Det er noget mærkeligt noget med festival-film. Man sidder i maj og følger med i konkurrencen mellem 20 film, hvoraf man ikke har set nogen som helst, man aldrig nogensinde kommer til at se de fleste af, og man kommer til at vente lææænge på de få man kommer til at se. I de syv måneder siden Adèles Liv fejede alle konkurrenter af banen og vandt De Gyldne Palmer har jeg haft god tid til at glæde mig, samt forberede mig ved at checke to tidligere film for at se om ham der Abdellatif Kechiche's var noget ved - og eftersom både Secret of the Grain og Black Venus er glimrende film blev forventningerne skruet yderligere i vejret. Men det lange stræk fra festival til premiere betød også tid til at snakken om filmen kunne vende på en tallerken. Historier om hvor hård og tyrannisk Kechiche havde været over for sine skuespillerinder fyldte film-medierne. Og hvor anmelderne i maj fremhævede de banebrydende sexscener som noget nyt og stærkt, så blev de hurtigt til en hæmsko. Først var det forfatteren af den graphic novel filmen baserer sig på, der brokkede sig over at det mere lignede hetero-forestillinger om lesbisk sex end den ægte vare. Senere bød andre også ind med at scenerne dels var overflødige, dels ikke passede ind med resten af filmens æstetik. Jeg skal ikke kunne sige om scenerne er autentiske eller ej, da jeg aldrig har haft lesbisk sex. Men de er essentielle i filmen, og at de er anderledes end resten af filmen virker også logisk. Den første sexscene er nemlig et unikum i Adèles liv, det er for hende nøgle-øjeblikket i hendes liv. Hele resten af filmen handler om de måder hendes verden derefter falder på plads. Og de triste måder den forbliver oppe i luften. SPOILERS herefter.
I filmsemiotik forklarer man lettest en handling ca sådan her: S1->A->S2. Situation 1, Aktion, Situation 2. Først har du noget, så sker der noget med det, og så har du noget andet. Dette skema er dog aldeles forsimplet i forhold til de fleste film, og det hjælper ikke rigtigt at putte flere s'er og a'er på i den rækkefølge. De fleste moderne film går nemlig nærmere sådan her. A1->A2->A3 etc. Der er sjældent ret meget plads til Situationer. Men det er til gengæld hvad Kechiche's filmkunst består af. Hans film er fyldt med scener hvor intet sker, men eftersom de spejler hinanden kan vi trække S1 fra S2 og selv komme frem til hvad A måtte være. I situationerne i starten af Adèles Liv er Adèle en ung gymnasie-elev, der forsøger at finde frem til hvem hun er som menneske, og som leder efter det store A som vi alle troede ville få livet til at give mening dengang vi var teenagere: Det første knald! Men dette A ændrer intet. Adèles Situation er den samme, hun er bare meget mere trist og tvivlende om sig selv. I modsætning bliver Adèle væltet omkuld blot af det glimt hun fanger af den blå-hårede Emma på gaden. Og efter lidt søgen og lidt flirten mødes de i det A, der vender op og ned på Adèle. Og derefter vender hende rundt, og så er hun oppe, og så nede, og så igen rundtom, og så sker der et eller andet jeg ikke helt kan se pointen med, men de lyder som om de kan lide det.
Det er efter det her vendepunkt at filmens opbygning begynder at give pote. Før var Adèle med hendes venner til demo mod uddannelses-nedskæringer - nøj, hvor kunne jeg genkende mine egne gymnasie-år - hvor de gejlede hinanden op til en performance, der havde alt med venskab at gøre, og intet med politik. Efter tager Emma Adèle med til Gay Pride. Her kan Adèle holde pause, se rundt, tage optoget ind, for her spiller hun ikke, her er hun. De to ret så ens scener viser en del hver for sig, men netop i forskellen mellem dem forklarer de alt om hvad der sket.
Men desværre har A'et ikke ændret alt. Vi får det vist ved yderligere to situationer der spejler hinanden, da det unge par møder hinandens forældre. Hos Emma får de østers og hvidvin, og skåler til kærligheden. Hos Adèles forældre får de spaghetti med kødsovs, og forældrene tror Emma er Adèles filosofi-mentor med fast mandlig kæreste. S1//S2. Der er grundlæggende en forskel mellem de to piger, som intet A kan overstige. Og det har ret så meget med klasse at gøre. Emma er fra en fornem familie og vil være kunstmaler, Adèle er mere borgerlig og vil være folkeskolelærer. Spejlningerne bliver mere diffuse. Adèle deltager i to have-fester, men hører efterhånden kun delvist hjemme i dem begge to: Hun er en outsider i hendes arbejder-klasse familie-liv fordi hun er lesbisk, og hun er en outsider i hendes lesbiske kærestes liv fordi hun er arbejder-klasse. Det er her filmen begynder at gøre rigtig ondt. Adèle er i vildrede, og opfører sig dumt. Efterhånden begynder tingene at spejle sig fuldstændigt, som om intet A er hændt: Da hendes veninder i begyndelsen af filmen fatter mistanke til at hun er lesbisk bliver hun kaldt en luder fordi hun vil slikke mis. Da Emma smider hende ud for at have været sammen med en kollega kalder hun hende også en luder fordi hun vil have pik. Efter bruddet er Adèle overladt til våde drømme om natten, præcis som hun var i starten af filmen, før hun var sammen med nogen som helst.
Adéle danser konstant og hele tiden i filmen, på forskellige måder.
Det mest særprægede og unikke ved Kechiche er den her opbygning med scene på scene, der hviler i sig selv uden plot-udvikling, som efterhånden skaber en fortælling ved at spejle sig i hinanden. Rent filmisk var det tydeligere og mere unikt udviklet i hans Black Venus, en biopic om Sarah Baartman, en sort kvinde fra Sydafrika, der blev udstillet som Hottentot Venus i Europa i starten af 1800-tallet. Den film består stort set blot af en enkelt scene der bliver gentaget igen og igen: Sarah der bliver udstillet og undersøgt af hvide europæere, i teatre, retsale, universiteter, balsale, etc. Hele plottet i filmen kan fortælles i hvordan disse scener bliver progressivt mere ydmygende, alt efter som nyheds-interessen for Sarah fortager sig. Men det kan den kun fordi Sarah Bartmaan absolut ingen egen agens har, hvorfor udviklingen i omstændighederne netop er hele historien. Adèles Liv er netop en udviklings-film, om skabelsen af en ung piges personlighed, så den kræver trods alt mere plot, og her finder vi en del af filmens svagere scener. Ligeså er filmen ikke nogen visuel åbenbaring, den er imponerende konsekvens i dens fokus på obsessive nærbilleder, men især farvelægningen er kedeligt digital som stort set alle andre indie-film. Over tre timer kørte jeg lidt træt i det.
Men hvis Black Venus sådan rent filmisk er en større præstation, så er der ingen tvivl om at Adèles Liv er en mere tilgængelig og vedkommende film. Til dels er der noget lidt trist over det. Abdellatif Kechiche laver altid film om outsidere i vores samfund, nordafrikanere, 'hottentot'-kvinder, det er lidt typisk han først får det brede gennembrud, da han fokuserer på den biseksuelle, men trods alt hvide og typisk kønne pige. Det er også herfra min lorenhed ved hele historien om hans tyranniske instruktion udgår. For det første er han hundrede helt med på det, Black Venus handler jo om udnyttelse af en kvinde for underholdnings-formål, og i slutningen af Adèles Liv møder hun en tidligere skuespiller, der holdt op fordi han ikke gad de frustrerende og idiotiske instruktører. For det andet ligner Adèles Liv hans tidligere film, så jeg tvivler på han er blevet mere tyrannisk, og også tidligere skulle en ung nordafrikansk pige danse mavedans og en afrikansk kvinde svinge rumpetten på hottentot-vis. Jeg synes det virker lidt skidt at hans stil pludselig bliver en historie når det går ud over hvide kvinder. For altså, hans stil er hans stil. Det er de lange scener uden plot, som fortæller en historie via detaljer, og som derfor formentlig skal filmes igen og igen indtil de er helt rigtige. Og det er de ydmygende performances. Det er det hans film handler om, hvordan vi alle sammen optræder for hinanden, og dem for hvem disse optrædende falder svært. Fordi de går i det forkerte tøj, ikke har den rigtige seksualitet, eller den rigtige dannelse. Det er essentielle temaer, fortalt på en personlig og umiskendeligt filmisk måde, hvorfor Adèles Liv forhåbentlig bliver en stor succes og et gennembrud for Kechiche, hvilket måske endda også kan skabe mere opmærksomhed om hans tidligere film. For det fortjener de.
I den sidste scene i Adèles Liv går Adèles til reception på Emmas nye udstilling. Her støder hun igen på den mur der altid var mellem hende og hendes kærestes venner. Og igen møder hun ham her den tidligere skuespiller, som allerede dengang havde en forbindelse med. De falder i snak igen, men han bliver kaldt hen til en anden snak. Hun giver op og forlader udstillingen. Han løber efter hende ud på gaden, ser til begge sider, og stiller så i løb i den forkerte retning. Her bliver en sidste pointe om tilværelsens tilfældighed udpenslet, via endnu en spejlning med en tidligere scene, da Adèle ledte efter Emma på en lesbisk bar. Dengang dukkede Emma op fra toilettet, lige som Adèle havde opgivet at finde hende, og deres liv tog en kæmpe drejning. Denne gang vælger den unge mand den forkerte retning, og deres liv forbliver det samme. Cést la vie.
