fredag den 5. juni 2009

Creative Writing

Først og fremmest en undskyldning for bloggens manglende udvikling til mine imaginære læsere. Jeg har skrevet eksamensopgave. Der er mange glimrende indlæg på bedding der gerne skulle komme op i løbet af det næste stykke tid. Ret mange af dem kommer til at omhandle kulturelle institutioner og strukturer, og hvordan deres indflydelse kan ses i enkeltværker, så dette indlæg skulle gerne blive nogenlunde betegnende for fremtiden.

Men ja, Creative Writing. Creative Writing er et fag ved de amerikanske colleges, der har udklækket en stor del af amerikanske forfattere. Jeg faldt via Popmatters over en interessant artikel fra The New Yorker om fænomenet. Det er en anmeldelse af Mark McGurl - The Program Era, en ny bog der åbenbart behandler emnet ganske udmærket, og som jeg bestemt har tænkt mig at få fat i. Jeg vil anbefale at læse anmeldelsen, den giver en udmærket argumentation for vigtigheden af at sætte sig ind i literære institutioner som uddannelser og deslige hvis man vil forstå amerikansk litteratur - ihf fra en kulturel vinkel, almindelig litteraturvidenskab fokuserer ofte på værket som singulært objekt - men jeg vil da lige komme med en sammenligning med danske forhold og lave et par litterære perspektiveringer.

Som dansker ligger det lige for, at spørge om det amerikanske system ikke bare svarer til den danske forfatterskole, og mit svar må være at det amerikanske system er væsensforskellig grundet dets størrelse. For amerikanske forfattere er det i langt højere grad end for deres danske kolleger en sandsynlig levevej at basere sin skrivning på det litterære uddannelsessystem. Der er dels langt flere lærerstillinger, hvor forfatterne kan få status og tjene deres levebrød, dels uddannes der elever nok til at systemet reelt set kan siges at uddanne en læserskare. At skrive en bog målrettet nichegruppen Creative Writing uddannede er en langt mere givtig idé end at skrive en bog målrettet elever fra forfatterskolen. Som resultat er der en del bøger i USA der er skrevet af universitetsuddannede forfatter, der nu er universitetslærere og hvis bøger er målrettet universitetsstuderende. Min muligvis ikke vanvittigt velunderbyggede påstand er, at uddannelsen gør amerikanske forfattere ualmindeligt bevidste om deres skriveri, de bliver langt mere stilistisk varierede, deres litteratur bliver ofte fyldt med parodier, lister og andre kunstgreb og henvisninger til ting og fænomener, som man skal være veluddannet for at forstå. Allerhelst skal man beskæftige sig med bogen akademisk.

Som anmeldelsen fra New Yorker skriver er forfatteren John Barth et skoleeksempel på dette. Han har studeret Creative Writing, han har undervist i Creative Writing og hans bøger bærer præg af miljøet. Hans The Sotweed Factor er en bog om en obskur historisk forfatter fra 1700-tallet og hans forsøg på at skrive et hyldestdigt til Maryland, som så ender med at blive titeldigtet, et satirisk digt fra 1708. Som det nok fremgår er det ret tydeligt at der er mange lag i den her bog, der ikke vil fremgå uden at man beskæftiger sig ganske seriøst med den (som et eksempel på, at dette ikke behøver skyldes en påvirkelse fra Creative Writing kan det dog siges, at Thomas Pynchon også har skrevet en bog om historiske personer fra 1700-tallet, Mason & Dixon, hvor hovedpersonerne bl.a. møder en digter der vil skrive et hyldestdigt til Pennsylvania. Pynchon har læst litteratur men aldrig Creative Writing, og hans bøgers mening er stadigvæk umiddelbart utilgængelige.) Barths næste bog, Giles Goat-Boy, omhandler direkte amerikansk collegekultur, og foregår på en campus.

Jeg har kun læst The Floating Boat af John Barth, der virker langt mere tilgængelig en hans senere hovedværker, men som jeg da stadig vil anbefale. Det er en udmærket behandling af nihilisme. Og så er den sjov. Jeg har til gengæld læst et par bøger af en anden forfatter, der dels er påvirket af strukturen, og som direkte behandler dem i sine bøger. Hans navn er Gilbert Sorrentino, og han var, som så mange andre amerikanske forfattere, en stor stilist. Desværre lykkedes det ham ikke altid at få tilpasset hans bøgers stil med deres indhold. Hans Under the Shadow består af en hel masse kortnoveller af mellem 1-3 siders længde, hvor personer og motiver gentages og varieres igen og igen. Det er fantastisk drømmeagtig lille bog, åbenbart baseret på en serie af malerier han havde set. Hans Aberration of Starlight kunne derimod nærmest bruges som skoleeksempel på en bog, hvis stilgreb kommer i vejen for dets indhold. Bogen omhandler fire mennesker på et feriested i USA i 30'erne og beskriver deres forhold over et par dage fra hver enkelts position efter tur, og ved hjælp af en fast række stilgreb. Først et øjebliksbillede, dernæst nogle dokumenter, gerne breve til omverdenen, en indadvendt beskrivelse af ønsker og drømme, en egentlig handlingsbeskrivelse og til sidst nogle siders stream of consciuosness. Problemet er, at det hele bliver for formularisk, beskrivelsen af personernes indre liv sættes på skema, så ironisk nok fremstår de blot endnu mere som forfatterens papdukker. De bliver mindre realistiske. Hans hovedværk skule derimod være Mulligan Stew, hvis stilistiske kunstgreb kan synes mærkværdige, men er imponerende konsekvente. Bogen handler om forfattere og deres bøger, og den består kun af tekster. Alt er breve, dagbøger, artikler, digte, kapiteludkast etc etc etc. En stor del af bogen består af breve frem og tilbage mellem hovedpersonen - den miskendte og sådan set talentløse forfatter, der prøver på at skrive en ny kriminalroman - og en collegeprofessor, der planlægger at bruge en af hans bøger i hans kursus. Forfatterens reaktioner på dette koncept er sikkert ment som satire, men det siger alligevel meget om forholdet mellem kunst og akademia i USA. Endnu en bog jeg anbefaler.

For lige til sidst at perspektivere til en bog, der rent faktisk er en vis sandsynlighed for at nogen har læst vil jeg lige nævne Jonathan Safran Foers Everything is Illuminated. Endnu en bog, hvis stilistiske greb står i vejen for dens indhold. Den handler på sin vis om mennesker der kommer overens med deres fortid: En ung forfatter der hedder Jonathan kommer til Ukraine for at blive oplyst om hans jødiske rødder, en ung ukrainer der hedder Alex og hans farfar bliver konfronteret med forbrydelser i deres lands fortid. Men bogen er i virkeligheden en senere brevveksling mellem Jonathan og Alex. Hvert kapitel fremstår ret formularisk: Først det brev Alex sender Jonathan, hvori han beskriver deres rejse rundt i Ukraine på gebrokkent engelsk, derefter et afsnit Jonathan har skrevet i en historisk fortælling om den landsby hans familie kommer fra, og til sidst Alex' kommentarer i et nyt brev til de to kapitler der er gået forud, og en introduktion til hans næste kapitel, som er vedlagt hans brev. Det bliver efter min mening formularisk, og desuden forvirrer det fortællingen. Som sagt handler det meget om at komme overens med ens fortid, med ens rødder og med en selv, men brevene er jo sendt frem og tilbage efter deres indholdsrige rejse, så den udvikling, der fremgår ganske tydeligt i udviklingen i deres skrivestil og sprog i brevene, fremstår umotiverede og utroværdige. Det er lidt tid siden jeg har læst den, men jeg må indrømme jeg stadigvæk ikke forstår handlingen. De bliver konfronteret med dybe hemmeligheder i deres fortid, tager hjem og er rolige, men skriver så frem og tilbage og bliver først da påvirket af deres oplevelser. Romanens stilgreb er ikke logisk motiverede, i sidste ende faldt bogen fra hinanden i mine øjne.

Er du uenig, forstår du Everything is Illuminated eller synes du bare jeg burde skrive noget kortere? Kom endelig med kommentarer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar