Shanghai (Dibakar Banerjee, 2012, Indien)
Filmkunsten er som en strømmende flod, og at være på filmfestival er som at kaste sig ud i den flod, og forsøge at registrere så meget vand som muligt. Alt er konstant i forandring. Noget af det fedeste ved film - og ved kunst generelt - er, at glæden er akkumulativ. Jo flere film du har set fra en instruktør/land/genre, jo sjovere er det at se den næste. Omvendt er det måske også derfor det kan være uoverskueligt at gå i gang med, man kan tro man skal se hundrede film før det begynder at blive sjovt. Dette er nu ikke tilfældet - der er masser af fantastiske og sjove steder at starte - men en gang imellem kan man nu godt føle, at man er på dybt vand. F.eks kommer Shanghai fra et land med en enorm filmproduktion, jeg stort set intet har set af. Og så bygger den på en anden film jeg ikke har set, Costa-Gavra's Z. Jeg var forberedt på ikke at forstå ret meget, men det var nu langt hen ad vejen ikke noget problem. Filmen er nemlig tværtom så arketypisk, at jeg i store træk kunne gætte hvor den ville hen før noget skete.
Filmen er en politisk konspirationsthriller, i stil med f.eks. Kongekabale. Et drab på en politisk besværlig person, og så ruller det. Var det et hændeligt uheld, var det enkelte onde elementer, eller går det hele vejen til toppen? Du får ikke point for at gætte rigtigt. Det spraglede persongalleri er også mest arketyper: Vi har de betalte lømler, der bliver kastet til side når de ikke længere kan bruges. Vi har journalisten og advokaten, der finder idealisten og kommer til bunds i sagens kerne. Og vi har den pæne unge kvinde, med den personlige tilknytning til ofret. Det hele er ret meget set før. Hen over midten bliver det da også dræbende kedeligt, når plottet kværner rundt i komplette ligegylidigheder: selvfølgelig vælger advokaten ikke at afvise dem der har nye oplysninger, og selvfølgelig stopper sagen ikke ved de første underchefer. Til sidst er det dog også som om instruktøren forstår at vi er med, og går over til at fokusere på det rent visuelle. Som efterforskningen søger mod toppen sættes bøllerne fri i gaderne, og der er kinetisk energi til sidst, ild flyver gennem luften og knallerter kører igennem de mennesketomme gader. I filmens bedste klip sniger de to helte sig igennem gaderne, mens kameraet tracker dem på den forkerte side af en husblok, så vi kun kan se dem når de render ind for at gemme sig i gyderne.
Men i sidste ende forstod jeg ikke hvor filmen ville hen. Hvorfor haen hedder den Shanghai? Politikerne i byen vil forsøge at efterligne udviklingen i den by, men det er ikke fordi plottet specifikt er afhængigt af noget med byplanlægning. Hvad filmen måtte have af politiske pointer drukner desværre i genrekrav. Ofret skal være en modig martyr, så han stiller sig op og taler mod overmagten, men det gør det svært at forstå han skulle være farlig, når han har så få tilhængere. Og konspirationen går helt mod toppen, fordi selfølgelig gør den det, men det er svært at forstå hvorfor politikerne dog sætter deres karriere på spil med så lille en gevinst. Jeg har læst snak om, at det skulle være en trend med at indie-film gør brug af genre-elementer, og man kan sige at Shanghai viser både styrker og faldgruber. Det er utroligt nemt at få publikum med, så man kan slippe plottet og få plads til verdenen. Men hvis ikke man er forsigtig, så drukner pointerne fuldstændig i genrekrav.
Outrage Beyond (Takeshi Kitano, 2012, Japan)
Takeshi 'Beat' Kitano er en pudsig person. Tidligere tv-stjerne i bizarre japanske underholdningsprogranner, hvorefter han lavede nogle af halvfemsernes bedste japanske film med Sonatine og Hanabi. Begge film var en slags arthouse yakuza-drama, hvor lange stille melankolske periode blev afbrudt af rå ultravold. Herefter har han været mindre velanset, jeg har set hans ronin-drama Zatoichi, som jeg havde svært ved at se det store i, mens hans meta-trilogi er noget jeg ikke har fanget. Den første Outrage film fik heller ikke de store roser, men toeren blev dog bedre modtaget. Det kan jeg godt forstå, for det er en overraskende god film.
Outrage Beyond virker virkelig som en comeback film. Dels fordi det er en virkelig god film fra en instruktør der har været stille omkring, men også i dens indhold. Den søger ret tilbage til fortiden. Det var den første nye film jeg så på festivallen, der blev vist på filmstrimmel, komplet med ridser og skrammer. Og stilen er også stille og rolig modernisme, med tålmodige kamerabevægelser, selv når volden eksploderer. Samtidig er historien også en hyldest til det gammeldags: I filmens logik skyldes volden hele tiden, at folk forsøger at ændre tingenes tilstand. Den unge Ishihara vil have Sanno-familien til at arbejde med Hedgefunding og blande sig i politik, hvilket får både hans underordnede og politiet til at reagere. Og efter at Sanno-klanen har lært sin lektie bliver politimanden Kataoke ved med at pirke til tingene, i håb om at skabe en karriere på ryggen af flere dræbte yakuza'er. Filmens helt Otomo, spillet af Kitano selv, er derimod den gamle trætte veteran, der kommer ud af fængslet og bare vil have fred, men som ingen tør lade være. På et tidspunkt siger han endda, ifølge underteksterne, 'I'm getting to old for this shit.'
Det helt forbløffende ved filmen er den metodiske og mekaniske stemning den begynder at få. I filmens første del følges et kupforsøg i Sanno-klanen som om det var et skakspil, med møder og alliancer, indtil vinderne stille og roligt begynder at likvidere taberne. Og når først plot-fjederen er trukket helt op, begynder voldsscenerne at træde frem på række en efter en. I et fantastisk klip hører vi først skuddene, og ser derefter gennem en sønderskudt rudde på en lejemorder der stikker af, venter et øjeblik på en elevator, og derefter løber ned af trappen. Hvem han har skudt ser vi aldrig, og det er også sagen underordnet. I filmens mest geniale sekvens - som er spoilet i programmet - stilles en bundet mand frem foran en baseball-kastemaskine. Her er fjederen helt tydelig, når armen først spændes helt op, og derefter kyler en bold i ofrets hoved. Første gang er frygtelig. Tredje gang er det åndsvagt og overgjort. Syvende gang var jeg helt vildt imponeret, især er det måden det er klippet på, som gør det til en fuldstændig nyklassisk sekvens.
Det er virkelig en forbløffende film. Især i forhold til at den hedder Outrage Beyond, for der er intet raseri i den. Der er kun en indædt frustration over at tingene går som de går. Filmen er ikke på højde med mesterværkerne fra halvfemserne, men mindre kan såmænd også gøre det. En stor og varm anbefaling herfra.
Gold (Thomas Arslan, 2013, Tyskland)
Jeg kan ikke finde nogen trailer, men her er et klip.
Hvis Outrage Beyond altså var en positiv overraskelse, så er Gold desværre det modsatte. Jeg havde glædet mig ret meget til den her tyske western, men den var ikke rigtig så god som den burde være. Plottet er ret enkelt: Syv mennesker drager gennem Canada mod Dawson i Alaska, og strabadser opstår. Men jeg havde hørt at naturbillederne skulle være umanerlig smukke. De er bare ikke helt rigtig smukke nok. Det er svært at sætte en finger på, men jeg synes bare ikke indstillingerne var så smukt komponerede som de kunne have været, og så bliver det hele lidt langtrukkent. Jo mere ud i det vilde de kommer, jo bedre bliver det, men der var ikke et eneste klip, hvor jeg fuldstændig tænkte 'wow'.
Filmen minder utroligt meget om Jim Jarmusch's mesterlige Dead Man fra 1995. Det er en rejse ind i mørket i det nordligste Amerika, med elektrisk countrymusik til. Gold's svar på Neil Young er Dylan Carlson fra bandet Earth, hvilket i det mindste giver mig mulighed for at anbefale deres fantastiske plade HEX. Men hvor Dead Man er en surrealistisk og mareridtsagtig skildring af vesten, så forbliver Gold langt mere realistisk. Der er med andre ord ingen kannibalisme. Gold er nemlig som tysk film ikke interesseret i at give en pointe om den verden de drager ud i, men i at snakke om de personlige ofre emigranterne måtte betale for deres drømme. Og som sådan er det skægt at se en western der ikke handler om vesten. Men personerne er bare heller ikke skarpt nok trukket op til at det bliver fascinerende, de forbliver for todimensionelle. Selv Lars Rudolph, som er så brændende unik i Werckmeister Harmonies og Sokurov's Faust, bliver for svag og aftegnet. Det er en film der er værd at se, men jeg havde godt nok håbet på noget mere.
Gold kan ses igen lørdag den 20. april kl 12:00 i Grand.
90 Minutes (Eva Sørhaug, 2012, Norge)
Det her er muligvis den mest frustrerende film jeg har set i år. Programmet lovede at det handlede om den sidste tid op til tre drab, og at det måske dage noget om Breivik. Jeg tænkte en film i stil med de første Haneke som Seventh Continent og 71 Fragments of a Chronology of Chance, der vist voldens manglende logik ved opklippede og fragmenterede samfundshistorier. I stedet fik jeg noget om, at mænd er nogle svin. Programmet siger også, at der ikke er nogle psykologiske forklaringer i filmen, men det er dælme en lodret løgn. I den ene historie kan en mand ikke håndtere at hans ekskone har fået en ny elsker, i en anden kan en mand ikke håndtere at blive far. Mændene kigger ud af vinduet på yngre og stærkere eksemplarer, eller griner af fodboldvold i fjernsynet. Mændene kan ikke håndtere ikke længere at være alfahanner, og derfor slår de ihjel. At knytte den slags med Breivik er direkte usmageligt.
Den her type film giver arthouse et dårligt ry. Og hvis nogle skulle få den idé at det er en femninistisk film - selvom der ingen stærke kvinder er, eller noget om ligestilling og plads til forskellighed, bare mænd der opfører sig svinsk - så ville den også give feministisk film et dårligt ry. Det er nådesløst og strengt formalistisk. Og en letkøbt fis i en hornlygte. Samtidig er cinematografien fuldstændig forrygende. Sjældent har et samtalekøkken været så tryggende et miljø. Kameraet indfanger konstant personerne i deres stuer, som alle sammen er nordisk moderne indrettede i hvidt og sølv og sort. Det er fuldstændig umenneskeligt, og virtuost fremstillet. Jeg har meget meget sjældent set så god en billedside i en nordisk film. Og så er lydsiden naturligvis noget lort, sovset ind i strygerklicheer, så vi er sikre på aldrig at få plads til at tænke selv. Det er virkelig frustrerende. Der er helt forrygende ting i den her, men alt i alt er det den værste film jeg har set i år. Jep, værre end Pieta. Men hvis instruktøren Eva Sørhaug nu næste gang måske fik en anden til at skrive manuskriptet, og droppede musikken, så kunne det sagtens blive rigtig godt.
Et par ting til: Filmens titel er åndsvag, for filmen har en fantastisk fornemmelse for rum, men ikke for tid. Jeg har også læst at filmen skulle skildre de sidste 90 minutter i de her mænds liv, hvilket er meget, meget svært at tro på, så spurter de i hvert fald rundt mellem stederne i de klip der er. Sørhaug har proppet alt alt for meget ind i fortællingerne, til det virker sandsynligt med halvanden time. Derudover, så sagde Sørhaug ved visningen på Toronto filmfestivalen, at filmen blandt andet var født af, at Norge ligger i Europa-toppen når det kommer til mænds drab på samlevere, hvilket affødte reaktionen: 'Hvad er der dog galt med norske mænd'. Det har senere vist sig at være et komplet udokumenteret rygte. Det er hele vejen igennem en dybt utroværdig og tom konstruktion. Frustrerende.
I morgen kommer der kritik af japanske The Land of Hope, koreanske In Another Country og argentinske Night. Forhåbentlig er ingen af dem lige så dårlige som 90 Minutes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar