Noter om Mad Men sæson 4

En gang imellem synes jeg, at jeg har en glimrende pointe i forhold til det kultur jeg behandler. En gang imellem... har jeg ikke... Jeg prøver gerne at koble kulturproduktet jeg undersøger med et eller andet jeg fortæller mig selv er alment interessant etisk eller filosofisk eller noget. Det er der heller ikke rigtig noget af her... Det her er en af de gange, hvor jeg ikke har andet end noter. Det er snart et halvt år siden at sæson 4 af Mad Men stoppede, og jeg skrev løst og fast ned dengang, med en eller anden idé om at forsøge at samle det hele til et fornuftigt fremadskridende indlæg. Men jeg har stadigvæk ikke nogen idé til hvad der skulle give sammenhæng, så nu får i bare det hele som sådan løsrevne bemærkninger. En gang får jeg måske skrevet noget sammenhængende om hele serien, så må den her tekst omarbejdes. Måske også oversat til min nye engelske blog. Eller noget. Spoilere naturligvis, men lad mig sige, at hvis du ikke har set sæsonen som jeg taler om, så er der alligevel nok ikke rigtig nok tankevækkende pointer til at det er rigtig interessant.



Da jeg skrev om sæson tre talte jeg mest om tematik og teori på bekostning af egentlig at beskæftige mig med selve serien, så lad mig denne gang starte med at kategorisere denne sæson ganske kort: Sæson 4 fortæller fra start til slut historien om Don Drapers tid som single. Når man ved det giver det utrolig meget mening, men det fandt vi naturligvis først og fremmest ud af til aller sidst. Hvor tidligere sæsoner har startet ganske løst for så til sidst at samle trådene, så var sæson fire struktureret ganske anderledes. Fra start af følger vi Dons deroute. Der var drama fra første afsnit, til en afveksling. Tåkrummende var det rent ud sagt igen og igen. Præcis midtvejs kom så kulminationen og vendepunktet. Mesterværket The Suitcase var et af de afsnit som en tv-serie skal gøre sig fortjent til, og for fanden hvor havde alle og enhver gjort sig fortjent til det. Et kammerspil mellem Don Draper og Peggy Olson, hvor 3½ sæsons historier kunne antydes og drejes. Formentlig blev der tjent en to-tre Emmyer hjem blot på det ene afsnit. Herefter forsøgte Don så at komme på fode igen resten af serien, og historien tog så en overraskende drejning til sidst.

For mig var det her sæsonen hvor Mad Men gik fra at være en rigtig god serie, til en af de bedste nogensinde. Der blev taget så mange unødvendige chancer, og langt de fleste var overvældende succesfulde. Først og fremmest, så er det utrolig sjældent en serie er så god til at skildre forandring. Normale serier finder en måde at fungere på, og bliver ved med at fungere på den måde indtil folk mister interessen. Det har sikkert noget at gøre med skuespillerkontrakter, med kulisseomkostninger, etc, at gøre. Men selv The Wire, som stadigvæk er verdens bedste serie, skiftede fokus og skuespillerstab hver sæson, men fortalte egentlig samme mesterlige historie fem gange i træk. At Mad Men formåede at skifte kulisse, skifte stemning, skifte fortællerytme, ja jeg tror egentlig det er ganske unikt. Der er en uforudsigelighed over den her serie, som der ikke er ret mange andre steder.

Derudover formåede sæsonen at lave en tematisk koherens gennem gentagende motiver. De første afsnit omhandlede helligdage, thanksgiving, jul og nytår og sidste afsnit gentog så ferietricket, selvom jeg må indrømme jeg ikke helt fangede hvilken helligdag det skulle forestille at være. Folk havde ihf fri. Samtidig endte de fleste afsnit i første halvdel med at en dør lukkede sig, men The Suitcase, hvor Don Draper besluttede sig for at forsøge sig på forbedring, sluttede med at han bad Peggy holde døren åben. Egentlig synes jeg mere det er sådan lidt sødt end stor kunst, at slutte mange afsnit på samme måde, men det er alligevel vel en måde at lave sammenhæng på, som de fleste serier ikke prøver. Det er et lidt overflødigt bravurnummer som jeg ret godt kan lide.



Sådan var der så meget. Det halve kunne nærmest have været nok. I min gennemgang af sæson tre snakkede jeg om, hvordan racespørgsmålet endelig blev taget op så småt. Men her var sæson fire et stort tilbageskridt. Dette var dog ikke skuffende, det var realistisk. Da Sterling Cooper blev til SCDP, så var det ikke en gammel konstruktion som vupti tilpassede sig samtiden og den virkelige verden. Det var en ny konstruktion, på visse punkter mere i trit med tiden, på visse punkter mere ude af trit med tiden. Da der var færre penge til medarbejdere var der mindre penge til servicejobs, så de sorte medarbejdere fulgte ikke med. Jeg synes egentlig det var en ret fin pointe. Udvikling er ikke blot lineær. Endnu engang må jeg indrømme, at mit arbejde med at forstå serien har været forsimplet. En tid kan, når man ser tilbage på den i det store perspektiv, siges at realisere sig selv i øjeblikke (som med Kennedy-mordet/skilsmissen sidste sæson), men konkret vil der være småudviklinger, tilbageskridt, spøgelser og fantasmogorier. Sterling Cooper Draper Price blev ikke med et til et moderne firma. Og Don Drapers udvikling i sæson fire endte med at være noget mere kompliceret end jeg havde håbet.



Og jeg må slutte af med at snakke om det aller aller sidste fra serien. Don og Megan i seng mens Sonny og Cher slutter sæsonen af. Jeg har en mistanke om, at slutningen var skrevet med den sang i tankerne, for den passede alt for godt. 'They say we're young and we don't know / I guess we won't find out untill we grow' Det virkede dybt ironisk. Don viste sig at være overraskende umoden og impulsiv lige pludselig, og vi sad tilbage med en usikker følelse. Vi kommer ikke til at vide mere før senere. Men med udviklingen af Sonny og Chers forhold in mente, så er det tilladt at være en smule nervøs. For tiden er der åbenbart besværlige forhandlinger i gang om den kommende sæson 5, hvis ikke den her serie får lov til at føre sin fantastiske udvikling til ende, så vil det være et utroligt seriøst anslag mod tv-seriens status som muligt helstøbt kunstobjekt. Så jeg krydser fingre.

Tarkovskys Solaris (72) + noter om russisk kultur

Dette er en skitse til en læsning af Tarkovskys Solaris. Det er ikke en udtømmende læsning. Det er måske en ganske idiosynkratisk læsning, måske er det på en paradoksal måde en idiosynkratisk insisteren på en banal og selvindlysende pointe. Dunno. Jeg tror ikke Tarkovsky ville have billiget denne læsning. Men jeg synes det er en læsning, som holder. Og jeg har beskæftiget mig en del med sovjetisk litteratur og kultur på det seneste, og jeg kommer ofte op med det samme problem som jeg har med denne læsning. Så jeg vil forsøge at forklare mine problemer med sovjetisk kultur generelt i den sidste del af dette indlæg. Men først, Solaris. Spoilere, naturligvis. Jeg vil ikke lave resumé af filmen, det kan man læse på wikipedia.

Jeg er vild med den her trailer. Den får virkelig filmen til at se actionpacked ud, hvilket er noget af en præstation...

Der er tre scener i Solaris, hvor personerne sætter sig ned og ser en film-i-filmen. I den ene ser Kelvin optagelser lavet af hans gamle ven Gibarian. Den har jeg ikke noget at sige om. I den første vigtige filmseningsscene (ca 10:19-23:40) kommer piloten Burton ud til Kelvins hytte, for at vise en gammel optagelse af en undersøgelse. Den unge Burton bliver udspurgt om hvad han så på Solaris. Hvad der interesserer mig er måden den gamle scene er filmet på. Der er helt tydeligt en eller anden form for fremtidigt automatisk kamera i brug. Hver gang en ny person taler skifter kameravinklen med et lille 'ping'. Kameraet forsøger hele tiden at fange personen i midten af billedet, cirka midt-distance (ret mig hvis jeg tager fejl, min viden om film-jargon er ikke særlig god). Det er en officiel video, lavet af en officiel retshandling. Dette vil jeg kalde et forsøg på en 'objektiv' beskuer. Kameraet afspejler også meget godt scenens indhold, hvor Burtons konstante insisteren på at han så det hele 'med mine egne øjne' fejes af bordet, eftersom flyets objektive kamera ikke understøtter hans forklaring.

I den anden vigtige scene (del 2 19:19-21:45) sætter Kelvin sig ned og ser på gamle filmoptagelser med hans genopstandne kone Hari. Det er gamle film som hans familie har optaget, af Kelvin og hans familie. Kameraet zoomer og bevæger sig. Personerne kigger tilbage på beskueren, og man kan mærke forbindelsen mellem beskuer og beskuet. Dette er en 'subjektiv' beskuer. På de sidste billeder fra filmen optræder den oprindelige Hari, og vi indser, at den nye Hari er genskabt ud af Kelvins minder fra de gamle klip.



I en nøglescene (i min udlægning af filmen) (27:12-29:50) diskuterer Burton og Kelvin den forestående mission til Solaris. Her får vi Kelvins videnskabssyn præ-Solaris, og det er netop at videnskaben skal foretages uden følelser. Den skal udføres af objektive beskuere, det ideelle ville netop være automatiske registrerende kameraer som i retsscenen. Diskussionen får Burton til at gå sin vej i vrede, mens han råber at Kelvin er en 'bogholder, ikke en videnskabsmand'. Resten af filmen beskriver så netop hvordan 'bogholderen' Kelvins syn på videnskaben problematiseres af hans mission til Solaris. I min læsning kommer Hari og de andre konstruktioner netop til at symbolisere videnskabsmændenes subjektivitet, som de i sidste ende aldrig kan undlade at drage ind i deres arbejde. I filmens slutscene går Solaris af en eller anden grund med til ikke længere at skabe konstruktioner ombord på stationen, men betyder det at objektivitet er mulig? I så fald vender Kelvin ryggen til den, og ender filmen på en ø på planeten, i hans gamle barndomshjem. Men hvad har denne venden ryggen til objektiviteten af implikationer? På den ene side kan det siges at vægte subjektiv kunst højere end objektiv videnskab, og enhver af Tarkovskys dybt personlige kamerabevægelser forstærker dette indtryk. Men hvad med den samtidige kontekst? Er marxisme ikke netop bygget på et forsøg på en 'objektiv' historisk videnskab? Hvis Solaris taler imod objektiv videnskab generelt, kan den så ikke ses som en film med mange sociale og politiske implikationer? Er det ikke en dybt politisk film?



Men se, der er mange problemer med den udlægning af filmen. F.eks. vil de fleste som har set filmen nok have svært ved at se Hari udelukkende som et symbol på subjektivitet, dertil er hun alt for defineret som lige præcis Kelvins kone, med en fortid og et følelsesliv som er helt hendes eget. Derudover ville Tarkovsky nok være ganske meget imod denne form for læsning. Han var imod symboler, han var imod at beskæftige sig for meget med sociale og politiske spørgsmål. Men lad os f.eks. tage et kig på Hari, hvorfor er det hun ikke kan reduceres til symbol på subjektivitet? Det er i mine øjne fordi filmen beskæftiger sig med Kelvins opfattelse af Hari. Hun er et symbol, men hun er samtidig også Kelvins kone, og filmen fokuserer på denne personlige relation. Det er typisk for en film af Tarkovsky, de er som regel optaget af de helt personlige konsekvenser af handlinger og begivenheder. Det ser man også i Ivans Barndom, hvor krigens gru skildres gennem et fokus på dens konsekvenser for enkelte drenge. Og vi ser det i hans Spejlet, hvor et enkelt menneskes minder fra endnu en barndom præget af krigen, blandes op med hinanden i et mix jeg overhovedet ikke har fat om endnu. Tarkovsky beskæftiger sig med mennesket. Ikke med samfundet. Men i mine øjne burde det ikke betyde, at han ikke kan siges at være politisk. Det siger mig mere om, hvor primitive politiske diskussioner ofte bliver. Efter sigende kritiserede italienske marxister Ivan for at være for borgerlig, i dens fokus på konsekvenserne for et enkelt menneske. Men hvilken værdi har politik, hvis ikke det handler om at gøre livet for det enkelte menneske bedre? For mig er marxismens kvalitet at den forsøger at påpege hvordan liberalismen betyder frihed for enkelte individer, men mere lidelse for langt flere enkeltindivider. Men umanerlig mange marxister har glemt dette. Tarkovsky politiserer i mine øjne til tider, men han abstraherer aldrig til det niveau alt for mange politikere gør. Lige gyldigt hvor abstrakt han bliver – og han bliver uden tvivl mere abstrakt end de fleste – så er det altid fastgjort til mennesker. På den led er han desværre i modsætning til alt for mange politiske tænkere.



Jeg har lignende problemer med forståelsen af mange sovjetiske kunstnere. Mandelstam, Bulgakov, Bakhtin, Tarkovsky. Folk er forståeligt nok forsigtige med at lægge for meget politik indover dem, men deres værker har altså ofte vidtrækkende politiske implikationer. Jeg har også ofte problemer med at forklare dem. En stor del af problemet skyldes, at de her tænkeres politiske kontekst var så primitiv og åndsforladt. At reducere Woland fra Mesteren & Margarita til en skildring af Stalin misser umanerlig meget af romanens kraft. Generelt at positionere enhver tænker fra dengang som værende imod Stalin er fuldstændig intetsigende. Men der er aspekter af det her og der. Woland er Stalin nogen gange, hans magi synes til tider at være et udtryk for undertrykkelsens uforståelighed, men han er også Majakovski nogle gange, og han er i det store hele helt sin egen. Bakhtins skrifter indeholder et kæmpe antiautoritært potentiale, som ikke bare kan reduceres til at han var imod hans samtids politiske klima. Jeg forstår udmærket, at folk ikke har lyst til at lade værkerne inficeres af deres samtids primitive kontekst, men har vi måske nu fået denne kontekst så meget på afstand, at vi kan tage diskussionen om politiske og sociale implikationer på et andet niveau? Der er bunker af politiske implikationer i mange sovjetiske kunstneres værker, men det ligger på et dybere plan en samtidens diskussioner. Lige præcis af den grund har det stadig relevans i dag. F.eks. Solaris: Er det virkelig muligt at opnå det objektive blik på verden? Er det overhovedet ønskværdigt? Giver Tarkovskys dybt subjektive kamera os ikke en langt dybere viden om verdenen i sidste ende? Det er grundlæggende filosofiske spørgsmål, og Tarkovsky synes mere interesseret i deres konsekvenser for det enkelte menneske, men det betyder ikke at der ikke også er konsekvenser i en større kontekst.

Rubicon

'All the pieces matter' Sådan sagde Lester Freamon i sjette afsnit af The Wire, og det var et citat der var så vigtigt at det blev gjort til afsnittets undertitel (hvilket gør det dejlig nemt at finde på wikipedia...). Citatet giver mening i The Wires univers, der handlede om de komplicerede sociale systemer alle mennesker indgår i, og som desuden var drevet af en ekstrem tematisk målrettethed, men rent faktisk er det ikke nogen særlig 'realistisk' indstilling til livet. I virkeligheden er der mennesker, ting, sammenfald, som ganske enkelt er tilfældige og ligegyldige. Rubicon, en serie fra AMC der også er hjemsted for Mad Men, Breaking Bad og Walking Dead, synes overraskende meget enig i det synspunkt.

Den centrale analysegruppe. De er hyperintelligente, men er naturligvis først og fremmest optagede af deres personlige problemer.

Dette er overraskende, eftersom Rubicon er en konspirationsthriller. Serien foregår på et analyseinstitut der laver efterretningsarbejde. Jeg må indrømme jeg ikke helt fanger instituttets officielle status, men hovedpersonerne sidder ihf og forsøger at finde sammenhænge imellem USAs fjender og er besatte af kodeløsning og deslige. Utroligt mystiske ting sættes i gang i piloten og meget magtfulde mænd synes at være involveret. Men serien synes egentlig ikke så voldsomt interesseret i disse intriger, den vil hellere bruge tid på de mennesker der arbejder på instituttet, og på at arbejde på dens tematik. Sagt på en anden måde: 'All the pieces matter' men hvem det er vigtigt for er yderst forskelligt.

I et par nøglescener i afsnit tre ser vi først hovedpersonen Will Travers' (James Dales Badge) overordnede komme ind på hans kontor og spørge om bjørne skal gå på wc når de går i hi. Vi ved godt at den overordnede stiller dette spørgsmål fordi hendes datter har spurgt om det, men Will ved det ikke. Han hjælper bare sin ven med et svar og glemmer alt om det. Derefter går han direkte ned og spørger en anden medarbejder om hvilke informationer der kan være gemt i en ti-cifret kode. Igen synes det at være et ganske arbitrært spørgsmål, men den her gang er det fuldstændig fundamentalt for at bringe seriens handling videre, at Will får knækket den kode han lige har fundet. Det er nærmest fuldstændig samme scene, men fordi vi kender omstændighederne bliver det ene til comic relief og det andet til suspense.

Uh det er spændende.

Et andet eksempel. I en scene i første afsnit befinder Will sig på sin netop afdøde svigerfars kontor (han er omkommet i en fuldstændig meningsløs togulykke. Eller er han?) da telefonen ringer. Will tager telefonen og en dyb stemme siger "Knight to Bishop 3" Det er en utrolig mystisk og ganske skræmmende scene, men sammenhængen afsløres ganske kort efter. Wills svigerfar spillede korrespondanceskak med en tidligere medarbejder, som ikke har hørt om ulykken. Hvad der syntes at være konspiration er sådan set bare en del af livet.

Et tredje eksempel: Der er rent faktisk en terrorgruppe i Rubicon, der hedder MILF. The Moral Islamic Liberation Front. Igen, koder er både storpolitik og comic relief. Som fjerde eksempel er en anden gruppe vild med tidspunktet 4:20. Hvorfor? Det besvares aldrig, men kunne det være fordi de ryger for meget pot?

Nu er det blevet så spændende, at Will må have en tænkepause. Dem gik der ret meget tid med...

'Om det man ikke kan tale, om det bør man tie' sagde Wittgenstein. Han talte først og fremmest om det overnaturlige, og forklarede, at man ikke kan tale om f.eks. Gud, så man bør ikke spilde sin tid på det. Men en af de mange ting han ikke - på det tidspunkt - havde overvejet var, at selvom det måske er muligt for menneskeheden som helhed, at få lavet en vidensbank der beskriver alt i fænomenverdenen, så vil det for det enkelte menneske være umuligt at opnå viden om alt. Hvad der kan tales og ikke tales om bliver derfor forskelligt fra menneske til menneske. For nogle mennesker er mobiltelefoner fuldt ud lige så mystiske, som treenigheden er for andre. Ud af sfæren af ting vi ikke kan tale om er det nærliggende at skabe konspirationer, det giver orden til en uordentlig omverden. Så efterhånden som mængden af viden i verden eksploderede op igennem det tyvende århundrede, så kom konspirationen til at spille en større og større rolle i kulturen. Kafka skabte et konspiratorisk mareridt ud af noget så banalt som bureaukrati i hans Processen. Thomas Pynchons bøger skrev videre på konspirationen som basalt livsgrundlag i vores hverdag. Der er så meget at være paranoid omkring her i verden, og konspirationen blev på mange måder et grundtema for postmodernismen. Men Rubicon minder mig først og fremmest om en senere amerikansk forfatter: David Foster Wallace. Foster Wallace insisterede ligesom Rubicon på, at behandle mennesket som langt mere vigtig end konspirationen. I hans debutroman The Broom of the System er et indviklet plot sat i sving, der på en eller anden måde skal få hovedpersonen Lenore Beadsman til at genoverveje hendes liv. Men Lenore er langt mere optaget af, at hun har problemer med hendes kæreste og hendes kanariefugl. I Infinite Jest beskrives et indviklet og fantastisk fremtids-Amerika, hvor en canadisk separatistbevægelse har gang i nogle indviklede planer, men romanens fokus er på banale og tidsløse problemer, som usikkerhed over det at blive voksen, eller problemer med substansmisbrug af forskellig slags.

Og sådan er det også med Rubicon. Der er en konspiration, men personerne er ligeså optaget af at få deres familieforhold til at fungere, og Wills motivation er først og fremmest at finde ud af hvad der skete med hans svigerfar. Det er på en eller anden måde derved en post-post-moderne tv-serie. Det er mennesket der er i fokus. Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at menneskelige relationer vedbliver at spille en kæmpe rolle, også i konspirationens udformning. Af den grund er tempoet for plotudviklingen sat helt i bund, for serien følger personerne, og det er ikke noget personerne synes er så forfærdelig vigtigt før hen mod slutningen.

Det är ULITLIGT spändenda. Dette afsnit indeholdt en fantastisk scene hvor Truxton Spangler (ham til venstre) gav Will en kuffert. Og så holdt han en tale om hans slips. Og det var en af de bedste taler på tv sidste år.

Der blev lavet én sæson af Rubicon, men seertallene var ikke særlig gode så serien blev aflyst. Jeg har set folk klage over slutningen, men for mig var den rigtig fin. Jeg har ikke tænkt mig at afsløre hvad der sker, men der var netop fokus på personerne. Alle deres historier fik på en eller anden led en afrunding. For mig var det en enormt vellykket serie. Tempoet er sat helt utroligt ned, og Will Travers er ikke verdens mest kompetente detektiv, men det skal han heller ikke være. Der er tid til at tænke over tingene, og til at nyde de fantastiske billeder, fra cinematografen der også har samme job på Breaking Bad. Det var en lille serie, den fik fortalt sin historie og afleveret sin pointe, og jeg behøver egentlig ikke rigtig mere.