Jeg har tidligere skrevet om Mad Men sæson 1, men jeg tænkte jeg egentlig ikke har set nogle steder, hvor tv-serier virkelig bliver snakket om på sæsonbasis, selvom det i langt højere grad for tiden er den enhed serier bliver konstrueret på. Så jeg tænkte jeg ville gå i gang med dette, og lægge ud med de seneste par sæsoner af Mad Men. Her er sæson 3, sæson 4 kommer forhåbentlig snart. Jeg snakker ikke voldsomt meget om plot og karakterudvikling, men der vil naturligvis være spoilere hvis du ikke har set sæson 3 endnu. Hvis du alligevel er interesseret, så læs videre.
Og jeg kan bare lægge ud med at indrømme at jeg vist nok har taget grunddigt fejl. Jeg troede egentlig Mad Men handlede om styrken i løgnen, men sæson 3 viser hvordan løgnene krakelerer både i samfundet og i privaten. Vi lærte i sæson 1 at Don Draper i virkeligheden var en konstruktion, at han i virkeligheden var Dick Whitman, som stjal en anden mands identitet under Koreakrigen. Jeg tænkte derefter på Don Draper som en af kunstens store løgnere, både som virkelighedsfabrikerende reklamemand og som identitetstyv, men sæson tre viser, at ikke en gang han kan holde sandheden nede i længden. Og denne udvikling bliver stillet sammen med billeder fra et USA i opløsning. Denne sæson foregår sommer/efterår 63, men der er små henvisninger til de spændinger der snart skal rive USA fra hinanden. Mens Betty er under narkose på fødselsgangen drømmer hun om en myrdet borgerrettighedsforkæmper og senere ser vi Draperfamiliens sorte hushjælp Carla stå fuldstændig knust mens hun lytter til en radiotransmission af en begravelse af 3 små piger, der blev dræbt ved et Ku Klux Klan attentat. Sæsonen kulminerer ganske naturligt med mordet på John F Kennedy. Samme afsnit siger Betty at hun vil skilles.
Den tyske teoretiker Walther Benjamin skrev i løbet af trediverne på et stort værk om de parisiske overdækkede passager, der forblev ufuldendt. Hans idé var at passagerne var kapitalistiske kulturværker fra før kapitalismen indså sig selv. Sagt på en anden måde, så mente han at moderniteten, med alt hvad den indeholdt af imperialisme, kapitalisme, klassekamp, avantgarde, etc, havde sat sine spor i omverdenen inden at modernismens tidsalder kan siges at være gået i gang, hvilket han påstod den først gjorde med Pariserkommunen i 1870. Herfra kunne folk ikke længere lukke øjnene for den nye tids realiteter, men det betød ikke at disse realiteter ikke havde været en reel eksistens før i tiden, og f.eks. var kommet til udtryk i visse former for parisisk arkitektur. Det er lidt på samme måde som når man siger af 9/11 forandrede verden. Det gjorde den naturligvis ikke, de kristne/muslimske/jødiske spændinger var en realitet lang tid før og var kommet til udtryk mange andre steder, men efter 9/11 var det fuldstændig umuligt at lukke øjnene for dem igen. Walther Benjamin kaldte en sådan begivenhed for en periodes opvågnen.
Hvorfor jeg snakker om dette? Fordi sæson tre lige netop skildrer sådanne opvågninger. USA havde været splittet i lang tid, men det er med Kennedymordet folk vågner op til dem. Og denne opvågnen parallelliseres i Draperhistorien, hvor Don til sidst ender med at miste sin hemmelige identitet. I slutningen af sæsonen finder Betty ud af det, hvad der medfører de største ændringer i serien, men gennem hele sæsonen kan Don ikke flygte fra fortiden længere. Han fortæller en vildt fremmed mand om hans barndom til en fest, og det viser sig at være en rigmand (Conrad Hilton, Hiltonhotelkædens grundlægger og Paris Hiltons bedstefar...) og denne rigmand bliver så imponeret at han hyrer Don til at lave hans reklamer. Dette medfører så at Don bliver bedt om skrive kontrakt med Sterling Cooper for første gang, hvilket han pludselig bliver tvunget til da Cooper hiver op af hatten at han kan afsløre hvem Don i virkeligheden er, hvis ikke han gør hvad der bliver sagt. Da Pete Campbell afslørede hvem Don var overfor Cooper i sæson 1 var Coopers svar 'Who Cares'. Det helt rigtige svar for en reklamemand. Men i sæson tre viser det sig alligevel at sandheden aldrig bare kan blive fornægtet. Den ligger altid under overfladen, parat til at bople op.
Det er et af tv-mediets største styrker at tematikker på denne måde kan blive vendt og drejer og udviklet over så lang tid. Jeg ved ikke hvor langt vi er i seriens levetid eller hvad Matthew Wieners langsigtede planer er, men sæson 3 er den sæson hvor han vender alting fuldstændig på hovedet. Personernes status quo ændres og serien viser sig at have nogle fuldstændig nye ting på hjerte. Jeg skal gerne indrømme at jeg ud fra sæson 1 vist tolkede serien forkert. Som man kan se, hvis man genlæser det gamle indlæg, valgte jeg også i sæson 1 at snakke om efterdønningerne af en omvæltning, og i sæson 3 at snakke om forvarslerne til en omvæltning. Det hele er blevet sat lidt på hovedet. Når serien er færdig er det nok langt nemmere at overskue. Dårlige undskyldninger og noget med at forstå ting baglæns og den slags.
Og nu har jeg overhovedet ikke snakket om struktur og personer og alt det der. Sæsonens hovedhistorie er Betty og Don, de fleste andre personer rykkede ret meget i baggrunden. Derudover er sæsonen struktureret ganske mærkeligt. Det er lidt svært at se hvad historien er i de første afsnit, konturerne dukker op til Rogers fest ved to ganske tilfældige møder, og først langt senere kan man se hvordan historien er struktureret. Sæsonens to bedste afsnit, A Man Walks In to an Advertising Agency og slutafsnittet Shut the Door, Take a Seat, er desuden nærmest løsrevne fra hovedhistorien, de handler mere om hvad der sker på Sterling Cooper. Det er en mærkelig sæson af en ganske mærkelig serie.
