Mad Men sæson 3 - Opvåvni

Jeg har tidligere skrevet om Mad Men sæson 1, men jeg tænkte jeg egentlig ikke har set nogle steder, hvor tv-serier virkelig bliver snakket om på sæsonbasis, selvom det i langt højere grad for tiden er den enhed serier bliver konstrueret på. Så jeg tænkte jeg ville gå i gang med dette, og lægge ud med de seneste par sæsoner af Mad Men. Her er sæson 3, sæson 4 kommer forhåbentlig snart. Jeg snakker ikke voldsomt meget om plot og karakterudvikling, men der vil naturligvis være spoilere hvis du ikke har set sæson 3 endnu. Hvis du alligevel er interesseret, så læs videre.

Og jeg kan bare lægge ud med at indrømme at jeg vist nok har taget grunddigt fejl. Jeg troede egentlig Mad Men handlede om styrken i løgnen, men sæson 3 viser hvordan løgnene krakelerer både i samfundet og i privaten. Vi lærte i sæson 1 at Don Draper i virkeligheden var en konstruktion, at han i virkeligheden var Dick Whitman, som stjal en anden mands identitet under Koreakrigen. Jeg tænkte derefter på Don Draper som en af kunstens store løgnere, både som virkelighedsfabrikerende reklamemand og som identitetstyv, men sæson tre viser, at ikke en gang han kan holde sandheden nede i længden. Og denne udvikling bliver stillet sammen med billeder fra et USA i opløsning. Denne sæson foregår sommer/efterår 63, men der er små henvisninger til de spændinger der snart skal rive USA fra hinanden. Mens Betty er under narkose på fødselsgangen drømmer hun om en myrdet borgerrettighedsforkæmper og senere ser vi Draperfamiliens sorte hushjælp Carla stå fuldstændig knust mens hun lytter til en radiotransmission af en begravelse af 3 små piger, der blev dræbt ved et Ku Klux Klan attentat. Sæsonen kulminerer ganske naturligt med mordet på John F Kennedy. Samme afsnit siger Betty at hun vil skilles.



Den tyske teoretiker Walther Benjamin skrev i løbet af trediverne på et stort værk om de parisiske overdækkede passager, der forblev ufuldendt. Hans idé var at passagerne var kapitalistiske kulturværker fra før kapitalismen indså sig selv. Sagt på en anden måde, så mente han at moderniteten, med alt hvad den indeholdt af imperialisme, kapitalisme, klassekamp, avantgarde, etc, havde sat sine spor i omverdenen inden at modernismens tidsalder kan siges at være gået i gang, hvilket han påstod den først gjorde med Pariserkommunen i 1870. Herfra kunne folk ikke længere lukke øjnene for den nye tids realiteter, men det betød ikke at disse realiteter ikke havde været en reel eksistens før i tiden, og f.eks. var kommet til udtryk i visse former for parisisk arkitektur. Det er lidt på samme måde som når man siger af 9/11 forandrede verden. Det gjorde den naturligvis ikke, de kristne/muslimske/jødiske spændinger var en realitet lang tid før og var kommet til udtryk mange andre steder, men efter 9/11 var det fuldstændig umuligt at lukke øjnene for dem igen. Walther Benjamin kaldte en sådan begivenhed for en periodes opvågnen.

Hvorfor jeg snakker om dette? Fordi sæson tre lige netop skildrer sådanne opvågninger. USA havde været splittet i lang tid, men det er med Kennedymordet folk vågner op til dem. Og denne opvågnen parallelliseres i Draperhistorien, hvor Don til sidst ender med at miste sin hemmelige identitet. I slutningen af sæsonen finder Betty ud af det, hvad der medfører de største ændringer i serien, men gennem hele sæsonen kan Don ikke flygte fra fortiden længere. Han fortæller en vildt fremmed mand om hans barndom til en fest, og det viser sig at være en rigmand (Conrad Hilton, Hiltonhotelkædens grundlægger og Paris Hiltons bedstefar...) og denne rigmand bliver så imponeret at han hyrer Don til at lave hans reklamer. Dette medfører så at Don bliver bedt om skrive kontrakt med Sterling Cooper for første gang, hvilket han pludselig bliver tvunget til da Cooper hiver op af hatten at han kan afsløre hvem Don i virkeligheden er, hvis ikke han gør hvad der bliver sagt. Da Pete Campbell afslørede hvem Don var overfor Cooper i sæson 1 var Coopers svar 'Who Cares'. Det helt rigtige svar for en reklamemand. Men i sæson tre viser det sig alligevel at sandheden aldrig bare kan blive fornægtet. Den ligger altid under overfladen, parat til at bople op.



Det er et af tv-mediets største styrker at tematikker på denne måde kan blive vendt og drejer og udviklet over så lang tid. Jeg ved ikke hvor langt vi er i seriens levetid eller hvad Matthew Wieners langsigtede planer er, men sæson 3 er den sæson hvor han vender alting fuldstændig på hovedet. Personernes status quo ændres og serien viser sig at have nogle fuldstændig nye ting på hjerte. Jeg skal gerne indrømme at jeg ud fra sæson 1 vist tolkede serien forkert. Som man kan se, hvis man genlæser det gamle indlæg, valgte jeg også i sæson 1 at snakke om efterdønningerne af en omvæltning, og i sæson 3 at snakke om forvarslerne til en omvæltning. Det hele er blevet sat lidt på hovedet. Når serien er færdig er det nok langt nemmere at overskue. Dårlige undskyldninger og noget med at forstå ting baglæns og den slags.

Og nu har jeg overhovedet ikke snakket om struktur og personer og alt det der. Sæsonens hovedhistorie er Betty og Don, de fleste andre personer rykkede ret meget i baggrunden. Derudover er sæsonen struktureret ganske mærkeligt. Det er lidt svært at se hvad historien er i de første afsnit, konturerne dukker op til Rogers fest ved to ganske tilfældige møder, og først langt senere kan man se hvordan historien er struktureret. Sæsonens to bedste afsnit, A Man Walks In to an Advertising Agency og slutafsnittet Shut the Door, Take a Seat, er desuden nærmest løsrevne fra hovedhistorien, de handler mere om hvad der sker på Sterling Cooper. Det er en mærkelig sæson af en ganske mærkelig serie.

Tv-auteurs

Den amerikanske tv-sæson, som stadigvæk er den der fylder mest på fjernsyn rundt omkring i verden, er struktureret sådan, at den nye sæson starter i september. Dvs lige nu. Jeg tænkte, at det derfor var ganske passende at forsøge en statusopgørelse over tv-mediet lige nu, samt at give nogle anbefalinger til de kommende måneders fjernsyn. Og specielt et emne vil jeg tale om relativt grundigt.

Men inden vi kommer ind på fremkomsten af auteurs inde for tv-mediet, så vil jeg lige sige, at det sgu er et kæmpe skulderklap til dansk tv-produktion at AMC er i gang med at lave en amerikansk udgave af forbrydelsen. Måske det største skulderklap nogensinde. Den internationale Emmy betyder ingenting - hvem kan nævne en serie der har vundet som ikke er dansk? - men at AMC, der for tiden er den mest kreativt succesrige kanal med serier som Breaking Bad, Mad Men og Rubicon, synes den er god nok til at satse på, ja det er sgu stort. Riget blev også engang til The Kingdom, men det var som en såkaldt mid-season replacement, hvilket betyder at kanalen blot brugte den til at udfylde huller i deres program, når de serier de egentlig regnede med havde floppet, og den blev heller ikke nogen succes. Men stort tillykke til DR, og alle de involverede.

Men det var de nye tv-auteurs jeg kom fra. Jeg er egentlig ikke den store fan af auteur-begrebet, film og tv er et kollaborativt medie, og den store fokus på en genial skaber/instruktør negligerer hvor vigtige skuespillerne (som dog også får umådeholden stor opmærksomhed...) manusforfatter, klipper, fotograf, tonemester, etc etc etc er for en vellykket film. Men derfor synes jeg stadig at det er vældig interessant at der på det seneste - og bemærkelsesværdigt meget i 2010 - er sket en udvikling henimod at de nye tv-serier ikke længere bliver præsenteret med deres præmisser, deres genrer (krimi, hospital, sitcom), deres skuespillere, men i høj grad opnår interesse og hype på grund af skaberne bag, også selv om disse skaberes tidligere serier var inde for en helt anden genre. Det er en ganske ny måde at se på tv-mediet på, og endnu et skridt på vejen mod dets 'kunstneriske' modning. Det næste bliver forhåbentlig en spejling af udviklingen inden for filmmediet, og at der vil opstå blot et mindstemål af interesse for andet en engelsksprogede serier. Den dag debatten også drejer sig om europæiske public service serier og f.eks. latinamerikanske telenovelas bliver det for alvor rigtig interessant. Men til sagen, en præsentation af et par auteurs:

David Simon:

David Simon fortjener at blive nævnt først af tre årsager: For det første er hans nye show Treme det eneste af de shows jeg vil præsentere, som allerede har haft premiere, ja hele første sæson er faktisk overstået. For det andet var hans tidligere serie, The Wire, den bedste tv-serie nogensinde. For det tredje virker udviklingen fra The Wire til Treme ikke som en videreudvikling af nogen form for genre, men derimod som en videreudvikling og en præcisering af en kunstnerisk pointe om det samfund vi lever i idag. Hvilket også er en nyskabelse for tv-mediet. The Wire var en krimiserie om narkohandlen, der efterhånden inddrog både det politiske system, skolesystemet og medierne, og endte med at blive et sociologisk portræt af Baltimore. Kort fortalt gik serien ud på hvordan institutioner, både officielle som politihierarkiet og rådhuset og uofficielle som især bandevæsenet, knuste individer der stak næsen for langt frem. Gang på gang kom sympatiske folk, der forsøgte at gøre en forskel både for dem selv eller for samfundet, ud på dybt vand, og blev sat på plads med degraderinger eller pistolskud. Det var en utrolig pessimistisk serie, men der var dog lyspunkter. Serien elskede at vise personer som ganske enkelt var suveræne til det de gjorde - den berømte 'Fuck'-scene hvor to detektiver opklarer en forbrydelse mens de kun udtaler et enkelt ord, er nok det bedste eksempel - og der var et par personer som Prez, Cutty og Carver, som rent faktisk formåede at ændre noget. Men det var først og fremmest sig selv. Serien syntes at ende med at sige, at institutionerne knuste stor set enhver modstand, men dermed kom den alligevel til at hylde mennesket, som engang imellem var i stand til at stå imod.

Og det er denne hyldest til mennesket der bliver hevet frem og ekspliceret i Treme. Treme foregår endnu engang i en amerikansk by i opløsning, denne gang et langt mere sammenbrudt New Orleans lige efter Katrina, men den skildrer ikke institutionerne. Derimod skildrer den kreative mennesker som er gode til hvad de laver. Treme er et af områderne hvor New Orleans-jazzen opstod, og serien følger kreative mennesker, jazzmusikere, forfattere, kokke, i deres kamp for at udtrykke sig selv i en tid hvor verden er imod dem. Utrolig lang tid går blot med at observere dem udøve deres kunst, folk spiller jazz, skriver sange, laver mad, skriver og udfører taler, og det er ganske enkelt en fryd at følge. Og som sagt, en stor hyldest til menneskets kreative potentiale, og en fantastisk videreførsel af en central pointe fra The Wire.

Treme Trailer

David Milch:

De andre personpræsentationer kommer ikke til at være lige så lange, for jeg ved ganske enkelt ikke lige så meget om dem. Og deres serier får først premiere til efteråret. David Milch er manden bag Western-serien Deadwood, som også er blevet sendt på DR2. Endnu en serie, der engang imellem bliver fremhævet som verdens bedste. Jeg er uenig af især en årsag: Jeg har svært ved at hylde en serie der slutter så ærgeligt som Deadwood. Det er naturligvis ikke David Milchs skyld at HBO ikke kunne finde ud af at få meddelt ordenligt hvad deres planer for serien var, men i modsætning til The Wire så fik Deadwood ikke lov til at slutte som planlagt, men blev aflyst efter tredje sæson. Og David Milch fortsatte hans dårlige held med surferserien John From Cincinatti, der mystificerede et hurtigt skrumpende publikum og blev aflyst efter første sæson. Nu er han så tilbage med en ny serie der hedder Luck, og som så vidt jeg kan se handler om Jockeyer. Eller ihf om hestevæddeløb. David Milch er svær at snakke om, da han jo ikke har fået lov til at afslutte sine serier og de er så forskellige, men der er dog et fællestræk om at beskrive samfund/delsamfund og konfrontere dem med noget udefra. I Deadwood var det lov og orden der kom til den lille westernflække, i John From Cincinatte var det John der kom ind i surfersamfundet. Luck ved jeg af gode grunde ikke hvad handler om, men med et jockeytema lyder det egentlig lidt som det plejer. Luck kommer på HBO formentlig til januar, og har Dustin Hoffman i hovedrollen...

Bryan Fuller:

Bryan Fuller er endnu en auteur der ikke har fået lov til at gøre noget som helst færdigt. Hans største succes er, at han var med til at lave første sæson af Heroes, der var en kæmpe succes både kreativt og kommercielt. Derudover har han skabt tre serier, der alle var særprægede, fantastiske og kortlivede. Dead Like Me fulgte en ung pige, der i piloten blev slået ihjel af en nedfalden sattelit, som derefter fik til opgave at samle folks sjæle ind inden de døde. Det var en serie om tab, sorg og død, som kørte to sæsoner, men Bryan Fuller forlod den efter fjerde afsnit grundet kreative uoverensstemmelser. Efter sigende ville han have gjort pigens far homoseksuel og dermed have konfronteret hende med at hun egentlig aldrig burde have eksisteret, men bagmændene satte hælene i, hvilket gør at et par scener i piloten virker meget usammenhængende. Derefter skabte han den fantastiske Wonderfalls, der handler om en pige der kan tale med statuer, og som kørte 13 afsnit på Fox før også den blev taget af. Herefter skabte han Pushing Daisies, der er en af de bedste serier nogensinde. En ung mand, der laver tærter, finder ud af at han kan vække de døde til live ved at røre dem, men hvis han rør dem igen dør de igen, og hvis de lever i mere end et minut dør noget andet der er i nærheden. Han vækker så sin barndomskæreste til live igen, og nu lever de sammen, men kan aldrig røre, og han bruger sine evner til at vække døde mordofre til live og spørge dem hvem morderen var. Det var en blanding af eventyr, krimi og sæbeopera, hele universet var taget ud af børnebog og samtidig har der sjældent været en serie hvor så mange mennesker kom af dage på morbide måder. Folk smeltede, brændte, blev stukket ihjel af bier, frøs, etc etc etc. Fællestemaerne for alle hans serier har været død, det overnaturlige, og besværlig seksualitet. Nu er han så i gang med at lave en scifi-serie til Syfy-kanalen, om kolonister på månen der opdager aliens. Jeg glæder mig.

Pushing Daisies Trailer

Martin Scorcese

Ja, Scorcese er ikke nogen tv-auteur, han har rent faktisk ikke haft noget med tv at gøre tidligere, men hans involvering i den nye HBO-serie Boardwalk Empire er ganske symptomatisk for den her udvikling. Boardwalk Empire er en ny gangsterserie med Steve Buscemi i hovedrollen, der foregår i Atlantic City i 20'erne. Scorcese har instrueret pilotafsnittet, og resultatet virker utrolig spændende. Der har netop været en gennemgang af hele tredje sæson af The Wire inde på Hitfix, og forfatteren til den gennemgang sammenlignede på et tidspunkt en scene mellem de to gangstervenner Avon Barksdale og Stringer Bell med en tilsvarende scene fra The Godfather. Og hans pointe var, at scenen fra The Wire slog hårdere fordi man havde brugt 36 timer med de her gangstere mens man kun havde brugt 6 timer med dem fra Godfather. Det er naturligvis ikke noget naturgivent at mere tid er bedre, men faktum er, at tv-serien giver en mulighed for at komme i dybden med personskildring og tematik, som film ganske enkelt ikke giver. Scorceses skift synes et yderligere skulderklap til tv-mediet.

Boardwalk Empire Trailer

Lige kort: Som billederne viser er det kun hvide mænd. Sådan er det ofte når man laver auteur kategorier, det er ofte inden for felter med mange hvide mænd. Dog er David Simon og - Milch jøder, Bryan Fuller er åbent homoseksuel og Martin Scorcese er jo af italiensk afstamning, så ingen af dem er hvepse, men der er stadig meget få kvindelige auteurs.

Men hvorfor er der overhovedet begyndt at dukke tv-auteurs op? Og mere generelt, hvorfor har tv-mediet haft en kunstnerisk opblomstring uden fortilfælde, mens de fleste andre medier synes at have haft et mere stille årti og kæmpet med kommercielle nedture? Jeg skal ikke kunne sige noget udfyldende om det, men infrastrukturen bag tv-kunst - og især for kabelkanalernes vedkommende - har vist sig at være utrolig velegnet til den nye digitale tidsalder. Mad Men er nok kongseksemplet på en tv-serie, der alle steder hyldes som en kæmpe succes for AMC, og bliver satiriseret forskellige steder som Simpsons, Community og endda Sesame Street, men som rent faktisk har utrolig få seere. Men den fungerer som del af AMC brandet som helhed, og får folk til at abonnere på kanalen, som så kan fylde resten af sendefladen op med dårlige film, og stadig fungere som en kulturel sværvægter. Det essentielle er, at Mad Men bliver debatteret og diskuteret overalt, og hvis man har sin kulturelle kapital kær er man nød til at have kanalen. Også selvom man ser serien på nettet.

Som fortælling der udfolder sig over længere tid, har tv haft utrolig stor gavn af den debatkultur der er opstået på nettet. Hvis folk ser et fantastisk, men måske lidt svært forståeligt afsnit af en tv-serie, ja så kan de for det første fortælle alle deres venner og bekendte om det, og for det andet kan de spørge om hjælp til at forstå det inde på nettet. Og hvis en bekende bliver fanget af beskrivelsen er det ikke længere problematisk at komme ind i en serie. Man kan vente på dvd-udgaven og se alle afsnittene på en gang, eller hvis man vil ind i en stadig sendt sæson kan man se det f.eks. på Hulu (hvis man er amerikaner...), iTunes, og der er flere andre muligheder, som godt nok ikke er lovlige, men som i visse tilfælde nok hjælper serierne til at samle nye seere op. Og hvis der er to serier der kører på samme tid må man ikke længere benhårdt prioritere, man kan bare lade sin dvr optage den ene og så se den anden. Det har medført for det første en modning af mediet, og samtidig har det medført at folk investerer mere i deres kigning. Og her kommer så auteursne ind i billedet. For folk opdager ganske enkelt hvem der står bag hvilke serier, og vælger derefter. Med film er der en kæmpe publicitykampagne der ofte fortæller alt om filmen før den får premiere (altså bortset fra at den er elendig...) men tv er for langsigtet en investering til at satse for meget på første afsnit. Det kræver en fortløbende diskussion af serien at komme frem til hvem der står for hvad, og dette er blevet meget nemmere med nettet. Få andre medier har profiteret så meget af internettets fremkomst, som kabeltvserien.

Lige til sidst, en anbefaling af hvilke serier jeg vil se dette efterår:

Mad Men (AMC): Fjerde sæson er allerede i gang, og utrolig meget er ændret, men det høje niveau er bibeholdt.

Rubicon (AMC): En meget tålmodig konspirationsthriller, der vist desværre ingen seere har, men som alligevel har fanget mig. Hvorvidt den kommer til at være indsatsen værd i længden er uvist, men jeg er nu fanget.

Boardwalk Empire (HBO): Martin Scorcese, Steve Buscemi, Noir-serie og traileren ser fantastisk ud. Det er næsten for lovende til ikke at blive en skuffelse, men nå ja.

Community (NBC): Anden sæson af komedie om en læsegruppe på et community college. Jeg satser på at få skrevet lidt mere om første sæson inden længe.

Running Wilde (FOX): Egentlig nok den eneste af de nye netværksserier (dvs serier på NBC, ABC, CBS, FOX og CW) jeg gider at se, selvom den vist ikke skulle være lovende. Men det er Mitch Hurwitz, Will Arnett og David Cross fra Arrested Development. Igen en anbefaling baseret på skaberens foregående skabelse, ved ikke om det er heldigt.

Derudover ser jeg frem til Luck og Treme der først starter i 2011. Muligvis skal jeg også se Borgen, jeg bruger alt for lidt tid på ikke-amerikansk kultur generelt. Det skal nok blive travlt.

Inglourious Basterds

Jeg har det egentlig lidt ambivalent med Tarantino. Hans film er supercool, men jeg har ofte lidt svært ved at blive rigtig engageret af dem. Reservoir Dogs er nok min yndlings, men engang imellem er hans universer simpelthen for fjerne fra den virkelige verden til at synes at afspejle noget reelt overhovedet. Og det er ikke fordi film der nærmer sig fantasy ikke kan være min kop thé - det er Antichrist f.eks. et godt eksempel på - men derudover synes rigtig store dele af hans film mere at være motiveret som homage end som metafor eller symbolik. Hvorfor går The Bride klædt i gult? Er det fordi det skal symbolisere løgn? Næ, det er fordi Bruce Lee også gik klædt i gult i en eller anden gammel film. Det bliver nogen gange lidt uvedkommende for mig, som ikke rigtig går op i kungfu, grindhouse, exploitation, blaxpoitation og al den slags.

Men Inglourious Basterds er anderledes (og jeg bør lige sige at der kommer til at være ret massive spoilere herfra). For det første er den baseret på en virkelighed der føles vedkommende: Det er bestemt en stiliseret udgave af 2. Verdenskrig, men fordi jeg er interesseret i udgangspunktet bliver jeg også interesseret i afvigelserne. For det andet indeholder den Hans Landa. Den her figur minder mig først og fremmest om Heath Ledgers Joker fra The Dark Knight. Som en fælles præstation af Tarantino og Christoph Waltz transcenderer han filmen han er med i og efterlader alle de andre figurer stående tilbage med deres langt mere kedelige og utaknemmelige roller. Det er virkelig en stor præstation, og fuldt fortjent fik Waltz da også både Cannes-pris, Golden Globe og Oscar. Det er nu også fra start af en fascinerende figur, så en del af hæderen burde nu også tilfalde Tarantino efter min mening.



Jeg kan ikke rigtig mindes at nogen nogensinde har fået en oscar for at spille naziforbryder. Det plejer sjældent at være særlig nuancerede roller. Men Hans Landa er en anden slags fisk. I hans første scene gør han et stort nummer ud af ikke at være ideologisk. Han synes ligesom Hitler at jøder er som rotter, men han har en anden begrundelse: Han kan ikke lide dem og han bekæmper dem, men han kan egentlig ikke forsvare hvorfor. Han er altså på ingen måde ideologisk. Han gør bare sit job. På mange måder er han indbegrebet af hvad der er blevet kaldt for den moderne kyniker (dette stammer fra Peter Sloterdijks Kritik af den Kyniske Fornuft. Som jeg varmt kan anbefale, selvom jeg ikke er hele vejen igennem. Det er virkelig en sjov filosofibog). Han ved egentlig godt at det ikke er rigtigt men gør det bare alligevel. Han bliver dermed et glimrende modstykke for de hyperideologiske Basterds. Som ikke kan acceptere at almindelige værnepligtige tyskere skal kunne gemme sig i mængden bagefter krigen. Det er lidt den omvendte verden i forhold til krigens virkelighed.



Og det bliver mærkeligere endnu når man medtænker de intellektuelle kampe der er i filmen. Filmen igennem forsøger tyskere og allierede at være klogere end de andre og snyde dem. Og hver gang folk spiller med åbne kort vinder tyskerne. Landa vinder i åbningsscenen, den tyske SSmand vinder på kroen og Hans Landa sætter dem alle sammen skakmat til sidst. Hver gang der er en intelligenskonkurence vinder tyskerne, eneste undtagelse er scenen mellem Zoller og Shoshanna, der ender uafgjort (det er forøvrigt et vidunderligt kønssyn. Shoshanna snyder Zoller ved at antyde at de skal have sex og skyde ham i ryggen. Zoller snyder hende så tilbage ved at vække hendes medlidenhed. For mænd er jo libido og kvinder er følsomme). De allierede derimod vinder ved at lyve og være umoralske. De får stakkels Walther overbevist om at de vil lade ham slippe fri, og de bryder groft alle krigskonventioner, foruden deres gode ord, i filmens slutning.



Men implikationerne går sådan set videre, og er for mig egentlig ret politiske. For The Basterds er først og fremmest terrorister. De torturerer deres fanger, og de benytter sig af selvmordsbombere. Og tyskerne ved ikke hvad de skal gøre ved det. I sidste ende vinder de krigen ved hjælp af løgn og selvmordsterror. Filmen må ramme et ømt punkt hos alle der står på demokratiets side i kampen mod terror. For det ville jo være så meget nemmere hvis vi bare gik på kompromis med vore principper. Det er en cadeau til filmen at den skildrer begge sider af denne indstilling: for det første slutter krigen før tid, og man får det katarsiske billede af Hitlers hoved der bliver gennempløkket sønder og sammen. Men samtidig dør næsten alle involverede, de bliver moralsk kompromitterede (den der afhøringsscene med de tre tilfangetagne tyskere er altså ganske ubehagelig) og bliver alligevel overstrålet fuldstændig af Hans Landa, der også rent intellektuelt sætter dem på plads (helt ærligt, Aldo Raine har jo tabt, idet han udtaler sit sølle amerikanske Bonjornoh). Og som egentlig er den moderne mand...

Det er jo ikke noget nyt at lave film om folk, der får resultater ud af at bryde samfundets regler. Det er jo set fra En Mand Ser Rødt til 24. Når den her alligevel på mig virker anderledes skyldes det i høj grad netop 2. Verdenskrig settingen. Det er jo nok demokratiets største ideologiske sejr (hvis man altså ser bort fra at krigen først og fremmest blev vundet af kommunisterne på østfronten, hvilket vi jo som oftest gør). Inglourious Basterds skildrer hvor meget sværere vi gjorde det for os selv, ved at insistere på at tingene bliver gjort ordenligt. Jeg er vild med den her film på en hel anden måde end Tarantinos andre. Den har fantastiske replikker, er utrolig vellavet, og så synes den så hamrende aktuel. Jeg var virkelig positivt overrasket - hvilket ikke siger så lidt, for jeg havde egentlig ret gode forventninger. Varmt anbefalet, hvis ikke du har set den endnu.

Nostalgi, Hauntologi, Mad Men

Egentlig gad jeg ikke rigtig bruge den her blog til at analysere eller anmelde eller præsentere enkelte kulturværker. Jeg ville hellere bare påpege strømninger eller idéer jeg har, gerne eksemplificeret ved kulturprodukter. Men jeg har netop genset første sæson af tv-serien Mad Men og har lyst til at skrive noget om den. Der kommer til at være spoilere, så beware.

Egentlig var det heller ikke meningen at jeg ville bruge ord som 'hauntologi' herinde. På mange måder er det blot en lidt mere fancy måde at sige nostalgi på. Udtrykket blev opfundet af Jacques Derrida i starthalvfemserne, og som så mange franske humanistiske begreber bygger det på et ordspil. I dette tilfælde ontologi (læren om væren, hvis jeg må ofre præcision for rim) og haunt eller at gå igen. Det bygger på kommunismens spøgelse (som Marx snakkede om) og på hvordan kommunismen måske døde med murens fald og sovjetunionens sammenbrud, men dens konsekvenser kunne føles i hele verden, lige meget hvor meget man forsøgte at lægge den bag sig. Som sagt, på en eller anden måde handler det om nostalgi, men det er et udtryk, der ikke er knyttet lige så meget til enkeltpersoner, det handler mere om genfærd i samfundet frem for sjælen. Der er en åndsvagt lang artikel om begrebets brug i musik og maleri - bl.a. af Luc Tuymans som jeg jo også lige har skrevet lidt om - her.

Og (dum-di-dum) tv-serien Mad Men handler netop lige præcis i høj grad om fortid, nutid og fremtid. Hvordan fortidens synder kommer tilbage for at hjemsøge dig, hvordan nostalgi bliver manipuleret frem for at fremme kapitalens interesser (men selvom du ved det alligevel påvirker dig) og hvordan fremtiden altid forsøger at skylle den ubehagelige fortid - med dens anakronismer og konservative personer - væk.



Serien foregår på reklamebureauet Sterling-Cooper i 60'erne. Første sæson i 60, anden sæson i 62 og tredie sæson i 63. Skaberen af serien - Matthew Weiner, som tidligere arbejdede på The Sopranos - har sagt at han gerne vil hele årtiet igennem, det vides endnu ikke hvor lang tid han regner med at bruge på det. Beskrivelsen af 60'erne er det første plan for seriens tidstematik. På den ene side ser serien fantastisk ud, som taget ud af et gammelt modemagasin med store kjoler, skarpe jakkesæt og gamle biler. På den anden side opfører folk sig jo forfærdeligt. Misogyni, racisme etc. Gravide kvinder ryger og drikker og børn bliver både slået samt kører i bil uden sikkerhedssele. Samtidig foregår serien netop i en brydningstid. Det er overgangen fra 50'erne, med dens fasttømrede strukturer, til 60'ernes mere kaotiske verden, som er omdrejningspunktet for især første sæson. Eksemplificeret ved præsidentvalget mellem Nixon og Kennedy. Folkene hos Sterling-Cooper er naturligvis på Nixons side, men de forstår heller ikke fascinationen af den unge sleske Kennedy.

På et videre plan hjemsøger fortiden flere af seriens personer. Dette vises til dels fysisk: Både Roger Sterling og Peggy rammes af tidligere tiders fejltrin med henholdsvis en blodprop og en graviditet. Fortidens synder slår rod i deres krop, ligegyldigt hvor meget de prøver at ignorere den. I begge tilfælde tilføjes der et strejf af uvidenhed: Roger tror hans blodprop skyldes overdrevent indtag af smør og fløde frem for hans alkohols- og cigaretmisbrug, Peggy nægter at tro på at hun kan være gravid, da hun samme dag begyndte at tage p-piller, som dog ikke har nået at virke. Flugten fra fortiden vises dog på et andet plan hos to af seriens andre hoverperson: Pete Campbell og Don Draper. Don Drapers virkelige identitet er det bærende mysterium i hele første sæson (hvorfor det ville være synd at afsløre), og en meget tydelig illustration af at fortiden hjemsøger nutiden, mens Pete Campbells situation virker noget mere normal, men ikke mindre tragisk. Det lader til at jeg er en af de eneste som synes det er synd for Pete (som vitterlig også gør nogle nederen ting, og Vincent Kartheiser er ikke seriens stærkeste skuespiller), men han er usympatisk på sådan en sølle måde at det gør helt ondt. Og vi opdager i episoden New Amsterdam (som jo er New Yorks tidligere navn og igen accentuerer hvordan fortid ikke bare forsvinder) at han ligesom Draper er både bestemt af og i konflikt med der hvor han stammer fra. Den eneste grund til at han har fået jobbet er således hans families (tidligere) baggrund og sociale netværk, selvom hans far hader hans karrierevalg og han selv egentlig hellere ville arbejde med det kreative - og egentlig ikke er helt dårlig til det.

Sekretærerne fra kontoret. Jeg får intet skrevet om seriens behandling af kønsroller, men det er en af hovedtematikkerne, især Peggys kamp for at blive anerkendt fylder meget. I virkeligheden fortjener alt dette sit eget indlæg.

Serier som Mad Men tager sig god tid. Der sker rent faktisk næsten ingenting i mange af afsnittene, som i stedet behandler tematikker om kvindernes rolle i samfundet, gerne eksemplificeret ved de forskellige reklamekampagner. Desuden kan en samtale sagtens udspille sig over flere afsnit, og opnå sin prægnans ved henvisninger yderligere tilbage i tiden. Således også med kampen mellem Pete og Don i de sidste par afsnit. Pete har opsnappet Dons hemmelighed, og truer med at afsløre dette til firmaets boss hvis ikke Don forfremmer ham. Don kan ikke lide at blive afpresset - som et tidligere afsnit også har vist - og vælger derfor selv at gå til ledelsen med problemet. På vej derhen spørger Pete presset hvad hvorfor i alverden han dog ikke blot kan give ham jobbet som han synes han har fortjent og får svaret: 'Why? Because your parents are rich? Because you went to prep-school and had a five dollar hair cut? You've been given everything! You've never worked for everything in your life!' Denne sviner er for det første sagen om en forfremmelse fuldstændig uvedkommende, desuden ved vi at det er fuldstændig forkert. Campbells far støtter ham ikke, og har aldrig brudt sig om hans valg.

Nevertheless, hemmeligheden bliver fortalt, og bossen svarer med et 'Who cares?' I næste afsnit er tingene tilbage ved det gamle og jobbet er blevet besat udefra. Ved hans første møde opfordrer han alle til at bruge deres netværk til at skaffe dem nye kunder og Don Draper understreger dette ved at udtale: 'Bringing in business is the key to your salary, your status and your selfworth' hvorefter kameraet klipper til et ironisk blik fra Pete. Et par dage senere går Pete ind til Don og fortælle ham at han har skaffet firmaet en ny kunde, ikke ved hjælp af hans årsbog fra Deerfield, som ser ud til at være en snobskole i Massachussets, men via hans svigerfar. Han sørger for at få Don til at indrømme at han er vigtig for firmaet, hvorefter han returnerer 'Status and Selfworth' linje. I de anmeldelser jeg har set bliver denne beskrevet som Petes sølle forsøg på at få respekt for den minimale indsags han har gjort, men det er jo dybere end det. Han fanger Don i en selvmodsigelse, får understreget at hans herkomst fortjener respekt, og får desuden understreget at Don ikke selv har det netværk han prøver at få de andre til at udnytte. Han er dermed afhængig af dem.

Hele denne tematik bliver opsummeret en sidste gang i sæsonens sidste salgstale. For at sælge en lysbilledfremviser viser Don Draper billeder af hans familie mens han fremfører om nostalgi 'Nostalgia litterally means: The pain from an old wound. It's a twinge in your heart far more powerful than memory alone (...) (fremviseren) takes us to a place where we ache to go again (...) to a place where we know we are loved' Der er så utrolig mange lag i den tale. Den sælger naturligvis et produkt, men den taler desuden også til de familiære følelser hos både Don og den ansatte Harry, som stormer ud med tårer i øjnene. Derudover er det naturligvis en metascene om selve seriens rolle. Men derudover er det jo én stor løgn. Kalkuleret kapitalistisk følelsesporno. Vi ved, at Don Drapers familie er et glansbillede, at han absolut ingen nostalgi føler for hans fortid, og vi har endda set Don Draper optage videofilm af hans familie, som tydeligvis blev en glansbilledudgave af en rent faktisk ret kaotisk fest (i 3 afsnit The Marriage of Figaro, hvis navn jeg stadig ikke forstår). Hele scenen er én stor løgn. Men som sagt, den virker. Også på Don selv, som besluter sig til at tage hjem og give hans familie endnu en chance. Pointen er faceteret og mærkelig, men det ser ud som om, at det vigtige ikke er hvorvidt ting er rigtige eller forkert. Det eneste der betyder noget er tingenes, talernes, idéernes og personernes brugsværdi.


Chistina Hendrics som Joan Halloway. Jeg har ikke rigtig så meget at sige om hende andet end: Dang altså...

Det er en smuk serie. Der er ingen personer der blot er gode eller onde. Der er indtil videre blevet lavet tre sæsoner, hvoraf jeg også rigtig godt kan lide sæson 2 og ikke har set sæson 3 endnu, og den får formentlig lov til at køre rigtig længe hvis Matthew Weiner vil være med til det. Seriens tidsbillede er desuden blevet kritiseret for at være unøjagtigt, men jeg mener den kritik fuldstændig misser pointen med serien. Virkeligheden er fabrikeret. Dels af kapitalen, dels af folks fordomme. Og fortiden - i al sin egen fabrikerethed - er altid til stede.

Tanker om Oscar

Jep jeg brugte naturligvis hele søndag nat på at se Oscar showet direkte. Det kan ikke rigtig anbefales. Jeg siger til mig selv, at det er ret relevant som kulturstuderende for lige at tjekke stemningen i Hollywood, for at komme lidt nærmere filmstrukturen, men der må sgu være en sjovere måde at tjekke det på. Her er mine tanker om showet.

1) Værterne. Steve Martin og Alec Baldwin. De var ikke sjove. De sidste par år har komitéen forsøgt at modernisere showet, men nu virker det lidt som om at de gik i den modsatte krøft, for at finde nogen USA var mere trygge ved. Det startede ellers fint med at Neil Patrick Harris - som var vært for sidste Emmyuddeling med stor succes - havde et sangnummer med nogle relativt kantede linjer om at have en partner. Den startede med 'Why did Crosby never give up Hope? / Why do Harold call Kumar when he's scored som dope? / and why do the inmate always drop the soap?' og så kunne jeg ikke høre resten. Håber han er vært for det hele næste år.

2) Produktionen. Den var elendig. Jeg ved naturligvis ikke om det var Tv2 eller ABC (den amerikanske tv-station der sendte det) eller om det var hos showet selv den var gal, men en eller anden var dybt inkompetent. Helt fra starten hvor de ti skuespillernominerede blev præsenteret én efter én var den gal med lyden. Den var stadig i intromode, og det betød man ikke engang kunne høre klapsalverne eller hvem der var hvem. Jeg kunne ikke genkende halvdelen. Lyden og kameraet var generelt fuldstændig tåbelig, det burde de sgu nok gøre noget ved hvis de vil have flere seere.

Derudover var der et par vildt mærkelige indslag. For det første havde John Hughes sin helt egen In Memoriam sektion. John Hughes? Derudover var der en absurd horrortribute, som lidt virkede som om de ville vise at de godt ved hvad Twilight er. Desuden sagde præsentatorerne at en Horrorfilm ikke har vundet en oscar siden The Exorsist, men tributen inkluderede klip fra Ondskabens Øjne, som stadig er den seneste film til at vinde alle de fem store: Film, Instruktion, Manus, Skuespiller og Skuespillerinde. Men det mest åndsvage var præsentationen af de fem nominerede til bedste soundtrack. Den foregik som et medley mens der var en hoben af breakdancere på scenen. Det var vældig flot og der var saltoer og alt muligt, men havde så vidt jeg kunne se intet med filmene at gøre. Det hele bliver endnu mere åndsvagt af, at præsentationen af de fem nominerede for bedste sang netop var skåret ud af showet i år. Og bliver så lidt mere suspekt når man finder ud af at showets instruktør desuden også er dommer på So You Think You Can Dance. Mere plads til filmenes kunstnere og mindre til at reklamere for instruktørens interesser.

Stadig den bedste John Hughes tribute. De skulle bare have vist den her på storskærm.

3) Race. Det skal åbenbart stadig iscenesættes som om det er sort mod hvid i Hollywood (rent faktisk bor der flere hispanics end sorte i USA, men det er ligesom om det ikke rigtig er det samme tema for folk derovre...) Jeg tror nok afroamerikanere vandt tre priser: Bedste kortfilmsdokumentar, bedste manus baseret på andet materiale og bedste kvindelige birolle. De to sidste for Precious. Hver eneste gang Precious blev nævnt blev der klippet til billeder af ikke blot folk asocieret med filmen, men bare generelt til en sort skuespiller. For det er jo en sort film, så den er nok deres alle sammens favorit. Jeg var egentlig fint tilfreds med de to Oscars den vandt. De sidste par år har en del sorte skuespillere vundet - en gang imellem for nogle ret kliché agtige roller - men jeg ved ikke hvor mange der vinder for arbejde bag scenen, så den der manusoscar var fed nok. Og Mo'niques rolle virker egentlig ret fin. Det er en film om en mor og datter, hvor faren har misbrugt datteren, så det hele kunne nemt have været noget sødsuppe noget, men hold kæft hvor det virker som om hun spiller moren usympatisk. Ugh man havde lyst til at slå hende efter de klip de viste. Modigt. Da hun stod på scenen sagde hun tak til akademiet for at se på præstation frem for politik, og igen blev det bare set som værende om racisme. Men jeg fandt ud af her, at Mo'nique ikke på noget tidspunkt har gidet lave lobbyarbejde for komitéen, men bare har sagt at det kun skal handle om skuespillet, hvilket folk har syntes var en ret arrogant holdning at have. Hun vandt heldigvis alligevel.

4) Køn. For første gang i prisens 82-årige historie vandt en kvinde prisen for bedste instruktør. Tillykke og uden overhovedet at have set nogle af filmene virker det fuldt fortjent. Men samtidig illustrerede uddelingen ret godt kønsfordelingen i Hollywood. Af sytten nominerede forfattere var der én kvinde. Der var heller ikke ret mange af de tekniske kategorier der var fyldt med kvinder - bortset fra kostumeprisen naturligvis. Det bør måske lige nævnes at en af de udenlandske nominerede instruktører også var kvinde. Nemlig hende fra Peru.



Men det tristeste var nok skuespillerpriserne. Ud af ti nominerede syntes 6 roller udenlukkende at handle om personernes familierelationer. Mor/datter var nomineret fra Precious, Helen Mirren spillede Tolstoys kone, og Sandra Bullock fik prisen for at spille en stærk mor. Kun 4 roller så ud til at være defineret delvist via deres job: De to fra Up in the Air (hvor det dog stadig er George Clooney der spiller den store hovedrolle), Meryl Streep spillede en kogebogsforfatter og Penelope Cruz spillede en stripper. Hvor er de gode kvinderoller henne i dag? De er på tv, især på kabel. Hvis vi sammenligner med Emmy var de nominerede her blandt andet en syngende servitrice (Kristen Chenowitz i den fantastiske Pushing Daisies), skaber og forfatter af et sketchshow (Tina Fey som skabte, skriver og spiller hovedrollen i 30 Rock) en fuldstændig kompromisløs og intrigant advokat (Glenn Close, som for andet år i træk vandt for Damages. Også en god serie) og endda en pusher (Mary-Louise Parker for Weeds). Til gengæld var oscarshowets to bedste takketaler fra Sandra Bullock og hende der vandt for bedste kostumer. Så kvinder har humor... Især Sandra Bullocks tale var overraskende god, hun takkede blandt andet Meryl Streep for at være en god kysser og hun takkede sin mor for ikke at lade hende køre i bil med fyre før hun blev 18: 'cos you were right, I would have done what you said I was going to do'. Tøhø.

5) Kommentatorerne. De danske kommentatorer gjorde det egentlig fint, Søren Høy virkede dog lidt irriteret / fuld. Men det her handler mere om hvor umuligt jobbet som dansk kommentator af noget så internt og amerikansk som oscar er. F.eks. det der med Mo'nique, hvordan faen skulle de vide det? Det kom så heller ikke med. Eller at indslaget med Neil Patrick Harris var et tip med hatten til emmyuddelingen, eller at Tina Fey og Robert Downey Jr's banter før prisen for bedste manuskript var skægt fordi Tina Fey var forfatter før hun blev skuespiller. I politiken gik Michael Bo dog måske nok lidt for skævt lige af den her scene. Han virkede som om han troede det var to skuespillere der snakkede om hvor meget de bliver negligeret af instruktørerne. Se, det ville nok være lidt mærkeligt mens man uddeler manuskriptprisen ville det ikke? Men ja, humoren er intern og amerikansk, så jeg forstår godt hvis folk bliver sat af.

6) Kunst vs Penge. Der er en interessant kamp om amerikanske awardshows for tiden. Kort fortalt går priserne til smallere og smallere ting, hvilket gør interessen fra den brede befolkning mindre, hvilket betyder færre seere og færre reklameindtægter. Man kan snakke ret lang tid om hvordan det hænger sammen med senkapitalismens fokus på nicheprodukter og kulturindustriens aktørers behov for at markere deres uafhængighed (hvilket jeg også har tænkt mig at gøre i et lille oplæg på uni på fredag) men i sidste ende er det egentlig ret simpelt: Dem med økonimiske interesser i showet vil have film som Avatar til at vinde og blive nomineret, dem med interesse i at opretholde illusionen om en kunstnerisk uafhængig filmbranche vil gerne have film som The Hurt Locker til at vinde. Aftenen bød desuden på en hel masse skægge ting fra denne kamp. Beslutningen om at udvide feltet til ti film, hvilket gerne skulle betyde flere film som seerne går op i, de tamme værter frem for folk som Jon Stewart og Ellen Degeneres, fokus på popkultur som John Hughes og Twilight/horror. Og så kunstnerne selv. Dang hvor var der mange af dem, der blev ved med at snakke om hvor overraskede de var, og at det bestemt ikke var noget de havde regnet med dengang de lavede det arbejde de vandt for. Det var næsten aftenens omkvæd.



Hvem vandt? Ja på den ene side, så fik showet de højeste seertal i fem år. Men i forhold til at den mest populære film nogen sinde var en af favoritterne, så var det stadig overraskende lavt. Tallene er mere analyseret her. Til gengæld må man sige at der er opstået en ny diskurs om hvad en oscarvinder skal være, som påpeget her. Først og fremmest skal den være kunstnerisk uafhængig og ukompromiteret. Det blev sagt igen og igen, og var for øvrigt også et tema ved den sidste emmyuddeling. I 2008 gik priserne til mørke, mærkelige film, især No Country for Old Men og There Will Be Blood. Men rent faktisk var de her film skræddersyet til oscaruddelingen fra filmsselskabets side, og massivt markedsført mod prisuddelerne. I år - og sidste år med Slumdog Millionaire - var det anderledes. Egentlig virker The Hurt Locker som en relativt konventionel krigsfilm - jeg har ikke set den endnu - men de fremhævede som sagt hele tiden hvor billigt den var lavet, at den var lavet uden for systemet og altså at den dermed ikke var lavet på pengenes eller prisernes præmisser. Nye tider.

Så ja, det var hvad jeg fik ud af at bruge hele søndag nat på oscar. Derudover fik jeg vendt min døgnrytme. Dunno om jeg gider at gøre det igen til næste år, der må ifh meget gerne komme bedre værter og en bedre instruktør.

BTW jeg bliver lidt interesseret i filmen The Single Man, hvorfra Colin Firth er nomineret. Den følger en homoseksuel professor den dag, hvor han beslutter sig for at begå selvmord om aftenen, indlagt med flashbacks. Det lyder ret meget som plottet i The Floating Opera af John Barth, som jeg lidt tror er en af mine yndlingsbøger. Barths bog er bare fortalt i førsteperson datid, hvilket ærlig talt ødelægger noget af spændningen om hvorvidt han dør om aftenen...

Kvindesynet i Lost

Jep, Lost er startet igen og for første gang følger jeg med i real time. Jeg har før tænkt lidt over det mærkelige kvindesyn i den serie, men i de nye afsnit er det blevet langt værre, og er næsten så mærkeligt at det mere virker som en intenderet kommentar generelt om misogyn fiktion. Og nå ja, SPOILER advarsel hvis ikke du er fuldstændig up to date med denne serie. Seneste afsnit bliver diskuteret.

Rip Juliet

Først og fremmest en disclaimer. Serien er ikke færdig endnu, så det er naturligvis for tidligt at fælde endelig dom over kvindesynet. Det her skal mere forstås som en fremlægning af nogle problematiske troper, hvorefter jeg kort vil opridse hvordan Lost behandler dem. Og hvorfor lige Lost? Jo, selvom det hverken er den bedste eller den mest sete serie fra det sidste årti, så er det måske den vigtigste. Normalt starter en serie med en præmis og nogle personer. Så finder man på handlingen sådan lidt hen ad vejen, og seriens vigtigste opgave er at blive ved med at blive set så længe så muligt, hvorefter man så til sidst finder en eller anden måde at afslutte den på. Det betyder at serier sjældent er særlig tilfredsstillende set som en narrativ helhed. Den første serie der prøvede at ændre dette var så vidt jeg ved Carnevale, hvor skaberen sagde: 'Jeg har en idé om en episk kamp mellem godt og ondt, der skal udspille sig over 6 sæsoner'. Desværre var der ingen der så det, så den blev stoppet efter 2 uden at man forstod ret meget af hvad der foregik. Med The Wire derimod lykkedes det stort set. Efter første sæson sagde skaberne at de gerne ville have fem sæsoner, og det fik de lov til. Selvom femte sæson blev lidt kompliceret og gik lidt stærkt, så er den afrunding de fik lavet på historierne helt tilbage fra sæson 1 med til at løfte serien op til de bedste serier nogensinde. Og Lost? Ja, de startede som en normal serie, der blot skulle holde sig i live. Men da serien er bygget op om mysterierne på øen begyndte folk efterhånden at blive træt af at svarene aldrig kom og at der hele tiden blev fyldt nye mysterier på for at holde serien i live. Så efter tre sæsoner lavede skaberne en skelsættende aftale: De ville lave tre sæsoner mere, og så var det slut. Man kan simpelhen fuldstændig tydeligt se hvornår skaberne holder op med blot at improvisere sig frem og går i gang med at forberede slutningen. Og det får forhåbentlig flere folk til at se serier som narrative helheder frem for blot personer der opfører sig mærkeligt. Især Mad Men ville jeg godt være helt sikker på ved hvor de skal hen...

RIP Shannon

Jeg blev først lidt utryg ved seriens kønssyn i løbet af sæson 2. Her var der tre af hovedpersonerne der blev skudt i løbet af sæsonen: Shannon, Libby og Ana Lucia. Tre kvinder. Desuden blev både Shannon og Ana Lucia skudt efter sex med henholdsvis Sayid og Sawyer, mens Libby var på vej til date med Hurley. Det virkede som et lidt uheldigt signal at sende. I løbet af første afsnit af sjette sæson skete det så igen. Den tidligere så stærke Juliet faldt i et hul og døde, mens Sawyer holdt hende i sine arme. Det blev påpeget på lostfansiden Doc Arzt at serien hermed levede op til en popkulturtrope, der er blevet kaldt for Women in Refrigirator, efter en tegneserieheltinde der blev myrdet på en ekstra respektløs måde. Dette stammer fra, at i tegneserier er det altid mændende der er de agerende helte, mens kvinderne kun opnår deres vigtighed ved deres forhold til mænd. Derfor kan der opnås ret gratis gravitas ved at aflive heltens kæreste, hun har jo ikke nogen narrativ vigtighed i sig selv. Således er det f.eks. livsfarligt at kæreste med Daredevil, de er faldet som fluer i de 500 kapitler den serie efterhånden har gennemløbet.

RIP Ana Lucia

I seneste afsnit The Substitute blev de mange kvindemord så muligvis forsøgt forklaret. Eller en forklaring blev i hvert fald antydet. Store dele af seriens handling er tilsyneladende udsprunget af en karakter ved navn Jacobs forsøg på at finde en efterfølger. På en væg havde han skrevet en hel masse navne, og kun de tilbageblevne hovedpersoner var ikke streget over. Det eneste, der med sikkerhed manglede var den eneste kvinde der har været med hele tiden: Kate. Fans begyndte at spekulere på, hvorfor Kate ikke stod der, og et muligt svar var, at det kun kunne være mænd der kunne efterfølge Jacob. Kate var derimod stadigvæk på øen, for at fungere som motivation for både Jack og Sawyer. Og det følger jo så logisk, at de andre kvinders rolle på øen var den samme. Hermed bliver skylden for den dårlige skæbne for seriens kvinder lagt over på den moderat almægtige Jacob, han bliver en slags misogyn Deus ex Machina. Men jeg glæder mig til at se, om denne løsning for det første bliver fulgt, for det andet om hans misogyni i så fald bliver påpeget, og om det bliver brugt til at snakke generelt om de mange kvindemord i moderne fiktion, der kun har til formål at motivere denne verdens rigtige helte: Mændene.

RIP Libby

For i Lost er det mændene der er de handlekraftige. Der er utrolig mange antagonistiske par i den serie, men det er altid mænd: Jack og Sawyer, Jack og Locke, Jack og Ben, Locke og Ben, Widmore og Ben, Jacob og den mystiske mand i sort. Kvinderne kan være hjælpere - som Iliana, og som Ana Lucia og Juliet var for Jack - præmier som mændene strides om - mest Jack og Sawyer, der har kæmpet om Kate, Ana Lucia og Juliet - de kan være mål for angreb - Ben og Widmores døtre Alex og Penny, som de to kamphaner forsøger at aflive for at skade hinanden - eller de kan være døde motivatorer - man må heller ikke rigtig glemme Alex og Ben, Charlotte og Daniel, Nadia og Sayid og egentlig også Helen og Locke. Men nogen rigtig selvstændig position har de ikke. Det gælder dog retfærdigvis ikke kun kvinderne, den første aflivede hjælper var således Lockes protege Boone, der døde ca midtvejs i første sæson, og generelt er det en farlig historie at være med i. Og der var potentiale i Danielle, Sun - som nu ellers mest blot leder efter sin mand - Eloise og nu igen i Claire. Og alle de her mænd har vist sig som dårlige ledere og tragiske skikkelser - dette gælder især Jack og Locke, der ikke har haft held med ret mange af deres planer. Ja, jeg er spændt på hvad serien endegyldigt har at sige om dens kvinder, det kan ligesom tippe til begge sider for tiden.

RIP Alex

Against the Day som bog, musik og maleri.

Jeg var på Malmøs museum for moderne kunst i dag, for at se en udstilling opkaldt efter en roman af min yndlingsforfatter: Thomas Pynchons Against the Day. Det var vældig interessant, selvom billederne ikke havde så meget med selve romanen at gøre, men dog til del arbejdede med samme tematikker som romanen. Men det er nu nogle tematikker, der er ret gennemgående i Pynchons forfatterskab, så det fik mig også til at tænke på, hvorfor det netop var denne roman, som udstillingen er opkaldt efter. Især fordi et af mine yndlingsalbums fra sidste år også lige netop var opkaldt efter denne bog, men kun abstrakt beskæftigede sig med de samme tematikker.



Luc Tuymans - Against the Day I

Bogen Against the Day blev udgivet af den amerikanske forfatter Thomas Pynchon i 2006. Det er en ordentlig moppedreng på 1000+ sider, der udspiller sig rundt omkring i hele verden fra 1893 til ca 1920. Persongalleriet er voldsomt omfattende og spraglet og består af en hel masse gode anarkister, onde kapitalister samt spioner, luftskibsmatroser, fotografer, malere, videnskabsmænd etc etc etc. Der er lige knap noget plot, men en hel masse barokke indslag, stoffer og sex. Den fik ikke verdens bedste modtagelse da den udkom, og er da også en ret løs og forudsigelig Pynchon roman, i forhold til mesterværker som Gravitys Rainbow og Mason & Dixon. Til gengæld er der en hel masse tematik om anarkisme i forhold til de bestående magter - det der i Gravitys Rainbow blev kaldt kampen mellem The Preterites og The Elect - og en hel masse om iagtagelse, lys og historiens vilkårlighed.



Udstillingen i Malmø består af 20 nye malerier. Olie på kanvas. De er alle sammen baseret på digitalfotografier, og en del af dem imiterer derfor den slørede effekt man får med et kamera med lille opløsning. Derudover arbejder mange af dem tematisk med iagtagelse, der er billeder fra overvågningskameraer, fra et kikkertsigte og et selvportræt taget fra et spejl. Ifølge beskrivelsen af udstillingen, som museet selv har lavet, skal alle malerierne også forstås i relation til hinanden, de er udsnit af en samlet mening. På den vis virker de meget ligesom bogen, der også skal forstås som en hel masse små anekdoter og fortælleforløb, der opnår sin tematiske styrke ved deres relation til hinanden. Også netop det med iagtagelse spiller en stor rolle i romanen, coveret som kan ses øverst afspejler f.eks. det fænomen man opnår når man ser igennem en krystalsten der kaldes Iceland Spar, og efterhånden bliver lys og blik også en metafor for hvordan personerne opfatter verden gennem deres egne ideologiske kikkertsyn.


Land of Kush - Against the Day (09)

Land of Kush er et band ledet af den Canadisk-Egyptiske musiker Sam Shalabi, der tidligere har ledet The Shalabi Effect, og vist er ganske kendt i Montreal... Jeg har skrevet lidt mere om ham på min anden blog. Musikken er avantgarde, mellemøstligt inspireret og ganske abstrakt. Hverken tekster eller indpakning har egentlig særlig meget med bogen at gøre, men de fem lange numre er opkaldt efter bogens fem lange kapitler. Samtidig er Land of Kush vist et egyptisk sagnrige, og en ret stor del af bogen handler om jagten på et centralasiatisk sagnrige ved navn Shambhala. Ja det er lidt søgt, men alligevel. Sam Shalabi skriver i covernoterne at sammenhængen i stedet skal forstås tematisk, og at han forsøgte at imitere måden lyset bevæger sig på igennem romanen, med hans musik. Det virker ret abstrakt... Bilocations er det eneste nummer, der har en forståelig engelsk tekst - forståeligt nok når Sam Shalabi arbejder med mellemøstlig inspiration og Montreal i virkeligheden er fransktalende - og den handler bl.a. om en eller anden forretningsmand, der ved for lidt om biologi. Det minder lidt om Pynchons kapitalismekritik, men ellers er det nogle gange lidt svært at se sammenhængen.

Brainwashed
Pitchfork



Men hvorfor er det lige Against the Day kunstnere finder inspirerende? Ja, mit bud er nok, at det er hele Pynchons forfatterskab de inspirereres af, men Against the Day er den bedste betitling. Hvofor? Fordi det er sådan en abstrakt titel. Alle Pynchons tidligere romaner har haft mere konkrete titler - Mason & Dixon er opkaldt efter hovedpersonerne; Vineland er en lokation i bogen; Gravitys Rainbow er lidt mere abstrakt, men henviser mest specifikt til banen af en affyret V2 raket; The Crying of Lot 49 er et begivenhed mod bogens slutning; og V. er et mystisk symbol, som mange af personerne forsøger at forstå betydningen bag. Against the Day derimod henviser ikke rigtig til så meget. Man kan læse på wikipedia, at det åbenbart er noget fra bibelen, men derudover har det en del tematiske betydnininger. Mot Dagen hedder udstillingen på svensk, og der ligger lidt i det en modstand mod hvad der traditionelt set ses som gode ting: Lys og i overført betydning oplysning. Pynchon skriver ofte om det gode ved dunkelhed, og tidlige tider før videnskaben og kapitalismen overtog verden. Om modernismens katastofer som verdenskrigene og tingsliggørelsen af mennesket.



Luc Tuymans - Sniper

Bogen er også brugbar som etiket, netop fordi den ikke er så velanset. Der er ikke så mange betydninger knyttet til bogen, som f.eks. til Gravitys Rainbow, og plottet er hverken særlig godt eller særlig kendt. Til gengæld er det rent faktisk lettere at finde rundt i en så det tidligere Pynchon: Det bevæger sig i det mindste kronologisk. Men af alle Pynchons romaner er det nok den bog, der mindst giver sig ud for at have et plot, nærmest demonstrativt klippes der væk hver gang der sker noget vigtigt, og stort set alle fortælleforløb afvikles antiklimatisk. Dermed bliver det vigtige i bogen netop tematikkerne og metaforikken, der da også varieres og debateres i det uendelige. Godt og ondt, lys og mørke, hvad og hvem der skaber historien. Det er vægtige emner og en udmærket bog, men det er ikke den bedste Pynchon. Men muligvis et rigtig godt sted at starte med Pynchon. God tematik, udmærket uddybet af Luc Tuymans og Sam Shalabi. Ja, jeg anbefaler egentlig det hele, men jeg er også en ret stor Pynchon-nørd.