Der er nogle folk man lærer at kende på festivalen. De sidste par dage har jeg set konkurrencefilm, og der ligger man meget mærke til seks ret så unge folk, der tydeligvis kender hinanden, og vurderer filmene indbyrdes. Jeg er kommet frem til, at det må være de internetanmeldere, der har fået til opgave at anmelde alle konkurrencefilmene. De kunne rigtig godt lide Harmony Lessons, så de må være cool nok. I dag mødte jeg også en kvinde, jeg ellers kun havde hørt rygter om. Den råbende amerikaner. Hun møder op til de film, hvor der er Q&A med instruktørerne, og så er hun meget højlydt. Hun kunne godt lide The Plague, så den holdt hun kæft til, men brugte så også flere minutter af den tid vi havde til spørgsmål på at fortælle hvordan hun drikker sin morgenkaffe. Hun var til gengæld ikke tilfreds med Paradis: Tro, og råbte flere gange op om dens religiøse indhold. Jeg sad tæt nok på til at true med at hente kontrollørerne, hvis ikke hun holdt kæft, hvilket næsten fik hende til at tie stille. Hun grinte meget højt mærkelige steder, og så klappede hun sarkastisk af en scene, som det egentlig gav mening at klappe sarkastisk til. Åh jo, da jeg sagde hun skulle holde kæft, forklarede hun mig, at hun var helligånden. Nå, film! Paradis-trilogien skriver jeg om i morgen.
Harmony Lessons (Uroki Garmonii, 2013, Emir Baigazin, Kazakhstan)
Harmony Lessons opbygger et fletværk af tegn og tematik omkring 'energi'. I en skoletime i en landsby i Kazakhstan fortælles der om de tre former for energi - elektrisk, mekanisk, thermisk - og læreren påstår at den menneskelige pendant til energi er penge. Men i filmen er det nu mere vold og trusler der uddeles. Filmens metaforik tager form i de hierarkier i skolen, der sikrer volden kun kan løbe nedad. Således er det kun lærere og læger der har lov til at tale til eleverne, men det er nu først og fremmest det uformelle, pseudo-kriminelle hierarki der ødelægger hverdagen for hovedpersonen Aslan. Alt er rigidt og hierarkisk opbygget, også hjemme hos Aslan, hvor vi ser ham få skældud af sin bedstemor for ikke at sige 'Bismallah' før han slagter et får, og derefter minutiøst parterer det. Filmen breder hierarkierne ud, så vi ser konflikten mellem det sociale/religiøse og jeg tror også det russisk/centralasiatiske er med i filmen, men så stærk er jeg ikke i sprogene. Således får Aslan sparket en masse energi ind i sig, som han kun kan få omsat ved at sætte strøm til kakkerlakker. Også filmsproget er holdt helt uenergisk. Kameraet holder sig stort set stille, med kun enkelte panoreringer eller sidelæns bevægelser her og der. Ellers er det statiske og utroligt velkomponerede indstillinger af mennesker, værktøjer og lokaler. Kun to gange kommer der energi i det: Da Aslan har besluttet sig for at gøre op med hiararkiet følger kameraet ham i en rystet håndholdt bevægelse. Og tidligere har vi set kameraet blive sat fri mens det følger små børn lege på isen. Her er den deprimerende realitet i filmens univers: Håbet er kun hos de små børn, før de selv bliver fanget i stasis.
Filmen banker således metodisk mere og mere energi ind i dens opbygning, og det bliver efterhånden meget tydeligt hvor den energi skal ledes hen. Det er storslået suspense-film. Jeg sad undervejs og mente jeg havde regnet den ud, og at det helt bestemt var en rigtig fin lille fabel. Men når vi så når den begivenhed vi alle venter på, så springer filmen den ganske enkelt over, og bruger resten af tiden på at vise hvordan filmens personer reagerer. Her bliver universet for alvor lukket op. Vi ser offentlighedspersoner, hvis opførsel fuldstændig spejler bøllernes i filmens første del, og vi får dermed bredt kritikken ud til alle systemer i Kazakhstan. Vi ser også hvordan vakuumet efter filmens handling lynhurtigt bliver fyldt ud af nærliggende systemer. Og instruktøren lægger derudover en individuel moralsk dimension ned over systemkritikken. Tidligere elementer kommer tilbage i fokus, som en skolelektion om Gandhis ikke-vold, og en snak om muligheden for at leve uden at spise døde dyr. Vi ser to betjente snakke om, at de blot gør deres job, og spekulerer over om det virkelig er en undskyldning. Endelig ser vi Aslan opføre sig selvisk, og hvordan hans handlinger i sidste ende påvirker ham. Uden at ville afsløre slutningen, så bringer den fåret tilbage som Aslan dræbte i indledningen, og slutter dermed med en pointe om vold generelt.
Filmen er helt eminent til at opbygge sit univers internt. Den lader sine elementer med metaforisk energi, og kan derfor have langt mere finurlige symboler. Fåret, f.eks. Men især også et vandglas, der via en grænseoverskridende drengestreg får tilført så meget psykisk energi, at det udløser eksplosive reaktioner hos Aslan. Alt det med energien fylder også meget, med fokus på elektriske ledninger, eksplosioner, og rå hormonel muskelkraft. Men også et smukt billede af is overfor rindende vand bliver foldet ind i det system. Børneskuespillerne bliver ikke bedt om at gøre det helt store, men udstråler alligevel den helt rigtige stemning. Der er et enkelt klip hvor Aslan skal vise store følelser, og i irriterende grad falder igennem, men det er en detalje. Billedsproget er veludført, anspændt, og fungerer perfekt og originalt sammen med filmens indhold. Filmen er i derfor i meget høj grad værd at se, og instruktøren vil jeg følge nøje fremover.
Harmony Lessons kan ses igen onsdag den 24 april kl 19:00 i Cinemateket
No (2012, Pablo Larrain, Chile)
No er virkelig en crowd-pleaser. Den bygger på virkelighedens politiske kampagne frem til afstemningen i 88, der væltede Pinochet. Den har Gael Garcia Bernal i hovedrollen, som naturligvis gør det glimrende. Det er en skæv og bizar historie om det godes kamp over det onde. Den får premiere den 12 juni, og får forhåbentlig et stort publikum. Og mere har jeg nærmest ikke at sige til det...
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal skrive om. Det er en film, der finder en skæv, hjertevarm historie, og fortæller den effektivt. Mere er der nærmest ikke at sige. Jo, den er filmet i U-matic, der får det hele til at ligne videobånd, hvilket nogen mener er et eksperimenterende træk. Jeg synes mere det får det hele til at ligne en chillwave-video, men det er bestemt heller ikke skidt. Det virker, gør det. Det er bare ikke rigtig noget specielt. Måske var jeg mest interesseret i den debat omkring æstetik, der foregår i filmen. Kampagnen er til at starte med styret af de gamle koryfæer fra modstandskampen, og skal mest bruges til at gøre opmærksom på fortidens lidelser. Herefter tager marketing-folkene over med en upbeat kampagne, der sælger håb og tiltro til fremtiden. Problemet for mig er bare lidt, at jeg naturligvis foretrak den konfrontatoriske, montage-agtige stil fra de første klip. Det kunne lidt minde om et af Godards videoessays... Den senere kampagne virker mere som en reklame for Coca-Cola. Men det er jo ikke filmens skyld, at den første kampagne ikke virker, og den argumenterer da også udmærket for, at seerne jo godt kendte til fortiden, men var usikre om fremtiden. Nå. Igen skal det dog siges, at den er virkelig god for hvad den er, både kampagnen og filmen. Jinglen er afsindigt catchy (Chile! L'alegria la-laaa-la-la-laaa), der er humor og skæve indfald. Og selvom jeg naturligvis vidste hvordan filmen ville slutte, så er den scene hvor resultatet offentliggøres alligevel godt skruet sammen. Jeg må også lige indrømme, at jeg var nødt til at smutte derefter, så der skete muligvis noget helt genialt i de sidste par minutter. I så fald må jeg vel se den igen. Det vil jeg heller ikke være ked af, det er god underholdning.
No bliver ikke vist flere gange, men får som sagt premiere til juni.
The Plague (El Plaga, 2013, Neus Ballus, Spanien)
Endnu en konkurrence-film. The Plague er en doku-fiktionel skildring af fem menneskeliv i stilstand. Det er hedebølge i Spanien, og varmen er ulidelig. Verden er på det nærmeste sat på standby. I stedet for at være en film, der handler om hvad folk gør eller ikke gør, så beskriver filmen bare en tilstand. Titlens plager er dels hedebølgen, dels de lus, der gør landmandens marker ubrugelige, men det er såmænd også bare de frustrerende vilkår vi alle sammen lever under. Gamle pukkelryggede Maria besejres af sin alder, og må indlægges på et plejehjem. Landmanden Raul besejres af vejret og fluerne, og må tage et ekstra job. Hans medhjælper Iurie har den ungdommelige krop, men lever til gengæld i uvished fordi han er moldovasisk gæstearbejder. Filmen skildrer deres umanerligt kedelige liv, og er bestemt også i perioder selv umanerligt kedelig. Der er for meget dokumentarisme og for mange gentagelser, til at jeg helt overgav mig. Der er dog elementer, som helt bestemt gør den værd at se.
For det første er det fedt at se en film reelt uden konflikter. Der er lidt mellem Maria og hendes plejer, men det er ikke noget der rigtig går dem på. Selv sekvenserne fra Iuries brydekampe fokuserer mere på rutinerne og bevægelserne, end det fokuserer på kampen mellem de to. Der er et helt fascinerende klip hvor han øver de forskellige stillinger, og vrider og drejer sig på kameraet. Men for det andet så skal filmen ses for sin fornemmelse for vejr. Den tryggende hede lægger sig som en dyne over hele filmen, og man venter blot på vandet. Og når så det kommer, efter over en times venten, så bliver det forløst nærmest perfekt. Lyser skifter simpelthen i hele filmen, mens skyerne trækker op, og vi ser billeder af de tomme stole i de mærkværdigt mørke rum. Her rammer filmen en art forløsning, jeg sjældent har set før.
The Plague bliver vist igen onsdag den 24 april kl 21:45 i Cinemateket
Ingen kommentarer:
Send en kommentar