søndag den 21. februar 2010

Kvindesynet i Lost

Jep, Lost er startet igen og for første gang følger jeg med i real time. Jeg har før tænkt lidt over det mærkelige kvindesyn i den serie, men i de nye afsnit er det blevet langt værre, og er næsten så mærkeligt at det mere virker som en intenderet kommentar generelt om misogyn fiktion. Og nå ja, SPOILER advarsel hvis ikke du er fuldstændig up to date med denne serie. Seneste afsnit bliver diskuteret.


Rip Juliet

Først og fremmest en disclaimer. Serien er ikke færdig endnu, så det er naturligvis for tidligt at fælde endelig dom over kvindesynet. Det her skal mere forstås som en fremlægning af nogle problematiske troper, hvorefter jeg kort vil opridse hvordan Lost behandler dem. Og hvorfor lige Lost? Jo, selvom det hverken er den bedste eller den mest sete serie fra det sidste årti, så er det måske den vigtigste. Normalt starter en serie med en præmis og nogle personer. Så finder man på handlingen sådan lidt hen ad vejen, og seriens vigtigste opgave er at blive ved med at blive set så længe så muligt, hvorefter man så til sidst finder en eller anden måde at afslutte den på. Det betyder at serier sjældent er særlig tilfredsstillende set som en narrativ helhed. Den første serie der prøvede at ændre dette var så vidt jeg ved Carnevale, hvor skaberen sagde: 'Jeg har en idé om en episk kamp mellem godt og ondt, der skal udspille sig over 6 sæsoner'. Desværre var der ingen der så det, så den blev stoppet efter 2 uden at man forstod ret meget af hvad der foregik. Med The Wire derimod lykkedes det stort set. Efter første sæson sagde skaberne at de gerne ville have fem sæsoner, og det fik de lov til. Selvom femte sæson blev lidt kompliceret og gik lidt stærkt, så er den afrunding de fik lavet på historierne helt tilbage fra sæson 1 med til at løfte serien op til de bedste serier nogensinde. Og Lost? Ja, de startede som en normal serie, der blot skulle holde sig i live. Men da serien er bygget op om mysterierne på øen begyndte folk efterhånden at blive træt af at svarene aldrig kom og at der hele tiden blev fyldt nye mysterier på for at holde serien i live. Så efter tre sæsoner lavede skaberne en skelsættende aftale: De ville lave tre sæsoner mere, og så var det slut. Man kan simpelhen fuldstændig tydeligt se hvornår skaberne holder op med blot at improvisere sig frem og går i gang med at forberede slutningen. Og det får forhåbentlig flere folk til at se serier som narrative helheder frem for blot personer der opfører sig mærkeligt. Især Mad Men ville jeg godt være helt sikker på ved hvor de skal hen...


RIP Shannon

Jeg blev først lidt utryg ved seriens kønssyn i løbet af sæson 2. Her var der tre af hovedpersonerne der blev skudt i løbet af sæsonen: Shannon, Libby og Ana Lucia. Tre kvinder. Desuden blev både Shannon og Ana Lucia skudt efter sex med henholdsvis Sayid og Sawyer, mens Libby var på vej til date med Hurley. Det virkede som et lidt uheldigt signal at sende. I løbet af første afsnit af sjette sæson skete det så igen. Den tidligere så stærke Juliet faldt i et hul og døde, mens Sawyer holdt hende i sine arme. Det blev påpeget på lostfansiden Doc Arzt at serien hermed levede op til en popkulturtrope, der er blevet kaldt for Women in Refrigirator, efter en tegneserieheltinde der blev myrdet på en ekstra respektløs måde. Dette stammer fra, at i tegneserier er det altid mændende der er de agerende helte, mens kvinderne kun opnår deres vigtighed ved deres forhold til mænd. Derfor kan der opnås ret gratis gravitas ved at aflive heltens kæreste, hun har jo ikke nogen narrativ vigtighed i sig selv. Således er det f.eks. livsfarligt at kæreste med Daredevil, de er faldet som fluer i de 500 kapitler den serie efterhånden har gennemløbet.


RIP Ana Lucia

I seneste afsnit The Substitute blev de mange kvindemord så muligvis forsøgt forklaret. Eller en forklaring blev i hvert fald antydet. Store dele af seriens handling er tilsyneladende udsprunget af en karakter ved navn Jacobs forsøg på at finde en efterfølger. På en væg havde han skrevet en hel masse navne, og kun de tilbageblevne hovedpersoner var ikke streget over. Det eneste, der med sikkerhed manglede var den eneste kvinde der har været med hele tiden: Kate. Fans begyndte at spekulere på, hvorfor Kate ikke stod der, og et muligt svar var, at det kun kunne være mænd der kunne efterfølge Jacob. Kate var derimod stadigvæk på øen, for at fungere som motivation for både Jack og Sawyer. Og det følger jo så logisk, at de andre kvinders rolle på øen var den samme. Hermed bliver skylden for den dårlige skæbne for seriens kvinder lagt over på den moderat almægtige Jacob, han bliver en slags misogyn Deus ex Machina. Men jeg glæder mig til at se, om denne løsning for det første bliver fulgt, for det andet om hans misogyni i så fald bliver påpeget, og om det bliver brugt til at snakke generelt om de mange kvindemord i moderne fiktion, der kun har til formål at motivere denne verdens rigtige helte: Mændene.


RIP Libby

For i Lost er det mændene der er de handlekraftige. Der er utrolig mange antagonistiske par i den serie, men det er altid mænd: Jack og Sawyer, Jack og Locke, Jack og Ben, Locke og Ben, Widmore og Ben, Jacob og den mystiske mand i sort. Kvinderne kan være hjælpere - som Iliana, og som Ana Lucia og Juliet var for Jack - præmier som mændene strides om - mest Jack og Sawyer, der har kæmpet om Kate, Ana Lucia og Juliet - de kan være mål for angreb - Ben og Widmores døtre Alex og Penny, som de to kamphaner forsøger at aflive for at skade hinanden - eller de kan være døde motivatorer - man må heller ikke rigtig glemme Alex og Ben, Charlotte og Daniel, Nadia og Sayid og egentlig også Helen og Locke. Men nogen rigtig selvstændig position har de ikke. Det gælder dog retfærdigvis ikke kun kvinderne, den første aflivede hjælper var således Lockes protege Boone, der døde ca midtvejs i første sæson, og generelt er det en farlig historie at være med i. Og der var potentiale i Danielle, Sun - som nu ellers mest blot leder efter sin mand - Eloise og nu igen i Claire. Og alle de her mænd har vist sig som dårlige ledere og tragiske skikkelser - dette gælder især Jack og Locke, der ikke har haft held med ret mange af deres planer. Ja, jeg er spændt på hvad serien endegyldigt har at sige om dens kvinder, det kan ligesom tippe til begge sider for tiden.

RIP Alex

1 kommentar:

  1. SPOILERS GALORE

    Interessante betragtninger. Jeg er i tvivl. Jeg synes, Lost er bedre end så mange andre eksempler på kvindeportrætter, man finder i fiktion (kvinderne har i det mindste karaktertræk ud over det rent instrumentelle, hvilket åbenbart er for meget forlangt for eksempelvis en serie som Dexter).

    Fake-Locke siger inde i klippe-hulen med tallene, at han ikke ved, om "Kwon" er Jin eller Sun, så det kunne tyde på, at det ikke pr. definition er udelukket, at det er en kvinde.

    Kate har serien igennem været en meget handlekraftig karakter med en klar, individuel vilje. Desuden har hun horet et par mænd uden at være blevet slået ihjel (endnu). Men det er ganske vist meget sært, at hun ikke nævnes som 'kandidat'. La os nu se...

    SvarSlet