Til Robert-uddelingen i søndags ryddede Arvingerne bordet blandt tv-priserne. Bedste Tv-serie og samtlige skuespilpriser, heriblandt prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle til Trine Dyrholm. Trine Dyrholm er nok seriens bedste skuespiller, og hendes Gro stiller sig altid i centrum med en indlysende autoritet, men er hun alligevel den kvindelige hovedrolle i serien? Det kommer meget an på hvordan man ser serien. Enten er det en serie om familien Grønnegaard, og især de fire børn. I så fald kommer Gro, som familiens ældste datter og naturlige matriark, til at stå i centrum. Men fra start af har en anden fortælling presset sig på, en fortælling om en enkelt ung kvinde, Signe, der må definere sig selv i forhold til både sin gamle familie og sin nye. Aller første scene i aller første afsnit af første sæson viste Signe komme ud af sit maskot-kostume, en kvinde der var vandt til at heppe på andres sidelinjer, og på sin vis har resten af serien vist hvad første scene metaforisk antydede. Og sjældent så tydeligt som her i midterstrækket af anden sæson.
Det sås i afsnittets to store debat-scener mellem Signe og familien. I den første står de tre gamle familie medlemmer, Gro Thomas og Emil, på linie mod Signe, skærmer hende nærmest inde i det lille køkken John har sat op. I den anden sætter Signe hele familien, nu inkl. Isa, Lone og Melody, ned på en sofa, mens hun selv står ude på gulvet, med masser af rum bag sig, høj og dominerende foran dem. Den eneste der ikke sætter sig ned er naturligvis Gro. Konfrontationen mellem de to er det centrale i afsnittet. Gro er naturligvis urimelig, når hun ikke vil give Signe prototypen, men vi seere forstår jo godt at det hænger sammen med hendes falsknerier. Det sætter Gro i en situation hvor hun kun kan forsvare sig selv ved at gå til angreb, hvilket hun gør med det naturligste talent. 'Der har simpelthen ikke været andet end splid siden du dukkede op!' Det er teknisk set sandt, men vi ved jo at der også var splid før. Familien var splid-fyldt for Signe dukkede op, såmænd også før Gro og Frederik og Emil begyndte at agere selv. Der var splid mellem Veronika og hendes tre mænd, og det er aldrig blevet løst. Konklusionen i afsnittet bliver at Signe for første gang træder i karakter som sig selv: Sætter betingelser for lånet fra Gro, så hun ikke står i gæld til hende, men så det bliver opvejet af lån af kælderen. Forviser resten af familien til kælder og trailer, hvorefter hun sømmer den direkte nedgang til kælderen til (Jeg går da i hvert fald ud fra det er nedgangen til kælderen. Helt ærligt er jeg ikke helt klar over hvordan rummene fungerer i det hus.) På den vis er debatten i hvert fald midlertidigt afgjort: Der er Signe, og der er familien, og de må fungere hver for sig.
Men det er midlertidigt, for afsnittet ser også andre mulige skillelinjer blive sat op. Inden Signe træder i karakter bliver hun opmuntret af først Isa og derefter Emil. De to andre yngre medlemmer i familien. Og to, som hver især har haft tid væk fra familien, og som har fundet frem til hvilken plads de vil indtage. Isa vil ikke være kærester med Thomas, men vil gerne bo som venner - hvilket vel ikke kan komme bag på ham når nu han også er sammen med Lone, men han virker alligevel skuffet. Og Emil havde en stærk konfrontation med Frederik. Frederik kan stadig kun se forholdet som et han definerer, han giver ham tilgivelse, og så må det være det. At måske Frederik selv skal søge om tilgivelse, at han skal lade Emil bestemme over forholdet mellem de to, det kan han ikke håndtere. Emils historie om dengang han stjal og gjorde hærværk, den spejler sig i historien Emil fortalte i fængslet, om hvordan Frederik fandt ham hos Veronika og tog ham med hjem. Det virkede som en sød fortælling dengang, men også i den fortælling sagde Frederik at de ikke skulle sige det til nogen. Måske, siger Emil nu, måske var Frederik ikke bange for at noget skulle gå ud over Emil, men for at nogen skulle drage den konklusion, at hvis der var noget i vejen med Emil, så måtte der også være noget galt med Frederik.
Måske de ressourcestærke, hjælpsomme medlemmer af familien, Gro, Frederik, til en hvis grad Thomas, der med det samme kan organisere et kollektiv, måske de ikke er hvad der holder familien sammen, men i deres blanding af styrke plus blindhed overfor andres problemer, måske er de netop det, der sikrer, at familien aldrig kan blive helet helt. Måske kan Isa, Emil og Signe kun løse deres problemer på egen hånd. Eller måske kan de tre støtte sig til hinanden? Men de tre har desværre også stødt andre fra sig. Signe kan ikke bare tage hjem til Lise, for der er John flyttet ind. Og i afsnittets mest tragiske spor ser vi konflikterne fra første sæson gå ud over de endnu yngre familiemedlemmer, hos Villads og Hannah. Nattescenen hvor Frederik går grasat er utroligt skræmmende, og den efterfølges af sammenklip mellem tre af seriens kvinder: Gro der passer på Emil, Signe der sidder i sin bil på Svendborg Havn, og Hannah der vandrer langs en vej. Tre kvinder, tre små generationer, der skal finde deres plads. Til slut dukker Hannah op det aller værste sted: Hos Gro. Hun siger hun ikke ved hvem ellers hun skulle spørge, og det er jo sandt nok. Solveig og Emil brændte broer, og hun kender ikke Signe. Men hvorfor skulle Gro, som Frederik næsten slog ihjel, være den rette til at hjælpe Frederik? Det er svært at se noget godt komme ud af den forespørgsel.
Mer, mer, mer:
* Da Gro og Thomas kommer tilbage til Grønnegården begynder Gro at knappe sine bukser op, hvilket fik mig til at tænke: Der har egentlig været enormt mange scener hvor hun skifter bukser, har der ikke? Det er sådan en ting hun altid gør foran Robert. Så det var pudsigt at hun går i skjul på toilettet når hendes far og halvbror er der. Det er sådan noget tv-serier kan være rigtig gode til, variation og gentagelse.
* Apropos Robert, så dukker han op og vil købe lejlighed med Gro, med plads til hans børn. Men Gro er afvisende. Ganske sigende, taget i betragtning af hvor meget hun er der for sin halvsøster, at hun intet har til overs for sine nye bonus-børn.
* Da Emil og Gro skændes om prototypen nævner Gro at hun jo hjalp Emil ud af fængslet, hvilket Emil siger intet har med noget at gøre. Men husk at Gro netop begyndte kunstfalskneriet for at få penge til thailandske bestikkelser. Så det har 100% noget med det at gøre, det var bare en fejl fra Gro's side at påpege det.
* Mere Gro: Henrik, Isa's far, er nok en klovn, men jeg var 100% på hans side i snakken med Gro. Og han lader til at have ladet Isa vænne tilbage da hun var rask nok.
* Typisk at familien intet aner om Frederik's ægteskabelige problemer. De snakker rigtig meget om at holde familien sammen i det her afsnit, men de gør ikke så meget for det.
* Aksel vil stadig gerne hjælpe Signe, det er tilsyneladende ham som har skaffet kontakter i Holland. Lad os håbe det også kan betyde mindre Martin, ik? At de to bejlere blev introduceret samtidig gjorde det blot endnu mere hovedrystende at Signe valgte ham den gamle og glatte, der også ville ødelægge forholdet til hendes far.
* Jeg forstår ikke helt arkitekturen på Grønnegården, og jeg er heller ikke helt med på hvor langt væk Frederik's nye hus er. Det er en cykeltur væk, åbenbart, men på et tidspunkt på Grønnegården kan man høre en motorsav, hvilket fik mig til at tænke på om det er Frederiks arbejde, og om han har købt en grund lige nærved. Det hele er lidt uklart, forståeligt nok, eftersom serien ikke vil navngive præcis hvorhenne på Fyn vi er, men til tider kan det godt skabe lidt forvirring.
* Jeg kan se på hvad der er af anmeldelser rundt omkring, at mange er småskuffede over den her sæson. Jeg har svært godt kunne lide de sidste par afsnit, og synes ikke de tynde stræk har været så mange flere og værre end der var i første sæson. At knytte historien til Signe sikrer at det ikke blot bliver repetition af de problemer, familien havde i første sæson. Først blev hun en Grønnegård. Nu skal hun blive sig selv igen.
* To dage forsinket. Jeg var på filmfestival i Göteborg, og har brugt de sidste par dage på at komme hjem igen, og sove ud oven på 42 filmvisninger på ti dage. Er spændt på at se hvor mange læsere man mister når man ikke er aktuel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar