1864 afsnit 7

Da jeg havde set aftenens afsnit færdig brugte jeg lidt tid på at gruble over hvad det var jeg havde set. Det syntes jeg egentlig, at Bornedal havde fortjent. Når man laver en krigsfilm/serie, så er det naturligvis krigsscenerne der bør fortælle mest, og dette afsnits centrale sekvens, stormen på Dybbøl, naturligvis, emmer af følelser, liv og død, indhold og mening. Eller i hvert fald forsøg på at skabe dette. Vi snakker 1864, så der er naturligvis ikke noget der lykkes 100%. Og selvom jeg var teknisk imponeret over de centrale 25 minutter i det her afsnit, og selvom mange af sekvenserne var på internationalt niveau, så slår det mig, at Bornedal fundamentalt misforstår de inspirationskilder han trækker på, og de udsagn om krig, som de udlægger.

Men først: Lad os kippe på hatten i typisk dansk stolthed over, at det er lykkes en landsmand at lave noget, der teknisk set er på internationalt niveau. Vi snakker herhjemme om, at 170 millioner er det største beløb nogensinde til en tv-serie, men i USA får du sgutte megen 8 timers krigsfilm for de penge. Men det var kun når cgi-mænd fløj rundt i luften efter eksplosioner, at jeg blev mindet om, at det trods alt var en dansk produktion jeg så. Granaternes lysstriber i natten, der ledte til helvedet i løbegangene under bombardementet. De første tyve minutter - den bedste del - var stort set kun kaos, hvor kameraet fulgte enkelte personers forvirrede adfærd mens helvede udviklede sig rundt om dem. Laust og Johan i skansen, med døde danskere og angribende tyskere. Peter, Dinesen og de andre som reserve, der kan høre helvedet i det fjerne, og se enkelte stakler i vild flugt tilbage. Og Heinz fra den anden front, råbende, skrigende, skydende, overvældet af et kanon-skud ved en stål...dims. I de tyve minutter mindede det om de bedste nyere krigsscener jeg kender, fra film som Gladiator, Saving Private Ryan og Thin Red Line.

Men, men, men. Så kom der langsomt mere kontrol over det. Dinesen fik fremkaldt et modangreb fra ottende brigade, og slaget blev mere overskueligt, bølger af mænd, frem og tilbage, flere huller i slagmarken uden lig og drab. Det hele ledende frem til trippel-klimakset: Djargo der forsøger at dræbe Didrich, men selv dræbes af en vildfaren kugle; Laust der finder Didrich, og som en ægte helt tager ham på ryggen; og endelig, klimaksernes klimaks, Peter der finder Laust i præcis det øjeblik tyskerne gør det, og den ældste brors tragi-heroiske død, med fuglefløjt og gråd og strygermusik. Og den del af det brøs jeg mig ikke så forfærdelig meget om.

Der er en fælles ting ved de kendte scener i de tre film jeg nævnte før: De falder alle sammen ret tidligt i filmene. Det er ret væsentligt for effekten, for det betyder at vi som seere ikke har noget fodfæste, ikke er sikre på hvem vi skal lede efter, hvem der betyder mere end andre. Det er en ret så væsenlig del af det kaos, som scenerne skaber. 1864 har kaos-teknikken fuldt parat, men især i anden del går der decideret skæbne i den. Lausts død føles ikke som kaos, ikke engang som krig. Hvordan kunne den, når vi har fået den antydet i Inges dagbog flere gange, og set den forudfortalt i Johans visioner og gale udbrud? Det føles mere mekanisk. Og det føles heller ikke rigtig som om krig som sådan er så modbydeligt og kaotisk og grusomt, som man måske kunne tro. For Bornedal gør det klart, at danskernes kommandostruktur bryder sammen med det samme, med kaos til følge. Tyskerne, derimod, ser ud til at klare det hele meget godt, og bortset fra en enkelt skrald ved den der stål-tingest, så ser de ikke engang ud til at blive så voldsomt traumatiserede af det - hvorimod de var frygtelig dårligt til sinds efter nederlaget ved Mysunde. Hvis nu bare Dinesen havde styret det hele fra danskernes side, ik!

Der er en tynd linje mellem at skildre krig som kaos, hvor enkelt-individet desperat forsøger at skabe orden i det. Og så skildre krig som et kaos fordi dårlige enkelt-individer har skabt kaos i det. Og jeg tror 1864 misser den skildring. Kontrasten mellem de kugleskøre danskere og de fornuftige tyskere har været så overgjort, at det nu virker som om de danske politikere smittede krigen med deres galskab. Dinesen og Johan bliver sat ind som individer der forstår krig, på en eller anden måde, som om der trods alt er noget at forstå. Witt fra Thin Red Line er også en mystiker, men lige præcis af den grund er han ude af stand til at forstå krigen, og han er en desertør. Johan, derimod, er i sidste ende præcis det modsatte: En frivillig, og en snigmorder. Og Lausts død får på en eller anden måde tilført mening via sin skæbnetunge tragik, hvilket altså lidt er det modsatte af hvad en titel som 'Slagtebænk Dybbøl' antyder. Inge siger til sidst 'Alle soldater i en krig dør, eller bliver såret. Hvis ikke på krop, så på sjæl.' Det er en smuk, pacifistisk tanke. Men det er i sidste ende ikke det budskab serien har solgt. Den har givet os overmennesker uden sår. Mystikere uden sår. Tyskere uden sår. Den har nærmest sagt, at krig er galskab, hvis den startes af gale mennesker. Og at krig er forfærdeligt, kaotisk, grusomt, hvis altså vel og mærke man taber.

Det her syvende afsnit var så klart seriens højdepunkt, men det vidste vi nærmest på forhånd. Bornedal har fra start af iscenesat det som højdepunktet, i den grad, at de første afsnit føltes komplet overflødige, og forløbet herefter frem mod slaget ved Als bliver afviklet i løbet af nogle sekunders Inge-snak. At det var en fejlagtig opbygning, der dræbte serien som helhed, det har man kunnet se længe. Men at det også gik så meget ud over slagscenen selv, det havde jeg ikke helt tænkt over, at det ville.

Mere:

* Jeg har nærmest ikke nævnt de første tyve minutter, og det er med god grund. For de var ret så forfærdelige. Måske er det fordi man vidste vi var lige ved at være ved det gode, men hold da fast hvor det føltes som fyld. Didrich konfronterede Peter, i en scene der egentlig var ret sjovt spillet af Pilou Asbæk, hvis man så bort fra indholdet. Laust og Alfred sang og dansede, og Johan gik amok. Der var tiktak og fadervor, og Monrad fornærmede en fejekvinde. Inge fødte.

* Didrich påstod at Peter 'sprøjtede' sonetter udover Inge. Det må være noget af det der endte på gulvet i klipperummet. Vi kunne ellers godt have brugt flere Shakespeare-referencer.

* Jeg kan også forestille mig historikere river sig i håret over tidsangivelserne. Det virker som om serien siger, at stormen på Dybbøl kom morgenen efter bombardementet af Sønderborg. Og det bliver i hvert fald fremstillet som om Dybbøl Mølle brast den dag. Intet af det er sandt. Der er omtrent to uger mellem afsnit seks og syv. Jeg kan godt lide tanken om, at personerne bruger to uger på ingenting.

* Man føler måske heller ikke heeeelt at der går seks timer fra bombardementet starter til det slutter. Underteksterne virkede ikke da jeg streamede det første gang, så jeg forstod ikke scenen hvor tyskernes chef - Den Røde Prins, som han hedder i rulleteksterne - forklarer hvordan det tidsmæssigt hænger sammen.

* Faktisk tog slaget så vidt jeg kan se noget nær præcis otte timer: Tænk hvis serien var startet samtidig med bombardementet, og baghistorierne havde været fortalt som flashback? De første seks timer under bombardementet, og så et afsnit syv, der i det store og hele er som anden halvdel af det her.

* Didrich puttede en pose på hovedet, og så overlevede han. Mindede mig om Hitchhiker's Guide to the Galaxy, The Ravenous Bugblatter Beast of Traal, et væsen så dumt, at den, hvis du putter dit håndklæde over dit hoved, tror, at når du ikke kan se den, så kan den heller ikke se dig. Jeg kan ikke helt greje hvorfor Bornedal mente det var det rette sted at smide den slags reference ind, men der er ret meget ved Didrich jeg ikke forstår.

* Jeg forstår heller ikke hvorfor der var så meget fuglefløjt, en af de meget få gange hvor jeg ikke har brudt mig om lydsiden. Jeg tænker at stilheden efter sådan et bombardement må være forfærdelig, jeg er ikke helt sikker på det blev tydeliggjort af unaturlig høj fløjten.

* Erasmus' død. Mindede den mest om germannerkongen fra Gladiator? Eller Boromir fra Ringenes Herre? Og hvor er det egentlig nederen gjort af Johan sådan bare at føre Laust væk og efterlade Erasmus.

* Men soldaten der først får skudt kasketten af, og derefter bliver ramt i panden, det er en direkte hilsen til Saving Private Ryan, ik?

* Mon vi får forklaret den nærmest mytiske interesse Johan havde i Laust? Han skulle tage sig af sit barn, men Erasmus havde flere børn, og ham var han ligeglad med. Det er egentlig også lidt svært at forestille sig, at Laust skulle være den eneste ved fronten med et ufødt barn, havde de ikke brugt tre måneder i Sønderborg på at kneppe?

* 'VI TRÆKKER OS TILBAGE! VI TRÆKKER OS TILBAAAGE! DÆK MIIIIIG!!!!' - Didrich, evig kryster, evigt sej.

* De der glimt af fremtidige afsnit til sidst har altid antydet ret så meget, men de spoilede da nærmest alt hvad der sker i konklusionen næste uge, så det ud til.

1864 afsnit 6

Jeg er jo nok sådan lidt kritisk over for den her serie, men jeg plejer sgu at kunne holde længere end 30 sekunder ind før trangen til at slukke kommer over mig. Og jeg føler nærmest det er dårlig karma, for i sidste uge klagede jeg over musikken fra Marco Beltrami, og den her uge fjerner serien så åbningsmusikken og erstatter den med pivfalsk 'I Danmark er jeg Født' tilsat ekstra skrig. Mine noter siger sådan cirka: 'AAAAAARKKH, UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD, JEG SKAL ALDRIG KRITISERE DIG MERE MARCO BELTRAMI' Jeg blev lidt skræmt af den forfærdelige åbning, for vi nærmer os jo det sted hvor historien begynder sådan at blive rigtig styg, og jeg kan lidt frygte Bornedal tænker vi skal have det rigtig dårligt, og derfor begynder at putte flere scener ind hvor folk bare skriger rigtig meget og lyden er vildt ubehagelig.

Jeg tror lidt temaet for den her uge bliver, at jeg bider mine ord i mig igen. For i sidste uge var jeg lidt stolt af at have gættet et par ting på forhånd, men den her gang blev jeg taget på sengen: Jeg havde ikke set det komme at Claudia var Peter og Sofias efterkommer, og det er jeg sgu lidt flov over. For altså, det har jo intet med noget som helst at gøre, og giver ingen som helst mening, så selvfølgelig var det der serien gik hen. Så altså, Claudia fandt en dug i garagen med gamle billeder og breve, og betyder det for øvrigt at Peter og Sofia ingen andre efterkommere havde? Så baronen og Claudia er i familie, Peter og Sofia kommer ud på den anden side, det ved vi også at Didrich og Inge gør, og så fandt vi jo også ud af at Laust døde af feber efter at være hoppet i en sø sidste uge.

LALALALALALALALALA Jeg kan ikke høre hvad i siger. Nej, Laust blev ikke reddet af Johan Larsen der stak sine fingre ind i hans bryst og fiskede en isklump frem. Det skete ikke. Det er en drøm eller et eller andet, og Laust er død. Jeg gider ikke snakke mere om Johan Larsens magiske fingre. Suk...

Nå, endnu en ting jeg lidt må æde i mig: Jeg var ret så vild med Dinesens eskapader den her uge. Efter den lille træfning i sidste uge, hvor Dinesen egentlig var den eneste der kæmpede, mens de andre sad på knæ og græd af skræk, er hele gruppen pludselig blevet hærens elite-snigmordere. Det gav INGEN mening, men kæft, hvor var det sejt. Jeg tror den eneste konsekvent gode ting 1864 har haft er dens lydspor i krigsscenerne. Gråden og bragene der fortsatte mens unge Monrad fortalte om Mysunde; husarernes horn under tilbagetoget fra Dannevirke. Brugen af et tysk orkester i skyttegravene var det perfekte greb til serien, og måske netop fordi der ikke var et gran af mening i det var det fedt. Men altså, man kan jo for helvede ikke lave en scene hvor en dirigent dirigerer mens man kan se soldater samles bag ham, for hele pointen med en dirigent er jo, AT DER STÅR ET HELT ORKESTER OG SER PÅ HAM! Hvordan faen undgik de at se soldaterne? Nå, og så drak de alle næste morgen, og Alfred gik op på skansen og fik skudt begge hænder af (!??) og forblødte på hospitalet. Så igen må jeg æde mine ord i mig igen, for jeg havde satset på Erasmus eller Einar (som jeg på twitter fik forklaret var navnet på ham fra Sydfyn, tak!) som de første ofre. Og nå ja, på lazarettet stødte Peter og Inge næsten ind i hinanden, for Sofia og Inge er kommet til Sønderborg nu, og Inge sang falsk mens Alfred døde.

Trådene samles og dramaturgien strammer til! Og det gør sådan set kun tingene værre. For at få de her momenter og personlige skift, så ofres historien, billederne, det hele nærmest. Tilbagetrækningen fra Dannevirke var i start-februar, bombardementet af Sønderborg den 2. april. Men efterhånden er der ingen tidsangivelser, de er holdt op med at have mening. Al sammenhæng underlægges den personlige historie, så Alfred finder først Peter og de andre efter to måneder, lige i tid til at tage med på den mission, som af omveje slår ham ihjel, sådan så Peter kan tage til en prostitueret, hvilket jo naturligvis bringer ham til gråd og at søge tilflugt i kirken (fordi 1864...) lige i tid til at bomberne falder ned over byen. Kronologisk giver det ingen mening, dramaturgisk heller lige knap, men i Peters personlige udvikling... Ja, der er det egentlig også ret skidt. Vi fik også noget jeg tror skulle forestille konferencen i London, men den var først efter stormen på Dybbøl, så jeg ved det ikke længere. Den her serie ville være alt for alle, og den er blevet ingenting. De burde have holdt sig til soldater der angreb musikkors, det er det den er god til.

Diverse:

* Der var hverken Monrad eller Heiberg! Yay.

* Inge er ret så meget fremme på beatet når det kommer til infektionsteori. Det var i de år, at diskussionen gik, og lægerne var vitterligt håbløse til at indrømme, at det måske rent faktisk var deres manglende hygiejne der slog patienter ihjel. Men en ting jeg aldrig forstod: Hvis Inge har læst stort set alle bøger i verden, og som vi så i afsnit 1 var mere end villig til at tage bøgerne med hvor som helst, hvorfor faen har 'kloge' Peter så aldrig læst andet end den der dumme blomsterbog? De burde da have læst Dante sammen.

* Men har Inge mon overhovedet læst Dante? At se en brændende by og kalde det 'Dantes Inferno' er nok den mest overfladiske Dante-reference man overhovedet kan lave. Byen i helvede hedder Dis, og den brænder sådan set ikke.

* Ok, litteratur-nørd-alarm, men i anden kreds af helvede (begær) finder Dante parret Francesca de Rimini og Paolo Malatesta, to unge bog-elskere, der blev forelskede mens de læste om Lancelot og Guinevere. I en anden version af 1864 havde Peter og Inge læst den historie i afsnit to, og derefter vel knaldet på gulvet i baronens bibliotek.

* Inge beviser sin fremsynethed ved at snakke om hygiejne på hospitalet. Et par scener efter stikker Johan Larsen hele hånden ind i brystet på en patient... Det hele er noget rod, altså.

* Apropos hospitaler, så var 1864 faktisk den første krig Røde Kors deltog i! Det ærgrer mig at Bornedal ikke lige fik den med, for så havde han måske droppet Inges sygeplejertjans, og jo mindre Inge jo bedre. Hvis hun blev gravid efter høstfesten må hun da også være højgravid nu?

* Gottfried Piefke dirigerede Düppeler Schanzen Sturmmarsch under preussernes angreb. Men han overlevede krigen i fin stil. Hans Königgrätzer Marsch var noget af Adolf Hitlers yndlingsmusik.

* Smukt øjeblik: Didrich der lader Inge falde, slår ud med armene og siger 'Det er jeg ked af' Flot lys i det øjeblik.

1864 Afsnit 5

- Hvad skal jeg skrive? At jeg var dum og naiv, at tro på at vi kunne løse vores bedrag over for Peter, ved at stille os op over for ærlighedens spejl, se sandheden træde frem, og opleve, at alt bare blev godt igen? Nej. Måske er der bare visse ting, som aldrig løser sig gennem andet end tid, og ubegribelig stort smerte.

- Måske er det krigen og dens anarki, der vender virkeligheden på hovedet og derfor fascinerer? Liv og død. Ord og safter flyder frit. Pis og lort, latter, eder, sæd og blod. Var jeg ved at blive sindsyg? Eller var vi alle bare blevet det?

Sådan henholdsvis startede og sluttede femte afsnit af 1864. Efterhånden er det svært blot at finde sammenhængen i de prætentiøse, men skidt skrevne, voiceovers. Hvad er det Inge forsøger at sige i første citat? At hvis man først er begyndt at lyve, så skal man for alt i verden blive ved? Og er det virkelig meningen vi skal engagere os i trekantsdramaet? Stadigvæk? Jeg havde måske et naivt håb om, at det først og fremmest skulle vise hvor dum Peter er, og at vi nu kunne komme videre. Men nej. Det telepatiske bånd mellem de tre hovedpersoner er der stadig, og det forfærdelige svigt skal løses, på en eller anden måde. Kristus, altså. Den her serie er sindsyg. Som Inge snakker om til sidst, alle er sindsyge. Men som jeg har sagt nogle gange, ikke sindsyg nok. Den er så overvældet af fascination af alt det sindsyge den finder på, men alligevel er halvdelen af det trist, kedeligt og forudsigeligt.

Hey, lad os se på mine forudsigelser fra sidste uge! Det var Vilhelm Dinesen, Karen Blixens far. Og jeg er allerede pisse-træt af ham. En art usårlig supersoldat, i scenen med husarerne gik der pludselig Ringenes Herre i den, med vild sabel-fægtning, og en arret mini-skurk der lignede en ork. Til grin. Vi fik også slået fast med syvtommersøm, at Didrich er Severins bedstefar - hvis altså Severin ikke er 170 år gammel eller et spøgelse. Og Johan Larsen er ikke blot synsk, men også hypnotisør, hvilket vi fik at se i et nyt lavpunkt for serien. Jeg forudså også, at Peter ville blive en 'genial helt' under tilbagetrækningen. Helt så slemt var det ikke, men der var et skift, hvor Peter slog sin første ihjel, og vi fik at vide dels at han overlevede, og giftede sig (sgu nok med Sofia), og at han slog flere ihjel, og gjorde sig hård. Laust, derimod, sprang i en sø, hvilket var rigtig rigtig koldt. Så han var åbenbart for dum til at være soldat. Og endelig var mit håb om, at Heinz' historie var fortalt færdig, håbløst naivt, for han indgik i den førnævnte elendige hypnose-scene, hvor vi også fandt ud af, at han er forudbestemt til at skyde en eller anden i ryggen. Og nu kan jeg heller ikke lide ham mere. Det hele med soldaterne var noget værre rod den her uge, efter at det var så godt sidst. Det skyldtes nok ret meget, at det hele skulle med, så delingen blev splittet op i tre, og kom både i kamp, sneg sig igennem tyskernes lejr, og opdagede de sårede ved Sankelmark. Det blev for meget, for unaturligt, for mekanisk. Intet fungerede. Bortset fra lydsporet, det var godt. Husarernes horn, der brægede under de første scener. De såredes klagesråb. Og sangene fra tyskernes lejr. Derudover var der ikke meget at komme efter.

Der var enkelte andre ting som var bedre. Jeg kunne faktisk fint lide de moderne scener den her gang, det virker bedst når de blot holder sig til at læse lidt op om hvad der foregår, uden vaskning, skænderier, og for guds skyld uden barbesøg. Monrad scenerne var hit-and-miss. Heibergs monolog om teatret og den manglende tredje-akt var elendig, og hvis det skulle være meta virker det kun som en kritik af seriens egen manglende dramaturgi. Scenen hvor Monrad holdt tale ved middagsbordet var også sådan lidt... Scenen med De Meza var også skidt. Men jeg skal ærligt indrømme, jeg var vild med hans sammenbrud. Det blodige dannebrogsflag kammede over og blev godt igen. Og det som Monrad reciterede var fra Jobs bog, min yndlingsdel af bibelen. Det er god patos. Men dermed blev kontrasten til restens middelmådighed også så meget tydeligere.

Flere ord:

* Er det mig der er dum, eller hvorfor er Peter og Dinesen og dem ikke i skyttegravene ved Dybbøl? Man skulle da tro kammeraterne ville være glade for at se hinanden igen, også selvom brødrene er sure over det usandsynligt grusomme bedrag Laust udsatte Peter for, etc.

* Der var god Star Trek/Lost/Walking Dead stil over de to rekrutter vi aldrig havde set før, som blev myrdet af husarerne, hvorefter Dinesen kom lige før de nåede til dem vi kendte. Jeg kan stadig ikke navnet på vennen fra Sydfyn. Ham som græd. Og kneppede.

* Marco Beltrami er helt sikkert en solid komponist, der både har to oscar-nomineringer, og som har arbejdet med Ole Bornedal før. Men han er altså den helt forkerte til den her serie. Det er alt for pænt og seriøst til den groteske camp der følger. Og sluttemaet irriterer mig. Især er det lidt fjollet, at valget af Beltrami kostede serien to millioner norske kroner, der bl.a. var betinget af brug af norsk komponist.

* Jobs bog Kap 3: v20 Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede, v21 til dem, som længes efter døden, der ikke kommer, som søger den mere end nogen skat, v22 som glæder sig og jubler og fryder sig, når de finder deres grav, v23 til en mand, hvis vej er skjult, og som Gud spærrer inde? v24 Mine suk er blevet mit daglige brød, min stønnen vælder frem som vand. v25 Det, jeg frygter for, rammer mig, og det, jeg gruer for, kommer over mig. v26 Jeg får ikke fred, ikke hvile, ikke ro for den rædsel, der kommer. Monrads monolog er en smule anderledes, men han citerer også efter hukommelsen. Jobs bog er for sej, dyrk også kapitel 23, der slutter med linjerne: v15 Derfor fyldes jeg af rædsel for ham, når jeg indser det, gribes jeg af angst for ham. v16 Gud har gjort mig bange, den Almægtige har slået mig med rædsel. v17 Men mørket har ikke bragt mig til tavshed, skønt det dybeste mørke skjuler mit ansigt.

* Komplet sidespring, men jeg var i New York i sommers og til en gudstjeneste i Harlem, lige omkring den tid hvor Ferguson gik amok, og søndagen efter Robin Williams havde taget sit eget liv. Prædikanten talte om depression, og læste netop op af kapitlet som Monrad reciterer. 1864 er også den anden serie fra i år, som jeg har set, der læser en god bid Job op. Den fantastiske The Leftovers fra HBO havde et langt stykke fra kapitel 23 med. Der er altså virkelig nogle stærke passager deri, danske præster burde læse mere af den, og mindre af alt det der mirakel-pjat med vand-til-vin og gå-på-vand, etc.

* Det korte glimt af bombardementet lovede egentlig ganske godt for de næste par afsnit, tænkte jeg. Men jeg håber ikke længere på andet end et par scener på højde med Mysunde-scenen.

1864 Afsnit 4

Halvvejs! Og endelig, i fjerde afsnit af otte i serien 1864, er vi nået til år 1864. Det var dælme også på tide. Afsnit tre foregik i november 63, mens afsnit fire er sprunget til februar 64. Slaget ved Mysunde var den 2. og evakueringen af Dannevirke var den 5. Så vi skal altså forestille os, at der ind imellem de to afsnit har været 3 måneder hvor Laust og Peter vel mest har skudt på grise, og i det her afsnit er der så 3 dage hvor de leger med koste, pisser på støvler, og skriver breve. Krig er egentlig ufattelig kedeligt, er det ikke?

Men altså, gudske lov for krigen! For i aftenens afsnit kom seriens første rigtig gode sekvens. Der har før været udmærkede sekvenser, med rigtig gode detaljer. Men sekvensen om slaget ved Mysunde var - på trods af skønhedspletter (HC Andersen, elendig CGI) - godt tænkt og rigtig godt udført. 7 minutters rigtig god television. Terrence Malick's Thin Red Line, som jeg før har nævnt som inspirations-kilde til 1864, havde tag-linen 'Every Man Fights His Own War' og det fik vi til fulde at mærke ved den her sekvens. Vores regiment var ikke med ved kampene, de stod blot tilbage og så på hvad der skete, men netop fordi vi kun fik deres subjektive og fragmentariske beskrivelse af slaget forstod vi lidt af hvor ufatteligt, kaotisk og modbydeligt det måtte have været, langt mere end hvis serien havde forsøgt at komme hele vejen rundt om hvad der skete - som man kan frygte er hvad vi vil se når vi kommer til det mere kendte slag ved Dybbøl. Og detaljerne! Jeg kom for sent hjem og så afsnittet på dr.dk, med høretelefoner i ørene, og lydsiden var virkelig god. Brølene fra kanonerne, sekundet efter glimtene i tågen; bulderet fra de fremadstormende tyskere. Og det bedste af det hele: Hesten i den tågede baggrund, der upåvirket fortsatte med at gumle i græsset. Da vi skiftede over til at høre Viggo Monrads fortælling, med larmen fortsat i baggrunden, gav det endda for første gang mening til hele strukturen med politikerne og kunstnerne. Både det nære og fjerne, rædselen og rationaliserigen. Jamen, havde hele serien dog bare været sådan.

Og der var mere, der forsøgte at retfærdiggøre de tre tidligere afsnit. Inge vil tage med sigøjnerne sydpå, så de var åbenbart nødvendige. Og i historien om Peters opdagelse var der et callback til afsnit 1, da Peter nok engang opdagede at et familiemedlem havde behandlet ham skidt, og fik lov til at tæve ham. Dengang kunne han ikke, men nu slog han igen og igen og igen. Og fordi vi havde set det i afsnit 1, og nu ser en variation i afsnit 4, så forstår vi udviklingen og forråelsen af stakkels Peter. Meeeeen... Det kan nu ikke retfærdiggøre al den tid vi brugte på den elendige bog i afsnit 1. Og Inge og sigøjnernes fortsatte tilstedeværelse var også mere yderligere pine end lempelse af tidligere ditto. Den her gang fortalte Inge sin mor at hun var gravid, og moren slog hånden af hende. Er det forkert af mig at holde med moren her? Altså, ikke at jeg går ind for lussinger, men: 'I jeres gamle forstokkede verden, men nu er det en ny tid. Nu er det vores tid [...] Kærligheden har sin egen vej' Ydrk, altså.

Af alle de utallige forfærdelige karakterer i serien er Inge nok den jer først og fremmest håber i sidste ende bliver ramt af en prøjsisk granat. 90% af det skyldes nu nok at både bog og baron stammer fra hende, så hvis hun dør skal en hel masse være en spøgelseshistorie, hvilket ville more mig. Men hun er forfærdelig, arrogant og selvoptaget. Hendes lavpunkt var dog nok i sidste afsnit, hvor hun opdagede Sofia efter hendes voldtægt, og instinktivt troede Sofias tårer måtte dreje sig om Inge. Men hun er bare ikke sympatisk og eftersom tre af mændende i serien er håbløst forelskede i hende gør det det hele svært at tage. I det mindste har hun ret i at vælge Laust. Peter er også en håbløs karakter, men det virker som om serien er opmærksom på, at han vitterlig ikke er så klog som han tror han er. I afsnit to drillede han Laust med, at Laust skulle pudse støvler når Peter blev kaptajn. Men s'føli var det Laust der blev forfremmet til Sergent. Jeg håber naturligvis også Peter bliver sprunget itu, men det er ikke kun fordi han irriterer mig, men også fordi det ville være en god fortælling. Der er noget tragisk over den historie: Manden der ikke var halvt så speciel som han troede han var, og som endte som et offer ud af tusinder. Men se nu 1864 gøre Peter til en genial helt under tilbagetrækningen i næste afsnit, og dermed ødelægge den fortælling fuldstændig. Fjerde afsnit var det hidtil bedste, og i syv minutter var det så godt som man kunne håbe. Men min tiltro til de næste afsnit er stadigvæk ganske forbeholden.

Andre tanker:

* Min mangel på tiltro blev i høj grad styrket af nutidsfortællingen i den her uge. Fuck da for en gang lorte-lort. Baronen fornærmer Claudia, som derefter forsøger at stjæle penge fra nogle liderlige gamle mænd. Og så græder hun. Spild af tid.

* Den person jeg mest håber overlever er naturligvis Didrich. Han er forfærdelig, men hans overlevelse ville more mig. Han minder mig om ham der overklasserøvhullet fra Titanic, der brugte en lille pige til at komme i en redningsbåd, og derefter efterlod pigen til druknedøden. Jeg håber Didrich og Alfred bliver sendt på strejfmission og bliver omringet af tyskere, og Alfred finder modet til at jage dem væk, mens Didrich gemmer sig, kujon som han er, hvorefter Didrich skyder Alfred i ryggen, for at holde sit krysteri som en hemmelighed. Derefter vender han hjem til Sydfyn og fortæller alle at det var ham der gjorde Inge gravid, men at hun var uden skyld i det, og alle hm'er og tja'er, for rygterne sagde da godt nok at han kunne finde på den slags, men han tilbyder at gifte sig med hende, og Inge føler sig i sidste ende tvunget til at gøre det, for at give sit barn en fremtid. Og han lever lykkeligt til hans dages ende. Det ville være en dejlig kynisk slutning, og ja, eftersom baronen er efterkommer af Inge, så er det jo ikke helt usandsynligt at det bliver den vej det går.

* Mon ikke Løjtnant Dinesen er Wilhelm Dinesen, 18 årig Sekondløjtnant ved 9. Regiment, senere Kaptajn i den franske hær under krigen i 1870, forfatter til eneste danske øjenvidneskildring af pariserkommunen, godsejer, folketingsmedlem, og far til Karen Blixen. Tom Buk-Swienty har netop udgivet andet bind om ham.

* Første scene med den gamle kaptajn der faldt død af hesten var fin nok. Ikke nær så bidsk som den burde, men fin.

* 'Kunne de ikke bare lade være med at lytte til de der nationalistiske idioter.' Looooool.

* Efter Peter har tævet Laust siger Didrich: 'Det lille drama, det er sgu altid det største.' Som sædvanlig tager han fejl, men jeg er i tvivl om ikke Bornedal er enig. Jeg frygter det sgu lidt.

* Dælme meget med tyskerne i det her afsnit. Den lille fortælling om kommunisten Heinz vil være fin og dyster, hvis det var det sidste vi så til ham. Og det var godt at se nogle billeder af Dannevirke fra tyskernes position. Derudover så vi en underordnet manipulere en adelsmand til at gøre noget dumt - angribe Mysunde - hvilket vi har set en milliard gange allerede.

* General-feltmarskal Friedrich von Wrangel synger Beethovens Yorkscher-march fra 1808 lige før han bliver fritaget for tjeneste.

* Johan Larsen er synsk, er han ikke? Kristus, altså...