Nostalgi, Hauntologi, Mad Men

Egentlig gad jeg ikke rigtig bruge den her blog til at analysere eller anmelde eller præsentere enkelte kulturværker. Jeg ville hellere bare påpege strømninger eller idéer jeg har, gerne eksemplificeret ved kulturprodukter. Men jeg har netop genset første sæson af tv-serien Mad Men og har lyst til at skrive noget om den. Der kommer til at være spoilere, så beware.

Egentlig var det heller ikke meningen at jeg ville bruge ord som 'hauntologi' herinde. På mange måder er det blot en lidt mere fancy måde at sige nostalgi på. Udtrykket blev opfundet af Jacques Derrida i starthalvfemserne, og som så mange franske humanistiske begreber bygger det på et ordspil. I dette tilfælde ontologi (læren om væren, hvis jeg må ofre præcision for rim) og haunt eller at gå igen. Det bygger på kommunismens spøgelse (som Marx snakkede om) og på hvordan kommunismen måske døde med murens fald og sovjetunionens sammenbrud, men dens konsekvenser kunne føles i hele verden, lige meget hvor meget man forsøgte at lægge den bag sig. Som sagt, på en eller anden måde handler det om nostalgi, men det er et udtryk, der ikke er knyttet lige så meget til enkeltpersoner, det handler mere om genfærd i samfundet frem for sjælen. Der er en åndsvagt lang artikel om begrebets brug i musik og maleri - bl.a. af Luc Tuymans som jeg jo også lige har skrevet lidt om - her.

Og (dum-di-dum) tv-serien Mad Men handler netop lige præcis i høj grad om fortid, nutid og fremtid. Hvordan fortidens synder kommer tilbage for at hjemsøge dig, hvordan nostalgi bliver manipuleret frem for at fremme kapitalens interesser (men selvom du ved det alligevel påvirker dig) og hvordan fremtiden altid forsøger at skylle den ubehagelige fortid - med dens anakronismer og konservative personer - væk.



Serien foregår på reklamebureauet Sterling-Cooper i 60'erne. Første sæson i 60, anden sæson i 62 og tredie sæson i 63. Skaberen af serien - Matthew Weiner, som tidligere arbejdede på The Sopranos - har sagt at han gerne vil hele årtiet igennem, det vides endnu ikke hvor lang tid han regner med at bruge på det. Beskrivelsen af 60'erne er det første plan for seriens tidstematik. På den ene side ser serien fantastisk ud, som taget ud af et gammelt modemagasin med store kjoler, skarpe jakkesæt og gamle biler. På den anden side opfører folk sig jo forfærdeligt. Misogyni, racisme etc. Gravide kvinder ryger og drikker og børn bliver både slået samt kører i bil uden sikkerhedssele. Samtidig foregår serien netop i en brydningstid. Det er overgangen fra 50'erne, med dens fasttømrede strukturer, til 60'ernes mere kaotiske verden, som er omdrejningspunktet for især første sæson. Eksemplificeret ved præsidentvalget mellem Nixon og Kennedy. Folkene hos Sterling-Cooper er naturligvis på Nixons side, men de forstår heller ikke fascinationen af den unge sleske Kennedy.

På et videre plan hjemsøger fortiden flere af seriens personer. Dette vises til dels fysisk: Både Roger Sterling og Peggy rammes af tidligere tiders fejltrin med henholdsvis en blodprop og en graviditet. Fortidens synder slår rod i deres krop, ligegyldigt hvor meget de prøver at ignorere den. I begge tilfælde tilføjes der et strejf af uvidenhed: Roger tror hans blodprop skyldes overdrevent indtag af smør og fløde frem for hans alkohols- og cigaretmisbrug, Peggy nægter at tro på at hun kan være gravid, da hun samme dag begyndte at tage p-piller, som dog ikke har nået at virke. Flugten fra fortiden vises dog på et andet plan hos to af seriens andre hoverperson: Pete Campbell og Don Draper. Don Drapers virkelige identitet er det bærende mysterium i hele første sæson (hvorfor det ville være synd at afsløre), og en meget tydelig illustration af at fortiden hjemsøger nutiden, mens Pete Campbells situation virker noget mere normal, men ikke mindre tragisk. Det lader til at jeg er en af de eneste som synes det er synd for Pete (som vitterlig også gør nogle nederen ting, og Vincent Kartheiser er ikke seriens stærkeste skuespiller), men han er usympatisk på sådan en sølle måde at det gør helt ondt. Og vi opdager i episoden New Amsterdam (som jo er New Yorks tidligere navn og igen accentuerer hvordan fortid ikke bare forsvinder) at han ligesom Draper er både bestemt af og i konflikt med der hvor han stammer fra. Den eneste grund til at han har fået jobbet er således hans families (tidligere) baggrund og sociale netværk, selvom hans far hader hans karrierevalg og han selv egentlig hellere ville arbejde med det kreative - og egentlig ikke er helt dårlig til det.

Sekretærerne fra kontoret. Jeg får intet skrevet om seriens behandling af kønsroller, men det er en af hovedtematikkerne, især Peggys kamp for at blive anerkendt fylder meget. I virkeligheden fortjener alt dette sit eget indlæg.

Serier som Mad Men tager sig god tid. Der sker rent faktisk næsten ingenting i mange af afsnittene, som i stedet behandler tematikker om kvindernes rolle i samfundet, gerne eksemplificeret ved de forskellige reklamekampagner. Desuden kan en samtale sagtens udspille sig over flere afsnit, og opnå sin prægnans ved henvisninger yderligere tilbage i tiden. Således også med kampen mellem Pete og Don i de sidste par afsnit. Pete har opsnappet Dons hemmelighed, og truer med at afsløre dette til firmaets boss hvis ikke Don forfremmer ham. Don kan ikke lide at blive afpresset - som et tidligere afsnit også har vist - og vælger derfor selv at gå til ledelsen med problemet. På vej derhen spørger Pete presset hvad hvorfor i alverden han dog ikke blot kan give ham jobbet som han synes han har fortjent og får svaret: 'Why? Because your parents are rich? Because you went to prep-school and had a five dollar hair cut? You've been given everything! You've never worked for everything in your life!' Denne sviner er for det første sagen om en forfremmelse fuldstændig uvedkommende, desuden ved vi at det er fuldstændig forkert. Campbells far støtter ham ikke, og har aldrig brudt sig om hans valg.

Nevertheless, hemmeligheden bliver fortalt, og bossen svarer med et 'Who cares?' I næste afsnit er tingene tilbage ved det gamle og jobbet er blevet besat udefra. Ved hans første møde opfordrer han alle til at bruge deres netværk til at skaffe dem nye kunder og Don Draper understreger dette ved at udtale: 'Bringing in business is the key to your salary, your status and your selfworth' hvorefter kameraet klipper til et ironisk blik fra Pete. Et par dage senere går Pete ind til Don og fortælle ham at han har skaffet firmaet en ny kunde, ikke ved hjælp af hans årsbog fra Deerfield, som ser ud til at være en snobskole i Massachussets, men via hans svigerfar. Han sørger for at få Don til at indrømme at han er vigtig for firmaet, hvorefter han returnerer 'Status and Selfworth' linje. I de anmeldelser jeg har set bliver denne beskrevet som Petes sølle forsøg på at få respekt for den minimale indsags han har gjort, men det er jo dybere end det. Han fanger Don i en selvmodsigelse, får understreget at hans herkomst fortjener respekt, og får desuden understreget at Don ikke selv har det netværk han prøver at få de andre til at udnytte. Han er dermed afhængig af dem.

Hele denne tematik bliver opsummeret en sidste gang i sæsonens sidste salgstale. For at sælge en lysbilledfremviser viser Don Draper billeder af hans familie mens han fremfører om nostalgi 'Nostalgia litterally means: The pain from an old wound. It's a twinge in your heart far more powerful than memory alone (...) (fremviseren) takes us to a place where we ache to go again (...) to a place where we know we are loved' Der er så utrolig mange lag i den tale. Den sælger naturligvis et produkt, men den taler desuden også til de familiære følelser hos både Don og den ansatte Harry, som stormer ud med tårer i øjnene. Derudover er det naturligvis en metascene om selve seriens rolle. Men derudover er det jo én stor løgn. Kalkuleret kapitalistisk følelsesporno. Vi ved, at Don Drapers familie er et glansbillede, at han absolut ingen nostalgi føler for hans fortid, og vi har endda set Don Draper optage videofilm af hans familie, som tydeligvis blev en glansbilledudgave af en rent faktisk ret kaotisk fest (i 3 afsnit The Marriage of Figaro, hvis navn jeg stadig ikke forstår). Hele scenen er én stor løgn. Men som sagt, den virker. Også på Don selv, som besluter sig til at tage hjem og give hans familie endnu en chance. Pointen er faceteret og mærkelig, men det ser ud som om, at det vigtige ikke er hvorvidt ting er rigtige eller forkert. Det eneste der betyder noget er tingenes, talernes, idéernes og personernes brugsværdi.


Chistina Hendrics som Joan Halloway. Jeg har ikke rigtig så meget at sige om hende andet end: Dang altså...

Det er en smuk serie. Der er ingen personer der blot er gode eller onde. Der er indtil videre blevet lavet tre sæsoner, hvoraf jeg også rigtig godt kan lide sæson 2 og ikke har set sæson 3 endnu, og den får formentlig lov til at køre rigtig længe hvis Matthew Weiner vil være med til det. Seriens tidsbillede er desuden blevet kritiseret for at være unøjagtigt, men jeg mener den kritik fuldstændig misser pointen med serien. Virkeligheden er fabrikeret. Dels af kapitalen, dels af folks fordomme. Og fortiden - i al sin egen fabrikerethed - er altid til stede.