fredag den 21. august 2009

Postrock 2: Bark Psychosis - HEX (1994)


Bark Psychosis er definitionen på et postrock band! Mere præcist stammer ordet postrock oprindeligt fra en anmeldelse af dette album, Bark Psychosis' HEX af anmelderen Simon Reynolds. Albummet er fra England 94, et år hvor engelsk postrock blev endeligt overskygget af den traditionelle britpop på plader som Definately Maybe med Oasis og Parklife med Blur (som jeg også holder meget af, men som har mange dårlige kopier på samvittigheden). Synd og skam, for den engelske postrock scene i disse år var genial.

Jeg kommer aldrig til at kunne beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds gjorde i bladet Wire i maj 94. Men da det er en lang artikel, så mener han kort fortalt at postrock betyder at bands bruger rockinstrumentation til ikke rockagtige formål. Han konkluderer så videre at det langt hen ad vejen betyder at man ikke forsøger at genskabe en energisk livefølelse i studiet, men i stedet bruger studiet og efterbehandling som instrument, gudfaderen til postrockscenen er Brian Eno.

Glimrende logisk definition, desværre er HEX hverken kendetegnet ved studietricks og for den sags skyld heller ikke rockinstrumentation. Det er i høj grad klassisk og jazz den er inspireret af, og der er mængder af blæsere, strygere etc. Melodisk, stemningsfyldt, pladen når kun 7 numre på 51 minutter og de fleste er mere stemningsstykker end egentlige sange med vers og omkvæd. Det hele bliver dog holdt på plads af Graham Suttons udtryksfulde baryton. Men lige som det er mig umuligt at beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds virker det egentlig også smartere blot at linke til musikken på youtube:



Når man lytter til den her plade kan man godt blive lidt trist over dels at britpop så klart fjernede fokus fra postrock i 94, dels at den senere udvikling på scenen gjorde musikken langt mere ensformig og fokuseret på crescendo og klimaks og den slags (selvom Her Name Is Calla altså er en gruppe der formår at forene crescendoerne med HEX stemning). Der er ikke mange plader, der lyder som denne her, jeg kan anbefale Talk Talk - Laughing Stock (som jeg forhåbentlig også snart vil skrive lidt om), Slowdive - Pygmalion (der i mine ører langt overgår den ellers mere kanoniserede Souvlaki) og Bark Psychosis' eneste anden plade, ///Codename: Dustsucker fra 2004 hvor Graham Sutton bl.a. får hjælp af Lee Harris fra Talk Talk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar