Jeg har valgt at skrive om det her album af tre årsager. For det første er det et af de aller første postrockalbums. For det andet er det mit yndlingsalbum fra genren. For det tredie opstillede den engelske kritiker Nick Southall i 2007 en liste over 10 albums, der for ham eksemplificerede postrock som progressiv indstilning til musik snarere end blot instrumental rock med mange klimakser, og han placerede Laughing Stock som nummer et på den liste. Jeg anbefaler at tjekke alle pladerne på listen ud, flere af dem - Boredoms, Battles, Beta Band - er blandt mine absolutte favoritter.
De fleste kender nok snarere Talk Talk fra deres tidlige periode i start-80'erne, hvor de lavede synthpop. Deres hit It's My Life fra deres andet album af samme navn blev senere genindspillet af No Doubt.
Deres tredie album - Colour of Spring fra 1986 - mixede synthpop med alternative elementer som børnekor og blokfløjter og mere atmosfæriske numre, og blev en stor succes både kritiker og salgsmæssigt. Talk Talk - og især forsangeren Mark Hollis - ville dog noget andet end hitlistepop og tog derfor den frihed deres pladesalg gav dem og indspillede Spirit of Eden, der blev udgivet 1988. En blandning af jazz, ambient, klassisk og kun ganske lidt rock. Med dybt religiøse tekster. Pladeselskabet var sjovt nok ikke imponerede. Der var ingen indlysende singler på albummet, men der blev indspillet en video til nummeret I Believe In You.
Laughing Stock fulgte i 91 - på nyt pladeselskab. Her har bandet for alvor sluppet jordforbindelsen. Der går over 15 sekunder før nogen som helst lyd starter, flere af numrene er helt uden trommer, det tredie nummer har en solo der går på en enkelt tone etc. Samtidig er dynamikken på albummet helt vildt sofistikeret i forhold til både Spirit of Eden og langt det meste af den musik pladen har inspireret. Ingen af numrene er i sig selv opbygget specielt dynamisk med stille og larmende stykker. De udvikler sig i stedet uforudsigeligt, men bygger samtidig stille og roligt oven på hinanden og leder hen til pladens ubetingede højdepunkt, den 9 min lange hymne New Grass:
Afsindig æterisk, flimrende, vidunderligt, det er svært at få skovlen under Laughing Stock. Det er noget af det mest sofistikerede, personlige og emotionelle musik jeg kender.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar