1864 afsnit 6

Jeg er jo nok sådan lidt kritisk over for den her serie, men jeg plejer sgu at kunne holde længere end 30 sekunder ind før trangen til at slukke kommer over mig. Og jeg føler nærmest det er dårlig karma, for i sidste uge klagede jeg over musikken fra Marco Beltrami, og den her uge fjerner serien så åbningsmusikken og erstatter den med pivfalsk 'I Danmark er jeg Født' tilsat ekstra skrig. Mine noter siger sådan cirka: 'AAAAAARKKH, UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD, JEG SKAL ALDRIG KRITISERE DIG MERE MARCO BELTRAMI' Jeg blev lidt skræmt af den forfærdelige åbning, for vi nærmer os jo det sted hvor historien begynder sådan at blive rigtig styg, og jeg kan lidt frygte Bornedal tænker vi skal have det rigtig dårligt, og derfor begynder at putte flere scener ind hvor folk bare skriger rigtig meget og lyden er vildt ubehagelig.

Jeg tror lidt temaet for den her uge bliver, at jeg bider mine ord i mig igen. For i sidste uge var jeg lidt stolt af at have gættet et par ting på forhånd, men den her gang blev jeg taget på sengen: Jeg havde ikke set det komme at Claudia var Peter og Sofias efterkommer, og det er jeg sgu lidt flov over. For altså, det har jo intet med noget som helst at gøre, og giver ingen som helst mening, så selvfølgelig var det der serien gik hen. Så altså, Claudia fandt en dug i garagen med gamle billeder og breve, og betyder det for øvrigt at Peter og Sofia ingen andre efterkommere havde? Så baronen og Claudia er i familie, Peter og Sofia kommer ud på den anden side, det ved vi også at Didrich og Inge gør, og så fandt vi jo også ud af at Laust døde af feber efter at være hoppet i en sø sidste uge.

LALALALALALALALALA Jeg kan ikke høre hvad i siger. Nej, Laust blev ikke reddet af Johan Larsen der stak sine fingre ind i hans bryst og fiskede en isklump frem. Det skete ikke. Det er en drøm eller et eller andet, og Laust er død. Jeg gider ikke snakke mere om Johan Larsens magiske fingre. Suk...

Nå, endnu en ting jeg lidt må æde i mig: Jeg var ret så vild med Dinesens eskapader den her uge. Efter den lille træfning i sidste uge, hvor Dinesen egentlig var den eneste der kæmpede, mens de andre sad på knæ og græd af skræk, er hele gruppen pludselig blevet hærens elite-snigmordere. Det gav INGEN mening, men kæft, hvor var det sejt. Jeg tror den eneste konsekvent gode ting 1864 har haft er dens lydspor i krigsscenerne. Gråden og bragene der fortsatte mens unge Monrad fortalte om Mysunde; husarernes horn under tilbagetoget fra Dannevirke. Brugen af et tysk orkester i skyttegravene var det perfekte greb til serien, og måske netop fordi der ikke var et gran af mening i det var det fedt. Men altså, man kan jo for helvede ikke lave en scene hvor en dirigent dirigerer mens man kan se soldater samles bag ham, for hele pointen med en dirigent er jo, AT DER STÅR ET HELT ORKESTER OG SER PÅ HAM! Hvordan faen undgik de at se soldaterne? Nå, og så drak de alle næste morgen, og Alfred gik op på skansen og fik skudt begge hænder af (!??) og forblødte på hospitalet. Så igen må jeg æde mine ord i mig igen, for jeg havde satset på Erasmus eller Einar (som jeg på twitter fik forklaret var navnet på ham fra Sydfyn, tak!) som de første ofre. Og nå ja, på lazarettet stødte Peter og Inge næsten ind i hinanden, for Sofia og Inge er kommet til Sønderborg nu, og Inge sang falsk mens Alfred døde.

Trådene samles og dramaturgien strammer til! Og det gør sådan set kun tingene værre. For at få de her momenter og personlige skift, så ofres historien, billederne, det hele nærmest. Tilbagetrækningen fra Dannevirke var i start-februar, bombardementet af Sønderborg den 2. april. Men efterhånden er der ingen tidsangivelser, de er holdt op med at have mening. Al sammenhæng underlægges den personlige historie, så Alfred finder først Peter og de andre efter to måneder, lige i tid til at tage med på den mission, som af omveje slår ham ihjel, sådan så Peter kan tage til en prostitueret, hvilket jo naturligvis bringer ham til gråd og at søge tilflugt i kirken (fordi 1864...) lige i tid til at bomberne falder ned over byen. Kronologisk giver det ingen mening, dramaturgisk heller lige knap, men i Peters personlige udvikling... Ja, der er det egentlig også ret skidt. Vi fik også noget jeg tror skulle forestille konferencen i London, men den var først efter stormen på Dybbøl, så jeg ved det ikke længere. Den her serie ville være alt for alle, og den er blevet ingenting. De burde have holdt sig til soldater der angreb musikkors, det er det den er god til.

Diverse:

* Der var hverken Monrad eller Heiberg! Yay.

* Inge er ret så meget fremme på beatet når det kommer til infektionsteori. Det var i de år, at diskussionen gik, og lægerne var vitterligt håbløse til at indrømme, at det måske rent faktisk var deres manglende hygiejne der slog patienter ihjel. Men en ting jeg aldrig forstod: Hvis Inge har læst stort set alle bøger i verden, og som vi så i afsnit 1 var mere end villig til at tage bøgerne med hvor som helst, hvorfor faen har 'kloge' Peter så aldrig læst andet end den der dumme blomsterbog? De burde da have læst Dante sammen.

* Men har Inge mon overhovedet læst Dante? At se en brændende by og kalde det 'Dantes Inferno' er nok den mest overfladiske Dante-reference man overhovedet kan lave. Byen i helvede hedder Dis, og den brænder sådan set ikke.

* Ok, litteratur-nørd-alarm, men i anden kreds af helvede (begær) finder Dante parret Francesca de Rimini og Paolo Malatesta, to unge bog-elskere, der blev forelskede mens de læste om Lancelot og Guinevere. I en anden version af 1864 havde Peter og Inge læst den historie i afsnit to, og derefter vel knaldet på gulvet i baronens bibliotek.

* Inge beviser sin fremsynethed ved at snakke om hygiejne på hospitalet. Et par scener efter stikker Johan Larsen hele hånden ind i brystet på en patient... Det hele er noget rod, altså.

* Apropos hospitaler, så var 1864 faktisk den første krig Røde Kors deltog i! Det ærgrer mig at Bornedal ikke lige fik den med, for så havde han måske droppet Inges sygeplejertjans, og jo mindre Inge jo bedre. Hvis hun blev gravid efter høstfesten må hun da også være højgravid nu?

* Gottfried Piefke dirigerede Düppeler Schanzen Sturmmarsch under preussernes angreb. Men han overlevede krigen i fin stil. Hans Königgrätzer Marsch var noget af Adolf Hitlers yndlingsmusik.

* Smukt øjeblik: Didrich der lader Inge falde, slår ud med armene og siger 'Det er jeg ked af' Flot lys i det øjeblik.