Tv-auteurs

Den amerikanske tv-sæson, som stadigvæk er den der fylder mest på fjernsyn rundt omkring i verden, er struktureret sådan, at den nye sæson starter i september. Dvs lige nu. Jeg tænkte, at det derfor var ganske passende at forsøge en statusopgørelse over tv-mediet lige nu, samt at give nogle anbefalinger til de kommende måneders fjernsyn. Og specielt et emne vil jeg tale om relativt grundigt.

Men inden vi kommer ind på fremkomsten af auteurs inde for tv-mediet, så vil jeg lige sige, at det sgu er et kæmpe skulderklap til dansk tv-produktion at AMC er i gang med at lave en amerikansk udgave af forbrydelsen. Måske det største skulderklap nogensinde. Den internationale Emmy betyder ingenting - hvem kan nævne en serie der har vundet som ikke er dansk? - men at AMC, der for tiden er den mest kreativt succesrige kanal med serier som Breaking Bad, Mad Men og Rubicon, synes den er god nok til at satse på, ja det er sgu stort. Riget blev også engang til The Kingdom, men det var som en såkaldt mid-season replacement, hvilket betyder at kanalen blot brugte den til at udfylde huller i deres program, når de serier de egentlig regnede med havde floppet, og den blev heller ikke nogen succes. Men stort tillykke til DR, og alle de involverede.

Men det var de nye tv-auteurs jeg kom fra. Jeg er egentlig ikke den store fan af auteur-begrebet, film og tv er et kollaborativt medie, og den store fokus på en genial skaber/instruktør negligerer hvor vigtige skuespillerne (som dog også får umådeholden stor opmærksomhed...) manusforfatter, klipper, fotograf, tonemester, etc etc etc er for en vellykket film. Men derfor synes jeg stadig at det er vældig interessant at der på det seneste - og bemærkelsesværdigt meget i 2010 - er sket en udvikling henimod at de nye tv-serier ikke længere bliver præsenteret med deres præmisser, deres genrer (krimi, hospital, sitcom), deres skuespillere, men i høj grad opnår interesse og hype på grund af skaberne bag, også selv om disse skaberes tidligere serier var inde for en helt anden genre. Det er en ganske ny måde at se på tv-mediet på, og endnu et skridt på vejen mod dets 'kunstneriske' modning. Det næste bliver forhåbentlig en spejling af udviklingen inden for filmmediet, og at der vil opstå blot et mindstemål af interesse for andet en engelsksprogede serier. Den dag debatten også drejer sig om europæiske public service serier og f.eks. latinamerikanske telenovelas bliver det for alvor rigtig interessant. Men til sagen, en præsentation af et par auteurs:

David Simon:

David Simon fortjener at blive nævnt først af tre årsager: For det første er hans nye show Treme det eneste af de shows jeg vil præsentere, som allerede har haft premiere, ja hele første sæson er faktisk overstået. For det andet var hans tidligere serie, The Wire, den bedste tv-serie nogensinde. For det tredje virker udviklingen fra The Wire til Treme ikke som en videreudvikling af nogen form for genre, men derimod som en videreudvikling og en præcisering af en kunstnerisk pointe om det samfund vi lever i idag. Hvilket også er en nyskabelse for tv-mediet. The Wire var en krimiserie om narkohandlen, der efterhånden inddrog både det politiske system, skolesystemet og medierne, og endte med at blive et sociologisk portræt af Baltimore. Kort fortalt gik serien ud på hvordan institutioner, både officielle som politihierarkiet og rådhuset og uofficielle som især bandevæsenet, knuste individer der stak næsen for langt frem. Gang på gang kom sympatiske folk, der forsøgte at gøre en forskel både for dem selv eller for samfundet, ud på dybt vand, og blev sat på plads med degraderinger eller pistolskud. Det var en utrolig pessimistisk serie, men der var dog lyspunkter. Serien elskede at vise personer som ganske enkelt var suveræne til det de gjorde - den berømte 'Fuck'-scene hvor to detektiver opklarer en forbrydelse mens de kun udtaler et enkelt ord, er nok det bedste eksempel - og der var et par personer som Prez, Cutty og Carver, som rent faktisk formåede at ændre noget. Men det var først og fremmest sig selv. Serien syntes at ende med at sige, at institutionerne knuste stor set enhver modstand, men dermed kom den alligevel til at hylde mennesket, som engang imellem var i stand til at stå imod.

Og det er denne hyldest til mennesket der bliver hevet frem og ekspliceret i Treme. Treme foregår endnu engang i en amerikansk by i opløsning, denne gang et langt mere sammenbrudt New Orleans lige efter Katrina, men den skildrer ikke institutionerne. Derimod skildrer den kreative mennesker som er gode til hvad de laver. Treme er et af områderne hvor New Orleans-jazzen opstod, og serien følger kreative mennesker, jazzmusikere, forfattere, kokke, i deres kamp for at udtrykke sig selv i en tid hvor verden er imod dem. Utrolig lang tid går blot med at observere dem udøve deres kunst, folk spiller jazz, skriver sange, laver mad, skriver og udfører taler, og det er ganske enkelt en fryd at følge. Og som sagt, en stor hyldest til menneskets kreative potentiale, og en fantastisk videreførsel af en central pointe fra The Wire.

Treme Trailer

David Milch:

De andre personpræsentationer kommer ikke til at være lige så lange, for jeg ved ganske enkelt ikke lige så meget om dem. Og deres serier får først premiere til efteråret. David Milch er manden bag Western-serien Deadwood, som også er blevet sendt på DR2. Endnu en serie, der engang imellem bliver fremhævet som verdens bedste. Jeg er uenig af især en årsag: Jeg har svært ved at hylde en serie der slutter så ærgeligt som Deadwood. Det er naturligvis ikke David Milchs skyld at HBO ikke kunne finde ud af at få meddelt ordenligt hvad deres planer for serien var, men i modsætning til The Wire så fik Deadwood ikke lov til at slutte som planlagt, men blev aflyst efter tredje sæson. Og David Milch fortsatte hans dårlige held med surferserien John From Cincinatti, der mystificerede et hurtigt skrumpende publikum og blev aflyst efter første sæson. Nu er han så tilbage med en ny serie der hedder Luck, og som så vidt jeg kan se handler om Jockeyer. Eller ihf om hestevæddeløb. David Milch er svær at snakke om, da han jo ikke har fået lov til at afslutte sine serier og de er så forskellige, men der er dog et fællestræk om at beskrive samfund/delsamfund og konfrontere dem med noget udefra. I Deadwood var det lov og orden der kom til den lille westernflække, i John From Cincinatte var det John der kom ind i surfersamfundet. Luck ved jeg af gode grunde ikke hvad handler om, men med et jockeytema lyder det egentlig lidt som det plejer. Luck kommer på HBO formentlig til januar, og har Dustin Hoffman i hovedrollen...

Bryan Fuller:

Bryan Fuller er endnu en auteur der ikke har fået lov til at gøre noget som helst færdigt. Hans største succes er, at han var med til at lave første sæson af Heroes, der var en kæmpe succes både kreativt og kommercielt. Derudover har han skabt tre serier, der alle var særprægede, fantastiske og kortlivede. Dead Like Me fulgte en ung pige, der i piloten blev slået ihjel af en nedfalden sattelit, som derefter fik til opgave at samle folks sjæle ind inden de døde. Det var en serie om tab, sorg og død, som kørte to sæsoner, men Bryan Fuller forlod den efter fjerde afsnit grundet kreative uoverensstemmelser. Efter sigende ville han have gjort pigens far homoseksuel og dermed have konfronteret hende med at hun egentlig aldrig burde have eksisteret, men bagmændene satte hælene i, hvilket gør at et par scener i piloten virker meget usammenhængende. Derefter skabte han den fantastiske Wonderfalls, der handler om en pige der kan tale med statuer, og som kørte 13 afsnit på Fox før også den blev taget af. Herefter skabte han Pushing Daisies, der er en af de bedste serier nogensinde. En ung mand, der laver tærter, finder ud af at han kan vække de døde til live ved at røre dem, men hvis han rør dem igen dør de igen, og hvis de lever i mere end et minut dør noget andet der er i nærheden. Han vækker så sin barndomskæreste til live igen, og nu lever de sammen, men kan aldrig røre, og han bruger sine evner til at vække døde mordofre til live og spørge dem hvem morderen var. Det var en blanding af eventyr, krimi og sæbeopera, hele universet var taget ud af børnebog og samtidig har der sjældent været en serie hvor så mange mennesker kom af dage på morbide måder. Folk smeltede, brændte, blev stukket ihjel af bier, frøs, etc etc etc. Fællestemaerne for alle hans serier har været død, det overnaturlige, og besværlig seksualitet. Nu er han så i gang med at lave en scifi-serie til Syfy-kanalen, om kolonister på månen der opdager aliens. Jeg glæder mig.

Pushing Daisies Trailer

Martin Scorcese

Ja, Scorcese er ikke nogen tv-auteur, han har rent faktisk ikke haft noget med tv at gøre tidligere, men hans involvering i den nye HBO-serie Boardwalk Empire er ganske symptomatisk for den her udvikling. Boardwalk Empire er en ny gangsterserie med Steve Buscemi i hovedrollen, der foregår i Atlantic City i 20'erne. Scorcese har instrueret pilotafsnittet, og resultatet virker utrolig spændende. Der har netop været en gennemgang af hele tredje sæson af The Wire inde på Hitfix, og forfatteren til den gennemgang sammenlignede på et tidspunkt en scene mellem de to gangstervenner Avon Barksdale og Stringer Bell med en tilsvarende scene fra The Godfather. Og hans pointe var, at scenen fra The Wire slog hårdere fordi man havde brugt 36 timer med de her gangstere mens man kun havde brugt 6 timer med dem fra Godfather. Det er naturligvis ikke noget naturgivent at mere tid er bedre, men faktum er, at tv-serien giver en mulighed for at komme i dybden med personskildring og tematik, som film ganske enkelt ikke giver. Scorceses skift synes et yderligere skulderklap til tv-mediet.

Boardwalk Empire Trailer

Lige kort: Som billederne viser er det kun hvide mænd. Sådan er det ofte når man laver auteur kategorier, det er ofte inden for felter med mange hvide mænd. Dog er David Simon og - Milch jøder, Bryan Fuller er åbent homoseksuel og Martin Scorcese er jo af italiensk afstamning, så ingen af dem er hvepse, men der er stadig meget få kvindelige auteurs.

Men hvorfor er der overhovedet begyndt at dukke tv-auteurs op? Og mere generelt, hvorfor har tv-mediet haft en kunstnerisk opblomstring uden fortilfælde, mens de fleste andre medier synes at have haft et mere stille årti og kæmpet med kommercielle nedture? Jeg skal ikke kunne sige noget udfyldende om det, men infrastrukturen bag tv-kunst - og især for kabelkanalernes vedkommende - har vist sig at være utrolig velegnet til den nye digitale tidsalder. Mad Men er nok kongseksemplet på en tv-serie, der alle steder hyldes som en kæmpe succes for AMC, og bliver satiriseret forskellige steder som Simpsons, Community og endda Sesame Street, men som rent faktisk har utrolig få seere. Men den fungerer som del af AMC brandet som helhed, og får folk til at abonnere på kanalen, som så kan fylde resten af sendefladen op med dårlige film, og stadig fungere som en kulturel sværvægter. Det essentielle er, at Mad Men bliver debatteret og diskuteret overalt, og hvis man har sin kulturelle kapital kær er man nød til at have kanalen. Også selvom man ser serien på nettet.

Som fortælling der udfolder sig over længere tid, har tv haft utrolig stor gavn af den debatkultur der er opstået på nettet. Hvis folk ser et fantastisk, men måske lidt svært forståeligt afsnit af en tv-serie, ja så kan de for det første fortælle alle deres venner og bekendte om det, og for det andet kan de spørge om hjælp til at forstå det inde på nettet. Og hvis en bekende bliver fanget af beskrivelsen er det ikke længere problematisk at komme ind i en serie. Man kan vente på dvd-udgaven og se alle afsnittene på en gang, eller hvis man vil ind i en stadig sendt sæson kan man se det f.eks. på Hulu (hvis man er amerikaner...), iTunes, og der er flere andre muligheder, som godt nok ikke er lovlige, men som i visse tilfælde nok hjælper serierne til at samle nye seere op. Og hvis der er to serier der kører på samme tid må man ikke længere benhårdt prioritere, man kan bare lade sin dvr optage den ene og så se den anden. Det har medført for det første en modning af mediet, og samtidig har det medført at folk investerer mere i deres kigning. Og her kommer så auteursne ind i billedet. For folk opdager ganske enkelt hvem der står bag hvilke serier, og vælger derefter. Med film er der en kæmpe publicitykampagne der ofte fortæller alt om filmen før den får premiere (altså bortset fra at den er elendig...) men tv er for langsigtet en investering til at satse for meget på første afsnit. Det kræver en fortløbende diskussion af serien at komme frem til hvem der står for hvad, og dette er blevet meget nemmere med nettet. Få andre medier har profiteret så meget af internettets fremkomst, som kabeltvserien.

Lige til sidst, en anbefaling af hvilke serier jeg vil se dette efterår:

Mad Men (AMC): Fjerde sæson er allerede i gang, og utrolig meget er ændret, men det høje niveau er bibeholdt.

Rubicon (AMC): En meget tålmodig konspirationsthriller, der vist desværre ingen seere har, men som alligevel har fanget mig. Hvorvidt den kommer til at være indsatsen værd i længden er uvist, men jeg er nu fanget.

Boardwalk Empire (HBO): Martin Scorcese, Steve Buscemi, Noir-serie og traileren ser fantastisk ud. Det er næsten for lovende til ikke at blive en skuffelse, men nå ja.

Community (NBC): Anden sæson af komedie om en læsegruppe på et community college. Jeg satser på at få skrevet lidt mere om første sæson inden længe.

Running Wilde (FOX): Egentlig nok den eneste af de nye netværksserier (dvs serier på NBC, ABC, CBS, FOX og CW) jeg gider at se, selvom den vist ikke skulle være lovende. Men det er Mitch Hurwitz, Will Arnett og David Cross fra Arrested Development. Igen en anbefaling baseret på skaberens foregående skabelse, ved ikke om det er heldigt.

Derudover ser jeg frem til Luck og Treme der først starter i 2011. Muligvis skal jeg også se Borgen, jeg bruger alt for lidt tid på ikke-amerikansk kultur generelt. Det skal nok blive travlt.