Postrock 3: Talk Talk - Laughing Stock (91)

Jeg har valgt at skrive om det her album af tre årsager. For det første er det et af de aller første postrockalbums. For det andet er det mit yndlingsalbum fra genren. For det tredie opstillede den engelske kritiker Nick Southall i 2007 en liste over 10 albums, der for ham eksemplificerede postrock som progressiv indstilning til musik snarere end blot instrumental rock med mange klimakser, og han placerede Laughing Stock som nummer et på den liste. Jeg anbefaler at tjekke alle pladerne på listen ud, flere af dem - Boredoms, Battles, Beta Band - er blandt mine absolutte favoritter.

De fleste kender nok snarere Talk Talk fra deres tidlige periode i start-80'erne, hvor de lavede synthpop. Deres hit It's My Life fra deres andet album af samme navn blev senere genindspillet af No Doubt.

Deres tredie album - Colour of Spring fra 1986 - mixede synthpop med alternative elementer som børnekor og blokfløjter og mere atmosfæriske numre, og blev en stor succes både kritiker og salgsmæssigt. Talk Talk - og især forsangeren Mark Hollis - ville dog noget andet end hitlistepop og tog derfor den frihed deres pladesalg gav dem og indspillede Spirit of Eden, der blev udgivet 1988. En blandning af jazz, ambient, klassisk og kun ganske lidt rock. Med dybt religiøse tekster. Pladeselskabet var sjovt nok ikke imponerede. Der var ingen indlysende singler på albummet, men der blev indspillet en video til nummeret I Believe In You.

Laughing Stock fulgte i 91 - på nyt pladeselskab. Her har bandet for alvor sluppet jordforbindelsen. Der går over 15 sekunder før nogen som helst lyd starter, flere af numrene er helt uden trommer, det tredie nummer har en solo der går på en enkelt tone etc. Samtidig er dynamikken på albummet helt vildt sofistikeret i forhold til både Spirit of Eden og langt det meste af den musik pladen har inspireret. Ingen af numrene er i sig selv opbygget specielt dynamisk med stille og larmende stykker. De udvikler sig i stedet uforudsigeligt, men bygger samtidig stille og roligt oven på hinanden og leder hen til pladens ubetingede højdepunkt, den 9 min lange hymne New Grass:

Afsindig æterisk, flimrende, vidunderligt, det er svært at få skovlen under Laughing Stock. Det er noget af det mest sofistikerede, personlige og emotionelle musik jeg kender.

Postrock 2: Bark Psychosis - HEX (1994)

Bark Psychosis er definitionen på et postrock band! Mere præcist stammer ordet postrock oprindeligt fra en anmeldelse af dette album, Bark Psychosis' HEX af anmelderen Simon Reynolds. Albummet er fra England 94, et år hvor engelsk postrock blev endeligt overskygget af den traditionelle britpop på plader som Definately Maybe med Oasis og Parklife med Blur (som jeg også holder meget af, men som har mange dårlige kopier på samvittigheden). Synd og skam, for den engelske postrock scene i disse år var genial.

Jeg kommer aldrig til at kunne beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds gjorde i bladet Wire i maj 94. Men da det er en lang artikel, så mener han kort fortalt at postrock betyder at bands bruger rockinstrumentation til ikke rockagtige formål. Han konkluderer så videre at det langt hen ad vejen betyder at man ikke forsøger at genskabe en energisk livefølelse i studiet, men i stedet bruger studiet og efterbehandling som instrument, gudfaderen til postrockscenen er Brian Eno.

Glimrende logisk definition, desværre er HEX hverken kendetegnet ved studietricks og for den sags skyld heller ikke rockinstrumentation. Det er i høj grad klassisk og jazz den er inspireret af, og der er mængder af blæsere, strygere etc. Melodisk, stemningsfyldt, pladen når kun 7 numre på 51 minutter og de fleste er mere stemningsstykker end egentlige sange med vers og omkvæd. Det hele bliver dog holdt på plads af Graham Suttons udtryksfulde baryton. Men lige som det er mig umuligt at beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds virker det egentlig også smartere blot at linke til musikken på youtube:



Når man lytter til den her plade kan man godt blive lidt trist over dels at britpop så klart fjernede fokus fra postrock i 94, dels at den senere udvikling på scenen gjorde musikken langt mere ensformig og fokuseret på crescendo og klimaks og den slags (selvom Her Name Is Calla altså er en gruppe der formår at forene crescendoerne med HEX stemning). Der er ikke mange plader, der lyder som denne her, jeg kan anbefale Talk Talk - Laughing Stock (som jeg forhåbentlig også snart vil skrive lidt om), Slowdive - Pygmalion (der i mine ører langt overgår den ellers mere kanoniserede Souvlaki) og Bark Psychosis' eneste anden plade, ///Codename: Dustsucker fra 2004 hvor Graham Sutton bl.a. får hjælp af Lee Harris fra Talk Talk.

Postrock 1: Her Name Is Calla - The Heritage (2008)

Ok, nu skifter bloggen lige lidt gear. De næste mange indlæg kommer til at handle om postrock. Postrock er et åndsvagt genrenavn, det har skiftet mening gentagne gange siden det først kom frem sådan ca omkring 1994 i anmeldelser af Simon Reynolds. Man kan læse om etymologien på wikipedia. Jeg har netop opdaget et fantastisk postrock pladeselskab i Leeds, der hedder Gizeh records. De udgiver plader, der på mange måder minder om opdaterede udgaver af de gamle engelske postrock bands fra midten af 90'erne (Seefeel, Disco Inferno, Bark Psychosis, der skal nok komme nogle artikler op om dem også). Og deres største band er åbenbart Her Name Is Calla.

The Heritage er en fantastisk plade. Det føles ofte som en opdateret Bark Psychosis (som var det første bevis på at man sagtens kan lave postrock med vokaler), hvilket sgu var på tide. Pladen er dog helt afsindigt dyster, der bliver råbt og skreget om panik og begravelser og alt muligt. Andre steder er der smukke, klare og tydelige folkinfluenser. Bl.a. på det fantastiske nummer 'Motherfucker! It's Alive and It's Bleeding!' hvor det indledende obligatoriske stille stykke genialt spædes op med lyden af Grizzly Bear og måske endda lidt Fleet Foxes. Det fungerer perfekt. Paying for the Funeral er også et ganske elektronisk fabrikeret mellemspil, der varierer lydudtrykket yderligere, og som leder perfekt ind til den smukke folkdystopi Wren:



Et mere traditionelt nummer er New England, som der er blevet lavet en fantastisk video til:


Eneste minus er såmænd at der er et 'gemt' bonusnummer på, hvilket blot betyder at der er 7 minutters pause mellem Rebirth og Long Distance Runner. De er godt nok ret forskellige, men det er alligevel gennemført åndsvagt.

Fans af Bark Psychosis eller A Silver Mt Zion eller såmænd bare fans af førnævnte Fleet Foxes der godt kunne tænke sig de skovmandsskjortebeklædte gutter var lidt mere støjende og dramatiske bør klart tjekke denne plade ud. Og hey, pundet er lavt for tiden.

Don DeLillo: Mao II

Nå, op på hesten igen. Denne her gang kommer bloggen op at stå. Forvent noget roskildesnak snart. Men først en bog.

Og for lige at understrege hvor fint og sammenflettet denne blog kommer til at blive, vil jeg indlede dette litterære indlæg med at hive Radio Lab ind igen. For et af de temaer Don DeLillo behandler i denne bog er også temaet i en af de podcasts jeg anbefalede nedenunder. Radio Lab kalder det Emergence, DeLillo opsummerer sin tese i sidste sætning i bogens prolog: 'The future belongs to crowds'. Prøv at lytte ca 39 min inde i programmet, hvor der kommer et indslag om wall street. Det eneste der fortælles er, hvordan børsmæglerne aflæser hinandens signaler og reagerer på det. Let og elegant påpeges det hvor afhængige vi i vores samfund er af hinanden, og hvor meget vores samfund er baseret på gruppementalitet og irrationalitet. Og indslaget bliver ikke fortolket, ikke engang kommenteret, pointen bliver fremsat og så må man selv drage sine konklusioner. Elegant.

Sådan en fornemmelse sidder jeg ikke med efter at have læst DeLillo. Hvis man laver en bog om individualitet vs gruppementalitet er de mest subtile eksempler altså ikke Moon-bevægelsen, Iranske sørgende over Khomeni og terrorister der ofrer deres personlighed til fordel for et større mål. Det er alt for simplistiske indlæg i en ret fundamental debat. Men Mao II er fyldt med tidligere sektmedlemmer, kunstnere og terrorister. Disse mærkværdige mennesker mødes på kryds og tværs og har mærkværdige og dybt urealistiske samtaler om dybe spørgsmål. Men det hele synes alligevel skåret ud i pap.

DeLillo benytter sig af hvad man prætentiøst kan kalde Bakhtinsk polyfoni, efter litteraturforskeren Mikhail Bakhtin, der udpegede Dostojevsky som bruger af teknikken. Det går kort fortalt ud på, at forfatteren lader en masse personer fremfører deres egne pointer om et givet emne, uden selv direkte at fremføre sin egen holdning. Dermed kan behandlingen af et emne blive facetteret og flertydig i stedet for moraliserende (det er desuden historisk set noget skribenter har gjort brug af under censur). Et eksempel er Brødrene Karamasov, hvor hver bror har en livsfilosofi, og en stor del af bogen består af deres indbyrdes diskussioner. På samme måde består Mao II meget af indbyrdes diskussioner hovedpersonerne imellem. Men eftersom de ikke er brødre, men tværtom burde være fremmede for hinanden, fremstår deres samtaler dybt usandsynlige. Personernes baggrundshistorie og motivationer er vage, men deres holdninger skæres til gengæld ud i pap. Det burde være omvendt.

Tag nu for eksempel det følgende: Bogen hedder Mao II, opkaldt efter et Andy Warhol maleri. Fin titel, illustrer fint temaet om det enestående versus det masseproducerede, vender det endda lidt på hovedet eftersom det i dette tilfælde rent faktisk er en kunstner - bogens ekstreme udgave af eneren - der har forsøgt at massefremstille diktatoren, der vel ligger nærmere på terroristen - bogens ekstreme udgave af massemennesket. Da en af personerne ser en reklame for Coke II kunne jeg derfor ikke lade være med at smile. Det er skægt fordi at Mao II og Coke II minder om hinanden, men det ene er om at duplikere noget i grunden unikt, mens det andet er om at diversificere noget i grunden ens, så i virkeligheden er de begge to forkerte, men bare på forskellige måder. Hehe. Men så kommer det følgende: '...she has the crazy idea that these advertising placards herald the presence of the Maoist group. Because the lettering is so intensely red.' Og senere samme side står der så: '...Brita gets another crazy idea, that these are like the big character posters of the Cultural Revolution in CHina - warnings and threats, calls for self-correction. Because there is a certain physical resemblance.' (s. 230) Jeg fangede den første gang. Forbindelsen bliver skåret ud i pap, mens personerne og handlingen fremstår utydeligt.

Jeg har også læst Falling Man af DeLillo, og sad med samme fornemmelse. Kan være han var bedre da han var yngre.

Creative Writing

Først og fremmest en undskyldning for bloggens manglende udvikling til mine imaginære læsere. Jeg har skrevet eksamensopgave. Der er mange glimrende indlæg på bedding der gerne skulle komme op i løbet af det næste stykke tid. Ret mange af dem kommer til at omhandle kulturelle institutioner og strukturer, og hvordan deres indflydelse kan ses i enkeltværker, så dette indlæg skulle gerne blive nogenlunde betegnende for fremtiden.

Men ja, Creative Writing. Creative Writing er et fag ved de amerikanske colleges, der har udklækket en stor del af amerikanske forfattere. Jeg faldt via Popmatters over en interessant artikel fra The New Yorker om fænomenet. Det er en anmeldelse af Mark McGurl - The Program Era, en ny bog der åbenbart behandler emnet ganske udmærket, og som jeg bestemt har tænkt mig at få fat i. Jeg vil anbefale at læse anmeldelsen, den giver en udmærket argumentation for vigtigheden af at sætte sig ind i literære institutioner som uddannelser og deslige hvis man vil forstå amerikansk litteratur - ihf fra en kulturel vinkel, almindelig litteraturvidenskab fokuserer ofte på værket som singulært objekt - men jeg vil da lige komme med en sammenligning med danske forhold og lave et par litterære perspektiveringer.

Som dansker ligger det lige for, at spørge om det amerikanske system ikke bare svarer til den danske forfatterskole, og mit svar må være at det amerikanske system er væsensforskellig grundet dets størrelse. For amerikanske forfattere er det i langt højere grad end for deres danske kolleger en sandsynlig levevej at basere sin skrivning på det litterære uddannelsessystem. Der er dels langt flere lærerstillinger, hvor forfatterne kan få status og tjene deres levebrød, dels uddannes der elever nok til at systemet reelt set kan siges at uddanne en læserskare. At skrive en bog målrettet nichegruppen Creative Writing uddannede er en langt mere givtig idé end at skrive en bog målrettet elever fra forfatterskolen. Som resultat er der en del bøger i USA der er skrevet af universitetsuddannede forfatter, der nu er universitetslærere og hvis bøger er målrettet universitetsstuderende. Min muligvis ikke vanvittigt velunderbyggede påstand er, at uddannelsen gør amerikanske forfattere ualmindeligt bevidste om deres skriveri, de bliver langt mere stilistisk varierede, deres litteratur bliver ofte fyldt med parodier, lister og andre kunstgreb og henvisninger til ting og fænomener, som man skal være veluddannet for at forstå. Allerhelst skal man beskæftige sig med bogen akademisk.

Som anmeldelsen fra New Yorker skriver er forfatteren John Barth et skoleeksempel på dette. Han har studeret Creative Writing, han har undervist i Creative Writing og hans bøger bærer præg af miljøet. Hans The Sotweed Factor er en bog om en obskur historisk forfatter fra 1700-tallet og hans forsøg på at skrive et hyldestdigt til Maryland, som så ender med at blive titeldigtet, et satirisk digt fra 1708. Som det nok fremgår er det ret tydeligt at der er mange lag i den her bog, der ikke vil fremgå uden at man beskæftiger sig ganske seriøst med den (som et eksempel på, at dette ikke behøver skyldes en påvirkelse fra Creative Writing kan det dog siges, at Thomas Pynchon også har skrevet en bog om historiske personer fra 1700-tallet, Mason & Dixon, hvor hovedpersonerne bl.a. møder en digter der vil skrive et hyldestdigt til Pennsylvania. Pynchon har læst litteratur men aldrig Creative Writing, og hans bøgers mening er stadigvæk umiddelbart utilgængelige.) Barths næste bog, Giles Goat-Boy, omhandler direkte amerikansk collegekultur, og foregår på en campus.

Jeg har kun læst The Floating Boat af John Barth, der virker langt mere tilgængelig en hans senere hovedværker, men som jeg da stadig vil anbefale. Det er en udmærket behandling af nihilisme. Og så er den sjov. Jeg har til gengæld læst et par bøger af en anden forfatter, der dels er påvirket af strukturen, og som direkte behandler dem i sine bøger. Hans navn er Gilbert Sorrentino, og han var, som så mange andre amerikanske forfattere, en stor stilist. Desværre lykkedes det ham ikke altid at få tilpasset hans bøgers stil med deres indhold. Hans Under the Shadow består af en hel masse kortnoveller af mellem 1-3 siders længde, hvor personer og motiver gentages og varieres igen og igen. Det er fantastisk drømmeagtig lille bog, åbenbart baseret på en serie af malerier han havde set. Hans Aberration of Starlight kunne derimod nærmest bruges som skoleeksempel på en bog, hvis stilgreb kommer i vejen for dets indhold. Bogen omhandler fire mennesker på et feriested i USA i 30'erne og beskriver deres forhold over et par dage fra hver enkelts position efter tur, og ved hjælp af en fast række stilgreb. Først et øjebliksbillede, dernæst nogle dokumenter, gerne breve til omverdenen, en indadvendt beskrivelse af ønsker og drømme, en egentlig handlingsbeskrivelse og til sidst nogle siders stream of consciuosness. Problemet er, at det hele bliver for formularisk, beskrivelsen af personernes indre liv sættes på skema, så ironisk nok fremstår de blot endnu mere som forfatterens papdukker. De bliver mindre realistiske. Hans hovedværk skule derimod være Mulligan Stew, hvis stilistiske kunstgreb kan synes mærkværdige, men er imponerende konsekvente. Bogen handler om forfattere og deres bøger, og den består kun af tekster. Alt er breve, dagbøger, artikler, digte, kapiteludkast etc etc etc. En stor del af bogen består af breve frem og tilbage mellem hovedpersonen - den miskendte og sådan set talentløse forfatter, der prøver på at skrive en ny kriminalroman - og en collegeprofessor, der planlægger at bruge en af hans bøger i hans kursus. Forfatterens reaktioner på dette koncept er sikkert ment som satire, men det siger alligevel meget om forholdet mellem kunst og akademia i USA. Endnu en bog jeg anbefaler.

For lige til sidst at perspektivere til en bog, der rent faktisk er en vis sandsynlighed for at nogen har læst vil jeg lige nævne Jonathan Safran Foers Everything is Illuminated. Endnu en bog, hvis stilistiske greb står i vejen for dens indhold. Den handler på sin vis om mennesker der kommer overens med deres fortid: En ung forfatter der hedder Jonathan kommer til Ukraine for at blive oplyst om hans jødiske rødder, en ung ukrainer der hedder Alex og hans farfar bliver konfronteret med forbrydelser i deres lands fortid. Men bogen er i virkeligheden en senere brevveksling mellem Jonathan og Alex. Hvert kapitel fremstår ret formularisk: Først det brev Alex sender Jonathan, hvori han beskriver deres rejse rundt i Ukraine på gebrokkent engelsk, derefter et afsnit Jonathan har skrevet i en historisk fortælling om den landsby hans familie kommer fra, og til sidst Alex' kommentarer i et nyt brev til de to kapitler der er gået forud, og en introduktion til hans næste kapitel, som er vedlagt hans brev. Det bliver efter min mening formularisk, og desuden forvirrer det fortællingen. Som sagt handler det meget om at komme overens med ens fortid, med ens rødder og med en selv, men brevene er jo sendt frem og tilbage efter deres indholdsrige rejse, så den udvikling, der fremgår ganske tydeligt i udviklingen i deres skrivestil og sprog i brevene, fremstår umotiverede og utroværdige. Det er lidt tid siden jeg har læst den, men jeg må indrømme jeg stadigvæk ikke forstår handlingen. De bliver konfronteret med dybe hemmeligheder i deres fortid, tager hjem og er rolige, men skriver så frem og tilbage og bliver først da påvirket af deres oplevelser. Romanens stilgreb er ikke logisk motiverede, i sidste ende faldt bogen fra hinanden i mine øjne.

Er du uenig, forstår du Everything is Illuminated eller synes du bare jeg burde skrive noget kortere? Kom endelig med kommentarer.

Introduktion til Radio Lab

Jeg har ikke tænkt mig at denne blog skal beskæftige sig alt for meget med teori og begreber og namedropping, men jeg vil dog alligevel lige indlede dette indlæg med et citat af Michel Foucault fra hans tekst 'Andre Rum' (Des Espaces Autres) Selve teksten handler om heterotopier - et begreb jeg stadig ikke rigtig fanger vigtigheden af - men det er en henkastet sætning i indledningen jeg bliver ved med at vende tilbage til, nemlig en påstand om at 'Det er i termodynamikkens 2. lov, at det 19. århundrede har fundet sine vigtigste mytologiske ressourcer'. Det synes jeg er så fin en sætning. Det er altså ikke længere filosoffer, teologer, forfattere der skaber epokers mytologier og selvopfattelser, men videnskabsmænd. Det er klart, at et menneskets opfattelse af sig selv ændres alt efter om det tror på bibelen eller Big Bang, og det er lige så tydeligt at videnskabelige teorier om relativitet, om kvanter, etc, i sidste ende infiltrerer og påvirker bredere lag af samfundet. Derfor mener jeg - som Foucault altså også lod til at mene - at det er vældig relevant at holde styr på udviklingen inden for de andre videnskaber hvis man vil vide hvilke ideologier, mytologier og kulturer samfundet vil følge.

Men det er svært at følge med. Derfor er jeg så begejstret for en podcast som Radio Lab. Programmerne veksler mellem at undersøge grundlæggende menneskelige koncepter (tid, døden, moral) kulturelle emner (Klodernes Kamp, Wagners Ring, musik generelt) og mere hardcore naturvidenskabelige emner. Men det fundamentale er, at de altid forbliver nysgerrige snarere end nørdede, og at de altid formår at blande tilgangsvinklerne. Videnskabelige spørgsmål bliver altid også behandlet fra en moralsk/filosofisk vinkel, ting som tid og musik bliver skrællet ned til de helt videnskabelige grundbestandele. Bedst af alt er et timelangt interview om universets opbygning og muligheden for parallelle universer, der både formår at behandle emnet videnskabeligt (går jeg da ud fra), men samtidig først og fremmest fokuserer på de moralske og filosofiske implikationer af de fremlagte teorier. Det er et fantastisk eksempel på grundvidenskab som mytologisk ressource, og stærkt anbefalet, selvom der er en enkelt kjolebaseret metafor jeg ikke er sikker på jeg tror på...

Jeg vil anbefale at abonnere på podcasten og så vælge hvad man synes er interessant, men her er alligevel en lille starterliste:

Musical Language:
Om musik. Her kan man for det første virkelig høre hvor dygtige radiofolk skaberne er, men det indeholder også glimrende tanker om sammenhængen mellem musik og sprog, og en historisk beskrivelse af skandalepremieren på Stravinskys "Sacre du Printemps"

Detective Stories:
Tre fortællinger om jagten på sandheden. Fra en historisk udgravning i Ægypten til noget med en ko og en ged, som jeg ikke er helt sikker på jeg forstod, til hvorfor Iron Maiden tager fejl.

Emergence:
Fra myrer til byplanlægning til Adam Smith og liberalismens usynlige hånd, dette program undersøger hvordan levende væsner fungerer uden leder. Anarki, tilfældigheder, moral, igen et godt eksempel på hvordan en tværfaglig og nysgerrig tilgang virker.

Og så er det interview jeg nævner overfor fantastisk, men det har jeg jo sagt...

Anyways, lyt og lær, og kom gerne med kommentarer (især om den der kjoleting, den kunne jeg godt tænke mig at diskutere lidt...) og andre anbefalinger af lignende ting i kommentarafdelingen.

Musik 2009 Top 5

Som lovet, her er fem plader jeg har hørt meget i år.


Animal Collective – Merriweather Post Pavillon
Fik fantastiske anmeldelser både i udlandet og herhjemme, men jeg ved stadig ikke hvad jeg skal mene. Ved første lyt var jeg skuffet, men så jeg kan jeg lade være med at høre plader, der fremhæves for baslyden på et par gamle computerhøjtalere. At høre pladen på et ordenligt anlæg hjalp en del på det, men jeg må stadigvæk sige at jeg foretrækker dem på mere afvekslende albums som Here Comes the Indian og Strawberry Jam. Det bliver dog interessant at se hvordan de kommer videre.


Franz Ferdinand – Tonight: Franz Ferdinand
Egentlig er denne her plade ikke voldsomt god, og det var nærmest et tilfælde at jeg fik fat i den. På mange måder er denne her plade mere signifikant for det den ikke er, end for det den er. Franz Ferdinand kickstartede en bølge af nye britiske navne i 2004 og det er interessant at se hvor de er henne fem år senere. Og de er nogenlunde hvor de altid har været. Sammenlignet med et band som Blur, der på de fem år fra 94 til 99 fik udviklet sig over til at lave et spraglende og eksperimenterende værk som 13, så står Franz Ferdinand ret meget i stampe. Der er da nye ting på – der er lidt afrobeat her og der, og det otte minutter lange Lucid Dreams lyder som et DFA remix og tager danserock tingen skridtet videre – men pladen lyder i sin helhed nogenlunde som Franz Ferdinand og You Can Have It So Much Better. Jeg har prøvet at skrive lidt inde på svingninger om hvordan jeg generelt ser den britiske musikscene som værende gået i stå for tiden, og det her er et meget godt eksempel.


Yeah Yeah Yeahs – It's Blitz
At jeg fremhæver dette album som et af årets bedste siger lidt om hvilket år det har været. Jeg er ikke verdens største fan af Yeah Yeah Yeahs, men jeg kunne da lide Master Ep'en og Fever to Tell og har generelt været begejstret for deres singler. Dette her er også blot et godt popalbum, med nogle rigtig gode numre - især Skeleton og Hysteric - og så ikke så meget mere.


Yonlu – A Society In Which No Tear Is Shed Is Inconcievably Mediocre
16 årig brasilianer indspiller nogle hundrede numre og begår selvmord. Nogle år senere bliver et album udgivet af Luaka Bob. Det her er moderne tropicalia, bossa nova blandet med indiepop og generelle lydeksperimenter. Det lyder som tidlig Badly Drawn Boy og Olivia Tremor Control hvis de var brasilianere, som man måske kan udlede af titlen bliver det nogen gange en anelse emo (sangtitler inkluderer Humiliation, Katie Don't Be Depressed og Suicide) men hvis han kunne blive den nye barometer-helt ville det ikke gøre mig noget. Normalt er jeg helt med på at kigge på kunstværker i et biografisk lys, men her vil jeg dog alligevel sige at hans bagrundshistorie ikke tilfører så forfærdelig meget til pladen, nok fordi jeg er lidt usikker på hvor meget pladen er stykket sammen posthumt af pladeselskabet. Eneste undtagelse er det fantastisk håbefulde slutnummer Waterfall, der får mig hver gang...


Sunn O))) – Monoliths and Dimensions
Hipster-metal har haft en høj profil i år med velanmeldte plader fra navne som Mastodon, Isis og Kylesa. Jeg er ikke den store ekspert på området, men det lader til at være en ret vital og eksperimenterende genre i disse år. Og denne her plade er fantastisk. Sunn O))) er gået fra at være helt igennem konventionel dronemetal til at blive mere og mere eksperimenterende, og her sprænger de fuldstændig genrerammerne og finder helt nye forbindelser til andre områder af musikverdenen. De har blandet deres normale feedback og distortion droner op med moderne kompositionsmusik og jazz og 80'er spacerock som det lød på soundtracket til film som Blade Runner, og resultatet lyder som den onde bror til plader som Laughing Stock med Talk Talk og Hex med Bark Psychosis. Pladen lyder så fuldstændig logisk og nødvendig og fremlægger så mange nye idéer at man ikke kan andet end at spørge sig om hvorfor der ikke er tonsvis af andre bands i forvejen der lyder sådan her, og håbe på en snarlig opfølger. Vokalerne er lidt heavy-fjollede og ensformige, men det er umuligt ikke at elske en metalplade, hvis slutning består af blot harpe og trompet og lyder som noget fra Miles Davis' In a Silent Way.

3 plader jeg glæder mig til:

Phoenix - Wolfgang Amadeus Mozart
De to første numre - Lizstomania og 1901 - har været fantastiske så selvom jeg ikke har været så hooked på bandet før hen glæder jeg mig.
Kid Cudi - TBA
Hans mixtape A Kid Named Cudi er virkelig god indie-poppet hiphop og han bliver produceret og udgivet af Kanye West. Jeg tror jeg vil kunne lide det.
Eels - Hombre Lobo
Har kun hørt første singlen, men en ny Eels-plade er altid godt.

Velkommen + Musik 2009

Goddag og velkommen til min nye blog. Jeg satser indtil videre på at lave et nogenlunde gennemarbejdet indlæg om ugen. Da dette er det første indlæg vil jeg prøve at skrive om noget nogenlunde basalt, så det bliver en lille statusrapport om musikscenen i 2009, og jeg håber snarest at følge op med nogle anbefalinger.

I mine ører har 2009 indtil videre ikke været videre interessant, hvilket nok hovedsagligt skyldes at årets trends ikke er faldet i min smag. Hvor Vampire Weekends gennembrud i starten af 2008 betød en fokus på indie med verdensmusikalske inspirationskilder som Ruby Suns og El Guincho, og inspirationen fra Animal Collective for alvor lod sig høre hos bands som High Places, The Dodos og selv hos Sigur Ros, så har 2009 først og fremmest budt på lofi noise-pop bands, formentlig afstedkommet af populariteten af No Age. Og det er virkelig ikke min smag. Jeg forstår ikke det fantastiske ved bands som Vivian Girls, Crystal Stilts og The Pains of Being Pure at Heart, kun Wavves kan jeg se det sjove ved, og det er lige så meget på grund af hans instrumentale numre. Hvor jeg sidste år labbede alt hvad pitchfork kastede en udmærkelse efter, så er der næsten ingen af deres Best New Music plader, der har sagt mig noget. Listen består af lige dele gamle travere og noisepop debutanter, og jeg kan kun håbe på at bølgen snart går over. Derfor har jeg da også brugt meget af min lytning på plader fra 2008, hvor plader fra Parts & Labor, Kid Cudi og især Azeda Booth (som har fortjent sit eget indlæg og som jeg derfor ikke vil beskæftige mig mere med her) formentlig ville være kommet på min top 10 hvis jeg havde kendt dem i december.

Jeg tror mit hovedproblem med noisepop bølgen er dens brug af støj. Som jeg forstår det kan musik gøres til støj på flere måder. Inspirationen til mange af de nye bands stammer bla fra Jesus and Mary Chain, der netop tog popsange og iklædte dem en fernis af feedback og distortion. Det var altså pop med noise på. Men der findes en anden form for forståelse af ordet noise, nemlig som i lyde og der findes altså dermed en anden art noisebands hvis musik først og fremmest er sammensat af lyde uden nogen klart identificerbar struktur, rytmik eller harmoni. Klassikere i denne genre er plader som Super Æ og Vision Creation Newsun med Boredoms, Beaches & Canyons med Black Dice og Here Comes the Indian med Animal Collective. Og det var netop inspirationen fra disse bands jeg så infiltrere indie-pop verden sidste år på denne tid. Musikken fra et band som High Places var både fragmenteret og mærkeligt instrumenteret, men den var tilført melodier, der både var iørefaldende og nærmest barnligt naive. Da de stadig kun havde udgivet en ep-opsamling proklamerede jeg, at de havde muligheden for et stort gennembrud, men desværre var den selvbetitlede debut en smule skuffende. Men hvor High Places eksperimenterede med lyde og sangstrukturer, så består det meste noisepop af konventionelle popsange for guitar, bas og trommer, tilsat støj. Og selvom der er nogle gode sange imellem, så bliver det altså for traditionelt og kedeligt i længden.

Det var det, håber at få anbefalinger op i løbet af i dag.