søndag den 27. februar 2011

Tarkovskys Solaris (72) + noter om russisk kultur


Dette er en skitse til en læsning af Tarkovskys Solaris. Det er ikke en udtømmende læsning. Det er måske en ganske idiosynkratisk læsning, måske er det på en paradoksal måde en idiosynkratisk insisteren på en banal og selvindlysende pointe. Dunno. Jeg tror ikke Tarkovsky ville have billiget denne læsning. Men jeg synes det er en læsning, som holder. Og jeg har beskæftiget mig en del med sovjetisk litteratur og kultur på det seneste, og jeg kommer ofte op med det samme problem som jeg har med denne læsning. Så jeg vil forsøge at forklare mine problemer med sovjetisk kultur generelt i den sidste del af dette indlæg. Men først, Solaris. Spoilere, naturligvis. Jeg vil ikke lave resumé af filmen, det kan man læse på wikipedia.


Jeg er vild med den her trailer. Den får virkelig filmen til at se actionpacked ud, hvilket er noget af en præstation...

Der er tre scener i Solaris, hvor personerne sætter sig ned og ser en film-i-filmen. I den ene ser Kelvin optagelser lavet af hans gamle ven Gibarian. Den har jeg ikke noget at sige om. I den første vigtige filmseningsscene (ca 10:19-23:40) kommer piloten Burton ud til Kelvins hytte, for at vise en gammel optagelse af en undersøgelse. Den unge Burton bliver udspurgt om hvad han så på Solaris. Hvad der interesserer mig er måden den gamle scene er filmet på. Der er helt tydeligt en eller anden form for fremtidigt automatisk kamera i brug. Hver gang en ny person taler skifter kameravinklen med et lille 'ping'. Kameraet forsøger hele tiden at fange personen i midten af billedet, cirka midt-distance (ret mig hvis jeg tager fejl, min viden om film-jargon er ikke særlig god). Det er en officiel video, lavet af en officiel retshandling. Dette vil jeg kalde et forsøg på en 'objektiv' beskuer. Kameraet afspejler også meget godt scenens indhold, hvor Burtons konstante insisteren på at han så det hele 'med mine egne øjne' fejes af bordet, eftersom flyets objektive kamera ikke understøtter hans forklaring.

I den anden vigtige scene (del 2 19:19-21:45) sætter Kelvin sig ned og ser på gamle filmoptagelser med hans genopstandne kone Hari. Det er gamle film som hans familie har optaget, af Kelvin og hans familie. Kameraet zoomer og bevæger sig. Personerne kigger tilbage på beskueren, og man kan mærke forbindelsen mellem beskuer og beskuet. Dette er en 'subjektiv' beskuer. På de sidste billeder fra filmen optræder den oprindelige Hari, og vi indser, at den nye Hari er genskabt ud af Kelvins minder fra de gamle klip.



I en nøglescene (i min udlægning af filmen) (27:12-29:50) diskuterer Burton og Kelvin den forestående mission til Solaris. Her får vi Kelvins videnskabssyn præ-Solaris, og det er netop at videnskaben skal foretages uden følelser. Den skal udføres af objektive beskuere, det ideelle ville netop være automatiske registrerende kameraer som i retsscenen. Diskussionen får Burton til at gå sin vej i vrede, mens han råber at Kelvin er en 'bogholder, ikke en videnskabsmand'. Resten af filmen beskriver så netop hvordan 'bogholderen' Kelvins syn på videnskaben problematiseres af hans mission til Solaris. I min læsning kommer Hari og de andre konstruktioner netop til at symbolisere videnskabsmændenes subjektivitet, som de i sidste ende aldrig kan undlade at drage ind i deres arbejde. I filmens slutscene går Solaris af en eller anden grund med til ikke længere at skabe konstruktioner ombord på stationen, men betyder det at objektivitet er mulig? I så fald vender Kelvin ryggen til den, og ender filmen på en ø på planeten, i hans gamle barndomshjem. Men hvad har denne venden ryggen til objektiviteten af implikationer? På den ene side kan det siges at vægte subjektiv kunst højere end objektiv videnskab, og enhver af Tarkovskys dybt personlige kamerabevægelser forstærker dette indtryk. Men hvad med den samtidige kontekst? Er marxisme ikke netop bygget på et forsøg på en 'objektiv' historisk videnskab? Hvis Solaris taler imod objektiv videnskab generelt, kan den så ikke ses som en film med mange sociale og politiske implikationer? Er det ikke en dybt politisk film?



Men se, der er mange problemer med den udlægning af filmen. F.eks. vil de fleste som har set filmen nok have svært ved at se Hari udelukkende som et symbol på subjektivitet, dertil er hun alt for defineret som lige præcis Kelvins kone, med en fortid og et følelsesliv som er helt hendes eget. Derudover ville Tarkovsky nok være ganske meget imod denne form for læsning. Han var imod symboler, han var imod at beskæftige sig for meget med sociale og politiske spørgsmål. Men lad os f.eks. tage et kig på Hari, hvorfor er det hun ikke kan reduceres til symbol på subjektivitet? Det er i mine øjne fordi filmen beskæftiger sig med Kelvins opfattelse af Hari. Hun er et symbol, men hun er samtidig også Kelvins kone, og filmen fokuserer på denne personlige relation. Det er typisk for en film af Tarkovsky, de er som regel optaget af de helt personlige konsekvenser af handlinger og begivenheder. Det ser man også i Ivans Barndom, hvor krigens gru skildres gennem et fokus på dens konsekvenser for enkelte drenge. Og vi ser det i hans Spejlet, hvor et enkelt menneskes minder fra endnu en barndom præget af krigen, blandes op med hinanden i et mix jeg overhovedet ikke har fat om endnu. Tarkovsky beskæftiger sig med mennesket. Ikke med samfundet. Men i mine øjne burde det ikke betyde, at han ikke kan siges at være politisk. Det siger mig mere om, hvor primitive politiske diskussioner ofte bliver. Efter sigende kritiserede italienske marxister Ivan for at være for borgerlig, i dens fokus på konsekvenserne for et enkelt menneske. Men hvilken værdi har politik, hvis ikke det handler om at gøre livet for det enkelte menneske bedre? For mig er marxismens kvalitet at den forsøger at påpege hvordan liberalismen betyder frihed for enkelte individer, men mere lidelse for langt flere enkeltindivider. Men umanerlig mange marxister har glemt dette. Tarkovsky politiserer i mine øjne til tider, men han abstraherer aldrig til det niveau alt for mange politikere gør. Lige gyldigt hvor abstrakt han bliver – og han bliver uden tvivl mere abstrakt end de fleste – så er det altid fastgjort til mennesker. På den led er han desværre i modsætning til alt for mange politiske tænkere.



Jeg har lignende problemer med forståelsen af mange sovjetiske kunstnere. Mandelstam, Bulgakov, Bakhtin, Tarkovsky. Folk er forståeligt nok forsigtige med at lægge for meget politik indover dem, men deres værker har altså ofte vidtrækkende politiske implikationer. Jeg har også ofte problemer med at forklare dem. En stor del af problemet skyldes, at de her tænkeres politiske kontekst var så primitiv og åndsforladt. At reducere Woland fra Mesteren & Margarita til en skildring af Stalin misser umanerlig meget af romanens kraft. Generelt at positionere enhver tænker fra dengang som værende imod Stalin er fuldstændig intetsigende. Men der
er aspekter af det her og der. Woland er Stalin nogen gange, hans magi synes til tider at være et udtryk for undertrykkelsens uforståelighed, men han er også Majakovski nogle gange, og han er i det store hele helt sin egen. Bakhtins skrifter indeholder et kæmpe antiautoritært potentiale, som ikke bare kan reduceres til at han var imod hans samtids politiske klima. Jeg forstår udmærket, at folk ikke har lyst til at lade værkerne inficeres af deres samtids primitive kontekst, men har vi måske nu fået denne kontekst så meget på afstand, at vi kan tage diskussionen om politiske og sociale implikationer på et andet niveau? Der er bunker af politiske implikationer i mange sovjetiske kunstneres værker, men det ligger på et dybere plan en samtidens diskussioner. Lige præcis af den grund har det stadig relevans i dag. F.eks. Solaris: Er det virkelig muligt at opnå det objektive blik på verden? Er det overhovedet ønskværdigt? Giver Tarkovskys dybt subjektive kamera os ikke en langt dybere viden om verdenen i sidste ende? Det er grundlæggende filosofiske spørgsmål, og Tarkovsky synes mere interesseret i deres konsekvenser for det enkelte menneske, men det betyder ikke at der ikke også er konsekvenser i en større kontekst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar