Arvingerne afsnit 2.6

Der har været noget dramaturgisk mærkeligt over den her sæson. Vi er nu ved afsnit seks af syv, og det føltes som om vi igen startede fra nul. Afsnit tre var dramatisk. Afsnit fem var dramatisk. Men der har ikke rigtigt været nogen akkumulation af dramatik over de her uger. Nu igen kommer et mægtigt drama ud af den blå luft: Isa kører galt med Thomas og Emil i bilen, og Thomas kommer skræmmende meget til skade. Ud af ingenting kommer det, og pludselig kan Thomas ikke bevæge noget som helst, og skal opereres i nakken. Det minder om de illegale hashplanter fra afsnit fire, som også lige pludselig eksisterede, og betød at hele høsten måtte brændes af. Det er en mærkelig måde at lave en fortælling på, at der stadig i næstsidste afsnit af en sæson, hvor der mildest talt har været en del bolde i luften, stadig skal introduceres ganske grundlæggende konflikter, der betyder de allerede eksisterende konflikter må udspille sig i afsnittets periferi.

Men det er altså en stil. Der var en anden detalje der lidt undrede mig ved aftenens afsnit: Den pludseligt opståede interesse mellem Isa og Emil. Den kom vitterligt ud af ingenting, de to karakterer har vel ikke engang mødt hinanden før i sidste uge, og der har bestemt ikke været noget der kunne retfærdiggøre den indforståede tone Emil bruger til at afvise Isa, den lød som om det var noget han havde tænkt over længe. Det føles som om der ligger lang tid mellem vi får lov til at se hvad der sker, tid hvor personerne vandrer blandt hinanden, lærer hinanden at kende, bygger om på godset - for faen altså, hvor er der blevet bygget meget om på det gods. Anden sæson af Arvingerne har været én stor ombygning af hele verdenen: Gods, skurvogn, Frederiks strandhus. Alt har skullet bygges om, for at det nye hierarki skulle kunne fungere, med Signe på første sal, Gro i kælderen, og Emil og Thomas ude i haven. Det hierarki blev fastsat efter dramaerne i afsnit fem. Nu ser vi hvorfor det ikke fungerer.

Igen er det uansvarligheden der vælter læsset. Aftaler bliver ikke overholdt, der køres bil med alkohol, og pludselig skal Thomas ligge oppe i hovedhuset, mens Signe må ligge i skurvognen. Hændelsen ryster også Isa, der på ny ryger ned i en bølgedal. Alle har efterhånden erkendt at hun er syg, men Gro fortalte aldrig videre, at hun burde være på anti-depressiver. Jeg kan fornemme at rigtig mange har Gro som yndlingskarakter, men jeg begynder på det nærmeste at få gåsehud bare hun viser sig. Der er ikke nogen onde personer i serien, der er en hel familie af folk der ikke ved bedre, men Gro er så langt den mest kompetente af problemstifterne, og dermed også den mest farlige. Den måde hun behandler Isa på får mig virkelig til at hade hende, mere end jeg hader Thomas, som trods alt er en klovn, eller Frederik, som har været sat fuldstændig til tælling i en halv sæson. 

Men måske hader jeg Robert endnu mere. Robert er simpelthen for glat. På den ene side er han den rolige og fornuftige. På sidelinjen af dramaet får han lige sat Frederik's familie-sammenbrud på plads, står for transport af Hannah, konfronterer Frederik og fortæller Solveig om det thailandske sammenbrud. Gro er rasende over at han blander sig, men det medfører afsnittets eneste reelle fremskridt, idet Solveig dels beslutter sig til at hun vil skilles, og Frederik ender til sidst med at tage imod den udstrakte hånd Emil gav ham i sidste afsnit i den der scene med båden og årene og alt det der. Egentlig burde man jo juble over ham, det er virkelig sjældent at nogen i serien netop tør blande sig, og sørge for afklaring af konflikter, i stedet for blot at lade dem ligge og ulme. Men det er netop fordi han er så fornuftig, at hans deltagelse i kunstsvindlen bliver så meget værre. Gro siger at den gang hun lovede der var mere kunst, da var det i en brandert. Sådan har det været med langt det meste drama i den her sæson: Det er født af branderter eller følelsesmæssige sammenbrud. Det er på en eller anden mere sympatisk end det kalkulerede fuskeri Robert giver sig af med. Det giver mening at han forlader Gro, måske forsvinder ud af familien, netop i det han har givet sit største bidrag til historien. Han er glat og lusket nok til at passe ind. Men de er simpelthen for utjekkede til ham.

Hele sæsonen kan kaldes for utjekket. Ting kastes ind fra højre og venstre, dramaer vender på en tallerken. Selv her, et afsnit fra slutningen, har jeg svært ved at sige hvad vi har lært i den her omgang. Det føles ujævnt og kaotisk, men samtidig også måske mere råt og livagtigt. Hvis nu bare vi kan få en sæsonafslutning uden thailandske fængsler, så vil jeg nok være tilfreds.

Derudover:

* Afsnittet var skrevet af Lars K. Andersen og Maja Jul Larsen og instrueret af Heidi Maria Faisst

* Aftenens bedste billede var der hvor Solveig kører ud til Frederik, der hvor vi ser Frederik inde bag glasvæggen og så spejlbilledet af bilen. Det var dælme pænt.

* Jesper Christensen tør virkelig være nøgen. Dels som i nøgenbadning, men også som i at se helt sølle ud, i rullestol og hvid skjorte og bare ben.

* Det er ikke svært at udpege afsnittets helt: Det må ret så tydeligt være Aksel. Hvis serien er smart, og stadig bruger de tidsspring der har præget fortællestilen det sidste stykke tid, så er han allerede flyttet ind på godset når næste afsnit starter.

* Isa's far, Henrik, havde nu også en rigtig god scene. Der var der omsorg og varme.

* Og egentlig også: Hurra for Solveig. Hun tog skeen i den anden hånd, må man sige.

* Det der skete i Thailand har ligget brak i et par afsnit, men jeg kunne godt lide det blev brugt som en joker. 'Hun havde mærker på halsen da hun kom hjem.' Mere behøver Robert ikke sige til Solveig, alvoren er 100% klar.

* Grillet tang? Føj for faen...

* Det var første gang i et par uger, at jeg så afsnittet på mit fjernsyn, i stedet for på min computer. Hold fast hvor er billedsiden altså grundlæggende flot i stor skala. Og hold fast hvor er det svært at høre hvad de siger en gang imellem, uden hjælp fra undertekster...