Smoking (1993, Alain Resnais, Frankrig)
Alain Resnais er en legende. I halvtredserne lavede han dokumentar-film, bl.a. den eminente holocaust-film Night and Fog. Hans tre første spillefilm er nybølge-mesterværkerne Hiroshima Mon Amour, Sidste År i Marienbad og Muriel. De tre film var fragmentariske og komplekse, kredsende omkring traumerne fra anden verdenskrig og krigen i Algeriet. Især Marienbad er kendt, en helt bizar og plotløs konstruktion, som måske ikke er den dybeste kunstfilm nogensinde, men i sin all-in prætentiøsitet er en af de mest medrivende og morsomme. Resnais har også lavet film løbende siden da, men jeg har ikke set nogle af dem. Manden er halvfems, og hans sidste film You Ain't Seen Nothing Yet! var på Cannes sidste år. Af en eller anden grund er den dog ikke på PIX-programmet, som så i stedet har valgt at vise to film fra 1993. Smoking og No Smoking er baseret på skuespillet Intimate Exchanges af Alan Aycbourn. Eller måske, snarere 16 skuespil. Alt efter hvilke valg personerne træffer undervejs, startende med hvorvidt Celia Teasdale ryger en cigaret eller ej, leder historien hen til 1 ud af 16 konklusioner. I den filmiske udgave følger vi først plottet hen til én konklusion, men hopper så tilbage til en skillevej, og følger den anden mulighed. Det er en ganske pudsig idé, som f.eks. også var brugt i der afsnit af Community der hed Remedial Chaos Theory, hvor en beslutning om hvem der skulle hente pizza ledte hen til 7 meget forskellige fortællinger. Men Community fik afleveret pointen på 20 minutter. Smoking er syv gange så lang.
Jeg kan ikke indlejre en trailer til Smoking, så her er i stedet Blurs musikvideo til To the End, der er én lang homage til Sidste År i Marienbad
I Deleuze's filmbog fremhæver han Resnais' brug af tid, som han beskriver sådan her 'Each age, each sheet, will be defined by a territory, lines of flight and blockages of these lines' Jeg vil ikke nærmere ind på hvordan deleuzianske begreber som 'territorier' og 'flugtlinjer', men det er pudsigt nok en ret rammende beskrivelse af Smoking, selvom bogen er fra før filmen blev lavet. Filmen består netop af tre aldre, tre tidslag: Fem dage efter, fem uger efter og fem år efter. Og i personernes indbyrdes relationer opstår der konstant nye flugtlinjer, mens gamle bliver lagt ned. Til sidst ser vi så, hvem der har formået at komme væk, og hvem der er forblevet fanget i forkerte forhold. Men i tresserfilmene var de 'territorier' Deleuze snakker om, meget konkrete historiske behandlinger. Det var traumerne fra Auschwitz, Hiroshima, Algeriet, der definerede linjer og blokeringer. Smoking er komplet stilliseret, halvt engelsk, halvt fransk, setsne er tydeligt teater-agtige med små modeller i baggrunden. Og alle personerne spilles af de samme to skuespillere - hvilket helt ærligt er godt gjort, jeg kunne overhovedet ikke se det var de samme, men jeg er også elendig til at genkende folk. Dermed skrælles al kontekst væk, og det eneste der betyder noget er personerne, og hvordan de skaber linjer for hinanden. Som sådan kunne man argumentere for at filmen har interesse: som en klinisk afdækning af et enkelt aspekt af Resnais' kompleks af pointer, hvordan mennesker flygter eller bliver fanget. Men hvis pointen er minimalistisk, så er filmen stadigvæk 140 minutter lang, og det var så kun halvdelen af værket jeg så. 4 timer og 40 minutter i alt. Og det er sgu fjollet med model-tog i baggrunden. Og selvom det er imponerende at skuespillerne tager alle rollerne, så er de alt, alt for gamle til at skildre teenagerne Lionel og Sylvie. Og når personerne bare handler indbyrdes uden at være afhængig af nogen kontekst, så bliver moralen også lidt plat liberalistisk: Man skal gribe de chancer man får, og så skal man nok blive til noget. Det hele bliver til sidst distraherende og udmattende. Man kunne i biografen også nærmest høre klageråb de sidste gange filmen sprang tilbage for at starte forfra. Jeg skal se mere sen Resnais, og nupper sikkert også No Smoking på et tidspunkt. Men den er dælme røget bagud i køen.
Hverken Smoking eller No Smoking bliver vist igen, men hvis man har humør på Resnais så har jeg set Sidste År i Marienbad på tilbud til 70 kr i Fona 2000. Og dén er et mesterværk.
Pietà (2012, Kim Ki-duk, Sydkorea)
Der er et hierarki på festivallerne. At vinde i Cannes er klart det fineste, mens Venedig og Berlin nogle gange er til de lidt mindre ansete. Abbas Kiarostami har en palme mens Jafar Panahi har en løve. Francis Ford Coppola har to palmer, mens Sofia Coppola har en løve. Så jeg var forberedt på, at sidste års vinder i Venedig, Kim Ki-duks Pieta, måske ikke var det helt rene mesterværk. Det kom dog stadigvæk bag på mig hvor dårlig den var. Lee Kang-do må være den kedeligste lejemorder jeg nogensinde har set. Eller, egentlig slår han ikke folk ihjel, men maltrakterer skyldnere for at kunne hæve forsikringssummen, en ændring jeg mistænker er med for at kunne have grovere vold end bare almindelige nedskydninger. I stedet bliver knogler knust og lemmer savet af, og det hele er hamrende ligegyldigt. En kvinde dukker op og påstår at være hans mor. Foromtalen i programmet stiller spørgsmålet: 'hvem er hun i grunden, denne kvinde' men det er så hamrende åbenlyst hvem hun er, at det er helt grotesk. Det eneste mystiske er, om Kang-do skal forestille at være en idiot, når han tilsyneladende er ude af stand til at stykke to og to sammen. Programmet siger også, at Kim Ki-duk laver film man enten elsker eller hader, men Pieta er bare et kedeligt opkog af Park Chan-wooks Hævn-trilogi, som måske i forvejen ikke behøvede at være en trilogi.
Jeg håber virkelig at den var dårligt oversat (til svensk, for øvrigt. Jeg har set to film med svenske undertekster, og ingen med danske, hvilket vel egentlig er lidt sært) for det kan simpelthen ikke passe at så dårlige dialoger kan komme på festival, endsige vinde noget som helst. "Døden besværliggør udbetalingen!" "Døden? Hvad er døden?" Det bliver også tydeligt, at maltrakteringerne skal forstås allegorisk om det post-industrielle samfund: I stedet for at kunne sælge deres hænders arbejde må staklerne sælge hænderne selv. Jup, det er det niveau vi befinder os på. Æstetikken er digitalt grålig med grundfarverne grøn, blå, rød og gul, lidt i stil med Leos Carax' Mauvais Sang fra 1986. Det er en smule anderledes end de fleste digitale film, der ofte kører sammenstilningen turkis og orange, for at få de hvide menneskers hudfarve til at træde tydeligere frem. Grundfarverne giver mere plads til det mørkerøde blod, og der er da også en enkelt blodstribe som er ganske pæn. Det er samme æstetik og idé som den nye tv-serie Hannibal bruger, og dermed er Pietà den anden film i streg, der bliver udklassereret af en NBC-serie. Der er et enkelt pudsigt stil-greb, hvor Kang-do giver en mand en serie lussinger, og filmen går til et point-of-view-shot, der rystes hver gang et nyt håndklask rammer. Desværre viser de andre klip, at manden kigger den anden retning, og desuden er hovedet drejet til venstre, så Kang-do ville ikke kunne ramme ham med hans højre hånd. Det er uigennemtænkt og halvhjertet, som alt andet i filmen. Pieta er en parodi. Jeg var ved at blive sur undervejs, sur på filmen, sur på Kim Ki-duk - som jeg ikke har set andet af, men hvis 'The Isle' og 'Forår, Sommer, Efterår, Vinter... og Forår' især er kendte - og sur på dem der gav ham prisen i Venedig. Men så kom jeg i tanke om, at Løven ellers ville være gået til USAs måske mest overvurderede instruktør for tiden, Poul T Anderson (Boogie Nights, There Will Be Blood). Så lidt har filmen da været god for.
Her er en fantastisk scene far Mauvais Sang. Sådan nogle er der ikke i Pieta.
Hvis du alligevel skulle have lyst til at se Pieta, så går den igen Torsdag den 18. april kl 21:30 i Grand.
Inland Empire: More Things That Happened (2007, David Lynch, USA)
David Lynch kræver nok ikke nogen introduktion. Eraserhead. Blue Velvet. Twin Peaks. Mulholland Drive. Han har også vundet guldpalmen, pudsigt nok for den noget mindre anerkendte Wild at Heart. Det her er mere materiale der ikke kom med i den tre timer lange Inland Empire. Så egentlig sidder man og ser deleted scenes fra en DVD, hvilket måske er et lidt tvivlsomt koncept på en festival. På den anden side var det klart det bedste jeg så om lørdagen... Hvor jeg har set ganske udmærkede beskrivelser af Mulholland Drive, der fik det meste forklaret som personernes drømme og fantasier, så fungerer Inland Empire for mig at se nærmest ikke længere på menneskelige præmisser. I hvad jeg opfatter som en nøglescene får vi at vide, at den film hovedpersonerne er i gang med at indspille, er en genindspilning af en gammel polsk film, som aldrig blev lavet færdig fordi folk døde. Muligvis hjemsøger den gamle film nu den nye. Som jeg ser filmen er det netop en samling historier - jeg kunne jo kalde det myter - der hjemsøger hinanden, og alt andet er fuldstændig underlagt myternes krav. Personerne skifter roller, og rollerne personer, så snart er Laura Dern en skuespillerinde, en husmor, en luder. Også tid og rum er krummet sammen: Det røde rum er snart et sted hvor et ægtepar bord, snart et sted hvor prostituerede gør the locomotion. Den samme dør - fra det grønne rum med kaninerne - leder både hen til et stort palæ, og til en skummel gang. Menneskene er ustabile, tid og rum er ustabilt, kun myterne består. Det er en idé om, at myter tager form i os, og tvinger os til at genspille velkendte scenarier. Det lyder måske mystisk, men egentlig tænker vi ofte på den måde i hverdagen. En sang i sidste scene af More Things That Happened indeholder tekstbidderne: 'Strange what Love does' og 'it's a ghost of love' som om Kærlighed er noget konkret uden for os. En myte. Også hvis man ser bredere på film giver det mening, især i disse franchise-tider. James Bond er en myte, der snart tager form af Sean Connery, snart Daniel Craig. Den forkvaklede lejemorder er snart Takeshi Kitano, snart Lee Kang-do.
More Things That Happened bidrager med en enkelt helt essentiel ting til Inland Empire: Den nedbryder originalens status som selvstændigt værk, til fordel for en 4½ times konstellation af 'ting der skete'. En løs konstellation hvor alt kan forbindes med alt, og som konstant omformer sig selv.* Den indeholder også flere dele af Laura Derns fantastiske monolog, som mere og mere fremstår som det nærmeste filmen kommer en central myte, som resten af filmens tråde folder sig sammen om. Men det siger jeg også efter at have læst, at Lynch startede med at skrive monologen, og så lavede resten af filmen derefter. Der er flere af de fantastiske vandre-scener på tværs af tid og rum. På et tidspunkt går Laura Dern ind af en dør, til et rum med en rød lampe. Pludselig flasher hele skærmen, og først bliver rummet til en hvælving, og derefter til græsplænen uden for det hus, hvor Dern bor når hun er husmor. Monologen afslører også, at monolog-Dern ikke er husmor-Dern, for hun kan ikke genkende huset. Også andre af personerne får lov at vandre, dels den ene kanin, men der er også en scene hvor en anden kvinde fortæller Dern om hendes oplevelser, som i høj grad ligner det samme Dern laver. Jeg er så hamrende fascineret af det her bizarre værk. Og selvom min fortolkning sikkert er skæv, så kan jeg virkelig godt selv lide den. At se det som en myte-film sætter også fokus på filmen som måske det tætteste vi kommer på et ikke-antropocentrisk værk, hvorfor også kaninerne pludselig har en rolle at spille! Man kan også sidde og spekulere på, hvor langt myterne rækker. Lynch har lavet kortfilm med nogle af de samme aspekter, tæller de med? Hvad med de andre af hans film? Eller Laura Derns andre roller, er det andre myter der har overtaget hendes form på andre tidspunkter? I monologen snakker Dern også om en søn der ligger sig ind til sin mor, en scene der indgår i Pieta. Er det måske et aspekt af monolog-myten, der tager form i Korea? Formentlig ikke, det er nu nok snarere mig der desperat forsøger at få Pieta til at blive bare en smule interessant.
* Bonusinfo til dem der ikke er bange for akapyk: Den her form for konstellation er hvad Deleuze ville kalde for et Rhizom. Hvis man synes det lyder som en spændende idé, og gerne vil vide mere om rhizomatisk kunst og dets politiske implikationer, så er kapitel 1 og 12 i hans Tusind Plateauer virkelig medrivende læsning.
Heller ikke More Things That Happened bliver vist igen på festivallen. Men den er så på dvd'en!
Germany Year 90 Nine Zero (Allemagne année 90 neuf zéro, 1991, Jean-Luc Godard, Frankrig)
Hvis Resnais er en legende, så er det svært at finde det rette ord for Jean-Luc Godard. Manden har fire film i Sight and Sounds seneste top halvtreds. Hans nybølge-film revolutionerede filmkunsten i starttredserne. Seriøst, hvis man skal prøve at starte på kunst-filmene, så er film som Åndeløs og Bande a Part et rigtig godt sted at starte. Eller Pierrot le Fou. Eller Le Mépris. Så morsomme, fanden-i-voldske, og ubeskriveligt sexede. Serien hedder jo 'Rework', og det skulle være filmen Alphaville fra 64, der bliver genlavet. Men langt hen ad vejen er det nu mere en sequel. Eddie Constantine er tilbage som Lemmy Caution, og denne gang skal han til Berlin! Det er først til sidst filmen begynder direkte at tale med Alphaville. Originalen startede med at Lemmy Caution tjekkede ind på et hotel, hvilket vi først når til til aller sidst i den her. Her er der dog gode sammenligninger: Hvor Caution i 64 nægtede at lade andre holde sin kuffert, samt at give drikkepenge, så har picoloen tredive år senere taget kufferten fra ham, og lader ham ydmygt betale for at få den tilbage. Til aller sidst sidder Caution på kanten af sin seng og sukker dybt. Det virker mærkeligt, at Alphaville foregik i et tekno-fascistisk diktatur, mens GY90NZ foregår i det genforenede Tyskland efter murens fald, og alligevel er det den senere film der er mest melankolsk. Men det har sin forklaring, også udover at Godard er en gammel marxist: Under fascismen kunne Caution rejse ind til mørkets centrum, dræbe og ødelægge de centrale aktører, og dermed gøre en kæmpe indsats mod ondskaben. Men nu har vi haft 'End of History', så der er ikke noget mål, nogen retning. Der er bare en gammel mand, der vandrer rundt, og ikke kan få at vide hvor vest er henne.
Jeg kan ikke finde nogen trailer for filmen, men her er en ret sjov scene.
Caution har altså ikke rigtig noget plot, og det meste af resten af filmen er nærmere et langt essay, hvor aspekter af gamle film og europæisk kultur klippes sammen, med musik og oplæsning på lydsiden. Dermed spiller filmen egentlig mere sammen med serien Histoire(s) du Cinéma, som Godard lavede i otte dele fra 88 til 98. Her sammenklippede han en strøm af filmklip, fra evige klassikere til smudsig porno, til en stor og time-lang filmteori, der er fuldt på højde med enhver anden teoretikers arbejde. Mange folk finder det prætentiøst og forvrøvlet, men jeg finder det umanerlig fascinerende. Det er under alle omstændigheder unikt, ikke bare som teori, men så sandelig også i sit film-sprog, og er derfor per definition hver at bruge tid på, efter min mening. Men det er langt hen ad vejen måske mere lavet til at blive studeret, end at blive oplevet. Hele vejen igennem var jeg glad for at se den her film, også fordi det vist er en ret sjælden film, men det var først til sidst, i scenerne på hotellet, samt i et velvalgt langt klip fra Murnaus mesterværk Der Letzte Mann, at jeg blev helt enkelt rørt af filmen. Det er ikke sådan, at Godard burde have skrevet en bog i stedet, for det er teori gjort gennemført filmisk, i en strøm af billeder, tekst, musik, ord, klip og kontinuiteter. Men hele det her essay-værk gør sig måske bedre på blu-ray end i biografen.
Nope, heller ikke Germany Year 90 Nine Zero kan ses igen på festivallen. Og den er heller ikke på dvd eller noget. Tough luck.
The Science of Sleep - Version B (La Science de Rêve - Version B, 2007, Michel Gondry, Frankrig)
Jeg skrev om Michel Gondry på dag to, da jeg så hans The We and the I. Det her er igen fraklip fra en tidligere film, klippet sammen til en ny konstruktion. Jeg har ikke set originalen, så jeg kan ikke sige hvor forskelligt det er. Gael Garcia Bernal er fantastisk som Stephane, en ung kreativ fyr, der lige knap kan kende forskel på drøm og virkelighed. Han er endeløst charmerende, men samtidig med en understrøm af noget mørkt og sygt. Charlotte Gainsbourg spiller pigen han forelsker sig i, som naturligvis hedder Stephanie. Det er en utroligt quirky film, som meget af tiden består af klippe-klistre-komponerede drømmesekvenser. Faktisk drukner plottet nærmest fuldstændig under alle de skøre indfald, så f.eks. er vi pludselig til en release-fest for en kalender Stephane har lavet, selvom det sidste vi hørte var, at ingen gad at udgive den. Manglen på sammenhæng er næsten filmens stærkeste kort. Gondry er først og fremmest kendt for Eternal Shunshine of the Spotless Mind, og især for den komplicerede handling, men come on, efter konceptet blev lagt på bordet i den film var det fuldstændig åbenlyst hvad der ville ske resten af vejen. The We and the I var også en alt for forudsigelig film, og jeg mistænker den originale Science of Sleep for at være på samme måde. Men den her version har nerve, og en vilje til at gå sine egne veje. Af den grund er det umiddelbart den Gondry jeg har syntes bedst om.
Og nu har du sikkert gættet hvorvidt The Science of Sleep - Version B kan ses igen på festivallen. Svaret er nej.
Jeg har heller ikke tid til at skrive i aften, så der bliver fire film tirsdag eller onsdag. Film fra Indien, Japan, Tyskland og Norge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar