1864 Afsnit 1

Det her er et såkaldt 'recap' Det går ud på at genfortælle folk det tv de lige har set, hvis nu de skulle have glemt det. Det er mega in i Amerika!

Lad os starte med at tale politik, s'føli. Det er jo dét tv-kritik handler om, ik, fra Ekko, over Politiken til Jyllandsposten. Er 1864 nationalromantisk bestillingsarbejde, eller er den hårdtslående krigskritik? En lige højre til venstrefløjen, eller en lige venstre til højrefløjen? Det ville være nemt at gøre nar af den hysteriske politisering af kulturen, men det ville samtidig være at gøre Ole Bornedal en bjørnetjeneste. For han har blik for kunstens potentiale, uha, hvor har han dog blik for den. Der er ikke det, den 'fandens' kunst - for nu at bruge et bandeord første afsnit var bizart optaget af - ikke kan gøre, hvis ikke man passer på. Det er på én gang det bedste og det værste ved seriens første afsnit: At det lader til Ole Bornedal har taget 173 millioner fra den danske regering, og brugt den på at lave en grotesk overgearet serie om hvor farlig sådan noget historie-kunst egentlig er.

Fra start af kontrasteres historie-formidling i dag og i går. I første scene ses den moderne efterskole-lærer ved Dybbøl Mølle, hakkende og ukarismatisk, i forsøget på at forklare hans elever hvor signifikant hele landskabet er. Og bare et par minutter efter, på Sydfyn i 1851, ser vi den gammeldags skolelærer give den hele armen, med den danske soldat og de dumme tyskere. Og børnene er helt på, griner og spørger og tager det hele til sig. Men vi kender jo historien, de glade børn i 1851 er kanonfodderet 13 år efter. Pyha, det er heldigt ham den moderne lærer ikke var en bedre formidler, hva? Lad os da heller ikke håbe at serien vi ser skulle blive alt for fængende heller...

Det er det paradoks serien aldrig kan komme ud over. Personerne i 1851 er i deres følelsers vold, deklamerende, krigeriske, storladne. Men vi skal advares mod den slags, så det får aldrig lov til at blive rigtig medrivende. Personerne i dag er til gengæld indelukkede, kedelige, dagligdags. Hvilket ikke ligefrem er mere medrivende at se på. Vi følger Claudia, som i første scene stikker af fra foredraget ved Dybbøl Mølle for i stedet at ryge en joint med sin ven Zlatko. Det er tydeligt fra første sekund at hun er 'utilpasset', men vi lærer først senere hvor galt det står til: Broren er død i krig, mor og far er gået i hundene, der er ingen penge, Claudia er blevet smidt ud af sin tredje efterskole, og nu skylder hun flere tusinde kroner til Zlatko i hash-gæld. Spørgsmålene står stadig i kø: Hvor kender socialforvalteren moren fra? Hvilken krig døde broren mon i? Ved Claudia det virkelig ikke engang? Og hvor i alverden kender hun Zlatko fra? Kendte de hinanden fra deres sydfynske by - hvilken by, for øvrigt - og tog tilfældigt på samme efterskole? Eller fulgte han efter hende fordi hun skylder ham penge? Der er nok at tage fat på. Men mon ikke vi i stedet kommer til at se Claudia tale med den alfældige baron om gamle dage. Yay.

Så er der mere gang i den i 1851. De to unge drenge Laust og Peter lever det sorgløse liv på sydfyn, med aflusning, lussinger og gruppe-onani, men så sker der ting og sager. Først kommer soldaterne hjem fra krigen, baronens unge Didrich højt til hest med medaljer på, mens drengenes far Thøger blot bliver fundet hos hans kone Karen, med et sår på benene der ikke vil læges. Så simpelt er det dog ikke. Didrich har fået ar på sjælen, som nærmest øjeblikkeligt får ham til at græde over for sin far - smak, endnu en lussing - og Thøger kom ikke helt tomhændet hjem. Han fik en bog til Peter - 'Linné, Flora. og vækster. in Scandinavia.' - og en bajonet til Laust. Hvis nu vi skulle være i tvivl om hvem der er den kloge, og hvem der er den stærke. Og samme dag møder de den nye godsforvalters datter, Inge. Så er deres skæbne vist fastlagt. Helt ærligt føles resten af deres historie som fyld. Inge fører dem ind på godset, hvor de opdages af Didrich, som anklager dem for at have stjålet Linné-bogen. Far Thøger tror ikke på dem - selvom det var ham der gav dem den... - og stikker dem hver en lussing. Men Mor Karen brokker sig til baronen - fandeme. FANDEME! - som med det samme reder trådene ud. Så nu er det drengene der får lov til at lussinge deres far. Og så er der dans, hvor Didrich fortæller skrækhistorier, og er umanerligt klam overfor 12-årige Inge: LUSSING! Til sidst får vi lidt mere foreshadowing, hvor drengenes krigsleg får Peter til at græde, mens skud lyder på lydsporet. DAM-DAM-DAAAAM!

Derudover er der lidt fra København. Her møder vi Biskop Monrad i bar røv på gulvet. Han er åbenbart det retoriske geni, der - sammen med Grundtvig! - skal samle nationen. Men han mangler gnisten. Men bare rolig, i teatret væltes han bagover af Johanne Heiberg's fremførsel af Lady Macbeth, og da han besøger hende kører de sammen hinanden op i en euforisk spids. Gnisten er tilbage! Det er så klart de værste scener i afsnittet. Det er reelt ret så pinligt. Måske skal det vise, at Inge - som jo fortæller historien fra dengang - ikke anede hvad der foregik, og ikke har nogen ret god fantasi. I så fald tegner det jo godt for slagscenerne...

I sidste ende er det ret vildt, at serien bruger en hel time i 1851. Det er ikke helt overraskende, at der ikke sker en skid. Hvilket kunne have været fint, måske, en god time til at introducere personer, tematik og stemning, inden plottet tager over. Der er taget sig god tid til at arbejde med stemningen. Blandingen af landskabsbilleder og voiceover mindede mig gentagne gange om Terrance Malick, der indtil dette årti kun havde lavet historiske film. Men på trods af gode kamera-ture og flotte billeder, så får det bare aldrig det format der skal til - jeg tror alene den kedelige underlægningsmusik umuliggør det. Og i stedet får vi så den ligegyldige intrige om den måske stjålne bog. Hvilket lidt føles som spild af tid. Men omvendt, hvis det havde været for Malick'sk, så var det jo også blevet alt for medrivende. Og den slags kan vi jo ikke have. Hvad ville der ikke ske med de stakkels svage seere?

Andre betragtninger:

* 'Danmark lå under solen' siger Inge i den indledende voiceover, og straks ser vi stemningsfyldte billeder af landskabet under truende skyer...

* 'Jeg er det sidste levende vidne. Jeg er tiden... der forsvandt!' Så er stemningen lissom lagt...

* 'Jeg ser bare to snavsede drenge. Og de ser bare mig, som en stolpe der stiger op af havet.' Det er nu en af de bedre filmede scener. Men så kører den lidt af sporet, når Inge begynder at råbe. Man skal bare ikke arbejde med børn, hva?

* Mest Malick'ske scene: Didrich til hest, med Inge ved siden af, børn i baggrunden, og det råbende selskab, der vandrer ned af godsets trappe. Klip til drenge der leger krig i græs, med Peter som Witt fra Thin Red Line, der hellere vil plukke blomster.

* Der hvor Inge sidder i træet mindede mig også lidt om Tree of Life.

* Der var et par ekstra personer fra 1851 jeg ikke fik nævnt. Den tyske kejser, og hans mystiske besøgende, der først kun fik filmet fødder og udtværet ansigt. Hvad var meningen med at holde Otto von Bismarck skjult på den måde? Var det meningen vi skulle blive overraskede over at det var Bismarck? Hvilken seer, som vel og mærke ved hvem Bismarck er, ville blive overrasket over at det var Bismarck? Hvem skulle det ellers have været? Karl Marx?

* Didrich er virkelig klam i den sidste scene, men altså, var det mon blevet set så forkasteligt den gang for 150 år siden? Han er trods alt baronens søn, hvis han havde meldt høflig interesse overfor Inges far, og havde ventet indtil hun blev gammel nok, mon så ikke det havde været a-ok? Aldersforskellen virker ikke unormalt stor tiden taget i betragtning.

* Det er en petitesse, men Mor Karen fejlfortolker historien om Noa's Ark. Hun forklarer børnene, at selv lusene blev reddet, og vi forstår at for Gud er alle vigtige. Men for Gud er alle bestemt ikke lige vigtige. Fra Første Mosebog, kapitel 7: v2 Af alle de rene dyr skal du tage syv par, han og hun, og af dem, der ikke er rene, skal du tage ét par, han og hun. v3 Også af himlens fugle skal du tage syv par, han og hun, for at de kan have efterkommere på jorden.

* Heiberg's monolog fra Macbeth er en sammenstilning af monologerne fra akt 1, scene 5, v. 16-25 og akt 1, scene 7, v 39-45. Jeg kan ikke helt greje hvorfor der ligger en mand på scenen til sidst. Sådan umiddelbart tror jeg det tyder skidt for Monrads fremtid.

* Mere Shakespeare: Inge fortæller Peter og Laust om plottet i A Midsummer Night's Dream. Hermia elsker Lysander, men hendes far vil tvinge hende til at gifte sig med Demetrius. SPOILER: Det ender godt. Men smider Inge blot bogen i vandet, mens hun bakker ud i det? Helt ærligt har Didrich nok ret i at passe på familiens bogsamling, den pige har ingen respekt for litteraturen!

* Værste scene: Onani på høloftet, Monrad i bar røv, eller Heibergs og Monrads desperate forsøg på gejle hinanden op? Min stemme går til sidstnævnte, mest på grund af at de dansede ud af den. Det var både en dårlig idé, og elendig udførelse.