1864 afsnit 7

Da jeg havde set aftenens afsnit færdig brugte jeg lidt tid på at gruble over hvad det var jeg havde set. Det syntes jeg egentlig, at Bornedal havde fortjent. Når man laver en krigsfilm/serie, så er det naturligvis krigsscenerne der bør fortælle mest, og dette afsnits centrale sekvens, stormen på Dybbøl, naturligvis, emmer af følelser, liv og død, indhold og mening. Eller i hvert fald forsøg på at skabe dette. Vi snakker 1864, så der er naturligvis ikke noget der lykkes 100%. Og selvom jeg var teknisk imponeret over de centrale 25 minutter i det her afsnit, og selvom mange af sekvenserne var på internationalt niveau, så slår det mig, at Bornedal fundamentalt misforstår de inspirationskilder han trækker på, og de udsagn om krig, som de udlægger.

Men først: Lad os kippe på hatten i typisk dansk stolthed over, at det er lykkes en landsmand at lave noget, der teknisk set er på internationalt niveau. Vi snakker herhjemme om, at 170 millioner er det største beløb nogensinde til en tv-serie, men i USA får du sgutte megen 8 timers krigsfilm for de penge. Men det var kun når cgi-mænd fløj rundt i luften efter eksplosioner, at jeg blev mindet om, at det trods alt var en dansk produktion jeg så. Granaternes lysstriber i natten, der ledte til helvedet i løbegangene under bombardementet. De første tyve minutter - den bedste del - var stort set kun kaos, hvor kameraet fulgte enkelte personers forvirrede adfærd mens helvede udviklede sig rundt om dem. Laust og Johan i skansen, med døde danskere og angribende tyskere. Peter, Dinesen og de andre som reserve, der kan høre helvedet i det fjerne, og se enkelte stakler i vild flugt tilbage. Og Heinz fra den anden front, råbende, skrigende, skydende, overvældet af et kanon-skud ved en stål...dims. I de tyve minutter mindede det om de bedste nyere krigsscener jeg kender, fra film som Gladiator, Saving Private Ryan og Thin Red Line.

Men, men, men. Så kom der langsomt mere kontrol over det. Dinesen fik fremkaldt et modangreb fra ottende brigade, og slaget blev mere overskueligt, bølger af mænd, frem og tilbage, flere huller i slagmarken uden lig og drab. Det hele ledende frem til trippel-klimakset: Djargo der forsøger at dræbe Didrich, men selv dræbes af en vildfaren kugle; Laust der finder Didrich, og som en ægte helt tager ham på ryggen; og endelig, klimaksernes klimaks, Peter der finder Laust i præcis det øjeblik tyskerne gør det, og den ældste brors tragi-heroiske død, med fuglefløjt og gråd og strygermusik. Og den del af det brøs jeg mig ikke så forfærdelig meget om.

Der er en fælles ting ved de kendte scener i de tre film jeg nævnte før: De falder alle sammen ret tidligt i filmene. Det er ret væsentligt for effekten, for det betyder at vi som seere ikke har noget fodfæste, ikke er sikre på hvem vi skal lede efter, hvem der betyder mere end andre. Det er en ret så væsenlig del af det kaos, som scenerne skaber. 1864 har kaos-teknikken fuldt parat, men især i anden del går der decideret skæbne i den. Lausts død føles ikke som kaos, ikke engang som krig. Hvordan kunne den, når vi har fået den antydet i Inges dagbog flere gange, og set den forudfortalt i Johans visioner og gale udbrud? Det føles mere mekanisk. Og det føles heller ikke rigtig som om krig som sådan er så modbydeligt og kaotisk og grusomt, som man måske kunne tro. For Bornedal gør det klart, at danskernes kommandostruktur bryder sammen med det samme, med kaos til følge. Tyskerne, derimod, ser ud til at klare det hele meget godt, og bortset fra en enkelt skrald ved den der stål-tingest, så ser de ikke engang ud til at blive så voldsomt traumatiserede af det - hvorimod de var frygtelig dårligt til sinds efter nederlaget ved Mysunde. Hvis nu bare Dinesen havde styret det hele fra danskernes side, ik!

Der er en tynd linje mellem at skildre krig som kaos, hvor enkelt-individet desperat forsøger at skabe orden i det. Og så skildre krig som et kaos fordi dårlige enkelt-individer har skabt kaos i det. Og jeg tror 1864 misser den skildring. Kontrasten mellem de kugleskøre danskere og de fornuftige tyskere har været så overgjort, at det nu virker som om de danske politikere smittede krigen med deres galskab. Dinesen og Johan bliver sat ind som individer der forstår krig, på en eller anden måde, som om der trods alt er noget at forstå. Witt fra Thin Red Line er også en mystiker, men lige præcis af den grund er han ude af stand til at forstå krigen, og han er en desertør. Johan, derimod, er i sidste ende præcis det modsatte: En frivillig, og en snigmorder. Og Lausts død får på en eller anden måde tilført mening via sin skæbnetunge tragik, hvilket altså lidt er det modsatte af hvad en titel som 'Slagtebænk Dybbøl' antyder. Inge siger til sidst 'Alle soldater i en krig dør, eller bliver såret. Hvis ikke på krop, så på sjæl.' Det er en smuk, pacifistisk tanke. Men det er i sidste ende ikke det budskab serien har solgt. Den har givet os overmennesker uden sår. Mystikere uden sår. Tyskere uden sår. Den har nærmest sagt, at krig er galskab, hvis den startes af gale mennesker. Og at krig er forfærdeligt, kaotisk, grusomt, hvis altså vel og mærke man taber.

Det her syvende afsnit var så klart seriens højdepunkt, men det vidste vi nærmest på forhånd. Bornedal har fra start af iscenesat det som højdepunktet, i den grad, at de første afsnit føltes komplet overflødige, og forløbet herefter frem mod slaget ved Als bliver afviklet i løbet af nogle sekunders Inge-snak. At det var en fejlagtig opbygning, der dræbte serien som helhed, det har man kunnet se længe. Men at det også gik så meget ud over slagscenen selv, det havde jeg ikke helt tænkt over, at det ville.

Mere:

* Jeg har nærmest ikke nævnt de første tyve minutter, og det er med god grund. For de var ret så forfærdelige. Måske er det fordi man vidste vi var lige ved at være ved det gode, men hold da fast hvor det føltes som fyld. Didrich konfronterede Peter, i en scene der egentlig var ret sjovt spillet af Pilou Asbæk, hvis man så bort fra indholdet. Laust og Alfred sang og dansede, og Johan gik amok. Der var tiktak og fadervor, og Monrad fornærmede en fejekvinde. Inge fødte.

* Didrich påstod at Peter 'sprøjtede' sonetter udover Inge. Det må være noget af det der endte på gulvet i klipperummet. Vi kunne ellers godt have brugt flere Shakespeare-referencer.

* Jeg kan også forestille mig historikere river sig i håret over tidsangivelserne. Det virker som om serien siger, at stormen på Dybbøl kom morgenen efter bombardementet af Sønderborg. Og det bliver i hvert fald fremstillet som om Dybbøl Mølle brast den dag. Intet af det er sandt. Der er omtrent to uger mellem afsnit seks og syv. Jeg kan godt lide tanken om, at personerne bruger to uger på ingenting.

* Man føler måske heller ikke heeeelt at der går seks timer fra bombardementet starter til det slutter. Underteksterne virkede ikke da jeg streamede det første gang, så jeg forstod ikke scenen hvor tyskernes chef - Den Røde Prins, som han hedder i rulleteksterne - forklarer hvordan det tidsmæssigt hænger sammen.

* Faktisk tog slaget så vidt jeg kan se noget nær præcis otte timer: Tænk hvis serien var startet samtidig med bombardementet, og baghistorierne havde været fortalt som flashback? De første seks timer under bombardementet, og så et afsnit syv, der i det store og hele er som anden halvdel af det her.

* Didrich puttede en pose på hovedet, og så overlevede han. Mindede mig om Hitchhiker's Guide to the Galaxy, The Ravenous Bugblatter Beast of Traal, et væsen så dumt, at den, hvis du putter dit håndklæde over dit hoved, tror, at når du ikke kan se den, så kan den heller ikke se dig. Jeg kan ikke helt greje hvorfor Bornedal mente det var det rette sted at smide den slags reference ind, men der er ret meget ved Didrich jeg ikke forstår.

* Jeg forstår heller ikke hvorfor der var så meget fuglefløjt, en af de meget få gange hvor jeg ikke har brudt mig om lydsiden. Jeg tænker at stilheden efter sådan et bombardement må være forfærdelig, jeg er ikke helt sikker på det blev tydeliggjort af unaturlig høj fløjten.

* Erasmus' død. Mindede den mest om germannerkongen fra Gladiator? Eller Boromir fra Ringenes Herre? Og hvor er det egentlig nederen gjort af Johan sådan bare at føre Laust væk og efterlade Erasmus.

* Men soldaten der først får skudt kasketten af, og derefter bliver ramt i panden, det er en direkte hilsen til Saving Private Ryan, ik?

* Mon vi får forklaret den nærmest mytiske interesse Johan havde i Laust? Han skulle tage sig af sit barn, men Erasmus havde flere børn, og ham var han ligeglad med. Det er egentlig også lidt svært at forestille sig, at Laust skulle være den eneste ved fronten med et ufødt barn, havde de ikke brugt tre måneder i Sønderborg på at kneppe?

* 'VI TRÆKKER OS TILBAGE! VI TRÆKKER OS TILBAAAGE! DÆK MIIIIIG!!!!' - Didrich, evig kryster, evigt sej.

* De der glimt af fremtidige afsnit til sidst har altid antydet ret så meget, men de spoilede da nærmest alt hvad der sker i konklusionen næste uge, så det ud til.