mandag den 18. maj 2009

Musik 2009 Top 5

Som lovet, her er fem plader jeg har hørt meget i år.


Animal Collective – Merriweather Post Pavillon
Fik fantastiske anmeldelser både i udlandet og herhjemme, men jeg ved stadig ikke hvad jeg skal mene. Ved første lyt var jeg skuffet, men så jeg kan jeg lade være med at høre plader, der fremhæves for baslyden på et par gamle computerhøjtalere. At høre pladen på et ordenligt anlæg hjalp en del på det, men jeg må stadigvæk sige at jeg foretrækker dem på mere afvekslende albums som Here Comes the Indian og Strawberry Jam. Det bliver dog interessant at se hvordan de kommer videre.


Franz Ferdinand – Tonight: Franz Ferdinand
Egentlig er denne her plade ikke voldsomt god, og det var nærmest et tilfælde at jeg fik fat i den. På mange måder er denne her plade mere signifikant for det den ikke er, end for det den er. Franz Ferdinand kickstartede en bølge af nye britiske navne i 2004 og det er interessant at se hvor de er henne fem år senere. Og de er nogenlunde hvor de altid har været. Sammenlignet med et band som Blur, der på de fem år fra 94 til 99 fik udviklet sig over til at lave et spraglende og eksperimenterende værk som 13, så står Franz Ferdinand ret meget i stampe. Der er da nye ting på – der er lidt afrobeat her og der, og det otte minutter lange Lucid Dreams lyder som et DFA remix og tager danserock tingen skridtet videre – men pladen lyder i sin helhed nogenlunde som Franz Ferdinand og You Can Have It So Much Better. Jeg har prøvet at skrive lidt inde på svingninger om hvordan jeg generelt ser den britiske musikscene som værende gået i stå for tiden, og det her er et meget godt eksempel.


Yeah Yeah Yeahs – It's Blitz
At jeg fremhæver dette album som et af årets bedste siger lidt om hvilket år det har været. Jeg er ikke verdens største fan af Yeah Yeah Yeahs, men jeg kunne da lide Master Ep'en og Fever to Tell og har generelt været begejstret for deres singler. Dette her er også blot et godt popalbum, med nogle rigtig gode numre - især Skeleton og Hysteric - og så ikke så meget mere.


Yonlu – A Society In Which No Tear Is Shed Is Inconcievably Mediocre
16 årig brasilianer indspiller nogle hundrede numre og begår selvmord. Nogle år senere bliver et album udgivet af Luaka Bob. Det her er moderne tropicalia, bossa nova blandet med indiepop og generelle lydeksperimenter. Det lyder som tidlig Badly Drawn Boy og Olivia Tremor Control hvis de var brasilianere, som man måske kan udlede af titlen bliver det nogen gange en anelse emo (sangtitler inkluderer Humiliation, Katie Don't Be Depressed og Suicide) men hvis han kunne blive den nye barometer-helt ville det ikke gøre mig noget. Normalt er jeg helt med på at kigge på kunstværker i et biografisk lys, men her vil jeg dog alligevel sige at hans bagrundshistorie ikke tilfører så forfærdelig meget til pladen, nok fordi jeg er lidt usikker på hvor meget pladen er stykket sammen posthumt af pladeselskabet. Eneste undtagelse er det fantastisk håbefulde slutnummer Waterfall, der får mig hver gang...


Sunn O))) – Monoliths and Dimensions
Hipster-metal har haft en høj profil i år med velanmeldte plader fra navne som Mastodon, Isis og Kylesa. Jeg er ikke den store ekspert på området, men det lader til at være en ret vital og eksperimenterende genre i disse år. Og denne her plade er fantastisk. Sunn O))) er gået fra at være helt igennem konventionel dronemetal til at blive mere og mere eksperimenterende, og her sprænger de fuldstændig genrerammerne og finder helt nye forbindelser til andre områder af musikverdenen. De har blandet deres normale feedback og distortion droner op med moderne kompositionsmusik og jazz og 80'er spacerock som det lød på soundtracket til film som Blade Runner, og resultatet lyder som den onde bror til plader som Laughing Stock med Talk Talk og Hex med Bark Psychosis. Pladen lyder så fuldstændig logisk og nødvendig og fremlægger så mange nye idéer at man ikke kan andet end at spørge sig om hvorfor der ikke er tonsvis af andre bands i forvejen der lyder sådan her, og håbe på en snarlig opfølger. Vokalerne er lidt heavy-fjollede og ensformige, men det er umuligt ikke at elske en metalplade, hvis slutning består af blot harpe og trompet og lyder som noget fra Miles Davis' In a Silent Way.

3 plader jeg glæder mig til:

Phoenix - Wolfgang Amadeus Mozart
De to første numre - Lizstomania og 1901 - har været fantastiske så selvom jeg ikke har været så hooked på bandet før hen glæder jeg mig.
Kid Cudi - TBA
Hans mixtape A Kid Named Cudi er virkelig god indie-poppet hiphop og han bliver produceret og udgivet af Kanye West. Jeg tror jeg vil kunne lide det.
Eels - Hombre Lobo
Har kun hørt første singlen, men en ny Eels-plade er altid godt.

2 kommentarer:

  1. Nice du anmelder Sunn O))) - fin blog i øvrigt - glæder mig til at læse mere. Skal vi drikke Mathilde under bordet snart?

    SvarSlet
  2. Hej Rasmus. Mange tak, jeg satser på at den også kommer til at handle om andet en musik. Og ja, den nye Sunn O))) er sgu god. Jeg tror helt reelt at Alice er mit yndlings stykke musik fra dette år indtil videre, men det er så desværre det eneste instrumental nummer på pladen.

    Og ja, vi burde sgu snart få drukket Mathilde i hegnet.

    SvarSlet