Kvindesynet i Lost

Jep, Lost er startet igen og for første gang følger jeg med i real time. Jeg har før tænkt lidt over det mærkelige kvindesyn i den serie, men i de nye afsnit er det blevet langt værre, og er næsten så mærkeligt at det mere virker som en intenderet kommentar generelt om misogyn fiktion. Og nå ja, SPOILER advarsel hvis ikke du er fuldstændig up to date med denne serie. Seneste afsnit bliver diskuteret.

Rip Juliet

Først og fremmest en disclaimer. Serien er ikke færdig endnu, så det er naturligvis for tidligt at fælde endelig dom over kvindesynet. Det her skal mere forstås som en fremlægning af nogle problematiske troper, hvorefter jeg kort vil opridse hvordan Lost behandler dem. Og hvorfor lige Lost? Jo, selvom det hverken er den bedste eller den mest sete serie fra det sidste årti, så er det måske den vigtigste. Normalt starter en serie med en præmis og nogle personer. Så finder man på handlingen sådan lidt hen ad vejen, og seriens vigtigste opgave er at blive ved med at blive set så længe så muligt, hvorefter man så til sidst finder en eller anden måde at afslutte den på. Det betyder at serier sjældent er særlig tilfredsstillende set som en narrativ helhed. Den første serie der prøvede at ændre dette var så vidt jeg ved Carnevale, hvor skaberen sagde: 'Jeg har en idé om en episk kamp mellem godt og ondt, der skal udspille sig over 6 sæsoner'. Desværre var der ingen der så det, så den blev stoppet efter 2 uden at man forstod ret meget af hvad der foregik. Med The Wire derimod lykkedes det stort set. Efter første sæson sagde skaberne at de gerne ville have fem sæsoner, og det fik de lov til. Selvom femte sæson blev lidt kompliceret og gik lidt stærkt, så er den afrunding de fik lavet på historierne helt tilbage fra sæson 1 med til at løfte serien op til de bedste serier nogensinde. Og Lost? Ja, de startede som en normal serie, der blot skulle holde sig i live. Men da serien er bygget op om mysterierne på øen begyndte folk efterhånden at blive træt af at svarene aldrig kom og at der hele tiden blev fyldt nye mysterier på for at holde serien i live. Så efter tre sæsoner lavede skaberne en skelsættende aftale: De ville lave tre sæsoner mere, og så var det slut. Man kan simpelhen fuldstændig tydeligt se hvornår skaberne holder op med blot at improvisere sig frem og går i gang med at forberede slutningen. Og det får forhåbentlig flere folk til at se serier som narrative helheder frem for blot personer der opfører sig mærkeligt. Især Mad Men ville jeg godt være helt sikker på ved hvor de skal hen...

RIP Shannon

Jeg blev først lidt utryg ved seriens kønssyn i løbet af sæson 2. Her var der tre af hovedpersonerne der blev skudt i løbet af sæsonen: Shannon, Libby og Ana Lucia. Tre kvinder. Desuden blev både Shannon og Ana Lucia skudt efter sex med henholdsvis Sayid og Sawyer, mens Libby var på vej til date med Hurley. Det virkede som et lidt uheldigt signal at sende. I løbet af første afsnit af sjette sæson skete det så igen. Den tidligere så stærke Juliet faldt i et hul og døde, mens Sawyer holdt hende i sine arme. Det blev påpeget på lostfansiden Doc Arzt at serien hermed levede op til en popkulturtrope, der er blevet kaldt for Women in Refrigirator, efter en tegneserieheltinde der blev myrdet på en ekstra respektløs måde. Dette stammer fra, at i tegneserier er det altid mændende der er de agerende helte, mens kvinderne kun opnår deres vigtighed ved deres forhold til mænd. Derfor kan der opnås ret gratis gravitas ved at aflive heltens kæreste, hun har jo ikke nogen narrativ vigtighed i sig selv. Således er det f.eks. livsfarligt at kæreste med Daredevil, de er faldet som fluer i de 500 kapitler den serie efterhånden har gennemløbet.

RIP Ana Lucia

I seneste afsnit The Substitute blev de mange kvindemord så muligvis forsøgt forklaret. Eller en forklaring blev i hvert fald antydet. Store dele af seriens handling er tilsyneladende udsprunget af en karakter ved navn Jacobs forsøg på at finde en efterfølger. På en væg havde han skrevet en hel masse navne, og kun de tilbageblevne hovedpersoner var ikke streget over. Det eneste, der med sikkerhed manglede var den eneste kvinde der har været med hele tiden: Kate. Fans begyndte at spekulere på, hvorfor Kate ikke stod der, og et muligt svar var, at det kun kunne være mænd der kunne efterfølge Jacob. Kate var derimod stadigvæk på øen, for at fungere som motivation for både Jack og Sawyer. Og det følger jo så logisk, at de andre kvinders rolle på øen var den samme. Hermed bliver skylden for den dårlige skæbne for seriens kvinder lagt over på den moderat almægtige Jacob, han bliver en slags misogyn Deus ex Machina. Men jeg glæder mig til at se, om denne løsning for det første bliver fulgt, for det andet om hans misogyni i så fald bliver påpeget, og om det bliver brugt til at snakke generelt om de mange kvindemord i moderne fiktion, der kun har til formål at motivere denne verdens rigtige helte: Mændene.

RIP Libby

For i Lost er det mændene der er de handlekraftige. Der er utrolig mange antagonistiske par i den serie, men det er altid mænd: Jack og Sawyer, Jack og Locke, Jack og Ben, Locke og Ben, Widmore og Ben, Jacob og den mystiske mand i sort. Kvinderne kan være hjælpere - som Iliana, og som Ana Lucia og Juliet var for Jack - præmier som mændene strides om - mest Jack og Sawyer, der har kæmpet om Kate, Ana Lucia og Juliet - de kan være mål for angreb - Ben og Widmores døtre Alex og Penny, som de to kamphaner forsøger at aflive for at skade hinanden - eller de kan være døde motivatorer - man må heller ikke rigtig glemme Alex og Ben, Charlotte og Daniel, Nadia og Sayid og egentlig også Helen og Locke. Men nogen rigtig selvstændig position har de ikke. Det gælder dog retfærdigvis ikke kun kvinderne, den første aflivede hjælper var således Lockes protege Boone, der døde ca midtvejs i første sæson, og generelt er det en farlig historie at være med i. Og der var potentiale i Danielle, Sun - som nu ellers mest blot leder efter sin mand - Eloise og nu igen i Claire. Og alle de her mænd har vist sig som dårlige ledere og tragiske skikkelser - dette gælder især Jack og Locke, der ikke har haft held med ret mange af deres planer. Ja, jeg er spændt på hvad serien endegyldigt har at sige om dens kvinder, det kan ligesom tippe til begge sider for tiden.

RIP Alex

Against the Day som bog, musik og maleri.

Jeg var på Malmøs museum for moderne kunst i dag, for at se en udstilling opkaldt efter en roman af min yndlingsforfatter: Thomas Pynchons Against the Day. Det var vældig interessant, selvom billederne ikke havde så meget med selve romanen at gøre, men dog til del arbejdede med samme tematikker som romanen. Men det er nu nogle tematikker, der er ret gennemgående i Pynchons forfatterskab, så det fik mig også til at tænke på, hvorfor det netop var denne roman, som udstillingen er opkaldt efter. Især fordi et af mine yndlingsalbums fra sidste år også lige netop var opkaldt efter denne bog, men kun abstrakt beskæftigede sig med de samme tematikker.



Luc Tuymans - Against the Day I

Bogen Against the Day blev udgivet af den amerikanske forfatter Thomas Pynchon i 2006. Det er en ordentlig moppedreng på 1000+ sider, der udspiller sig rundt omkring i hele verden fra 1893 til ca 1920. Persongalleriet er voldsomt omfattende og spraglet og består af en hel masse gode anarkister, onde kapitalister samt spioner, luftskibsmatroser, fotografer, malere, videnskabsmænd etc etc etc. Der er lige knap noget plot, men en hel masse barokke indslag, stoffer og sex. Den fik ikke verdens bedste modtagelse da den udkom, og er da også en ret løs og forudsigelig Pynchon roman, i forhold til mesterværker som Gravitys Rainbow og Mason & Dixon. Til gengæld er der en hel masse tematik om anarkisme i forhold til de bestående magter - det der i Gravitys Rainbow blev kaldt kampen mellem The Preterites og The Elect - og en hel masse om iagtagelse, lys og historiens vilkårlighed.



Udstillingen i Malmø består af 20 nye malerier. Olie på kanvas. De er alle sammen baseret på digitalfotografier, og en del af dem imiterer derfor den slørede effekt man får med et kamera med lille opløsning. Derudover arbejder mange af dem tematisk med iagtagelse, der er billeder fra overvågningskameraer, fra et kikkertsigte og et selvportræt taget fra et spejl. Ifølge beskrivelsen af udstillingen, som museet selv har lavet, skal alle malerierne også forstås i relation til hinanden, de er udsnit af en samlet mening. På den vis virker de meget ligesom bogen, der også skal forstås som en hel masse små anekdoter og fortælleforløb, der opnår sin tematiske styrke ved deres relation til hinanden. Også netop det med iagtagelse spiller en stor rolle i romanen, coveret som kan ses øverst afspejler f.eks. det fænomen man opnår når man ser igennem en krystalsten der kaldes Iceland Spar, og efterhånden bliver lys og blik også en metafor for hvordan personerne opfatter verden gennem deres egne ideologiske kikkertsyn.


Land of Kush - Against the Day (09)

Land of Kush er et band ledet af den Canadisk-Egyptiske musiker Sam Shalabi, der tidligere har ledet The Shalabi Effect, og vist er ganske kendt i Montreal... Jeg har skrevet lidt mere om ham på min anden blog. Musikken er avantgarde, mellemøstligt inspireret og ganske abstrakt. Hverken tekster eller indpakning har egentlig særlig meget med bogen at gøre, men de fem lange numre er opkaldt efter bogens fem lange kapitler. Samtidig er Land of Kush vist et egyptisk sagnrige, og en ret stor del af bogen handler om jagten på et centralasiatisk sagnrige ved navn Shambhala. Ja det er lidt søgt, men alligevel. Sam Shalabi skriver i covernoterne at sammenhængen i stedet skal forstås tematisk, og at han forsøgte at imitere måden lyset bevæger sig på igennem romanen, med hans musik. Det virker ret abstrakt... Bilocations er det eneste nummer, der har en forståelig engelsk tekst - forståeligt nok når Sam Shalabi arbejder med mellemøstlig inspiration og Montreal i virkeligheden er fransktalende - og den handler bl.a. om en eller anden forretningsmand, der ved for lidt om biologi. Det minder lidt om Pynchons kapitalismekritik, men ellers er det nogle gange lidt svært at se sammenhængen.

Brainwashed
Pitchfork



Men hvorfor er det lige Against the Day kunstnere finder inspirerende? Ja, mit bud er nok, at det er hele Pynchons forfatterskab de inspirereres af, men Against the Day er den bedste betitling. Hvofor? Fordi det er sådan en abstrakt titel. Alle Pynchons tidligere romaner har haft mere konkrete titler - Mason & Dixon er opkaldt efter hovedpersonerne; Vineland er en lokation i bogen; Gravitys Rainbow er lidt mere abstrakt, men henviser mest specifikt til banen af en affyret V2 raket; The Crying of Lot 49 er et begivenhed mod bogens slutning; og V. er et mystisk symbol, som mange af personerne forsøger at forstå betydningen bag. Against the Day derimod henviser ikke rigtig til så meget. Man kan læse på wikipedia, at det åbenbart er noget fra bibelen, men derudover har det en del tematiske betydnininger. Mot Dagen hedder udstillingen på svensk, og der ligger lidt i det en modstand mod hvad der traditionelt set ses som gode ting: Lys og i overført betydning oplysning. Pynchon skriver ofte om det gode ved dunkelhed, og tidlige tider før videnskaben og kapitalismen overtog verden. Om modernismens katastofer som verdenskrigene og tingsliggørelsen af mennesket.



Luc Tuymans - Sniper

Bogen er også brugbar som etiket, netop fordi den ikke er så velanset. Der er ikke så mange betydninger knyttet til bogen, som f.eks. til Gravitys Rainbow, og plottet er hverken særlig godt eller særlig kendt. Til gengæld er det rent faktisk lettere at finde rundt i en så det tidligere Pynchon: Det bevæger sig i det mindste kronologisk. Men af alle Pynchons romaner er det nok den bog, der mindst giver sig ud for at have et plot, nærmest demonstrativt klippes der væk hver gang der sker noget vigtigt, og stort set alle fortælleforløb afvikles antiklimatisk. Dermed bliver det vigtige i bogen netop tematikkerne og metaforikken, der da også varieres og debateres i det uendelige. Godt og ondt, lys og mørke, hvad og hvem der skaber historien. Det er vægtige emner og en udmærket bog, men det er ikke den bedste Pynchon. Men muligvis et rigtig godt sted at starte med Pynchon. God tematik, udmærket uddybet af Luc Tuymans og Sam Shalabi. Ja, jeg anbefaler egentlig det hele, men jeg er også en ret stor Pynchon-nørd.