Det er som om PIX er ret mange festivaller i en. Der er hovedkonkurrencen, hvor alle filmene er debutfilm. Det er sikkert smart i forhold til at trække film-reportere til landet, som måske ikke bliver hooked af at se de samme film, der har været vist på alle de andre festivaller i løbet af det sidste år. Omvendt betyder det jo at det ikke er nogen man kender, så det er f.eks. kun et fåtal jeg har planer om at se. Der er også Politikens Publikumspris, hvor tilskuerne selv stemmer om hvad de bedst kan lide. Her er der lidt flere kendte navne, men jeg føler ikke altid at jeg overlapper med politiken-segmentet. Når jeg hører om hvad der er udsolgt til, og hvad der kommer ekstravisninger af, så virker detsom om ret mange har en anden festival end jeg har, én der i højere grad består af amerikanske film, ofte indie-udgaver af genre-film. Og min egen festival består først og fremmest af årets høst fra de store festivaller, med hvad jeg så ellers kan få plads til kastet oveni. I dag var den første film jeg så en Publikums-film, den anden var fra Maestro-serien, og den tredje var den første film jeg så fra debutkonkurrencen. Det var virkelig alt sammen overraskende godt, med debutfilmen som den helt store oplevelse.
The Land of Hope (Kibo no Kuni, 2012, Sion Sono, Japan)
Først og fremmest en skideballe til Dagmar: På en filmfestival holder det bare ikke at der går 17 minutter før filmen går i gang. Der står starttidspunkt og længde i programmet, og de to ting skal nogenlunde passe, så man kan finde ud af at sætte sit program. Nu måtte jeg være stresset under hele den her film, sprinte over til Grand derefter, og komme til at skubbe til et par mennesker, og så være forpustet under det meste af næste film. Det er fuldstændig til grin, især fordi også Shanghai i samme biograf var ti minutter forsinket. Jeg hørte senere på aftenen at folk havde klaget, hvilket jeg desværre ikke selv havde tid til, og at biografen forklarede, at de føler de er nødt til at vente lidt af respekt for dem, der måske ikke har forstået at der ikke vil være de sædvanlige forfilm. Men der må man så sige at hensyn til to dele af publikum konflikter. Og med fare for at lyde arrogant: Hvis man en uge inden på festivalen ikke har fanget at ALLE film er uden forfilm, så kan man ikke have været til andre film endnu, og så synes jeg måske ikke man skal prioriteres over os der har investeret i filmpas, og planlagt dagen dagevis i forvejen.
Det satte virkelig en dårlig start for den her film, som jeg til at starte med overhovedet ikke kunne koncentrere mig om. Jeg havde ellers glædet mig meget. Filmen handler om tiden efter ulykken på Fukoshima-kraftværket i Japan, hvilket jeg er ret interesseret i, eftersom jeg selv havde familie derovre. I filmen er det dog en ny katastrofe på et kraftværk ved navn Nagashima. De første minutter er ret traditionelle scener med glade mennesker. Folk opdrætter køer, arbejder, løber rundt og er glade for hinanden. Jeg kunne som sagt ikke helt koncentrere mig, og jeg blev ikke rigtig fanget af noget som helst. Heller ikke da jordskælvet rammer, og tingene første gang ramler sammen, syntes jeg det var skildret specielt godt. Men efterhånden som filmen skred frem, og der blev mere fokus på myndighedernes håndtering, og de groteske konsekvenser for filmens personer, begyndte der at ske noget. Langsomt blev det en hamrende god film. Filmen er umanerlig lang og spraglet. Vi følger tre par, et gammelt par der ikke forlader deres hus lige uden for hegnet til katastrofeområdet. Deres unge søn og svigerdatter, der forsøger at få en ny tilværelse op at køre i en nærliggende by. Og et ungt nabo-par, der først bliver evakueret, og derefter flygter helt ind til katastrofeområdet, for at lede efter den unge kvindes familie. Der er rigtig megen rejsen frem og tilbage mellem shelters, omkringliggende byer, katastrofeområdet, og familiens gamle hus. Men selvom filmen er to timer og ti minutter lang, så kedede jeg mig aldrig. Den er simpelthen godt lavet.
Sono begynder at sætte fokus på arkitekturen. Myndighedernes hegn går som en gul linjer gennem landskabet og striber landskabet op ligesom de el-ledninger der konstant minder om det sprængte atom-kraftværk. Efter svigerdatteren finder ud af at hun er gravid begynder hun at isolere sig selv i et rum af bobleplast, og i en bi-opdrætter-dragt når hun er nødt til at gå ud. Denne sekvens er en af de mest beskt satiriske i filmen. Og katastrofe-området, der blev ramt af en tsunami, er et bjergtagende landskab af sne og ruiner, hvor køer og geder vandrer rundt. Arkitekturen er helt eminent opbygget. Samtidig er personerne også fængslende, især det gamle par begynder man at holde meget af. Kvinden har en snigende sindssygdom på vej, men manden virker ofte blot taknemmelig når hun går i barndom, fordi det giver dem anledning til at genopleve deres fortid. Han mener alligevel ikke de har nogen fremtid efter ulykken. I filmens bedste scener går konen dog helt i sort, og stikker ind i katastrofeområdet i en kimono fra hendes ungdom, fordi hun tror der er en høstfest i gang. Da manden finder hende danser de to rundt i sneen som de må have gjort halvtreds år tidligere, i en scene som er alt, alt for meget, men så alligevel er så hamrende perfekt.
Filmen er også politisk på en god måde. Den er indigneret over regeringens manglende respons på katastrofen, og den indeholder f.eks. en ret dogmatisk scene hvor en læge hiver en graf frem over radioaktivitetens reelle omfang. Men den spejler også regeringens ulogiske respons med karakterernes bizarre opførsel. Hvordan skal de vide hvad der er korrekt opførsel, når de ikke får ordenlige svar? Der bliver bare etableret en linje ved 20km mærket, og så regnes det for korrekt afspærret. Det er en kritik af den abstrakte logik, der skaber de klare og stramme linjer uden hensyntagen til mennesker og hverdag. I modsætning hertil står de træer, som den ene familie har plantet gennem årtier, for at markere de vigtigste begivenheder i deres liv. Det er måske ikke verdens mest ambitiøse film. Den opfinder ikke et nyt filmsprog, og med enkelte undtagelser gør den aldrig rigtig ondt. Men i forhold til hvad den prøver at være, så kunne den nærmest ikke være lavet bedre. Det var desværre sidste visning på festivalen, men hvis den får dansk premiere, så er den virkelig et must-see!
In Another Country (Dareun Naraeseo, 2013, Hong Sang-soo, Sydkorea)
Jeg forstår virkelig ikke Hong Sang-soo. Eller, egentlig er der ikke så meget at forstå: Han laver så vidt jeg kan se meget morsomme og mildt opfindsomme koreanske komedier. Hvad jeg ikke rigtig forstår er hvorfor han har været otte gange i Cannes. Jeg har kun set halvanden af hans film, HaHaHa fra 2010 og halvdelen af Power of Kangwon Province fra 1998, og de er rigtig glimrende. Men jeg kan ikke rigtig se hvad det er ved dem, der har løftet instruktøren så højt op i hierarkiet, at han også på PIX er placeret i serien for Maestros.
Altså, In Another Country er virkelig en fin film, men dens æstetik er så langt fra hvad jeg ellers søger efter i arthouse, at jeg bliver helt forvirret. Jeg skriver en gang imellem om 'glans-scener', og leder efter de der billed-stærke og overraskende sekvenser, hvor man bliver helt forpustet. Selvom Hong har en rigtig stærk billedfornemmelse, så er det alligevel noget andet han laver. Hvor nogle 'auteurs' venter timevis på at finde det helt rigtige lys, og optager alle deres film ved solnedgang, så er grund-verdenen i de Hong-film jeg har set en overskyet himmel, og et vådt og trist landskab lige før eller efter et regnskyl. I både HaHaHa og In Another Country i en grå by ved vandet, uden de store landmærker. Hong vælger også ofte nogle meget demonstrative, og efter min mening ret grimme zooms. Der er dog intet så amatørisk som i Power of Kangwon Province, hvor boomstangen faldt ned i billedet i hvad der føltes som halvdelen af scenerne. Handlingerne i hans film er dog ret innovative: I HaHaHa er det to mænd der fortæller deres feriehistorier til hinanden over drinks, og aldrig selv ligger mærke til hvor meget de overlapper. I In Another Country skriver en ung pige tre fortællinger om en fransk kvinde - Isabelle Huppert - der besøger den koreanske by af forskellige grunde. Hun møder de samme personer, men meget forskellige ting sker, og det er ganske morsomt. Men middelmådigheden er samtidig plantet ind i fortællingen. Menneskene har svært at kommunikere via engelsk og koreansk. Og i et par scener er det helt tydeligvis skrevet af en ung pige. Der var især en enkelt hvor det gik op for mig, at den reference jeg ledte efter var den legendariske elendighed The Room. Men i scenen fra In Another Country er det dårlige skuespil, de tunge accenter, og den klichéede dialog helt klart pointen. Jeg forstår bare ikke rigtig hvorfor...
Det skal ikke forstås sådan, at det er en dårlig film. Den er ganske herlig, innovativ og egensindig, med godt filmede scener og et vittigt manuskript. Jeg tror bare overhovedet ikke jeg fanger hvor den skal hen. Måske skyldes hans succes i det franske, at han efter sigende er meget inspireret af Eric Rohmer, en instruktør jeg aldrig har set noget af? Måske viser hans film et eller andet helt unikt om Korea? Noget med den kreative klasses middelmådighed? Jeg er fascineret, og eftersom hans film er så lette at sluge, så har jeg tænkt mig at dykke dybere ned i det. Indtil videre har jeg dog ikke mange pointer at levere.
Hvis man selv har lyst til at prøve kræfter med denne mærkværdige komedie, så kan man nå det den 20 april kl 17:00 i Grand.
Night (Noche, 2013, Leonardo Brzezicki, Argentina)
Filmkunsten startede stumt, og lydsiden har aldrig rigtig opnået samme status som billedsiden. Jeg har også de sidste dage snakket om billedskabere, og oftere beskrevet visuelle pointer, snarere end lydmæssige. Det er ikke så tit jeg ser en film, hvor jeg tænker, at især lydsiden var god. Hushpuppy fra sidste år er dog en undtagelse, her blev jeg virkelig fanget af lydende (altså udover voiceover og musik), som vejede op for, at billedsiden måske ikke var helt så god som anmeldelserne påstod. Men i Night er det helt igennem lydsiden der er trækplasteret. Filmen skildrer en gruppe unge mennesker der er samlet i en skov, efter en fælles ven har begået selvmord, for at lytte til de optagelser vennen lavede. Det er såmænd også en visuel tour-de-force, men det er lydsiden, der er unik. De unge mennesker forsøger at holde fast i deres afdøde ven ved at lytte til hans lyde, lugte til hans tøj, og snakke om ham. Men deres minder om ham stemmer ikke overens, og det er ofte svært at gennemskue hvad det er han har optaget. På et tidspunkt kan de f.eks. ikke enes om det er bølger ved strand eller båd. Som filmen skrider frem bliver de unge også lige så desperate efter at mærke verdenen, græsset, mudderet, vandet, og hinanden.
Og filmen får naturligvis også et metalag: Hvis ikke personerne i skoven kan komme til at mærke hvad der foregår, hvad håb har så vi der kun får oplevelsen via billede og lyd? Det er ikke nogen overvældende ny problematik, men den er nu umanerlig godt udført. Brzezicki underminerer substansen i billederne, ved at lægge dem oven i hinanden, så det hele bliver spøgelsesagtigt. Især åbningssekvensen bruger denne effekt til fuldkommenhed. Men jeg blev også fanget af et senere klip, hvor kameraet først panorerer til højre, hvorefter et nyt billede overlapper og panorerer tilbage til venstre, så det føles som om træerne splittes af. Men først og fremmest er det tilstedeværelsen af den fremmede lydkilde, som konkret i filmen kommer fra enorme højtalere stillet op både inde og ude, der skaber usikkerheden. Det er helt fantastisk, som vi gentagne gange ikke kan vide hvad vi ser, fordi vi ikke ved om lyden er virkelig eller Miguel. I et klip lyder der tordenvejr over skoven, og de unge mennesker kigger op og trækker grene hen over sig. Først da uvejret blev afløst af en diskant tone, og en ung mand krummede sammen og tog sig til øret, var det helt klart for, at de bare reagerede på optagelserne. I et andet klip hører vi pludselig et keyboard-akkompagnement i baggunden, og skyder vel først på det må være Miguel, men så panorerer kameraet hen til en mand med et keyboard. Der kommer endnu et lag ind i denne scene, fordi de to unge mennesker begynder at synge en sang sammen, men tydeligvis er de samlet i genskabelsen af en gammel optagelse de har hørt. Pigen drejer og slår med hænderne til et rytme-spor, som ikke er en del af det rudimentære keyboardakkompagnement. Personerne i filmen kan altså tydeligvis høre en anden, tidligere udgave af sangen end den de selv spiller, som er alt vi sidder med. Her kommer subjektiviteten ind, for selvom vi hører det samme, så hører de alligevel tydeligvis noget andet. Hvad håb har vi da for at kunne dele lyd med hinanden?
Det her er ganske enkelt stærkt. Formmæssigt er det en umanerlig ambitiøs film, og helt vildt meget af den lykkes til UG. Også grundmaterialet i lyd og lys er simpelthen fantastisk, med bl.a. den dunkle skov, de omstrejfende hunde, de forvrængede lyde, og de korte sekvenser af baspumpende techno. Jeg er helt, helt oppe at køre. Man kan sige, at filmen måske har et ret smalt fokus, og at den udover lydsiden ikke bidrager med så meget nyt til kunsten. Men omvendt er det en debutfilm. Der kommer forhåbentlig mange flere film fra 35 årige Leonardo Brzezicki, der kan tilføje hans filmografi både dybde og bredde. Han er startet bedre end langt de fleste.
Night kan ses igen lørdag den 20 april kl 12:00 og mandag den 22 april kl 16:30. Begge gange i Cinemateket. Hvis man kun har tid til at se en enkelt film i år, så er min anbefaling den her.
Nu kommer der til at gå lidt kaos i udgivelses-rækkefølgen, tror jeg. Der kommer noget om Harmony Lessons, No og The Plague. Formentlig fredag aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar