søndag den 13. marts 2011

Noter om Mad Men sæson 4


En gang imellem synes jeg, at jeg har en glimrende pointe i forhold til det kultur jeg behandler. En gang imellem... har jeg ikke... Jeg prøver gerne at koble kulturproduktet jeg undersøger med et eller andet jeg fortæller mig selv er alment interessant etisk eller filosofisk eller noget. Det er der heller ikke rigtig noget af her... Det her er en af de gange, hvor jeg ikke har andet end noter. Det er snart et halvt år siden at sæson 4 af Mad Men stoppede, og jeg skrev løst og fast ned dengang, med en eller anden idé om at forsøge at samle det hele til et fornuftigt fremadskridende indlæg. Men jeg har stadigvæk ikke nogen idé til hvad der skulle give sammenhæng, så nu får i bare det hele som sådan løsrevne bemærkninger. En gang får jeg måske skrevet noget sammenhængende om hele serien, så må den her tekst omarbejdes. Måske også oversat til min nye engelske blog. Eller noget. Spoilere naturligvis, men lad mig sige, at hvis du ikke har set sæsonen som jeg taler om, så er der alligevel nok ikke rigtig nok tankevækkende pointer til at det er rigtig interessant.



Da jeg skrev om sæson tre talte jeg mest om tematik og teori på bekostning af egentlig at beskæftige mig med selve serien, så lad mig denne gang starte med at kategorisere denne sæson ganske kort: Sæson 4 fortæller fra start til slut historien om Don Drapers tid som single. Når man ved det giver det utrolig meget mening, men det fandt vi naturligvis først og fremmest ud af til aller sidst. Hvor tidligere sæsoner har startet ganske løst for så til sidst at samle trådene, så var sæson fire struktureret ganske anderledes. Fra start af følger vi Dons deroute. Der var drama fra første afsnit, til en afveksling. Tåkrummende var det rent ud sagt igen og igen. Præcis midtvejs kom så kulminationen og vendepunktet. Mesterværket The Suitcase var et af de afsnit som en tv-serie skal gøre sig fortjent til, og for fanden hvor havde alle og enhver gjort sig fortjent til det. Et kammerspil mellem Don Draper og Peggy Olson, hvor 3½ sæsons historier kunne antydes og drejes. Formentlig blev der tjent en to-tre Emmyer hjem blot på det ene afsnit. Herefter forsøgte Don så at komme på fode igen resten af serien, og historien tog så en overraskende drejning til sidst.

For mig var det her sæsonen hvor Mad Men gik fra at være en rigtig god serie, til en af de bedste nogensinde. Der blev taget så mange unødvendige chancer, og langt de fleste var overvældende succesfulde. Først og fremmest, så er det utrolig sjældent en serie er så god til at skildre forandring. Normale serier finder en måde at fungere på, og bliver ved med at fungere på den måde indtil folk mister interessen. Det har sikkert noget at gøre med skuespillerkontrakter, med kulisseomkostninger, etc, at gøre. Men selv The Wire, som stadigvæk er verdens bedste serie, skiftede fokus og skuespillerstab hver sæson, men fortalte egentlig samme mesterlige historie fem gange i træk. At Mad Men formåede at skifte kulisse, skifte stemning, skifte fortællerytme, ja jeg tror egentlig det er ganske unikt. Der er en uforudsigelighed over den her serie, som der ikke er ret mange andre steder.

Derudover formåede sæsonen at lave en tematisk koherens gennem gentagende motiver. De første afsnit omhandlede helligdage, thanksgiving, jul og nytår og sidste afsnit gentog så ferietricket, selvom jeg må indrømme jeg ikke helt fangede hvilken helligdag det skulle forestille at være. Folk havde ihf fri. Samtidig endte de fleste afsnit i første halvdel med at en dør lukkede sig, men The Suitcase, hvor Don Draper besluttede sig for at forsøge sig på forbedring, sluttede med at han bad Peggy holde døren åben. Egentlig synes jeg mere det er sådan lidt sødt end stor kunst, at slutte mange afsnit på samme måde, men det er alligevel vel en måde at lave sammenhæng på, som de fleste serier ikke prøver. Det er et lidt overflødigt bravurnummer som jeg ret godt kan lide.



Sådan var der så meget. Det halve kunne nærmest have været nok. I min gennemgang af sæson tre snakkede jeg om, hvordan racespørgsmålet endelig blev taget op så småt. Men her var sæson fire et stort tilbageskridt. Dette var dog ikke skuffende, det var realistisk. Da Sterling Cooper blev til SCDP, så var det ikke en gammel konstruktion som vupti tilpassede sig samtiden og den virkelige verden. Det var en ny konstruktion, på visse punkter mere i trit med tiden, på visse punkter mere ude af trit med tiden. Da der var færre penge til medarbejdere var der mindre penge til servicejobs, så de sorte medarbejdere fulgte ikke med. Jeg synes egentlig det var en ret fin pointe. Udvikling er ikke blot lineær. Endnu engang må jeg indrømme, at mit arbejde med at forstå serien har været forsimplet. En tid kan, når man ser tilbage på den i det store perspektiv, siges at realisere sig selv i øjeblikke (som med Kennedy-mordet/skilsmissen sidste sæson), men konkret vil der være småudviklinger, tilbageskridt, spøgelser og fantasmogorier. Sterling Cooper Draper Price blev ikke med et til et moderne firma. Og Don Drapers udvikling i sæson fire endte med at være noget mere kompliceret end jeg havde håbet.



Og jeg må slutte af med at snakke om det aller aller sidste fra serien. Don og Megan i seng mens Sonny og Cher slutter sæsonen af. Jeg har en mistanke om, at slutningen var skrevet med den sang i tankerne, for den passede alt for godt. 'They say we're young and we don't know / I guess we won't find out untill we grow' Det virkede dybt ironisk. Don viste sig at være overraskende umoden og impulsiv lige pludselig, og vi sad tilbage med en usikker følelse. Vi kommer ikke til at vide mere før senere. Men med udviklingen af Sonny og Chers forhold in mente, så er det tilladt at være en smule nervøs. For tiden er der åbenbart besværlige forhandlinger i gang om den kommende sæson 5, hvis ikke den her serie får lov til at føre sin fantastiske udvikling til ende, så vil det være et utroligt seriøst anslag mod tv-seriens status som muligt helstøbt kunstobjekt. Så jeg krydser fingre.

1 kommentar:

  1. Hej Frede, jeg vil bare vide hvornår du kommer hjem :-)

    SvarSlet