Arvingerne afsnit 2.1

Hvem end der fik den idé at lade DR-serier starte 1. januar skulle tvinges til at retfærdigøre sin beslutning mens han/hun havde jordens største tømmermænd, altså. Jeg var måske ikke helt i stand til at fange alle de fine nuancer i det her afsnit...

Jeg er ikke helt sikker på, at det overhovedet gav mening at lave en anden sæson af Arvingerne. Det er nemlig reelt set ikke ret let at køre en familie-serie i længere tid uden at det ender i ren sæbe-opera. Hvis man tænker over det, så findes der egentlig langt færre gode familie-dramaer end man lige skulle tro, og de fleste af dem har et eller andet, der ligesom kan generere historier udenom blot familiereaktionerne. The Sopranos havde mafiaen, Six Feet Under havde bedemandsbutikken og folks forhold til døden. Af dem der kører lige nu, så drives roste Transparent af farens transition fra mand til kvinde, og de forhold det tvinger børnene til at forholde sig til. Sandheden er, at familieforhold egentlig ikke er den bedste generator af fortællinger og konfliker i tv, for der er jo i virkeligheden aldrig nogen ende på dem. Det ville lynhurtigt blive alt for repetetivt og deprimerende, hvis serien blot sovsede rundt i de samme konflikter igen og igen. Der må komme noget nyt udefra. Arvingerne havde en genial generator i første sæson i alt det med arve-historien, og de sår og fortielser den proces rodede op i, og det var da også tydeligt, at da historien til sidst skulle bevæge sig videre, så blev det hele lige pludselig noget mere kulørt. Så blev Emil forrådt af sin kompagnon, vi næsten aldrig havde set før, og røg i fængsel. Gro blev kriminel kunstsvindler over for uvidende russere. Og Signes far John blev lige alkoholiker i et par afsnit, inden han nåede på ret køl igen.

Serien har ikke sin styrke i den her slags historier. Især Emils historie om thailandsk korruption og mishandling er jeg komplet ligeglad med. Seriens centrale spørgsmål er egentlig det samme i anden sæson som i første: Hvad er det de fire børn har arvet fra deres ophav? Nu i mere overført betydning. Men hvad er det Veronika og hendes livsstil, og i mere overført betydning 68'erne som sådan, har givet i arv til næste generation? Det lå altid som subtekst i første sæson, hvor både Signes og hendes forældres forhold gik i stykker alt som de blev hvirvlet ind i den dysfunktionelle familie på Grønnegården. Men det ville på ingen måde skade hvis serieskaber Maya Ilsøe blev mere eksplicit om det her i anden sæson. Historien om Isa i første afsnit kunne også godt tyde på, at det var ambitionen.

Hvem der er forældre til Melody blev fremstillet som en hemmelighed i første del af afsnittet, og det fungerede måske ikke helt. Så snart det blev klart af Isa stadigvæk opholdt sig på godset var det relativt åbenlyst at det nok var hende snarere end centrale karakterer som Signe eller Gro, for hvem der var sket noget så omvæltende som at blive mor. Problemet er at serien er defineret ved, at dens karakterer er rigtig meget forskellige fra hinanden, men for at leje lidt med mystik skal hele familien agere som om de er helt uden konflikter, og helt enige i at Melody naturligvis skal igennem et navngivningsritual, som ærlig talt mere siger Thomas end Veronika, som jo sådan set er den forælder børnene har til fælles - den eneste der helt reelt er Melody's halvsøskend er jo sådan set Gro aka 'Pølse'. Jeg er især ikke heeeelt sikker på det giver mening, at Frederik lagde sine børn i en vugge lavet af Thomas og gået i arv i familien, var han ikke meget meget vred på Veronika i starten af serien før hun døde? Forårsaget af hans fars død, som jo var mens han var ganske ung, lige omkring da Signe blev givet væk (hvilket Thomas siger er 1989, i forbindelse med det nye kunstværk Gro har forfalsket). Der er nogle spørgsmål om, hvornår og hvor meget de to ældste børn tog afstand til kaosset på Grønnegården, som ikke står helt klart for mig. Men det kan jo være det kommer over de næste par uger.

Men tilbage til Isa. Melody-mysteriet fungerede måske ikke helt, men det korte glimt hvor Thomas tog Lone i hånden var en perfekt overraskelse: Et ganske kort glimt, der sagde alt om Thomas' opførsel og hans reaktion på det ansvar og den seriøsitet der kommer med graviditet og faderskab. Selvfølgelig gik han fra Lone fordi hun blev for seriøs, til fordel for en yngre model, og selvfølgelig gik han tilbage til Lone da den yngre kvinde blev gravid. Helt igennem perfekt. Nu har Isa så tydeligvis fået en fødselsdepression, noget der ifølge Sundhedsstyrelsen sker for ca hver tiende nybagte mor, men bortset fra Signe er der ikke nogen af familien der hverken siger eller gør noget. Især Gro er helt ekstremt usympatisk i det her afsnit, mere optaget af sit eget forhold til den lille ny, og ekstremt afvisende overfor den unge kvinde, som jo på en eller anden måde er hendes nye stedmor. Men ingen andre har blik for Isas problemer, og/eller vilje til at se problemet i øjnene. Det bliver fortiet, lagt stille, selv efter barnet bliver kastet i søen og er lige ved at drukne. Men så snart John og Lise dukker op - morsomt nok indenfor sekunder af hinanden, tydeligvis aftalt... - reagerer Isa positivt. Omsorgen og empatien står malet i især Lises ansigt, og afslører præcis hvad det er resten af familien mangler. Det er ikke fordi de ikke elsker eller holder af. Det er fordi de ikke ser. Men præcis hvad de ikke ser, og hvorfor, det kan jeg ikke sige noget om endnu (standardsvaret i den her type historier er stort set altid 'egne privilegier', men det er for tidligt at sige noget om)

Ellers er det hele et typisk godt afsnit af en rigtig god serie. Seriens styrke er altid situationerne og skuespillet. Det der sker og hvordan, snarere end hvad der bliver sagt. Dåbssritualet er en typisk bravura-scene for serien, et superstykke af production-design, kostumering, sat til en korudgave af seriens egen titelmelodi. Kun Arvingerne ville sætte den scene præcis sådan, og mens dansk drama er fulde af udbrud som Isas rettet mod Thomas, så er det typisk Arvingerne at Thomas modtager den med bukserne om knæene og strikhue på hovedet. En god start, der sætter en masse spørgsmål i søen. Så får vi set hvordan der bliver fulgt op på dem de næste par uger.

Usammenhængende betragtninger:

Afsnittet er krediteret til Maja Jul Larsen som episode-forfatter og Maya Ilsøe som hovedforfatter. Det er såmænd instrueret af Jesper Christensen. Alle involverede arbejdede også på serien i første sæson.

Jens Jørn Spottag, Anette Katzman og Kenneth M. Christensen er ikke længere krediteret i forteksterne. Det er Kirsten Lehfeldt som Lone til gengæld nu. Men ikke Josephine Park som Isa.

Jeg er komplet ligeglad med Emils historie, og jeg håber virkelig den er færdig så hurtigt som muligt.

Gros falsknereskapader er jeg heller ikke så voldsomt interesseret i, men oplysningen om, at Gro sådan set selv har et ikke ubetragteligt kunstnerisk talent var ret interessant. Der ligger en god historie i, hvordan hun valgte at arbejde med kuratering og formidling snarere end at dyrke sit eget talent, en historie hvori Veronika sikkert ikke spiller den mest sympatiske rolle.

Frederik er i gang med at lave et eller andet med nyt hus. Jeg forstår ikke helt hvad det gik ud på, men det går da nok. Og så er han stadig i terapi, og der er stadig spændinger i familien. Og den ældste datter ryger hash. Dam-dam-daaaaammmm.

Hvor mange afsnit tror vi der går før Signe ender sammen med ham landmanden?

Et personligt mysterie jeg godt gad at få opklaret: Hvordan det nu lige hænger sammen med Frederiks musiksmag. Den der kæmpe Rammstein plakat der hang i deres stue i sæson et, det harmonerede aldrig helt med ham som den tilknappede og pæne af børnene. Men ikke nødvendigvis på nogen dårlig måde.

Lidt i samme spor, men hvor haen kom instrumenterne de jammede på fra? Thomas har jo alverdens ting og sager, men el-guitar og trommepads? Er det ikke lidt for moderne?

Cadeau til serien for at tackle fødselsdepression, som jo så altså er et ret så udbredt problem. Og seriens skildring af personernes blindhed overfor problemet, og uvilje til at håndtere noget ret så tabubelagt, er sikkert heller ikke helt skudt forbi. Så det er bestemt noget der bør tales mere om.

Jeg er spændt på, om der er nogen der gider og læse det her. Det jeg skrev om 1864 blev læst, men det var også en serie der kunne jokes ret så meget med. Tonen i de her recaps bliver nok lige en smule anderledes, med mindre den VIRKELIG kører af sporet. Lad os da håbe det ikke sker.