Det her havde været en ret så modig serie-afslutter. Billedet ovenfor er faktisk ikke med i afsnittet, det er et promotion-billede DR har brugt i længere tid. Her er et link til en historie Canal Digital lavede tilbage i December om den nye sæson, og billedet derfra henviste altså til de aller sidste momenter af sæsonen. Tal om spoiler. Hvis man som jeg har stødt på de ovenstående billeder igen og igen - jeg leder jo efter billeder til hvert afnit, og det er ikke helt let uden afsnit-navne - så var der en genkendelsens glæde over slutningen af det her afsnit, en følelse af at noget faldt på plads. Selv hvis man aldrig havde set Signes røde trøje og Frederiks grønne blazer før, så var der en afklaret følelse over slutningen, hvor de fire søskende og Melody stillede sig sammen og ordnede sagerne. Når de fire personer før har været i billedet sammen, så har de nærmest altid kigget mod hinanden, for de har altid været oppe at skændes. Nu stod de pludselig alle fire i døråbningen og kiggede samme vej, mod Kim, som de sammen havde snydt. Og nattebillederne de sidste par minutter er noget af det smukkeste serien har lavet. I lyset fra gravkoen giver Signe Melody til Gro, mens Frederik lægger hånden på Emils skulder. Og så går de fire søskende på linje tilbage mod Grønnegården, med ryggen mod kameraet. Det føltes så rigtigt, men vi ved alle sammen at det er så forkert. Jeg er helt skuffet over, at der kommer en sæson tre, for det her var en ualmindeligt kynisk afslutning, så meget at det gjorde helt ondt.
Jeg vil ellers sige, at halvvejs inde i afsnittet syntes jeg stadig ikke der var den nødvendige pondus, for at kunne binde sæsonen sammen. Vi fik den afgørende afslutning, da Gro's falsknerier kom for en dag, men det var endnu en ting den her sæson, der kom sådan ud af den blå luft. Kim skal bruge et 'oplæg', en skitse som Gro burde have samlet værket efter, et element vi aldrig har hørt noget om før. Så må Emil og Frederik jo lede, og så pludselig trævles hele løgnen op. Sådan er der lige lidt for mange ting der er sket den her sæson, hvor ting vi ikke vidste noget om pludselig kommer ind og vælter læsset. En gang imellem er det bedre, mere suspensefyldt, hvis vi ved der ligger en bombe og tikker, og kan gå og frygte hvad der skal ske. Det efterfølgende skænderi har en lidt pro forma agtig karakter efter så mange andre skænderier tidligere i sæsonen, og det føles ikke mere vigtigt da Solveig kommer med Hannah og Villads og alt sættes på pause for at 'bygge hule'. Det var sådan set en rigtig fin scene, hvor vi nok engang så den kreativitet og det gå-på-mod som karakteriserer hele familien, for det var bestemt en imponerende hule, samtidig med at vi ved hvor meget skade Gro's 'kreativitet' har gjort med værkerne. Frederik er vanligt kejtet, Emil er drøncharmerende som altid, og man kan høre på Hannah hvor tillokkende hun finder hele idéen om søskendeflokken på slottet. Og i periferien er der den ene hemmelige samtale efter den anden. Men med en halv time tilbage af sæsonen var det måske ikke det rigtige valg at skubbe intrigen i periferien, mens de alle forsøger at imponere Frederiks børn?
Men anden halvdel var sgu god! Jeg kan sige præcis hvorfra jeg synes det blev godt, det var det lange klip af Frederik, efter Solveig har fortalt ham dels om lejligheden, dels at hun vil kontakte ham gennem Emil. Nederlaget stod mejslet i Carsten Bjørnlund's hele krop og hoved, også i hans ryg da vi følger ham gennem regnen mod søn og datter. Frederik's familie forsvinder i det fjerne, og straks vender Emil sig om, med vrede i ansigtet: 'Hvad lavede du i kælderen?' Scenen i kælderen var også god, med Gro's lille pause inde hun er ærlig omkring næbbet, og slutningen, hvor Gro siger 'Undskyld' til Frederik, og han ikke ved hvad han tør svare, var igen et fuldstændig suverænt billede. De to søskende, som har gravet familien så langt ned i mørket, nu alene tilbage i kælderen. Så Emil i kamp mod Signe, Emil, som tidligere ville kæmpe for at stå på egne ben, men som nu, hvor han har - midlertidigt - styr på sit eget liv, er den eneste der ikke kan se hvor lidt familien hænger sammen. Gro og gale Thomas: 'Det skal nok blive fint.' 'Der er ikke en skid der bliver fint!' Og så kuppet, glansscenen: Morgenkonfrontationen i kælderen!
Så godt skruet sammen. De to sønner på sengen, med hver deres kop thé i hænderne. Fælles front. At Gro's vrede kommer idet hun bliver fjernet fra Veronikas værker. Og så begynder Gro at forklare om fortiden til Signe, og pludselig bliver alt vendt på hovedet:
'Det hele drejer sig om dig. Mors tragedie. Drengene hun ikke kunne overskue, fordi hun var fuldstændig ødelagt af sorg over at have mistet dig. Vi har alle tre levet i skyggen af dig.' [...] 'Det var mig der passede dig dengang. Det var også mig der ringede til John, og sagde han skulle komme. Var det også forkert? Måske. Måske skulle jeg have passet bedre på jer, dengang i mistede jeres far. Eller på mor, da hun ville drikke sig ihjel.'
Gro gjorde det umulige: Hun fik sine søskende tilbage på sin side - de to drenge på sengen så pludselig meget små ud. For mig var jeg mere imponeret over, at jeg selv begyndte at holde af hende igen. Pludselig giver det mening. Det komplicerede forhold til Veronika. Følelsen af at have fortjent at kunne gøre arbejdet videre. Endda det indædte had til Isa, endnu en mor der ikke kunne overskue det, som jeg ellers har været virkelig vred på hende over. Engang var Signe Melody, mens Veronika var Isa. Herfra var forsoningen nærmest uundgåelig. Præcis hvad der får Signe til at tage Melody tilbage fra Henrik virkede lidt gådefuldt, men måske hans ord om, hvordan opvæksten har skadet dem ramte hende. For Signe er heller aldrig kommet sig over 'dramaet' i familien, selvom hun aldrig var klar over det. I sidste ende, så er der ikke nogen vej tilbage.
Som sådan blev der bundet krølle på det hele. Jeg ved ikke om sæsonen som helhed giver mening. Alt har nærmest været kaos siden afsnit 7 af første sæson. Måske er det sådan man skal se på det? Som om de første syv afsnit af første sæson var en blok, og at de sidste tre, sammen med de her syv, udgør en anden, kaotisk og mærkværdig, blok? Måske giver det mening derefter. Det her har været en svingende sæson, der gik fra storm til stilhed tilbage til storm uden at det var helt let at regne ud hvad der foregik. Tesen har lidt været, at familien ganske enkelt ikke kunne undgå 'drama', og det virkede nogle gange som om det gav carte blanche til uventede plot twists. Men når det var godt var det uovertruffent, især i afsnit 3, hvis kvaliteter ikke blev undermineret af resten af historien, det blev ikke glemt, selvom både Gro og Frederik indædt forsøgte at grave det ned. Første halvdel af første sæson var nok det stærkeste stræk af serien, men jeg foretrak slutningen på den her sæson end på sæson 1. Men sæson tre skal have et hook, en througline, for fortællingen om familiens 'drama', den føles færdigfortalt.
En sidste gang diverse:
* Afsnittet var skrevet af Maja Jul Larsen og instrueret af Heidi Maria Faisst
* Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med Faisst's instruktion, jeg følte faktisk lidt at rytmen har været lidt off i de to afsnit hun instruerede. Men der var dælme rigtig mange flotte billeder i aften. Jeg nævnte mange af dem, men også Signe på sengen før samtalen med Emil, og især Gro i hospitalsværelset mod det lyse vindue, det var dælme også smukt.
* Scenerne hvor de bygger ting er altid de bedste, og Emil og Frederik i færd med at rekonstruere kunstsvindlen var herlig. Carsten Bjørnlund knækker et øjeblik sammen i grin, inden der klippes videre.
* Jeg ved ikke om jeg husker rigtigt, men jeg kan ikke mindes at nogen før har kaldt Melody for 'vores' søster. Det signalerer ikke blot fællesskab, men det antyder også Thomas som en fælles far for familien, netop som han er indlagt og virker færdig.
* Endnu sværere at huske, men de der klokker Emil havde med til Thomas, havde Thomas ikke også dem med til Veronika, helt tilbage i første afsnit, da hun var ved at dø? Jeg har endda en idé om at Thomas spillede på dem netop som hun døde, hvilket vil gøre Thomas' komiske 'Så kan det sgu da ik' gå galt' en del mere ildevarslende.
* Det var perfekt at Gro og Frederik virker indforståede med at overlade Melody til Henrik, mens Emil stritter imod.
* Endnu mere perfekt er idéen om at Signe, som stod på sidelinjen i maskotkustume, som intet anede om sit ophav, som har måttet kæmpe for at finde plads blandt de tre flamboyante søskende, i virkeligheden er den der har domineret historien. Uforskyldt, ja vist, men det er stadig den slags oplysning, der giver 100% mening når man har fået den, og som gør det her afsnit til en værdig afslutter.
Jeg tror jeg stopper her. Det har været en fornøjelse at skrive om den her serie, der har for det meste været nok at hive fat i. I næste uge starter så en ny serie på DR1, jeg ved jo ikke endnu om den er noget at skrive hjem om. Ba-dum-tjij. Vi får se.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar