Den her film fik mig til at tænke mig om. Jeg havde oprindelig tænkt mig at starte det her indlæg med noget i retningen af 'Egentlig bryder jeg mig ikke ret meget om mærkelige film' men så kom jeg i tanke om, at jo, det gør jeg da egentlig. Under sidste års PIX, da jeg skrev om Carlos Reygadas' Post Tenebras Lux, indledte jeg med at skrive: Jeg er vild med de senere års episke og bizarre prisvinder-film, som Antichrist, Tree of Life, Holy Motors, Sokurov's Faust og Uncle Boonmee der vandt guldpalmen for to år siden. Selv når de fejler, er det fordi dinosaurerne lige bliver en tand for meget, snarere end det er fordi der sker for lidt. Men så alligevel, da jeg så den her film, som vitterlig er episk og bizar, og et gennemført mindfuck, så tænkte jeg: Tjo, det er ikke lige mig... Det fik mig da til at tænke, vil jeg sige.
The Distance er spanske Sergio Caballero's anden spillefilm, efter Finisterrae fra 2010. Begge film bliver vist under programmet 3x3, sammen med en samling kortfilm, og dermed bliver det alt i alt muligt at se hele Caballero's produktion. Finisterrae skulle også være et mindfuck, og jeg har bestemt tænkt mig at se den. Handlingen i The Distance er kort og simpel: Tre dværge med mystiske kræfter får af en tysk kunstner med mudder i ansigtet til opgave at stjæle en mystisk genstand, The Distance, som gemmer sig på et kraftværk i Sibirien. Det forsøger de så at gøre. Så er der så lidt ekstra plotting derudover, for den mystiske genstand bliver jo beskyttet af en mand, der forsvinder ud og ind af denne dimension, samt hans japanske jerntønde, og der er også et biplot med en hovedløs plasticmand på krigsstien, men grundlæggende er det en ret simpel film, der har hentet sit grundplot i kup-genren. Det er måske også derfor jeg bliver lidt træt, for det bliver simpelthen for meget genre-plot, og for lidt virkelig verden. Der er for meget af filmen, der er baseret i en genre-logik, frem for en virkelig logik, og derfor kommer de surreelle, anti-logiske elementer aldrig rigtig til deres ret, efter som de blot kan spille op imod en anden slags logik, som jeg alligevel ikke er investeret i.
Kraftværket, hvor filmen foregår.
Så altså, jeg blev lidt træt af filmen, fordi for meget af den var hentet fra andre film. Men omvendt var et af mine yndlings-elementer den måde filmen langt hen ad vejen var en homage til en specifik tidligere film: Tre mand, der bruger en hel film på at komme ind i en sovjetisk fabriksbygning, hvor der gerne skulle være noget mystisk: Det lyder ret så meget som Tarkovsky's klassiske Stalker. Filmen refererer også ret klart til Tarkovsky's mesterværk, med scener hvor de tre dværge vandrer igennem det forladte industri-landskab, og den ene har også de samme telepatiske kræfter, der giver Stalker sin legendariske afslutning. Hvad jeg rigtig godt kunne lide var den måde Caballero's film alligevel situerede sig helt modsat Stalker: I sin intro, som jeg har indlejret herunder, gennemgås kraftværkets historie, hvor det er blevet overtaget og udnyttet af en oligark efter perestrojka. Oligarken var interesseret i det paranormale, og døde på en eller anden mystisk tur. Det er et kynisk og post-ideologisk set-up, og det lægger en god bund for filmen. For f.eks. Tarkovsky's paranormalitet havde som oftest en ret tung forståelsesbund. Når jeg ser en Tarkovsky-film, så kan jeg godt få de ikke-realistiske elementer til at give mening, via en religiøs meta-fysik, eller en kulturel reference eller - gud forbyde det - en art freudiansk drømmetydning. Det er surreelt, men det kan stadigvæk forstås. Her er Caballero's film langt mere vrængende, anti- snarere end ikke-realistisk. Det har så klart også en værdi, og er nok også den tidssvarende filmiske stil.
Men... samtidig bliver jeg bare sådan lidt træt af det alt sammen. Ja, det er sært at alle taler forskellige sprog, og at ingen derudover bevæger læberne. Ja, det er da lidt sjovt at den talende jerntønde er forelsket i skorstenen - fordi de begge udspyder hvid røg. Og jo, der er da nogle drømmende billeder i filmen. Men når filmen ikke lader til at have andet på hjerte end film selv, så bliver den endnu sårbar overfor trætte og klichéede passager. Og det er der altså lidt af. Først og fremmest bliver jeg træt af dværgene. Det virker altså lidt som om at filmen ler af dem, og er vi ikke efterhånden kommet videre end dværge-humor? Det tror jeg langt de fleste seere vil være i slutningen af den her film, hvor så meget af humoren er bygget op over hovedpersonernes krops-bygning og bevægelses-mønstre. Derudover synes jeg ikke filmen var nok varieret i sit filmsprog. Det er filmens indhold, der er mærkværdigt, lidt for meget af filmens form har man set for mange gange før. Cinematografien er gennemført smuk og seværdig, men jeg længes efter noget mere spræl, nogle flere chok, nogle flere brud.
Nå, nu virker det som om jeg ikke kan anbefale filmen. Og jo, det vil jeg helt klart. Jeg satser også selv på at se den under bedre forhold, og at se resten af Caballero's værk. Han er en særegen filmskaber, og filmen sætter som sagt en god del tanker i gang. Men i forhold til folk som Carax, Reygadas og - især - Weerasethakul, så kommer han lidt i en anden række, synes jeg.
