Against the Day som bog, musik og maleri.

Jeg var på Malmøs museum for moderne kunst i dag, for at se en udstilling opkaldt efter en roman af min yndlingsforfatter: Thomas Pynchons Against the Day. Det var vældig interessant, selvom billederne ikke havde så meget med selve romanen at gøre, men dog til del arbejdede med samme tematikker som romanen. Men det er nu nogle tematikker, der er ret gennemgående i Pynchons forfatterskab, så det fik mig også til at tænke på, hvorfor det netop var denne roman, som udstillingen er opkaldt efter. Især fordi et af mine yndlingsalbums fra sidste år også lige netop var opkaldt efter denne bog, men kun abstrakt beskæftigede sig med de samme tematikker.



Luc Tuymans - Against the Day I

Bogen Against the Day blev udgivet af den amerikanske forfatter Thomas Pynchon i 2006. Det er en ordentlig moppedreng på 1000+ sider, der udspiller sig rundt omkring i hele verden fra 1893 til ca 1920. Persongalleriet er voldsomt omfattende og spraglet og består af en hel masse gode anarkister, onde kapitalister samt spioner, luftskibsmatroser, fotografer, malere, videnskabsmænd etc etc etc. Der er lige knap noget plot, men en hel masse barokke indslag, stoffer og sex. Den fik ikke verdens bedste modtagelse da den udkom, og er da også en ret løs og forudsigelig Pynchon roman, i forhold til mesterværker som Gravitys Rainbow og Mason & Dixon. Til gengæld er der en hel masse tematik om anarkisme i forhold til de bestående magter - det der i Gravitys Rainbow blev kaldt kampen mellem The Preterites og The Elect - og en hel masse om iagtagelse, lys og historiens vilkårlighed.



Udstillingen i Malmø består af 20 nye malerier. Olie på kanvas. De er alle sammen baseret på digitalfotografier, og en del af dem imiterer derfor den slørede effekt man får med et kamera med lille opløsning. Derudover arbejder mange af dem tematisk med iagtagelse, der er billeder fra overvågningskameraer, fra et kikkertsigte og et selvportræt taget fra et spejl. Ifølge beskrivelsen af udstillingen, som museet selv har lavet, skal alle malerierne også forstås i relation til hinanden, de er udsnit af en samlet mening. På den vis virker de meget ligesom bogen, der også skal forstås som en hel masse små anekdoter og fortælleforløb, der opnår sin tematiske styrke ved deres relation til hinanden. Også netop det med iagtagelse spiller en stor rolle i romanen, coveret som kan ses øverst afspejler f.eks. det fænomen man opnår når man ser igennem en krystalsten der kaldes Iceland Spar, og efterhånden bliver lys og blik også en metafor for hvordan personerne opfatter verden gennem deres egne ideologiske kikkertsyn.


Land of Kush - Against the Day (09)

Land of Kush er et band ledet af den Canadisk-Egyptiske musiker Sam Shalabi, der tidligere har ledet The Shalabi Effect, og vist er ganske kendt i Montreal... Jeg har skrevet lidt mere om ham på min anden blog. Musikken er avantgarde, mellemøstligt inspireret og ganske abstrakt. Hverken tekster eller indpakning har egentlig særlig meget med bogen at gøre, men de fem lange numre er opkaldt efter bogens fem lange kapitler. Samtidig er Land of Kush vist et egyptisk sagnrige, og en ret stor del af bogen handler om jagten på et centralasiatisk sagnrige ved navn Shambhala. Ja det er lidt søgt, men alligevel. Sam Shalabi skriver i covernoterne at sammenhængen i stedet skal forstås tematisk, og at han forsøgte at imitere måden lyset bevæger sig på igennem romanen, med hans musik. Det virker ret abstrakt... Bilocations er det eneste nummer, der har en forståelig engelsk tekst - forståeligt nok når Sam Shalabi arbejder med mellemøstlig inspiration og Montreal i virkeligheden er fransktalende - og den handler bl.a. om en eller anden forretningsmand, der ved for lidt om biologi. Det minder lidt om Pynchons kapitalismekritik, men ellers er det nogle gange lidt svært at se sammenhængen.

Brainwashed
Pitchfork



Men hvorfor er det lige Against the Day kunstnere finder inspirerende? Ja, mit bud er nok, at det er hele Pynchons forfatterskab de inspirereres af, men Against the Day er den bedste betitling. Hvofor? Fordi det er sådan en abstrakt titel. Alle Pynchons tidligere romaner har haft mere konkrete titler - Mason & Dixon er opkaldt efter hovedpersonerne; Vineland er en lokation i bogen; Gravitys Rainbow er lidt mere abstrakt, men henviser mest specifikt til banen af en affyret V2 raket; The Crying of Lot 49 er et begivenhed mod bogens slutning; og V. er et mystisk symbol, som mange af personerne forsøger at forstå betydningen bag. Against the Day derimod henviser ikke rigtig til så meget. Man kan læse på wikipedia, at det åbenbart er noget fra bibelen, men derudover har det en del tematiske betydnininger. Mot Dagen hedder udstillingen på svensk, og der ligger lidt i det en modstand mod hvad der traditionelt set ses som gode ting: Lys og i overført betydning oplysning. Pynchon skriver ofte om det gode ved dunkelhed, og tidlige tider før videnskaben og kapitalismen overtog verden. Om modernismens katastofer som verdenskrigene og tingsliggørelsen af mennesket.



Luc Tuymans - Sniper

Bogen er også brugbar som etiket, netop fordi den ikke er så velanset. Der er ikke så mange betydninger knyttet til bogen, som f.eks. til Gravitys Rainbow, og plottet er hverken særlig godt eller særlig kendt. Til gengæld er det rent faktisk lettere at finde rundt i en så det tidligere Pynchon: Det bevæger sig i det mindste kronologisk. Men af alle Pynchons romaner er det nok den bog, der mindst giver sig ud for at have et plot, nærmest demonstrativt klippes der væk hver gang der sker noget vigtigt, og stort set alle fortælleforløb afvikles antiklimatisk. Dermed bliver det vigtige i bogen netop tematikkerne og metaforikken, der da også varieres og debateres i det uendelige. Godt og ondt, lys og mørke, hvad og hvem der skaber historien. Det er vægtige emner og en udmærket bog, men det er ikke den bedste Pynchon. Men muligvis et rigtig godt sted at starte med Pynchon. God tematik, udmærket uddybet af Luc Tuymans og Sam Shalabi. Ja, jeg anbefaler egentlig det hele, men jeg er også en ret stor Pynchon-nørd.

Don DeLillo: Mao II

Nå, op på hesten igen. Denne her gang kommer bloggen op at stå. Forvent noget roskildesnak snart. Men først en bog.

Og for lige at understrege hvor fint og sammenflettet denne blog kommer til at blive, vil jeg indlede dette litterære indlæg med at hive Radio Lab ind igen. For et af de temaer Don DeLillo behandler i denne bog er også temaet i en af de podcasts jeg anbefalede nedenunder. Radio Lab kalder det Emergence, DeLillo opsummerer sin tese i sidste sætning i bogens prolog: 'The future belongs to crowds'. Prøv at lytte ca 39 min inde i programmet, hvor der kommer et indslag om wall street. Det eneste der fortælles er, hvordan børsmæglerne aflæser hinandens signaler og reagerer på det. Let og elegant påpeges det hvor afhængige vi i vores samfund er af hinanden, og hvor meget vores samfund er baseret på gruppementalitet og irrationalitet. Og indslaget bliver ikke fortolket, ikke engang kommenteret, pointen bliver fremsat og så må man selv drage sine konklusioner. Elegant.

Sådan en fornemmelse sidder jeg ikke med efter at have læst DeLillo. Hvis man laver en bog om individualitet vs gruppementalitet er de mest subtile eksempler altså ikke Moon-bevægelsen, Iranske sørgende over Khomeni og terrorister der ofrer deres personlighed til fordel for et større mål. Det er alt for simplistiske indlæg i en ret fundamental debat. Men Mao II er fyldt med tidligere sektmedlemmer, kunstnere og terrorister. Disse mærkværdige mennesker mødes på kryds og tværs og har mærkværdige og dybt urealistiske samtaler om dybe spørgsmål. Men det hele synes alligevel skåret ud i pap.

DeLillo benytter sig af hvad man prætentiøst kan kalde Bakhtinsk polyfoni, efter litteraturforskeren Mikhail Bakhtin, der udpegede Dostojevsky som bruger af teknikken. Det går kort fortalt ud på, at forfatteren lader en masse personer fremfører deres egne pointer om et givet emne, uden selv direkte at fremføre sin egen holdning. Dermed kan behandlingen af et emne blive facetteret og flertydig i stedet for moraliserende (det er desuden historisk set noget skribenter har gjort brug af under censur). Et eksempel er Brødrene Karamasov, hvor hver bror har en livsfilosofi, og en stor del af bogen består af deres indbyrdes diskussioner. På samme måde består Mao II meget af indbyrdes diskussioner hovedpersonerne imellem. Men eftersom de ikke er brødre, men tværtom burde være fremmede for hinanden, fremstår deres samtaler dybt usandsynlige. Personernes baggrundshistorie og motivationer er vage, men deres holdninger skæres til gengæld ud i pap. Det burde være omvendt.

Tag nu for eksempel det følgende: Bogen hedder Mao II, opkaldt efter et Andy Warhol maleri. Fin titel, illustrer fint temaet om det enestående versus det masseproducerede, vender det endda lidt på hovedet eftersom det i dette tilfælde rent faktisk er en kunstner - bogens ekstreme udgave af eneren - der har forsøgt at massefremstille diktatoren, der vel ligger nærmere på terroristen - bogens ekstreme udgave af massemennesket. Da en af personerne ser en reklame for Coke II kunne jeg derfor ikke lade være med at smile. Det er skægt fordi at Mao II og Coke II minder om hinanden, men det ene er om at duplikere noget i grunden unikt, mens det andet er om at diversificere noget i grunden ens, så i virkeligheden er de begge to forkerte, men bare på forskellige måder. Hehe. Men så kommer det følgende: '...she has the crazy idea that these advertising placards herald the presence of the Maoist group. Because the lettering is so intensely red.' Og senere samme side står der så: '...Brita gets another crazy idea, that these are like the big character posters of the Cultural Revolution in CHina - warnings and threats, calls for self-correction. Because there is a certain physical resemblance.' (s. 230) Jeg fangede den første gang. Forbindelsen bliver skåret ud i pap, mens personerne og handlingen fremstår utydeligt.

Jeg har også læst Falling Man af DeLillo, og sad med samme fornemmelse. Kan være han var bedre da han var yngre.

Creative Writing

Først og fremmest en undskyldning for bloggens manglende udvikling til mine imaginære læsere. Jeg har skrevet eksamensopgave. Der er mange glimrende indlæg på bedding der gerne skulle komme op i løbet af det næste stykke tid. Ret mange af dem kommer til at omhandle kulturelle institutioner og strukturer, og hvordan deres indflydelse kan ses i enkeltværker, så dette indlæg skulle gerne blive nogenlunde betegnende for fremtiden.

Men ja, Creative Writing. Creative Writing er et fag ved de amerikanske colleges, der har udklækket en stor del af amerikanske forfattere. Jeg faldt via Popmatters over en interessant artikel fra The New Yorker om fænomenet. Det er en anmeldelse af Mark McGurl - The Program Era, en ny bog der åbenbart behandler emnet ganske udmærket, og som jeg bestemt har tænkt mig at få fat i. Jeg vil anbefale at læse anmeldelsen, den giver en udmærket argumentation for vigtigheden af at sætte sig ind i literære institutioner som uddannelser og deslige hvis man vil forstå amerikansk litteratur - ihf fra en kulturel vinkel, almindelig litteraturvidenskab fokuserer ofte på værket som singulært objekt - men jeg vil da lige komme med en sammenligning med danske forhold og lave et par litterære perspektiveringer.

Som dansker ligger det lige for, at spørge om det amerikanske system ikke bare svarer til den danske forfatterskole, og mit svar må være at det amerikanske system er væsensforskellig grundet dets størrelse. For amerikanske forfattere er det i langt højere grad end for deres danske kolleger en sandsynlig levevej at basere sin skrivning på det litterære uddannelsessystem. Der er dels langt flere lærerstillinger, hvor forfatterne kan få status og tjene deres levebrød, dels uddannes der elever nok til at systemet reelt set kan siges at uddanne en læserskare. At skrive en bog målrettet nichegruppen Creative Writing uddannede er en langt mere givtig idé end at skrive en bog målrettet elever fra forfatterskolen. Som resultat er der en del bøger i USA der er skrevet af universitetsuddannede forfatter, der nu er universitetslærere og hvis bøger er målrettet universitetsstuderende. Min muligvis ikke vanvittigt velunderbyggede påstand er, at uddannelsen gør amerikanske forfattere ualmindeligt bevidste om deres skriveri, de bliver langt mere stilistisk varierede, deres litteratur bliver ofte fyldt med parodier, lister og andre kunstgreb og henvisninger til ting og fænomener, som man skal være veluddannet for at forstå. Allerhelst skal man beskæftige sig med bogen akademisk.

Som anmeldelsen fra New Yorker skriver er forfatteren John Barth et skoleeksempel på dette. Han har studeret Creative Writing, han har undervist i Creative Writing og hans bøger bærer præg af miljøet. Hans The Sotweed Factor er en bog om en obskur historisk forfatter fra 1700-tallet og hans forsøg på at skrive et hyldestdigt til Maryland, som så ender med at blive titeldigtet, et satirisk digt fra 1708. Som det nok fremgår er det ret tydeligt at der er mange lag i den her bog, der ikke vil fremgå uden at man beskæftiger sig ganske seriøst med den (som et eksempel på, at dette ikke behøver skyldes en påvirkelse fra Creative Writing kan det dog siges, at Thomas Pynchon også har skrevet en bog om historiske personer fra 1700-tallet, Mason & Dixon, hvor hovedpersonerne bl.a. møder en digter der vil skrive et hyldestdigt til Pennsylvania. Pynchon har læst litteratur men aldrig Creative Writing, og hans bøgers mening er stadigvæk umiddelbart utilgængelige.) Barths næste bog, Giles Goat-Boy, omhandler direkte amerikansk collegekultur, og foregår på en campus.

Jeg har kun læst The Floating Boat af John Barth, der virker langt mere tilgængelig en hans senere hovedværker, men som jeg da stadig vil anbefale. Det er en udmærket behandling af nihilisme. Og så er den sjov. Jeg har til gengæld læst et par bøger af en anden forfatter, der dels er påvirket af strukturen, og som direkte behandler dem i sine bøger. Hans navn er Gilbert Sorrentino, og han var, som så mange andre amerikanske forfattere, en stor stilist. Desværre lykkedes det ham ikke altid at få tilpasset hans bøgers stil med deres indhold. Hans Under the Shadow består af en hel masse kortnoveller af mellem 1-3 siders længde, hvor personer og motiver gentages og varieres igen og igen. Det er fantastisk drømmeagtig lille bog, åbenbart baseret på en serie af malerier han havde set. Hans Aberration of Starlight kunne derimod nærmest bruges som skoleeksempel på en bog, hvis stilgreb kommer i vejen for dets indhold. Bogen omhandler fire mennesker på et feriested i USA i 30'erne og beskriver deres forhold over et par dage fra hver enkelts position efter tur, og ved hjælp af en fast række stilgreb. Først et øjebliksbillede, dernæst nogle dokumenter, gerne breve til omverdenen, en indadvendt beskrivelse af ønsker og drømme, en egentlig handlingsbeskrivelse og til sidst nogle siders stream of consciuosness. Problemet er, at det hele bliver for formularisk, beskrivelsen af personernes indre liv sættes på skema, så ironisk nok fremstår de blot endnu mere som forfatterens papdukker. De bliver mindre realistiske. Hans hovedværk skule derimod være Mulligan Stew, hvis stilistiske kunstgreb kan synes mærkværdige, men er imponerende konsekvente. Bogen handler om forfattere og deres bøger, og den består kun af tekster. Alt er breve, dagbøger, artikler, digte, kapiteludkast etc etc etc. En stor del af bogen består af breve frem og tilbage mellem hovedpersonen - den miskendte og sådan set talentløse forfatter, der prøver på at skrive en ny kriminalroman - og en collegeprofessor, der planlægger at bruge en af hans bøger i hans kursus. Forfatterens reaktioner på dette koncept er sikkert ment som satire, men det siger alligevel meget om forholdet mellem kunst og akademia i USA. Endnu en bog jeg anbefaler.

For lige til sidst at perspektivere til en bog, der rent faktisk er en vis sandsynlighed for at nogen har læst vil jeg lige nævne Jonathan Safran Foers Everything is Illuminated. Endnu en bog, hvis stilistiske greb står i vejen for dens indhold. Den handler på sin vis om mennesker der kommer overens med deres fortid: En ung forfatter der hedder Jonathan kommer til Ukraine for at blive oplyst om hans jødiske rødder, en ung ukrainer der hedder Alex og hans farfar bliver konfronteret med forbrydelser i deres lands fortid. Men bogen er i virkeligheden en senere brevveksling mellem Jonathan og Alex. Hvert kapitel fremstår ret formularisk: Først det brev Alex sender Jonathan, hvori han beskriver deres rejse rundt i Ukraine på gebrokkent engelsk, derefter et afsnit Jonathan har skrevet i en historisk fortælling om den landsby hans familie kommer fra, og til sidst Alex' kommentarer i et nyt brev til de to kapitler der er gået forud, og en introduktion til hans næste kapitel, som er vedlagt hans brev. Det bliver efter min mening formularisk, og desuden forvirrer det fortællingen. Som sagt handler det meget om at komme overens med ens fortid, med ens rødder og med en selv, men brevene er jo sendt frem og tilbage efter deres indholdsrige rejse, så den udvikling, der fremgår ganske tydeligt i udviklingen i deres skrivestil og sprog i brevene, fremstår umotiverede og utroværdige. Det er lidt tid siden jeg har læst den, men jeg må indrømme jeg stadigvæk ikke forstår handlingen. De bliver konfronteret med dybe hemmeligheder i deres fortid, tager hjem og er rolige, men skriver så frem og tilbage og bliver først da påvirket af deres oplevelser. Romanens stilgreb er ikke logisk motiverede, i sidste ende faldt bogen fra hinanden i mine øjne.

Er du uenig, forstår du Everything is Illuminated eller synes du bare jeg burde skrive noget kortere? Kom endelig med kommentarer.