1864 afsnit 8

Først og fremmest vil jeg sige, at det har været en fornøjelse at skrive om 1864. Der har været så mange bizarre, groteske, overdrevne, kitchede, catchy, pseudo-sublime øjeblikke, at der altid har været noget at skrive om. Og folk har læst det, hvilket også har gjort det ret så meget sjovere. Men jeg måtte alligevel skifte lidt fokus, for oprindeligt, da jeg besluttede mig for at skrive om 1864, tænkte jeg det ville være som når folk som Alan Sepinwall eller Todd VanDerWerff har skrevet om serier som The Sopranos og Mad Men. Hvor hvert afsnit har haft sin egen historie, sin egen subtekst, sin egen tematik, som kunne foldes ud, sættes i sammenhæng, diskuteres med hvad der kom før. Det var det, jeg havde tænkt mig at gøre - og som jeg f.eks. stadig godt kunne tænke mig at gøre næste gang Matador bliver genudsendt. Men sådan har 1864 ikke været. Stort set alt hvad der skete i den her uge vidste vi i forvejen, om ikke andet så fordi vi fik præsenteret det i slutningen af sidste afsnit. Og moralerne fik vi også præsenteret didaktisk direkte, så det fortolkningsarbejde en kritiker vil have tilbage er, at finde ud af hvordan faen Peters ord passer på de syv afsnit der kom forud. Det er måske så også et arbejde, kan man sige.

Men i det store hele var afsnit 8 komplet overflødigt. 1864 har været pacet som en otte timers spillefilm, og sidste afsnit var alt det der kom efter historien egentlig er fortalt færdig. Som den sidste time af Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage. Monrad fik skæld ud af kongen, blev vendt ryggen af fru Heiberg, drog i eksil til New Zealand, dansede en Haka. Det sidste virker lidt anakronistisk, men hvad ved jeg. Bismarck nægtede at optage Danmark i det tyske forbund, fik kors og bånd og stjerner på, modtog folkets hyldest. Preussien gik i krig mod Østrig i 1866, Peter mødte 'den evige sodat' Heinz på vejen - kan i huske han havde en personlighed da vi mødte ham i afsnit fire? - og at Inge døde i efteråret 1939 skal måske minde os om det militaristiske Tysklands endelige skæbne? Selvom der så vidt jeg kan se hverken skete noget stort den 5. eller den 26. november. Johan Larsen pakkede en fane sammen, vandrede rundt med breve til de dødes familier, også både mor Karen og mor... Inges mor, fortalte den gamle baron sandheden om Didrich, hvilket fik baronen til at begå selvmord. Og så kom Peter hjem og satte alting på plads. Åh, Inges mor hed Ingrid, siger dr.dk. Ja, men hun var da også en person, der pludselig spillede en rolle til sidst, mens andre komplet forsvandt, såsom Dinesen, Den Røde Prins og Ignazio, der endda mistede sin søn under stormen, men alligevel ikke fortjente så meget som et sekund i sidste afsnit. Til gengæld fik vi gensyn med et par af de allerværste aspekter af serien, såsom Didrichs filosofi-venner og Claudias hash-gæld, som endda fik æren af at åbne afsnittet, for så ikke at blive løst på nogen måde, og så komplet blive droppet igen. Hvis det her havde været en film, hvilket det eftersigende skal klippes ned til, og måske endda spille på Berlin-festivalen, så havde man sikkert følt der manglede noget uden den her afrunding. Men som tv-serie, så må man sige, at hvis ikke man så afsnit otte, så gjorde det på det nærmeste hverken fra eller til.

Når afsnit 8 alligevel var ok ud fra 1864-standard, det bedste afsnit uden krig, måske endda bedre end Laust-i-sø afsnittet nummer 5, så skyldes det, at der var én af de få ubetinget gode sekvenser. Inges ulykke, fra minut 32 til 37, var skildret nådesløst, skridt for skridt, værre og værre, fra Didrich lover alverden, bandlyser lille-Laust, barnet bliver ført bort, bryllup, og voldtægtsagtig bryllupsnat. Vi vidste de ville ende sammen. De fleste har nok glædet sig til, at det skulle ende skidt for Inge, seriens nok mest mislykkede person. Jeg så at der var én på twitter, der efter sidste uges glimt af frieriet skrev: "Inge ends out miserable and repressed. Happy ending after all." Men når det blev udpenslet så ligefremt og så mekanisk, så fungerede det, så var det tragisk, så lagde man ikke mærke til hvor lidt mening det gav. Det sidste klip, med Didrichs bare bag, kameraet der zoomer ind på Inges tomme ansigt, det solgte tragedien. Men det var så også kun i de fem minutter. Der var også den tragiske historie om Lausts brev, der rådede hende 'sæt den gamle jord omkring dig i flammer så den kan bliver frugtbar, og lev dit liv', men som Inge aldrig fik, hvilket dog nok bliver lidt undermineret af, at vi jo får genfortalt den historie af Inge selv, så på den ene eller anden måde har hun jo fundet ud af det. Sådan er der så meget. Så kom Peter tilbage fra de døde, og Inge skreg 'Jeg fik at vide i var døde' igen og igen, hvilket blot mindede mig om at Inge var ret så selvoptaget. Og så endte det alligevel med, at der 'voksede et menneske' ud af Didrich, så så slemt var det heller ikke. Og på den måde fik Bornedal også undergravet den sidste gode sekvens han havde med, hvilket jo også var ganske passende.

Og så får vi moralen! Af Peter, i en skåltale. En smuk fortælling om liv og ondskab. I får det hele:

'Kære venner. Solen skinner. Men der er blevet grædt mange tårer den sidste tid. Også over Laust, som døde under den samme blå himmel som den i dag, med lærken hængende deroppe. Vi er simple mennesker, der har set for meget på alt for kort tid. Og når jeg så ind i fjendens øjne for enden af min bajonet, så bankede hjertet begejstret som på et vildt dyr. Det ødelagde noget. Og derfor ved jeg, at hvis der er noget vi skal være bange for, så er det det onde inde i os selv. For der skal så lidt til at lukke det ud. En lille ridse. Et kærlighedsløst barn eller bare en dum misforståelse. Derfor må vi være forsigtige hver eneste dag at vi ikke lukker ondskaben ud men at vi dyrker alt det der kan holde den inde.  Dyrker glæden, dyrker hinanden. Begejstringen når løvkøjerne blomstrer, eller når brændeknuden flækker i et perfekt slag. Når lille-Laust og lille-Peter ligger inde i sengen og fniser og ikke kan sove. Når Sofia går forbi mig og giver min hånd et klem. Når lærken hænger der og igen og igen forsøger at fortælle os at livet er godt og at det hele er herligt. For enden af livet ligger døden. Laust gik alt for tidligt ned ad den vej. Og vi der nu står tilbage skylder ham, og alle de andre døde, at leve livet helt ud. Det gør vi så, alt det vi kan. Skål kære venner!'

Som antydet, er det ikke helt let at regne ud, hvordan haen det skal forestille at hænge sammen med resten af serien. Mon ikke det kærlighedsløse barn hentyder til Didrich, og den dumme misforståelse er trekantsdramaet mellem Laust, Peter og Inge. Altså bortset fra, at det knald mellem Laust og Inge da netop var at 'leve livet helt ud', og jo også blev fulgt af at de to skreg: 'Alt er herligt!' udover havet, en scene der blev medtaget i montagen til sidst. Og 'simple mennesker', var fidusen ikke netop at Laust var simpel, mens Peter og Inge ville mere med livet? Og hvordan faen passer Johan Larsen og super-dræber Dinesen ind i det? Men det mest forfejlede er, at 1864 aldrig nogensinde har præsenteret os for noget så enkelt som 'brændeknuden flækker i et perfekt slag.' Nej, i stedet har blodet drevet ned ad glas-vinduerne, musikken og teatret har væltet frem, fødsel og død er knuet sammen. Serien har dyrket det patetiske melodrama helt ud i det kitchede, og så handler det i virkeligheden om 'det simple liv'? Øh, nej, sådan fungerer det ikke.

Jeg kan se, at der i morgen vil stå på forsiden af Politikken: 'Patos faldt i krigen' og at serien vil bliver fortolket som udtryk for: 'højeste patos, som har været kulturelt til grin i det moderne Danmark.' Henrik Palle hylder: 'ambitionsniveauet og modet til at bruge melodramaet i et land, hvor folkekomedien har hersket i umindelige tider.' Men det er heller ikke patos og melodrama der har dræbt serien for mig. Det var de utallige klichéer, de middelmådige replikker, den ordinært storladne musik, at billedsiden trods alt heller ikke var bedre. Der var alt for meget folkekomik, dansende Monrad, sjofle sange, små piger der råbte: 'Lortehunde!' Fædre der fik komisk hårde lussinger. Sang og dans. Jamen, var det ikke sjovt? 1864 var skizofren. Den var alt for lang. Den havde et alt for lavt bundniveau, og alle de gode scener, som der vitterlig var en del af, blev før eller siden undergravet. Der blev bidt over for meget, og der hvor det manglede blev der fyldt på af laveste fællesnævner. Det var altså aldrig rigtig godt.

Det har været noget rod. Bornedal har nok fået bevist at han er en ener på den danske filmscene, men mildest talt ikke kun for det gode. Politikerne fik alt andet end hvad de bad om, og hurra for det. Vi fik noget at skrive og tweete om, og det har været sjovt. Og man kan sige, når en morale som i 1864 stikker i alle retninger, så kan alle jo vælge den del af den som de i forvejen bedst kan lide. Hm, nu fik jeg måske alligevel overbevist mig selv om, at det egentlig er fint nok. Så skal jeg måske bare lade den ligge her.

Sidste betragtninger:

* Ja, jeg kunne ikke finde nogle billeder fra afsnit 8, så det blev unge Inge.

* DG Monrad besluttede sig for at udvandre til New Zealand i december 65. Han kom tilbage igen i 69. Jeg tvivler stærkt på, at han vidste hvad en Haka var, men hvad ved jeg.

* RIP Severin, 1921-2013 (ca). Han holdt sig nu meget godt af en 92-årig at være, må man sige.

* Hvis Inge dikterede bogen i 1939, 75 år efter krigen, så blev hun da også ret så gammel, må man sige.

* Skal det mon forstås sådan, at det i virkeligheden var Severin der gjorde fortællingen så sindsyg, mens han nedskrev den?

* Scenen hvor Severin præsenterer den klamme mad var ganske sjov, men var jeg den eneste der synes det var lidt creepy den måde han tvang Claudia ned i den røde kjole? Og hvis kjole var det, hans døde kones? Og igen, der er ikke ret meget 'simpelt liv' over at tvinge en pige der er 75 år yngre end en selv til at klæde sig ud som ens afdøde elskede. Men den pointe har jeg vist efterhånden tærsket langhalm på.

* Den udødelige historie gik i arv til Claudia, og så døde den tidligere indehaver. Symbolsk! Hvis historien havde været god, havde det sikkert været en passende afslutning.

* Mens baronen skyder sig selv klippes der hele tiden til udstoppede dyr. Symbolsk! Men jeg har svært ved at få det til at falde på plads. Var baronen allerede død, en pyntefigur uden liv? Er det Bornedals blik på adelen? Men den konservative adel genovertog vel ret meget kontrollen over landet, og slap den jo egentlig først med systemskiftet i 1901. Det er nok forkert at tolke det politisk.

* Serien kokser også tidslinken op en sidste gang. Peter bliver frigivet fra Østrig i 1966, men Didrich lader til at være hjemme en del før, og Monrad var rejst på det tidspunkt. Serien har aldrig gået op i tid.

* De små ben oven på kornet var flot lavet.

* Hold nu kæft med de lærker, altså.

* 'Hvad er en far?' På falderebet måske seriens mest overlegent elendige replik.

* Rangering: 7>4>6>8>5>3>1>2

Og til sidst vil jeg igen sige, at det har været en ren fornøjelse at skrive de her recaps. Tusind tak for at du læste med, om du har læst fra uge et, eller blot faldt over den her sidste post! Jeg vidste ikke om nogen som helst ville gide at læse det, men det kan jeg se at nogle har gidet. Og jeg har fået virkelig sød feedback på facebook, twitter og irl. Det gad jeg godt gøre igen en anden gang. Igen: Tak for denne gang og husk: Lev det simple liv, men fuldt ud, med den højeste patos, til blodet driver ned af vinduerne. Nyd at flække brænde. Og buh krige som man ikke vinder!

1864 afsnit 7

Da jeg havde set aftenens afsnit færdig brugte jeg lidt tid på at gruble over hvad det var jeg havde set. Det syntes jeg egentlig, at Bornedal havde fortjent. Når man laver en krigsfilm/serie, så er det naturligvis krigsscenerne der bør fortælle mest, og dette afsnits centrale sekvens, stormen på Dybbøl, naturligvis, emmer af følelser, liv og død, indhold og mening. Eller i hvert fald forsøg på at skabe dette. Vi snakker 1864, så der er naturligvis ikke noget der lykkes 100%. Og selvom jeg var teknisk imponeret over de centrale 25 minutter i det her afsnit, og selvom mange af sekvenserne var på internationalt niveau, så slår det mig, at Bornedal fundamentalt misforstår de inspirationskilder han trækker på, og de udsagn om krig, som de udlægger.

Men først: Lad os kippe på hatten i typisk dansk stolthed over, at det er lykkes en landsmand at lave noget, der teknisk set er på internationalt niveau. Vi snakker herhjemme om, at 170 millioner er det største beløb nogensinde til en tv-serie, men i USA får du sgutte megen 8 timers krigsfilm for de penge. Men det var kun når cgi-mænd fløj rundt i luften efter eksplosioner, at jeg blev mindet om, at det trods alt var en dansk produktion jeg så. Granaternes lysstriber i natten, der ledte til helvedet i løbegangene under bombardementet. De første tyve minutter - den bedste del - var stort set kun kaos, hvor kameraet fulgte enkelte personers forvirrede adfærd mens helvede udviklede sig rundt om dem. Laust og Johan i skansen, med døde danskere og angribende tyskere. Peter, Dinesen og de andre som reserve, der kan høre helvedet i det fjerne, og se enkelte stakler i vild flugt tilbage. Og Heinz fra den anden front, råbende, skrigende, skydende, overvældet af et kanon-skud ved en stål...dims. I de tyve minutter mindede det om de bedste nyere krigsscener jeg kender, fra film som Gladiator, Saving Private Ryan og Thin Red Line.

Men, men, men. Så kom der langsomt mere kontrol over det. Dinesen fik fremkaldt et modangreb fra ottende brigade, og slaget blev mere overskueligt, bølger af mænd, frem og tilbage, flere huller i slagmarken uden lig og drab. Det hele ledende frem til trippel-klimakset: Djargo der forsøger at dræbe Didrich, men selv dræbes af en vildfaren kugle; Laust der finder Didrich, og som en ægte helt tager ham på ryggen; og endelig, klimaksernes klimaks, Peter der finder Laust i præcis det øjeblik tyskerne gør det, og den ældste brors tragi-heroiske død, med fuglefløjt og gråd og strygermusik. Og den del af det brøs jeg mig ikke så forfærdelig meget om.

Der er en fælles ting ved de kendte scener i de tre film jeg nævnte før: De falder alle sammen ret tidligt i filmene. Det er ret væsentligt for effekten, for det betyder at vi som seere ikke har noget fodfæste, ikke er sikre på hvem vi skal lede efter, hvem der betyder mere end andre. Det er en ret så væsenlig del af det kaos, som scenerne skaber. 1864 har kaos-teknikken fuldt parat, men især i anden del går der decideret skæbne i den. Lausts død føles ikke som kaos, ikke engang som krig. Hvordan kunne den, når vi har fået den antydet i Inges dagbog flere gange, og set den forudfortalt i Johans visioner og gale udbrud? Det føles mere mekanisk. Og det føles heller ikke rigtig som om krig som sådan er så modbydeligt og kaotisk og grusomt, som man måske kunne tro. For Bornedal gør det klart, at danskernes kommandostruktur bryder sammen med det samme, med kaos til følge. Tyskerne, derimod, ser ud til at klare det hele meget godt, og bortset fra en enkelt skrald ved den der stål-tingest, så ser de ikke engang ud til at blive så voldsomt traumatiserede af det - hvorimod de var frygtelig dårligt til sinds efter nederlaget ved Mysunde. Hvis nu bare Dinesen havde styret det hele fra danskernes side, ik!

Der er en tynd linje mellem at skildre krig som kaos, hvor enkelt-individet desperat forsøger at skabe orden i det. Og så skildre krig som et kaos fordi dårlige enkelt-individer har skabt kaos i det. Og jeg tror 1864 misser den skildring. Kontrasten mellem de kugleskøre danskere og de fornuftige tyskere har været så overgjort, at det nu virker som om de danske politikere smittede krigen med deres galskab. Dinesen og Johan bliver sat ind som individer der forstår krig, på en eller anden måde, som om der trods alt er noget at forstå. Witt fra Thin Red Line er også en mystiker, men lige præcis af den grund er han ude af stand til at forstå krigen, og han er en desertør. Johan, derimod, er i sidste ende præcis det modsatte: En frivillig, og en snigmorder. Og Lausts død får på en eller anden måde tilført mening via sin skæbnetunge tragik, hvilket altså lidt er det modsatte af hvad en titel som 'Slagtebænk Dybbøl' antyder. Inge siger til sidst 'Alle soldater i en krig dør, eller bliver såret. Hvis ikke på krop, så på sjæl.' Det er en smuk, pacifistisk tanke. Men det er i sidste ende ikke det budskab serien har solgt. Den har givet os overmennesker uden sår. Mystikere uden sår. Tyskere uden sår. Den har nærmest sagt, at krig er galskab, hvis den startes af gale mennesker. Og at krig er forfærdeligt, kaotisk, grusomt, hvis altså vel og mærke man taber.

Det her syvende afsnit var så klart seriens højdepunkt, men det vidste vi nærmest på forhånd. Bornedal har fra start af iscenesat det som højdepunktet, i den grad, at de første afsnit føltes komplet overflødige, og forløbet herefter frem mod slaget ved Als bliver afviklet i løbet af nogle sekunders Inge-snak. At det var en fejlagtig opbygning, der dræbte serien som helhed, det har man kunnet se længe. Men at det også gik så meget ud over slagscenen selv, det havde jeg ikke helt tænkt over, at det ville.

Mere:

* Jeg har nærmest ikke nævnt de første tyve minutter, og det er med god grund. For de var ret så forfærdelige. Måske er det fordi man vidste vi var lige ved at være ved det gode, men hold da fast hvor det føltes som fyld. Didrich konfronterede Peter, i en scene der egentlig var ret sjovt spillet af Pilou Asbæk, hvis man så bort fra indholdet. Laust og Alfred sang og dansede, og Johan gik amok. Der var tiktak og fadervor, og Monrad fornærmede en fejekvinde. Inge fødte.

* Didrich påstod at Peter 'sprøjtede' sonetter udover Inge. Det må være noget af det der endte på gulvet i klipperummet. Vi kunne ellers godt have brugt flere Shakespeare-referencer.

* Jeg kan også forestille mig historikere river sig i håret over tidsangivelserne. Det virker som om serien siger, at stormen på Dybbøl kom morgenen efter bombardementet af Sønderborg. Og det bliver i hvert fald fremstillet som om Dybbøl Mølle brast den dag. Intet af det er sandt. Der er omtrent to uger mellem afsnit seks og syv. Jeg kan godt lide tanken om, at personerne bruger to uger på ingenting.

* Man føler måske heller ikke heeeelt at der går seks timer fra bombardementet starter til det slutter. Underteksterne virkede ikke da jeg streamede det første gang, så jeg forstod ikke scenen hvor tyskernes chef - Den Røde Prins, som han hedder i rulleteksterne - forklarer hvordan det tidsmæssigt hænger sammen.

* Faktisk tog slaget så vidt jeg kan se noget nær præcis otte timer: Tænk hvis serien var startet samtidig med bombardementet, og baghistorierne havde været fortalt som flashback? De første seks timer under bombardementet, og så et afsnit syv, der i det store og hele er som anden halvdel af det her.

* Didrich puttede en pose på hovedet, og så overlevede han. Mindede mig om Hitchhiker's Guide to the Galaxy, The Ravenous Bugblatter Beast of Traal, et væsen så dumt, at den, hvis du putter dit håndklæde over dit hoved, tror, at når du ikke kan se den, så kan den heller ikke se dig. Jeg kan ikke helt greje hvorfor Bornedal mente det var det rette sted at smide den slags reference ind, men der er ret meget ved Didrich jeg ikke forstår.

* Jeg forstår heller ikke hvorfor der var så meget fuglefløjt, en af de meget få gange hvor jeg ikke har brudt mig om lydsiden. Jeg tænker at stilheden efter sådan et bombardement må være forfærdelig, jeg er ikke helt sikker på det blev tydeliggjort af unaturlig høj fløjten.

* Erasmus' død. Mindede den mest om germannerkongen fra Gladiator? Eller Boromir fra Ringenes Herre? Og hvor er det egentlig nederen gjort af Johan sådan bare at føre Laust væk og efterlade Erasmus.

* Men soldaten der først får skudt kasketten af, og derefter bliver ramt i panden, det er en direkte hilsen til Saving Private Ryan, ik?

* Mon vi får forklaret den nærmest mytiske interesse Johan havde i Laust? Han skulle tage sig af sit barn, men Erasmus havde flere børn, og ham var han ligeglad med. Det er egentlig også lidt svært at forestille sig, at Laust skulle være den eneste ved fronten med et ufødt barn, havde de ikke brugt tre måneder i Sønderborg på at kneppe?

* 'VI TRÆKKER OS TILBAGE! VI TRÆKKER OS TILBAAAGE! DÆK MIIIIIG!!!!' - Didrich, evig kryster, evigt sej.

* De der glimt af fremtidige afsnit til sidst har altid antydet ret så meget, men de spoilede da nærmest alt hvad der sker i konklusionen næste uge, så det ud til.

1864 afsnit 6

Jeg er jo nok sådan lidt kritisk over for den her serie, men jeg plejer sgu at kunne holde længere end 30 sekunder ind før trangen til at slukke kommer over mig. Og jeg føler nærmest det er dårlig karma, for i sidste uge klagede jeg over musikken fra Marco Beltrami, og den her uge fjerner serien så åbningsmusikken og erstatter den med pivfalsk 'I Danmark er jeg Født' tilsat ekstra skrig. Mine noter siger sådan cirka: 'AAAAAARKKH, UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD, JEG SKAL ALDRIG KRITISERE DIG MERE MARCO BELTRAMI' Jeg blev lidt skræmt af den forfærdelige åbning, for vi nærmer os jo det sted hvor historien begynder sådan at blive rigtig styg, og jeg kan lidt frygte Bornedal tænker vi skal have det rigtig dårligt, og derfor begynder at putte flere scener ind hvor folk bare skriger rigtig meget og lyden er vildt ubehagelig.

Jeg tror lidt temaet for den her uge bliver, at jeg bider mine ord i mig igen. For i sidste uge var jeg lidt stolt af at have gættet et par ting på forhånd, men den her gang blev jeg taget på sengen: Jeg havde ikke set det komme at Claudia var Peter og Sofias efterkommer, og det er jeg sgu lidt flov over. For altså, det har jo intet med noget som helst at gøre, og giver ingen som helst mening, så selvfølgelig var det der serien gik hen. Så altså, Claudia fandt en dug i garagen med gamle billeder og breve, og betyder det for øvrigt at Peter og Sofia ingen andre efterkommere havde? Så baronen og Claudia er i familie, Peter og Sofia kommer ud på den anden side, det ved vi også at Didrich og Inge gør, og så fandt vi jo også ud af at Laust døde af feber efter at være hoppet i en sø sidste uge.

LALALALALALALALALA Jeg kan ikke høre hvad i siger. Nej, Laust blev ikke reddet af Johan Larsen der stak sine fingre ind i hans bryst og fiskede en isklump frem. Det skete ikke. Det er en drøm eller et eller andet, og Laust er død. Jeg gider ikke snakke mere om Johan Larsens magiske fingre. Suk...

Nå, endnu en ting jeg lidt må æde i mig: Jeg var ret så vild med Dinesens eskapader den her uge. Efter den lille træfning i sidste uge, hvor Dinesen egentlig var den eneste der kæmpede, mens de andre sad på knæ og græd af skræk, er hele gruppen pludselig blevet hærens elite-snigmordere. Det gav INGEN mening, men kæft, hvor var det sejt. Jeg tror den eneste konsekvent gode ting 1864 har haft er dens lydspor i krigsscenerne. Gråden og bragene der fortsatte mens unge Monrad fortalte om Mysunde; husarernes horn under tilbagetoget fra Dannevirke. Brugen af et tysk orkester i skyttegravene var det perfekte greb til serien, og måske netop fordi der ikke var et gran af mening i det var det fedt. Men altså, man kan jo for helvede ikke lave en scene hvor en dirigent dirigerer mens man kan se soldater samles bag ham, for hele pointen med en dirigent er jo, AT DER STÅR ET HELT ORKESTER OG SER PÅ HAM! Hvordan faen undgik de at se soldaterne? Nå, og så drak de alle næste morgen, og Alfred gik op på skansen og fik skudt begge hænder af (!??) og forblødte på hospitalet. Så igen må jeg æde mine ord i mig igen, for jeg havde satset på Erasmus eller Einar (som jeg på twitter fik forklaret var navnet på ham fra Sydfyn, tak!) som de første ofre. Og nå ja, på lazarettet stødte Peter og Inge næsten ind i hinanden, for Sofia og Inge er kommet til Sønderborg nu, og Inge sang falsk mens Alfred døde.

Trådene samles og dramaturgien strammer til! Og det gør sådan set kun tingene værre. For at få de her momenter og personlige skift, så ofres historien, billederne, det hele nærmest. Tilbagetrækningen fra Dannevirke var i start-februar, bombardementet af Sønderborg den 2. april. Men efterhånden er der ingen tidsangivelser, de er holdt op med at have mening. Al sammenhæng underlægges den personlige historie, så Alfred finder først Peter og de andre efter to måneder, lige i tid til at tage med på den mission, som af omveje slår ham ihjel, sådan så Peter kan tage til en prostitueret, hvilket jo naturligvis bringer ham til gråd og at søge tilflugt i kirken (fordi 1864...) lige i tid til at bomberne falder ned over byen. Kronologisk giver det ingen mening, dramaturgisk heller lige knap, men i Peters personlige udvikling... Ja, der er det egentlig også ret skidt. Vi fik også noget jeg tror skulle forestille konferencen i London, men den var først efter stormen på Dybbøl, så jeg ved det ikke længere. Den her serie ville være alt for alle, og den er blevet ingenting. De burde have holdt sig til soldater der angreb musikkors, det er det den er god til.

Diverse:

* Der var hverken Monrad eller Heiberg! Yay.

* Inge er ret så meget fremme på beatet når det kommer til infektionsteori. Det var i de år, at diskussionen gik, og lægerne var vitterligt håbløse til at indrømme, at det måske rent faktisk var deres manglende hygiejne der slog patienter ihjel. Men en ting jeg aldrig forstod: Hvis Inge har læst stort set alle bøger i verden, og som vi så i afsnit 1 var mere end villig til at tage bøgerne med hvor som helst, hvorfor faen har 'kloge' Peter så aldrig læst andet end den der dumme blomsterbog? De burde da have læst Dante sammen.

* Men har Inge mon overhovedet læst Dante? At se en brændende by og kalde det 'Dantes Inferno' er nok den mest overfladiske Dante-reference man overhovedet kan lave. Byen i helvede hedder Dis, og den brænder sådan set ikke.

* Ok, litteratur-nørd-alarm, men i anden kreds af helvede (begær) finder Dante parret Francesca de Rimini og Paolo Malatesta, to unge bog-elskere, der blev forelskede mens de læste om Lancelot og Guinevere. I en anden version af 1864 havde Peter og Inge læst den historie i afsnit to, og derefter vel knaldet på gulvet i baronens bibliotek.

* Inge beviser sin fremsynethed ved at snakke om hygiejne på hospitalet. Et par scener efter stikker Johan Larsen hele hånden ind i brystet på en patient... Det hele er noget rod, altså.

* Apropos hospitaler, så var 1864 faktisk den første krig Røde Kors deltog i! Det ærgrer mig at Bornedal ikke lige fik den med, for så havde han måske droppet Inges sygeplejertjans, og jo mindre Inge jo bedre. Hvis hun blev gravid efter høstfesten må hun da også være højgravid nu?

* Gottfried Piefke dirigerede Düppeler Schanzen Sturmmarsch under preussernes angreb. Men han overlevede krigen i fin stil. Hans Königgrätzer Marsch var noget af Adolf Hitlers yndlingsmusik.

* Smukt øjeblik: Didrich der lader Inge falde, slår ud med armene og siger 'Det er jeg ked af' Flot lys i det øjeblik.

1864 Afsnit 5

- Hvad skal jeg skrive? At jeg var dum og naiv, at tro på at vi kunne løse vores bedrag over for Peter, ved at stille os op over for ærlighedens spejl, se sandheden træde frem, og opleve, at alt bare blev godt igen? Nej. Måske er der bare visse ting, som aldrig løser sig gennem andet end tid, og ubegribelig stort smerte.

- Måske er det krigen og dens anarki, der vender virkeligheden på hovedet og derfor fascinerer? Liv og død. Ord og safter flyder frit. Pis og lort, latter, eder, sæd og blod. Var jeg ved at blive sindsyg? Eller var vi alle bare blevet det?

Sådan henholdsvis startede og sluttede femte afsnit af 1864. Efterhånden er det svært blot at finde sammenhængen i de prætentiøse, men skidt skrevne, voiceovers. Hvad er det Inge forsøger at sige i første citat? At hvis man først er begyndt at lyve, så skal man for alt i verden blive ved? Og er det virkelig meningen vi skal engagere os i trekantsdramaet? Stadigvæk? Jeg havde måske et naivt håb om, at det først og fremmest skulle vise hvor dum Peter er, og at vi nu kunne komme videre. Men nej. Det telepatiske bånd mellem de tre hovedpersoner er der stadig, og det forfærdelige svigt skal løses, på en eller anden måde. Kristus, altså. Den her serie er sindsyg. Som Inge snakker om til sidst, alle er sindsyge. Men som jeg har sagt nogle gange, ikke sindsyg nok. Den er så overvældet af fascination af alt det sindsyge den finder på, men alligevel er halvdelen af det trist, kedeligt og forudsigeligt.

Hey, lad os se på mine forudsigelser fra sidste uge! Det var Vilhelm Dinesen, Karen Blixens far. Og jeg er allerede pisse-træt af ham. En art usårlig supersoldat, i scenen med husarerne gik der pludselig Ringenes Herre i den, med vild sabel-fægtning, og en arret mini-skurk der lignede en ork. Til grin. Vi fik også slået fast med syvtommersøm, at Didrich er Severins bedstefar - hvis altså Severin ikke er 170 år gammel eller et spøgelse. Og Johan Larsen er ikke blot synsk, men også hypnotisør, hvilket vi fik at se i et nyt lavpunkt for serien. Jeg forudså også, at Peter ville blive en 'genial helt' under tilbagetrækningen. Helt så slemt var det ikke, men der var et skift, hvor Peter slog sin første ihjel, og vi fik at vide dels at han overlevede, og giftede sig (sgu nok med Sofia), og at han slog flere ihjel, og gjorde sig hård. Laust, derimod, sprang i en sø, hvilket var rigtig rigtig koldt. Så han var åbenbart for dum til at være soldat. Og endelig var mit håb om, at Heinz' historie var fortalt færdig, håbløst naivt, for han indgik i den førnævnte elendige hypnose-scene, hvor vi også fandt ud af, at han er forudbestemt til at skyde en eller anden i ryggen. Og nu kan jeg heller ikke lide ham mere. Det hele med soldaterne var noget værre rod den her uge, efter at det var så godt sidst. Det skyldtes nok ret meget, at det hele skulle med, så delingen blev splittet op i tre, og kom både i kamp, sneg sig igennem tyskernes lejr, og opdagede de sårede ved Sankelmark. Det blev for meget, for unaturligt, for mekanisk. Intet fungerede. Bortset fra lydsporet, det var godt. Husarernes horn, der brægede under de første scener. De såredes klagesråb. Og sangene fra tyskernes lejr. Derudover var der ikke meget at komme efter.

Der var enkelte andre ting som var bedre. Jeg kunne faktisk fint lide de moderne scener den her gang, det virker bedst når de blot holder sig til at læse lidt op om hvad der foregår, uden vaskning, skænderier, og for guds skyld uden barbesøg. Monrad scenerne var hit-and-miss. Heibergs monolog om teatret og den manglende tredje-akt var elendig, og hvis det skulle være meta virker det kun som en kritik af seriens egen manglende dramaturgi. Scenen hvor Monrad holdt tale ved middagsbordet var også sådan lidt... Scenen med De Meza var også skidt. Men jeg skal ærligt indrømme, jeg var vild med hans sammenbrud. Det blodige dannebrogsflag kammede over og blev godt igen. Og det som Monrad reciterede var fra Jobs bog, min yndlingsdel af bibelen. Det er god patos. Men dermed blev kontrasten til restens middelmådighed også så meget tydeligere.

Flere ord:

* Er det mig der er dum, eller hvorfor er Peter og Dinesen og dem ikke i skyttegravene ved Dybbøl? Man skulle da tro kammeraterne ville være glade for at se hinanden igen, også selvom brødrene er sure over det usandsynligt grusomme bedrag Laust udsatte Peter for, etc.

* Der var god Star Trek/Lost/Walking Dead stil over de to rekrutter vi aldrig havde set før, som blev myrdet af husarerne, hvorefter Dinesen kom lige før de nåede til dem vi kendte. Jeg kan stadig ikke navnet på vennen fra Sydfyn. Ham som græd. Og kneppede.

* Marco Beltrami er helt sikkert en solid komponist, der både har to oscar-nomineringer, og som har arbejdet med Ole Bornedal før. Men han er altså den helt forkerte til den her serie. Det er alt for pænt og seriøst til den groteske camp der følger. Og sluttemaet irriterer mig. Især er det lidt fjollet, at valget af Beltrami kostede serien to millioner norske kroner, der bl.a. var betinget af brug af norsk komponist.

* Jobs bog Kap 3: v20 Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede, v21 til dem, som længes efter døden, der ikke kommer, som søger den mere end nogen skat, v22 som glæder sig og jubler og fryder sig, når de finder deres grav, v23 til en mand, hvis vej er skjult, og som Gud spærrer inde? v24 Mine suk er blevet mit daglige brød, min stønnen vælder frem som vand. v25 Det, jeg frygter for, rammer mig, og det, jeg gruer for, kommer over mig. v26 Jeg får ikke fred, ikke hvile, ikke ro for den rædsel, der kommer. Monrads monolog er en smule anderledes, men han citerer også efter hukommelsen. Jobs bog er for sej, dyrk også kapitel 23, der slutter med linjerne: v15 Derfor fyldes jeg af rædsel for ham, når jeg indser det, gribes jeg af angst for ham. v16 Gud har gjort mig bange, den Almægtige har slået mig med rædsel. v17 Men mørket har ikke bragt mig til tavshed, skønt det dybeste mørke skjuler mit ansigt.

* Komplet sidespring, men jeg var i New York i sommers og til en gudstjeneste i Harlem, lige omkring den tid hvor Ferguson gik amok, og søndagen efter Robin Williams havde taget sit eget liv. Prædikanten talte om depression, og læste netop op af kapitlet som Monrad reciterer. 1864 er også den anden serie fra i år, som jeg har set, der læser en god bid Job op. Den fantastiske The Leftovers fra HBO havde et langt stykke fra kapitel 23 med. Der er altså virkelig nogle stærke passager deri, danske præster burde læse mere af den, og mindre af alt det der mirakel-pjat med vand-til-vin og gå-på-vand, etc.

* Det korte glimt af bombardementet lovede egentlig ganske godt for de næste par afsnit, tænkte jeg. Men jeg håber ikke længere på andet end et par scener på højde med Mysunde-scenen.

1864 Afsnit 4

Halvvejs! Og endelig, i fjerde afsnit af otte i serien 1864, er vi nået til år 1864. Det var dælme også på tide. Afsnit tre foregik i november 63, mens afsnit fire er sprunget til februar 64. Slaget ved Mysunde var den 2. og evakueringen af Dannevirke var den 5. Så vi skal altså forestille os, at der ind imellem de to afsnit har været 3 måneder hvor Laust og Peter vel mest har skudt på grise, og i det her afsnit er der så 3 dage hvor de leger med koste, pisser på støvler, og skriver breve. Krig er egentlig ufattelig kedeligt, er det ikke?

Men altså, gudske lov for krigen! For i aftenens afsnit kom seriens første rigtig gode sekvens. Der har før været udmærkede sekvenser, med rigtig gode detaljer. Men sekvensen om slaget ved Mysunde var - på trods af skønhedspletter (HC Andersen, elendig CGI) - godt tænkt og rigtig godt udført. 7 minutters rigtig god television. Terrence Malick's Thin Red Line, som jeg før har nævnt som inspirations-kilde til 1864, havde tag-linen 'Every Man Fights His Own War' og det fik vi til fulde at mærke ved den her sekvens. Vores regiment var ikke med ved kampene, de stod blot tilbage og så på hvad der skete, men netop fordi vi kun fik deres subjektive og fragmentariske beskrivelse af slaget forstod vi lidt af hvor ufatteligt, kaotisk og modbydeligt det måtte have været, langt mere end hvis serien havde forsøgt at komme hele vejen rundt om hvad der skete - som man kan frygte er hvad vi vil se når vi kommer til det mere kendte slag ved Dybbøl. Og detaljerne! Jeg kom for sent hjem og så afsnittet på dr.dk, med høretelefoner i ørene, og lydsiden var virkelig god. Brølene fra kanonerne, sekundet efter glimtene i tågen; bulderet fra de fremadstormende tyskere. Og det bedste af det hele: Hesten i den tågede baggrund, der upåvirket fortsatte med at gumle i græsset. Da vi skiftede over til at høre Viggo Monrads fortælling, med larmen fortsat i baggrunden, gav det endda for første gang mening til hele strukturen med politikerne og kunstnerne. Både det nære og fjerne, rædselen og rationaliserigen. Jamen, havde hele serien dog bare været sådan.

Og der var mere, der forsøgte at retfærdiggøre de tre tidligere afsnit. Inge vil tage med sigøjnerne sydpå, så de var åbenbart nødvendige. Og i historien om Peters opdagelse var der et callback til afsnit 1, da Peter nok engang opdagede at et familiemedlem havde behandlet ham skidt, og fik lov til at tæve ham. Dengang kunne han ikke, men nu slog han igen og igen og igen. Og fordi vi havde set det i afsnit 1, og nu ser en variation i afsnit 4, så forstår vi udviklingen og forråelsen af stakkels Peter. Meeeeen... Det kan nu ikke retfærdiggøre al den tid vi brugte på den elendige bog i afsnit 1. Og Inge og sigøjnernes fortsatte tilstedeværelse var også mere yderligere pine end lempelse af tidligere ditto. Den her gang fortalte Inge sin mor at hun var gravid, og moren slog hånden af hende. Er det forkert af mig at holde med moren her? Altså, ikke at jeg går ind for lussinger, men: 'I jeres gamle forstokkede verden, men nu er det en ny tid. Nu er det vores tid [...] Kærligheden har sin egen vej' Ydrk, altså.

Af alle de utallige forfærdelige karakterer i serien er Inge nok den jer først og fremmest håber i sidste ende bliver ramt af en prøjsisk granat. 90% af det skyldes nu nok at både bog og baron stammer fra hende, så hvis hun dør skal en hel masse være en spøgelseshistorie, hvilket ville more mig. Men hun er forfærdelig, arrogant og selvoptaget. Hendes lavpunkt var dog nok i sidste afsnit, hvor hun opdagede Sofia efter hendes voldtægt, og instinktivt troede Sofias tårer måtte dreje sig om Inge. Men hun er bare ikke sympatisk og eftersom tre af mændende i serien er håbløst forelskede i hende gør det det hele svært at tage. I det mindste har hun ret i at vælge Laust. Peter er også en håbløs karakter, men det virker som om serien er opmærksom på, at han vitterlig ikke er så klog som han tror han er. I afsnit to drillede han Laust med, at Laust skulle pudse støvler når Peter blev kaptajn. Men s'føli var det Laust der blev forfremmet til Sergent. Jeg håber naturligvis også Peter bliver sprunget itu, men det er ikke kun fordi han irriterer mig, men også fordi det ville være en god fortælling. Der er noget tragisk over den historie: Manden der ikke var halvt så speciel som han troede han var, og som endte som et offer ud af tusinder. Men se nu 1864 gøre Peter til en genial helt under tilbagetrækningen i næste afsnit, og dermed ødelægge den fortælling fuldstændig. Fjerde afsnit var det hidtil bedste, og i syv minutter var det så godt som man kunne håbe. Men min tiltro til de næste afsnit er stadigvæk ganske forbeholden.

Andre tanker:

* Min mangel på tiltro blev i høj grad styrket af nutidsfortællingen i den her uge. Fuck da for en gang lorte-lort. Baronen fornærmer Claudia, som derefter forsøger at stjæle penge fra nogle liderlige gamle mænd. Og så græder hun. Spild af tid.

* Den person jeg mest håber overlever er naturligvis Didrich. Han er forfærdelig, men hans overlevelse ville more mig. Han minder mig om ham der overklasserøvhullet fra Titanic, der brugte en lille pige til at komme i en redningsbåd, og derefter efterlod pigen til druknedøden. Jeg håber Didrich og Alfred bliver sendt på strejfmission og bliver omringet af tyskere, og Alfred finder modet til at jage dem væk, mens Didrich gemmer sig, kujon som han er, hvorefter Didrich skyder Alfred i ryggen, for at holde sit krysteri som en hemmelighed. Derefter vender han hjem til Sydfyn og fortæller alle at det var ham der gjorde Inge gravid, men at hun var uden skyld i det, og alle hm'er og tja'er, for rygterne sagde da godt nok at han kunne finde på den slags, men han tilbyder at gifte sig med hende, og Inge føler sig i sidste ende tvunget til at gøre det, for at give sit barn en fremtid. Og han lever lykkeligt til hans dages ende. Det ville være en dejlig kynisk slutning, og ja, eftersom baronen er efterkommer af Inge, så er det jo ikke helt usandsynligt at det bliver den vej det går.

* Mon ikke Løjtnant Dinesen er Wilhelm Dinesen, 18 årig Sekondløjtnant ved 9. Regiment, senere Kaptajn i den franske hær under krigen i 1870, forfatter til eneste danske øjenvidneskildring af pariserkommunen, godsejer, folketingsmedlem, og far til Karen Blixen. Tom Buk-Swienty har netop udgivet andet bind om ham.

* Første scene med den gamle kaptajn der faldt død af hesten var fin nok. Ikke nær så bidsk som den burde, men fin.

* 'Kunne de ikke bare lade være med at lytte til de der nationalistiske idioter.' Looooool.

* Efter Peter har tævet Laust siger Didrich: 'Det lille drama, det er sgu altid det største.' Som sædvanlig tager han fejl, men jeg er i tvivl om ikke Bornedal er enig. Jeg frygter det sgu lidt.

* Dælme meget med tyskerne i det her afsnit. Den lille fortælling om kommunisten Heinz vil være fin og dyster, hvis det var det sidste vi så til ham. Og det var godt at se nogle billeder af Dannevirke fra tyskernes position. Derudover så vi en underordnet manipulere en adelsmand til at gøre noget dumt - angribe Mysunde - hvilket vi har set en milliard gange allerede.

* General-feltmarskal Friedrich von Wrangel synger Beethovens Yorkscher-march fra 1808 lige før han bliver fritaget for tjeneste.

* Johan Larsen er synsk, er han ikke? Kristus, altså...

1864 Afsnit 3

Kan folk huske Band of Brothers? Kan i huske hvor mange afsnit der gik, før de kom i krig? 1! Ét snoldet afsnit, og så vidt jeg husker slutter det endda med at de sidder i flyet på vej til kamp. Men nu er vi tre afsnit inde i 1864, og vi har først nu mødt soldaterne foruden de to hovedpersoner, og selvom krigen omsider er blevet erklæret, så skyder soldaterne stadigvæk kun på grise. Det er efterhånden nærmest grotesk. Men det er der jo så meget der er. It's 1864.

Soldaterne burde være introduceret langt tidligere, for det er dem, hvis overlevelse vi skal investere i over de næste afsnit, så jo før vi får introduceret dem, jo mere vil det gøre ondt når rædslerne indhenter dem. Og den her serie er ikke så fantastisk god til at tegne karakterer op, så den burde bruge al den tid den kunne derpå. Indtil videre er det kun ham den gamle jeg interesserer mig for, men Søren Malling er også øjeblikkeligt den mest interessante skuespiller i hele serien. Derudover var der ham der med skægget og børnene, som råbte hele tiden, og ham den religiøse fra Skagen. Og deres officer, som joker med at han har en stor pik. I virkeligheden hedder den gamle Johan Larsen, fyren fra Skagen Alfred, og den råbende skæg-jyde fik jeg seriøst ikke fat i hvad hed. Så mit bud er han ryger først (rulleteksterne sagde Erasmus) Men så igen, jeg kan stadig ikke huske hvad Laust og Peters ven fra Fyn hedder, så måske ville mere tid hverken gøre fra eller til.

Der sker mindre og mindre nyt i hvert afsnit, så der er mindre og mindre at skrive om. Didrich var seksuelt upassende igen, den her gang voldtog han Sofia. Claudia og baron Severin kom tættere på hinanden, nu bader hun ham og kysser ham godnat. Politikere legede kispus med de kongelige, og de scener er stadigvæk nok det værste ved hele serien overhovedet. Dette spor bliver ved med at fylde, men samtidig er det helt åndsvagt forsimplet. Er der seriøst ikke en eneste politiker i serien, der ikke vil have Danmark til Ejderen? Med tre afsnit til at kridte det op skulle man have troet der ville være tid til at have mere end et synspunkt, men i stedet har vi fået teater og mere teater.

Det virker som om den kritik alle og enhver efterhånden er enige om, på tværs af politiske skel, er at serien er for overtydig og staveplade-agtig. Især i forbindelserne til nutidens krigs-politik. Men tillad mig at lege Rasmus Modsat og foreslå, at serien måske ikke er overtydig nok. Vi er halvvejs inde i postmoderne camp, men vi tager aldrig skridtet helt derud. Ja, det er til grin at Heiberg er Lady Macbeth og giver DG Monrad blod på hænderne, men hvad nu hvis tæppet var gået op mens Monrad stadig var synlig, og en tilskuer havde rejst sig og råbt 'DG MONRAD HAR BLOD PÅ HÆNDERNE! DG MONRAD HAR BLOD PÅ HÆNDERNE' mens vagter førte ham bort. Så havde det pludselig været sejt igen! Lort og dyresex og sigøjnere og en synsk fyrbøder, osv. Vi er hele tiden på kanten af at være så langt ude at det er helt tydeligt filtreret gennem en syg personlighed, om det så er gamle Inge eller blot kunstneren Bornedal eller whatever, men så skal vi alligevel stå gennem kedelige kompetente sekvenser, hvor soldater griner som de altid griner i soldaterfilm, eller unge forelsker sig som de altid gør, og blandingen fungerer ganske enkelt ikke. Det er dog sikkert sjovere, end hvis politikerne havde fået den harmløse historiske gennemgang de troede de købte dengang. Så det er vel fint nok.

Andre betragtninger:

* Hele den sammenklippede sekvens om krigserklæringen med politikerne i teatret, De Mesa ved flygelet - Chopins vals i cis-mol opus 64 no 2, for øvrigt - og de fynske adelige ved eventyr-oplæsning af the man himself varede over ti minutter. Jeg har set folk klage over at nyhederne spredtes langsomt dengang, men vi får ikke nogle tidsangivelser, og teatret er f.eks. nok om aftenen, mens De Mesas sekvens er om morgenen. Så den er sådan set fin nok.

* HC Andersen: 'Jamen, hvad med eventyret?' Klip til Didrich, der knuger et stykke papir sammen. Jeg lader som om det er et meta-lag og at Pilou Asbæk krummer manusset sammen i raseri over den elendige Andersen-replik.

* Ekstremt meget af serien giver mere mening, hvis man husker på, at det hele er Inges erindringer, og derudover antager at hun var ved at tabe forstanden da hun skrev det. Der er derfor kun fynboere som hende selv taler normalt, det er derfor alle scener med politik er grotesk forsimplede, det er derfor alle altid taler Shakespeare (husk på, hun havde En Midsommernatsdrøm med i afsnit 1), det er derfor tid/rum aldrig passer sammen, etc.

* Fru Heiberg spiller nok en gang Lady Macbeth: Akt 5 Scene 1 Vers 35-36 I får lige hele monologen: 'Out damned spot, out I say! - One: two: why, then, 'tis time to do't.—Hell is murky!—Fie, my lord, fie! a soldier, and afeard? What need we fear who knows it, when none can call our power to account?—Yet who would have thought the old man to have had so much blood in him?' Det er lidt sært teatret derefter holder pause for at hun kan få blod på hænderne, for som teksten antyder har hun det i forvejen. Eller, drømmer om det. Scenehjælperne er i færd med at skubbe Birnam-skoven frem, og klippet derefter til de tyske soldater på vej mod De Mesa var næsten subtilt.

* DG Monrad nævner for Kong Christian at danskerne ønsker en konge orienteret mod nord, som den svenske konge, hvilket tydeligvis skræmmer kongen. Faktisk var der snak om at lave en dansk-svensk union under den svenske konge på den tid, ihf ifølge wikipedia. Men det sætter igen blot spørgsmålstegn ved hvem serien henvender sig til: Jeg tror alle folk der bliver glade for at kunne fange den reference allerede er godt og grundigt rasende over de historie-forvanskninger Bornedal gør sig skyldig i.

* For en gangs skyld et bevis for, at Peter reelt er den kloge af de to brødre. Han læser og skriver meget bedre end Laust. Hidtil har han ellers mest snakket om planter, og så selv påstået at han var ham den kloge. Men samtidig virker han pænt dum i forhold til ikke at kunne mærke på Laust at han vist nok lige fik 'kendt' Inge efter høst-festen. Sådan, i bibelsk forstand.

* Scenen med de døde svin var til grin - Peter er en bonde, har han seriøst aldrig slået et dyr ihjel? - men jeg kunne godt lide de korte glimt af grise der åd griselig. Hårdt.

* Et pudsigt sammenfald: Mens Pilou Asbæk er i fjernsynet som overklasserøvhullet Didrich kan han også ses i biografen i Fasandræberne som overklasserøvhullet Ditlev. Han er en del bedre i biografen.

1864 Afsnit 2

Lad os snakke om sex. 1864 har sex på hjernen. Onani-scenen i første afsnit er allerede legendarisk, og inden afsnit to startede måtte speakeren lige advare om, at der skulle være en scene med 'opstemte mænd og en ko'. Liderligheden lå over hele historien fra 1863, fra Peter og hans ven tog ned til søen for at se pigerne 'soppe til knæene', over Lausts samtale med hans liderlige hest, og til kulminationen, da Inge og Laust knaldede i det høje græs - så meget for trekantsdrama. Liderlighedens sammenhæng med de politiske begivenheder blev tematiseret på seriens vanlige subtile vis af Johanne Heibergs monolog: 'De siger de mangler lidenskab, men lidenskab er jo netop i familie med galskaben. Man bliver tosset af den, ligesom forvirret ungdomskærlighed, men enhver kunstner, eller et menneske med et budskab, må hele tiden holde galskaben i hånden. Uden galskab ingen lidenskab.' Og omvendt, uden lidenskab ingen galskab. Hvis ikke Peter og Laust havde været to gennemført seksuelt indebrændte unge mænd, med faderkomplekser på størrelse med Dybbøl Mølle, havde de så været så let overbeviste af baronens hvervetale? Og hvis ikke DG Monrad havde været en så hammer-sexet 'farlig, farlig mand', som Heiberg sagde, havde han så kunnet ene mand overbevise Rigsdagen om at vedtage den katastrofale November-forfatning?

Ok, den sidste del giver måske ikke så meget mening. Det var der reelt ret meget der ikke gjorde. Ærlig talt: Anden afsnit var langt hen ad vejen katastrofalt ringe. Vi er stadig ikke nået til 1864, og det er tydeligt at der på ingen måde var plot til to afsnit. I stedet for fik vi en gang biksemad af groteske optrin. Heiberg på Monrads mave; Bismarck og hans ven der leger med tinsoldater; den alfældige gamle officer, der kun lige knap kan huske sin tale til soldaterne; og naturligvis den korte dyresex-scene. I al den her 'lidenskab' blev seriens 'skurke' kastet fuldstændig overbord. Første afsnit havde Didrich lægge an på unge Inge, men han var alligevel en nogenlunde troværdig figur. Jeg ved ikke hvordan vi nogensinde kan komme til at tage ham seriøst igen efter dette afsnit. Han kan ikke bare være mistroisk mod sigøjnerne, så vi lissom kan forstå hvordan fremmedhadet og nationalismen er forkert, nej, han skal da også piske en krybskytte sønder og sammen, selvfølgelig sammen med fulde Hegel-læsere. Og så forfølger han et grædende barn mens han bagtaler dennes døde far. Wtf? Han er en karikatur på det her tidspunkt, og hvis det er Bornedals idé om hvad PTSD gør ved folk...

Men derudover var der bare ikke ret meget at komme efter. Skuespillet blev næsten værre da de voksne skuespillere tog over for børnene, og replikkerne var endnu værre. Der var stadig scener med visuel energi - Didrich's forfølgelse af Laust var grotesk, men de lange ubrudte takes var godt stillet op - men ikke nok til at fylde timen ud, eller rette op på de flade karakterer, dårlige replikker, overfladiske tematikker, og svingende skuespil. Det var på alle planer en misser. Forhåbentlig kommer der noget mere kød på serien når vi når til krigen.

Andre betragtninger:

* Liderligheden forsatte op i nutiden. Da Baron Severin overrasker Claudia i færd med at rode er der et kort klip hvor kameraet er stillet direkte på hendes bag, og først da hun vender sig om kører det op i ansigtshøjde. Ellers var nutidsscenerne heldigvis holdt til et minimum.

* Jeg så lidt snak inden serien startede, om at den brugte Poul Schierbeck's melodi til I Danmark Er Jeg Født, som er fra 1926, men det var nu Henrik Rung's melodi fra 1850 som Peter sang. Hans Kim Larsen-fraseringer er dog af meget nyere dato.

* Der er noget mærkeligt med kontinuiteten i dette afsnit. Fik nogen fat i præcis hvornår far Thøger døde? Den første scene mellem Johanne Heiberg og Monrad foregår efter 1860, da hendes mand Johan Heiberg allerede er død, men Inges voiceover nævner først et tidspring lige derefter. Og det er også lidt sært at Peter og hans ven løber ned til en sø, og så klippes der til Laust og sigøjnerne til slottet, og så klipper vi tilbage til Peter og hans ven ved havet, og så finder de sigøjnerne i skoven. Altså, det kan da forklares, men første del af afsnittet er virkelig kluntet stykket sammen.

* Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om brugen af Hegel. Filosofi-studenter, mand. At han snakker om at krop kun er et 'produkt af tankerne' og derefter selv ikke kan holde smerten ud, er nok så subtil en filosofi-kritik vi kan forvente.

* Bismarck's bonkammerat er Helmuth von Moltke den Ældre. Jeg kan egentlig godt lide idéen om også at skildre Preussernes synspunkt: De førte udover DK 64 også krig mod Østrig i 66 og Frankrig i 70, så på mange måder er det måske mere logisk at finde grundlaget for krigen i den tyske nationalisme. Men ifølge 1864 var preusserne blot opportune i forhold til at Monrad gav dem mulighed for at øve sig i krig, hvilket ikke virker som en specielt dyb læsning.

* De der sigøjnere, mand... Det er da sjovt nok at gøre grin med nationalisme og fremmedhad, men hold da fast det var forudsigeligt og gumpetungt og dumt. 'Din lille sorte bastardunge' sagde Didrich. Ja, gu faen gjorde han så.

1864 Afsnit 1

Det her er et såkaldt 'recap' Det går ud på at genfortælle folk det tv de lige har set, hvis nu de skulle have glemt det. Det er mega in i Amerika!

Lad os starte med at tale politik, s'føli. Det er jo dét tv-kritik handler om, ik, fra Ekko, over Politiken til Jyllandsposten. Er 1864 nationalromantisk bestillingsarbejde, eller er den hårdtslående krigskritik? En lige højre til venstrefløjen, eller en lige venstre til højrefløjen? Det ville være nemt at gøre nar af den hysteriske politisering af kulturen, men det ville samtidig være at gøre Ole Bornedal en bjørnetjeneste. For han har blik for kunstens potentiale, uha, hvor har han dog blik for den. Der er ikke det, den 'fandens' kunst - for nu at bruge et bandeord første afsnit var bizart optaget af - ikke kan gøre, hvis ikke man passer på. Det er på én gang det bedste og det værste ved seriens første afsnit: At det lader til Ole Bornedal har taget 173 millioner fra den danske regering, og brugt den på at lave en grotesk overgearet serie om hvor farlig sådan noget historie-kunst egentlig er.

Fra start af kontrasteres historie-formidling i dag og i går. I første scene ses den moderne efterskole-lærer ved Dybbøl Mølle, hakkende og ukarismatisk, i forsøget på at forklare hans elever hvor signifikant hele landskabet er. Og bare et par minutter efter, på Sydfyn i 1851, ser vi den gammeldags skolelærer give den hele armen, med den danske soldat og de dumme tyskere. Og børnene er helt på, griner og spørger og tager det hele til sig. Men vi kender jo historien, de glade børn i 1851 er kanonfodderet 13 år efter. Pyha, det er heldigt ham den moderne lærer ikke var en bedre formidler, hva? Lad os da heller ikke håbe at serien vi ser skulle blive alt for fængende heller...

Det er det paradoks serien aldrig kan komme ud over. Personerne i 1851 er i deres følelsers vold, deklamerende, krigeriske, storladne. Men vi skal advares mod den slags, så det får aldrig lov til at blive rigtig medrivende. Personerne i dag er til gengæld indelukkede, kedelige, dagligdags. Hvilket ikke ligefrem er mere medrivende at se på. Vi følger Claudia, som i første scene stikker af fra foredraget ved Dybbøl Mølle for i stedet at ryge en joint med sin ven Zlatko. Det er tydeligt fra første sekund at hun er 'utilpasset', men vi lærer først senere hvor galt det står til: Broren er død i krig, mor og far er gået i hundene, der er ingen penge, Claudia er blevet smidt ud af sin tredje efterskole, og nu skylder hun flere tusinde kroner til Zlatko i hash-gæld. Spørgsmålene står stadig i kø: Hvor kender socialforvalteren moren fra? Hvilken krig døde broren mon i? Ved Claudia det virkelig ikke engang? Og hvor i alverden kender hun Zlatko fra? Kendte de hinanden fra deres sydfynske by - hvilken by, for øvrigt - og tog tilfældigt på samme efterskole? Eller fulgte han efter hende fordi hun skylder ham penge? Der er nok at tage fat på. Men mon ikke vi i stedet kommer til at se Claudia tale med den alfældige baron om gamle dage. Yay.

Så er der mere gang i den i 1851. De to unge drenge Laust og Peter lever det sorgløse liv på sydfyn, med aflusning, lussinger og gruppe-onani, men så sker der ting og sager. Først kommer soldaterne hjem fra krigen, baronens unge Didrich højt til hest med medaljer på, mens drengenes far Thøger blot bliver fundet hos hans kone Karen, med et sår på benene der ikke vil læges. Så simpelt er det dog ikke. Didrich har fået ar på sjælen, som nærmest øjeblikkeligt får ham til at græde over for sin far - smak, endnu en lussing - og Thøger kom ikke helt tomhændet hjem. Han fik en bog til Peter - 'Linné, Flora. og vækster. in Scandinavia.' - og en bajonet til Laust. Hvis nu vi skulle være i tvivl om hvem der er den kloge, og hvem der er den stærke. Og samme dag møder de den nye godsforvalters datter, Inge. Så er deres skæbne vist fastlagt. Helt ærligt føles resten af deres historie som fyld. Inge fører dem ind på godset, hvor de opdages af Didrich, som anklager dem for at have stjålet Linné-bogen. Far Thøger tror ikke på dem - selvom det var ham der gav dem den... - og stikker dem hver en lussing. Men Mor Karen brokker sig til baronen - fandeme. FANDEME! - som med det samme reder trådene ud. Så nu er det drengene der får lov til at lussinge deres far. Og så er der dans, hvor Didrich fortæller skrækhistorier, og er umanerligt klam overfor 12-årige Inge: LUSSING! Til sidst får vi lidt mere foreshadowing, hvor drengenes krigsleg får Peter til at græde, mens skud lyder på lydsporet. DAM-DAM-DAAAAM!

Derudover er der lidt fra København. Her møder vi Biskop Monrad i bar røv på gulvet. Han er åbenbart det retoriske geni, der - sammen med Grundtvig! - skal samle nationen. Men han mangler gnisten. Men bare rolig, i teatret væltes han bagover af Johanne Heiberg's fremførsel af Lady Macbeth, og da han besøger hende kører de sammen hinanden op i en euforisk spids. Gnisten er tilbage! Det er så klart de værste scener i afsnittet. Det er reelt ret så pinligt. Måske skal det vise, at Inge - som jo fortæller historien fra dengang - ikke anede hvad der foregik, og ikke har nogen ret god fantasi. I så fald tegner det jo godt for slagscenerne...

I sidste ende er det ret vildt, at serien bruger en hel time i 1851. Det er ikke helt overraskende, at der ikke sker en skid. Hvilket kunne have været fint, måske, en god time til at introducere personer, tematik og stemning, inden plottet tager over. Der er taget sig god tid til at arbejde med stemningen. Blandingen af landskabsbilleder og voiceover mindede mig gentagne gange om Terrance Malick, der indtil dette årti kun havde lavet historiske film. Men på trods af gode kamera-ture og flotte billeder, så får det bare aldrig det format der skal til - jeg tror alene den kedelige underlægningsmusik umuliggør det. Og i stedet får vi så den ligegyldige intrige om den måske stjålne bog. Hvilket lidt føles som spild af tid. Men omvendt, hvis det havde været for Malick'sk, så var det jo også blevet alt for medrivende. Og den slags kan vi jo ikke have. Hvad ville der ikke ske med de stakkels svage seere?

Andre betragtninger:

* 'Danmark lå under solen' siger Inge i den indledende voiceover, og straks ser vi stemningsfyldte billeder af landskabet under truende skyer...

* 'Jeg er det sidste levende vidne. Jeg er tiden... der forsvandt!' Så er stemningen lissom lagt...

* 'Jeg ser bare to snavsede drenge. Og de ser bare mig, som en stolpe der stiger op af havet.' Det er nu en af de bedre filmede scener. Men så kører den lidt af sporet, når Inge begynder at råbe. Man skal bare ikke arbejde med børn, hva?

* Mest Malick'ske scene: Didrich til hest, med Inge ved siden af, børn i baggrunden, og det råbende selskab, der vandrer ned af godsets trappe. Klip til drenge der leger krig i græs, med Peter som Witt fra Thin Red Line, der hellere vil plukke blomster.

* Der hvor Inge sidder i træet mindede mig også lidt om Tree of Life.

* Der var et par ekstra personer fra 1851 jeg ikke fik nævnt. Den tyske kejser, og hans mystiske besøgende, der først kun fik filmet fødder og udtværet ansigt. Hvad var meningen med at holde Otto von Bismarck skjult på den måde? Var det meningen vi skulle blive overraskede over at det var Bismarck? Hvilken seer, som vel og mærke ved hvem Bismarck er, ville blive overrasket over at det var Bismarck? Hvem skulle det ellers have været? Karl Marx?

* Didrich er virkelig klam i den sidste scene, men altså, var det mon blevet set så forkasteligt den gang for 150 år siden? Han er trods alt baronens søn, hvis han havde meldt høflig interesse overfor Inges far, og havde ventet indtil hun blev gammel nok, mon så ikke det havde været a-ok? Aldersforskellen virker ikke unormalt stor tiden taget i betragtning.

* Det er en petitesse, men Mor Karen fejlfortolker historien om Noa's Ark. Hun forklarer børnene, at selv lusene blev reddet, og vi forstår at for Gud er alle vigtige. Men for Gud er alle bestemt ikke lige vigtige. Fra Første Mosebog, kapitel 7: v2 Af alle de rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du tage ét par, han og hun. v3 Også af himlens fugle skal du tage syv par, han og hun, for at de kan have efterkommere på jorden.

* Heiberg's monolog fra Macbeth er en sammenstilning af monologerne fra akt 1, scene 5, v. 16-25 og akt 1, scene 7, v 39-45. Jeg kan ikke helt greje hvorfor der ligger en mand på scenen til sidst. Sådan umiddelbart tror jeg det tyder skidt for Monrads fremtid.

* Mere Shakespeare: Inge fortæller Peter og Laust om plottet i A Midsummer Night's Dream. Hermia elsker Lysander, men hendes far vil tvinge hende til at gifte sig med Demetrius. SPOILER: Det ender godt. Men smider Inge blot bogen i vandet, mens hun bakker ud i det? Helt ærligt har Didrich nok ret i at passe på familiens bogsamling, den pige har ingen respekt for litteraturen!

* Værste scene: Onani på høloftet, Monrad i bar røv, eller Heibergs og Monrads desperate forsøg på gejle hinanden op? Min stemme går til sidstnævnte, mest på grund af at de dansede ud af den. Det var både en dårlig idé, og elendig udførelse.

Om Conchita Wurst, 'tegneserie-bøsser', forfalds-transer og ildfugle.

Jeg går op i kultur, jeg går op i popmusik, jeg går op i kønsroller og seksualiteter og queer-teori og alt det der. Så så snart Conchita Wurst vandt melodi grand prixet tænkte jeg, at jeg burde have noget at sige om det. For var det ikke vigtigt på en eller anden måde? Men jeg kom hurtigt frem til, at jeg mere syntes folks reaktioner på sejren var det interessante. For lad det være sagt med det samme: Der er intet umiddelbart politisk over en mand i dametøj. Det kan være en seksualitet, en identitet, et køn, et valg, en udklædning, og jo da, det kan vel også være en politisk manifestation af en art. Men en kvinde med skæg behøver på ingen måde at være andet end en kvinde med skæg. Der var heller intet som helst politisk over fremførslen af Rise Like a Phoenix. Ja, det var en mand i dametøj, der sang om at være 'transformed', 'reborn' om at 'neighbours think we're trouble' og om at hun var 'seeking rather than vengeance / retribution' for den smerte hun havde været påført før. Men sangen kunne i sig selv omhandle en hvilken som helst udvikling udover køns-ændring; umiddelbart er sangen snarere rettet mod en forfærdelig ex, der var hendes det bål hvorfra fortælleren blev genført stærkere end før. At Conchita Wurst selv stod frem som queer-kønnet putter så klart en anden læsning mere frem, men derfor bliver det stadig ikke til noget andet end en personlig fortælling, som igen, ikke er politisk.

Nej, al idé om, at det her var politisk handler om konnotationer. Conchita Wurst lagde selv for, da hun efter sejren sagde: 'we are unity and we are unstoppable' og senere udtalte: 'This will remain an issue for a long time and I fear I won't see the end of it in my lifetime. It will be my life's worth and I gladly take it on. It was not just a victory for me but a victory for those people who believe in a future that can function without discrimination and is based on tolerance and respect' Yup, det er politik. Men derudover blev optrædenen lynhurtigt reduceret til en brik i allerede eksisterende politiske spil, fra russiske konservatives fremstilling af sejren som typisk vesteuropæisk dekadence, over hjemlige konservatives insisteren på, at de intet havde imod performancen i sig selv, men mente det var tyrannisk at 'de' stoppede den slags ned i halsen på 'os' (hvor 'de' naturligvis er en tyrannisk liberal elite, selvom Conchita fik langt flere point af folkeafstemningerne end af juryerne) og over til den modsatte fløj, hvor stoltheden over en så 'progressiv' sejr gerne kammede over i en uklædelig slavofobi, desuagtet at Østrig fik masser af stemmer fra Østeuropa. Først og fremmest var sejren sej som prisme, der afslørede skillelinjer og tankegange, fordomme og samtidig nuancer. Se f.eks. dette kort over stemmeafgivningen:

Hvad sker der for øvrigt for Tyskland? Er de ikke pals med Østrig?

Det er lidt sjovt at Rumænien giver flere point end Moldova, og Georgien end Azerbadjan, som så igen er højere end Armenien. Moldova og Armenien er de to russisk-sindede områder, så selvom snakken om Østeuropa er overvurderet, så er jeg helt med på at drille Rusland med det her.

Men mest af alt handler det om politik, hvilket ikke er mit felt. Så jeg syntes ikke rigtigt at jeg havde noget at skrive om. Indtil i går. Da kom Information med en kommentar, som er en kulturanalyse, og dermed inde for mit felt, og som samtidig er så gennemført unuanceret, forkert og overfladisk, at nu havde jeg noget at skrive op imod. Jeg snakker naturligvis om lektor Anders Hougaards Vi Elsker Tegneserie-bøsser i Eventyrland. Her bliver der slået ud mod den overdrevne vestlige selvtilfredshed (fair nok) og de langt ude analyser der derpå fulgte (ligeså fair nok). Men derefter går det galt: Conchita Wurst stilles op som en længe elsket arketype, tegneserie-drag'en, som Hougaard henter fra film som Mrs Doubtfire, Tootsie, Some Like it Hot og Ørkendronningen Priscilla. Dette sættes op imod hverdags-transen: 'Det er en skøn arketype, men den og vores kærlighed til de tvekønnede hører ene og alene hjemme i et tegneserieunivers. Vi elsker ikke Harald på 57 fra Nordvestkvarteret, som har udtværet læbestift og løbende mascara, og går rundt med aviser i bh’en og tager kvindelige kønshormoner.  Det er vitterlig et bizart spring: Der er et pænt stort mellemstykke fra tegneserie-Conchita til Nordvest-Harald. Det er helt rigtigt at Harald fra Nordvestkvarteret nok vil blive set skævt til, men det har nok ret så meget at gøre med at han er fra Nordvest og har udtværet læbestift og løbende mascara. Hvis nu Harald var Hanne, men derudover havde samme udseende, så ville hun nok heller ikke blive elsket. Der bor en midaldrende, østeuropæisk transseksuel på min metrostation, som jeg konstant og hele tiden støder ind i, og selv hvis han ikke havde neglelak, læbestift og leopardskørt på, så ville folk nok stadig se lidt skævt til ham når han sad i cykelkælderen og talte ret højlydt med sig selv. Derudover, så er Nordvest-Harald faktisk i lige så stor grad en kendt og elsket kliché. Senest kendt fra Dallas Buyers Club, hvor Jared Leto portrætterede ham til en oscar. Så bliver det nok ikke meget mere klichéet. Imellem de to er der også et væld af trans-kønnede, fra Phillip Seymour Hoffman i Flawless til Laverne Cox i Orange is the New Black. At fremstille det som om vi kun kan klare trans'er hvis de fremstilles som i et eventyr er ganske enkelt faktuelt forkert.

Og derudover, så er det en elendig analyse af Conchita Wurst optræden. Anders Hougaard bruger aldrig ordet 'camp', men når han sætter Priscilla op som det emblematiske eksempel, så er det ret tydeligvis dét han henviser til. Men det utrolige ved Conchita Wurst's optræden var netop hvor lidt campet det var. Som The Quietus skrev: 'Conchita was different. She wasn't revelling in bad taste; she was trying to expand our notions of good taste. She was daring the audience to realise that a man wearing full make-up and a beard need not be funny or awkward, but could look dignified and graceful. She wasn't trying to be bad; she was succeeding in being pretty good. And she wasn't being ironic, either. This gay performer was playing things straight. There was no sense of this being a joke and for people needing to be in on it.' Det var simpelthen noget essentielt anderledes end Priscilla, og den anderledeshed var måske det vigtigste ved hele seancen. At overse dén er overfladisk. At sammenligne med Mrs Doubtfire og Some Like It Hot, som vitterligt ikke har ret meget med trans-seksualitet at gøre, er bare dumt. Der var en seriøsitet over det her, som gør det til noget andet. En insisteren på, at de sår Conchita sang om, var væsentlige, at hendes transformation var væsentlig. Uden blink i øjet. Og at det talte så højt til så stor en del af Europas befolkning, det synes jeg alt andet lige er væsenligt.

I sidste ende, så vandt Conchita Wurst fordi hun havde den bedste performance. Måske ikke den bedste sang - selvom det alt andet lige var en mere ambitiøs sang end flertallet, med tekstens blanding af det universelle og det specifikt trans-seksuelle - men sangkonkurrencer har altid handlet om performance. Det var også derfor at det ikke var komponisterne Otto Francker og Sejr Volmer-Sørensen, men Grethe og Jørgen Ingmann, der fremførte Dansevise. Og Conchita Wurst's optræden var awesome, ganske enkelt. Hun har også været heldig med scene-opbygningen: Billedet af Conchita ensom på scenen, med kæmpe flamme-vinger på skærmen bagved var så klart konkurrencens ikoniske motiv, langt større og mere episk end hvad den gennemsnitlige superstjerne disker op med. Havde scenen været mere rodet, som den nogle gange er, kunne det være faldet til jorden. Med den klassiske og geometriske scene gik det hele op i en højere enhed. Og man skal heller ikke være bleg for, hvor direkte sangen har kunnet tale til et Europa smadret af økonomiske kriser, og internationalt prestige-fald. Conchita fik 48 point ud af 48 mulige fra PIGS-landene (Portugal, Italien, Grækenland og Spanien). Og hvis endelig vi skulle finde et symbol på Europa's genfødsel og fortsatte betydning (eller måske snarere egen insistens på samme), så kunne det være langt være end en mærkværdigt elegant østrigsk drag og selverklæret ildfugl.

Afsluttende digression: Jeg så en film i går der hed Hospital, fra 1970, af dokumentaristen Frederick Wiseman. Den følger patienter og personale på et hospital i Harlem. En af disse patienter var en ung kvinde, med en mærkværdig dyb og mumlende stemme. Jeg kunne ikke helt greje hvad hun sagde, så det gik noget tid før det gik op for mig hvad hun snakkede om: At hun var en ung teenagedreng i dametøj, smidt ud hjemmefra, nu hjemløs og uden midler til at passe på sig selv. Der var selvhad, Gud havde jo skabt mennesket som mand og kvinde, og ikke som noget... andet derudover. Der var også selvironi: I et specielt øjeblik afslørede han at han havde tjent penge som 'a male prostitute... and sometimes female because I get confused...' hvorefter lægen brød sammen i grin og den unge mand smilede skævt ind i kameraet. I sidste ende stødte lægen ind i en mur, for myndighederne ville intet gøre uden morens samtykke, og moren ville intet have at gøre med en transseksuel søn. Og lægen mente at drengen udviste symptomer på schizofreni, hvis sammenhæng med transseksualitet virker noget omdiskuteret og kontroversiel på mig. Men filmen er 44 år gammel, så drengen i filmen ville i dag ikke være meget ældre end Anders Hougaards fiktive 57-årige Nordvest-Harald. Og her er pointen: Hans liv i dag bliver ikke meget bedre af, at Conchita Wurst vandt Eurovisionen. Men måske, hvis hun havde vundet for halvtreds år siden, så ville folk omkring ham have forstået ham bedre. Måske havde hans mor ikke smidt ham på gaden. Måske havde han ikke hadet sig selv. Måske var han ikke blevet schizofren, eller fejltagen for at være schizofren (dunno, aner intet om det). Conchita Wurst er ikke end-all-be-all, hendes sejr løser ikke alle problemer. Men for faen, det er et skridt i en utroligt rigtig retning. Eller i det mindste et tegn på at vi går i den rigtige retning. Og mere kan en tre minutters popsang sgu heller ikke drømme om at være.

The Distance (Caballero, 2014)

Jeg så på Twitter at PIX søgte 'ambasadører', for deres film, hvor man skulle se en screener og dele sine tanker med sit netværk. Det søgte jeg, og her er mine tanker. Full Disclosure: Jeg får fribilletter for arbejdet. Og helt grundlæggende: Smut ind og se den her film. Jeg har forbehold, men den er sgu værd at se. Her følger flere tanker:



Den her film fik mig til at tænke mig om. Jeg havde oprindelig tænkt mig at starte det her indlæg med noget i retningen af 'Egentlig bryder jeg mig ikke ret meget om mærkelige film' men så kom jeg i tanke om, at jo, det gør jeg da egentlig. Under sidste års PIX, da jeg skrev om Carlos Reygadas' Post Tenebras Lux, indledte jeg med at skrive: Jeg er vild med de senere års episke og bizarre prisvinder-film, som Antichrist, Tree of Life, Holy Motors, Sokurov's Faust og Uncle Boonmee der vandt guldpalmen for to år siden. Selv når de fejler, er det fordi dinosaurerne lige bliver en tand for meget, snarere end det er fordi der sker for lidt. Men så alligevel, da jeg så den her film, som vitterlig er episk og bizar, og et gennemført mindfuck, så tænkte jeg: Tjo, det er ikke lige mig... Det fik mig da til at tænke, vil jeg sige.

The Distance er spanske Sergio Caballero's anden spillefilm, efter Finisterrae fra 2010. Begge film bliver vist under programmet 3x3, sammen med en samling kortfilm, og dermed bliver det alt i alt muligt at se hele Caballero's produktion. Finisterrae skulle også være et mindfuck, og jeg har bestemt tænkt mig at se den. Handlingen i The Distance er kort og simpel: Tre dværge med mystiske kræfter får af en tysk kunstner med mudder i ansigtet til opgave at stjæle en mystisk genstand, The Distance, som gemmer sig på et kraftværk i Sibirien. Det forsøger de så at gøre. Så er der så lidt ekstra plotting derudover, for den mystiske genstand bliver jo beskyttet af en mand, der forsvinder ud og ind af denne dimension, samt hans japanske jerntønde, og der er også et biplot med en hovedløs plasticmand på krigsstien, men grundlæggende er det en ret simpel film, der har hentet sit grundplot i kup-genren. Det er måske også derfor jeg bliver lidt træt, for det bliver simpelthen for meget genre-plot, og for lidt virkelig verden. Der er for meget af filmen, der er baseret i en genre-logik, frem for en virkelig logik, og derfor kommer de surreelle, anti-logiske elementer aldrig rigtig til deres ret, efter som de blot kan spille op imod en anden slags logik, som jeg alligevel ikke er investeret i.

Kraftværket, hvor filmen foregår.

Så altså, jeg blev lidt træt af filmen, fordi for meget af den var hentet fra andre film. Men omvendt var et af mine yndlings-elementer den måde filmen langt hen ad vejen var en homage til en specifik tidligere film: Tre mand, der bruger en hel film på at komme ind i en sovjetisk fabriksbygning, hvor der gerne skulle være noget mystisk: Det lyder ret så meget som Tarkovsky's klassiske Stalker. Filmen refererer også ret klart til Tarkovsky's mesterværk, med scener hvor de tre dværge vandrer igennem det forladte industri-landskab, og den ene har også de samme telepatiske kræfter, der giver Stalker sin legendariske afslutning. Hvad jeg rigtig godt kunne lide var den måde Caballero's film alligevel situerede sig helt modsat Stalker: I sin intro, som jeg har indlejret herunder, gennemgås kraftværkets historie, hvor det er blevet overtaget og udnyttet af en oligark efter perestrojka. Oligarken var interesseret i det paranormale, og døde på en eller anden mystisk tur. Det er et kynisk og post-ideologisk set-up, og det lægger en god bund for filmen. For f.eks. Tarkovsky's paranormalitet havde som oftest en ret tung forståelsesbund. Når jeg ser en Tarkovsky-film, så kan jeg godt få de ikke-realistiske elementer til at give mening, via en religiøs meta-fysik, eller en kulturel reference eller - gud forbyde det - en art freudiansk drømmetydning. Det er surreelt, men det kan stadigvæk forstås. Her er Caballero's film langt mere vrængende, anti- snarere end ikke-realistisk. Det har så klart også en værdi, og er nok også den tidssvarende filmiske stil.

Men... samtidig bliver jeg bare sådan lidt træt af det alt sammen. Ja, det er sært at alle taler forskellige sprog, og at ingen derudover bevæger læberne. Ja, det er da lidt sjovt at den talende jerntønde er forelsket i skorstenen - fordi de begge udspyder hvid røg. Og jo, der er da nogle drømmende billeder i filmen. Men når filmen ikke lader til at have andet på hjerte end film selv, så bliver den endnu sårbar overfor trætte og klichéede passager. Og det er der altså lidt af. Først og fremmest bliver jeg træt af dværgene. Det virker altså lidt som om at filmen ler af dem, og er vi ikke efterhånden kommet videre end dværge-humor? Det tror jeg langt de fleste seere vil være i slutningen af den her film, hvor så meget af humoren er bygget op over hovedpersonernes krops-bygning og bevægelses-mønstre. Derudover synes jeg ikke filmen var nok varieret i sit filmsprog. Det er filmens indhold, der er mærkværdigt, lidt for meget af filmens form har man set for mange gange før. Cinematografien er gennemført smuk og seværdig, men jeg længes efter noget mere spræl, nogle flere chok, nogle flere brud.

Nå, nu virker det som om jeg ikke kan anbefale filmen. Og jo, det vil jeg helt klart. Jeg satser også selv på at se den under bedre forhold, og at se resten af Caballero's værk. Han er en særegen filmskaber, og filmen sætter som sagt en god del tanker i gang. Men i forhold til folk som Carax, Reygadas og - især - Weerasethakul, så kommer han lidt i en anden række, synes jeg.