1864 Afsnit 3

Kan folk huske Band of Brothers? Kan i huske hvor mange afsnit der gik, før de kom i krig? 1! Ét snoldet afsnit, og så vidt jeg husker slutter det endda med at de sidder i flyet på vej til kamp. Men nu er vi tre afsnit inde i 1864, og vi har først nu mødt soldaterne foruden de to hovedpersoner, og selvom krigen omsider er blevet erklæret, så skyder soldaterne stadigvæk kun på grise. Det er efterhånden nærmest grotesk. Men det er der jo så meget der er. It's 1864.

Soldaterne burde være introduceret langt tidligere, for det er dem, hvis overlevelse vi skal investere i over de næste afsnit, så jo før vi får introduceret dem, jo mere vil det gøre ondt når rædslerne indhenter dem. Og den her serie er ikke så fantastisk god til at tegne karakterer op, så den burde bruge al den tid den kunne derpå. Indtil videre er det kun ham den gamle jeg interesserer mig for, men Søren Malling er også øjeblikkeligt den mest interessante skuespiller i hele serien. Derudover var der ham der med skægget og børnene, som råbte hele tiden, og ham den religiøse fra Skagen. Og deres officer, som joker med at han har en stor pik. I virkeligheden hedder den gamle Johan Larsen, fyren fra Skagen Alfred, og den råbende skæg-jyde fik jeg seriøst ikke fat i hvad hed. Så mit bud er han ryger først (rulleteksterne sagde Erasmus) Men så igen, jeg kan stadig ikke huske hvad Laust og Peters ven fra Fyn hedder, så måske ville mere tid hverken gøre fra eller til.

Der sker mindre og mindre nyt i hvert afsnit, så der er mindre og mindre at skrive om. Didrich var seksuelt upassende igen, den her gang voldtog han Sofia. Claudia og baron Severin kom tættere på hinanden, nu bader hun ham og kysser ham godnat. Politikere legede kispus med de kongelige, og de scener er stadigvæk nok det værste ved hele serien overhovedet. Dette spor bliver ved med at fylde, men samtidig er det helt åndsvagt forsimplet. Er der seriøst ikke en eneste politiker i serien, der ikke vil have Danmark til Ejderen? Med tre afsnit til at kridte det op skulle man have troet der ville være tid til at have mere end et synspunkt, men i stedet har vi fået teater og mere teater.

Det virker som om den kritik alle og enhver efterhånden er enige om, på tværs af politiske skel, er at serien er for overtydig og staveplade-agtig. Især i forbindelserne til nutidens krigs-politik. Men tillad mig at lege Rasmus Modsat og foreslå, at serien måske ikke er overtydig nok. Vi er halvvejs inde i postmoderne camp, men vi tager aldrig skridtet helt derud. Ja, det er til grin at Heiberg er Lady Macbeth og giver DG Monrad blod på hænderne, men hvad nu hvis tæppet var gået op mens Monrad stadig var synlig, og en tilskuer havde rejst sig og råbt 'DG MONRAD HAR BLOD PÅ HÆNDERNE! DG MONRAD HAR BLOD PÅ HÆNDERNE' mens vagter førte ham bort. Så havde det pludselig været sejt igen! Lort og dyresex og sigøjnere og en synsk fyrbøder, osv. Vi er hele tiden på kanten af at være så langt ude at det er helt tydeligt filtreret gennem en syg personlighed, om det så er gamle Inge eller blot kunstneren Bornedal eller whatever, men så skal vi alligevel stå gennem kedelige kompetente sekvenser, hvor soldater griner som de altid griner i soldaterfilm, eller unge forelsker sig som de altid gør, og blandingen fungerer ganske enkelt ikke. Det er dog sikkert sjovere, end hvis politikerne havde fået den harmløse historiske gennemgang de troede de købte dengang. Så det er vel fint nok.

Andre betragtninger:

* Hele den sammenklippede sekvens om krigserklæringen med politikerne i teatret, De Mesa ved flygelet - Chopins vals i cis-mol opus 64 no 2, for øvrigt - og de fynske adelige ved eventyr-oplæsning af the man himself varede over ti minutter. Jeg har set folk klage over at nyhederne spredtes langsomt dengang, men vi får ikke nogle tidsangivelser, og teatret er f.eks. nok om aftenen, mens De Mesas sekvens er om morgenen. Så den er sådan set fin nok.

* HC Andersen: 'Jamen, hvad med eventyret?' Klip til Didrich, der knuger et stykke papir sammen. Jeg lader som om det er et meta-lag og at Pilou Asbæk krummer manusset sammen i raseri over den elendige Andersen-replik.

* Ekstremt meget af serien giver mere mening, hvis man husker på, at det hele er Inges erindringer, og derudover antager at hun var ved at tabe forstanden da hun skrev det. Der er derfor kun fynboere som hende selv taler normalt, det er derfor alle scener med politik er grotesk forsimplede, det er derfor alle altid taler Shakespeare (husk på, hun havde En Midsommernatsdrøm med i afsnit 1), det er derfor tid/rum aldrig passer sammen, etc.

* Fru Heiberg spiller nok en gang Lady Macbeth: Akt 5 Scene 1 Vers 35-36 I får lige hele monologen: 'Out damned spot, out I say! - One: two: why, then, 'tis time to do't.—Hell is murky!—Fie, my lord, fie! a soldier, and afeard? What need we fear who knows it, when none can call our power to account?—Yet who would have thought the old man to have had so much blood in him?' Det er lidt sært teatret derefter holder pause for at hun kan få blod på hænderne, for som teksten antyder har hun det i forvejen. Eller, drømmer om det. Scenehjælperne er i færd med at skubbe Birnam-skoven frem, og klippet derefter til de tyske soldater på vej mod De Mesa var næsten subtilt.

* DG Monrad nævner for Kong Christian at danskerne ønsker en konge orienteret mod nord, som den svenske konge, hvilket tydeligvis skræmmer kongen. Faktisk var der snak om at lave en dansk-svensk union under den svenske konge på den tid, ihf ifølge wikipedia. Men det sætter igen blot spørgsmålstegn ved hvem serien henvender sig til: Jeg tror alle folk der bliver glade for at kunne fange den reference allerede er godt og grundigt rasende over de historie-forvanskninger Bornedal gør sig skyldig i.

* For en gangs skyld et bevis for, at Peter reelt er den kloge af de to brødre. Han læser og skriver meget bedre end Laust. Hidtil har han ellers mest snakket om planter, og så selv påstået at han var ham den kloge. Men samtidig virker han pænt dum i forhold til ikke at kunne mærke på Laust at han vist nok lige fik 'kendt' Inge efter høst-festen. Sådan, i bibelsk forstand.

* Scenen med de døde svin var til grin - Peter er en bonde, har han seriøst aldrig slået et dyr ihjel? - men jeg kunne godt lide de korte glimt af grise der åd griselig. Hårdt.

* Et pudsigt sammenfald: Mens Pilou Asbæk er i fjernsynet som overklasserøvhullet Didrich kan han også ses i biografen i Fasandræberne som overklasserøvhullet Ditlev. Han er en del bedre i biografen.

1864 Afsnit 2

Lad os snakke om sex. 1864 har sex på hjernen. Onani-scenen i første afsnit er allerede legendarisk, og inden afsnit to startede måtte speakeren lige advare om, at der skulle være en scene med 'opstemte mænd og en ko'. Liderligheden lå over hele historien fra 1863, fra Peter og hans ven tog ned til søen for at se pigerne 'soppe til knæene', over Lausts samtale med hans liderlige hest, og til kulminationen, da Inge og Laust knaldede i det høje græs - så meget for trekantsdrama. Liderlighedens sammenhæng med de politiske begivenheder blev tematiseret på seriens vanlige subtile vis af Johanne Heibergs monolog: 'De siger de mangler lidenskab, men lidenskab er jo netop i familie med galskaben. Man bliver tosset af den, ligesom forvirret ungdomskærlighed, men enhver kunstner, eller et menneske med et budskab, må hele tiden holde galskaben i hånden. Uden galskab ingen lidenskab.' Og omvendt, uden lidenskab ingen galskab. Hvis ikke Peter og Laust havde været to gennemført seksuelt indebrændte unge mænd, med faderkomplekser på størrelse med Dybbøl Mølle, havde de så været så let overbeviste af baronens hvervetale? Og hvis ikke DG Monrad havde været en så hammer-sexet 'farlig, farlig mand', som Heiberg sagde, havde han så kunnet ene mand overbevise Rigsdagen om at vedtage den katastrofale November-forfatning?

Ok, den sidste del giver måske ikke så meget mening. Det var der reelt ret meget der ikke gjorde. Ærlig talt: Anden afsnit var langt hen ad vejen katastrofalt ringe. Vi er stadig ikke nået til 1864, og det er tydeligt at der på ingen måde var plot til to afsnit. I stedet for fik vi en gang biksemad af groteske optrin. Heiberg på Monrads mave; Bismarck og hans ven der leger med tinsoldater; den alfældige gamle officer, der kun lige knap kan huske sin tale til soldaterne; og naturligvis den korte dyresex-scene. I al den her 'lidenskab' blev seriens 'skurke' kastet fuldstændig overbord. Første afsnit havde Didrich lægge an på unge Inge, men han var alligevel en nogenlunde troværdig figur. Jeg ved ikke hvordan vi nogensinde kan komme til at tage ham seriøst igen efter dette afsnit. Han kan ikke bare være mistroisk mod sigøjnerne, så vi lissom kan forstå hvordan fremmedhadet og nationalismen er forkert, nej, han skal da også piske en krybskytte sønder og sammen, selvfølgelig sammen med fulde Hegel-læsere. Og så forfølger han et grædende barn mens han bagtaler dennes døde far. Wtf? Han er en karikatur på det her tidspunkt, og hvis det er Bornedals idé om hvad PTSD gør ved folk...

Men derudover var der bare ikke ret meget at komme efter. Skuespillet blev næsten værre da de voksne skuespillere tog over for børnene, og replikkerne var endnu værre. Der var stadig scener med visuel energi - Didrich's forfølgelse af Laust var grotesk, men de lange ubrudte takes var godt stillet op - men ikke nok til at fylde timen ud, eller rette op på de flade karakterer, dårlige replikker, overfladiske tematikker, og svingende skuespil. Det var på alle planer en misser. Forhåbentlig kommer der noget mere kød på serien når vi når til krigen.

Andre betragtninger:

* Liderligheden forsatte op i nutiden. Da Baron Severin overrasker Claudia i færd med at rode er der et kort klip hvor kameraet er stillet direkte på hendes bag, og først da hun vender sig om kører det op i ansigtshøjde. Ellers var nutidsscenerne heldigvis holdt til et minimum.

* Jeg så lidt snak inden serien startede, om at den brugte Poul Schierbeck's melodi til I Danmark Er Jeg Født, som er fra 1926, men det var nu Henrik Rung's melodi fra 1850 som Peter sang. Hans Kim Larsen-fraseringer er dog af meget nyere dato.

* Der er noget mærkeligt med kontinuiteten i dette afsnit. Fik nogen fat i præcis hvornår far Thøger døde? Den første scene mellem Johanne Heiberg og Monrad foregår efter 1860, da hendes mand Johan Heiberg allerede er død, men Inges voiceover nævner først et tidspring lige derefter. Og det er også lidt sært at Peter og hans ven løber ned til en sø, og så klippes der til Laust og sigøjnerne til slottet, og så klipper vi tilbage til Peter og hans ven ved havet, og så finder de sigøjnerne i skoven. Altså, det kan da forklares, men første del af afsnittet er virkelig kluntet stykket sammen.

* Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om brugen af Hegel. Filosofi-studenter, mand. At han snakker om at krop kun er et 'produkt af tankerne' og derefter selv ikke kan holde smerten ud, er nok så subtil en filosofi-kritik vi kan forvente.

* Bismarck's bonkammerat er Helmuth von Moltke den Ældre. Jeg kan egentlig godt lide idéen om også at skildre Preussernes synspunkt: De førte udover DK 64 også krig mod Østrig i 66 og Frankrig i 70, så på mange måder er det måske mere logisk at finde grundlaget for krigen i den tyske nationalisme. Men ifølge 1864 var preusserne blot opportune i forhold til at Monrad gav dem mulighed for at øve sig i krig, hvilket ikke virker som en specielt dyb læsning.

* De der sigøjnere, mand... Det er da sjovt nok at gøre grin med nationalisme og fremmedhad, men hold da fast det var forudsigeligt og gumpetungt og dumt. 'Din lille sorte bastardunge' sagde Didrich. Ja, gu faen gjorde han så.

1864 Afsnit 1

Det her er et såkaldt 'recap' Det går ud på at genfortælle folk det tv de lige har set, hvis nu de skulle have glemt det. Det er mega in i Amerika!

Lad os starte med at tale politik, s'føli. Det er jo dét tv-kritik handler om, ik, fra Ekko, over Politiken til Jyllandsposten. Er 1864 nationalromantisk bestillingsarbejde, eller er den hårdtslående krigskritik? En lige højre til venstrefløjen, eller en lige venstre til højrefløjen? Det ville være nemt at gøre nar af den hysteriske politisering af kulturen, men det ville samtidig være at gøre Ole Bornedal en bjørnetjeneste. For han har blik for kunstens potentiale, uha, hvor har han dog blik for den. Der er ikke det, den 'fandens' kunst - for nu at bruge et bandeord første afsnit var bizart optaget af - ikke kan gøre, hvis ikke man passer på. Det er på én gang det bedste og det værste ved seriens første afsnit: At det lader til Ole Bornedal har taget 173 millioner fra den danske regering, og brugt den på at lave en grotesk overgearet serie om hvor farlig sådan noget historie-kunst egentlig er.

Fra start af kontrasteres historie-formidling i dag og i går. I første scene ses den moderne efterskole-lærer ved Dybbøl Mølle, hakkende og ukarismatisk, i forsøget på at forklare hans elever hvor signifikant hele landskabet er. Og bare et par minutter efter, på Sydfyn i 1851, ser vi den gammeldags skolelærer give den hele armen, med den danske soldat og de dumme tyskere. Og børnene er helt på, griner og spørger og tager det hele til sig. Men vi kender jo historien, de glade børn i 1851 er kanonfodderet 13 år efter. Pyha, det er heldigt ham den moderne lærer ikke var en bedre formidler, hva? Lad os da heller ikke håbe at serien vi ser skulle blive alt for fængende heller...

Det er det paradoks serien aldrig kan komme ud over. Personerne i 1851 er i deres følelsers vold, deklamerende, krigeriske, storladne. Men vi skal advares mod den slags, så det får aldrig lov til at blive rigtig medrivende. Personerne i dag er til gengæld indelukkede, kedelige, dagligdags. Hvilket ikke ligefrem er mere medrivende at se på. Vi følger Claudia, som i første scene stikker af fra foredraget ved Dybbøl Mølle for i stedet at ryge en joint med sin ven Zlatko. Det er tydeligt fra første sekund at hun er 'utilpasset', men vi lærer først senere hvor galt det står til: Broren er død i krig, mor og far er gået i hundene, der er ingen penge, Claudia er blevet smidt ud af sin tredje efterskole, og nu skylder hun flere tusinde kroner til Zlatko i hash-gæld. Spørgsmålene står stadig i kø: Hvor kender socialforvalteren moren fra? Hvilken krig døde broren mon i? Ved Claudia det virkelig ikke engang? Og hvor i alverden kender hun Zlatko fra? Kendte de hinanden fra deres sydfynske by - hvilken by, for øvrigt - og tog tilfældigt på samme efterskole? Eller fulgte han efter hende fordi hun skylder ham penge? Der er nok at tage fat på. Men mon ikke vi i stedet kommer til at se Claudia tale med den alfældige baron om gamle dage. Yay.

Så er der mere gang i den i 1851. De to unge drenge Laust og Peter lever det sorgløse liv på sydfyn, med aflusning, lussinger og gruppe-onani, men så sker der ting og sager. Først kommer soldaterne hjem fra krigen, baronens unge Didrich højt til hest med medaljer på, mens drengenes far Thøger blot bliver fundet hos hans kone Karen, med et sår på benene der ikke vil læges. Så simpelt er det dog ikke. Didrich har fået ar på sjælen, som nærmest øjeblikkeligt får ham til at græde over for sin far - smak, endnu en lussing - og Thøger kom ikke helt tomhændet hjem. Han fik en bog til Peter - 'Linné, Flora. og vækster. in Scandinavia.' - og en bajonet til Laust. Hvis nu vi skulle være i tvivl om hvem der er den kloge, og hvem der er den stærke. Og samme dag møder de den nye godsforvalters datter, Inge. Så er deres skæbne vist fastlagt. Helt ærligt føles resten af deres historie som fyld. Inge fører dem ind på godset, hvor de opdages af Didrich, som anklager dem for at have stjålet Linné-bogen. Far Thøger tror ikke på dem - selvom det var ham der gav dem den... - og stikker dem hver en lussing. Men Mor Karen brokker sig til baronen - fandeme. FANDEME! - som med det samme reder trådene ud. Så nu er det drengene der får lov til at lussinge deres far. Og så er der dans, hvor Didrich fortæller skrækhistorier, og er umanerligt klam overfor 12-årige Inge: LUSSING! Til sidst får vi lidt mere foreshadowing, hvor drengenes krigsleg får Peter til at græde, mens skud lyder på lydsporet. DAM-DAM-DAAAAM!

Derudover er der lidt fra København. Her møder vi Biskop Monrad i bar røv på gulvet. Han er åbenbart det retoriske geni, der - sammen med Grundtvig! - skal samle nationen. Men han mangler gnisten. Men bare rolig, i teatret væltes han bagover af Johanne Heiberg's fremførsel af Lady Macbeth, og da han besøger hende kører de sammen hinanden op i en euforisk spids. Gnisten er tilbage! Det er så klart de værste scener i afsnittet. Det er reelt ret så pinligt. Måske skal det vise, at Inge - som jo fortæller historien fra dengang - ikke anede hvad der foregik, og ikke har nogen ret god fantasi. I så fald tegner det jo godt for slagscenerne...

I sidste ende er det ret vildt, at serien bruger en hel time i 1851. Det er ikke helt overraskende, at der ikke sker en skid. Hvilket kunne have været fint, måske, en god time til at introducere personer, tematik og stemning, inden plottet tager over. Der er taget sig god tid til at arbejde med stemningen. Blandingen af landskabsbilleder og voiceover mindede mig gentagne gange om Terrance Malick, der indtil dette årti kun havde lavet historiske film. Men på trods af gode kamera-ture og flotte billeder, så får det bare aldrig det format der skal til - jeg tror alene den kedelige underlægningsmusik umuliggør det. Og i stedet får vi så den ligegyldige intrige om den måske stjålne bog. Hvilket lidt føles som spild af tid. Men omvendt, hvis det havde været for Malick'sk, så var det jo også blevet alt for medrivende. Og den slags kan vi jo ikke have. Hvad ville der ikke ske med de stakkels svage seere?

Andre betragtninger:

* 'Danmark lå under solen' siger Inge i den indledende voiceover, og straks ser vi stemningsfyldte billeder af landskabet under truende skyer...

* 'Jeg er det sidste levende vidne. Jeg er tiden... der forsvandt!' Så er stemningen lissom lagt...

* 'Jeg ser bare to snavsede drenge. Og de ser bare mig, som en stolpe der stiger op af havet.' Det er nu en af de bedre filmede scener. Men så kører den lidt af sporet, når Inge begynder at råbe. Man skal bare ikke arbejde med børn, hva?

* Mest Malick'ske scene: Didrich til hest, med Inge ved siden af, børn i baggrunden, og det råbende selskab, der vandrer ned af godsets trappe. Klip til drenge der leger krig i græs, med Peter som Witt fra Thin Red Line, der hellere vil plukke blomster.

* Der hvor Inge sidder i træet mindede mig også lidt om Tree of Life.

* Der var et par ekstra personer fra 1851 jeg ikke fik nævnt. Den tyske kejser, og hans mystiske besøgende, der først kun fik filmet fødder og udtværet ansigt. Hvad var meningen med at holde Otto von Bismarck skjult på den måde? Var det meningen vi skulle blive overraskede over at det var Bismarck? Hvilken seer, som vel og mærke ved hvem Bismarck er, ville blive overrasket over at det var Bismarck? Hvem skulle det ellers have været? Karl Marx?

* Didrich er virkelig klam i den sidste scene, men altså, var det mon blevet set så forkasteligt den gang for 150 år siden? Han er trods alt baronens søn, hvis han havde meldt høflig interesse overfor Inges far, og havde ventet indtil hun blev gammel nok, mon så ikke det havde været a-ok? Aldersforskellen virker ikke unormalt stor tiden taget i betragtning.

* Det er en petitesse, men Mor Karen fejlfortolker historien om Noa's Ark. Hun forklarer børnene, at selv lusene blev reddet, og vi forstår at for Gud er alle vigtige. Men for Gud er alle bestemt ikke lige vigtige. Fra Første Mosebog, kapitel 7: v2 Af alle de rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du tage ét par, han og hun. v3 Også af himlens fugle skal du tage syv par, han og hun, for at de kan have efterkommere på jorden.

* Heiberg's monolog fra Macbeth er en sammenstilning af monologerne fra akt 1, scene 5, v. 16-25 og akt 1, scene 7, v 39-45. Jeg kan ikke helt greje hvorfor der ligger en mand på scenen til sidst. Sådan umiddelbart tror jeg det tyder skidt for Monrads fremtid.

* Mere Shakespeare: Inge fortæller Peter og Laust om plottet i A Midsummer Night's Dream. Hermia elsker Lysander, men hendes far vil tvinge hende til at gifte sig med Demetrius. SPOILER: Det ender godt. Men smider Inge blot bogen i vandet, mens hun bakker ud i det? Helt ærligt har Didrich nok ret i at passe på familiens bogsamling, den pige har ingen respekt for litteraturen!

* Værste scene: Onani på høloftet, Monrad i bar røv, eller Heibergs og Monrads desperate forsøg på gejle hinanden op? Min stemme går til sidstnævnte, mest på grund af at de dansede ud af den. Det var både en dårlig idé, og elendig udførelse.