søndag den 19. oktober 2014

1864 Afsnit 2



Lad os snakke om sex. 1864 har sex på hjernen. Onani-scenen i første afsnit er allerede legendarisk, og inden afsnit to startede måtte speakeren lige advare om, at der skulle være en scene med 'opstemte mænd og en ko'. Liderligheden lå over hele historien fra 1863, fra Peter og hans ven tog ned til søen for at se pigerne 'soppe til knæene', over Lausts samtale med hans liderlige hest, og til kulminationen, da Inge og Laust knaldede i det høje græs - så meget for trekantsdrama. Liderlighedens sammenhæng med de politiske begivenheder blev tematiseret på seriens vanlige subtile vis af Johanne Heibergs monolog: 'De siger de mangler lidenskab, men lidenskab er jo netop i familie med galskaben. Man bliver tosset af den, ligesom forvirret ungdomskærlighed, men enhver kunstner, eller et menneske med et budskab, må hele tiden holde galskaben i hånden. Uden galskab ingen lidenskab.' Og omvendt, uden lidenskab ingen galskab. Hvis ikke Peter og Laust havde været to gennemført seksuelt indebrændte unge mænd, med faderkomplekser på størrelse med Dybbøl Mølle, havde de så været så let overbeviste af baronens hvervetale? Og hvis ikke DG Monrad havde været en så hammer-sexet 'farlig, farlig mand', som Heiberg sagde, havde han så kunnet ene mand overbevise Rigsdagen om at vedtage den katastrofale November-forfatning?

Ok, den sidste del giver måske ikke så meget mening. Det var der reelt ret meget der ikke gjorde. Ærlig talt: Anden afsnit var langt hen ad vejen katastrofalt ringe. Vi er stadig ikke nået til 1864, og det er tydeligt at der på ingen måde var plot til to afsnit. I stedet for fik vi en gang biksemad af groteske optrin. Heiberg på Monrads mave; Bismarck og hans ven der leger med tinsoldater; den alfældige gamle officer, der kun lige knap kan huske sin tale til soldaterne; og naturligvis den korte dyresex-scene. I al den her 'lidenskab' blev seriens 'skurke' kastet fuldstændig overbord. Første afsnit havde Didrich lægge an på unge Inge, men han var alligevel en nogenlunde troværdig figur. Jeg ved ikke hvordan vi nogensinde kan komme til at tage ham seriøst igen efter dette afsnit. Han kan ikke bare være mistroisk mod sigøjnerne, så vi lissom kan forstå hvordan fremmedhadet og nationalismen er forkert, nej, han skal da også piske en krybskytte sønder og sammen, selvfølgelig sammen med fulde Hegel-læsere. Og så forfølger han et grædende barn mens han bagtaler dennes døde far. Wtf? Han er en karikatur på det her tidspunkt, og hvis det er Bornedals idé om hvad PTSD gør ved folk...

Men derudover var der bare ikke ret meget at komme efter. Skuespillet blev næsten værre da de voksne skuespillere tog over for børnene, og replikkerne var endnu værre. Der var stadig scener med visuel energi - Didrich's forfølgelse af Laust var grotesk, men de lange ubrudte takes var godt stillet op - men ikke nok til at fylde timen ud, eller rette op på de flade karakterer, dårlige replikker, overfladiske tematikker, og svingende skuespil. Det var på alle planer en misser. Forhåbentlig kommer der noget mere kød på serien når vi når til krigen.

Andre betragtninger:

* Liderligheden forsatte op i nutiden. Da Baron Severin overrasker Claudia i færd med at rode er der et kort klip hvor kameraet er stillet direkte på hendes bag, og først da hun vender sig om kører det op i ansigtshøjde. Ellers var nutidsscenerne heldigvis holdt til et minimum.

* Jeg så lidt snak inden serien startede, om at den brugte Poul Schierbeck's melodi til I Danmark Er Jeg Født, som er fra 1926, men det var nu Henrik Rung's melodi fra 1850 som Peter sang. Hans Kim Larsen-fraseringer er dog af meget nyere dato.

* Der er noget mærkeligt med kontinuiteten i dette afsnit. Fik nogen fat i præcis hvornår far Thøger døde? Den første scene mellem Johanne Heiberg og Monrad foregår efter 1860, da hendes mand Johan Heiberg allerede er død, men Inges voiceover nævner først et tidspring lige derefter. Og det er også lidt sært at Peter og hans ven løber ned til en sø, og så klippes der til Laust og sigøjnerne til slottet, og så klipper vi tilbage til Peter og hans ven ved havet, og så finder de sigøjnerne i skoven. Altså, det kan da forklares, men første del af afsnittet er virkelig kluntet stykket sammen.

* Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om brugen af Hegel. Filosofi-studenter, mand. At han snakker om at krop kun er et 'produkt af tankerne' og derefter selv ikke kan holde smerten ud, er nok så subtil en filosofi-kritik vi kan forvente.

* Bismarck's bonkammerat er Helmuth von Moltke den Ældre. Jeg kan egentlig godt lide idéen om også at skildre Preussernes synspunkt: De førte udover DK 64 også krig mod Østrig i 66 og Frankrig i 70, så på mange måder er det måske mere logisk at finde grundlaget for krigen i den tyske nationalisme. Men ifølge 1864 var preusserne blot opportune i forhold til at Monrad gav dem mulighed for at øve sig i krig, hvilket ikke virker som en specielt dyb læsning.

* De der sigøjnere, mand... Det er da sjovt nok at gøre grin med nationalisme og fremmedhad, men hold da fast det var forudsigeligt og gumpetungt og dumt. 'Din lille sorte bastardunge' sagde Didrich. Ja, gu faen gjorde han så.

1 kommentar:

  1. God læsning, når man ikke selv gider følge med i serien men gerne vil følge med i udenomssnakken og finde ud af, om Bornedal stadig instruerer med en forhammer.

    Jeg håber, at alle afsnit beskrives

    SvarSlet