Jeg er ved at være træt. Jeg har set 29 film på 11 dage, og jeg er ved at blive træt i hovedet. Hvis ikke det var fordi, at jeg kun har et par enkelte film tilbage på programmet, så ville jeg nok holde op med at skrive. Men det kommer forhåbentlig til at gå. Her følger mine tanker om Ulrich Seidl's Paradis-Trilogi. Alle film er fra Østrig, de to første er fra 2012, mens den tredje er fra 2013. De vil få premiere løbende i løbet af sommeren.
Jeg lagde mærke til en detalje i den tredje film, Håb. Doktoren i diætlejren, hvor filmen foregår, parkerer sin bil på en lille græs-bakke foran bygningen, så bilen skaber den helt rigtige skrå linje mellem græs og beton. Det er måske sandsynligt nok, at manden vil parkere på en græsbakke, ligesom det sikkert kan forklares, at ingen af de andre ansatte parkerer samme sted. Men når der er en kæmpe lang græsstribe at parkere på, hvor sandsynligt er det så, at han vil parkere præcis samme sted hver eneste dag? Men Seidl's film-rum er grundigt komponerede. I en af instruktørens kommentarer under festivalen forklarede han, at han aldrig giver skuespillerne en dialog før en scene, ligesom han ikke forklarer dem hvad scenen går ud på før de er der. Men hvis altså han lader menneskene prøve sig frem og være levende, så er han til gengæld fuldstændig ubønhørlig når det kommer til struktureringen af de omgivelser, der hegner dem ind.
I Kærlighed er der mest slående rum stranden, hvor østrigske Teresa og hendes hvide midaldrende veninder soler sig i liggestole, mens unge kenyanske mænd står helt stille og afventende på den anden side af hegnet. Disse billeder er taget med statiske totalbilleder, og deres absurde opbygning fik publikum til at skrige af grin. Så snart Teresa selv bevæger sig ned på den anden side af stranden, så er filmes det med håndholdt kamera fra hendes ryg, mens hun nærmest ikke kan bevæge sig for insisterende sorte sælgere. Det bliver en af filmens ironier, at Teresa er i Kenya for at søge efter nærvær, men de to mænd hun falder for, Munga og Gabriel, skiller sig først og fremmest ud fra mængden ved at kunne holde sig på afstand. Hegnene adskiller i det hele taget klart og tydeligt de to verdener: Hotellet, hvor alt er geometrisk, formpasset og sat i rad og række. Og nabolandsbyen, hvor skraldet fylder en nabogrund, og hvor Teresa håber at finde noget mere livligt. Her er da også flere livfulde sekvenser, hvor Teresa danser til afrikansk musik, eller udforsker sin egen og elskernes kroppe præ- eller post-coitalt - selvom filmen meget eksplicit handler om sex, så viser den altid kun for- og efterspil, men til gengæld også mere indgående end de fleste film. Jeg kan forestille mig nogle vil finde en fordømmelse af Teresas blegfede krop i disse sekvenser, men Margarethe Tiesel spiller dem med så meget entusiasme at jeg fandt det virkelig afvæbnende. Men selvom der altså er liv i begyndelsen af hvert af disse forhold, så tager logikken i forholdet mellem sort mand og hvid kvinde hver gang over, og hver gang Teresa stiller det samme spørgsmål får hun de samme indstuderede svar. I sidste ende forbliver forholdet mellem os og dem stramt regimenteret.
Hvis altså Kærlighed finder sin logik i det store, opdelte rum, så foregår Tro først og fremmest i små, overlæssede værelser. Her kan filmen foretage sin kortlægning af spørgsmål om først og fremmest næstekærlighed. Teresas søster Anna Maria er katolsk missionær i Østrig, og i centrale scener maser hun sig ind i fremmede menneskers lejligheder med hendes statue af Jomfru Maria under armen. Hun har et vist held med at få en familie af fremmed udseende til at be til statuen. I en anden scene konfronterer hun et par, der begge to er på deres andet ægteskab, med de valg de har truffet i forhold til synd. I en fantastisk humoristisk scene bliver hun inviteret inden for hos en midaldrende mand kun klædt i underbukser. Hans lejlighed er så overlæsset at de ikke kan finde plads til statuen, selv den seng hvor hans kone udåndede er blevet dækket til med de jakkesæt han er nødt til at have, hvis nu han skulle blive inviteret til en fin fest. Når så manden skal forsøge at huske fadervor bliver det for alvor morsomt. Udover disse scener - og en anden nøglescene hvor Anna Maria ser noget chokerende i en park - foregår resten af filmen i Anna Marias eget hjem. Her bliver hun opsøgt af sin mand, der sidder i rullestol efter en ulykke, og bestemt også er ultrareligiøs, bare i en anden tro. Anna Maria forsøger selv at holde hjemmet opdelt, med katten hun passer for Teresa i kælderen, og hende og manden på hvert sit værelse, men manden ønsker at de alle skal dele lejligheden mellem dem. Ulrich Seidl sagde også, at filmen viste hvordan Anna Maria selv havde problemer med næstekærligheden i forhold til manden, men i min optik viser filmen mere hvordan begrebet om næstekærlighed i sig selv kan blive et problem. Hendes mand, Nabil, er helt bestemt hendes næreste næste, men er mere fokuseret på hans opfattelse af deres status som mand og hustro, end på nogen egentlig form for kærlighed. Jeg kunne ikke se ham fortjene hverken kærlighed eller forladelse for hans skyld i filmen. For mig var logikken nærmere, at Anna Maria aldrig fordømmede den mand der fortjente det, fordi hun havde giftet sig med ham, mens hun til hver en tid var hurtig til at fordømme alle andre mennesker hun mødte.
Håb vender i høj grad tilbage til den rumlige logik fra Kærlighed. Vi følger Teresas datter Melanie på hendes ophold i en diætlejr. Her er der også et skel mellem den opdelte og regimenterede lejr, og verden udenfor. Men filmens lysere tone findes i et andet rum: Fællesværelset, hvor Melanie bliver veninder med hendes jævnaldrende. Der er ikke lysere sekvenser i de tre film end klippene af to unge piger der deler hinandens problemer på værelset med armen om hinandens skuldre. De unge erobrer generelt værelset som rum hvor de kan larme og feste, mens lejrens personale forsøger at få dem til at tie stille. Udenfor værelset er lejren ganske som hotellet. De unge mennesker træner, spiser og ser film på rad og række. Også doktoren, som Melanie forelsker sig i, har et ganske reglementeret liv: Som sagt parkerer han præcis samme sted. Men udenfor lejren er der igen et andet rum. Melanie og hendes veninde stikker af fra lejren og fester på den lokale dansebar, hvor hun som moderen i sidste ende bliver brugt på mændenes præmisser. Der er mere håb i skoven udenfor. En anden af de unge lejr-piger oplevede tidligere et helt magisk kys i en hule i skoven, og Melanie gør sig forhåbninger om selv at opleve den succes. Men hendes doktor-udkårne kan kun gå med til et enkelt påklædt kram. I en meget mystisk scene kan han tage hende tilbage til den morgentågede skov, og vel nærmest hylde hendes krop på en eller anden måde. Det er ret sært. Her stilles den barnlige eventyrlige fantasi op imod den voksne seksualiserede ditto. Og efter at have lavet den scene må doktoren afbryde forbindelsen.
De tre film er tilsammen et ret stort værk, som fortjener den opmærksomhed det har fået. Der er især mellem Kærlighed og Håb morsomme forbindelser, som f.eks. en fokus på oralsex, og to sekvenser, hvor henholdsvis atletiske sorte mænd, og overvægtige hvide teenagere, laver kraftspring/kolbøtter på række. De tre film samler sig måske ikke til nogen banebrydende fortælling om vores moderne samfund. Snarere er det en lang afdækning af de muligheder kvinder har i den vestlige verden. Der har været slået en del på det meget ubønhørlige indhold, og specielt Tro har nogle ret hårde scener at komme igennem, men det skal siges at det er nogle fantastisk morsomme film. Smukt og tænksomt filmede er de også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar