Jeg går op i kultur, jeg går op i popmusik, jeg går op i kønsroller og seksualiteter og queer-teori og alt det der. Så så snart Conchita Wurst vandt melodi grand prixet tænkte jeg, at jeg burde have noget at sige om det. For var det ikke vigtigt på en eller anden måde? Men jeg kom hurtigt frem til, at jeg mere syntes folks reaktioner på sejren var det interessante. For lad det være sagt med det samme: Der er intet umiddelbart politisk over en mand i dametøj. Det kan være en seksualitet, en identitet, et køn, et valg, en udklædning, og jo da, det kan vel også være en politisk manifestation af en art. Men en kvinde med skæg behøver på ingen måde at være andet end en kvinde med skæg. Der var heller intet som helst politisk over fremførslen af Rise Like a Phoenix. Ja, det var en mand i dametøj, der sang om at være 'transformed', 'reborn' om at 'neighbours think we're trouble' og om at hun var 'seeking rather than vengeance / retribution' for den smerte hun havde været påført før. Men sangen kunne i sig selv omhandle en hvilken som helst udvikling udover køns-ændring; umiddelbart er sangen snarere rettet mod en forfærdelig ex, der var hendes det bål hvorfra fortælleren blev genført stærkere end før. At Conchita Wurst selv stod frem som queer-kønnet putter så klart en anden læsning mere frem, men derfor bliver det stadig ikke til noget andet end en personlig fortælling, som igen, ikke er politisk.
Nej, al idé om, at det her var politisk handler om konnotationer. Conchita Wurst lagde selv for, da hun efter sejren sagde: 'we are unity and we are unstoppable' og senere udtalte: 'This will remain an issue for a long time and I fear I won't see the end of it in my lifetime. It will be my life's worth and I gladly take it on. It was not just a victory for me but a victory for those people who believe in a future that can function without discrimination and is based on tolerance and respect' Yup, det er politik. Men derudover blev optrædenen lynhurtigt reduceret til en brik i allerede eksisterende politiske spil, fra russiske konservatives fremstilling af sejren som typisk vesteuropæisk dekadence, over hjemlige konservatives insisteren på, at de intet havde imod performancen i sig selv, men mente det var tyrannisk at 'de' stoppede den slags ned i halsen på 'os' (hvor 'de' naturligvis er en tyrannisk liberal elite, selvom Conchita fik langt flere point af folkeafstemningerne end af juryerne) og over til den modsatte fløj, hvor stoltheden over en så 'progressiv' sejr gerne kammede over i en uklædelig slavofobi, desuagtet at Østrig fik masser af stemmer fra Østeuropa. Først og fremmest var sejren sej som prisme, der afslørede skillelinjer og tankegange, fordomme og samtidig nuancer. Se f.eks. dette kort over stemmeafgivningen:
Hvad sker der for øvrigt for Tyskland? Er de ikke pals med Østrig?
Men mest af alt handler det om politik, hvilket ikke er mit felt. Så jeg syntes ikke rigtigt at jeg havde noget at skrive om. Indtil i går. Da kom Information med en kommentar, som er en kulturanalyse, og dermed inde for mit felt, og som samtidig er så gennemført unuanceret, forkert og overfladisk, at nu havde jeg noget at skrive op imod. Jeg snakker naturligvis om lektor Anders Hougaards Vi Elsker Tegneserie-bøsser i Eventyrland. Her bliver der slået ud mod den overdrevne vestlige selvtilfredshed (fair nok) og de langt ude analyser der derpå fulgte (ligeså fair nok). Men derefter går det galt: Conchita Wurst stilles op som en længe elsket arketype, tegneserie-drag'en, som Hougaard henter fra film som Mrs Doubtfire, Tootsie, Some Like it Hot og Ørkendronningen Priscilla. Dette sættes op imod hverdags-transen: 'Det er en skøn arketype, men den og vores kærlighed til de tvekønnede hører ene og alene hjemme i et tegneserieunivers. Vi elsker ikke Harald på 57 fra Nordvestkvarteret, som har udtværet læbestift og løbende mascara, og går rundt med aviser i bh’en og tager kvindelige kønshormoner. Det er vitterlig et bizart spring: Der er et pænt stort mellemstykke fra tegneserie-Conchita til Nordvest-Harald. Det er helt rigtigt at Harald fra Nordvestkvarteret nok vil blive set skævt til, men det har nok ret så meget at gøre med at han er fra Nordvest og har udtværet læbestift og løbende mascara. Hvis nu Harald var Hanne, men derudover havde samme udseende, så ville hun nok heller ikke blive elsket. Der bor en midaldrende, østeuropæisk transseksuel på min metrostation, som jeg konstant og hele tiden støder ind i, og selv hvis han ikke havde neglelak, læbestift og leopardskørt på, så ville folk nok stadig se lidt skævt til ham når han sad i cykelkælderen og talte ret højlydt med sig selv. Derudover, så er Nordvest-Harald faktisk i lige så stor grad en kendt og elsket kliché. Senest kendt fra Dallas Buyers Club, hvor Jared Leto portrætterede ham til en oscar. Så bliver det nok ikke meget mere klichéet. Imellem de to er der også et væld af trans-kønnede, fra Phillip Seymour Hoffman i Flawless til Laverne Cox i Orange is the New Black. At fremstille det som om vi kun kan klare trans'er hvis de fremstilles som i et eventyr er ganske enkelt faktuelt forkert.
Og derudover, så er det en elendig analyse af Conchita Wurst optræden. Anders Hougaard bruger aldrig ordet 'camp', men når han sætter Priscilla op som det emblematiske eksempel, så er det ret tydeligvis dét han henviser til. Men det utrolige ved Conchita Wurst's optræden var netop hvor lidt campet det var. Som The Quietus skrev: 'Conchita was different. She wasn't revelling in bad taste; she was trying to expand our notions of good taste. She was daring the audience to realise that a man wearing full make-up and a beard need not be funny or awkward, but could look dignified and graceful. She wasn't trying to be bad; she was succeeding in being pretty good. And she wasn't being ironic, either. This gay performer was playing things straight. There was no sense of this being a joke and for people needing to be in on it.' Det var simpelthen noget essentielt anderledes end Priscilla, og den anderledeshed var måske det vigtigste ved hele seancen. At overse dén er overfladisk. At sammenligne med Mrs Doubtfire og Some Like It Hot, som vitterligt ikke har ret meget med trans-seksualitet at gøre, er bare dumt. Der var en seriøsitet over det her, som gør det til noget andet. En insisteren på, at de sår Conchita sang om, var væsentlige, at hendes transformation var væsentlig. Uden blink i øjet. Og at det talte så højt til så stor en del af Europas befolkning, det synes jeg alt andet lige er væsenligt.
I sidste ende, så vandt Conchita Wurst fordi hun havde den bedste performance. Måske ikke den bedste sang - selvom det alt andet lige var en mere ambitiøs sang end flertallet, med tekstens blanding af det universelle og det specifikt trans-seksuelle - men sangkonkurrencer har altid handlet om performance. Det var også derfor at det ikke var komponisterne Otto Francker og Sejr Volmer-Sørensen, men Grethe og Jørgen Ingmann, der fremførte Dansevise. Og Conchita Wurst's optræden var awesome, ganske enkelt. Hun har også været heldig med scene-opbygningen: Billedet af Conchita ensom på scenen, med kæmpe flamme-vinger på skærmen bagved var så klart konkurrencens ikoniske motiv, langt større og mere episk end hvad den gennemsnitlige superstjerne disker op med. Havde scenen været mere rodet, som den nogle gange er, kunne det være faldet til jorden. Med den klassiske og geometriske scene gik det hele op i en højere enhed. Og man skal heller ikke være bleg for, hvor direkte sangen har kunnet tale til et Europa smadret af økonomiske kriser, og internationalt prestige-fald. Conchita fik 48 point ud af 48 mulige fra PIGS-landene (Portugal, Italien, Grækenland og Spanien). Og hvis endelig vi skulle finde et symbol på Europa's genfødsel og fortsatte betydning (eller måske snarere egen insistens på samme), så kunne det være langt være end en mærkværdigt elegant østrigsk drag og selverklæret ildfugl.
Afsluttende digression: Jeg så en film i går der hed Hospital, fra 1970, af dokumentaristen Frederick Wiseman. Den følger patienter og personale på et hospital i Harlem. En af disse patienter var en ung kvinde, med en mærkværdig dyb og mumlende stemme. Jeg kunne ikke helt greje hvad hun sagde, så det gik noget tid før det gik op for mig hvad hun snakkede om: At hun var en ung teenagedreng i dametøj, smidt ud hjemmefra, nu hjemløs og uden midler til at passe på sig selv. Der var selvhad, Gud havde jo skabt mennesket som mand og kvinde, og ikke som noget... andet derudover. Der var også selvironi: I et specielt øjeblik afslørede han at han havde tjent penge som 'a male prostitute... and sometimes female because I get confused...' hvorefter lægen brød sammen i grin og den unge mand smilede skævt ind i kameraet. I sidste ende stødte lægen ind i en mur, for myndighederne ville intet gøre uden morens samtykke, og moren ville intet have at gøre med en transseksuel søn. Og lægen mente at drengen udviste symptomer på schizofreni, hvis sammenhæng med transseksualitet virker noget omdiskuteret og kontroversiel på mig. Men filmen er 44 år gammel, så drengen i filmen ville i dag ikke være meget ældre end Anders Hougaards fiktive 57-årige Nordvest-Harald. Og her er pointen: Hans liv i dag bliver ikke meget bedre af, at Conchita Wurst vandt Eurovisionen. Men måske, hvis hun havde vundet for halvtreds år siden, så ville folk omkring ham have forstået ham bedre. Måske havde hans mor ikke smidt ham på gaden. Måske havde han ikke hadet sig selv. Måske var han ikke blevet schizofren, eller fejltagen for at være schizofren (dunno, aner intet om det). Conchita Wurst er ikke end-all-be-all, hendes sejr løser ikke alle problemer. Men for faen, det er et skridt i en utroligt rigtig retning. Eller i det mindste et tegn på at vi går i den rigtige retning. Og mere kan en tre minutters popsang sgu heller ikke drømme om at være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar