Arvingerne afsnit 2.7

Det her havde været en ret så modig serie-afslutter. Billedet ovenfor er faktisk ikke med i afsnittet, det er et promotion-billede DR har brugt i længere tid. Her er et link til en historie Canal Digital lavede tilbage i December om den nye sæson, og billedet derfra henviste altså til de aller sidste momenter af sæsonen. Tal om spoiler. Hvis man som jeg har stødt på de ovenstående billeder igen og igen - jeg leder jo efter billeder til hvert afnit, og det er ikke helt let uden afsnit-navne - så var der en genkendelsens glæde over slutningen af det her afsnit, en følelse af at noget faldt på plads. Selv hvis man aldrig havde set Signes røde trøje og Frederiks grønne blazer før, så var der en afklaret følelse over slutningen, hvor de fire søskende og Melody stillede sig sammen og ordnede sagerne. Når de fire personer før har været i billedet sammen, så har de nærmest altid kigget mod hinanden, for de har altid været oppe at skændes. Nu stod de pludselig alle fire i døråbningen og kiggede samme vej, mod Kim, som de sammen havde snydt. Og nattebillederne de sidste par minutter er noget af det smukkeste serien har lavet. I lyset fra gravkoen giver Signe Melody til Gro, mens Frederik lægger hånden på Emils skulder. Og så går de fire søskende på linje tilbage mod Grønnegården, med ryggen mod kameraet. Det føltes så rigtigt, men vi ved alle sammen at det er så forkert. Jeg er helt skuffet over, at der kommer en sæson tre, for det her var en ualmindeligt kynisk afslutning, så meget at det gjorde helt ondt.

Jeg vil ellers sige, at halvvejs inde i afsnittet syntes jeg stadig ikke der var den nødvendige pondus, for at kunne binde sæsonen sammen. Vi fik den afgørende afslutning, da Gro's falsknerier kom for en dag, men det var endnu en ting den her sæson, der kom sådan ud af den blå luft. Kim skal bruge et 'oplæg', en skitse som Gro burde have samlet værket efter, et element vi aldrig har hørt noget om før. Så må Emil og Frederik jo lede, og så pludselig trævles hele løgnen op. Sådan er der lige lidt for mange ting der er sket den her sæson, hvor ting vi ikke vidste noget om pludselig kommer ind og vælter læsset. En gang imellem er det bedre, mere suspensefyldt, hvis vi ved der ligger en bombe og tikker, og kan gå og frygte hvad der skal ske. Det efterfølgende skænderi har en lidt pro forma agtig karakter efter så mange andre skænderier tidligere i sæsonen, og det føles ikke mere vigtigt da Solveig kommer med Hannah og Villads og alt sættes på pause for at 'bygge hule'. Det var sådan set en rigtig fin scene, hvor vi nok engang så den kreativitet og det gå-på-mod som karakteriserer hele familien, for det var bestemt en imponerende hule, samtidig med at vi ved hvor meget skade Gro's 'kreativitet' har gjort med værkerne. Frederik er vanligt kejtet, Emil er drøncharmerende som altid, og man kan høre på Hannah hvor tillokkende hun finder hele idéen om søskendeflokken på slottet. Og i periferien er der den ene hemmelige samtale efter den anden. Men med en halv time tilbage af sæsonen var det måske ikke det rigtige valg at skubbe intrigen i periferien, mens de alle forsøger at imponere Frederiks børn?

Men anden halvdel var sgu god! Jeg kan sige præcis hvorfra jeg synes det blev godt, det var det lange klip af Frederik, efter Solveig har fortalt ham dels om lejligheden, dels at hun vil kontakte ham gennem Emil. Nederlaget stod mejslet i Carsten Bjørnlund's hele krop og hoved, også i hans ryg da vi følger ham gennem regnen mod søn og datter. Frederik's familie forsvinder i det fjerne, og straks vender Emil sig om, med vrede i ansigtet: 'Hvad lavede du i kælderen?'  Scenen i kælderen var også god, med Gro's lille pause inde hun er ærlig omkring næbbet, og slutningen, hvor Gro siger 'Undskyld' til Frederik, og han ikke ved hvad han tør svare, var igen et fuldstændig suverænt billede. De to søskende, som har gravet familien så langt ned i mørket, nu alene tilbage i kælderen. Så Emil i kamp mod Signe, Emil, som tidligere ville kæmpe for at stå på egne ben, men som nu, hvor han har - midlertidigt - styr på sit eget liv, er den eneste der ikke kan se hvor lidt familien hænger sammen. Gro og gale Thomas: 'Det skal nok blive fint.' 'Der er ikke en skid der bliver fint!' Og så kuppet, glansscenen: Morgenkonfrontationen i kælderen!

Så godt skruet sammen. De to sønner på sengen, med hver deres kop thé i hænderne. Fælles front. At Gro's vrede kommer idet hun bliver fjernet fra Veronikas værker. Og så begynder Gro at forklare om fortiden til Signe, og pludselig bliver alt vendt på hovedet:

'Det hele drejer sig om dig. Mors tragedie. Drengene hun ikke kunne overskue, fordi hun var fuldstændig ødelagt af sorg over at have mistet dig. Vi har alle tre levet i skyggen af dig.' [...] 'Det var mig der passede dig dengang. Det var også mig der ringede til John, og sagde han skulle komme. Var det også forkert? Måske. Måske skulle jeg have passet bedre på jer, dengang i mistede jeres far. Eller på mor, da hun ville drikke sig ihjel.'

Gro gjorde det umulige: Hun fik sine søskende tilbage på sin side - de to drenge på sengen så pludselig meget små ud. For mig var jeg mere imponeret over, at jeg selv begyndte at holde af hende igen. Pludselig giver det mening. Det komplicerede forhold til Veronika. Følelsen af at have fortjent at kunne gøre arbejdet videre. Endda det indædte had til Isa, endnu en mor der ikke kunne overskue det, som jeg ellers har været virkelig vred på hende over. Engang var Signe Melody, mens Veronika var Isa. Herfra var forsoningen nærmest uundgåelig. Præcis hvad der får Signe til at tage Melody tilbage fra Henrik virkede lidt gådefuldt, men måske hans ord om, hvordan opvæksten har skadet dem ramte hende. For Signe er heller aldrig kommet sig over 'dramaet' i familien, selvom hun aldrig var klar over det. I sidste ende, så er der ikke nogen vej tilbage.

Som sådan blev der bundet krølle på det hele. Jeg ved ikke om sæsonen som helhed giver mening. Alt har nærmest været kaos siden afsnit 7 af første sæson. Måske er det sådan man skal se på det? Som om de første syv afsnit af første sæson var en blok, og at de sidste tre, sammen med de her syv, udgør en anden, kaotisk og mærkværdig, blok? Måske giver det mening derefter. Det her har været en svingende sæson, der gik fra storm til stilhed tilbage til storm uden at det var helt let at regne ud hvad der foregik. Tesen har lidt været, at familien ganske enkelt ikke kunne undgå 'drama', og det virkede nogle gange som om det gav carte blanche til uventede plot twists. Men når det var godt var det uovertruffent, især i afsnit 3, hvis kvaliteter ikke blev undermineret af resten af historien, det blev ikke glemt, selvom både Gro og Frederik indædt forsøgte at grave det ned. Første halvdel af første sæson var nok det stærkeste stræk af serien, men jeg foretrak slutningen på den her sæson end på sæson 1. Men sæson tre skal have et hook, en througline, for fortællingen om familiens 'drama', den føles færdigfortalt.

En sidste gang diverse:

* Afsnittet var skrevet af Maja Jul Larsen og instrueret af Heidi Maria Faisst

* Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med Faisst's instruktion, jeg følte faktisk lidt at rytmen har været lidt off i de to afsnit hun instruerede. Men der var dælme rigtig mange flotte billeder i aften. Jeg nævnte mange af dem, men også Signe på sengen før samtalen med Emil, og især Gro i hospitalsværelset mod det lyse vindue, det var dælme også smukt.

* Scenerne hvor de bygger ting er altid de bedste, og Emil og Frederik i færd med at rekonstruere kunstsvindlen var herlig. Carsten Bjørnlund knækker et øjeblik sammen i grin, inden der klippes videre.

* Jeg ved ikke om jeg husker rigtigt, men jeg kan ikke mindes at nogen før har kaldt Melody for 'vores' søster. Det signalerer ikke blot fællesskab, men det antyder også Thomas som en fælles far for familien, netop som han er indlagt og virker færdig.

* Endnu sværere at huske, men de der klokker Emil havde med til Thomas, havde Thomas ikke også dem med til Veronika, helt tilbage i første afsnit, da hun var ved at dø? Jeg har endda en idé om at Thomas spillede på dem netop som hun døde, hvilket vil gøre Thomas' komiske 'Så kan det sgu da ik' gå galt' en del mere ildevarslende.

* Det var perfekt at Gro og Frederik virker indforståede med at overlade Melody til Henrik, mens Emil stritter imod.

* Endnu mere perfekt er idéen om at Signe, som stod på sidelinjen i maskotkustume, som intet anede om sit ophav, som har måttet kæmpe for at finde plads blandt de tre flamboyante søskende, i virkeligheden er den der har domineret historien. Uforskyldt, ja vist, men det er stadig den slags oplysning, der giver 100% mening når man har fået den, og som gør det her afsnit til en værdig afslutter.

Jeg tror jeg stopper her. Det har været en fornøjelse at skrive om den her serie, der har for det meste været nok at hive fat i. I næste uge starter så en ny serie på DR1, jeg ved jo ikke endnu om den er noget at skrive hjem om. Ba-dum-tjij. Vi får se.

Arvingerne afsnit 2.6

Der har været noget dramaturgisk mærkeligt over den her sæson. Vi er nu ved afsnit seks af syv, og det føltes som om vi igen startede fra nul. Afsnit tre var dramatisk. Afsnit fem var dramatisk. Men der har ikke rigtigt været nogen akkumulation af dramatik over de her uger. Nu igen kommer et mægtigt drama ud af den blå luft: Isa kører galt med Thomas og Emil i bilen, og Thomas kommer skræmmende meget til skade. Ud af ingenting kommer det, og pludselig kan Thomas ikke bevæge noget som helst, og skal opereres i nakken. Det minder om de illegale hashplanter fra afsnit fire, som også lige pludselig eksisterede, og betød at hele høsten måtte brændes af. Det er en mærkelig måde at lave en fortælling på, at der stadig i næstsidste afsnit af en sæson, hvor der mildest talt har været en del bolde i luften, stadig skal introduceres ganske grundlæggende konflikter, der betyder de allerede eksisterende konflikter må udspille sig i afsnittets periferi.

Men det er altså en stil. Der var en anden detalje der lidt undrede mig ved aftenens afsnit: Den pludseligt opståede interesse mellem Isa og Emil. Den kom vitterligt ud af ingenting, de to karakterer har vel ikke engang mødt hinanden før i sidste uge, og der har bestemt ikke været noget der kunne retfærdiggøre den indforståede tone Emil bruger til at afvise Isa, den lød som om det var noget han havde tænkt over længe. Det føles som om der ligger lang tid mellem vi får lov til at se hvad der sker, tid hvor personerne vandrer blandt hinanden, lærer hinanden at kende, bygger om på godset - for faen altså, hvor er der blevet bygget meget om på det gods. Anden sæson af Arvingerne har været én stor ombygning af hele verdenen: Gods, skurvogn, Frederiks strandhus. Alt har skullet bygges om, for at det nye hierarki skulle kunne fungere, med Signe på første sal, Gro i kælderen, og Emil og Thomas ude i haven. Det hierarki blev fastsat efter dramaerne i afsnit fem. Nu ser vi hvorfor det ikke fungerer.

Igen er det uansvarligheden der vælter læsset. Aftaler bliver ikke overholdt, der køres bil med alkohol, og pludselig skal Thomas ligge oppe i hovedhuset, mens Signe må ligge i skurvognen. Hændelsen ryster også Isa, der på ny ryger ned i en bølgedal. Alle har efterhånden erkendt at hun er syg, men Gro fortalte aldrig videre, at hun burde være på anti-depressiver. Jeg kan fornemme at rigtig mange har Gro som yndlingskarakter, men jeg begynder på det nærmeste at få gåsehud bare hun viser sig. Der er ikke nogen onde personer i serien, der er en hel familie af folk der ikke ved bedre, men Gro er så langt den mest kompetente af problemstifterne, og dermed også den mest farlige. Den måde hun behandler Isa på får mig virkelig til at hade hende, mere end jeg hader Thomas, som trods alt er en klovn, eller Frederik, som har været sat fuldstændig til tælling i en halv sæson. 

Men måske hader jeg Robert endnu mere. Robert er simpelthen for glat. På den ene side er han den rolige og fornuftige. På sidelinjen af dramaet får han lige sat Frederik's familie-sammenbrud på plads, står for transport af Hannah, konfronterer Frederik og fortæller Solveig om det thailandske sammenbrud. Gro er rasende over at han blander sig, men det medfører afsnittets eneste reelle fremskridt, idet Solveig dels beslutter sig til at hun vil skilles, og Frederik ender til sidst med at tage imod den udstrakte hånd Emil gav ham i sidste afsnit i den der scene med båden og årene og alt det der. Egentlig burde man jo juble over ham, det er virkelig sjældent at nogen i serien netop tør blande sig, og sørge for afklaring af konflikter, i stedet for blot at lade dem ligge og ulme. Men det er netop fordi han er så fornuftig, at hans deltagelse i kunstsvindlen bliver så meget værre. Gro siger at den gang hun lovede der var mere kunst, da var det i en brandert. Sådan har det været med langt det meste drama i den her sæson: Det er født af branderter eller følelsesmæssige sammenbrud. Det er på en eller anden mere sympatisk end det kalkulerede fuskeri Robert giver sig af med. Det giver mening at han forlader Gro, måske forsvinder ud af familien, netop i det han har givet sit største bidrag til historien. Han er glat og lusket nok til at passe ind. Men de er simpelthen for utjekkede til ham.

Hele sæsonen kan kaldes for utjekket. Ting kastes ind fra højre og venstre, dramaer vender på en tallerken. Selv her, et afsnit fra slutningen, har jeg svært ved at sige hvad vi har lært i den her omgang. Det føles ujævnt og kaotisk, men samtidig også måske mere råt og livagtigt. Hvis nu bare vi kan få en sæsonafslutning uden thailandske fængsler, så vil jeg nok være tilfreds.

Derudover:

* Afsnittet var skrevet af Lars K. Andersen og Maja Jul Larsen og instrueret af Heidi Maria Faisst

* Aftenens bedste billede var der hvor Solveig kører ud til Frederik, der hvor vi ser Frederik inde bag glasvæggen og så spejlbilledet af bilen. Det var dælme pænt.

* Jesper Christensen tør virkelig være nøgen. Dels som i nøgenbadning, men også som i at se helt sølle ud, i rullestol og hvid skjorte og bare ben.

* Det er ikke svært at udpege afsnittets helt: Det må ret så tydeligt være Aksel. Hvis serien er smart, og stadig bruger de tidsspring der har præget fortællestilen det sidste stykke tid, så er han allerede flyttet ind på godset når næste afsnit starter.

* Isa's far, Henrik, havde nu også en rigtig god scene. Der var der omsorg og varme.

* Og egentlig også: Hurra for Solveig. Hun tog skeen i den anden hånd, må man sige.

* Det der skete i Thailand har ligget brak i et par afsnit, men jeg kunne godt lide det blev brugt som en joker. 'Hun havde mærker på halsen da hun kom hjem.' Mere behøver Robert ikke sige til Solveig, alvoren er 100% klar.

* Grillet tang? Føj for faen...

* Det var første gang i et par uger, at jeg så afsnittet på mit fjernsyn, i stedet for på min computer. Hold fast hvor er billedsiden altså grundlæggende flot i stor skala. Og hold fast hvor er det svært at høre hvad de siger en gang imellem, uden hjælp fra undertekster...

Arvingerne afsnit 2.5

Til Robert-uddelingen i søndags ryddede Arvingerne bordet blandt tv-priserne. Bedste Tv-serie og samtlige skuespilpriser, heriblandt prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle til Trine Dyrholm. Trine Dyrholm er nok seriens bedste skuespiller, og hendes Gro stiller sig altid i centrum med en indlysende autoritet, men er hun alligevel den kvindelige hovedrolle i serien? Det kommer meget an på hvordan man ser serien. Enten er det en serie om familien Grønnegaard, og især de fire børn. I så fald kommer Gro, som familiens ældste datter og naturlige matriark, til at stå i centrum. Men fra start af har en anden fortælling presset sig på, en fortælling om en enkelt ung kvinde, Signe, der må definere sig selv i forhold til både sin gamle familie og sin nye. Aller første scene i aller første afsnit af første sæson viste Signe komme ud af sit maskot-kostume, en kvinde der var vandt til at heppe på andres sidelinjer, og på sin vis har resten af serien vist hvad første scene metaforisk antydede. Og sjældent så tydeligt som her i midterstrækket af anden sæson.

Det sås i afsnittets to store debat-scener mellem Signe og familien. I den første står de tre gamle familie medlemmer, Gro Thomas og Emil, på linie mod Signe, skærmer hende nærmest inde i det lille køkken John har sat op. I den anden sætter Signe hele familien, nu inkl. Isa, Lone og Melody, ned på en sofa, mens hun selv står ude på gulvet, med masser af rum bag sig, høj og dominerende foran dem. Den eneste der ikke sætter sig ned er naturligvis Gro. Konfrontationen mellem de to er det centrale i afsnittet. Gro er naturligvis urimelig, når hun ikke vil give Signe prototypen, men vi seere forstår jo godt at det hænger sammen med hendes falsknerier. Det sætter Gro i en situation hvor hun kun kan forsvare sig selv ved at gå til angreb, hvilket hun gør med det naturligste talent. 'Der har simpelthen ikke været andet end splid siden du dukkede op!' Det er teknisk set sandt, men vi ved jo at der også var splid før. Familien var splid-fyldt for Signe dukkede op, såmænd også før Gro og Frederik og Emil begyndte at agere selv. Der var splid mellem Veronika og hendes tre mænd, og det er aldrig blevet løst. Konklusionen i afsnittet bliver at Signe for første gang træder i karakter som sig selv: Sætter betingelser for lånet fra Gro, så hun ikke står i gæld til hende, men så det bliver opvejet af lån af kælderen. Forviser resten af familien til kælder og trailer, hvorefter hun sømmer den direkte nedgang til kælderen til (Jeg går da i hvert fald ud fra det er nedgangen til kælderen. Helt ærligt er jeg ikke helt klar over hvordan rummene fungerer i det hus.) På den vis er debatten i hvert fald midlertidigt afgjort: Der er Signe, og der er familien, og de må fungere hver for sig.

Men det er midlertidigt, for afsnittet ser også andre mulige skillelinjer blive sat op. Inden Signe træder i karakter bliver hun opmuntret af først Isa og derefter Emil. De to andre yngre medlemmer i familien. Og to, som hver især har haft tid væk fra familien, og som har fundet frem til hvilken plads de vil indtage. Isa vil ikke være kærester med Thomas, men vil gerne bo som venner - hvilket vel ikke kan komme bag på ham når nu han også er sammen med Lone, men han virker alligevel skuffet. Og Emil havde en stærk konfrontation med Frederik. Frederik kan stadig kun se forholdet som et han definerer, han giver ham tilgivelse, og så må det være det. At måske Frederik selv skal søge om tilgivelse, at han skal lade Emil bestemme over forholdet mellem de to, det kan han ikke håndtere. Emils historie om dengang han stjal og gjorde hærværk, den spejler sig i historien Emil fortalte i fængslet, om hvordan Frederik fandt ham hos Veronika og tog ham med hjem. Det virkede som en sød fortælling dengang, men også i den fortælling sagde Frederik at de ikke skulle sige det til nogen. Måske, siger Emil nu, måske var Frederik ikke bange for at noget skulle gå ud over Emil, men for at nogen skulle drage den konklusion, at hvis der var noget i vejen med Emil, så måtte der også være noget galt med Frederik.

Måske de ressourcestærke, hjælpsomme medlemmer af familien, Gro, Frederik, til en hvis grad Thomas, der med det samme kan organisere et kollektiv, måske de ikke er hvad der holder familien sammen, men i deres blanding af styrke plus blindhed overfor andres problemer, måske er de netop det, der sikrer, at familien aldrig kan blive helet helt. Måske kan Isa, Emil og Signe kun løse deres problemer på egen hånd. Eller måske kan de tre støtte sig til hinanden? Men de tre har desværre også stødt andre fra sig. Signe kan ikke bare tage hjem til Lise, for der er John flyttet ind. Og i afsnittets mest tragiske spor ser vi konflikterne fra første sæson gå ud over de endnu yngre familiemedlemmer, hos Villads og Hannah. Nattescenen hvor Frederik går grasat er utroligt skræmmende, og den efterfølges af sammenklip mellem tre af seriens kvinder: Gro der passer på Emil, Signe der sidder i sin bil på Svendborg Havn, og Hannah der vandrer langs en vej. Tre kvinder, tre små generationer, der skal finde deres plads. Til slut dukker Hannah op det aller værste sted: Hos Gro. Hun siger hun ikke ved hvem ellers hun skulle spørge, og det er jo sandt nok. Solveig og Emil brændte broer, og hun kender ikke Signe. Men hvorfor skulle Gro, som Frederik næsten slog ihjel, være den rette til at hjælpe Frederik? Det er svært at se noget godt komme ud af den forespørgsel.

Mer, mer, mer:

* Da Gro og Thomas kommer tilbage til Grønnegården begynder Gro at knappe sine bukser op, hvilket fik mig til at tænke: Der har egentlig været enormt mange scener hvor hun skifter bukser, har der ikke? Det er sådan en ting hun altid gør foran Robert. Så det var pudsigt at hun går i skjul på toilettet når hendes far og halvbror er der. Det er sådan noget tv-serier kan være rigtig gode til, variation og gentagelse.

* Apropos Robert, så dukker han op og vil købe lejlighed med Gro, med plads til hans børn. Men Gro er afvisende. Ganske sigende, taget i betragtning af hvor meget hun er der for sin halvsøster, at hun intet har til overs for sine nye bonus-børn.

* Da Emil og Gro skændes om prototypen nævner Gro at hun jo hjalp Emil ud af fængslet, hvilket Emil siger intet har med noget at gøre. Men husk at Gro netop begyndte kunstfalskneriet for at få penge til thailandske bestikkelser. Så det har 100% noget med det at gøre, det var bare en fejl fra Gro's side at påpege det.

* Mere Gro: Henrik, Isa's far, er nok en klovn, men jeg var 100% på hans side i snakken med Gro. Og han lader til at have ladet Isa vænne tilbage da hun var rask nok.

* Typisk at familien intet aner om Frederik's ægteskabelige problemer. De snakker rigtig meget om at holde familien sammen i det her afsnit, men de gør ikke så meget for det.

* Aksel vil stadig gerne hjælpe Signe, det er tilsyneladende ham som har skaffet kontakter i Holland. Lad os håbe det også kan betyde mindre Martin, ik? At de to bejlere blev introduceret samtidig gjorde det blot endnu mere hovedrystende at Signe valgte ham den gamle og glatte, der også ville ødelægge forholdet til hendes far.

* Jeg forstår ikke helt arkitekturen på Grønnegården, og jeg er heller ikke helt med på hvor langt væk Frederik's nye hus er. Det er en cykeltur væk, åbenbart, men på et tidspunkt på Grønnegården kan man høre en motorsav, hvilket fik mig til at tænke på om det er Frederiks arbejde, og om han har købt en grund lige nærved. Det hele er lidt uklart, forståeligt nok, eftersom serien ikke vil navngive præcis hvorhenne på Fyn vi er, men til tider kan det godt skabe lidt forvirring.

* Jeg kan se på hvad der er af anmeldelser rundt omkring, at mange er småskuffede over den her sæson. Jeg har svært godt kunne lide de sidste par afsnit, og synes ikke de tynde stræk har været så mange flere og værre end der var i første sæson. At knytte historien til Signe sikrer at det ikke blot bliver repetition af de problemer, familien havde i første sæson. Først blev hun en Grønnegård. Nu skal hun blive sig selv igen.

* To dage forsinket. Jeg var på filmfestival i Göteborg, og har brugt de sidste par dage på at komme hjem igen, og sove ud oven på  42 filmvisninger på ti dage. Er spændt på at se hvor mange læsere man mister når man ikke er aktuel.