil hentyder til de belgiske brødrene Dardenne, hvis film Rosetta, Barnet, Sønnen, Drengen med Cyklen og To Dage, En Nat alle er mesterlige. Dem vil jeg varmt anbefale lige at tjekke ud.

* 'Men Frederik, hvordan kan du sige at Signe vælger håndboldhallen fra, når nu hun er sammen med Martin?' Jo, men Martin er jo netop ikke håndboldhallen. John hader ham. Han er den smarte overklasse, der trænger helt ind i håndbolddanmarks hjerte, når der er penge at hente. Af samme grund var det en rigtig fin detalje at de drak 'sponsor-champagne' Jeg bryder mig dog stadig ikke om den bihistorie, jeg kan ikke se hvad Signe ser i ham. Udover at han siger hun er god til hamp.

* 'Men Frederik, har du ikke klandret serien for at være blevet for kulørt, og nu hylder du et afsnit hvor Frederik - ikke dig, anden Frederik - var lige ved at slå sin søster ihjel?' Jo, men der er kulørt og der er  kulørt. At en biperson vi ikke kender pludselig sender Emil i thailandsk fængsel, det er kulørt. At en hovedperson eksploderer af frustrationer vi har set bygge op over 13 afsnit, det er måske nok kulørt, men grundarbejdet er lagt.

* Mere end normalt er jeg virkelig interesseret i, hvordan i andre oplevede aftenens afsnit. Var det for meget? Kan i tilgive Frederik - ikke mig, anden Frederik - for hvad han har gjort? Hvis du har tid, så må du rigtig gerne skrive en kommentar herunder.

* Pga håndbold er der ikke noget afsnit i næste uge. Og om to uger er jeg i Sverige til filmfestival, så jeg aner faktisk ikke om jeg kan komme til at se afsnittet. Fungerer dr.dk i udlandet? Ellers må jeg anmelde to afsnit på én gang om tre uger og en slat.

Arvingerne afsnit 2.2

I sidste uge skrev jeg, at jeg håbede Emils fængselsfortælling ville være overstået hurtigst muligt. I det her afsnit var det så hovedhistorien, så fremtrædende at det slugte nærmest hele første halvdel, og i et stykke tid fik mig til at føle det var det hidtil dårligste afsnit. Det kom efter det, men jeg er ikke helt glad. Jeg tror det er på tide at kigge seriøst på den historie, finde ud af hva faen vi skal med det.

Da serien startede virkede Emil klart som den mest charmerende af de tre 'oprindelige' søskende. Fordi han var den mest afslappede. Både Gro og Frederik var stræbere, defineret efter hvordan de forholdt sig til deres mor, Veronika Grønnegård: Gro stræbte efter at være så lig en 'Grønnegård' som muligt, og Frederik stræbte efter at være så forskellig fra en Grønnegård som muligt. Og Emil stræbte ikke efter noget. Hver især blev de straffet for det. Gro ville være som sin mor, og blev straffet for at forfalskne hendes underskrift - men har nu forsat falskneriet, selvom hun havde talent for at lave nyt. Frederik ville væk fra sin mor og sine søskende, men endte i stedet fremmedgjort fra sin kone og sine børn. Og Emil, Emil var uambitiøs og ville bare leve for andres penge, så på den led gav det god mening at han blev straffet for at have stiftet for meget gæld. Så langt er jeg med. Det fungerede også fint med hans gæld, fordi det tvang ham til at tage Frederik's parti, selvom han måske nok havde mere sympati for Signe, og nok helst gerne ville ses som stående over hele balladen. Det gav vel sådan set også mening at han fik thailandsk straf, fra sin kompagnon og fra det korrupte retsvæsen, for hans problem var også altid at han var for 'turistet', at han manglede engagement i sine omgivelser. Så egentlig er jeg vel stadigvæk med.

Men altså, for faen. Det svælger i korruption og mishandling på en måde der er fuldstændig overdreven. Selvfølgelig skal Emil sidde i skarnet, og selvfølgelig klippes der til skumle thailændere når han får tæppe og pencillin fra ambassaden. Sår og blodnæse. Det er irrelevant. Ligesom det er irrelevant at Emils cellekammerat har feber, og eftersom jeg ikke tror et øjeblik Emil skal være i fængsel i to sæsoner er alt det med salg/korruption/kongens fødselsdag også komplet irrelevant. Intet af det relaterer sig til resten af familien, hvilket er, hvad vi interesserer os for. I anden halvdel bliver noget af det relevant, i og med Frederik skal vælge om han kan engagere sig eller ej, og Emils password leder til at Frederik opdager korrespondance mellem Emil og Solveig, og det er bestemt en lovende cliffhanger. Og det gav os Emils monolog til sidst i afsnittet, én af seriens måske lidt for få monologer. Den var rørende, lærte os rigtig meget om Emil og Frederiks forhold, især i den svære tid efter deres far døde. Men den spejler sig måske også i historien om Melody, i og med den egentlig også handler om at Veronika ikke var der for dem, og Frederik advarer om at Emil måske skulle på børnehjem.

Den samme fare er der måske med Melody? Morfar Henrik er i hvert fald bestemt ikke imponeret over forholdende på Grønnegården. Spørgsmålet er: Har han ikke lidt ret? Ja, hans overreaktion på jointen er et tydeligt tegn på at han er en gammel stivnakke, men alligevel. Familien fortsætter sådan set med at være komplet ligeglade med Isa, hans datter, og man må jo også sige at morfar ikke aner halvdelen af det kaos der foregår. I konfrontationsscenen ser man Signe, Thomas og især Gro stå fast sammen i kampen mod Henrik, men omvendt omhandler serien jo nærmest ikke andet end at familiemedlemmerne stikker hinanden i ryggen. Er det virkelig bedst for Melody at vokse op som en bonus-Grønnegård? Og i forlængelse af det, var det virkelig bedst for Signe at hun trådte ind som den fjerde søskend? Det er måske det spørgsmål i den her sæson, jeg helst vil have svar på.

Vi fik et rids af diskussionen i afsnittets bedste scener. Når Arvingerne er bedst lader den os ordløst forstå hvem personerne er, via den måde de er sammen, løser problemer. Scenen hvor Signe og Thomas bygger en sprinkler var en perfekt en af slagsen. Og at Signe er kreativ, ligesom Veronika, bliver understreget da de kalder den 'kunst' og 'et værk'. Og da vi senere ser hende tænde for maskinen nede på marken siger Signes smil alt om den stolthed, den energi, der blev sat fri da hun opdagede hvem hun var, hvad hun havde arvet. Men da hun løfter Melody ud af barnevognen bliver vi straks mindet om den fremtidige familie hun, nu da hun fik at vide Andreas laver familie med en anden, endegyldigt må indse at hun har mistet, Dét var stærkt.

Alt i alt et blandet afsnit, må jeg indrømme. Håber dælme snart vi kommer væk fra Thailand.

Plus det løse:

Episodeforfatter var Lars K. Andersen, og afsnittet var igen instrueret af Jesper Christensen.

Trond Espen Sein (Robert) forsvandt også ud af forteksterne den her uge. Der foregår virkelig en brutal nedskæring af biroller, hva? Eller også er han kun på i afsnit han er med i, og tilbage næste uge. En af de to ting.

Underteksterne på nettet siger: 'Umse123' 'Umse?' 'Ja, ligesom i numse' På lydsporet tilføjer Emil 'bare uden...' og så en lyd som på ingen måde lyder som et 'n'. 'H' eller 'K'. Kan han virkelig ikke sige N?

I afsnit 10 af sæson 1 siger Jan ('Jan, hampemand', som han stadig hedder i rulleteksterne) at han vil give 1½ kr kiloet, og at området kan give 35 tons. Det giver alt i alt 52.500 kr pr høst så vidt jeg lige kan regne ud. Jeg må indrømme jeg er lidt enig med Signes bank, jeg er ikke helt sikker på det er nok til at drive et helt gods og et landbrug og brødføde sig selv og købe store kunstværker. Hvor mange gange kan man høste hamp på et år?

Jeg ved ikke om Signe ligefrem behøvede at være i et trekantsdrama? Ham der Martin bryder jeg mig i hvert fald ikke om, og skuespiller Rasmus Botoft er i øvrigt over ti år ældre end Marie Bach Hansen. You can do better, girl.

'Der er en skjortelomme og to baglommer, selvom Thomas har lært os man aldrig må have joints i baglommen'. Hele skjortescenen var også en rigtig god scene.

Jeg tror min yndlingsreplik var Gro's fra samme scene 'Ja, jeg gør alt hvad advokaterne siger, det lover jeg. Jeg fyrer ikke nogen.' Husk på hun også fyrede Lone i vrede i første sæson. Måske, hvis hun lod være med at bryde loven så meget, ville hun ikke tabe så mange retssager...

Min yndlingsdetalje må være det tæppe Thomas har om benene da han flygter fra Henrik. Der er ikke for mange nykker over Jesper Christensen, heller ikke når han selv instruerer.

Mediawatch skriver at 1.577.000 så med i første nye afsnit. Hvilket er færre end så både første afsnit af første sæson, sidste afsnit af første sæson, og første afsnit af 1864. Taget i betragtning at DR ikke er en reklamekanal er der nok ikke den store panik derover.

Arvingerne afsnit 2.1

Hvem end der fik den idé at lade DR-serier starte 1. januar skulle tvinges til at retfærdigøre sin beslutning mens han/hun havde jordens største tømmermænd, altså. Jeg var måske ikke helt i stand til at fange alle de fine nuancer i det her afsnit...

Jeg er ikke helt sikker på, at det overhovedet gav mening at lave en anden sæson af Arvingerne. Det er nemlig reelt set ikke ret let at køre en familie-serie i længere tid uden at det ender i ren sæbe-opera. Hvis man tænker over det, så findes der egentlig langt færre gode familie-dramaer end man lige skulle tro, og de fleste af dem har et eller andet, der ligesom kan generere historier udenom blot familiereaktionerne. The Sopranos havde mafiaen, Six Feet Under havde bedemandsbutikken og folks forhold til døden. Af dem der kører lige nu, så drives roste Transparent af farens transition fra mand til kvinde, og de forhold det tvinger børnene til at forholde sig til. Sandheden er, at familieforhold egentlig ikke er den bedste generator af fortællinger og konfliker i tv, for der er jo i virkeligheden aldrig nogen ende på dem. Det ville lynhurtigt blive alt for repetetivt og deprimerende, hvis serien blot sovsede rundt i de samme konflikter igen og igen. Der må komme noget nyt udefra. Arvingerne havde en genial generator i første sæson i alt det med arve-historien, og de sår og fortielser den proces rodede op i, og det var da også tydeligt, at da historien til sidst skulle bevæge sig videre, så blev det hele lige pludselig noget mere kulørt. Så blev Emil forrådt af sin kompagnon, vi næsten aldrig havde set før, og røg i fængsel. Gro blev kriminel kunstsvindler over for uvidende russere. Og Signes far John blev lige alkoholiker i et par afsnit, inden han nåede på ret køl igen.

Serien har ikke sin styrke i den her slags historier. Især Emils historie om thailandsk korruption og mishandling er jeg komplet ligeglad med. Seriens centrale spørgsmål er egentlig det samme i anden sæson som i første: Hvad er det de fire børn har arvet fra deres ophav? Nu i mere overført betydning. Men hvad er det Veronika og hendes livsstil, og i mere overført betydning 68'erne som sådan, har givet i arv til næste generation? Det lå altid som subtekst i første sæson, hvor både Signes og hendes forældres forhold gik i stykker alt som de blev hvirvlet ind i den dysfunktionelle familie på Grønnegården. Men det ville på ingen måde skade hvis serieskaber Maya Ilsøe blev mere eksplicit om det her i anden sæson. Historien om Isa i første afsnit kunne også godt tyde på, at det var ambitionen.

Hvem der er forældre til Melody blev fremstillet som en hemmelighed i første del af afsnittet, og det fungerede måske ikke helt. Så snart det blev klart af Isa stadigvæk opholdt sig på godset var det relativt åbenlyst at det nok var hende snarere end centrale karakterer som Signe eller Gro, for hvem der var sket noget så omvæltende som at blive mor. Problemet er at serien er defineret ved, at dens karakterer er rigtig meget forskellige fra hinanden, men for at leje lidt med mystik skal hele familien agere som om de er helt uden konflikter, og helt enige i at Melody naturligvis skal igennem et navngivningsritual, som ærlig talt mere siger Thomas end Veronika, som jo sådan set er den forælder børnene har til fælles - den eneste der helt reelt er Melody's halvsøskend er jo sådan set Gro aka 'Pølse'. Jeg er især ikke heeeelt sikker på det giver mening, at Frederik lagde sine børn i en vugge lavet af Thomas og gået i arv i familien, var han ikke meget meget vred på Veronika i starten af serien før hun døde? Forårsaget af hans fars død, som jo var mens han var ganske ung, lige omkring da Signe blev givet væk (hvilket Thomas siger er 1989, i forbindelse med det nye kunstværk Gro har forfalsket). Der er nogle spørgsmål om, hvornår og hvor meget de to ældste børn tog afstand til kaosset på Grønnegården, som ikke står helt klart for mig. Men det kan jo være det kommer over de næste par uger.

Men tilbage til Isa. Melody-mysteriet fungerede måske ikke helt, men det korte glimt hvor Thomas tog Lone i hånden var en perfekt overraskelse: Et ganske kort glimt, der sagde alt om Thomas' opførsel og hans reaktion på det ansvar og den seriøsitet der kommer med graviditet og faderskab. Selvfølgelig gik han fra Lone fordi hun blev for seriøs, til fordel for en yngre model, og selvfølgelig gik han tilbage til Lone da den yngre kvinde blev gravid. Helt igennem perfekt. Nu har Isa så tydeligvis fået en fødselsdepression, noget der ifølge Sundhedsstyrelsen sker for ca hver tiende nybagte mor, men bortset fra Signe er der ikke nogen af familien der hverken siger eller gør noget. Især Gro er helt ekstremt usympatisk i det her afsnit, mere optaget af sit eget forhold til den lille ny, og ekstremt afvisende overfor den unge kvinde, som jo på en eller anden måde er hendes nye stedmor. Men ingen andre har blik for Isas problemer, og/eller vilje til at se problemet i øjnene. Det bliver fortiet, lagt stille, selv efter barnet bliver kastet i søen og er lige ved at drukne. Men så snart John og Lise dukker op - morsomt nok indenfor sekunder af hinanden, tydeligvis aftalt... - reagerer Isa positivt. Omsorgen og empatien står malet i især Lises ansigt, og afslører præcis hvad det er resten af familien mangler. Det er ikke fordi de ikke elsker eller holder af. Det er fordi de ikke ser. Men præcis hvad de ikke ser, og hvorfor, det kan jeg ikke sige noget om endnu (standardsvaret i den her type historier er stort set altid 'egne privilegier', men det er for tidligt at sige noget om)

Ellers er det hele et typisk godt afsnit af en rigtig god serie. Seriens styrke er altid situationerne og skuespillet. Det der sker og hvordan, snarere end hvad der bliver sagt. Dåbssritualet er en typisk bravura-scene for serien, et superstykke af production-design, kostumering, sat til en korudgave af seriens egen titelmelodi. Kun Arvingerne ville sætte den scene præcis sådan, og mens dansk drama er fulde af udbrud som Isas rettet mod Thomas, så er det typisk Arvingerne at Thomas modtager den med bukserne om knæene og strikhue på hovedet. En god start, der sætter en masse spørgsmål i søen. Så får vi set hvordan der bliver fulgt op på dem de næste par uger.

Usammenhængende betragtninger:

Afsnittet er krediteret til Maja Jul Larsen som episode-forfatter og Maya Ilsøe som hovedforfatter. Det er såmænd instrueret af Jesper Christensen. Alle involverede arbejdede også på serien i første sæson.

Jens Jørn Spottag, Anette Katzman og Kenneth M. Christensen er ikke længere krediteret i forteksterne. Det er Kirsten Lehfeldt som Lone til gengæld nu. Men ikke Josephine Park som Isa.

Jeg er komplet ligeglad med Emils historie, og jeg håber virkelig den er færdig så hurtigt som muligt.

Gros falsknereskapader er jeg heller ikke så voldsomt interesseret i, men oplysningen om, at Gro sådan set selv har et ikke ubetragteligt kunstnerisk talent var ret interessant. Der ligger en god historie i, hvordan hun valgte at arbejde med kuratering og formidling snarere end at dyrke sit eget talent, en historie hvori Veronika sikkert ikke spiller den mest sympatiske rolle.

Frederik er i gang med at lave et eller andet med nyt hus. Jeg forstår ikke helt hvad det gik ud på, men det går da nok. Og så er han stadig i terapi, og der er stadig spændinger i familien. Og den ældste datter ryger hash. Dam-dam-daaaaammmm.

Hvor mange afsnit tror vi der går før Signe ender sammen med ham landmanden?

Et personligt mysterie jeg godt gad at få opklaret: Hvordan det nu lige hænger sammen med Frederiks musiksmag. Den der kæmpe Rammstein plakat der hang i deres stue i sæson et, det harmonerede aldrig helt med ham som den tilknappede og pæne af børnene. Men ikke nødvendigvis på nogen dårlig måde.

Lidt i samme spor, men hvor haen kom instrumenterne de jammede på fra? Thomas har jo alverdens ting og sager, men el-guitar og trommepads? Er det ikke lidt for moderne?

Cadeau til serien for at tackle fødselsdepression, som jo så altså er et ret så udbredt problem. Og seriens skildring af personernes blindhed overfor problemet, og uvilje til at håndtere noget ret så tabubelagt, er sikkert heller ikke helt skudt forbi. Så det er bestemt noget der bør tales mere om.

Jeg er spændt på, om der er nogen der gider og læse det her. Det jeg skrev om 1864 blev læst, men det var også en serie der kunne jokes ret så meget med. Tonen i de her recaps bliver nok lige en smule anderledes, med mindre den VIRKELIG kører af sporet. Lad os da håbe det ikke sker.