Nostalgi, Hauntologi, Mad Men

Egentlig gad jeg ikke rigtig bruge den her blog til at analysere eller anmelde eller præsentere enkelte kulturværker. Jeg ville hellere bare påpege strømninger eller idéer jeg har, gerne eksemplificeret ved kulturprodukter. Men jeg har netop genset første sæson af tv-serien Mad Men og har lyst til at skrive noget om den. Der kommer til at være spoilere, så beware.

Egentlig var det heller ikke meningen at jeg ville bruge ord som 'hauntologi' herinde. På mange måder er det blot en lidt mere fancy måde at sige nostalgi på. Udtrykket blev opfundet af Jacques Derrida i starthalvfemserne, og som så mange franske humanistiske begreber bygger det på et ordspil. I dette tilfælde ontologi (læren om væren, hvis jeg må ofre præcision for rim) og haunt eller at gå igen. Det bygger på kommunismens spøgelse (som Marx snakkede om) og på hvordan kommunismen måske døde med murens fald og sovjetunionens sammenbrud, men dens konsekvenser kunne føles i hele verden, lige meget hvor meget man forsøgte at lægge den bag sig. Som sagt, på en eller anden måde handler det om nostalgi, men det er et udtryk, der ikke er knyttet lige så meget til enkeltpersoner, det handler mere om genfærd i samfundet frem for sjælen. Der er en åndsvagt lang artikel om begrebets brug i musik og maleri - bl.a. af Luc Tuymans som jeg jo også lige har skrevet lidt om - her.

Og (dum-di-dum) tv-serien Mad Men handler netop lige præcis i høj grad om fortid, nutid og fremtid. Hvordan fortidens synder kommer tilbage for at hjemsøge dig, hvordan nostalgi bliver manipuleret frem for at fremme kapitalens interesser (men selvom du ved det alligevel påvirker dig) og hvordan fremtiden altid forsøger at skylle den ubehagelige fortid - med dens anakronismer og konservative personer - væk.



Serien foregår på reklamebureauet Sterling-Cooper i 60'erne. Første sæson i 60, anden sæson i 62 og tredie sæson i 63. Skaberen af serien - Matthew Weiner, som tidligere arbejdede på The Sopranos - har sagt at han gerne vil hele årtiet igennem, det vides endnu ikke hvor lang tid han regner med at bruge på det. Beskrivelsen af 60'erne er det første plan for seriens tidstematik. På den ene side ser serien fantastisk ud, som taget ud af et gammelt modemagasin med store kjoler, skarpe jakkesæt og gamle biler. På den anden side opfører folk sig jo forfærdeligt. Misogyni, racisme etc. Gravide kvinder ryger og drikker og børn bliver både slået samt kører i bil uden sikkerhedssele. Samtidig foregår serien netop i en brydningstid. Det er overgangen fra 50'erne, med dens fasttømrede strukturer, til 60'ernes mere kaotiske verden, som er omdrejningspunktet for især første sæson. Eksemplificeret ved præsidentvalget mellem Nixon og Kennedy. Folkene hos Sterling-Cooper er naturligvis på Nixons side, men de forstår heller ikke fascinationen af den unge sleske Kennedy.

På et videre plan hjemsøger fortiden flere af seriens personer. Dette vises til dels fysisk: Både Roger Sterling og Peggy rammes af tidligere tiders fejltrin med henholdsvis en blodprop og en graviditet. Fortidens synder slår rod i deres krop, ligegyldigt hvor meget de prøver at ignorere den. I begge tilfælde tilføjes der et strejf af uvidenhed: Roger tror hans blodprop skyldes overdrevent indtag af smør og fløde frem for hans alkohols- og cigaretmisbrug, Peggy nægter at tro på at hun kan være gravid, da hun samme dag begyndte at tage p-piller, som dog ikke har nået at virke. Flugten fra fortiden vises dog på et andet plan hos to af seriens andre hoverperson: Pete Campbell og Don Draper. Don Drapers virkelige identitet er det bærende mysterium i hele første sæson (hvorfor det ville være synd at afsløre), og en meget tydelig illustration af at fortiden hjemsøger nutiden, mens Pete Campbells situation virker noget mere normal, men ikke mindre tragisk. Det lader til at jeg er en af de eneste som synes det er synd for Pete (som vitterlig også gør nogle nederen ting, og Vincent Kartheiser er ikke seriens stærkeste skuespiller), men han er usympatisk på sådan en sølle måde at det gør helt ondt. Og vi opdager i episoden New Amsterdam (som jo er New Yorks tidligere navn og igen accentuerer hvordan fortid ikke bare forsvinder) at han ligesom Draper er både bestemt af og i konflikt med der hvor han stammer fra. Den eneste grund til at han har fået jobbet er således hans families (tidligere) baggrund og sociale netværk, selvom hans far hader hans karrierevalg og han selv egentlig hellere ville arbejde med det kreative - og egentlig ikke er helt dårlig til det.

Sekretærerne fra kontoret. Jeg får intet skrevet om seriens behandling af kønsroller, men det er en af hovedtematikkerne, især Peggys kamp for at blive anerkendt fylder meget. I virkeligheden fortjener alt dette sit eget indlæg.

Serier som Mad Men tager sig god tid. Der sker rent faktisk næsten ingenting i mange af afsnittene, som i stedet behandler tematikker om kvindernes rolle i samfundet, gerne eksemplificeret ved de forskellige reklamekampagner. Desuden kan en samtale sagtens udspille sig over flere afsnit, og opnå sin prægnans ved henvisninger yderligere tilbage i tiden. Således også med kampen mellem Pete og Don i de sidste par afsnit. Pete har opsnappet Dons hemmelighed, og truer med at afsløre dette til firmaets boss hvis ikke Don forfremmer ham. Don kan ikke lide at blive afpresset - som et tidligere afsnit også har vist - og vælger derfor selv at gå til ledelsen med problemet. På vej derhen spørger Pete presset hvad hvorfor i alverden han dog ikke blot kan give ham jobbet som han synes han har fortjent og får svaret: 'Why? Because your parents are rich? Because you went to prep-school and had a five dollar hair cut? You've been given everything! You've never worked for everything in your life!' Denne sviner er for det første sagen om en forfremmelse fuldstændig uvedkommende, desuden ved vi at det er fuldstændig forkert. Campbells far støtter ham ikke, og har aldrig brudt sig om hans valg.

Nevertheless, hemmeligheden bliver fortalt, og bossen svarer med et 'Who cares?' I næste afsnit er tingene tilbage ved det gamle og jobbet er blevet besat udefra. Ved hans første møde opfordrer han alle til at bruge deres netværk til at skaffe dem nye kunder og Don Draper understreger dette ved at udtale: 'Bringing in business is the key to your salary, your status and your selfworth' hvorefter kameraet klipper til et ironisk blik fra Pete. Et par dage senere går Pete ind til Don og fortælle ham at han har skaffet firmaet en ny kunde, ikke ved hjælp af hans årsbog fra Deerfield, som ser ud til at være en snobskole i Massachussets, men via hans svigerfar. Han sørger for at få Don til at indrømme at han er vigtig for firmaet, hvorefter han returnerer 'Status and Selfworth' linje. I de anmeldelser jeg har set bliver denne beskrevet som Petes sølle forsøg på at få respekt for den minimale indsags han har gjort, men det er jo dybere end det. Han fanger Don i en selvmodsigelse, får understreget at hans herkomst fortjener respekt, og får desuden understreget at Don ikke selv har det netværk han prøver at få de andre til at udnytte. Han er dermed afhængig af dem.

Hele denne tematik bliver opsummeret en sidste gang i sæsonens sidste salgstale. For at sælge en lysbilledfremviser viser Don Draper billeder af hans familie mens han fremfører om nostalgi 'Nostalgia litterally means: The pain from an old wound. It's a twinge in your heart far more powerful than memory alone (...) (fremviseren) takes us to a place where we ache to go again (...) to a place where we know we are loved' Der er så utrolig mange lag i den tale. Den sælger naturligvis et produkt, men den taler desuden også til de familiære følelser hos både Don og den ansatte Harry, som stormer ud med tårer i øjnene. Derudover er det naturligvis en metascene om selve seriens rolle. Men derudover er det jo én stor løgn. Kalkuleret kapitalistisk følelsesporno. Vi ved, at Don Drapers familie er et glansbillede, at han absolut ingen nostalgi føler for hans fortid, og vi har endda set Don Draper optage videofilm af hans familie, som tydeligvis blev en glansbilledudgave af en rent faktisk ret kaotisk fest (i 3 afsnit The Marriage of Figaro, hvis navn jeg stadig ikke forstår). Hele scenen er én stor løgn. Men som sagt, den virker. Også på Don selv, som besluter sig til at tage hjem og give hans familie endnu en chance. Pointen er faceteret og mærkelig, men det ser ud som om, at det vigtige ikke er hvorvidt ting er rigtige eller forkert. Det eneste der betyder noget er tingenes, talernes, idéernes og personernes brugsværdi.


Chistina Hendrics som Joan Halloway. Jeg har ikke rigtig så meget at sige om hende andet end: Dang altså...

Det er en smuk serie. Der er ingen personer der blot er gode eller onde. Der er indtil videre blevet lavet tre sæsoner, hvoraf jeg også rigtig godt kan lide sæson 2 og ikke har set sæson 3 endnu, og den får formentlig lov til at køre rigtig længe hvis Matthew Weiner vil være med til det. Seriens tidsbillede er desuden blevet kritiseret for at være unøjagtigt, men jeg mener den kritik fuldstændig misser pointen med serien. Virkeligheden er fabrikeret. Dels af kapitalen, dels af folks fordomme. Og fortiden - i al sin egen fabrikerethed - er altid til stede.

Tanker om Oscar

Jep jeg brugte naturligvis hele søndag nat på at se Oscar showet direkte. Det kan ikke rigtig anbefales. Jeg siger til mig selv, at det er ret relevant som kulturstuderende for lige at tjekke stemningen i Hollywood, for at komme lidt nærmere filmstrukturen, men der må sgu være en sjovere måde at tjekke det på. Her er mine tanker om showet.

1) Værterne. Steve Martin og Alec Baldwin. De var ikke sjove. De sidste par år har komitéen forsøgt at modernisere showet, men nu virker det lidt som om at de gik i den modsatte krøft, for at finde nogen USA var mere trygge ved. Det startede ellers fint med at Neil Patrick Harris - som var vært for sidste Emmyuddeling med stor succes - havde et sangnummer med nogle relativt kantede linjer om at have en partner. Den startede med 'Why did Crosby never give up Hope? / Why do Harold call Kumar when he's scored som dope? / and why do the inmate always drop the soap?' og så kunne jeg ikke høre resten. Håber han er vært for det hele næste år.

2) Produktionen. Den var elendig. Jeg ved naturligvis ikke om det var Tv2 eller ABC (den amerikanske tv-station der sendte det) eller om det var hos showet selv den var gal, men en eller anden var dybt inkompetent. Helt fra starten hvor de ti skuespillernominerede blev præsenteret én efter én var den gal med lyden. Den var stadig i intromode, og det betød man ikke engang kunne høre klapsalverne eller hvem der var hvem. Jeg kunne ikke genkende halvdelen. Lyden og kameraet var generelt fuldstændig tåbelig, det burde de sgu nok gøre noget ved hvis de vil have flere seere.

Derudover var der et par vildt mærkelige indslag. For det første havde John Hughes sin helt egen In Memoriam sektion. John Hughes? Derudover var der en absurd horrortribute, som lidt virkede som om de ville vise at de godt ved hvad Twilight er. Desuden sagde præsentatorerne at en Horrorfilm ikke har vundet en oscar siden The Exorsist, men tributen inkluderede klip fra Ondskabens Øjne, som stadig er den seneste film til at vinde alle de fem store: Film, Instruktion, Manus, Skuespiller og Skuespillerinde. Men det mest åndsvage var præsentationen af de fem nominerede til bedste soundtrack. Den foregik som et medley mens der var en hoben af breakdancere på scenen. Det var vældig flot og der var saltoer og alt muligt, men havde så vidt jeg kunne se intet med filmene at gøre. Det hele bliver endnu mere åndsvagt af, at præsentationen af de fem nominerede for bedste sang netop var skåret ud af showet i år. Og bliver så lidt mere suspekt når man finder ud af at showets instruktør desuden også er dommer på So You Think You Can Dance. Mere plads til filmenes kunstnere og mindre til at reklamere for instruktørens interesser.

Stadig den bedste John Hughes tribute. De skulle bare have vist den her på storskærm.

3) Race. Det skal åbenbart stadig iscenesættes som om det er sort mod hvid i Hollywood (rent faktisk bor der flere hispanics end sorte i USA, men det er ligesom om det ikke rigtig er det samme tema for folk derovre...) Jeg tror nok afroamerikanere vandt tre priser: Bedste kortfilmsdokumentar, bedste manus baseret på andet materiale og bedste kvindelige birolle. De to sidste for Precious. Hver eneste gang Precious blev nævnt blev der klippet til billeder af ikke blot folk asocieret med filmen, men bare generelt til en sort skuespiller. For det er jo en sort film, så den er nok deres alle sammens favorit. Jeg var egentlig fint tilfreds med de to Oscars den vandt. De sidste par år har en del sorte skuespillere vundet - en gang imellem for nogle ret kliché agtige roller - men jeg ved ikke hvor mange der vinder for arbejde bag scenen, så den der manusoscar var fed nok. Og Mo'niques rolle virker egentlig ret fin. Det er en film om en mor og datter, hvor faren har misbrugt datteren, så det hele kunne nemt have været noget sødsuppe noget, men hold kæft hvor det virker som om hun spiller moren usympatisk. Ugh man havde lyst til at slå hende efter de klip de viste. Modigt. Da hun stod på scenen sagde hun tak til akademiet for at se på præstation frem for politik, og igen blev det bare set som værende om racisme. Men jeg fandt ud af her, at Mo'nique ikke på noget tidspunkt har gidet lave lobbyarbejde for komitéen, men bare har sagt at det kun skal handle om skuespillet, hvilket folk har syntes var en ret arrogant holdning at have. Hun vandt heldigvis alligevel.

4) Køn. For første gang i prisens 82-årige historie vandt en kvinde prisen for bedste instruktør. Tillykke og uden overhovedet at have set nogle af filmene virker det fuldt fortjent. Men samtidig illustrerede uddelingen ret godt kønsfordelingen i Hollywood. Af sytten nominerede forfattere var der én kvinde. Der var heller ikke ret mange af de tekniske kategorier der var fyldt med kvinder - bortset fra kostumeprisen naturligvis. Det bør måske lige nævnes at en af de udenlandske nominerede instruktører også var kvinde. Nemlig hende fra Peru.



Men det tristeste var nok skuespillerpriserne. Ud af ti nominerede syntes 6 roller udenlukkende at handle om personernes familierelationer. Mor/datter var nomineret fra Precious, Helen Mirren spillede Tolstoys kone, og Sandra Bullock fik prisen for at spille en stærk mor. Kun 4 roller så ud til at være defineret delvist via deres job: De to fra Up in the Air (hvor det dog stadig er George Clooney der spiller den store hovedrolle), Meryl Streep spillede en kogebogsforfatter og Penelope Cruz spillede en stripper. Hvor er de gode kvinderoller henne i dag? De er på tv, især på kabel. Hvis vi sammenligner med Emmy var de nominerede her blandt andet en syngende servitrice (Kristen Chenowitz i den fantastiske Pushing Daisies), skaber og forfatter af et sketchshow (Tina Fey som skabte, skriver og spiller hovedrollen i 30 Rock) en fuldstændig kompromisløs og intrigant advokat (Glenn Close, som for andet år i træk vandt for Damages. Også en god serie) og endda en pusher (Mary-Louise Parker for Weeds). Til gengæld var oscarshowets to bedste takketaler fra Sandra Bullock og hende der vandt for bedste kostumer. Så kvinder har humor... Især Sandra Bullocks tale var overraskende god, hun takkede blandt andet Meryl Streep for at være en god kysser og hun takkede sin mor for ikke at lade hende køre i bil med fyre før hun blev 18: 'cos you were right, I would have done what you said I was going to do'. Tøhø.

5) Kommentatorerne. De danske kommentatorer gjorde det egentlig fint, Søren Høy virkede dog lidt irriteret / fuld. Men det her handler mere om hvor umuligt jobbet som dansk kommentator af noget så internt og amerikansk som oscar er. F.eks. det der med Mo'nique, hvordan faen skulle de vide det? Det kom så heller ikke med. Eller at indslaget med Neil Patrick Harris var et tip med hatten til emmyuddelingen, eller at Tina Fey og Robert Downey Jr's banter før prisen for bedste manuskript var skægt fordi Tina Fey var forfatter før hun blev skuespiller. I politiken gik Michael Bo dog måske nok lidt for skævt lige af den her scene. Han virkede som om han troede det var to skuespillere der snakkede om hvor meget de bliver negligeret af instruktørerne. Se, det ville nok være lidt mærkeligt mens man uddeler manuskriptprisen ville det ikke? Men ja, humoren er intern og amerikansk, så jeg forstår godt hvis folk bliver sat af.

6) Kunst vs Penge. Der er en interessant kamp om amerikanske awardshows for tiden. Kort fortalt går priserne til smallere og smallere ting, hvilket gør interessen fra den brede befolkning mindre, hvilket betyder færre seere og færre reklameindtægter. Man kan snakke ret lang tid om hvordan det hænger sammen med senkapitalismens fokus på nicheprodukter og kulturindustriens aktørers behov for at markere deres uafhængighed (hvilket jeg også har tænkt mig at gøre i et lille oplæg på uni på fredag) men i sidste ende er det egentlig ret simpelt: Dem med økonimiske interesser i showet vil have film som Avatar til at vinde og blive nomineret, dem med interesse i at opretholde illusionen om en kunstnerisk uafhængig filmbranche vil gerne have film som The Hurt Locker til at vinde. Aftenen bød desuden på en hel masse skægge ting fra denne kamp. Beslutningen om at udvide feltet til ti film, hvilket gerne skulle betyde flere film som seerne går op i, de tamme værter frem for folk som Jon Stewart og Ellen Degeneres, fokus på popkultur som John Hughes og Twilight/horror. Og så kunstnerne selv. Dang hvor var der mange af dem, der blev ved med at snakke om hvor overraskede de var, og at det bestemt ikke var noget de havde regnet med dengang de lavede det arbejde de vandt for. Det var næsten aftenens omkvæd.



Hvem vandt? Ja på den ene side, så fik showet de højeste seertal i fem år. Men i forhold til at den mest populære film nogen sinde var en af favoritterne, så var det stadig overraskende lavt. Tallene er mere analyseret her. Til gengæld må man sige at der er opstået en ny diskurs om hvad en oscarvinder skal være, som påpeget her. Først og fremmest skal den være kunstnerisk uafhængig og ukompromiteret. Det blev sagt igen og igen, og var for øvrigt også et tema ved den sidste emmyuddeling. I 2008 gik priserne til mørke, mærkelige film, især No Country for Old Men og There Will Be Blood. Men rent faktisk var de her film skræddersyet til oscaruddelingen fra filmsselskabets side, og massivt markedsført mod prisuddelerne. I år - og sidste år med Slumdog Millionaire - var det anderledes. Egentlig virker The Hurt Locker som en relativt konventionel krigsfilm - jeg har ikke set den endnu - men de fremhævede som sagt hele tiden hvor billigt den var lavet, at den var lavet uden for systemet og altså at den dermed ikke var lavet på pengenes eller prisernes præmisser. Nye tider.

Så ja, det var hvad jeg fik ud af at bruge hele søndag nat på oscar. Derudover fik jeg vendt min døgnrytme. Dunno om jeg gider at gøre det igen til næste år, der må ifh meget gerne komme bedre værter og en bedre instruktør.

BTW jeg bliver lidt interesseret i filmen The Single Man, hvorfra Colin Firth er nomineret. Den følger en homoseksuel professor den dag, hvor han beslutter sig for at begå selvmord om aftenen, indlagt med flashbacks. Det lyder ret meget som plottet i The Floating Opera af John Barth, som jeg lidt tror er en af mine yndlingsbøger. Barths bog er bare fortalt i førsteperson datid, hvilket ærlig talt ødelægger noget af spændningen om hvorvidt han dør om aftenen...