mandag den 10. november 2014

1864 Afsnit 5



- Hvad skal jeg skrive? At jeg var dum og naiv, at tro på at vi kunne løse vores bedrag over for Peter, ved at stille os op over for ærlighedens spejl, se sandheden træde frem, og opleve, at alt bare blev godt igen? Nej. Måske er der bare visse ting, som aldrig løser sig gennem andet end tid, og ubegribelig stort smerte.

- Måske er det krigen og dens anarki, der vender virkeligheden på hovedet og derfor fascinerer? Liv og død. Ord og safter flyder frit. Pis og lort, latter, eder, sæd og blod. Var jeg ved at blive sindsyg? Eller var vi alle bare blevet det?

Sådan henholdsvis startede og sluttede femte afsnit af 1864. Efterhånden er det svært blot at finde sammenhængen i de prætentiøse, men skidt skrevne, voiceovers. Hvad er det Inge forsøger at sige i første citat? At hvis man først er begyndt at lyve, så skal man for alt i verden blive ved? Og er det virkelig meningen vi skal engagere os i trekantsdramaet? Stadigvæk? Jeg havde måske et naivt håb om, at det først og fremmest skulle vise hvor dum Peter er, og at vi nu kunne komme videre. Men nej. Det telepatiske bånd mellem de tre hovedpersoner er der stadig, og det forfærdelige svigt skal løses, på en eller anden måde. Kristus, altså. Den her serie er sindsyg. Som Inge snakker om til sidst, alle er sindsyge. Men som jeg har sagt nogle gange, ikke sindsyg nok. Den er så overvældet af fascination af alt det sindsyge den finder på, men alligevel er halvdelen af det trist, kedeligt og forudsigeligt.

Hey, lad os se på mine forudsigelser fra sidste uge! Det var Vilhelm Dinesen, Karen Blixens far. Og jeg er allerede pisse-træt af ham. En art usårlig supersoldat, i scenen med husarerne gik der pludselig Ringenes Herre i den, med vild sabel-fægtning, og en arret mini-skurk der lignede en ork. Til grin. Vi fik også slået fast med syvtommersøm, at Didrich er Severins bedstefar - hvis altså Severin ikke er 170 år gammel eller et spøgelse. Og Johan Larsen er ikke blot synsk, men også hypnotisør, hvilket vi fik at se i et nyt lavpunkt for serien. Jeg forudså også, at Peter ville blive en 'genial helt' under tilbagetrækningen. Helt så slemt var det ikke, men der var et skift, hvor Peter slog sin første ihjel, og vi fik at vide dels at han overlevede, og giftede sig (sgu nok med Sofia), og at han slog flere ihjel, og gjorde sig hård. Laust, derimod, sprang i en sø, hvilket var rigtig rigtig koldt. Så han var åbenbart for dum til at være soldat. Og endelig var mit håb om, at Heinz' historie var fortalt færdig, håbløst naivt, for han indgik i den førnævnte elendige hypnose-scene, hvor vi også fandt ud af, at han er forudbestemt til at skyde en eller anden i ryggen. Og nu kan jeg heller ikke lide ham mere. Det hele med soldaterne var noget værre rod den her uge, efter at det var så godt sidst. Det skyldtes nok ret meget, at det hele skulle med, så delingen blev splittet op i tre, og kom både i kamp, sneg sig igennem tyskernes lejr, og opdagede de sårede ved Sankelmark. Det blev for meget, for unaturligt, for mekanisk. Intet fungerede. Bortset fra lydsporet, det var godt. Husarernes horn, der brægede under de første scener. De såredes klagesråb. Og sangene fra tyskernes lejr. Derudover var der ikke meget at komme efter.

Der var enkelte andre ting som var bedre. Jeg kunne faktisk fint lide de moderne scener den her gang, det virker bedst når de blot holder sig til at læse lidt op om hvad der foregår, uden vaskning, skænderier, og for guds skyld uden barbesøg. Monrad scenerne var hit-and-miss. Heibergs monolog om teatret og den manglende tredje-akt var elendig, og hvis det skulle være meta virker det kun som en kritik af seriens egen manglende dramaturgi. Scenen hvor Monrad holdt tale ved middagsbordet var også sådan lidt... Scenen med De Meza var også skidt. Men jeg skal ærligt indrømme, jeg var vild med hans sammenbrud. Det blodige dannebrogsflag kammede over og blev godt igen. Og det som Monrad reciterede var fra Jobs bog, min yndlingsdel af bibelen. Det er god patos. Men dermed blev kontrasten til restens middelmådighed også så meget tydeligere.

Flere ord:

* Er det mig der er dum, eller hvorfor er Peter og Dinesen og dem ikke i skyttegravene ved Dybbøl? Man skulle da tro kammeraterne ville være glade for at se hinanden igen, også selvom brødrene er sure over det usandsynligt grusomme bedrag Laust udsatte Peter for, etc.

* Der var god Star Trek/Lost/Walking Dead stil over de to rekrutter vi aldrig havde set før, som blev myrdet af husarerne, hvorefter Dinesen kom lige før de nåede til dem vi kendte. Jeg kan stadig ikke navnet på vennen fra Sydfyn. Ham som græd. Og kneppede.

* Marco Beltrami er helt sikkert en solid komponist, der både har to oscar-nomineringer, og som har arbejdet med Ole Bornedal før. Men han er altså den helt forkerte til den her serie. Det er alt for pænt og seriøst til den groteske camp der følger. Og sluttemaet irriterer mig. Især er det lidt fjollet, at valget af Beltrami kostede serien to millioner norske kroner, der bl.a. var betinget af brug af norsk komponist.

* Jobs bog Kap 3: v20 Hvorfor giver Gud lys til de elendige, hvorfor giver han liv til de fortvivlede, v21 til dem, som længes efter døden, der ikke kommer, som søger den mere end nogen skat, v22 som glæder sig og jubler og fryder sig, når de finder deres grav, v23 til en mand, hvis vej er skjult, og som Gud spærrer inde? v24 Mine suk er blevet mit daglige brød, min stønnen vælder frem som vand. v25 Det, jeg frygter for, rammer mig, og det, jeg gruer for, kommer over mig. v26 Jeg får ikke fred, ikke hvile, ikke ro for den rædsel, der kommer. Monrads monolog er en smule anderledes, men han citerer også efter hukommelsen. Jobs bog er for sej, dyrk også kapitel 23, der slutter med linjerne: v15 Derfor fyldes jeg af rædsel for ham, når jeg indser det, gribes jeg af angst for ham. v16 Gud har gjort mig bange, den Almægtige har slået mig med rædsel. v17 Men mørket har ikke bragt mig til tavshed, skønt det dybeste mørke skjuler mit ansigt.

* Komplet sidespring, men jeg var i New York i sommers og til en gudstjeneste i Harlem, lige omkring den tid hvor Ferguson gik amok, og søndagen efter Robin Williams havde taget sit eget liv. Prædikanten talte om depression, og læste netop op af kapitlet som Monrad reciterer. 1864 er også den anden serie fra i år, som jeg har set, der læser en god bid Job op. Den fantastiske The Leftovers fra HBO havde et langt stykke fra kapitel 23 med. Der er altså virkelig nogle stærke passager deri, danske præster burde læse mere af den, og mindre af alt det der mirakel-pjat med vand-til-vin og gå-på-vand, etc.

* Det korte glimt af bombardementet lovede egentlig ganske godt for de næste par afsnit, tænkte jeg. Men jeg håber ikke længere på andet end et par scener på højde med Mysunde-scenen.

2 kommentarer:

  1. Kan du fortælle mig hvorfor støbejernskuglerne exploderer?

    SvarSlet