Adèles Liv (Abdellatif Kechiche, Frankrig)

Det er noget mærkeligt noget med festival-film. Man sidder i maj og følger med i konkurrencen mellem 20 film, hvoraf man ikke har set nogen som helst, man aldrig nogensinde kommer til at se de fleste af, og man kommer til at vente lææænge på de få man kommer til at se. I de syv måneder siden Adèles Liv fejede alle konkurrenter af banen og vandt De Gyldne Palmer har jeg haft god tid til at glæde mig, samt forberede mig ved at checke to tidligere film for at se om ham der Abdellatif Kechiche's var noget ved - og eftersom både Secret of the Grain og Black Venus er glimrende film blev forventningerne skruet yderligere i vejret. Men det lange stræk fra festival til premiere betød også tid til at snakken om filmen kunne vende på en tallerken. Historier om hvor hård og tyrannisk Kechiche havde været over for sine skuespillerinder fyldte film-medierne. Og hvor anmelderne i maj fremhævede de banebrydende sexscener som noget nyt og stærkt, så blev de hurtigt til en hæmsko. Først var det forfatteren af den graphic novel filmen baserer sig på, der brokkede sig over at det mere lignede hetero-forestillinger om lesbisk sex end den ægte vare. Senere bød andre også ind med at scenerne dels var overflødige, dels ikke passede ind med resten af filmens æstetik. Jeg skal ikke kunne sige om scenerne er autentiske eller ej, da jeg aldrig har haft lesbisk sex. Men de er essentielle i filmen, og at de er anderledes end resten af filmen virker også logisk. Den første sexscene er nemlig et unikum i Adèles liv, det er for hende nøgle-øjeblikket i hendes liv. Hele resten af filmen handler om de måder hendes verden derefter falder på plads. Og de triste måder den forbliver oppe i luften. SPOILERS herefter.



I filmsemiotik forklarer man lettest en handling ca sådan her: S1->A->S2. Situation 1, Aktion, Situation 2. Først har du noget, så sker der noget med det, og så har du noget andet. Dette skema er dog aldeles forsimplet i forhold til de fleste film, og det hjælper ikke rigtigt at putte flere s'er og a'er på i den rækkefølge. De fleste moderne film går nemlig nærmere sådan her. A1->A2->A3 etc. Der er sjældent ret meget plads til Situationer. Men det er til gengæld hvad Kechiche's filmkunst består af. Hans film er fyldt med scener hvor intet sker, men eftersom de spejler hinanden kan vi trække S1 fra S2 og selv komme frem til hvad A måtte være. I situationerne i starten af Adèles Liv er Adèle en ung gymnasie-elev, der forsøger at finde frem til hvem hun er som menneske, og som leder efter det store A som vi alle troede ville få livet til at give mening dengang vi var teenagere: Det første knald! Men dette A ændrer intet. Adèles Situation er den samme, hun er bare meget mere trist og tvivlende om sig selv. I modsætning bliver Adèle væltet omkuld blot af det glimt hun fanger af den blå-hårede Emma på gaden. Og efter lidt søgen og lidt flirten mødes de i det A, der vender op og ned på Adèle. Og derefter vender hende rundt, og så er hun oppe, og så nede, og så igen rundtom, og så sker der et eller andet jeg ikke helt kan se pointen med, men de lyder som om de kan lide det.



Det er efter det her vendepunkt at filmens opbygning begynder at give pote. Før var Adèle med hendes venner til demo mod uddannelses-nedskæringer - nøj, hvor kunne jeg genkende mine egne gymnasie-år - hvor de gejlede hinanden op til en performance, der havde alt med venskab at gøre, og intet med politik. Efter tager Emma Adèle med til Gay Pride. Her kan Adèle holde pause, se rundt, tage optoget ind, for her spiller hun ikke, her er hun. De to ret så ens scener viser en del hver for sig, men netop i forskellen mellem dem forklarer de alt om hvad der sket.



Men desværre har A'et ikke ændret alt. Vi får det vist ved yderligere to situationer der spejler hinanden, da det unge par møder hinandens forældre. Hos Emma får de østers og hvidvin, og skåler til kærligheden. Hos Adèles forældre får de spaghetti med kødsovs, og forældrene tror Emma er Adèles filosofi-mentor med fast mandlig kæreste. S1//S2. Der er grundlæggende en forskel mellem de to piger, som intet A kan overstige. Og det har ret så meget med klasse at gøre. Emma er fra en fornem familie og vil være kunstmaler, Adèle er mere borgerlig og vil være folkeskolelærer. Spejlningerne bliver mere diffuse. Adèle deltager i to have-fester, men hører efterhånden kun delvist hjemme i dem begge to: Hun er en outsider i hendes arbejder-klasse familie-liv fordi hun er lesbisk, og hun er en outsider i hendes lesbiske kærestes liv fordi hun er arbejder-klasse. Det er her filmen begynder at gøre rigtig ondt. Adèle er i vildrede, og opfører sig dumt. Efterhånden begynder tingene at spejle sig fuldstændigt, som om intet A er hændt: Da hendes veninder i begyndelsen af filmen fatter mistanke til at hun er lesbisk bliver hun kaldt en luder fordi hun vil slikke mis. Da Emma smider hende ud for at have været sammen med en kollega kalder hun hende også en luder fordi hun vil have pik. Efter bruddet er Adèle overladt til våde drømme om natten, præcis som hun var i starten af filmen, før hun var sammen med nogen som helst.

Adéle danser konstant og hele tiden i filmen, på forskellige måder.

Det mest særprægede og unikke ved Kechiche er den her opbygning med scene på scene, der hviler i sig selv uden plot-udvikling, som efterhånden skaber en fortælling ved at spejle sig i hinanden. Rent filmisk var det tydeligere og mere unikt udviklet i hans Black Venus, en biopic om Sarah Baartman, en sort kvinde fra Sydafrika, der blev udstillet som Hottentot Venus i Europa i starten af 1800-tallet. Den film består stort set blot af en enkelt scene der bliver gentaget igen og igen: Sarah der bliver udstillet og undersøgt af hvide europæere, i teatre, retsale, universiteter, balsale, etc. Hele plottet i filmen kan fortælles i hvordan disse scener bliver progressivt mere ydmygende, alt efter som nyheds-interessen for Sarah fortager sig. Men det kan den kun fordi Sarah Bartmaan absolut ingen egen agens har, hvorfor udviklingen i omstændighederne netop er hele historien. Adèles Liv er netop en udviklings-film, om skabelsen af en ung piges personlighed, så den kræver trods alt mere plot, og her finder vi en del af filmens svagere scener. Ligeså er filmen ikke nogen visuel åbenbaring, den er imponerende konsekvens i dens fokus på obsessive nærbilleder, men især farvelægningen er kedeligt digital som stort set alle andre indie-film. Over tre timer kørte jeg lidt træt i det.



Men hvis Black Venus sådan rent filmisk er en større præstation, så er der ingen tvivl om at Adèles Liv er en mere tilgængelig og vedkommende film. Til dels er der noget lidt trist over det. Abdellatif Kechiche laver altid film om outsidere i vores samfund, nordafrikanere, 'hottentot'-kvinder, det er lidt typisk han først får det brede gennembrud, da han fokuserer på den biseksuelle, men trods alt hvide og typisk kønne pige. Det er også herfra min lorenhed ved hele historien om hans tyranniske instruktion udgår. For det første er han hundrede helt med på det, Black Venus handler jo om udnyttelse af en kvinde for underholdnings-formål, og i slutningen af Adèles Liv møder hun en tidligere skuespiller, der holdt op fordi han ikke gad de frustrerende og idiotiske instruktører. For det andet ligner Adèles Liv hans tidligere film, så jeg tvivler på han er blevet mere tyrannisk, og også tidligere skulle en ung nordafrikansk pige danse mavedans og en afrikansk kvinde svinge rumpetten på hottentot-vis. Jeg synes det virker lidt skidt at hans stil pludselig bliver en historie når det går ud over hvide kvinder. For altså, hans stil er hans stil. Det er de lange scener uden plot, som fortæller en historie via detaljer, og som derfor formentlig skal filmes igen og igen indtil de er helt rigtige. Og det er de ydmygende performances. Det er det hans film handler om, hvordan vi alle sammen optræder for hinanden, og dem for hvem disse optrædende falder svært. Fordi de går i det forkerte tøj, ikke har den rigtige seksualitet, eller den rigtige dannelse. Det er essentielle temaer, fortalt på en personlig og umiskendeligt filmisk måde, hvorfor Adèles Liv forhåbentlig bliver en stor succes og et gennembrud for Kechiche, hvilket måske endda også kan skabe mere opmærksomhed om hans tidligere film. For det fortjener de.

I den sidste scene i Adèles Liv går Adèles til reception på Emmas nye udstilling. Her støder hun igen på den mur der altid var mellem hende og hendes kærestes venner. Og igen møder hun ham her den tidligere skuespiller, som allerede dengang havde en forbindelse med. De falder i snak igen, men han bliver kaldt hen til en anden snak. Hun giver op og forlader udstillingen. Han løber efter hende ud på gaden, ser til begge sider, og stiller så i løb i den forkerte retning. Her bliver en sidste pointe om tilværelsens tilfældighed udpenslet, via endnu en spejlning med en tidligere scene, da Adèle ledte efter Emma på en lesbisk bar. Dengang dukkede Emma op fra toilettet, lige som Adèle havde opgivet at finde hende, og deres liv tog en kæmpe drejning. Denne gang vælger den unge mand den forkerte retning, og deres liv forbliver det samme. Cést la vie.

PIX dag 9-10: Paradis-Trilogien

Jeg er ved at være træt. Jeg har set 29 film på 11 dage, og jeg er ved at blive træt i hovedet. Hvis ikke det var fordi, at jeg kun har et par enkelte film tilbage på programmet, så ville jeg nok holde op med at skrive. Men det kommer forhåbentlig til at gå. Her følger mine tanker om Ulrich Seidl's Paradis-Trilogi. Alle film er fra Østrig, de to første er fra 2012, mens den tredje er fra 2013. De vil få premiere løbende i løbet af sommeren.

Jeg lagde mærke til en detalje i den tredje film, Håb. Doktoren i diætlejren, hvor filmen foregår, parkerer sin bil på en lille græs-bakke foran bygningen, så bilen skaber den helt rigtige skrå linje mellem græs og beton. Det er måske sandsynligt nok, at manden vil parkere på en græsbakke, ligesom det sikkert kan forklares, at ingen af de andre ansatte parkerer samme sted. Men når der er en kæmpe lang græsstribe at parkere på, hvor sandsynligt er det så, at han vil parkere præcis samme sted hver eneste dag? Men Seidl's film-rum er grundigt komponerede. I en af instruktørens kommentarer under festivalen forklarede han, at han aldrig giver skuespillerne en dialog før en scene, ligesom han ikke forklarer dem hvad scenen går ud på før de er der. Men hvis altså han lader menneskene prøve sig frem og være levende, så er han til gengæld fuldstændig ubønhørlig når det kommer til struktureringen af de omgivelser, der hegner dem ind.



I Kærlighed er der mest slående rum stranden, hvor østrigske Teresa og hendes hvide midaldrende veninder soler sig i liggestole, mens unge kenyanske mænd står helt stille og afventende på den anden side af hegnet. Disse billeder er taget med statiske totalbilleder, og deres absurde opbygning fik publikum til at skrige af grin. Så snart Teresa selv bevæger sig ned på den anden side af stranden, så er filmes det med håndholdt kamera fra hendes ryg, mens hun nærmest ikke kan bevæge sig for insisterende sorte sælgere. Det bliver en af filmens ironier, at Teresa er i Kenya for at søge efter nærvær, men de to mænd hun falder for, Munga og Gabriel, skiller sig først og fremmest ud fra mængden ved at kunne holde sig på afstand. Hegnene adskiller i det hele taget klart og tydeligt de to verdener: Hotellet, hvor alt er geometrisk, formpasset og sat i rad og række. Og nabolandsbyen, hvor skraldet fylder en nabogrund, og hvor Teresa håber at finde noget mere livligt. Her er da også flere livfulde sekvenser, hvor Teresa danser til afrikansk musik, eller udforsker sin  egen og elskernes kroppe præ- eller post-coitalt - selvom filmen meget eksplicit handler om sex, så viser den altid kun for- og efterspil, men til gengæld også mere indgående end de fleste film. Jeg kan forestille mig nogle vil finde en fordømmelse af Teresas blegfede krop i disse sekvenser, men Margarethe Tiesel spiller dem med så meget entusiasme at jeg fandt det virkelig afvæbnende. Men selvom der altså er liv i begyndelsen af hvert af disse forhold, så tager logikken i forholdet mellem sort mand og hvid kvinde hver gang over, og hver gang Teresa stiller det samme spørgsmål får hun de samme indstuderede svar. I sidste ende forbliver forholdet mellem os og dem stramt regimenteret.



Hvis altså Kærlighed finder sin logik i det store, opdelte rum, så foregår Tro først og fremmest i små, overlæssede værelser. Her kan filmen foretage sin kortlægning af spørgsmål om først og fremmest næstekærlighed. Teresas søster Anna Maria er katolsk missionær i Østrig, og i centrale scener maser hun sig ind i fremmede menneskers lejligheder med hendes statue af Jomfru Maria under armen. Hun har et vist held med at få en familie af fremmed udseende til at be til statuen. I en anden scene konfronterer hun et par, der begge to er på deres andet ægteskab, med de valg de har truffet i forhold til synd. I en fantastisk humoristisk scene bliver hun inviteret inden for hos en midaldrende mand kun klædt i underbukser. Hans lejlighed er så overlæsset at de ikke kan finde plads til statuen, selv den seng hvor hans kone udåndede er blevet dækket til med de jakkesæt han er nødt til at have, hvis nu han skulle blive inviteret til en fin fest. Når så manden skal forsøge at huske fadervor bliver det for alvor morsomt. Udover disse scener - og en anden nøglescene hvor Anna Maria ser noget chokerende i en park - foregår resten af filmen i Anna Marias eget hjem. Her bliver hun opsøgt af sin mand, der sidder i rullestol efter en ulykke, og bestemt også er ultrareligiøs, bare i en anden tro. Anna Maria forsøger selv at holde hjemmet opdelt, med katten hun passer for Teresa i kælderen, og hende og manden på hvert sit værelse, men manden ønsker at de alle skal dele lejligheden mellem dem. Ulrich Seidl sagde også, at filmen viste hvordan Anna Maria selv havde problemer med næstekærligheden i forhold til manden, men i min optik viser filmen mere hvordan begrebet om næstekærlighed i sig selv kan blive et problem. Hendes mand, Nabil, er helt bestemt hendes næreste næste, men er mere fokuseret på hans opfattelse af deres status som mand og hustro, end på nogen egentlig form for kærlighed. Jeg kunne ikke se ham fortjene hverken kærlighed eller forladelse for hans skyld i filmen. For mig var logikken nærmere, at Anna Maria aldrig fordømmede den mand der fortjente det, fordi hun havde giftet sig med ham, mens hun til hver en tid var hurtig til at fordømme alle andre mennesker hun mødte.



Håb vender i høj grad tilbage til den rumlige logik fra Kærlighed. Vi følger Teresas datter Melanie på hendes ophold i en diætlejr. Her er der også et skel mellem den opdelte og regimenterede lejr, og verden udenfor. Men filmens lysere tone findes i et andet rum: Fællesværelset, hvor Melanie bliver veninder med hendes jævnaldrende. Der er ikke lysere sekvenser i de tre film end klippene af to unge piger der deler hinandens problemer på værelset med armen om hinandens skuldre. De unge erobrer generelt værelset som rum hvor de kan larme og feste, mens lejrens personale forsøger at få dem til at tie stille. Udenfor værelset er lejren ganske som hotellet. De unge mennesker træner, spiser og ser film på rad og række. Også doktoren, som Melanie forelsker sig i, har et ganske reglementeret liv: Som sagt parkerer han præcis samme sted. Men udenfor lejren er der igen et andet rum. Melanie og hendes veninde stikker af fra lejren og fester på den lokale dansebar, hvor hun som moderen i sidste ende bliver brugt på mændenes præmisser. Der er mere håb i skoven udenfor. En anden af de unge lejr-piger oplevede tidligere et helt magisk kys i en hule i skoven, og Melanie gør sig forhåbninger om selv at opleve den succes. Men hendes doktor-udkårne kan kun gå med til et enkelt påklædt kram. I en meget mystisk scene kan han tage hende tilbage til den morgentågede skov, og vel nærmest hylde hendes krop på en eller anden måde. Det er ret sært. Her stilles den barnlige eventyrlige fantasi op imod den voksne seksualiserede ditto. Og efter at have lavet den scene må doktoren afbryde forbindelsen.

De tre film er tilsammen et ret stort værk, som fortjener den opmærksomhed det har fået. Der er især mellem Kærlighed og Håb morsomme forbindelser, som f.eks. en fokus på oralsex, og to sekvenser, hvor henholdsvis atletiske sorte mænd, og overvægtige hvide teenagere, laver kraftspring/kolbøtter på række. De tre film samler sig måske ikke til nogen banebrydende fortælling om vores moderne samfund. Snarere er det en lang afdækning af de muligheder kvinder har i den vestlige verden. Der har været slået en del på det meget ubønhørlige indhold, og specielt Tro har nogle ret hårde scener at komme igennem, men det skal siges at det er nogle fantastisk morsomme film. Smukt og tænksomt filmede er de også.

PIX dag 8-9: Harmony Lessons, No, The Plague

Der er nogle folk man lærer at kende på festivalen. De sidste par dage har jeg set konkurrencefilm, og der ligger man meget mærke til seks ret så unge folk, der tydeligvis kender hinanden, og vurderer filmene indbyrdes. Jeg er kommet frem til, at det må være de internetanmeldere, der har fået til opgave at anmelde alle konkurrencefilmene. De kunne rigtig godt lide Harmony Lessons, så de må være cool nok. I dag mødte jeg også en kvinde, jeg ellers kun havde hørt rygter om. Den råbende amerikaner. Hun møder op til de film, hvor der er Q&A med instruktørerne, og så er hun meget højlydt. Hun kunne godt lide The Plague, så den holdt hun kæft til, men brugte så også flere minutter af den tid vi havde til spørgsmål på at fortælle hvordan hun drikker sin morgenkaffe. Hun var til gengæld ikke tilfreds med Paradis: Tro, og råbte flere gange op om dens religiøse indhold. Jeg sad tæt nok på til at true med at hente kontrollørerne, hvis ikke hun holdt kæft, hvilket næsten fik hende til at tie stille. Hun grinte meget højt mærkelige steder, og så klappede hun sarkastisk af en scene, som det egentlig gav mening at klappe sarkastisk til. Åh jo, da jeg sagde hun skulle holde kæft, forklarede hun mig, at hun var helligånden. Nå, film! Paradis-trilogien skriver jeg om i morgen.

Harmony Lessons (Uroki Garmonii, 2013, Emir Baigazin, Kazakhstan)


Harmony Lessons opbygger et fletværk af tegn og tematik omkring 'energi'. I en skoletime i en landsby i Kazakhstan fortælles der om de tre former for energi - elektrisk, mekanisk, thermisk - og læreren påstår at den menneskelige pendant til energi er penge. Men i filmen er det nu mere vold og trusler der uddeles. Filmens metaforik tager form i de hierarkier i skolen, der sikrer volden kun kan løbe nedad. Således er det kun lærere og læger der har lov til at tale til eleverne, men det er nu først og fremmest det uformelle, pseudo-kriminelle hierarki der ødelægger hverdagen for hovedpersonen Aslan. Alt er rigidt og hierarkisk opbygget, også hjemme hos Aslan, hvor vi ser ham få skældud af sin bedstemor for ikke at sige 'Bismallah' før han slagter et får, og derefter minutiøst parterer det. Filmen breder hierarkierne ud, så vi ser konflikten mellem det sociale/religiøse og jeg tror også det russisk/centralasiatiske er med i filmen, men så stærk er jeg ikke i sprogene. Således får Aslan sparket en masse energi ind i sig, som han kun kan få omsat ved at sætte strøm til kakkerlakker. Også filmsproget er holdt helt uenergisk. Kameraet holder sig stort set stille, med kun enkelte panoreringer eller sidelæns bevægelser her og der. Ellers er det statiske og utroligt velkomponerede indstillinger af mennesker, værktøjer og lokaler. Kun to gange kommer der energi i det: Da Aslan har besluttet sig for at gøre op med hiararkiet følger kameraet ham i en rystet håndholdt bevægelse. Og tidligere har vi set kameraet blive sat fri mens det følger små børn lege på isen. Her er den deprimerende realitet i filmens univers: Håbet er kun hos de små børn, før de selv bliver fanget i stasis.



Filmen banker således metodisk mere og mere energi ind i dens opbygning, og det bliver efterhånden meget tydeligt hvor den energi skal ledes hen. Det er storslået suspense-film. Jeg sad undervejs og mente jeg havde regnet den ud, og at det helt bestemt var en rigtig fin lille fabel. Men når vi så når den begivenhed vi alle venter på, så springer filmen den ganske enkelt over, og bruger resten af tiden på at vise hvordan filmens personer reagerer. Her bliver universet for alvor lukket op. Vi ser offentlighedspersoner, hvis opførsel fuldstændig spejler bøllernes i filmens første del, og vi får dermed bredt kritikken ud til alle systemer i Kazakhstan. Vi ser også hvordan vakuumet efter filmens handling lynhurtigt bliver fyldt ud af nærliggende systemer. Og instruktøren lægger derudover en individuel moralsk dimension ned over systemkritikken. Tidligere elementer kommer tilbage i fokus, som en skolelektion om Gandhis ikke-vold, og en snak om muligheden for at leve uden at spise døde dyr. Vi ser to betjente snakke om, at de blot gør deres job, og spekulerer over om det virkelig er en undskyldning. Endelig ser vi Aslan opføre sig selvisk, og hvordan hans handlinger i sidste ende påvirker ham. Uden at ville afsløre slutningen, så bringer den fåret tilbage som Aslan dræbte i indledningen, og slutter dermed med en pointe om vold generelt.

Filmen er helt eminent til at opbygge sit univers internt. Den lader sine elementer med metaforisk energi, og kan derfor have langt mere finurlige symboler. Fåret, f.eks. Men især også et vandglas, der via en grænseoverskridende drengestreg får tilført så meget psykisk energi, at det udløser eksplosive reaktioner hos Aslan. Alt det med energien fylder også meget, med fokus på elektriske ledninger, eksplosioner, og rå hormonel muskelkraft. Men også et smukt billede af is overfor rindende vand bliver foldet ind i det system. Børneskuespillerne bliver ikke bedt om at gøre det helt store, men udstråler alligevel den helt rigtige stemning. Der er et enkelt klip hvor Aslan skal vise store følelser, og i irriterende grad falder igennem, men det er en detalje. Billedsproget er veludført, anspændt, og fungerer perfekt og originalt sammen med filmens indhold. Filmen er i derfor i meget høj grad værd at se, og instruktøren vil jeg følge nøje fremover.

Harmony Lessons kan ses igen onsdag den 24 april kl 19:00 i Cinemateket

No (2012, Pablo Larrain, Chile)


No er virkelig en crowd-pleaser. Den bygger på virkelighedens politiske kampagne frem til afstemningen i 88, der væltede Pinochet. Den har Gael Garcia Bernal i hovedrollen, som naturligvis gør det glimrende. Det er en skæv og bizar historie om det godes kamp over det onde. Den får premiere den 12 juni, og får forhåbentlig et stort publikum. Og mere har jeg nærmest ikke at sige til det...

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal skrive om. Det er en film, der finder en skæv, hjertevarm historie, og fortæller den effektivt. Mere er der nærmest ikke at sige. Jo, den er filmet i U-matic, der får det hele til at ligne videobånd, hvilket nogen mener er et eksperimenterende træk. Jeg synes mere det får det hele til at ligne en chillwave-video, men det er bestemt heller ikke skidt. Det virker, gør det. Det er bare ikke rigtig noget specielt. Måske var jeg mest interesseret i den debat omkring æstetik, der foregår i filmen. Kampagnen er til at starte med styret af de gamle koryfæer fra modstandskampen, og skal mest bruges til at gøre opmærksom på fortidens lidelser. Herefter tager marketing-folkene over med en upbeat kampagne, der sælger håb og tiltro til fremtiden. Problemet for mig er bare lidt, at jeg naturligvis foretrak den konfrontatoriske, montage-agtige stil fra de første klip. Det kunne lidt minde om et af Godards videoessays... Den senere kampagne virker mere som en reklame for Coca-Cola. Men det er jo ikke filmens skyld, at den første kampagne ikke virker, og den argumenterer da også udmærket for, at seerne jo godt kendte til fortiden, men var usikre om fremtiden. Nå. Igen skal det dog siges, at den er virkelig god for hvad den er, både kampagnen og filmen. Jinglen er afsindigt catchy (Chile! L'alegria la-laaa-la-la-laaa), der er humor og skæve indfald. Og selvom jeg naturligvis vidste hvordan filmen ville slutte, så er den scene hvor resultatet offentliggøres alligevel godt skruet sammen. Jeg må også lige indrømme, at jeg var nødt til at smutte derefter, så der skete muligvis noget helt genialt i de sidste par minutter. I så fald må jeg vel se den igen. Det vil jeg heller ikke være ked af, det er god underholdning.

No bliver ikke vist flere gange, men får som sagt premiere til juni.

The Plague (El Plaga, 2013, Neus Ballus, Spanien)


Endnu en konkurrence-film. The Plague er en doku-fiktionel skildring af fem menneskeliv i stilstand. Det er hedebølge i Spanien, og varmen er ulidelig. Verden er på det nærmeste sat på standby. I stedet for at være en film, der handler om hvad folk gør eller ikke gør, så beskriver filmen bare en tilstand. Titlens plager er dels hedebølgen, dels de lus, der gør landmandens marker ubrugelige, men det er såmænd også bare de frustrerende vilkår vi alle sammen lever under. Gamle pukkelryggede Maria besejres af sin alder, og må indlægges på et plejehjem. Landmanden Raul besejres af vejret og fluerne, og må tage et ekstra job. Hans medhjælper Iurie har den ungdommelige krop, men lever til gengæld i uvished fordi han er moldovasisk gæstearbejder. Filmen skildrer deres umanerligt kedelige liv, og er bestemt også i perioder selv umanerligt kedelig. Der er for meget dokumentarisme og for mange gentagelser, til at jeg helt overgav mig. Der er dog elementer, som helt bestemt gør den værd at se.

For det første er det fedt at se en film reelt uden konflikter. Der er lidt mellem Maria og hendes plejer, men det er ikke noget der rigtig går dem på. Selv sekvenserne fra Iuries brydekampe fokuserer mere på rutinerne og bevægelserne, end det fokuserer på kampen mellem de to. Der er et helt fascinerende klip hvor han øver de forskellige stillinger, og vrider og drejer sig på kameraet. Men for det andet så skal filmen ses for sin fornemmelse for vejr. Den tryggende hede lægger sig som en dyne over hele filmen, og man venter blot på vandet. Og når så det kommer, efter over en times venten, så bliver det forløst nærmest perfekt. Lyser skifter simpelthen i hele filmen, mens skyerne trækker op, og vi ser billeder af de tomme stole i de mærkværdigt mørke rum. Her rammer filmen en art forløsning, jeg sjældent har set før.

The Plague bliver vist igen onsdag den 24 april kl 21:45 i Cinemateket

PIX dag 7: The Land of Hope, In Another Country, Night

Det er som om PIX er ret mange festivaller i en. Der er hovedkonkurrencen, hvor alle filmene er debutfilm. Det er sikkert smart i forhold til at trække film-reportere til landet, som måske ikke bliver hooked af at se de samme film, der har været vist på alle de andre festivaller i løbet af det sidste år. Omvendt betyder det jo at det ikke er nogen man kender, så det er f.eks. kun et fåtal jeg har planer om at se. Der er også Politikens Publikumspris, hvor tilskuerne selv stemmer om hvad de bedst kan lide. Her er der lidt flere kendte navne, men jeg føler ikke altid at jeg overlapper med politiken-segmentet. Når jeg hører om hvad der er udsolgt til, og hvad der kommer ekstravisninger af, så virker detsom om ret mange har en anden festival end jeg har, én der i højere grad består af amerikanske film, ofte indie-udgaver af genre-film. Og min egen festival består først og fremmest af årets høst fra de store festivaller, med hvad jeg så ellers kan få plads til kastet oveni. I dag var den første film jeg så en Publikums-film, den anden var fra Maestro-serien, og den tredje var den første film jeg så fra debutkonkurrencen. Det var virkelig alt sammen overraskende godt, med debutfilmen som den helt store oplevelse.

The Land of Hope (Kibo no Kuni, 2012, Sion Sono, Japan)
Først og fremmest en skideballe til Dagmar: På en filmfestival holder det bare ikke at der går 17 minutter før filmen går i gang. Der står starttidspunkt og længde i programmet, og de to ting skal nogenlunde passe, så man kan finde ud af at sætte sit program. Nu måtte jeg være stresset under hele den her film, sprinte over til Grand derefter, og komme til at skubbe til et par mennesker, og så være forpustet under det meste af næste film. Det er fuldstændig til grin, især fordi også Shanghai i samme biograf var ti minutter forsinket. Jeg hørte senere på aftenen at folk havde klaget, hvilket jeg desværre ikke selv havde tid til, og at biografen forklarede, at de føler de er nødt til at vente lidt af respekt for dem, der måske ikke har forstået at der ikke vil være de sædvanlige forfilm. Men der må man så sige at hensyn til to dele af publikum konflikter. Og med fare for at lyde arrogant: Hvis man en uge inden på festivalen ikke har fanget at ALLE film er uden forfilm, så kan man ikke have været til andre film endnu, og så synes jeg måske ikke man skal prioriteres over os der har investeret i filmpas, og planlagt dagen dagevis i forvejen.



Det satte virkelig en dårlig start for den her film, som jeg til at starte med overhovedet ikke kunne koncentrere mig om. Jeg havde ellers glædet mig meget. Filmen handler om tiden efter ulykken på Fukoshima-kraftværket i Japan, hvilket jeg er ret interesseret i, eftersom jeg selv havde familie derovre. I filmen er det dog en ny katastrofe på et kraftværk ved navn Nagashima. De første minutter er ret traditionelle scener med glade mennesker. Folk opdrætter køer, arbejder, løber rundt og er glade for hinanden. Jeg kunne som sagt ikke helt koncentrere mig, og jeg blev ikke rigtig fanget af noget som helst. Heller ikke da jordskælvet rammer, og tingene første gang ramler sammen, syntes jeg det var skildret specielt godt. Men efterhånden som filmen skred frem, og der blev mere fokus på myndighedernes håndtering, og de groteske konsekvenser for filmens personer, begyndte der at ske noget. Langsomt blev det en hamrende god film. Filmen er umanerlig lang og spraglet. Vi følger tre par, et gammelt par der ikke forlader deres hus lige uden for hegnet til katastrofeområdet. Deres unge søn og svigerdatter, der forsøger at få en ny tilværelse op at køre i en nærliggende by. Og et ungt nabo-par, der først bliver evakueret, og derefter flygter helt ind til katastrofeområdet, for at lede efter den unge kvindes familie. Der er rigtig megen rejsen frem og tilbage mellem shelters, omkringliggende byer, katastrofeområdet, og familiens gamle hus. Men selvom filmen er to timer og ti minutter lang, så kedede jeg mig aldrig. Den er simpelthen godt lavet.

Sono begynder at sætte fokus på arkitekturen. Myndighedernes hegn går som en gul linjer gennem landskabet og striber landskabet op ligesom de el-ledninger der konstant minder om det sprængte atom-kraftværk. Efter svigerdatteren finder ud af at hun er gravid begynder hun at isolere sig selv i et rum af bobleplast, og i en bi-opdrætter-dragt når hun er nødt til at gå ud. Denne sekvens er en af de mest beskt satiriske i filmen. Og katastrofe-området, der blev ramt af en tsunami, er et bjergtagende landskab af sne og ruiner, hvor køer og geder vandrer rundt. Arkitekturen er helt eminent opbygget. Samtidig er personerne også fængslende, især det gamle par begynder man at holde meget af. Kvinden har en snigende sindssygdom på vej, men manden virker ofte blot taknemmelig når hun går i barndom, fordi det giver dem anledning til at genopleve deres fortid. Han mener alligevel ikke de har nogen fremtid efter ulykken. I filmens bedste scener går konen dog helt i sort, og stikker ind i katastrofeområdet i en kimono fra hendes ungdom, fordi hun tror der er en høstfest i gang. Da manden finder hende danser de to rundt i sneen som de må have gjort halvtreds år tidligere, i en scene som er alt, alt for meget, men så alligevel er så hamrende perfekt.

Filmen er også politisk på en god måde. Den er indigneret over regeringens manglende respons på katastrofen, og den indeholder f.eks. en ret dogmatisk scene hvor en læge hiver en graf frem over radioaktivitetens reelle omfang. Men den spejler også regeringens ulogiske respons med karakterernes bizarre opførsel. Hvordan skal de vide hvad der er korrekt opførsel, når de ikke får ordenlige svar? Der bliver bare etableret en linje ved 20km mærket, og så regnes det for korrekt afspærret. Det er en kritik af den abstrakte logik, der skaber de klare og stramme linjer uden hensyntagen til mennesker og hverdag. I modsætning hertil står de træer, som den ene familie har plantet gennem årtier, for at markere de vigtigste begivenheder i deres liv. Det er måske ikke verdens mest ambitiøse film. Den opfinder ikke et nyt filmsprog, og med enkelte undtagelser gør den aldrig rigtig ondt. Men i forhold til hvad den prøver at være, så kunne den nærmest ikke være lavet bedre. Det var desværre sidste visning på festivalen, men hvis den får dansk premiere, så er den virkelig et must-see!

In Another Country (Dareun Naraeseo, 2013, Hong Sang-soo, Sydkorea)


Jeg forstår virkelig ikke Hong Sang-soo. Eller, egentlig er der ikke så meget at forstå: Han laver så vidt jeg kan se meget morsomme og mildt opfindsomme koreanske komedier. Hvad jeg ikke rigtig forstår er hvorfor han har været otte gange i Cannes. Jeg har kun set halvanden af hans film, HaHaHa fra 2010 og halvdelen af Power of Kangwon Province fra 1998, og de er rigtig glimrende. Men jeg kan ikke rigtig se hvad det er ved dem, der har løftet instruktøren så højt op i hierarkiet, at han også på PIX er placeret i serien for Maestros.

Altså, In Another Country er virkelig en fin film, men dens æstetik er så langt fra hvad jeg ellers søger efter i arthouse, at jeg bliver helt forvirret. Jeg skriver en gang imellem om 'glans-scener', og leder efter de der billed-stærke og overraskende sekvenser, hvor man bliver helt forpustet. Selvom Hong har en rigtig stærk billedfornemmelse, så er det alligevel noget andet han laver. Hvor nogle 'auteurs' venter timevis på at finde det helt rigtige lys, og optager alle deres film ved solnedgang, så er grund-verdenen i de Hong-film jeg har set en overskyet himmel, og et vådt og trist landskab lige før eller efter et regnskyl. I både HaHaHa og In Another Country i en grå by ved vandet, uden de store landmærker. Hong vælger også ofte nogle meget demonstrative, og efter min mening ret grimme zooms. Der er dog intet så amatørisk som i Power of Kangwon Province, hvor boomstangen faldt ned i billedet i hvad der føltes som halvdelen af scenerne. Handlingerne i hans film er dog ret innovative: I HaHaHa er det to mænd der fortæller deres feriehistorier til hinanden over drinks, og aldrig selv ligger mærke til hvor meget de overlapper. I In Another Country skriver en ung pige tre fortællinger om en fransk kvinde - Isabelle Huppert - der besøger den koreanske by af forskellige grunde. Hun møder de samme personer, men meget forskellige ting sker, og det er ganske morsomt. Men middelmådigheden er samtidig plantet ind i fortællingen. Menneskene har svært at kommunikere via engelsk og koreansk. Og i et par scener er det helt tydeligvis skrevet af en ung pige. Der var især en enkelt hvor det gik op for mig, at den reference jeg ledte efter var den legendariske elendighed The Room. Men i scenen fra In Another Country er det dårlige skuespil, de tunge accenter, og den klichéede dialog helt klart pointen. Jeg forstår bare ikke rigtig hvorfor...

Det skal ikke forstås sådan, at det er en dårlig film. Den er ganske herlig, innovativ og egensindig, med godt filmede scener og et vittigt manuskript. Jeg tror bare overhovedet ikke jeg fanger hvor den skal hen. Måske skyldes hans succes i det franske, at han efter sigende er meget inspireret af Eric Rohmer, en instruktør jeg aldrig har set noget af? Måske viser hans film et eller andet helt unikt om Korea? Noget med den kreative klasses middelmådighed? Jeg er fascineret, og eftersom hans film er så lette at sluge, så har jeg tænkt mig at dykke dybere ned i det. Indtil videre har jeg dog ikke mange pointer at levere.

Hvis man selv har lyst til at prøve kræfter med denne mærkværdige komedie, så kan man nå det den 20 april kl 17:00 i Grand.

Night (Noche, 2013, Leonardo Brzezicki, Argentina)
Filmkunsten startede stumt, og lydsiden har aldrig rigtig opnået samme status som billedsiden. Jeg har også de sidste dage snakket om billedskabere, og oftere beskrevet visuelle pointer, snarere end lydmæssige. Det er ikke så tit jeg ser en film, hvor jeg tænker, at især lydsiden var god. Hushpuppy fra sidste år er dog en undtagelse, her blev jeg virkelig fanget af lydende (altså udover voiceover og musik), som vejede op for, at billedsiden måske ikke var helt så god som anmeldelserne påstod. Men i Night er det helt igennem lydsiden der er trækplasteret. Filmen skildrer en gruppe unge mennesker der er samlet i en skov, efter en fælles ven har begået selvmord, for at lytte til de optagelser vennen lavede. Det er såmænd også en visuel tour-de-force, men det er lydsiden, der er unik. De unge mennesker forsøger at holde fast i deres afdøde ven ved at lytte til hans lyde, lugte til hans tøj, og snakke om ham. Men deres minder om ham stemmer ikke overens, og det er ofte svært at gennemskue hvad det er han har optaget. På et tidspunkt kan de f.eks. ikke enes om det er bølger ved strand eller båd. Som filmen skrider frem bliver de unge også lige så desperate efter at mærke verdenen, græsset, mudderet, vandet, og hinanden.

Og filmen får naturligvis også et metalag: Hvis ikke personerne i skoven kan komme til at mærke hvad der foregår, hvad håb har så vi der kun får oplevelsen via billede og lyd? Det er ikke nogen overvældende ny problematik, men den er nu umanerlig godt udført. Brzezicki underminerer substansen i billederne, ved at lægge dem oven i hinanden, så det hele bliver spøgelsesagtigt. Især åbningssekvensen bruger denne effekt til fuldkommenhed. Men jeg blev også fanget af et senere klip, hvor kameraet først panorerer til højre, hvorefter et nyt billede overlapper og panorerer tilbage til venstre, så det føles som om træerne splittes af. Men først og fremmest er det tilstedeværelsen af den fremmede lydkilde, som konkret i filmen kommer fra enorme højtalere stillet op både inde og ude, der skaber usikkerheden. Det er helt fantastisk, som vi gentagne gange ikke kan vide hvad vi ser, fordi vi ikke ved om lyden er virkelig eller Miguel. I et klip lyder der tordenvejr over skoven, og de unge mennesker kigger op og trækker grene hen over sig. Først da uvejret blev afløst af en diskant tone, og en ung mand krummede sammen og tog sig til øret, var det helt klart for, at de bare reagerede på optagelserne. I et andet klip hører vi pludselig et keyboard-akkompagnement i baggunden, og skyder vel først på det må være Miguel, men så panorerer kameraet hen til en mand med et keyboard. Der kommer endnu et lag ind i denne scene, fordi de to unge mennesker begynder at synge en sang sammen, men tydeligvis er de samlet i genskabelsen af en gammel optagelse de har hørt. Pigen drejer og slår med hænderne til et rytme-spor, som ikke er en del af det rudimentære keyboardakkompagnement. Personerne i filmen kan altså tydeligvis høre en anden, tidligere udgave af sangen end den de selv spiller, som er alt vi sidder med. Her kommer subjektiviteten ind, for selvom vi hører det samme, så hører de alligevel tydeligvis noget andet. Hvad håb har vi da for at kunne dele lyd med hinanden?

Det her er ganske enkelt stærkt. Formmæssigt er det en umanerlig ambitiøs film, og helt vildt meget af den lykkes til UG. Også grundmaterialet i lyd og lys er simpelthen fantastisk, med bl.a. den dunkle skov, de omstrejfende hunde, de forvrængede lyde, og de korte sekvenser af baspumpende techno. Jeg er helt, helt oppe at køre. Man kan sige, at filmen måske har et ret smalt fokus, og at den udover lydsiden ikke bidrager med så meget nyt til kunsten. Men omvendt er det en debutfilm. Der kommer forhåbentlig mange flere film fra 35 årige Leonardo Brzezicki, der kan tilføje hans filmografi både dybde og bredde. Han er startet bedre end langt de fleste.

Night kan ses igen lørdag den 20 april kl 12:00 og mandag den 22 april kl 16:30. Begge gange i Cinemateket. Hvis man kun har tid til at se en enkelt film i år, så er min anbefaling den her.

Nu kommer der til at gå lidt kaos i udgivelses-rækkefølgen, tror jeg. Der kommer noget om Harmony Lessons, No og The Plague. Formentlig fredag aften.

PIX dag 5-6: Shanghai, Outrage Beyond, Gold, 90 Minutes

I Gloria er der fyldt af unge smarte mennesker, der bliver siddende i caféen helt indtil filmen går i gang, hvorefter de ganske larmende sætter sig på plads. I Grand er der mange gamle mennesker, der holder sig rolige og høflige i salen, men godt kan være lidt langsomme i køen. I Cinemateket er man effektivt filmfan, medmindre det er et officielt arrangement ved f.eks. en ambassade, for så er man minglende og netværkende og smart klædt på med højt opsat hår. Få ting er så uhøflige som at sætte håret højt op når man skal i biografen. Tænk dog på ham der skal sidde bagved! I Palads er der fyldt af glade familier, og der behøver man ikke holde sin filmglæde stille, men inde i salen til PIX-filmen er der næsten ikke nogen. I Dagmar er der tomt. Men gode sæder, ellers. Nå, film?

Shanghai (Dibakar Banerjee, 2012, Indien)


Filmkunsten er som en strømmende flod, og at være på filmfestival er som at kaste sig ud i den flod, og forsøge at registrere så meget vand som muligt. Alt er konstant i forandring. Noget af det fedeste ved film - og ved kunst generelt - er, at glæden er akkumulativ. Jo flere film du har set fra en instruktør/land/genre, jo sjovere er det at se den næste. Omvendt er det måske også derfor det kan være uoverskueligt at gå i gang med, man kan tro man skal se hundrede film før det begynder at blive sjovt. Dette er nu ikke tilfældet - der er masser af fantastiske og sjove steder at starte - men en gang imellem kan man nu godt føle, at man er på dybt vand. F.eks kommer Shanghai fra et land med en enorm filmproduktion, jeg stort set intet har set af. Og så bygger den på en anden film jeg ikke har set, Costa-Gavra's Z. Jeg var forberedt på ikke at forstå ret meget, men det var nu langt hen ad vejen ikke noget problem. Filmen er nemlig tværtom så arketypisk, at jeg i store træk kunne gætte hvor den ville hen før noget skete.

Filmen er en politisk konspirationsthriller, i stil med f.eks. Kongekabale. Et drab på en politisk besværlig person, og så ruller det. Var det et hændeligt uheld, var det enkelte onde elementer, eller går det hele vejen til toppen? Du får ikke point for at gætte rigtigt. Det spraglede persongalleri er også mest arketyper: Vi har de betalte lømler, der bliver kastet til side når de ikke længere kan bruges. Vi har journalisten og advokaten, der finder idealisten og kommer til bunds i sagens kerne. Og vi har den pæne unge kvinde, med den personlige tilknytning til ofret. Det hele er ret meget set før. Hen over midten bliver det da også dræbende kedeligt, når plottet kværner rundt i komplette ligegylidigheder: selvfølgelig vælger advokaten ikke at afvise dem der har nye oplysninger, og selvfølgelig stopper sagen ikke ved de første underchefer. Til sidst er det dog også som om instruktøren forstår at vi er med, og går over til at fokusere på det rent visuelle. Som efterforskningen søger mod toppen sættes bøllerne fri i gaderne, og der er kinetisk energi til sidst, ild flyver gennem luften og knallerter kører igennem de mennesketomme gader. I filmens bedste klip sniger de to helte sig igennem gaderne, mens kameraet tracker dem på den forkerte side af en husblok, så vi kun kan se dem når de render ind for at gemme sig i gyderne.

Men i sidste ende forstod jeg ikke hvor filmen ville hen. Hvorfor haen hedder den Shanghai? Politikerne i byen vil forsøge at efterligne udviklingen i den by, men det er ikke fordi plottet specifikt er afhængigt af noget med byplanlægning. Hvad filmen måtte have af politiske pointer drukner desværre i genrekrav. Ofret skal være en modig martyr, så han stiller sig op og taler mod overmagten, men det gør det svært at forstå han skulle være farlig, når han har så få tilhængere. Og konspirationen går helt mod toppen, fordi selfølgelig gør den det, men det er svært at forstå hvorfor politikerne dog sætter deres karriere på spil med så lille en gevinst. Jeg har læst snak om, at det skulle være en trend med at indie-film gør brug af genre-elementer, og man kan sige at Shanghai viser både styrker og faldgruber. Det er utroligt nemt at få publikum med, så man kan slippe plottet og få plads til verdenen. Men hvis ikke man er forsigtig, så drukner pointerne fuldstændig i genrekrav.

Outrage Beyond (Takeshi Kitano, 2012, Japan)


Takeshi 'Beat' Kitano er en pudsig person. Tidligere tv-stjerne i bizarre japanske underholdningsprogranner, hvorefter han lavede nogle af halvfemsernes bedste japanske film med Sonatine og Hanabi. Begge film var en slags arthouse yakuza-drama, hvor lange stille melankolske periode blev afbrudt af rå ultravold. Herefter har han været mindre velanset, jeg har set hans ronin-drama Zatoichi, som jeg havde svært ved at se det store i, mens hans meta-trilogi er noget jeg ikke har fanget. Den første Outrage film fik heller ikke de store roser, men toeren blev dog bedre modtaget. Det kan jeg godt forstå, for det er en overraskende god film.

Outrage Beyond virker virkelig som en comeback film. Dels fordi det er en virkelig god film fra en instruktør der har været stille omkring, men også i dens indhold. Den søger ret tilbage til fortiden. Det var den første nye film jeg så på festivallen, der blev vist på filmstrimmel, komplet med ridser og skrammer. Og stilen er også stille og rolig modernisme, med tålmodige kamerabevægelser, selv når volden eksploderer. Samtidig er historien også en hyldest til det gammeldags: I filmens logik skyldes volden hele tiden, at folk forsøger at ændre tingenes tilstand. Den unge Ishihara vil have Sanno-familien til at arbejde med Hedgefunding og blande sig i politik, hvilket får både hans underordnede og politiet til at reagere. Og efter at Sanno-klanen har lært sin lektie bliver politimanden Kataoke ved med at pirke til tingene, i håb om at skabe en karriere på ryggen af flere dræbte yakuza'er. Filmens helt Otomo, spillet af Kitano selv, er derimod den gamle trætte veteran, der kommer ud af fængslet og bare vil have fred, men som ingen tør lade være. På et tidspunkt siger han endda, ifølge underteksterne, 'I'm getting to old for this shit.'

Det helt forbløffende ved filmen er den metodiske og mekaniske stemning den begynder at få. I filmens første del følges et kupforsøg i Sanno-klanen som om det var et skakspil, med møder og alliancer, indtil vinderne stille og roligt begynder at likvidere taberne. Og når først plot-fjederen er trukket helt op, begynder voldsscenerne at træde frem på række en efter en. I et fantastisk klip hører vi først skuddene, og ser derefter gennem en sønderskudt rudde på en lejemorder der stikker af, venter et øjeblik på en elevator, og derefter løber ned af trappen. Hvem han har skudt ser vi aldrig, og det er også sagen underordnet. I filmens mest geniale sekvens - som er spoilet i programmet - stilles en bundet mand frem foran en baseball-kastemaskine. Her er fjederen helt tydelig, når armen først spændes helt op, og derefter kyler en bold i ofrets hoved. Første gang er frygtelig. Tredje gang er det åndsvagt og overgjort. Syvende gang var jeg helt vildt imponeret, især er det måden det er klippet på, som gør det til en fuldstændig nyklassisk sekvens.

Det er virkelig en forbløffende film. Især i forhold til at den hedder Outrage Beyond, for der er intet raseri i den. Der er kun en indædt frustration over at tingene går som de går. Filmen er ikke på højde med mesterværkerne fra halvfemserne, men mindre kan såmænd også gøre det. En stor og varm anbefaling herfra.

Gold (Thomas Arslan, 2013, Tyskland)

Jeg kan ikke finde nogen trailer, men her er et klip.

Hvis Outrage Beyond altså var en positiv overraskelse, så er Gold desværre det modsatte. Jeg havde glædet mig ret meget til den her tyske western, men den var ikke rigtig så god som den burde være. Plottet er ret enkelt: Syv mennesker drager gennem Canada mod Dawson i Alaska, og strabadser opstår. Men jeg havde hørt at naturbillederne skulle være umanerlig smukke. De er bare ikke helt rigtig smukke nok. Det er svært at sætte en finger på, men jeg synes bare ikke indstillingerne var så smukt komponerede som de kunne have været, og så bliver det hele lidt langtrukkent. Jo mere ud i det vilde de kommer, jo bedre bliver det, men der var ikke et eneste klip, hvor jeg fuldstændig tænkte 'wow'.

Filmen minder utroligt meget om Jim Jarmusch's mesterlige Dead Man fra 1995. Det er en rejse ind i mørket i det nordligste Amerika, med elektrisk countrymusik til. Gold's svar på Neil Young er Dylan Carlson fra bandet Earth, hvilket i det mindste giver mig mulighed for at anbefale deres fantastiske plade HEX. Men hvor Dead Man er en surrealistisk og mareridtsagtig skildring af vesten, så forbliver Gold langt mere realistisk. Der er med andre ord ingen kannibalisme. Gold er nemlig som tysk film ikke interesseret i at give en pointe om den verden de drager ud i, men i at snakke om de personlige ofre emigranterne måtte betale for deres drømme. Og som sådan er det skægt at se en western der ikke handler om vesten. Men personerne er bare heller ikke skarpt nok trukket op til at det bliver fascinerende, de forbliver for todimensionelle. Selv Lars Rudolph, som er så brændende unik i Werckmeister Harmonies og Sokurov's Faust, bliver for svag og aftegnet. Det er en film der er værd at se, men jeg havde godt nok håbet på noget mere.

Gold kan ses igen lørdag den 20. april kl 12:00 i Grand.

90 Minutes (Eva Sørhaug, 2012, Norge)


Det her er muligvis den mest frustrerende film jeg har set i år. Programmet lovede at det handlede om  den sidste tid op til tre drab, og at det måske dage noget om Breivik. Jeg tænkte en film i stil med de første Haneke som Seventh Continent og 71 Fragments of a Chronology of Chance, der vist voldens manglende logik ved opklippede og fragmenterede samfundshistorier. I stedet fik jeg noget om, at mænd er nogle svin. Programmet siger også, at der ikke er nogle psykologiske forklaringer i filmen, men det er dælme en lodret løgn. I den ene historie kan en mand ikke håndtere at hans ekskone har fået en ny elsker, i en anden kan en mand ikke håndtere at blive far. Mændene kigger ud af vinduet på yngre og stærkere eksemplarer, eller griner af fodboldvold i fjernsynet. Mændene kan ikke håndtere ikke længere at være alfahanner, og derfor slår de ihjel. At knytte den slags med Breivik er direkte usmageligt.

Den her type film giver arthouse et dårligt ry. Og hvis nogle skulle få den idé at det er en femninistisk film - selvom der ingen stærke kvinder er, eller noget om ligestilling og plads til forskellighed, bare mænd der opfører sig svinsk - så ville den også give feministisk film et dårligt ry. Det er nådesløst og strengt formalistisk. Og en letkøbt fis i en hornlygte. Samtidig er cinematografien fuldstændig forrygende. Sjældent har et samtalekøkken været så tryggende et miljø. Kameraet indfanger konstant personerne i deres stuer, som alle sammen er nordisk moderne indrettede i hvidt og sølv og sort. Det er fuldstændig umenneskeligt, og virtuost fremstillet. Jeg har meget meget sjældent set så god en billedside i en nordisk film. Og så er lydsiden naturligvis noget lort, sovset ind i strygerklicheer, så vi er sikre på aldrig at få plads til at tænke selv. Det er virkelig frustrerende. Der er helt forrygende ting i den her, men alt i alt er det den værste film jeg har set i år. Jep, værre end Pieta. Men hvis instruktøren Eva Sørhaug nu næste gang måske fik en anden til at skrive manuskriptet, og droppede musikken, så kunne det sagtens blive rigtig godt.

Et par ting til: Filmens titel er åndsvag, for filmen har en fantastisk fornemmelse for rum, men ikke for tid. Jeg har også læst at filmen skulle skildre de sidste 90 minutter i de her mænds liv, hvilket er meget, meget svært at tro på, så spurter de i hvert fald rundt mellem stederne i de klip der er. Sørhaug har proppet alt alt for meget ind i fortællingerne, til det virker sandsynligt med halvanden time. Derudover, så sagde Sørhaug ved visningen på Toronto filmfestivalen, at filmen blandt andet var født af, at Norge ligger i Europa-toppen når det kommer til mænds drab på samlevere, hvilket affødte reaktionen: 'Hvad er der dog galt med norske mænd'. Det har senere vist sig at være et komplet udokumenteret rygte. Det er hele vejen igennem en dybt utroværdig og tom konstruktion. Frustrerende.

I morgen kommer der kritik af japanske The Land of Hope, koreanske In Another Country og argentinske Night. Forhåbentlig er ingen af dem lige så dårlige som 90 Minutes.

PIX dag 3-4: Smoking, Pieta, Inland Empire: More Things That Happened, Germany Year 90 Nine Zero, The Science of Sleep - Version B

Egentlig er det utroligt dovent at være på filmfestival. Man sidder ned hele tiden, og kigger den samme vej. Men når den reelle verden presser sig på, kan man begynde at blive lidt stresset. Planlægning handler ikke kun om at få set så mange gode film som muligt, man er også nødt til at planlægge spisepauser og koffein-pauser og alt muligt. Jeg opdagede på dag to, at mit køleskab var tomt, hvilket ret meget er en begynderfejl. Fordi jeg også havde andre planer kunne jeg heller ikke nå at skrive lørdag, ligesom jeg ikke kunne nå at se mere end to film søndag. Til gengæld har jeg været til en glimrende fest, og nåede heldigvis ude at spise med familien søndag. Svinekæber, kulmule, pæresorbet. Og en eller anden blanding af ørred og kartoffel, som jeg ikke helt forstod hvordan de fik lavet sammen, men som smagte fantastisk. Uhm, det var godt og hyggeligt. Nå, var det film vi kom fra? I weekenden var fire af de fem film jeg så med i serien Reworked, hvor instruktører genlavede tidligere film. Et lidt søgt koncept, måske, mere var der tale om scener i overskud, en sequel, og to film der var lavet samtidig. Men der var nogle rigtig fine ting imellem, så jeg klager ikke.

Smoking (1993, Alain Resnais, Frankrig)
Alain Resnais er en legende. I halvtredserne lavede han dokumentar-film, bl.a. den eminente holocaust-film Night and Fog. Hans tre første spillefilm er nybølge-mesterværkerne Hiroshima Mon Amour, Sidste År i Marienbad og Muriel. De tre film var fragmentariske og komplekse, kredsende omkring traumerne fra anden verdenskrig og krigen i Algeriet. Især Marienbad er kendt, en helt bizar og plotløs konstruktion, som måske ikke er den dybeste kunstfilm nogensinde, men i sin all-in prætentiøsitet er en af de mest medrivende og morsomme. Resnais har også lavet film løbende siden da, men jeg har ikke set nogle af dem. Manden er halvfems, og hans sidste film You Ain't Seen Nothing Yet! var på Cannes sidste år. Af en eller anden grund er den dog ikke på PIX-programmet, som så i stedet har valgt at vise to film fra 1993. Smoking og No Smoking er baseret på skuespillet Intimate Exchanges af Alan Aycbourn. Eller måske, snarere 16 skuespil. Alt efter hvilke valg personerne træffer undervejs, startende med hvorvidt Celia Teasdale ryger en cigaret eller ej, leder historien hen til 1 ud af 16 konklusioner. I den filmiske udgave følger vi først plottet hen til én konklusion, men hopper så tilbage til en skillevej, og følger den anden mulighed. Det er en ganske pudsig idé, som f.eks. også var brugt i der afsnit af Community der hed Remedial Chaos Theory, hvor en beslutning om hvem der skulle hente pizza ledte hen til 7 meget forskellige fortællinger. Men Community fik afleveret pointen på 20 minutter. Smoking er syv gange så lang.

Jeg kan ikke indlejre en trailer til Smoking, så her er i stedet Blurs musikvideo til To the End, der er én lang homage til Sidste År i Marienbad

I Deleuze's filmbog fremhæver han Resnais' brug af tid, som han beskriver sådan her 'Each age, each sheet, will be defined by a territory, lines of flight and blockages of these lines' Jeg vil ikke nærmere ind på hvordan deleuzianske begreber som 'territorier' og 'flugtlinjer', men det er pudsigt nok en ret rammende beskrivelse af Smoking, selvom bogen er fra før filmen blev lavet. Filmen består netop af tre aldre, tre tidslag: Fem dage efter, fem uger efter og fem år efter. Og i personernes indbyrdes relationer opstår der konstant nye flugtlinjer, mens gamle bliver lagt ned. Til sidst ser vi så, hvem der har formået at komme væk, og hvem der er forblevet fanget i forkerte forhold. Men i tresserfilmene var de 'territorier' Deleuze snakker om, meget konkrete historiske behandlinger. Det var traumerne fra Auschwitz, Hiroshima, Algeriet, der definerede linjer og blokeringer. Smoking er komplet stilliseret, halvt engelsk, halvt fransk, setsne er tydeligt teater-agtige med små modeller i baggrunden. Og alle personerne spilles af de samme to skuespillere - hvilket helt ærligt er godt gjort, jeg kunne overhovedet ikke se det var de samme, men jeg er også elendig til at genkende folk. Dermed skrælles al kontekst væk, og det eneste der betyder noget er personerne, og hvordan de skaber linjer for hinanden. Som sådan kunne man argumentere for at filmen har interesse: som en klinisk afdækning af et enkelt aspekt af Resnais' kompleks af pointer, hvordan mennesker flygter eller bliver fanget. Men hvis pointen er minimalistisk, så er filmen stadigvæk 140 minutter lang, og det var så kun halvdelen af værket jeg så. 4 timer og 40 minutter i alt. Og det er sgu fjollet med model-tog i baggrunden. Og selvom det er imponerende at skuespillerne tager alle rollerne, så er de alt, alt for gamle til at skildre teenagerne Lionel og Sylvie. Og når personerne bare handler indbyrdes uden at være afhængig af nogen kontekst, så bliver moralen også lidt plat liberalistisk: Man skal gribe de chancer man får, og så skal man nok blive til noget. Det hele bliver til sidst distraherende og udmattende. Man kunne i biografen også nærmest høre klageråb de sidste gange filmen sprang tilbage for at starte forfra. Jeg skal se mere sen Resnais, og nupper sikkert også No Smoking på et tidspunkt. Men den er dælme røget bagud i køen.

Hverken Smoking eller No Smoking bliver vist igen, men hvis man har humør på Resnais så har jeg set Sidste År i Marienbad på tilbud til 70 kr i Fona 2000. Og dén er et mesterværk.

Pietà (2012, Kim Ki-duk, Sydkorea)


Der er et hierarki på festivallerne. At vinde i Cannes er klart det fineste, mens Venedig og Berlin nogle gange er til de lidt mindre ansete. Abbas Kiarostami har en palme mens Jafar Panahi har en løve. Francis Ford Coppola har to palmer, mens Sofia Coppola har en løve. Så jeg var forberedt på, at sidste års vinder i Venedig, Kim Ki-duks Pieta, måske ikke var det helt rene mesterværk. Det kom dog stadigvæk bag på mig hvor dårlig den var. Lee Kang-do må være den kedeligste lejemorder jeg nogensinde har set. Eller, egentlig slår han ikke folk ihjel, men maltrakterer skyldnere for at kunne hæve forsikringssummen, en ændring jeg mistænker er med for at kunne have grovere vold end bare almindelige nedskydninger. I stedet bliver knogler knust og lemmer savet af, og det hele er hamrende ligegyldigt. En kvinde dukker op og påstår at være hans mor. Foromtalen i programmet stiller spørgsmålet: 'hvem er hun i grunden, denne kvinde' men det er så hamrende åbenlyst hvem hun er, at det er helt grotesk. Det eneste mystiske er, om Kang-do skal forestille at være en idiot, når han tilsyneladende er ude af stand til at stykke to og to sammen. Programmet siger også, at Kim Ki-duk laver film man enten elsker eller hader, men Pieta er bare et kedeligt opkog af Park Chan-wooks Hævn-trilogi, som måske i forvejen ikke behøvede at være en trilogi.

Jeg håber virkelig at den var dårligt oversat (til svensk, for øvrigt. Jeg har set to film med svenske undertekster, og ingen med danske, hvilket vel egentlig er lidt sært) for det kan simpelthen ikke passe at så dårlige dialoger kan komme på festival, endsige vinde noget som helst. "Døden besværliggør udbetalingen!" "Døden? Hvad er døden?" Det bliver også tydeligt, at maltrakteringerne skal forstås allegorisk om det post-industrielle samfund: I stedet for at kunne sælge deres hænders arbejde må staklerne sælge hænderne selv. Jup, det er det niveau vi befinder os på. Æstetikken er digitalt grålig med grundfarverne grøn, blå, rød og gul, lidt i stil med Leos Carax' Mauvais Sang fra 1986. Det er en smule anderledes end de fleste digitale film, der ofte kører sammenstilningen turkis og orange, for at få de hvide menneskers hudfarve til at træde tydeligere frem. Grundfarverne giver mere plads til det mørkerøde blod, og der er da også en enkelt blodstribe som er ganske pæn. Det er samme æstetik og idé som den nye tv-serie Hannibal bruger, og dermed er Pietà den anden film i streg, der bliver udklassereret af en NBC-serie. Der er et enkelt pudsigt stil-greb, hvor Kang-do giver en mand en serie lussinger, og filmen går til et point-of-view-shot, der rystes hver gang et nyt håndklask rammer. Desværre viser de andre klip, at manden kigger den anden retning, og desuden er hovedet drejet til venstre, så Kang-do ville ikke kunne ramme ham med hans højre hånd. Det er uigennemtænkt og halvhjertet, som alt andet i filmen. Pieta er en parodi. Jeg var ved at blive sur undervejs, sur på filmen, sur på Kim Ki-duk - som jeg ikke har set andet af, men hvis 'The Isle' og 'Forår, Sommer, Efterår, Vinter... og Forår' især er kendte - og sur på dem der gav ham prisen i Venedig. Men så kom jeg i tanke om, at Løven ellers ville være gået til USAs måske mest overvurderede instruktør for tiden, Poul T Anderson (Boogie Nights, There Will Be Blood). Så lidt har filmen da været god for.

Her er en fantastisk scene far Mauvais Sang. Sådan nogle er der ikke i Pieta.

Hvis du alligevel skulle have lyst til at se Pieta, så går den igen Torsdag den 18. april kl 21:30 i Grand.

Inland Empire: More Things That Happened (2007, David Lynch, USA)


David Lynch kræver nok ikke nogen introduktion. Eraserhead. Blue Velvet. Twin Peaks. Mulholland Drive. Han har også vundet guldpalmen, pudsigt nok for den noget mindre anerkendte Wild at Heart. Det her er mere materiale der ikke kom med i den tre timer lange Inland Empire. Så egentlig sidder man og ser deleted scenes fra en DVD, hvilket måske er et lidt tvivlsomt koncept på en festival. På den anden side var det klart det bedste jeg så om lørdagen... Hvor jeg har set ganske udmærkede beskrivelser af Mulholland Drive, der fik det meste forklaret som personernes drømme og fantasier, så fungerer Inland Empire for mig at se nærmest ikke længere på menneskelige præmisser. I hvad jeg opfatter som en nøglescene får vi at vide, at den film hovedpersonerne er i gang med at indspille, er en genindspilning af en gammel polsk film, som aldrig blev lavet færdig fordi folk døde. Muligvis hjemsøger den gamle film nu den nye. Som jeg ser filmen er det netop en samling historier - jeg kunne jo kalde det myter - der hjemsøger hinanden, og alt andet er fuldstændig underlagt myternes krav. Personerne skifter roller, og rollerne personer, så snart er Laura Dern en skuespillerinde, en husmor, en luder. Også tid og rum er krummet sammen: Det røde rum er snart et sted hvor et ægtepar bord, snart et sted hvor prostituerede gør the locomotion. Den samme dør - fra det grønne rum med kaninerne - leder både hen til et stort palæ, og til en skummel gang. Menneskene er ustabile, tid og rum er ustabilt, kun myterne består. Det er en idé om, at myter tager form i os, og tvinger os til at genspille velkendte scenarier. Det lyder måske mystisk, men egentlig tænker vi ofte på den måde i hverdagen. En sang i sidste scene af More Things That Happened indeholder tekstbidderne: 'Strange what Love does' og 'it's a ghost of love' som om Kærlighed er noget konkret uden for os. En myte. Også hvis man ser bredere på film giver det mening, især i disse franchise-tider. James Bond er en myte, der snart tager form af Sean Connery, snart Daniel Craig. Den forkvaklede lejemorder er snart Takeshi Kitano, snart Lee Kang-do.

More Things That Happened bidrager med en enkelt helt essentiel ting til Inland Empire: Den nedbryder originalens status som selvstændigt værk, til fordel for en 4½ times konstellation af 'ting der skete'. En løs konstellation hvor alt kan forbindes med alt, og som konstant omformer sig selv.* Den indeholder også flere dele af Laura Derns fantastiske monolog, som mere og mere fremstår som det nærmeste filmen kommer en central myte, som resten af filmens tråde folder sig sammen om. Men det siger jeg også efter at have læst, at Lynch startede med at skrive monologen, og så lavede resten af filmen derefter. Der er flere af de fantastiske vandre-scener på tværs af tid og rum. På et tidspunkt går Laura Dern ind af en dør, til et rum med en rød lampe. Pludselig flasher hele skærmen, og først bliver rummet til en hvælving, og derefter til græsplænen uden for det hus, hvor Dern bor når hun er husmor. Monologen afslører også, at monolog-Dern ikke er husmor-Dern, for hun kan ikke genkende huset. Også andre af personerne får lov at vandre, dels den ene kanin, men der er også en scene hvor en anden kvinde fortæller Dern om hendes oplevelser, som i høj grad ligner det samme Dern laver. Jeg er så hamrende fascineret af det her bizarre værk. Og selvom min fortolkning sikkert er skæv, så kan jeg virkelig godt selv lide den. At se det som en myte-film sætter også fokus på filmen som måske det tætteste vi kommer på et ikke-antropocentrisk værk, hvorfor også kaninerne pludselig har en rolle at spille! Man kan også sidde og spekulere på, hvor langt myterne rækker. Lynch har lavet kortfilm med nogle af de samme aspekter, tæller de med? Hvad med de andre af hans film? Eller Laura Derns andre roller, er det andre myter der har overtaget hendes form på andre tidspunkter? I monologen snakker Dern også om en søn der ligger sig ind til sin mor, en scene der indgår i Pieta. Er det måske et aspekt af monolog-myten, der tager form i Korea? Formentlig ikke, det er nu nok snarere mig der desperat forsøger at få Pieta til at blive bare en smule interessant.

* Bonusinfo til dem der ikke er bange for akapyk: Den her form for konstellation er hvad Deleuze ville kalde for et Rhizom. Hvis man synes det lyder som en spændende idé, og gerne vil vide mere om rhizomatisk kunst og dets politiske implikationer, så er kapitel 1 og 12 i hans Tusind Plateauer virkelig medrivende læsning.

Heller ikke More Things That Happened bliver vist igen på festivallen. Men den er så på dvd'en!

Germany Year 90 Nine Zero (Allemagne année 90 neuf zéro, 1991, Jean-Luc Godard, Frankrig)
Hvis Resnais er en legende, så er det svært at finde det rette ord for Jean-Luc Godard. Manden har fire film i Sight and Sounds seneste top halvtreds. Hans nybølge-film revolutionerede filmkunsten i starttredserne. Seriøst, hvis man skal prøve at starte på kunst-filmene, så er film som Åndeløs og Bande a Part et rigtig godt sted at starte. Eller Pierrot le Fou. Eller Le Mépris. Så morsomme, fanden-i-voldske, og ubeskriveligt sexede. Serien hedder jo 'Rework', og det skulle være filmen Alphaville fra 64, der bliver genlavet. Men langt hen ad vejen er det nu mere en sequel. Eddie Constantine er tilbage som Lemmy Caution, og denne gang skal han til Berlin! Det er først til sidst filmen begynder direkte at tale med Alphaville. Originalen startede med at Lemmy Caution tjekkede ind på et hotel, hvilket vi først når til til aller sidst i den her. Her er der dog gode sammenligninger: Hvor Caution i 64 nægtede at lade andre holde sin kuffert, samt at give drikkepenge, så har picoloen tredive år senere taget kufferten fra ham, og lader ham ydmygt betale for at få den tilbage. Til aller sidst sidder Caution på kanten af sin seng og sukker dybt. Det virker mærkeligt, at Alphaville foregik i et tekno-fascistisk diktatur, mens GY90NZ foregår i det genforenede Tyskland efter murens fald, og alligevel er det den senere film der er mest melankolsk. Men det har sin forklaring, også udover at Godard er en gammel marxist: Under fascismen kunne Caution rejse ind til mørkets centrum, dræbe og ødelægge de centrale aktører, og dermed gøre en kæmpe indsats mod ondskaben. Men nu har vi haft 'End of History', så der er ikke noget mål, nogen retning. Der er bare en gammel mand, der vandrer rundt, og ikke kan få at vide hvor vest er henne.

Jeg kan ikke finde nogen trailer for filmen, men her er en ret sjov scene.

Caution har altså ikke rigtig noget plot, og det meste af resten af filmen er nærmere et langt essay, hvor aspekter af gamle film og europæisk kultur klippes sammen, med musik og oplæsning på lydsiden. Dermed spiller filmen egentlig mere sammen med serien Histoire(s) du Cinéma, som Godard lavede i otte dele fra 88 til 98. Her sammenklippede han en strøm af filmklip, fra evige klassikere til smudsig porno, til en stor og time-lang filmteori, der er fuldt på højde med enhver anden teoretikers arbejde. Mange folk finder det prætentiøst og forvrøvlet, men jeg finder det umanerlig fascinerende. Det er under alle omstændigheder unikt, ikke bare som teori, men så sandelig også i sit film-sprog, og er derfor per definition hver at bruge tid på, efter min mening. Men det er langt hen ad vejen måske mere lavet til at blive studeret, end at blive oplevet. Hele vejen igennem var jeg glad for at se den her film, også fordi det vist er en ret sjælden film, men det var først til sidst, i scenerne på hotellet, samt i et velvalgt langt klip fra Murnaus mesterværk Der Letzte Mann, at jeg blev helt enkelt rørt af filmen. Det er ikke sådan, at Godard burde have skrevet en bog i stedet, for det er teori gjort gennemført filmisk, i en strøm af billeder, tekst, musik, ord, klip og kontinuiteter. Men hele det her essay-værk gør sig måske bedre på blu-ray end i biografen.

Nope, heller ikke Germany Year 90 Nine Zero kan ses igen på festivallen. Og den er heller ikke på dvd eller noget. Tough luck.

The Science of Sleep - Version B (La Science de Rêve - Version B, 2007, Michel Gondry, Frankrig)


Jeg skrev om Michel Gondry på dag to, da jeg så hans The We and the I. Det her er igen fraklip fra en tidligere film, klippet sammen til en ny konstruktion. Jeg har ikke set originalen, så jeg kan ikke sige hvor forskelligt det er. Gael Garcia Bernal er fantastisk som Stephane, en ung kreativ fyr, der lige knap kan kende forskel på drøm og virkelighed. Han er endeløst charmerende, men samtidig med en understrøm af noget mørkt og sygt. Charlotte Gainsbourg spiller pigen han forelsker sig i, som naturligvis hedder Stephanie. Det er en utroligt quirky film, som meget af tiden består af klippe-klistre-komponerede drømmesekvenser. Faktisk drukner plottet nærmest fuldstændig under alle de skøre indfald, så f.eks. er vi pludselig til en release-fest for en kalender Stephane har lavet, selvom det sidste vi hørte var, at ingen gad at udgive den. Manglen på sammenhæng er næsten filmens stærkeste kort. Gondry er først og fremmest kendt for Eternal Shunshine of the Spotless Mind, og især for den komplicerede handling, men come on, efter konceptet blev lagt på bordet i den film var det fuldstændig åbenlyst hvad der ville ske resten af vejen. The We and the I var også en alt for forudsigelig film, og jeg mistænker den originale Science of Sleep for at være på samme måde. Men den her version har nerve, og en vilje til at gå sine egne veje. Af den grund er det umiddelbart den Gondry jeg har syntes bedst om.

Og nu har du sikkert gættet hvorvidt The Science of Sleep - Version B kan ses igen på festivallen. Svaret er nej.

Jeg har heller ikke tid til at skrive i aften, så der bliver fire film tirsdag eller onsdag. Film fra Indien, Japan, Tyskland og Norge.

PIX dag 2: Like Someone In Love, After the Battle, The We and the I

Det var virkelig en god start på festivalen i går. Ikke nok med at jeg så nogle fantastiske film, jeg blev heller ikke stresset over at se eller skrive. Det er en del nemmere at håndtere PIX end Roskilde, f.eks., men jeg drak så nok også en del mindre... Men ellers er der jo masser af tid hele tiden, man har tid mellem filmene til lige at kradse et par noter ned, og eftersom filmene først starter om eftermiddagen er der tid til at komme hjem, sætte sig med en kop thé og Godspeed You Black Emperor og skrive lidt om natten, få en god lang nattesøvn, og så stå op i løbet af formiddagen og skrive færdig. Men i dag var der så crunch på. For det første havde jeg mit travleste sammenfald, hvor jeg skulle løbe fra Gloria til Grand på elleve minutter, hvilket klart kunne lade sig gøre, men blev lidt stresset, især for de den første film sluttede med et chok. For det andet starter filmene tidligt i weekenden, så jeg måtte skrive det her ret så færdigt i nat... Men det er så nok også så stresset det bliver, så jeg er i fint humør. Nu til nogle film!

Like Someone In Love (2012, Abbas Kiarostami, Japan/Frankrig/Iran) 
Abbas Kiarostami kan virke til at have domineret halvfemsernes arthouse-scene fuldstændig, men det er nu i høj grad også et spørgsmål om timing. Kiarostami lavede film før 90 og han fortsatte med at lave film efter 99, men i årene derimellem lavede han fem forskelligartede og facetterede mesterværker på stribe. Metafilm, poesi, samfundskritik. Det var der alt sammen, i en yderst egensindig og ualmindeligt poetisk indpakning. Taste of Cherry vandt Guldpalmen i 97, men er måske den svageste i forhold til især Close-Up (90) og The Wind Will Carry Us (99). 00'erne var et mere problematisk årti. Ten fra 2002 var et skift, mere i stil end i kvalitet, ti samtaler i en taxi optaget digitalt, men langt bedre og mere medrivende end den beskrivelse tyder på. Shirin fra 2008 var optagelser af kvinders hoveder mens de så et melodrama i biografen. Det siger nok lidt om filmens abstraktionsniveau, at jeg kom tyve minutter ind i filmen før jeg opdagede at lyd og billede ikke var synkroniseret. Men jeg opdagede det dog, det skulle man måske ikke tro at man ku. Det er som nævnt i går ikke let at være Iraner, så Kiarostami begyndte at lave film i udlandet, med roste Certified Copy fra 2010, optaget i Italien, med bl.a. Juliette Binoche. Den har jeg desværre ikke set. Like Someone In Love er så optaget i Japan, og fik en del mere delte anmeldelser.

Traileren øver ikke rigtig filmen retfærdighed.

Tidligere kaldte man lidt nedsættende en vis type film for 'eurotrash'. En film som Luchino Visconti's The Damned, der havde italiensk instruktør, skuespillere fra overalt i Europa, dubbing på engelsk, og så for øvrigt skulle forestille at foregå i Tyskland. Film der var så meget geografiske blandingsprodukter, at de lidt blev en gang hverken-eller. Når nu den her film er en fransk-japansk coproduction, med en iransk instruktør, og så for øvrigt også i Frankrig har en engelsk titel (den er opkaldt efter en linje i en jazz-sang), så kunne jeg godt være lidt bange for, at det skulle ende som hvad man kunne kalde en gang globo-trash. Men Kiarostami lader til at være obs på denne risiko, for han inkorporerer den løbende i filmen. Den ene af hovedpersonerne er en aldrende oversætter, Takashi, og da den anden, den unge escortpige Akiko, som han har bestilt hjem af uviste årsager, kommer forbi hans lejlighed, diskuterer de et berømt billede af en pige og en papegøje, som er kendt som det første 'typisk japanske' maleri. Takashi har lavet en kendt ret fra Akikos hjemegn, men hun kan ikke lide den fordi hun altid fik den som barn. Det oversatte eller det ægte japanske; forhold mellem hvem vi er og hvor vi er fra. Spørgsmål om hjemegn og nationalitet breder sig i filmen. Og det bliver til noget mere grundlæggende om identitet. Akiko siger hun ligner pigen på det japanske maleri, og at hun altid bliver forvekslet med andre, men de fleste i filmen mener hun ligner en billede fra en reklame for et call-girl firma - og det er da også hende. Akikos kæreste antager, da han møder de to andre, at Takashi må være Akikos bedstefader, og efterhånden begynder han at spille den rolle. Filmens titel begynder at antage en negativ karakter, det begynder at handle om forholdet mellem at være noget, og at være ligesom noget. Til sidst i filmen er det reelt uklart hvordan tingene overhovedet hænger sammen, men det bliver til sidst underordnet i forhold til hvordan især en enkelt af personerne opfatter situationen.

Det er ærgeligt at jeg ikke har set Certified Copy, for jeg kan forstå den også handlede om kopier og ægthed og forholdet mellem de to. Men egentlig synes jeg måske det er lidt synd og skam at tematikken spiller så stor en rolle i den her film. Kiarostamis iranske mesterværker var helt afsindigt enkle. En mand vil begå selvmord (Taste of Cherry). En anden mand forsøger at finde to drenge efter et jordskælv (...And Life Goes On). Tre mænd venter i en landsby på at en gammel kvinde skal dø (The Wind Will Carry Us). Når skelettet var så spinkelt, så var der masser af plads til at fylde ud med omgivelserne: med personer, med landskaber, med poesi. I Like Someone In Love bliver der ikke rigtig plads til så meget andet end selve historien. Dermed ikke sagt at det er en dårlig film. Kiarostami er måske bare for dygtig en billedskaber til at lave en dårlig film. Fra den fantastiske rumfornemmelse i åbningsscenen på en vinbar, over changerende neonlys i Tokyos gader, til et lille firkantet vindue, der er centrum i nogle af filmens bedst komponerede indstillinger, er filmen simpelthen fantastisk lavet. Derudover er den dejlig rolig, men så alligevel med suspense når det skal til. Det er bestemt en seværdig film. Men Kiarostami har lavet en del bedre.

Like Someone In Love bliver vist igen Søndag den 12. april kl 19:00 i Grand.

After the Battle (Baad el Mawkeaa, 2012, Yousry Nasrallah, Egypten)

After the Battle er ikke rigtig nogen god film. Den er let melodramatisk, skuespillet er svingende, billederne er sjældent noget særligt, og instruktøren stoler da heller ikke rigtig på dem, men forklarer langt det meste i overskrevne dialoger. Den var på Cannes i 2012, og det er nok mest fordi den er sympatisk og højaktuel. Filmens titel-kamp er The Battle of the Camels, som jeg herefter vil kalde Kamel-Kampen, hvor beredne bøller betalt af Mubarak forsøgte at jage demonstranterne væk fra Tahrir-pladsen. 'Hestemanden' Mahmoud var en af disse bøller. I en af de bedste dialoger bliver han chokeret da hans søn fortæller at han har lært om 'revolutionen' i skolen. 'Har de allerede skrevet den færdig?' Mahmoud er nemlig på den forkerte side af den historie. Han levede af turismen ved pyramiderne, der forsvandt med revolutionen, for den derfor afhængig af stabilitet og den oldgamle fortælling. Rim, den kvindelige hovedperson, lever derimod af at skabe nye fortællinger. Hun arbejder på et reklamebureau, og har en solid middelklassetilværelse. Når filmen er bedst rammer den netop stemningen af, at vise en historie der ikke er skrevet færdig, og som måske ikke på nogen måde kan afklares. Det er nemlig på sin vis et paradoks: Revolutionen var så klart nødvendig, men har alligevel gjort tilværelsen bedre for den rige, men værre for den fattige. Der er en indre diskussion i filmen, som er enormt fascinerende, og desuden en god huskekage til alle velmenende forkæmpere for en bedre verden: Omvæltninger handler om at skabe nye muligheder, men det vil altid umiddelbart være dem der i forvejen har overskud, der er i stand til at gribe dem. I sig selv kan en revolution altså ende med mest at hjælpe dem der i forvejen havde det godt, hvis ikke det direkte tager udgangspunkt i at hjælpe de svage og undertrykte.

Så længe filmen har det usikre og det let farlige, som f.eks. også ses i tiltrækningen mellem gifte Mahmoud og fraskilte Rim, så er den altså udmærket. Men den kan ikke dy sig for at gå op. Som filmen skrider frem forsvinder fokus på de ægte problemer mellem personerne, til fordel for optrækning af fronter mellem de gode og de onde, og det er synd og skam og melo. Undervejs er der dog stadig billeder jeg er umanerligt glad for at have set: af første maj-stemning på Tahrir-pladsen, af heste der danser i mørke, og et kort klip af en elevator i en opgang. Roses skal også lydsporet under rulleteksterne, som er en besynderlig blanding af åndedræt, kampråb fra en demo og dunkle loopede fraser fra en arabisk sang, hvor det hele til sidst forløses i en arabisk schlager. Her er opgaven løst unikt og mystisk, hvilket desværre for sjældent kan siges om resten af filmen.

After the Battle bliver vist igen lørdag den 20. april kl 14:00 i Cinemateket, og mandag den 22. april kl 19:00 i Vester Vov Vov

The We and the I (Michel Gondry, 2012, USA/Frankrig)
Michel Gondry var en ret feteret indie-instruktør sidste årti, først og fremmest på grund af hans Kaufman-filmatisering Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Både den og Be Kind Rewind indholdt smarte metalag og komikere i nye roller, og jeg var ikke imponeret over disse ting i nogle af dem. Men Be Kind Rewind udviklede sig fantastisk, hvor starten i høj grad var domineret af Jack Black som var Jack Black, og lod som om han spillede med i en hel masse forskellige film, så endte filmen som et rørende portræt af filmens rolle i det sociale sammenhold. Da til sidst et helt kvarter samler sig om en impromptu filmvisning er det noget af det mest stilfærdigt rørende jeg har set meget længe i amerikansk film. Så da jeg så at The We and the I var udviklet som et socialt portræt af ungdommen i en skolebus, og at den var produceret som et socialt projekt, så håbede jeg på, at filmen ville bygge videre på den overraskende styrke i Be Kind Rewind.



Og jo, filmen bygger i den grad på Gondry's tidligere værker, det er næsten lidt mærkeligt, i forhold til at filmen ingen metalag har over sig, men blot følger en klasse teenagere på en lang bustur hjem fra skole. Men første del hedder The Bullies, og bøllerne fungerer i høj grad som de komikere Gondry tidligere har arbejdet med. Det er sarkastisk, respektløst, med paraderne oppe. Det er ganske morsomt, og de medvirkende har tydeligvis haft det sjovt med at finde på alle de opfindsomt iscenesatte flashbacks der er med. De har samme karakter som de film der blev lavet i Be Kind Rewind, og jeg må indrømme at jeg næsten hellere ville se den type film igen: Jeg ville hellere se en dokumentar om hvordan de havde lavet The We and the I, end egentlig se det færdige produkt. Som filmen skrider frem løftes niveauet dog som paraderne bliver sænket, og det er vel ikke at spoile en ungdomsfilm at påpege, at det i høj grad handler om at de unge skal være ærlige over for sig selv og alt den slags. Det bliver dog stadigvæk ret hit'n'miss. Ikke alle de unge spiller lige godt, og så kan nogle af de følsomme samtale godt blive lidt hårde at komme igennem. Omvendt er der en helt enkelt sekvens, blot to drenge der grædende forklarer hinanden hvorfor de ikke længere kan være sammen, som er helt, helt eminent. Så ærlig og ligetil som sjældent i amerikansk film. Gondry bruger også musik rigtig fint, dels old-skool Bronx-rap, dels Board of Canada i et par henholdsvis dunkle og poetiske sekvenser. Alt i alt er det ikke nogen fuldstændig vellykket film, men den er bestemt aller helvedes sympatisk. Dem er der godt nok mange af på sådan en festival som den her...

The We and the I bliver vist igen fredag den 19 april kl 17:30 i Empire. Michel Gondry's The Science of Sleep - Version B bliver for øvrigt vist søndag den 16 april kl 16:30 i Cinemateket. Den har jeg også billet til.

Jeg kommer til at skrive om weekendens film samlet, da jeg skal til fest lørdag aften. Det drejer sig om en god del af serien Reworked, hvor f.eks. David Lynch og Jean Luc Godard har genbesøgt tidligere film, samt om sidste års vinder af Guldløven, Kim Ki-Duk's Pieta. Og nu skal jeg dælme i seng...

PIX dag 1: Closed Curtain, War Witch, Post Tenebras Lux

Så startede PIX i går. Jeg har tænkt mig at se så mange film som jeg kan, og skrive så meget om dem som muligt. Kritik, ikke anmeldelser. Forskellen er, at jeg ikke går af vejen for at spoile handlingen i de her film, så pas på! Indtil videre går festivalen fint. Tre film om dagen er bestemt ikke for meget, og problemet med det her indlæg er snarere at det er for langt. Det er ikke sikkert det bliver ved med at være et problem efter et par dage... Stemningen på festivalen er rigtig fin. Der er forbløffende mange mennesker til filmene. I Gloria var der for mange mennesker, men det var mest fordi de fleste insisterede på at blive i caféen indtil filmen var startet, for så derefter meget larmende at sætte sig på plads de første par minutter. I Cinemateket var der ingen af den slags problemer. Jeg ved ikke om det er et typisk træk ved Gloria-publikummet, eller om det måske har noget at gøre med, at filmen var med i Politiken-konkurrencen? Det finder jeg nok ud i løbet af de næste par uger. Sådan kan man også lave sine egne små arrogante antropologiske undersøgelser under sådan en festival her. Nå, men det var vel film vi kom fra:

Closed Curtain (Pardé, Jafar Panahi, Iran, 2013)
Jafar Panahi er på ret kort tid, og til en hvis grad uforskyldt, blevet en af vedens vigtigste instruktører. Han stod i mange år i skyggen af sin landsmand, Abbas Kiarostami – mere om ham i morgen – mens han lavede fine og realistiske film om iranernes genvordigheder. Af disse film har jeg kun set Crimson Gold, som er en noget mere politisk film end Kiarostamis mere poetiske korpus. Efter den grønne revolution i Iran i 2009 har regimet tilsyneladende strammet grebet om kunstnerne, og mens Kiarostami derefter har lavet sine film i udlandet, så røg Panahi i husarrest og fik forbud mod at lave flere film. Det var derfor ualmindeligt stærkt, da det i 2011 lykkedes at smugle This Is Not a Film til Cannes-festivalen på en USB-nøgle gemt i en kage. Samtidig var filmen et regulært mesterværk, et portræt af Panahi selv mens han ventede på domsfældelsen i sin lejlighed, og forsøgte at holde fast i sin selvforståelse som skabende filmkunstner.

Traileren til This Is Not a Film fra 2011. Der er ikke nogen trailer til Closed Curtain endnu, så ny er den.

Closed Curtain er nærmest komplet modsat af This Is Not a Film. Hvor den film var dokumentarisk og optaget minimalistisk på et håndholdt kamera, så er Closed Curtain demonstrativt en konstruktion, filmisk og fortællemæssigt. Filmen åbner tålmodigt, med et langt skud ud af vinduet på en villa ved det kaspiske hav. I et langt shot følger vi hovedpersonen, en unavngiven forfatter, mens han kører op til huset i en taxi, vandrer fra taxi og hen til huset, lukker døren op uden for vinduets synsfelt, betaler chaufføren, og går tilbage i huset igen, hvor han hiver gardinerne for. Først derefter slipper kameraet vinduet, og følger manden hen til hans taske, hvor vi finder årsagen til at han er taget ud i villaen: Han har smuglet sin hund med i tasken, fordi hunde er blevet forbudt af styret. Hele den første del af filmen er bare manden og hans hund - generelt vil hundeejere elske den her film - i en villa med tunge sorte gardiner for alle vinduer, og er holdt i rolige, velkomponerede indstillinger. Kameraet vender og drejer sig, men bevæger sig aldrig. Men så får filmen det første af mange chok: Forfatteren opdager pludseligt at en ung mand og kvinde er trængt ind i villaen, og filmen er pludseligt optaget med håndholdt og rystet kamera. Den unge mand forsvinder hurtigt igen, men han efterlader den unge kvinde, der er depressiv og suicidal. Forfatteren overvinder aldrig dette chok, selv efter kvinden er forsvundet sporløst igen forbliver kameraføringen ustabil. Først efter en række andre chok, hvor først kvinden på umulig vis dukker op igen, hiver alle gardinerne ned fra vinduerne, og instruktøren Jafar Panahi derefter træder ud af en alkove, genfinder filmen en ro: Panahis ro. Resten af filmen er tvedelt mellem et plan hvor Panahi er i villaen, og et plan hvor forfatteren og den unge kvinde er i villaen, og de to planer er filmet på hver sin måde. Jeg skal ikke afsløre alle de forbløffende twist der er i filmens sidste halve time, jeg blev også helt forpustet, og tror ikke jeg vil kunne huske dem alle. Filmen fik en sølvbjørn i Berlin for bedste manus, og det er virkelig en forbløffende velkonstrueret film.

Men mest af alt er det en forbløffende modig film. Hvor This Is Not a Film forsøgte at kringle sig uden om præstestyrets forbud, ved at påstå at den ikke var nogen film, og at det alligevel ikke kunne bevises at det var Panahi som lavede den, så er Closed Curtain direkte et insisterende oprør mod reglerne. Dermed er filmen et opgør, ikke blot med censuren, men også med den måde Panahi tidligere reagerede på. Hvor filmen fra 2011 insinuerede at Panahi holdt et kamera i hånden, men aldrig fremlagde noget fældende bevis derpå, så har han demonstrativt et kamera i hånden i et af de bedste meta-twists i filmen: I en tidligere scene har forfatteren fortalt til en kameratelefon hvordan han opførte sig i en endnu tidligere scene i filmen, og da Panahi finder den film på hans iPhone har kameraet naturligvis også optaget ham selv lave de optagelser af scenen vi tidligere så (ja, det er ret kompliceret...). Og hvor TINAF sluttede melankolsk, med at Panahi blev ladt alene tilbage ved udgangen af hans lejlighedskompleks fordi han ikke måtte bevæge sig udenfor, så slutter CC med at han efterlader den depressive og tvivlende kvinde i sin villa, og kører væk med den skabende forfatter, og dermed åbenlyst bryder sit udgangsforbud. Det er en forvirrende, lagdelt og helt ufattelig stærk film, som beriger og selv bliver beriget i sammenspillet med den tidligere film. Panahi er indtil videre den vigtigste instruktør i dette årti, ikke bare som en politisk martyr, heller ikke bare fordi hans film er så væsentlige og modige, men også fordi de to film til sammen er bedre end hvad nogen som helst anden har formået i løbet af de sidste fire år.

Der var debat efter filmen, hvilket var en delt oplevelse. Instruktøren Annette K Olesen var inviteret, og gjorde sig bemærket ved at fortælle kage-anekdoten om Closed Curtain selvom det skete i 2011, afsløre at hun ikke anede hvem Abbas Kiarostami var, og bemærke at hun måske mente det havde været smartere hvis Panahi ikke havde inddraget sig selv i filmen, så dens budskab ikke var så nemt at spore og derved kontrollere, selvom Panahi altså er i husarrest, og alt hvad han filmer derfor vil være optaget i hans egne ejendomme... Men en af de andre i panelet, og to af de tre som nåede at snakke fra publikum (jeg var nummer fire i køen :( ) var fra Iran, og det var stærkt at høre deres egne historier om undertrykkelse, og deres glæde og stolthed ved at se Panahi kæmpe som han gør. Alt i alt var det en stærk start på festivalen.

Closed Curtain vil blive vist søndag den 14. kl 21:30 i Grand, samt mandag den 22. kl 19:00 i Cinemateket. Jeg vil virkelig anbefale den, den er god!

War Witch (Rebelle, Kim Nguyen, Canada, 2012)

War Witch er svær at skrive om. Det er en umanerlig stærk film, men stadigvæk er den ikke kvart så stærk som den indhold kræver. Den omhandler børnesoldater i Afrika, og vi er hele vejen rundt: Børn tvinges til at skyde deres forældre, dræbes af geværskud og macheter, og drikker euforiserende 'magisk mælk' for at udholde traumerne. Samtidig er der hip til os selv, når de tvinges til at arbejde i den mine, hvis eksport til vor egen del af verden tydeligvis finansierer galskaben, samt når de opildnes af stupide vestlige krigsfilm - og hvis ikke der er nogle hip til vor egen problematiske adfærd i den her slags problem-film, så er det for alvor skidt, så tak for det. Men instruktør og manus-forfatter Kim Nguyen rammer det samme problem som alle andre rammer, når de forsøger at skildre den her slags uhyrligheder: Omfanget af rædslerne kan simpelthen ikke forstås ved bare at se på dem. Jeg følte meget lidt af hvad der skete på skærmen, dertil var det simpelthen for ufatteligt. Det hjælper heller ikke når det bliver æstetisk, lyden bliver fjernet og det hele går i slow-motion.

Mere heldig er filmen på to andre områder: Først i forholdet mellem hovedpersonen Komona og hendes ven, en albino der kaldes for Magikeren. Her er der ungdommelig varme og spirende kærlighed. Det kan dog undre, at filmen påstår at være fortalt fra Komonas synsvinkel, via hendes voiceover, men alligevel er det mest Magikerens begær der bliver vist på skærmen, da det er Komonas afklædte krop der bliver kigget på. Udover det har filmen til en hvis grad held med at vise Komonas efterfølgende traumer, via hvidkalkede 'spøgelser', der følger hende hele vejen igennem filmen. Men også her snubler filmen til sidst, i det den synes at foreslå, at Komona ret let kommer af med traumet over hendes forældres død, ved at opsøge sin gamle landsby og begrave et par af deres ting. Dermed opnår filmen en relativt lykkelig afslutning, som dog er ufatteligt utroværdig, og på det nærmeste underminerer hele filmens formål. Nej, rædslerne er nok ikke så nemme at komme af med, det er vel derfor det er så vigtigt at sætte fokus på dem? Som sådan er det altså desværre grundlæggende en mislykket film, på trods af flere gode elementer. Hvis du trænger til at blive indigneret over forholdene i Afrika, så er den naturligvis trods alt anbefalet.

Og hvorfor i alverden er voice-overen på engelsk? Den var også på fransk i den version jeg så, selvom dialogen i filmen er på Bamano. Det er meget, meget mystisk.

War Witch er månedens film i Cinemateket, så den kan ses næsten hver dag i april.

Post Tenebras Lux (Carlos Reygadas, Mexiko, 2012)
Post Tenebras Lux er et mindfuck af en film. Jeg er vild med de senere års episke og bizarre prisvinder-film, som Antichrist, Tree of Life, Holy Motors, Sokurov's Faust og Uncle Boonmee der vandt guldpalmen for to år siden. Selv når de fejler, er det fordi dinosaurerne lige bliver en tand for meget, snarere end det er fordi der sker for lidt. Og PTL er egentlig det mest bizarre indtil videre. Vi lægger ud med en lille pige der render rundt efter hunde, heste og køer på en mark, mens den lilla himmel spejler sig i gevaldige vandpytter i græsset. Langsomt falder mørket på, og til sidst er der bælgmørkt, kun oplyst af tordenglimt i ny og næ - titlens post-tusmørke-lys? Så pludselig er det oplyste ikke længere bjerge og græs, men entréen til en fin middelklasse-lejlighed. De fleste vil nok herefter fokusere på, at en neonrød CGI-djævel træder ind i lejligheden, men jeg var også imponeret over måden djævelen lukker naturlydene ude idet han lukker døren -  for lydene var ganske dominerende før han åbnede døren. Således kombinerer filmen ret fint meget åbenlyse mærkværdigheder med mere subtile detaljer.

Que?

Carlos Reygadas er på kort tid blevet den mest prisvindende mexikanske instruktør, i hvert fald i Cannes. Japón fik en special mention ved Camera d'Or i 2002 – hvilket vel betyder den var den næstbedste debutfilm det år – Silent Light vandt Jury Prisen samme sted i 2007 og Post Tenebra Lux fik Instruktør-prisen sidste år. Som sådan er han altså en ret big deal i festival-kredse. Selv synes jeg han er en smule overvurderet, hans film virker ofte ret fragmentariske, med enkelte 'bravour'-sekvenser kastet ind, af forskellig slags. F.eks. er der ofte eksplicitte nøgenscener med i hans film. Men der er også altid meget åbenlyst konstruerede sekvenser, hvor det så tydeligt er hans evner som instruktør vi skal lægge mærke til. Desværre er de en gang imellem nærmere klichéer – eller homager er måske et pænere ord? I Japón er der et langt trackingshot på en jernbane, med Arvo Pärt over naturligvis, der leder tankerne hen på Tarkovsky's Stalker. Og slutningen af Silent Light er (SPOILER) tyvstjålet fra Ordet. Alle hans film har også haft deres egne uforglemmelige billeder – især åbningsshottet i Silent Light, der følger en solopgang over flere minutter, er berømt – men ingen af hans film har formået at samle sig til et værk for mig.

Post Tenebras Lux blev derfor med lethed hans bedste film i mine øjne. Først og fremmest er den all-out bizar, på en måde hans tidligere film aldrig turde være. Men også hovedpersonen Juan er en stærk og genkendelig konstruktion. Mest af alt, så nægter han at indse, at der skulle være noget i vejen med ham. Han er afhængig af internetporno, han tæver sine hunde, hans ægteskab knager, men det kan han alt sammen ordne ved lige at arbejde lidt på det. Han fanger heller ikke at der måske er forskel på ham og hans fattige, indianske naboer. Som sådan er han dermed en aldeles ufilmisk person, for han kan aldrig udvikle sig nogle steder hen, og filmen har derfor ret svært ved at lave nogen logisk handling. Derfor dykker filmen også mere ned i en tilstand snarere end en historie, et sammenkog af drømme, fantasier og håb, hvor det aldrig er helt klart hvem der er personen bag. Filmen rammer lidt et typisk Reygadas-problem i anden halvdel, hvor der kommer mere action ind i filmen end der er brug for, men uden den udvikling ville vi nok ikke få en fantastisk trist glansscene med pivfalsk afsyngning af Neil Young, så det går nok.

Men nu virker det måske som om filmen giver mening. Det gør den ikke. Udover plottet med Juan og hans familie, som man vel nogenlunde kan grave mening ud af, er der alt muligt om træfældning, djævle, skakspil etc. Det lilla vand fra åbningsscenen kommer også tilbage til sidst, på en måde jeg ikke skal afsløre her. Det er som sagt et mindfuck, som jeg på ingen måde kan overskue endnu, men som jeg så klart skal se igen.

Post Tenebras Lux vil blive vist igen tirsdag den 16. april, kl 17:30 i Empire. Derudover får den vidst dansk biograf-premiere på et tidspunkt.

I dag skal jeg se Like Someone In Love, After the Battle og The We and the I. Håber at få skrevet om dem en gang i aften.