Postrock 3: Talk Talk - Laughing Stock (91)

Jeg har valgt at skrive om det her album af tre årsager. For det første er det et af de aller første postrockalbums. For det andet er det mit yndlingsalbum fra genren. For det tredie opstillede den engelske kritiker Nick Southall i 2007 en liste over 10 albums, der for ham eksemplificerede postrock som progressiv indstilning til musik snarere end blot instrumental rock med mange klimakser, og han placerede Laughing Stock som nummer et på den liste. Jeg anbefaler at tjekke alle pladerne på listen ud, flere af dem - Boredoms, Battles, Beta Band - er blandt mine absolutte favoritter.

De fleste kender nok snarere Talk Talk fra deres tidlige periode i start-80'erne, hvor de lavede synthpop. Deres hit It's My Life fra deres andet album af samme navn blev senere genindspillet af No Doubt.

Deres tredie album - Colour of Spring fra 1986 - mixede synthpop med alternative elementer som børnekor og blokfløjter og mere atmosfæriske numre, og blev en stor succes både kritiker og salgsmæssigt. Talk Talk - og især forsangeren Mark Hollis - ville dog noget andet end hitlistepop og tog derfor den frihed deres pladesalg gav dem og indspillede Spirit of Eden, der blev udgivet 1988. En blandning af jazz, ambient, klassisk og kun ganske lidt rock. Med dybt religiøse tekster. Pladeselskabet var sjovt nok ikke imponerede. Der var ingen indlysende singler på albummet, men der blev indspillet en video til nummeret I Believe In You.

Laughing Stock fulgte i 91 - på nyt pladeselskab. Her har bandet for alvor sluppet jordforbindelsen. Der går over 15 sekunder før nogen som helst lyd starter, flere af numrene er helt uden trommer, det tredie nummer har en solo der går på en enkelt tone etc. Samtidig er dynamikken på albummet helt vildt sofistikeret i forhold til både Spirit of Eden og langt det meste af den musik pladen har inspireret. Ingen af numrene er i sig selv opbygget specielt dynamisk med stille og larmende stykker. De udvikler sig i stedet uforudsigeligt, men bygger samtidig stille og roligt oven på hinanden og leder hen til pladens ubetingede højdepunkt, den 9 min lange hymne New Grass:

Afsindig æterisk, flimrende, vidunderligt, det er svært at få skovlen under Laughing Stock. Det er noget af det mest sofistikerede, personlige og emotionelle musik jeg kender.

Postrock 2: Bark Psychosis - HEX (1994)

Bark Psychosis er definitionen på et postrock band! Mere præcist stammer ordet postrock oprindeligt fra en anmeldelse af dette album, Bark Psychosis' HEX af anmelderen Simon Reynolds. Albummet er fra England 94, et år hvor engelsk postrock blev endeligt overskygget af den traditionelle britpop på plader som Definately Maybe med Oasis og Parklife med Blur (som jeg også holder meget af, men som har mange dårlige kopier på samvittigheden). Synd og skam, for den engelske postrock scene i disse år var genial.

Jeg kommer aldrig til at kunne beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds gjorde i bladet Wire i maj 94. Men da det er en lang artikel, så mener han kort fortalt at postrock betyder at bands bruger rockinstrumentation til ikke rockagtige formål. Han konkluderer så videre at det langt hen ad vejen betyder at man ikke forsøger at genskabe en energisk livefølelse i studiet, men i stedet bruger studiet og efterbehandling som instrument, gudfaderen til postrockscenen er Brian Eno.

Glimrende logisk definition, desværre er HEX hverken kendetegnet ved studietricks og for den sags skyld heller ikke rockinstrumentation. Det er i høj grad klassisk og jazz den er inspireret af, og der er mængder af blæsere, strygere etc. Melodisk, stemningsfyldt, pladen når kun 7 numre på 51 minutter og de fleste er mere stemningsstykker end egentlige sange med vers og omkvæd. Det hele bliver dog holdt på plads af Graham Suttons udtryksfulde baryton. Men lige som det er mig umuligt at beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds virker det egentlig også smartere blot at linke til musikken på youtube:



Når man lytter til den her plade kan man godt blive lidt trist over dels at britpop så klart fjernede fokus fra postrock i 94, dels at den senere udvikling på scenen gjorde musikken langt mere ensformig og fokuseret på crescendo og klimaks og den slags (selvom Her Name Is Calla altså er en gruppe der formår at forene crescendoerne med HEX stemning). Der er ikke mange plader, der lyder som denne her, jeg kan anbefale Talk Talk - Laughing Stock (som jeg forhåbentlig også snart vil skrive lidt om), Slowdive - Pygmalion (der i mine ører langt overgår den ellers mere kanoniserede Souvlaki) og Bark Psychosis' eneste anden plade, ///Codename: Dustsucker fra 2004 hvor Graham Sutton bl.a. får hjælp af Lee Harris fra Talk Talk.

Postrock 1: Her Name Is Calla - The Heritage (2008)

Ok, nu skifter bloggen lige lidt gear. De næste mange indlæg kommer til at handle om postrock. Postrock er et åndsvagt genrenavn, det har skiftet mening gentagne gange siden det først kom frem sådan ca omkring 1994 i anmeldelser af Simon Reynolds. Man kan læse om etymologien på wikipedia. Jeg har netop opdaget et fantastisk postrock pladeselskab i Leeds, der hedder Gizeh records. De udgiver plader, der på mange måder minder om opdaterede udgaver af de gamle engelske postrock bands fra midten af 90'erne (Seefeel, Disco Inferno, Bark Psychosis, der skal nok komme nogle artikler op om dem også). Og deres største band er åbenbart Her Name Is Calla.

The Heritage er en fantastisk plade. Det føles ofte som en opdateret Bark Psychosis (som var det første bevis på at man sagtens kan lave postrock med vokaler), hvilket sgu var på tide. Pladen er dog helt afsindigt dyster, der bliver råbt og skreget om panik og begravelser og alt muligt. Andre steder er der smukke, klare og tydelige folkinfluenser. Bl.a. på det fantastiske nummer 'Motherfucker! It's Alive and It's Bleeding!' hvor det indledende obligatoriske stille stykke genialt spædes op med lyden af Grizzly Bear og måske endda lidt Fleet Foxes. Det fungerer perfekt. Paying for the Funeral er også et ganske elektronisk fabrikeret mellemspil, der varierer lydudtrykket yderligere, og som leder perfekt ind til den smukke folkdystopi Wren:



Et mere traditionelt nummer er New England, som der er blevet lavet en fantastisk video til:


Eneste minus er såmænd at der er et 'gemt' bonusnummer på, hvilket blot betyder at der er 7 minutters pause mellem Rebirth og Long Distance Runner. De er godt nok ret forskellige, men det er alligevel gennemført åndsvagt.

Fans af Bark Psychosis eller A Silver Mt Zion eller såmænd bare fans af førnævnte Fleet Foxes der godt kunne tænke sig de skovmandsskjortebeklædte gutter var lidt mere støjende og dramatiske bør klart tjekke denne plade ud. Og hey, pundet er lavt for tiden.