Nå, op på hesten igen. Denne her gang kommer bloggen op at stå. Forvent noget roskildesnak snart. Men først en bog.
Og for lige at understrege hvor fint og sammenflettet denne blog kommer til at blive, vil jeg indlede dette litterære indlæg med at hive Radio Lab ind igen. For et af de temaer Don DeLillo behandler i denne bog er også temaet i en af de podcasts jeg anbefalede nedenunder. Radio Lab kalder det Emergence, DeLillo opsummerer sin tese i sidste sætning i bogens prolog: 'The future belongs to crowds'. Prøv at lytte ca 39 min inde i programmet, hvor der kommer et indslag om wall street. Det eneste der fortælles er, hvordan børsmæglerne aflæser hinandens signaler og reagerer på det. Let og elegant påpeges det hvor afhængige vi i vores samfund er af hinanden, og hvor meget vores samfund er baseret på gruppementalitet og irrationalitet. Og indslaget bliver ikke fortolket, ikke engang kommenteret, pointen bliver fremsat og så må man selv drage sine konklusioner. Elegant.
Sådan en fornemmelse sidder jeg ikke med efter at have læst DeLillo. Hvis man laver en bog om individualitet vs gruppementalitet er de mest subtile eksempler altså ikke Moon-bevægelsen, Iranske sørgende over Khomeni og terrorister der ofrer deres personlighed til fordel for et større mål. Det er alt for simplistiske indlæg i en ret fundamental debat. Men Mao II er fyldt med tidligere sektmedlemmer, kunstnere og terrorister. Disse mærkværdige mennesker mødes på kryds og tværs og har mærkværdige og dybt urealistiske samtaler om dybe spørgsmål. Men det hele synes alligevel skåret ud i pap.
DeLillo benytter sig af hvad man prætentiøst kan kalde Bakhtinsk polyfoni, efter litteraturforskeren Mikhail Bakhtin, der udpegede Dostojevsky som bruger af teknikken. Det går kort fortalt ud på, at forfatteren lader en masse personer fremfører deres egne pointer om et givet emne, uden selv direkte at fremføre sin egen holdning. Dermed kan behandlingen af et emne blive facetteret og flertydig i stedet for moraliserende (det er desuden historisk set noget skribenter har gjort brug af under censur). Et eksempel er Brødrene Karamasov, hvor hver bror har en livsfilosofi, og en stor del af bogen består af deres indbyrdes diskussioner. På samme måde består Mao II meget af indbyrdes diskussioner hovedpersonerne imellem. Men eftersom de ikke er brødre, men tværtom burde være fremmede for hinanden, fremstår deres samtaler dybt usandsynlige. Personernes baggrundshistorie og motivationer er vage, men deres holdninger skæres til gengæld ud i pap. Det burde være omvendt.
Tag nu for eksempel det følgende: Bogen hedder Mao II, opkaldt efter et Andy Warhol maleri. Fin titel, illustrer fint temaet om det enestående versus det masseproducerede, vender det endda lidt på hovedet eftersom det i dette tilfælde rent faktisk er en kunstner - bogens ekstreme udgave af eneren - der har forsøgt at massefremstille diktatoren, der vel ligger nærmere på terroristen - bogens ekstreme udgave af massemennesket. Da en af personerne ser en reklame for Coke II kunne jeg derfor ikke lade være med at smile. Det er skægt fordi at Mao II og Coke II minder om hinanden, men det ene er om at duplikere noget i grunden unikt, mens det andet er om at diversificere noget i grunden ens, så i virkeligheden er de begge to forkerte, men bare på forskellige måder. Hehe. Men så kommer det følgende: '...she has the crazy idea that these advertising placards herald the presence of the Maoist group. Because the lettering is so intensely red.' Og senere samme side står der så: '...Brita gets another crazy idea, that these are like the big character posters of the Cultural Revolution in CHina - warnings and threats, calls for self-correction. Because there is a certain physical resemblance.' (s. 230) Jeg fangede den første gang. Forbindelsen bliver skåret ud i pap, mens personerne og handlingen fremstår utydeligt.
Jeg har også læst Falling Man af DeLillo, og sad med samme fornemmelse. Kan være han var bedre da han var yngre.
