Jeg har ikke tænkt mig at denne blog skal beskæftige sig alt for meget med teori og begreber og namedropping, men jeg vil dog alligevel lige indlede dette indlæg med et citat af Michel Foucault fra hans tekst 'Andre Rum' (Des Espaces Autres) Selve teksten handler om heterotopier - et begreb jeg stadig ikke rigtig fanger vigtigheden af - men det er en henkastet sætning i indledningen jeg bliver ved med at vende tilbage til, nemlig en påstand om at 'Det er i termodynamikkens 2. lov, at det 19. århundrede har fundet sine vigtigste mytologiske ressourcer'. Det synes jeg er så fin en sætning. Det er altså ikke længere filosoffer, teologer, forfattere der skaber epokers mytologier og selvopfattelser, men videnskabsmænd. Det er klart, at et menneskets opfattelse af sig selv ændres alt efter om det tror på bibelen eller Big Bang, og det er lige så tydeligt at videnskabelige teorier om relativitet, om kvanter, etc, i sidste ende infiltrerer og påvirker bredere lag af samfundet. Derfor mener jeg - som Foucault altså også lod til at mene - at det er vældig relevant at holde styr på udviklingen inden for de andre videnskaber hvis man vil vide hvilke ideologier, mytologier og kulturer samfundet vil følge.
Men det er svært at følge med. Derfor er jeg så begejstret for en podcast som Radio Lab. Programmerne veksler mellem at undersøge grundlæggende menneskelige koncepter (tid, døden, moral) kulturelle emner (Klodernes Kamp, Wagners Ring, musik generelt) og mere hardcore naturvidenskabelige emner. Men det fundamentale er, at de altid forbliver nysgerrige snarere end nørdede, og at de altid formår at blande tilgangsvinklerne. Videnskabelige spørgsmål bliver altid også behandlet fra en moralsk/filosofisk vinkel, ting som tid og musik bliver skrællet ned til de helt videnskabelige grundbestandele. Bedst af alt er et timelangt interview om universets opbygning og muligheden for parallelle universer, der både formår at behandle emnet videnskabeligt (går jeg da ud fra), men samtidig først og fremmest fokuserer på de moralske og filosofiske implikationer af de fremlagte teorier. Det er et fantastisk eksempel på grundvidenskab som mytologisk ressource, og stærkt anbefalet, selvom der er en enkelt kjolebaseret metafor jeg ikke er sikker på jeg tror på...
Jeg vil anbefale at abonnere på podcasten og så vælge hvad man synes er interessant, men her er alligevel en lille starterliste:
Musical Language:
Om musik. Her kan man for det første virkelig høre hvor dygtige radiofolk skaberne er, men det indeholder også glimrende tanker om sammenhængen mellem musik og sprog, og en historisk beskrivelse af skandalepremieren på Stravinskys "Sacre du Printemps"
Detective Stories:
Tre fortællinger om jagten på sandheden. Fra en historisk udgravning i Ægypten til noget med en ko og en ged, som jeg ikke er helt sikker på jeg forstod, til hvorfor Iron Maiden tager fejl.
Emergence:
Fra myrer til byplanlægning til Adam Smith og liberalismens usynlige hånd, dette program undersøger hvordan levende væsner fungerer uden leder. Anarki, tilfældigheder, moral, igen et godt eksempel på hvordan en tværfaglig og nysgerrig tilgang virker.
Og så er det interview jeg nævner overfor fantastisk, men det har jeg jo sagt...
Anyways, lyt og lær, og kom gerne med kommentarer (især om den der kjoleting, den kunne jeg godt tænke mig at diskutere lidt...) og andre anbefalinger af lignende ting i kommentarafdelingen.
tirsdag den 19. maj 2009
mandag den 18. maj 2009
Musik 2009 Top 5
Som lovet, her er fem plader jeg har hørt meget i år.
Animal Collective – Merriweather Post Pavillon
Fik fantastiske anmeldelser både i udlandet og herhjemme, men jeg ved stadig ikke hvad jeg skal mene. Ved første lyt var jeg skuffet, men så jeg kan jeg lade være med at høre plader, der fremhæves for baslyden på et par gamle computerhøjtalere. At høre pladen på et ordenligt anlæg hjalp en del på det, men jeg må stadigvæk sige at jeg foretrækker dem på mere afvekslende albums som Here Comes the Indian og Strawberry Jam. Det bliver dog interessant at se hvordan de kommer videre.
Franz Ferdinand – Tonight: Franz Ferdinand
Egentlig er denne her plade ikke voldsomt god, og det var nærmest et tilfælde at jeg fik fat i den. På mange måder er denne her plade mere signifikant for det den ikke er, end for det den er. Franz Ferdinand kickstartede en bølge af nye britiske navne i 2004 og det er interessant at se hvor de er henne fem år senere. Og de er nogenlunde hvor de altid har været. Sammenlignet med et band som Blur, der på de fem år fra 94 til 99 fik udviklet sig over til at lave et spraglende og eksperimenterende værk som 13, så står Franz Ferdinand ret meget i stampe. Der er da nye ting på – der er lidt afrobeat her og der, og det otte minutter lange Lucid Dreams lyder som et DFA remix og tager danserock tingen skridtet videre – men pladen lyder i sin helhed nogenlunde som Franz Ferdinand og You Can Have It So Much Better. Jeg har prøvet at skrive lidt inde på svingninger om hvordan jeg generelt ser den britiske musikscene som værende gået i stå for tiden, og det her er et meget godt eksempel.
Yeah Yeah Yeahs – It's Blitz
At jeg fremhæver dette album som et af årets bedste siger lidt om hvilket år det har været. Jeg er ikke verdens største fan af Yeah Yeah Yeahs, men jeg kunne da lide Master Ep'en og Fever to Tell og har generelt været begejstret for deres singler. Dette her er også blot et godt popalbum, med nogle rigtig gode numre - især Skeleton og Hysteric - og så ikke så meget mere.
Yonlu – A Society In Which No Tear Is Shed Is Inconcievably Mediocre
16 årig brasilianer indspiller nogle hundrede numre og begår selvmord. Nogle år senere bliver et album udgivet af Luaka Bob. Det her er moderne tropicalia, bossa nova blandet med indiepop og generelle lydeksperimenter. Det lyder som tidlig Badly Drawn Boy og Olivia Tremor Control hvis de var brasilianere, som man måske kan udlede af titlen bliver det nogen gange en anelse emo (sangtitler inkluderer Humiliation, Katie Don't Be Depressed og Suicide) men hvis han kunne blive den nye barometer-helt ville det ikke gøre mig noget. Normalt er jeg helt med på at kigge på kunstværker i et biografisk lys, men her vil jeg dog alligevel sige at hans bagrundshistorie ikke tilfører så forfærdelig meget til pladen, nok fordi jeg er lidt usikker på hvor meget pladen er stykket sammen posthumt af pladeselskabet. Eneste undtagelse er det fantastisk håbefulde slutnummer Waterfall, der får mig hver gang...
Sunn O))) – Monoliths and Dimensions
Hipster-metal har haft en høj profil i år med velanmeldte plader fra navne som Mastodon, Isis og Kylesa. Jeg er ikke den store ekspert på området, men det lader til at være en ret vital og eksperimenterende genre i disse år. Og denne her plade er fantastisk. Sunn O))) er gået fra at være helt igennem konventionel dronemetal til at blive mere og mere eksperimenterende, og her sprænger de fuldstændig genrerammerne og finder helt nye forbindelser til andre områder af musikverdenen. De har blandet deres normale feedback og distortion droner op med moderne kompositionsmusik og jazz og 80'er spacerock som det lød på soundtracket til film som Blade Runner, og resultatet lyder som den onde bror til plader som Laughing Stock med Talk Talk og Hex med Bark Psychosis. Pladen lyder så fuldstændig logisk og nødvendig og fremlægger så mange nye idéer at man ikke kan andet end at spørge sig om hvorfor der ikke er tonsvis af andre bands i forvejen der lyder sådan her, og håbe på en snarlig opfølger. Vokalerne er lidt heavy-fjollede og ensformige, men det er umuligt ikke at elske en metalplade, hvis slutning består af blot harpe og trompet og lyder som noget fra Miles Davis' In a Silent Way.
3 plader jeg glæder mig til:
Phoenix - Wolfgang Amadeus Mozart
De to første numre - Lizstomania og 1901 - har været fantastiske så selvom jeg ikke har været så hooked på bandet før hen glæder jeg mig.
Kid Cudi - TBA
Hans mixtape A Kid Named Cudi er virkelig god indie-poppet hiphop og han bliver produceret og udgivet af Kanye West. Jeg tror jeg vil kunne lide det.
Eels - Hombre Lobo
Har kun hørt første singlen, men en ny Eels-plade er altid godt.
Animal Collective – Merriweather Post Pavillon
Fik fantastiske anmeldelser både i udlandet og herhjemme, men jeg ved stadig ikke hvad jeg skal mene. Ved første lyt var jeg skuffet, men så jeg kan jeg lade være med at høre plader, der fremhæves for baslyden på et par gamle computerhøjtalere. At høre pladen på et ordenligt anlæg hjalp en del på det, men jeg må stadigvæk sige at jeg foretrækker dem på mere afvekslende albums som Here Comes the Indian og Strawberry Jam. Det bliver dog interessant at se hvordan de kommer videre.
Franz Ferdinand – Tonight: Franz Ferdinand
Egentlig er denne her plade ikke voldsomt god, og det var nærmest et tilfælde at jeg fik fat i den. På mange måder er denne her plade mere signifikant for det den ikke er, end for det den er. Franz Ferdinand kickstartede en bølge af nye britiske navne i 2004 og det er interessant at se hvor de er henne fem år senere. Og de er nogenlunde hvor de altid har været. Sammenlignet med et band som Blur, der på de fem år fra 94 til 99 fik udviklet sig over til at lave et spraglende og eksperimenterende værk som 13, så står Franz Ferdinand ret meget i stampe. Der er da nye ting på – der er lidt afrobeat her og der, og det otte minutter lange Lucid Dreams lyder som et DFA remix og tager danserock tingen skridtet videre – men pladen lyder i sin helhed nogenlunde som Franz Ferdinand og You Can Have It So Much Better. Jeg har prøvet at skrive lidt inde på svingninger om hvordan jeg generelt ser den britiske musikscene som værende gået i stå for tiden, og det her er et meget godt eksempel.
Yeah Yeah Yeahs – It's Blitz
At jeg fremhæver dette album som et af årets bedste siger lidt om hvilket år det har været. Jeg er ikke verdens største fan af Yeah Yeah Yeahs, men jeg kunne da lide Master Ep'en og Fever to Tell og har generelt været begejstret for deres singler. Dette her er også blot et godt popalbum, med nogle rigtig gode numre - især Skeleton og Hysteric - og så ikke så meget mere.
Yonlu – A Society In Which No Tear Is Shed Is Inconcievably Mediocre
16 årig brasilianer indspiller nogle hundrede numre og begår selvmord. Nogle år senere bliver et album udgivet af Luaka Bob. Det her er moderne tropicalia, bossa nova blandet med indiepop og generelle lydeksperimenter. Det lyder som tidlig Badly Drawn Boy og Olivia Tremor Control hvis de var brasilianere, som man måske kan udlede af titlen bliver det nogen gange en anelse emo (sangtitler inkluderer Humiliation, Katie Don't Be Depressed og Suicide) men hvis han kunne blive den nye barometer-helt ville det ikke gøre mig noget. Normalt er jeg helt med på at kigge på kunstværker i et biografisk lys, men her vil jeg dog alligevel sige at hans bagrundshistorie ikke tilfører så forfærdelig meget til pladen, nok fordi jeg er lidt usikker på hvor meget pladen er stykket sammen posthumt af pladeselskabet. Eneste undtagelse er det fantastisk håbefulde slutnummer Waterfall, der får mig hver gang...
Sunn O))) – Monoliths and Dimensions
Hipster-metal har haft en høj profil i år med velanmeldte plader fra navne som Mastodon, Isis og Kylesa. Jeg er ikke den store ekspert på området, men det lader til at være en ret vital og eksperimenterende genre i disse år. Og denne her plade er fantastisk. Sunn O))) er gået fra at være helt igennem konventionel dronemetal til at blive mere og mere eksperimenterende, og her sprænger de fuldstændig genrerammerne og finder helt nye forbindelser til andre områder af musikverdenen. De har blandet deres normale feedback og distortion droner op med moderne kompositionsmusik og jazz og 80'er spacerock som det lød på soundtracket til film som Blade Runner, og resultatet lyder som den onde bror til plader som Laughing Stock med Talk Talk og Hex med Bark Psychosis. Pladen lyder så fuldstændig logisk og nødvendig og fremlægger så mange nye idéer at man ikke kan andet end at spørge sig om hvorfor der ikke er tonsvis af andre bands i forvejen der lyder sådan her, og håbe på en snarlig opfølger. Vokalerne er lidt heavy-fjollede og ensformige, men det er umuligt ikke at elske en metalplade, hvis slutning består af blot harpe og trompet og lyder som noget fra Miles Davis' In a Silent Way.
3 plader jeg glæder mig til:
Phoenix - Wolfgang Amadeus Mozart
De to første numre - Lizstomania og 1901 - har været fantastiske så selvom jeg ikke har været så hooked på bandet før hen glæder jeg mig.
Kid Cudi - TBA
Hans mixtape A Kid Named Cudi er virkelig god indie-poppet hiphop og han bliver produceret og udgivet af Kanye West. Jeg tror jeg vil kunne lide det.
Eels - Hombre Lobo
Har kun hørt første singlen, men en ny Eels-plade er altid godt.
Velkommen + Musik 2009
Goddag og velkommen til min nye blog. Jeg satser indtil videre på at lave et nogenlunde gennemarbejdet indlæg om ugen. Da dette er det første indlæg vil jeg prøve at skrive om noget nogenlunde basalt, så det bliver en lille statusrapport om musikscenen i 2009, og jeg håber snarest at følge op med nogle anbefalinger.
I mine ører har 2009 indtil videre ikke været videre interessant, hvilket nok hovedsagligt skyldes at årets trends ikke er faldet i min smag. Hvor Vampire Weekends gennembrud i starten af 2008 betød en fokus på indie med verdensmusikalske inspirationskilder som Ruby Suns og El Guincho, og inspirationen fra Animal Collective for alvor lod sig høre hos bands som High Places, The Dodos og selv hos Sigur Ros, så har 2009 først og fremmest budt på lofi noise-pop bands, formentlig afstedkommet af populariteten af No Age. Og det er virkelig ikke min smag. Jeg forstår ikke det fantastiske ved bands som Vivian Girls, Crystal Stilts og The Pains of Being Pure at Heart, kun Wavves kan jeg se det sjove ved, og det er lige så meget på grund af hans instrumentale numre. Hvor jeg sidste år labbede alt hvad pitchfork kastede en udmærkelse efter, så er der næsten ingen af deres Best New Music plader, der har sagt mig noget. Listen består af lige dele gamle travere og noisepop debutanter, og jeg kan kun håbe på at bølgen snart går over. Derfor har jeg da også brugt meget af min lytning på plader fra 2008, hvor plader fra Parts & Labor, Kid Cudi og især Azeda Booth (som har fortjent sit eget indlæg og som jeg derfor ikke vil beskæftige mig mere med her) formentlig ville være kommet på min top 10 hvis jeg havde kendt dem i december.
Jeg tror mit hovedproblem med noisepop bølgen er dens brug af støj. Som jeg forstår det kan musik gøres til støj på flere måder. Inspirationen til mange af de nye bands stammer bla fra Jesus and Mary Chain, der netop tog popsange og iklædte dem en fernis af feedback og distortion. Det var altså pop med noise på. Men der findes en anden form for forståelse af ordet noise, nemlig som i lyde og der findes altså dermed en anden art noisebands hvis musik først og fremmest er sammensat af lyde uden nogen klart identificerbar struktur, rytmik eller harmoni. Klassikere i denne genre er plader som Super Æ og Vision Creation Newsun med Boredoms, Beaches & Canyons med Black Dice og Here Comes the Indian med Animal Collective. Og det var netop inspirationen fra disse bands jeg så infiltrere indie-pop verden sidste år på denne tid. Musikken fra et band som High Places var både fragmenteret og mærkeligt instrumenteret, men den var tilført melodier, der både var iørefaldende og nærmest barnligt naive. Da de stadig kun havde udgivet en ep-opsamling proklamerede jeg, at de havde muligheden for et stort gennembrud, men desværre var den selvbetitlede debut en smule skuffende. Men hvor High Places eksperimenterede med lyde og sangstrukturer, så består det meste noisepop af konventionelle popsange for guitar, bas og trommer, tilsat støj. Og selvom der er nogle gode sange imellem, så bliver det altså for traditionelt og kedeligt i længden.
Det var det, håber at få anbefalinger op i løbet af i dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)