mandag den 1. december 2014

1864 afsnit 8



Først og fremmest vil jeg sige, at det har været en fornøjelse at skrive om 1864. Der har været så mange bizarre, groteske, overdrevne, kitchede, catchy, pseudo-sublime øjeblikke, at der altid har været noget at skrive om. Og folk har læst det, hvilket også har gjort det ret så meget sjovere. Men jeg måtte alligevel skifte lidt fokus, for oprindeligt, da jeg besluttede mig for at skrive om 1864, tænkte jeg det ville være som når folk som Alan Sepinwall eller Todd VanDerWerff har skrevet om serier som The Sopranos og Mad Men. Hvor hvert afsnit har haft sin egen historie, sin egen subtekst, sin egen tematik, som kunne foldes ud, sættes i sammenhæng, diskuteres med hvad der kom før. Det var det, jeg havde tænkt mig at gøre - og som jeg f.eks. stadig godt kunne tænke mig at gøre næste gang Matador bliver genudsendt. Men sådan har 1864 ikke været. Stort set alt hvad der skete i den her uge vidste vi i forvejen, om ikke andet så fordi vi fik præsenteret det i slutningen af sidste afsnit. Og moralerne fik vi også præsenteret didaktisk direkte, så det fortolkningsarbejde en kritiker vil have tilbage er, at finde ud af hvordan faen Peters ord passer på de syv afsnit der kom forud. Det er måske så også et arbejde, kan man sige.

Men i det store hele var afsnit 8 komplet overflødigt. 1864 har været pacet som en otte timers spillefilm, og sidste afsnit var alt det der kom efter historien egentlig er fortalt færdig. Som den sidste time af Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage. Monrad fik skæld ud af kongen, blev vendt ryggen af fru Heiberg, drog i eksil til New Zealand, dansede en Haka. Det sidste virker lidt anakronistisk, men hvad ved jeg. Bismarck nægtede at optage Danmark i det tyske forbund, fik kors og bånd og stjerner på, modtog folkets hyldest. Preussien gik i krig mod Østrig i 1866, Peter mødte 'den evige sodat' Heinz på vejen - kan i huske han havde en personlighed da vi mødte ham i afsnit fire? - og at Inge døde i efteråret 1939 skal måske minde os om det militaristiske Tysklands endelige skæbne? Selvom der så vidt jeg kan se hverken skete noget stort den 5. eller den 26. november. Johan Larsen pakkede en fane sammen, vandrede rundt med breve til de dødes familier, også både mor Karen og mor... Inges mor, fortalte den gamle baron sandheden om Didrich, hvilket fik baronen til at begå selvmord. Og så kom Peter hjem og satte alting på plads. Åh, Inges mor hed Ingrid, siger dr.dk. Ja, men hun var da også en person, der pludselig spillede en rolle til sidst, mens andre komplet forsvandt, såsom Dinesen, Den Røde Prins og Ignazio, der endda mistede sin søn under stormen, men alligevel ikke fortjente så meget som et sekund i sidste afsnit. Til gengæld fik vi gensyn med et par af de allerværste aspekter af serien, såsom Didrichs filosofi-venner og Claudias hash-gæld, som endda fik æren af at åbne afsnittet, for så ikke at blive løst på nogen måde, og så komplet blive droppet igen. Hvis det her havde været en film, hvilket det eftersigende skal klippes ned til, og måske endda spille på Berlin-festivalen, så havde man sikkert følt der manglede noget uden den her afrunding. Men som tv-serie, så må man sige, at hvis ikke man så afsnit otte, så gjorde det på det nærmeste hverken fra eller til.

Når afsnit 8 alligevel var ok ud fra 1864-standard, det bedste afsnit uden krig, måske endda bedre end Laust-i-sø afsnittet nummer 5, så skyldes det, at der var én af de få ubetinget gode sekvenser. Inges ulykke, fra minut 32 til 37, var skildret nådesløst, skridt for skridt, værre og værre, fra Didrich lover alverden, bandlyser lille-Laust, barnet bliver ført bort, bryllup, og voldtægtsagtig bryllupsnat. Vi vidste de ville ende sammen. De fleste har nok glædet sig til, at det skulle ende skidt for Inge, seriens nok mest mislykkede person. Jeg så at der var én på twitter, der efter sidste uges glimt af frieriet skrev: "Inge ends out miserable and repressed. Happy ending after all." Men når det blev udpenslet så ligefremt og så mekanisk, så fungerede det, så var det tragisk, så lagde man ikke mærke til hvor lidt mening det gav. Det sidste klip, med Didrichs bare bag, kameraet der zoomer ind på Inges tomme ansigt, det solgte tragedien. Men det var så også kun i de fem minutter. Der var også den tragiske historie om Lausts brev, der rådede hende 'sæt den gamle jord omkring dig i flammer så den kan bliver frugtbar, og lev dit liv', men som Inge aldrig fik, hvilket dog nok bliver lidt undermineret af, at vi jo får genfortalt den historie af Inge selv, så på den ene eller anden måde har hun jo fundet ud af det. Sådan er der så meget. Så kom Peter tilbage fra de døde, og Inge skreg 'Jeg fik at vide i var døde' igen og igen, hvilket blot mindede mig om at Inge var ret så selvoptaget. Og så endte det alligevel med, at der 'voksede et menneske' ud af Didrich, så så slemt var det heller ikke. Og på den måde fik Bornedal også undergravet den sidste gode sekvens han havde med, hvilket jo også var ganske passende.

Og så får vi moralen! Af Peter, i en skåltale. En smuk fortælling om liv og ondskab. I får det hele:

'Kære venner. Solen skinner. Men der er blevet grædt mange tårer den sidste tid. Også over Laust, som døde under den samme blå himmel som den i dag, med lærken hængende deroppe. Vi er simple mennesker, der har set for meget på alt for kort tid. Og når jeg så ind i fjendens øjne for enden af min bajonet, så bankede hjertet begejstret som på et vildt dyr. Det ødelagde noget. Og derfor ved jeg, at hvis der er noget vi skal være bange for, så er det det onde inde i os selv. For der skal så lidt til at lukke det ud. En lille ridse. Et kærlighedsløst barn eller bare en dum misforståelse. Derfor må vi være forsigtige hver eneste dag at vi ikke lukker ondskaben ud men at vi dyrker alt det der kan holde den inde.  Dyrker glæden, dyrker hinanden. Begejstringen når løvkøjerne blomstrer, eller når brændeknuden flækker i et perfekt slag. Når lille-Laust og lille-Peter ligger inde i sengen og fniser og ikke kan sove. Når Sofia går forbi mig og giver min hånd et klem. Når lærken hænger der og igen og igen forsøger at fortælle os at livet er godt og at det hele er herligt. For enden af livet ligger døden. Laust gik alt for tidligt ned ad den vej. Og vi der nu står tilbage skylder ham, og alle de andre døde, at leve livet helt ud. Det gør vi så, alt det vi kan. Skål kære venner!'

Som antydet, er det ikke helt let at regne ud, hvordan haen det skal forestille at hænge sammen med resten af serien. Mon ikke det kærlighedsløse barn hentyder til Didrich, og den dumme misforståelse er trekantsdramaet mellem Laust, Peter og Inge. Altså bortset fra, at det knald mellem Laust og Inge da netop var at 'leve livet helt ud', og jo også blev fulgt af at de to skreg: 'Alt er herligt!' udover havet, en scene der blev medtaget i montagen til sidst. Og 'simple mennesker', var fidusen ikke netop at Laust var simpel, mens Peter og Inge ville mere med livet? Og hvordan faen passer Johan Larsen og super-dræber Dinesen ind i det? Men det mest forfejlede er, at 1864 aldrig nogensinde har præsenteret os for noget så enkelt som 'brændeknuden flækker i et perfekt slag.' Nej, i stedet har blodet drevet ned ad glas-vinduerne, musikken og teatret har væltet frem, fødsel og død er knuet sammen. Serien har dyrket det patetiske melodrama helt ud i det kitchede, og så handler det i virkeligheden om 'det simple liv'? Øh, nej, sådan fungerer det ikke.

Jeg kan se, at der i morgen vil stå på forsiden af Politikken: 'Patos faldt i krigen' og at serien vil bliver fortolket som udtryk for: 'højeste patos, som har været kulturelt til grin i det moderne Danmark.' Henrik Palle hylder: 'ambitionsniveauet og modet til at bruge melodramaet i et land, hvor folkekomedien har hersket i umindelige tider.' Men det er heller ikke patos og melodrama der har dræbt serien for mig. Det var de utallige klichéer, de middelmådige replikker, den ordinært storladne musik, at billedsiden trods alt heller ikke var bedre. Der var alt for meget folkekomik, dansende Monrad, sjofle sange, små piger der råbte: 'Lortehunde!' Fædre der fik komisk hårde lussinger. Sang og dans. Jamen, var det ikke sjovt? 1864 var skizofren. Den var alt for lang. Den havde et alt for lavt bundniveau, og alle de gode scener, som der vitterlig var en del af, blev før eller siden undergravet. Der blev bidt over for meget, og der hvor det manglede blev der fyldt på af laveste fællesnævner. Det var altså aldrig rigtig godt.

Det har været noget rod. Bornedal har nok fået bevist at han er en ener på den danske filmscene, men mildest talt ikke kun for det gode. Politikerne fik alt andet end hvad de bad om, og hurra for det. Vi fik noget at skrive og tweete om, og det har været sjovt. Og man kan sige, når en morale som i 1864 stikker i alle retninger, så kan alle jo vælge den del af den som de i forvejen bedst kan lide. Hm, nu fik jeg måske alligevel overbevist mig selv om, at det egentlig er fint nok. Så skal jeg måske bare lade den ligge her.

Sidste betragtninger:

* Ja, jeg kunne ikke finde nogle billeder fra afsnit 8, så det blev unge Inge.

* DG Monrad besluttede sig for at udvandre til New Zealand i december 65. Han kom tilbage igen i 69. Jeg tvivler stærkt på, at han vidste hvad en Haka var, men hvad ved jeg.

* RIP Severin, 1921-2013 (ca). Han holdt sig nu meget godt af en 92-årig at være, må man sige.

* Hvis Inge dikterede bogen i 1939, 75 år efter krigen, så blev hun da også ret så gammel, må man sige.

* Skal det mon forstås sådan, at det i virkeligheden var Severin der gjorde fortællingen så sindsyg, mens han nedskrev den?

* Scenen hvor Severin præsenterer den klamme mad var ganske sjov, men var jeg den eneste der synes det var lidt creepy den måde han tvang Claudia ned i den røde kjole? Og hvis kjole var det, hans døde kones? Og igen, der er ikke ret meget 'simpelt liv' over at tvinge en pige der er 75 år yngre end en selv til at klæde sig ud som ens afdøde elskede. Men den pointe har jeg vist efterhånden tærsket langhalm på.

* Den udødelige historie gik i arv til Claudia, og så døde den tidligere indehaver. Symbolsk! Hvis historien havde været god, havde det sikkert været en passende afslutning.

* Mens baronen skyder sig selv klippes der hele tiden til udstoppede dyr. Symbolsk! Men jeg har svært ved at få det til at falde på plads. Var baronen allerede død, en pyntefigur uden liv? Er det Bornedals blik på adelen? Men den konservative adel genovertog vel ret meget kontrollen over landet, og slap den jo egentlig først med systemskiftet i 1901. Det er nok forkert at tolke det politisk.

* Serien kokser også tidslinken op en sidste gang. Peter bliver frigivet fra Østrig i 1966, men Didrich lader til at være hjemme en del før, og Monrad var rejst på det tidspunkt. Serien har aldrig gået op i tid.

* De små ben oven på kornet var flot lavet.

* Hold nu kæft med de lærker, altså.

* 'Hvad er en far?' På falderebet måske seriens mest overlegent elendige replik.

* Rangering: 7>4>6>8>5>3>1>2

Og til sidst vil jeg igen sige, at det har været en ren fornøjelse at skrive de her recaps. Tusind tak for at du læste med, om du har læst fra uge et, eller blot faldt over den her sidste post! Jeg vidste ikke om nogen som helst ville gide at læse det, men det kan jeg se at nogle har gidet. Og jeg har fået virkelig sød feedback på facebook, twitter og irl. Det gad jeg godt gøre igen en anden gang. Igen: Tak for denne gang og husk: Lev det simple liv, men fuldt ud, med den højeste patos, til blodet driver ned af vinduerne. Nyd at flække brænde. Og buh krige som man ikke vinder!