lørdag den 13. april 2013

PIX dag 2: Like Someone In Love, After the Battle, The We and the I

Det var virkelig en god start på festivalen i går. Ikke nok med at jeg så nogle fantastiske film, jeg blev heller ikke stresset over at se eller skrive. Det er en del nemmere at håndtere PIX end Roskilde, f.eks., men jeg drak så nok også en del mindre... Men ellers er der jo masser af tid hele tiden, man har tid mellem filmene til lige at kradse et par noter ned, og eftersom filmene først starter om eftermiddagen er der tid til at komme hjem, sætte sig med en kop thé og Godspeed You Black Emperor og skrive lidt om natten, få en god lang nattesøvn, og så stå op i løbet af formiddagen og skrive færdig. Men i dag var der så crunch på. For det første havde jeg mit travleste sammenfald, hvor jeg skulle løbe fra Gloria til Grand på elleve minutter, hvilket klart kunne lade sig gøre, men blev lidt stresset, især for de den første film sluttede med et chok. For det andet starter filmene tidligt i weekenden, så jeg måtte skrive det her ret så færdigt i nat... Men det er så nok også så stresset det bliver, så jeg er i fint humør. Nu til nogle film!

Like Someone In Love (2012, Abbas Kiarostami, Japan/Frankrig/Iran) 
Abbas Kiarostami kan virke til at have domineret halvfemsernes arthouse-scene fuldstændig, men det er nu i høj grad også et spørgsmål om timing. Kiarostami lavede film før 90 og han fortsatte med at lave film efter 99, men i årene derimellem lavede han fem forskelligartede og facetterede mesterværker på stribe. Metafilm, poesi, samfundskritik. Det var der alt sammen, i en yderst egensindig og ualmindeligt poetisk indpakning. Taste of Cherry vandt Guldpalmen i 97, men er måske den svageste i forhold til især Close-Up (90) og The Wind Will Carry Us (99). 00'erne var et mere problematisk årti. Ten fra 2002 var et skift, mere i stil end i kvalitet, ti samtaler i en taxi optaget digitalt, men langt bedre og mere medrivende end den beskrivelse tyder på. Shirin fra 2008 var optagelser af kvinders hoveder mens de så et melodrama i biografen. Det siger nok lidt om filmens abstraktionsniveau, at jeg kom tyve minutter ind i filmen før jeg opdagede at lyd og billede ikke var synkroniseret. Men jeg opdagede det dog, det skulle man måske ikke tro at man ku. Det er som nævnt i går ikke let at være Iraner, så Kiarostami begyndte at lave film i udlandet, med roste Certified Copy fra 2010, optaget i Italien, med bl.a. Juliette Binoche. Den har jeg desværre ikke set. Like Someone In Love er så optaget i Japan, og fik en del mere delte anmeldelser.


Traileren øver ikke rigtig filmen retfærdighed.

Tidligere kaldte man lidt nedsættende en vis type film for 'eurotrash'. En film som Luchino Visconti's The Damned, der havde italiensk instruktør, skuespillere fra overalt i Europa, dubbing på engelsk, og så for øvrigt skulle forestille at foregå i Tyskland. Film der var så meget geografiske blandingsprodukter, at de lidt blev en gang hverken-eller. Når nu den her film er en fransk-japansk coproduction, med en iransk instruktør, og så for øvrigt også i Frankrig har en engelsk titel (den er opkaldt efter en linje i en jazz-sang), så kunne jeg godt være lidt bange for, at det skulle ende som hvad man kunne kalde en gang globo-trash. Men Kiarostami lader til at være obs på denne risiko, for han inkorporerer den løbende i filmen. Den ene af hovedpersonerne er en aldrende oversætter, Takashi, og da den anden, den unge escortpige Akiko, som han har bestilt hjem af uviste årsager, kommer forbi hans lejlighed, diskuterer de et berømt billede af en pige og en papegøje, som er kendt som det første 'typisk japanske' maleri. Takashi har lavet en kendt ret fra Akikos hjemegn, men hun kan ikke lide den fordi hun altid fik den som barn. Det oversatte eller det ægte japanske; forhold mellem hvem vi er og hvor vi er fra. Spørgsmål om hjemegn og nationalitet breder sig i filmen. Og det bliver til noget mere grundlæggende om identitet. Akiko siger hun ligner pigen på det japanske maleri, og at hun altid bliver forvekslet med andre, men de fleste i filmen mener hun ligner en billede fra en reklame for et call-girl firma - og det er da også hende. Akikos kæreste antager, da han møder de to andre, at Takashi må være Akikos bedstefader, og efterhånden begynder han at spille den rolle. Filmens titel begynder at antage en negativ karakter, det begynder at handle om forholdet mellem at være noget, og at være ligesom noget. Til sidst i filmen er det reelt uklart hvordan tingene overhovedet hænger sammen, men det bliver til sidst underordnet i forhold til hvordan især en enkelt af personerne opfatter situationen.

Det er ærgeligt at jeg ikke har set Certified Copy, for jeg kan forstå den også handlede om kopier og ægthed og forholdet mellem de to. Men egentlig synes jeg måske det er lidt synd og skam at tematikken spiller så stor en rolle i den her film. Kiarostamis iranske mesterværker var helt afsindigt enkle. En mand vil begå selvmord (Taste of Cherry). En anden mand forsøger at finde to drenge efter et jordskælv (...And Life Goes On). Tre mænd venter i en landsby på at en gammel kvinde skal dø (The Wind Will Carry Us). Når skelettet var så spinkelt, så var der masser af plads til at fylde ud med omgivelserne: med personer, med landskaber, med poesi. I Like Someone In Love bliver der ikke rigtig plads til så meget andet end selve historien. Dermed ikke sagt at det er en dårlig film. Kiarostami er måske bare for dygtig en billedskaber til at lave en dårlig film. Fra den fantastiske rumfornemmelse i åbningsscenen på en vinbar, over changerende neonlys i Tokyos gader, til et lille firkantet vindue, der er centrum i nogle af filmens bedst komponerede indstillinger, er filmen simpelthen fantastisk lavet. Derudover er den dejlig rolig, men så alligevel med suspense når det skal til. Det er bestemt en seværdig film. Men Kiarostami har lavet en del bedre.

Like Someone In Love bliver vist igen Søndag den 12. april kl 19:00 i Grand.

After the Battle (Baad el Mawkeaa, 2012, Yousry Nasrallah, Egypten)


After the Battle er ikke rigtig nogen god film. Den er let melodramatisk, skuespillet er svingende, billederne er sjældent noget særligt, og instruktøren stoler da heller ikke rigtig på dem, men forklarer langt det meste i overskrevne dialoger. Den var på Cannes i 2012, og det er nok mest fordi den er sympatisk og højaktuel. Filmens titel-kamp er The Battle of the Camels, som jeg herefter vil kalde Kamel-Kampen, hvor beredne bøller betalt af Mubarak forsøgte at jage demonstranterne væk fra Tahrir-pladsen. 'Hestemanden' Mahmoud var en af disse bøller. I en af de bedste dialoger bliver han chokeret da hans søn fortæller at han har lært om 'revolutionen' i skolen. 'Har de allerede skrevet den færdig?' Mahmoud er nemlig på den forkerte side af den historie. Han levede af turismen ved pyramiderne, der forsvandt med revolutionen, for den derfor afhængig af stabilitet og den oldgamle fortælling. Rim, den kvindelige hovedperson, lever derimod af at skabe nye fortællinger. Hun arbejder på et reklamebureau, og har en solid middelklassetilværelse. Når filmen er bedst rammer den netop stemningen af, at vise en historie der ikke er skrevet færdig, og som måske ikke på nogen måde kan afklares. Det er nemlig på sin vis et paradoks: Revolutionen var så klart nødvendig, men har alligevel gjort tilværelsen bedre for den rige, men værre for den fattige. Der er en indre diskussion i filmen, som er enormt fascinerende, og desuden en god huskekage til alle velmenende forkæmpere for en bedre verden: Omvæltninger handler om at skabe nye muligheder, men det vil altid umiddelbart være dem der i forvejen har overskud, der er i stand til at gribe dem. I sig selv kan en revolution altså ende med mest at hjælpe dem der i forvejen havde det godt, hvis ikke det direkte tager udgangspunkt i at hjælpe de svage og undertrykte.

Så længe filmen har det usikre og det let farlige, som f.eks. også ses i tiltrækningen mellem gifte Mahmoud og fraskilte Rim, så er den altså udmærket. Men den kan ikke dy sig for at gå op. Som filmen skrider frem forsvinder fokus på de ægte problemer mellem personerne, til fordel for optrækning af fronter mellem de gode og de onde, og det er synd og skam og melo. Undervejs er der dog stadig billeder jeg er umanerligt glad for at have set: af første maj-stemning på Tahrir-pladsen, af heste der danser i mørke, og et kort klip af en elevator i en opgang. Roses skal også lydsporet under rulleteksterne, som er en besynderlig blanding af åndedræt, kampråb fra en demo og dunkle loopede fraser fra en arabisk sang, hvor det hele til sidst forløses i en arabisk schlager. Her er opgaven løst unikt og mystisk, hvilket desværre for sjældent kan siges om resten af filmen.

After the Battle bliver vist igen lørdag den 20. april kl 14:00 i Cinemateket, og mandag den 22. april kl 19:00 i Vester Vov Vov

The We and the I (Michel Gondry, 2012, USA/Frankrig)
Michel Gondry var en ret feteret indie-instruktør sidste årti, først og fremmest på grund af hans Kaufman-filmatisering Eternal Sunshine of the Spotless Mind. Både den og Be Kind Rewind indholdt smarte metalag og komikere i nye roller, og jeg var ikke imponeret over disse ting i nogle af dem. Men Be Kind Rewind udviklede sig fantastisk, hvor starten i høj grad var domineret af Jack Black som var Jack Black, og lod som om han spillede med i en hel masse forskellige film, så endte filmen som et rørende portræt af filmens rolle i det sociale sammenhold. Da til sidst et helt kvarter samler sig om en impromptu filmvisning er det noget af det mest stilfærdigt rørende jeg har set meget længe i amerikansk film. Så da jeg så at The We and the I var udviklet som et socialt portræt af ungdommen i en skolebus, og at den var produceret som et socialt projekt, så håbede jeg på, at filmen ville bygge videre på den overraskende styrke i Be Kind Rewind.



Og jo, filmen bygger i den grad på Gondry's tidligere værker, det er næsten lidt mærkeligt, i forhold til at filmen ingen metalag har over sig, men blot følger en klasse teenagere på en lang bustur hjem fra skole. Men første del hedder The Bullies, og bøllerne fungerer i høj grad som de komikere Gondry tidligere har arbejdet med. Det er sarkastisk, respektløst, med paraderne oppe. Det er ganske morsomt, og de medvirkende har tydeligvis haft det sjovt med at finde på alle de opfindsomt iscenesatte flashbacks der er med. De har samme karakter som de film der blev lavet i Be Kind Rewind, og jeg må indrømme at jeg næsten hellere ville se den type film igen: Jeg ville hellere se en dokumentar om hvordan de havde lavet The We and the I, end egentlig se det færdige produkt. Som filmen skrider frem løftes niveauet dog som paraderne bliver sænket, og det er vel ikke at spoile en ungdomsfilm at påpege, at det i høj grad handler om at de unge skal være ærlige over for sig selv og alt den slags. Det bliver dog stadigvæk ret hit'n'miss. Ikke alle de unge spiller lige godt, og så kan nogle af de følsomme samtale godt blive lidt hårde at komme igennem. Omvendt er der en helt enkelt sekvens, blot to drenge der grædende forklarer hinanden hvorfor de ikke længere kan være sammen, som er helt, helt eminent. Så ærlig og ligetil som sjældent i amerikansk film. Gondry bruger også musik rigtig fint, dels old-skool Bronx-rap, dels Board of Canada i et par henholdsvis dunkle og poetiske sekvenser. Alt i alt er det ikke nogen fuldstændig vellykket film, men den er bestemt aller helvedes sympatisk. Dem er der godt nok mange af på sådan en festival som den her...

The We and the I bliver vist igen fredag den 19 april kl 17:30 i Empire. Michel Gondry's The Science of Sleep - Version B bliver for øvrigt vist søndag den 16 april kl 16:30 i Cinemateket. Den har jeg også billet til.

Jeg kommer til at skrive om weekendens film samlet, da jeg skal til fest lørdag aften. Det drejer sig om en god del af serien Reworked, hvor f.eks. David Lynch og Jean Luc Godard har genbesøgt tidligere film, samt om sidste års vinder af Guldløven, Kim Ki-Duk's Pieta. Og nu skal jeg dælme i seng...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar