tirsdag den 27. april 2010

Inglourious Basterds



Jeg har det egentlig lidt ambivalent med Tarantino. Hans film er supercool, men jeg har ofte lidt svært ved at blive rigtig engageret af dem. Reservoir Dogs er nok min yndlings, men engang imellem er hans universer simpelthen for fjerne fra den virkelige verden til at synes at afspejle noget reelt overhovedet. Og det er ikke fordi film der nærmer sig fantasy ikke kan være min kop thé - det er Antichrist f.eks. et godt eksempel på - men derudover synes rigtig store dele af hans film mere at være motiveret som homage end som metafor eller symbolik. Hvorfor går The Bride klædt i gult? Er det fordi det skal symbolisere løgn? Næ, det er fordi Bruce Lee også gik klædt i gult i en eller anden gammel film. Det bliver nogen gange lidt uvedkommende for mig, som ikke rigtig går op i kungfu, grindhouse, exploitation, blaxpoitation og al den slags.

Men Inglourious Basterds er anderledes (og jeg bør lige sige at der kommer til at være ret massive spoilere herfra). For det første er den baseret på en virkelighed der føles vedkommende: Det er bestemt en stiliseret udgave af 2. Verdenskrig, men fordi jeg er interesseret i udgangspunktet bliver jeg også interesseret i afvigelserne. For det andet indeholder den Hans Landa. Den her figur minder mig først og fremmest om Heath Ledgers Joker fra The Dark Knight. Som en fælles præstation af Tarantino og Christoph Waltz transcenderer han filmen han er med i og efterlader alle de andre figurer stående tilbage med deres langt mere kedelige og utaknemmelige roller. Det er virkelig en stor præstation, og fuldt fortjent fik Waltz da også både Cannes-pris, Golden Globe og Oscar. Det er nu også fra start af en fascinerende figur, så en del af hæderen burde nu også tilfalde Tarantino efter min mening.



Jeg kan ikke rigtig mindes at nogen nogensinde har fået en oscar for at spille naziforbryder. Det plejer sjældent at være særlig nuancerede roller. Men Hans Landa er en anden slags fisk. I hans første scene gør han et stort nummer ud af ikke at være ideologisk. Han synes ligesom Hitler at jøder er som rotter, men han har en anden begrundelse: Han kan ikke lide dem og han bekæmper dem, men han kan egentlig ikke forsvare hvorfor. Han er altså på ingen måde ideologisk. Han gør bare sit job. På mange måder er han indbegrebet af hvad der er blevet kaldt for den moderne kyniker (dette stammer fra Peter Sloterdijks Kritik af den Kyniske Fornuft. Som jeg varmt kan anbefale, selvom jeg ikke er hele vejen igennem. Det er virkelig en sjov filosofibog). Han ved egentlig godt at det ikke er rigtigt men gør det bare alligevel. Han bliver dermed et glimrende modstykke for de hyperideologiske Basterds. Som ikke kan acceptere at almindelige værnepligtige tyskere skal kunne gemme sig i mængden bagefter krigen. Det er lidt den omvendte verden i forhold til krigens virkelighed.



Og det bliver mærkeligere endnu når man medtænker de intellektuelle kampe der er i filmen. Filmen igennem forsøger tyskere og allierede at være klogere end de andre og snyde dem. Og hver gang folk spiller med åbne kort vinder tyskerne. Landa vinder i åbningsscenen, den tyske SSmand vinder på kroen og Hans Landa sætter dem alle sammen skakmat til sidst. Hver gang der er en intelligenskonkurence vinder tyskerne, eneste undtagelse er scenen mellem Zoller og Shoshanna, der ender uafgjort (det er forøvrigt et vidunderligt kønssyn. Shoshanna snyder Zoller ved at antyde at de skal have sex og skyde ham i ryggen. Zoller snyder hende så tilbage ved at vække hendes medlidenhed. For mænd er jo libido og kvinder er følsomme). De allierede derimod vinder ved at lyve og være umoralske. De får stakkels Walther overbevist om at de vil lade ham slippe fri, og de bryder groft alle krigskonventioner, foruden deres gode ord, i filmens slutning.



Men implikationerne går sådan set videre, og er for mig egentlig ret politiske. For The Basterds er først og fremmest terrorister. De torturerer deres fanger, og de benytter sig af selvmordsbombere. Og tyskerne ved ikke hvad de skal gøre ved det. I sidste ende vinder de krigen ved hjælp af løgn og selvmordsterror. Filmen må ramme et ømt punkt hos alle der står på demokratiets side i kampen mod terror. For det ville jo være så meget nemmere hvis vi bare gik på kompromis med vore principper. Det er en cadeau til filmen at den skildrer begge sider af denne indstilling: for det første slutter krigen før tid, og man får det katarsiske billede af Hitlers hoved der bliver gennempløkket sønder og sammen. Men samtidig dør næsten alle involverede, de bliver moralsk kompromitterede (den der afhøringsscene med de tre tilfangetagne tyskere er altså ganske ubehagelig) og bliver alligevel overstrålet fuldstændig af Hans Landa, der også rent intellektuelt sætter dem på plads (helt ærligt, Aldo Raine har jo tabt, idet han udtaler sit sølle amerikanske Bonjornoh). Og som egentlig er den moderne mand...

Det er jo ikke noget nyt at lave film om folk, der får resultater ud af at bryde samfundets regler. Det er jo set fra En Mand Ser Rødt til 24. Når den her alligevel på mig virker anderledes skyldes det i høj grad netop 2. Verdenskrig settingen. Det er jo nok demokratiets største ideologiske sejr (hvis man altså ser bort fra at krigen først og fremmest blev vundet af kommunisterne på østfronten, hvilket vi jo som oftest gør). Inglourious Basterds skildrer hvor meget sværere vi gjorde det for os selv, ved at insistere på at tingene bliver gjort ordenligt. Jeg er vild med den her film på en hel anden måde end Tarantinos andre. Den har fantastiske replikker, er utrolig vellavet, og så synes den så hamrende aktuel. Jeg var virkelig positivt overrasket - hvilket ikke siger så lidt, for jeg havde egentlig ret gode forventninger. Varmt anbefalet, hvis ikke du har set den endnu.

4 kommentarer:

  1. Interessant! Jeg har kun sett filmen én gang, og det var i biografen. Jeg tror nok jeg må se den igjen for å kunne ha en mening om det du presenterer her. Men alliert/terrorist-vinklingen er spennende. Og gjør ikke minst IB mer aktuell enn man kanskje oppfatter umiddelbart.

    SvarSlet
  2. shit, hvor er du studendiøs.

    SvarSlet
  3. Det er meget muligt, men han har en vinkel på filmen som jeg ikke har set nogle danske filmanmeldere have.

    Jeg synes også, at filmen er en af Tarantinos bedste. MEN! jeg køber simpelthen ikke argumentet om, at krigen ville have været slut, hvis bare Hitler var blevet dræbt. Hvad ville være den mest sandsynlige reaktion fra nazisterne, hvis Hitler var blevet dræbt ved et amerikansk terrorangreb? Mit bud er tredelt: A)At Hitler ville have været blevet til martyr, B) En tysk borgerkrig pga. magtkampe om at være den nye fører C) En stålsat vilje til at kæmpe til allesidste mand a la japanerne.
    Samlet set ville et vellykket attentat mod Hitler, på den lange bane, have gjort det uendeligt meget sværere for de allierede at vinde krigen. Eller i hvert fald at vinde den totale sejr over den nazistiske ideologi. Prøv at forestil jer et krigssmadret Europa, hvor både nazismen og kommunismen har overlevet som ideologier. Lyder det som opskriften på fred og fordragelighed? At Tarantino i 2009 vil sælge sine tilskurer den der amerikanske ide om, at "hvis bare Hitler døde, så var arbejdet gjort, og så kunne alle de amerikanske soldater tage hjem til mor" finder jeg meget letbenet og som et udtryk for, at man simpelthen ikke havde fattet hvad 2. Verdenskrig i Europa gik ud på. Nemlig at få slå nazismen som ideologi ihjel, så den ikke genopstod som magtfaktor. Og det ville man bestemt ikke have opnået, ved blot at dræbe Føreren.

    SvarSlet
  4. Jeg tror du har fuldstændig ret. 2. Verdenskrig blev afsluttet 'ordenligt' ved at Tyskland blev tvunget helt i knæ, tvunget til at indse hvor forkert de havde opført sig, og derefter hjulpet til genopbygning. Virkelig en kraftanstrengelse. Jeg er heller ikke sikker på, at Tarantino selv mener krigen ville være slut, hvis blot Hitler døde (det er dog værd at sige, at store dele af resten af den tyske top også dør i massakren, der er ikke mange til at tage over).

    De politiske implikationer af filmen er nok noget mere nuancerede end jeg her har fremlagt, jeg tror stadig jeg har lidt svært ved helt at få hånd omkring dem. Virkelig en fantastisk og mangetydig film.

    SvarSlet