1864 Afsnit 4

Halvvejs! Og endelig, i fjerde afsnit af otte i serien 1864, er vi nået til år 1864. Det var dælme også på tide. Afsnit tre foregik i november 63, mens afsnit fire er sprunget til februar 64. Slaget ved Mysunde var den 2. og evakueringen af Dannevirke var den 5. Så vi skal altså forestille os, at der ind imellem de to afsnit har været 3 måneder hvor Laust og Peter vel mest har skudt på grise, og i det her afsnit er der så 3 dage hvor de leger med koste, pisser på støvler, og skriver breve. Krig er egentlig ufattelig kedeligt, er det ikke?

Men altså, gudske lov for krigen! For i aftenens afsnit kom seriens første rigtig gode sekvens. Der har før været udmærkede sekvenser, med rigtig gode detaljer. Men sekvensen om slaget ved Mysunde var - på trods af skønhedspletter (HC Andersen, elendig CGI) - godt tænkt og rigtig godt udført. 7 minutters rigtig god television. Terrence Malick's Thin Red Line, som jeg før har nævnt som inspirations-kilde til 1864, havde tag-linen 'Every Man Fights His Own War' og det fik vi til fulde at mærke ved den her sekvens. Vores regiment var ikke med ved kampene, de stod blot tilbage og så på hvad der skete, men netop fordi vi kun fik deres subjektive og fragmentariske beskrivelse af slaget forstod vi lidt af hvor ufatteligt, kaotisk og modbydeligt det måtte have været, langt mere end hvis serien havde forsøgt at komme hele vejen rundt om hvad der skete - som man kan frygte er hvad vi vil se når vi kommer til det mere kendte slag ved Dybbøl. Og detaljerne! Jeg kom for sent hjem og så afsnittet på dr.dk, med høretelefoner i ørene, og lydsiden var virkelig god. Brølene fra kanonerne, sekundet efter glimtene i tågen; bulderet fra de fremadstormende tyskere. Og det bedste af det hele: Hesten i den tågede baggrund, der upåvirket fortsatte med at gumle i græsset. Da vi skiftede over til at høre Viggo Monrads fortælling, med larmen fortsat i baggrunden, gav det endda for første gang mening til hele strukturen med politikerne og kunstnerne. Både det nære og fjerne, rædselen og rationaliserigen. Jamen, havde hele serien dog bare været sådan.

Og der var mere, der forsøgte at retfærdiggøre de tre tidligere afsnit. Inge vil tage med sigøjnerne sydpå, så de var åbenbart nødvendige. Og i historien om Peters opdagelse var der et callback til afsnit 1, da Peter nok engang opdagede at et familiemedlem havde behandlet ham skidt, og fik lov til at tæve ham. Dengang kunne han ikke, men nu slog han igen og igen og igen. Og fordi vi havde set det i afsnit 1, og nu ser en variation i afsnit 4, så forstår vi udviklingen og forråelsen af stakkels Peter. Meeeeen... Det kan nu ikke retfærdiggøre al den tid vi brugte på den elendige bog i afsnit 1. Og Inge og sigøjnernes fortsatte tilstedeværelse var også mere yderligere pine end lempelse af tidligere ditto. Den her gang fortalte Inge sin mor at hun var gravid, og moren slog hånden af hende. Er det forkert af mig at holde med moren her? Altså, ikke at jeg går ind for lussinger, men: 'I jeres gamle forstokkede verden, men nu er det en ny tid. Nu er det vores tid [...] Kærligheden har sin egen vej' Ydrk, altså.

Af alle de utallige forfærdelige karakterer i serien er Inge nok den jer først og fremmest håber i sidste ende bliver ramt af en prøjsisk granat. 90% af det skyldes nu nok at både bog og baron stammer fra hende, så hvis hun dør skal en hel masse være en spøgelseshistorie, hvilket ville more mig. Men hun er forfærdelig, arrogant og selvoptaget. Hendes lavpunkt var dog nok i sidste afsnit, hvor hun opdagede Sofia efter hendes voldtægt, og instinktivt troede Sofias tårer måtte dreje sig om Inge. Men hun er bare ikke sympatisk og eftersom tre af mændende i serien er håbløst forelskede i hende gør det det hele svært at tage. I det mindste har hun ret i at vælge Laust. Peter er også en håbløs karakter, men det virker som om serien er opmærksom på, at han vitterlig ikke er så klog som han tror han er. I afsnit to drillede han Laust med, at Laust skulle pudse støvler når Peter blev kaptajn. Men s'føli var det Laust der blev forfremmet til Sergent. Jeg håber naturligvis også Peter bliver sprunget itu, men det er ikke kun fordi han irriterer mig, men også fordi det ville være en god fortælling. Der er noget tragisk over den historie: Manden der ikke var halvt så speciel som han troede han var, og som endte som et offer ud af tusinder. Men se nu 1864 gøre Peter til en genial helt under tilbagetrækningen i næste afsnit, og dermed ødelægge den fortælling fuldstændig. Fjerde afsnit var det hidtil bedste, og i syv minutter var det så godt som man kunne håbe. Men min tiltro til de næste afsnit er stadigvæk ganske forbeholden.

Andre tanker:

* Min mangel på tiltro blev i høj grad styrket af nutidsfortællingen i den her uge. Fuck da for en gang lorte-lort. Baronen fornærmer Claudia, som derefter forsøger at stjæle penge fra nogle liderlige gamle mænd. Og så græder hun. Spild af tid.

* Den person jeg mest håber overlever er naturligvis Didrich. Han er forfærdelig, men hans overlevelse ville more mig. Han minder mig om ham der overklasserøvhullet fra Titanic, der brugte en lille pige til at komme i en redningsbåd, og derefter efterlod pigen til druknedøden. Jeg håber Didrich og Alfred bliver sendt på strejfmission og bliver omringet af tyskere, og Alfred finder modet til at jage dem væk, mens Didrich gemmer sig, kujon som han er, hvorefter Didrich skyder Alfred i ryggen, for at holde sit krysteri som en hemmelighed. Derefter vender han hjem til Sydfyn og fortæller alle at det var ham der gjorde Inge gravid, men at hun var uden skyld i det, og alle hm'er og tja'er, for rygterne sagde da godt nok at han kunne finde på den slags, men han tilbyder at gifte sig med hende, og Inge føler sig i sidste ende tvunget til at gøre det, for at give sit barn en fremtid. Og han lever lykkeligt til hans dages ende. Det ville være en dejlig kynisk slutning, og ja, eftersom baronen er efterkommer af Inge, så er det jo ikke helt usandsynligt at det bliver den vej det går.

* Mon ikke Løjtnant Dinesen er Wilhelm Dinesen, 18 årig Sekondløjtnant ved 9. Regiment, senere Kaptajn i den franske hær under krigen i 1870, forfatter til eneste danske øjenvidneskildring af pariserkommunen, godsejer, folketingsmedlem, og far til Karen Blixen. Tom Buk-Swienty har netop udgivet andet bind om ham.

* Første scene med den gamle kaptajn der faldt død af hesten var fin nok. Ikke nær så bidsk som den burde, men fin.

* 'Kunne de ikke bare lade være med at lytte til de der nationalistiske idioter.' Looooool.

* Efter Peter har tævet Laust siger Didrich: 'Det lille drama, det er sgu altid det største.' Som sædvanlig tager han fejl, men jeg er i tvivl om ikke Bornedal er enig. Jeg frygter det sgu lidt.

* Dælme meget med tyskerne i det her afsnit. Den lille fortælling om kommunisten Heinz vil være fin og dyster, hvis det var det sidste vi så til ham. Og det var godt at se nogle billeder af Dannevirke fra tyskernes position. Derudover så vi en underordnet manipulere en adelsmand til at gøre noget dumt - angribe Mysunde - hvilket vi har set en milliard gange allerede.

* General-feltmarskal Friedrich von Wrangel synger Beethovens Yorkscher-march fra 1808 lige før han bliver fritaget for tjeneste.

* Johan Larsen er synsk, er han ikke? Kristus, altså...