Velkommen + Musik 2009

Goddag og velkommen til min nye blog. Jeg satser indtil videre på at lave et nogenlunde gennemarbejdet indlæg om ugen. Da dette er det første indlæg vil jeg prøve at skrive om noget nogenlunde basalt, så det bliver en lille statusrapport om musikscenen i 2009, og jeg håber snarest at følge op med nogle anbefalinger.

I mine ører har 2009 indtil videre ikke været videre interessant, hvilket nok hovedsagligt skyldes at årets trends ikke er faldet i min smag. Hvor Vampire Weekends gennembrud i starten af 2008 betød en fokus på indie med verdensmusikalske inspirationskilder som Ruby Suns og El Guincho, og inspirationen fra Animal Collective for alvor lod sig høre hos bands som High Places, The Dodos og selv hos Sigur Ros, så har 2009 først og fremmest budt på lofi noise-pop bands, formentlig afstedkommet af populariteten af No Age. Og det er virkelig ikke min smag. Jeg forstår ikke det fantastiske ved bands som Vivian Girls, Crystal Stilts og The Pains of Being Pure at Heart, kun Wavves kan jeg se det sjove ved, og det er lige så meget på grund af hans instrumentale numre. Hvor jeg sidste år labbede alt hvad pitchfork kastede en udmærkelse efter, så er der næsten ingen af deres Best New Music plader, der har sagt mig noget. Listen består af lige dele gamle travere og noisepop debutanter, og jeg kan kun håbe på at bølgen snart går over. Derfor har jeg da også brugt meget af min lytning på plader fra 2008, hvor plader fra Parts & Labor, Kid Cudi og især Azeda Booth (som har fortjent sit eget indlæg og som jeg derfor ikke vil beskæftige mig mere med her) formentlig ville være kommet på min top 10 hvis jeg havde kendt dem i december.

Jeg tror mit hovedproblem med noisepop bølgen er dens brug af støj. Som jeg forstår det kan musik gøres til støj på flere måder. Inspirationen til mange af de nye bands stammer bla fra Jesus and Mary Chain, der netop tog popsange og iklædte dem en fernis af feedback og distortion. Det var altså pop med noise på. Men der findes en anden form for forståelse af ordet noise, nemlig som i lyde og der findes altså dermed en anden art noisebands hvis musik først og fremmest er sammensat af lyde uden nogen klart identificerbar struktur, rytmik eller harmoni. Klassikere i denne genre er plader som Super Æ og Vision Creation Newsun med Boredoms, Beaches & Canyons med Black Dice og Here Comes the Indian med Animal Collective. Og det var netop inspirationen fra disse bands jeg så infiltrere indie-pop verden sidste år på denne tid. Musikken fra et band som High Places var både fragmenteret og mærkeligt instrumenteret, men den var tilført melodier, der både var iørefaldende og nærmest barnligt naive. Da de stadig kun havde udgivet en ep-opsamling proklamerede jeg, at de havde muligheden for et stort gennembrud, men desværre var den selvbetitlede debut en smule skuffende. Men hvor High Places eksperimenterede med lyde og sangstrukturer, så består det meste noisepop af konventionelle popsange for guitar, bas og trommer, tilsat støj. Og selvom der er nogle gode sange imellem, så bliver det altså for traditionelt og kedeligt i længden.

Det var det, håber at få anbefalinger op i løbet af i dag.