Kronoper

Noter om Mad Men sæson 4

2011-03-13T02:58:00.003+01:00

En gang imellem synes jeg, at jeg har en glimrende pointe i forhold til det kultur jeg behandler. En gang imellem... har jeg ikke... Jeg prøver gerne at koble kulturproduktet jeg undersøger med et eller andet jeg fortæller mig selv er alment interessant etisk eller filosofisk eller noget. Det er der heller ikke rigtig noget af her... Det her er en af de gange, hvor jeg ikke har andet end noter. Det er snart et halvt år siden at sæson 4 af Mad Men stoppede, og jeg skrev løst og fast ned dengang, med en eller anden idé om at forsøge at samle det hele til et fornuftigt fremadskridende indlæg. Men jeg har stadigvæk ikke nogen idé til hvad der skulle give sammenhæng, så nu får i bare det hele som sådan løsrevne bemærkninger. En gang får jeg måske skrevet noget sammenhængende om hele serien, så må den her tekst omarbejdes. Måske også oversat til min nye engelske blog. Eller noget. Spoilere naturligvis, men lad mig sige, at hvis du ikke har set sæsonen som jeg taler om, så er der alligevel nok ikke rigtig nok tankevækkende pointer til at det er rigtig interessant.

Da jeg skrev om sæson tre talte jeg mest om tematik og teori på bekostning af egentlig at beskæftige mig med selve serien, så lad mig denne gang starte med at kategorisere denne sæson ganske kort: Sæson 4 fortæller fra start til slut historien om Don Drapers tid som single. Når man ved det giver det utrolig meget mening, men det fandt vi naturligvis først og fremmest ud af til aller sidst. Hvor tidligere sæsoner har startet ganske løst for så til sidst at samle trådene, så var sæson fire struktureret ganske anderledes. Fra start af følger vi Dons deroute. Der var drama fra første afsnit, til en afveksling. Tåkrummende var det rent ud sagt igen og igen. Præcis midtvejs kom så kulminationen og vendepunktet. Mesterværket The Suitcase var et af de afsnit som en tv-serie skal gøre sig fortjent til, og for fanden hvor havde alle og enhver gjort sig fortjent til det. Et kammerspil mellem Don Draper og Peggy Olson, hvor 3½ sæsons historier kunne antydes og drejes. Formentlig blev der tjent en to-tre Emmyer hjem blot på det ene afsnit. Herefter forsøgte Don så at komme på fode igen resten af serien, og historien tog så en overraskende drejning til sidst.

For mig var det her sæsonen hvor Mad Men gik fra at være en rigtig god serie, til en af de bedste nogensinde. Der blev taget så mange unødvendige chancer, og langt de fleste var overvældende succesfulde. Først og fremmest, så er det utrolig sjældent en serie er så god til at skildre forandring. Normale serier finder en måde at fungere på, og bliver ved med at fungere på den måde indtil folk mister interessen. Det har sikkert noget at gøre med skuespillerkontrakter, med kulisseomkostninger, etc, at gøre. Men selv The Wire, som stadigvæk er verdens bedste serie, skiftede fokus og skuespillerstab hver sæson, men fortalte egentlig samme mesterlige historie fem gange i træk. At Mad Men formåede at skifte kulisse, skifte stemning, skifte fortællerytme, ja jeg tror egentlig det er ganske unikt. Der er en uforudsigelighed over den her serie, som der ikke er ret mange andre steder.

Derudover formåede sæsonen at lave en tematisk koherens gennem gentagende motiver. De første afsnit omhandlede helligdage, thanksgiving, jul og nytår og sidste afsnit gentog så ferietricket, selvom jeg må indrømme jeg ikke helt fangede hvilken helligdag det skulle forestille at være. Folk havde ihf fri. Samtidig endte de fleste afsnit i første halvdel med at en dør lukkede sig, men The Suitcase, hvor Don Draper besluttede sig for at forsøge sig på forbedring, sluttede med at han bad Peggy holde døren åben. Egentlig synes jeg mere det er sådan lidt sødt end stor kunst, at slutte mange afsnit på samme måde, men det er alligevel vel en måde at lave sammenhæng på, som de fleste serier ikke prøver. Det er et lidt overflødigt bravurnummer som jeg ret godt kan lide.

Sådan var der så meget. Det halve kunne nærmest have været nok. I min gennemgang af sæson tre snakkede jeg om, hvordan racespørgsmålet endelig blev taget op så småt. Men her var sæson fire et stort tilbageskridt. Dette var dog ikke skuffende, det var realistisk. Da Sterling Cooper blev til SCDP, så var det ikke en gammel konstruktion som vupti tilpassede sig samtiden og den virkelige verden. Det var en ny konstruktion, på visse punkter mere i trit med tiden, på visse punkter mere ude af trit med tiden. Da der var færre penge til medarbejdere var der mindre penge til servicejobs, så de sorte medarbejdere fulgte ikke med. Jeg synes egentlig det var en ret fin pointe. Udvikling er ikke blot lineær. Endnu engang må jeg indrømme, at mit arbejde med at forstå serien har været forsimplet. En tid kan, når man ser tilbage på den i det store perspektiv, siges at realisere sig selv i øjeblikke (som med Kennedy-mordet/skilsmissen sidste sæson), men konkret vil der være småudviklinger, tilbageskridt, spøgelser og fantasmogorier. Sterling Cooper Draper Price blev ikke med et til et moderne firma. Og Don Drapers udvikling i sæson fire endte med at være noget mere kompliceret end jeg havde håbet.

Og jeg må slutte af med at snakke om det aller aller sidste fra serien. Don og Megan i seng mens Sonny og Cher slutter sæsonen af. Jeg har en mistanke om, at slutningen var skrevet med den sang i tankerne, for den passede alt for godt. 'They say we're young and we don't know / I guess we won't find out untill we grow' Det virkede dybt ironisk. Don viste sig at være overraskende umoden og impulsiv lige pludselig, og vi sad tilbage med en usikker følelse. Vi kommer ikke til at vide mere før senere. Men med udviklingen af Sonny og Chers forhold in mente, så er det tilladt at være en smule nervøs. For tiden er der åbenbart besværlige forhandlinger i gang om den kommende sæson 5, hvis ikke den her serie får lov til at føre sin fantastiske udvikling til ende, så vil det være et utroligt seriøst anslag mod tv-seriens status som muligt helstøbt kunstobjekt. Så jeg krydser fingre.

Tarkovskys Solaris (72) + noter om russisk kultur

2011-02-27T05:19:00.004+01:00

Dette er en skitse til en læsning af Tarkovskys Solaris. Det er ikke en udtømmende læsning. Det er måske en ganske idiosynkratisk læsning, måske er det på en paradoksal måde en idiosynkratisk insisteren på en banal og selvindlysende pointe. Dunno. Jeg tror ikke Tarkovsky ville have billiget denne læsning. Men jeg synes det er en læsning, som holder. Og jeg har beskæftiget mig en del med sovjetisk litteratur og kultur på det seneste, og jeg kommer ofte op med det samme problem som jeg har med denne læsning. Så jeg vil forsøge at forklare mine problemer med sovjetisk kultur generelt i den sidste del af dette indlæg. Men først, Solaris. Spoilere, naturligvis. Jeg vil ikke lave resumé af filmen, det kan man læse på wikipedia.

Jeg er vild med den her trailer. Den får virkelig filmen til at se actionpacked ud, hvilket er noget af en præstation...

Der er tre scener i Solaris, hvor personerne sætter sig ned og ser en film-i-filmen. I den ene ser Kelvin optagelser lavet af hans gamle ven Gibarian. Den har jeg ikke noget at sige om. I den første vigtige filmseningsscene (ca 10:19-23:40) kommer piloten Burton ud til Kelvins hytte, for at vise en gammel optagelse af en undersøgelse. Den unge Burton bliver udspurgt om hvad han så på Solaris. Hvad der interesserer mig er måden den gamle scene er filmet på. Der er helt tydeligt en eller anden form for fremtidigt automatisk kamera i brug. Hver gang en ny person taler skifter kameravinklen med et lille 'ping'. Kameraet forsøger hele tiden at fange personen i midten af billedet, cirka midt-distance (ret mig hvis jeg tager fejl, min viden om film-jargon er ikke særlig god). Det er en officiel video, lavet af en officiel retshandling. Dette vil jeg kalde et forsøg på en 'objektiv' beskuer. Kameraet afspejler også meget godt scenens indhold, hvor Burtons konstante insisteren på at han så det hele 'med mine egne øjne' fejes af bordet, eftersom flyets objektive kamera ikke understøtter hans forklaring.

I den anden vigtige scene (del 2 19:19-21:45) sætter Kelvin sig ned og ser på gamle filmoptagelser med hans genopstandne kone Hari. Det er gamle film som hans familie har optaget, af Kelvin og hans familie. Kameraet zoomer og bevæger sig. Personerne kigger tilbage på beskueren, og man kan mærke forbindelsen mellem beskuer og beskuet. Dette er en 'subjektiv' beskuer. På de sidste billeder fra filmen optræder den oprindelige Hari, og vi indser, at den nye Hari er genskabt ud af Kelvins minder fra de gamle klip.

I en nøglescene (i min udlægning af filmen) (27:12-29:50) diskuterer Burton og Kelvin den forestående mission til Solaris. Her får vi Kelvins videnskabssyn præ-Solaris, og det er netop at videnskaben skal foretages uden følelser. Den skal udføres af objektive beskuere, det ideelle ville netop være automatiske registrerende kameraer som i retsscenen. Diskussionen får Burton til at gå sin vej i vrede, mens han råber at Kelvin er en 'bogholder, ikke en videnskabsmand'. Resten af filmen beskriver så netop hvordan 'bogholderen' Kelvins syn på videnskaben problematiseres af hans mission til Solaris. I min læsning kommer Hari og de andre konstruktioner netop til at symbolisere videnskabsmændenes subjektivitet, som de i sidste ende aldrig kan undlade at drage ind i deres arbejde. I filmens slutscene går Solaris af en eller anden grund med til ikke længere at skabe konstruktioner ombord på stationen, men betyder det at objektivitet er mulig? I så fald vender Kelvin ryggen til den, og ender filmen på en ø på planeten, i hans gamle barndomshjem. Men hvad har denne venden ryggen til objektiviteten af implikationer? På den ene side kan det siges at vægte subjektiv kunst højere end objektiv videnskab, og enhver af Tarkovskys dybt personlige kamerabevægelser forstærker dette indtryk. Men hvad med den samtidige kontekst? Er marxisme ikke netop bygget på et forsøg på en 'objektiv' historisk videnskab? Hvis Solaris taler imod objektiv videnskab generelt, kan den så ikke ses som en film med mange sociale og politiske implikationer? Er det ikke en dybt politisk film?

Men se, der er mange problemer med den udlægning af filmen. F.eks. vil de fleste som har set filmen nok have svært ved at se Hari udelukkende som et symbol på subjektivitet, dertil er hun alt for defineret som lige præcis Kelvins kone, med en fortid og et følelsesliv som er helt hendes eget. Derudover ville Tarkovsky nok være ganske meget imod denne form for læsning. Han var imod symboler, han var imod at beskæftige sig for meget med sociale og politiske spørgsmål. Men lad os f.eks. tage et kig på Hari, hvorfor er det hun ikke kan reduceres til symbol på subjektivitet? Det er i mine øjne fordi filmen beskæftiger sig med Kelvins opfattelse af Hari. Hun er et symbol, men hun er samtidig også Kelvins kone, og filmen fokuserer på denne personlige relation. Det er typisk for en film af Tarkovsky, de er som regel optaget af de helt personlige konsekvenser af handlinger og begivenheder. Det ser man også i Ivans Barndom, hvor krigens gru skildres gennem et fokus på dens konsekvenser for enkelte drenge. Og vi ser det i hans Spejlet, hvor et enkelt menneskes minder fra endnu en barndom præget af krigen, blandes op med hinanden i et mix jeg overhovedet ikke har fat om endnu. Tarkovsky beskæftiger sig med mennesket. Ikke med samfundet. Men i mine øjne burde det ikke betyde, at han ikke kan siges at være politisk. Det siger mig mere om, hvor primitive politiske diskussioner ofte bliver. Efter sigende kritiserede italienske marxister Ivan for at være for borgerlig, i dens fokus på konsekvenserne for et enkelt menneske. Men hvilken værdi har politik, hvis ikke det handler om at gøre livet for det enkelte menneske bedre? For mig er marxismens kvalitet at den forsøger at påpege hvordan liberalismen betyder frihed for enkelte individer, men mere lidelse for langt flere enkeltindivider. Men umanerlig mange marxister har glemt dette. Tarkovsky politiserer i mine øjne til tider, men han abstraherer aldrig til det niveau alt for mange politikere gør. Lige gyldigt hvor abstrakt han bliver – og han bliver uden tvivl mere abstrakt end de fleste – så er det altid fastgjort til mennesker. På den led er han desværre i modsætning til alt for mange politiske tænkere.

Jeg har lignende problemer med forståelsen af mange sovjetiske kunstnere. Mandelstam, Bulgakov, Bakhtin, Tarkovsky. Folk er forståeligt nok forsigtige med at lægge for meget politik indover dem, men deres værker har altså ofte vidtrækkende politiske implikationer. Jeg har også ofte problemer med at forklare dem. En stor del af problemet skyldes, at de her tænkeres politiske kontekst var så primitiv og åndsforladt. At reducere Woland fra Mesteren & Margarita til en skildring af Stalin misser umanerlig meget af romanens kraft. Generelt at positionere enhver tænker fra dengang som værende imod Stalin er fuldstændig intetsigende. Men der er aspekter af det her og der. Woland er Stalin nogen gange, hans magi synes til tider at være et udtryk for undertrykkelsens uforståelighed, men han er også Majakovski nogle gange, og han er i det store hele helt sin egen. Bakhtins skrifter indeholder et kæmpe antiautoritært potentiale, som ikke bare kan reduceres til at han var imod hans samtids politiske klima. Jeg forstår udmærket, at folk ikke har lyst til at lade værkerne inficeres af deres samtids primitive kontekst, men har vi måske nu fået denne kontekst så meget på afstand, at vi kan tage diskussionen om politiske og sociale implikationer på et andet niveau? Der er bunker af politiske implikationer i mange sovjetiske kunstneres værker, men det ligger på et dybere plan en samtidens diskussioner. Lige præcis af den grund har det stadig relevans i dag. F.eks. Solaris: Er det virkelig muligt at opnå det objektive blik på verden? Er det overhovedet ønskværdigt? Giver Tarkovskys dybt subjektive kamera os ikke en langt dybere viden om verdenen i sidste ende? Det er grundlæggende filosofiske spørgsmål, og Tarkovsky synes mere interesseret i deres konsekvenser for det enkelte menneske, men det betyder ikke at der ikke også er konsekvenser i en større kontekst.

Rubicon

2011-02-15T02:15:00.002+01:00

'All the pieces matter' Sådan sagde Lester Freamon i sjette afsnit af The Wire, og det var et citat der var så vigtigt at det blev gjort til afsnittets undertitel (hvilket gør det dejlig nemt at finde på wikipedia...). Citatet giver mening i The Wires univers, der handlede om de komplicerede sociale systemer alle mennesker indgår i, og som desuden var drevet af en ekstrem tematisk målrettethed, men rent faktisk er det ikke nogen særlig 'realistisk' indstilling til livet. I virkeligheden er der mennesker, ting, sammenfald, som ganske enkelt er tilfældige og ligegyldige. Rubicon, en serie fra AMC der også er hjemsted for Mad Men, Breaking Bad og Walking Dead, synes overraskende meget enig i det synspunkt.

Den centrale analysegruppe. De er hyperintelligente, men er naturligvis først og fremmest optagede af deres personlige problemer.

Dette er overraskende, eftersom Rubicon er en konspirationsthriller. Serien foregår på et analyseinstitut der laver efterretningsarbejde. Jeg må indrømme jeg ikke helt fanger instituttets officielle status, men hovedpersonerne sidder ihf og forsøger at finde sammenhænge imellem USAs fjender og er besatte af kodeløsning og deslige. Utroligt mystiske ting sættes i gang i piloten og meget magtfulde mænd synes at være involveret. Men serien synes egentlig ikke så voldsomt interesseret i disse intriger, den vil hellere bruge tid på de mennesker der arbejder på instituttet, og på at arbejde på dens tematik. Sagt på en anden måde: 'All the pieces matter' men hvem det er vigtigt for er yderst forskelligt.

I et par nøglescener i afsnit tre ser vi først hovedpersonen Will Travers' (James Dales Badge) overordnede komme ind på hans kontor og spørge om bjørne skal gå på wc når de går i hi. Vi ved godt at den overordnede stiller dette spørgsmål fordi hendes datter har spurgt om det, men Will ved det ikke. Han hjælper bare sin ven med et svar og glemmer alt om det. Derefter går han direkte ned og spørger en anden medarbejder om hvilke informationer der kan være gemt i en ti-cifret kode. Igen synes det at være et ganske arbitrært spørgsmål, men den her gang er det fuldstændig fundamentalt for at bringe seriens handling videre, at Will får knækket den kode han lige har fundet. Det er nærmest fuldstændig samme scene, men fordi vi kender omstændighederne bliver det ene til comic relief og det andet til suspense.

Uh det er spændende.

Et andet eksempel. I en scene i første afsnit befinder Will sig på sin netop afdøde svigerfars kontor (han er omkommet i en fuldstændig meningsløs togulykke. Eller er han?) da telefonen ringer. Will tager telefonen og en dyb stemme siger "Knight to Bishop 3" Det er en utrolig mystisk og ganske skræmmende scene, men sammenhængen afsløres ganske kort efter. Wills svigerfar spillede korrespondanceskak med en tidligere medarbejder, som ikke har hørt om ulykken. Hvad der syntes at være konspiration er sådan set bare en del af livet.

Et tredje eksempel: Der er rent faktisk en terrorgruppe i Rubicon, der hedder MILF. The Moral Islamic Liberation Front. Igen, koder er både storpolitik og comic relief. Som fjerde eksempel er en anden gruppe vild med tidspunktet 4:20. Hvorfor? Det besvares aldrig, men kunne det være fordi de ryger for meget pot?

Nu er det blevet så spændende, at Will må have en tænkepause. Dem gik der ret meget tid med...

'Om det man ikke kan tale, om det bør man tie' sagde Wittgenstein. Han talte først og fremmest om det overnaturlige, og forklarede, at man ikke kan tale om f.eks. Gud, så man bør ikke spilde sin tid på det. Men en af de mange ting han ikke - på det tidspunkt - havde overvejet var, at selvom det måske er muligt for menneskeheden som helhed, at få lavet en vidensbank der beskriver alt i fænomenverdenen, så vil det for det enkelte menneske være umuligt at opnå viden om alt. Hvad der kan tales og ikke tales om bliver derfor forskelligt fra menneske til menneske. For nogle mennesker er mobiltelefoner fuldt ud lige så mystiske, som treenigheden er for andre. Ud af sfæren af ting vi ikke kan tale om er det nærliggende at skabe konspirationer, det giver orden til en uordentlig omverden. Så efterhånden som mængden af viden i verden eksploderede op igennem det tyvende århundrede, så kom konspirationen til at spille en større og større rolle i kulturen. Kafka skabte et konspiratorisk mareridt ud af noget så banalt som bureaukrati i hans Processen. Thomas Pynchons bøger skrev videre på konspirationen som basalt livsgrundlag i vores hverdag. Der er så meget at være paranoid omkring her i verden, og konspirationen blev på mange måder et grundtema for postmodernismen. Men Rubicon minder mig først og fremmest om en senere amerikansk forfatter: David Foster Wallace. Foster Wallace insisterede ligesom Rubicon på, at behandle mennesket som langt mere vigtig end konspirationen. I hans debutroman The Broom of the System er et indviklet plot sat i sving, der på en eller anden måde skal få hovedpersonen Lenore Beadsman til at genoverveje hendes liv. Men Lenore er langt mere optaget af, at hun har problemer med hendes kæreste og hendes kanariefugl. I Infinite Jest beskrives et indviklet og fantastisk fremtids-Amerika, hvor en canadisk separatistbevægelse har gang i nogle indviklede planer, men romanens fokus er på banale og tidsløse problemer, som usikkerhed over det at blive voksen, eller problemer med substansmisbrug af forskellig slags.

Og sådan er det også med Rubicon. Der er en konspiration, men personerne er ligeså optaget af at få deres familieforhold til at fungere, og Wills motivation er først og fremmest at finde ud af hvad der skete med hans svigerfar. Det er på en eller anden måde derved en post-post-moderne tv-serie. Det er mennesket der er i fokus. Uden at sige for meget kan jeg afsløre, at menneskelige relationer vedbliver at spille en kæmpe rolle, også i konspirationens udformning. Af den grund er tempoet for plotudviklingen sat helt i bund, for serien følger personerne, og det er ikke noget personerne synes er så forfærdelig vigtigt før hen mod slutningen.

Det är ULITLIGT spändenda. Dette afsnit indeholdt en fantastisk scene hvor Truxton Spangler (ham til venstre) gav Will en kuffert. Og så holdt han en tale om hans slips. Og det var en af de bedste taler på tv sidste år.

Der blev lavet én sæson af Rubicon, men seertallene var ikke særlig gode så serien blev aflyst. Jeg har set folk klage over slutningen, men for mig var den rigtig fin. Jeg har ikke tænkt mig at afsløre hvad der sker, men der var netop fokus på personerne. Alle deres historier fik på en eller anden led en afrunding. For mig var det en enormt vellykket serie. Tempoet er sat helt utroligt ned, og Will Travers er ikke verdens mest kompetente detektiv, men det skal han heller ikke være. Der er tid til at tænke over tingene, og til at nyde de fantastiske billeder, fra cinematografen der også har samme job på Breaking Bad. Det var en lille serie, den fik fortalt sin historie og afleveret sin pointe, og jeg behøver egentlig ikke rigtig mere.

Mad Men sæson 3 - Opvåvni

2010-11-10T19:30:00.000+01:00

Jeg har tidligere skrevet om Mad Men sæson 1, men jeg tænkte jeg egentlig ikke har set nogle steder, hvor tv-serier virkelig bliver snakket om på sæsonbasis, selvom det i langt højere grad for tiden er den enhed serier bliver konstrueret på. Så jeg tænkte jeg ville gå i gang med dette, og lægge ud med de seneste par sæsoner af Mad Men. Her er sæson 3, sæson 4 kommer forhåbentlig snart. Jeg snakker ikke voldsomt meget om plot og karakterudvikling, men der vil naturligvis være spoilere hvis du ikke har set sæson 3 endnu. Hvis du alligevel er interesseret, så læs videre.

Og jeg kan bare lægge ud med at indrømme at jeg vist nok har taget grunddigt fejl. Jeg troede egentlig Mad Men handlede om styrken i løgnen, men sæson 3 viser hvordan løgnene krakelerer både i samfundet og i privaten. Vi lærte i sæson 1 at Don Draper i virkeligheden var en konstruktion, at han i virkeligheden var Dick Whitman, som stjal en anden mands identitet under Koreakrigen. Jeg tænkte derefter på Don Draper som en af kunstens store løgnere, både som virkelighedsfabrikerende reklamemand og som identitetstyv, men sæson tre viser, at ikke en gang han kan holde sandheden nede i længden. Og denne udvikling bliver stillet sammen med billeder fra et USA i opløsning. Denne sæson foregår sommer/efterår 63, men der er små henvisninger til de spændinger der snart skal rive USA fra hinanden. Mens Betty er under narkose på fødselsgangen drømmer hun om en myrdet borgerrettighedsforkæmper og senere ser vi Draperfamiliens sorte hushjælp Carla stå fuldstændig knust mens hun lytter til en radiotransmission af en begravelse af 3 små piger, der blev dræbt ved et Ku Klux Klan attentat. Sæsonen kulminerer ganske naturligt med mordet på John F Kennedy. Samme afsnit siger Betty at hun vil skilles.

Den tyske teoretiker Walther Benjamin skrev i løbet af trediverne på et stort værk om de parisiske overdækkede passager, der forblev ufuldendt. Hans idé var at passagerne var kapitalistiske kulturværker fra før kapitalismen indså sig selv. Sagt på en anden måde, så mente han at moderniteten, med alt hvad den indeholdt af imperialisme, kapitalisme, klassekamp, avantgarde, etc, havde sat sine spor i omverdenen inden at modernismens tidsalder kan siges at være gået i gang, hvilket han påstod den først gjorde med Pariserkommunen i 1870. Herfra kunne folk ikke længere lukke øjnene for den nye tids realiteter, men det betød ikke at disse realiteter ikke havde været en reel eksistens før i tiden, og f.eks. var kommet til udtryk i visse former for parisisk arkitektur. Det er lidt på samme måde som når man siger af 9/11 forandrede verden. Det gjorde den naturligvis ikke, de kristne/muslimske/jødiske spændinger var en realitet lang tid før og var kommet til udtryk mange andre steder, men efter 9/11 var det fuldstændig umuligt at lukke øjnene for dem igen. Walther Benjamin kaldte en sådan begivenhed for en periodes opvågnen.

Hvorfor jeg snakker om dette? Fordi sæson tre lige netop skildrer sådanne opvågninger. USA havde været splittet i lang tid, men det er med Kennedymordet folk vågner op til dem. Og denne opvågnen parallelliseres i Draperhistorien, hvor Don til sidst ender med at miste sin hemmelige identitet. I slutningen af sæsonen finder Betty ud af det, hvad der medfører de største ændringer i serien, men gennem hele sæsonen kan Don ikke flygte fra fortiden længere. Han fortæller en vildt fremmed mand om hans barndom til en fest, og det viser sig at være en rigmand (Conrad Hilton, Hiltonhotelkædens grundlægger og Paris Hiltons bedstefar...) og denne rigmand bliver så imponeret at han hyrer Don til at lave hans reklamer. Dette medfører så at Don bliver bedt om skrive kontrakt med Sterling Cooper for første gang, hvilket han pludselig bliver tvunget til da Cooper hiver op af hatten at han kan afsløre hvem Don i virkeligheden er, hvis ikke han gør hvad der bliver sagt. Da Pete Campbell afslørede hvem Don var overfor Cooper i sæson 1 var Coopers svar 'Who Cares'. Det helt rigtige svar for en reklamemand. Men i sæson tre viser det sig alligevel at sandheden aldrig bare kan blive fornægtet. Den ligger altid under overfladen, parat til at bople op.

Det er et af tv-mediets største styrker at tematikker på denne måde kan blive vendt og drejer og udviklet over så lang tid. Jeg ved ikke hvor langt vi er i seriens levetid eller hvad Matthew Wieners langsigtede planer er, men sæson 3 er den sæson hvor han vender alting fuldstændig på hovedet. Personernes status quo ændres og serien viser sig at have nogle fuldstændig nye ting på hjerte. Jeg skal gerne indrømme at jeg ud fra sæson 1 vist tolkede serien forkert. Som man kan se, hvis man genlæser det gamle indlæg, valgte jeg også i sæson 1 at snakke om efterdønningerne af en omvæltning, og i sæson 3 at snakke om forvarslerne til en omvæltning. Det hele er blevet sat lidt på hovedet. Når serien er færdig er det nok langt nemmere at overskue. Dårlige undskyldninger og noget med at forstå ting baglæns og den slags.

Og nu har jeg overhovedet ikke snakket om struktur og personer og alt det der. Sæsonens hovedhistorie er Betty og Don, de fleste andre personer rykkede ret meget i baggrunden. Derudover er sæsonen struktureret ganske mærkeligt. Det er lidt svært at se hvad historien er i de første afsnit, konturerne dukker op til Rogers fest ved to ganske tilfældige møder, og først langt senere kan man se hvordan historien er struktureret. Sæsonens to bedste afsnit, A Man Walks In to an Advertising Agency og slutafsnittet Shut the Door, Take a Seat, er desuden nærmest løsrevne fra hovedhistorien, de handler mere om hvad der sker på Sterling Cooper. Det er en mærkelig sæson af en ganske mærkelig serie.

Tv-auteurs

2010-09-02T14:00:00.002+02:00

Den amerikanske tv-sæson, som stadigvæk er den der fylder mest på fjernsyn rundt omkring i verden, er struktureret sådan, at den nye sæson starter i september. Dvs lige nu. Jeg tænkte, at det derfor var ganske passende at forsøge en statusopgørelse over tv-mediet lige nu, samt at give nogle anbefalinger til de kommende måneders fjernsyn. Og specielt et emne vil jeg tale om relativt grundigt.

Men inden vi kommer ind på fremkomsten af auteurs inde for tv-mediet, så vil jeg lige sige, at det sgu er et kæmpe skulderklap til dansk tv-produktion at AMC er i gang med at lave en amerikansk udgave af forbrydelsen. Måske det største skulderklap nogensinde. Den internationale Emmy betyder ingenting - hvem kan nævne en serie der har vundet som ikke er dansk? - men at AMC, der for tiden er den mest kreativt succesrige kanal med serier som Breaking Bad, Mad Men og Rubicon, synes den er god nok til at satse på, ja det er sgu stort. Riget blev også engang til The Kingdom, men det var som en såkaldt mid-season replacement, hvilket betyder at kanalen blot brugte den til at udfylde huller i deres program, når de serier de egentlig regnede med havde floppet, og den blev heller ikke nogen succes. Men stort tillykke til DR, og alle de involverede.

Men det var de nye tv-auteurs jeg kom fra. Jeg er egentlig ikke den store fan af auteur-begrebet, film og tv er et kollaborativt medie, og den store fokus på en genial skaber/instruktør negligerer hvor vigtige skuespillerne (som dog også får umådeholden stor opmærksomhed...) manusforfatter, klipper, fotograf, tonemester, etc etc etc er for en vellykket film. Men derfor synes jeg stadig at det er vældig interessant at der på det seneste - og bemærkelsesværdigt meget i 2010 - er sket en udvikling henimod at de nye tv-serier ikke længere bliver præsenteret med deres præmisser, deres genrer (krimi, hospital, sitcom), deres skuespillere, men i høj grad opnår interesse og hype på grund af skaberne bag, også selv om disse skaberes tidligere serier var inde for en helt anden genre. Det er en ganske ny måde at se på tv-mediet på, og endnu et skridt på vejen mod dets 'kunstneriske' modning. Det næste bliver forhåbentlig en spejling af udviklingen inden for filmmediet, og at der vil opstå blot et mindstemål af interesse for andet en engelsksprogede serier. Den dag debatten også drejer sig om europæiske public service serier og f.eks. latinamerikanske telenovelas bliver det for alvor rigtig interessant. Men til sagen, en præsentation af et par auteurs:

David Simon:

David Simon fortjener at blive nævnt først af tre årsager: For det første er hans nye show Treme det eneste af de shows jeg vil præsentere, som allerede har haft premiere, ja hele første sæson er faktisk overstået. For det andet var hans tidligere serie, The Wire, den bedste tv-serie nogensinde. For det tredje virker udviklingen fra The Wire til Treme ikke som en videreudvikling af nogen form for genre, men derimod som en videreudvikling og en præcisering af en kunstnerisk pointe om det samfund vi lever i idag. Hvilket også er en nyskabelse for tv-mediet. The Wire var en krimiserie om narkohandlen, der efterhånden inddrog både det politiske system, skolesystemet og medierne, og endte med at blive et sociologisk portræt af Baltimore. Kort fortalt gik serien ud på hvordan institutioner, både officielle som politihierarkiet og rådhuset og uofficielle som især bandevæsenet, knuste individer der stak næsen for langt frem. Gang på gang kom sympatiske folk, der forsøgte at gøre en forskel både for dem selv eller for samfundet, ud på dybt vand, og blev sat på plads med degraderinger eller pistolskud. Det var en utrolig pessimistisk serie, men der var dog lyspunkter. Serien elskede at vise personer som ganske enkelt var suveræne til det de gjorde - den berømte 'Fuck'-scene hvor to detektiver opklarer en forbrydelse mens de kun udtaler et enkelt ord, er nok det bedste eksempel - og der var et par personer som Prez, Cutty og Carver, som rent faktisk formåede at ændre noget. Men det var først og fremmest sig selv. Serien syntes at ende med at sige, at institutionerne knuste stor set enhver modstand, men dermed kom den alligevel til at hylde mennesket, som engang imellem var i stand til at stå imod.

Og det er denne hyldest til mennesket der bliver hevet frem og ekspliceret i Treme. Treme foregår endnu engang i en amerikansk by i opløsning, denne gang et langt mere sammenbrudt New Orleans lige efter Katrina, men den skildrer ikke institutionerne. Derimod skildrer den kreative mennesker som er gode til hvad de laver. Treme er et af områderne hvor New Orleans-jazzen opstod, og serien følger kreative mennesker, jazzmusikere, forfattere, kokke, i deres kamp for at udtrykke sig selv i en tid hvor verden er imod dem. Utrolig lang tid går blot med at observere dem udøve deres kunst, folk spiller jazz, skriver sange, laver mad, skriver og udfører taler, og det er ganske enkelt en fryd at følge. Og som sagt, en stor hyldest til menneskets kreative potentiale, og en fantastisk videreførsel af en central pointe fra The Wire.

Treme Trailer

David Milch:

De andre personpræsentationer kommer ikke til at være lige så lange, for jeg ved ganske enkelt ikke lige så meget om dem. Og deres serier får først premiere til efteråret. David Milch er manden bag Western-serien Deadwood, som også er blevet sendt på DR2. Endnu en serie, der engang imellem bliver fremhævet som verdens bedste. Jeg er uenig af især en årsag: Jeg har svært ved at hylde en serie der slutter så ærgeligt som Deadwood. Det er naturligvis ikke David Milchs skyld at HBO ikke kunne finde ud af at få meddelt ordenligt hvad deres planer for serien var, men i modsætning til The Wire så fik Deadwood ikke lov til at slutte som planlagt, men blev aflyst efter tredje sæson. Og David Milch fortsatte hans dårlige held med surferserien John From Cincinatti, der mystificerede et hurtigt skrumpende publikum og blev aflyst efter første sæson. Nu er han så tilbage med en ny serie der hedder Luck, og som så vidt jeg kan se handler om Jockeyer. Eller ihf om hestevæddeløb. David Milch er svær at snakke om, da han jo ikke har fået lov til at afslutte sine serier og de er så forskellige, men der er dog et fællestræk om at beskrive samfund/delsamfund og konfrontere dem med noget udefra. I Deadwood var det lov og orden der kom til den lille westernflække, i John From Cincinatte var det John der kom ind i surfersamfundet. Luck ved jeg af gode grunde ikke hvad handler om, men med et jockeytema lyder det egentlig lidt som det plejer. Luck kommer på HBO formentlig til januar, og har Dustin Hoffman i hovedrollen...

Bryan Fuller:

Bryan Fuller er endnu en auteur der ikke har fået lov til at gøre noget som helst færdigt. Hans største succes er, at han var med til at lave første sæson af Heroes, der var en kæmpe succes både kreativt og kommercielt. Derudover har han skabt tre serier, der alle var særprægede, fantastiske og kortlivede. Dead Like Me fulgte en ung pige, der i piloten blev slået ihjel af en nedfalden sattelit, som derefter fik til opgave at samle folks sjæle ind inden de døde. Det var en serie om tab, sorg og død, som kørte to sæsoner, men Bryan Fuller forlod den efter fjerde afsnit grundet kreative uoverensstemmelser. Efter sigende ville han have gjort pigens far homoseksuel og dermed have konfronteret hende med at hun egentlig aldrig burde have eksisteret, men bagmændene satte hælene i, hvilket gør at et par scener i piloten virker meget usammenhængende. Derefter skabte han den fantastiske Wonderfalls, der handler om en pige der kan tale med statuer, og som kørte 13 afsnit på Fox før også den blev taget af. Herefter skabte han Pushing Daisies, der er en af de bedste serier nogensinde. En ung mand, der laver tærter, finder ud af at han kan vække de døde til live ved at røre dem, men hvis han rør dem igen dør de igen, og hvis de lever i mere end et minut dør noget andet der er i nærheden. Han vækker så sin barndomskæreste til live igen, og nu lever de sammen, men kan aldrig røre, og han bruger sine evner til at vække døde mordofre til live og spørge dem hvem morderen var. Det var en blanding af eventyr, krimi og sæbeopera, hele universet var taget ud af børnebog og samtidig har der sjældent været en serie hvor så mange mennesker kom af dage på morbide måder. Folk smeltede, brændte, blev stukket ihjel af bier, frøs, etc etc etc. Fællestemaerne for alle hans serier har været død, det overnaturlige, og besværlig seksualitet. Nu er han så i gang med at lave en scifi-serie til Syfy-kanalen, om kolonister på månen der opdager aliens. Jeg glæder mig.

Pushing Daisies Trailer

Martin Scorcese

Ja, Scorcese er ikke nogen tv-auteur, han har rent faktisk ikke haft noget med tv at gøre tidligere, men hans involvering i den nye HBO-serie Boardwalk Empire er ganske symptomatisk for den her udvikling. Boardwalk Empire er en ny gangsterserie med Steve Buscemi i hovedrollen, der foregår i Atlantic City i 20'erne. Scorcese har instrueret pilotafsnittet, og resultatet virker utrolig spændende. Der har netop været en gennemgang af hele tredje sæson af The Wire inde på Hitfix, og forfatteren til den gennemgang sammenlignede på et tidspunkt en scene mellem de to gangstervenner Avon Barksdale og Stringer Bell med en tilsvarende scene fra The Godfather. Og hans pointe var, at scenen fra The Wire slog hårdere fordi man havde brugt 36 timer med de her gangstere mens man kun havde brugt 6 timer med dem fra Godfather. Det er naturligvis ikke noget naturgivent at mere tid er bedre, men faktum er, at tv-serien giver en mulighed for at komme i dybden med personskildring og tematik, som film ganske enkelt ikke giver. Scorceses skift synes et yderligere skulderklap til tv-mediet.

Boardwalk Empire Trailer

Lige kort: Som billederne viser er det kun hvide mænd. Sådan er det ofte når man laver auteur kategorier, det er ofte inden for felter med mange hvide mænd. Dog er David Simon og - Milch jøder, Bryan Fuller er åbent homoseksuel og Martin Scorcese er jo af italiensk afstamning, så ingen af dem er hvepse, men der er stadig meget få kvindelige auteurs.

Men hvorfor er der overhovedet begyndt at dukke tv-auteurs op? Og mere generelt, hvorfor har tv-mediet haft en kunstnerisk opblomstring uden fortilfælde, mens de fleste andre medier synes at have haft et mere stille årti og kæmpet med kommercielle nedture? Jeg skal ikke kunne sige noget udfyldende om det, men infrastrukturen bag tv-kunst - og især for kabelkanalernes vedkommende - har vist sig at være utrolig velegnet til den nye digitale tidsalder. Mad Men er nok kongseksemplet på en tv-serie, der alle steder hyldes som en kæmpe succes for AMC, og bliver satiriseret forskellige steder som Simpsons, Community og endda Sesame Street, men som rent faktisk har utrolig få seere. Men den fungerer som del af AMC brandet som helhed, og får folk til at abonnere på kanalen, som så kan fylde resten af sendefladen op med dårlige film, og stadig fungere som en kulturel sværvægter. Det essentielle er, at Mad Men bliver debatteret og diskuteret overalt, og hvis man har sin kulturelle kapital kær er man nød til at have kanalen. Også selvom man ser serien på nettet.

Som fortælling der udfolder sig over længere tid, har tv haft utrolig stor gavn af den debatkultur der er opstået på nettet. Hvis folk ser et fantastisk, men måske lidt svært forståeligt afsnit af en tv-serie, ja så kan de for det første fortælle alle deres venner og bekendte om det, og for det andet kan de spørge om hjælp til at forstå det inde på nettet. Og hvis en bekende bliver fanget af beskrivelsen er det ikke længere problematisk at komme ind i en serie. Man kan vente på dvd-udgaven og se alle afsnittene på en gang, eller hvis man vil ind i en stadig sendt sæson kan man se det f.eks. på Hulu (hvis man er amerikaner...), iTunes, og der er flere andre muligheder, som godt nok ikke er lovlige, men som i visse tilfælde nok hjælper serierne til at samle nye seere op. Og hvis der er to serier der kører på samme tid må man ikke længere benhårdt prioritere, man kan bare lade sin dvr optage den ene og så se den anden. Det har medført for det første en modning af mediet, og samtidig har det medført at folk investerer mere i deres kigning. Og her kommer så auteursne ind i billedet. For folk opdager ganske enkelt hvem der står bag hvilke serier, og vælger derefter. Med film er der en kæmpe publicitykampagne der ofte fortæller alt om filmen før den får premiere (altså bortset fra at den er elendig...) men tv er for langsigtet en investering til at satse for meget på første afsnit. Det kræver en fortløbende diskussion af serien at komme frem til hvem der står for hvad, og dette er blevet meget nemmere med nettet. Få andre medier har profiteret så meget af internettets fremkomst, som kabeltvserien.

Lige til sidst, en anbefaling af hvilke serier jeg vil se dette efterår:

Mad Men (AMC): Fjerde sæson er allerede i gang, og utrolig meget er ændret, men det høje niveau er bibeholdt.

Rubicon (AMC): En meget tålmodig konspirationsthriller, der vist desværre ingen seere har, men som alligevel har fanget mig. Hvorvidt den kommer til at være indsatsen værd i længden er uvist, men jeg er nu fanget.

Boardwalk Empire (HBO): Martin Scorcese, Steve Buscemi, Noir-serie og traileren ser fantastisk ud. Det er næsten for lovende til ikke at blive en skuffelse, men nå ja.

Community (NBC): Anden sæson af komedie om en læsegruppe på et community college. Jeg satser på at få skrevet lidt mere om første sæson inden længe.

Running Wilde (FOX): Egentlig nok den eneste af de nye netværksserier (dvs serier på NBC, ABC, CBS, FOX og CW) jeg gider at se, selvom den vist ikke skulle være lovende. Men det er Mitch Hurwitz, Will Arnett og David Cross fra Arrested Development. Igen en anbefaling baseret på skaberens foregående skabelse, ved ikke om det er heldigt.

Derudover ser jeg frem til Luck og Treme der først starter i 2011. Muligvis skal jeg også se Borgen, jeg bruger alt for lidt tid på ikke-amerikansk kultur generelt. Det skal nok blive travlt.

Inglourious Basterds

2010-04-27T18:00:00.001+02:00

Jeg har det egentlig lidt ambivalent med Tarantino. Hans film er supercool, men jeg har ofte lidt svært ved at blive rigtig engageret af dem. Reservoir Dogs er nok min yndlings, men engang imellem er hans universer simpelthen for fjerne fra den virkelige verden til at synes at afspejle noget reelt overhovedet. Og det er ikke fordi film der nærmer sig fantasy ikke kan være min kop thé - det er Antichrist f.eks. et godt eksempel på - men derudover synes rigtig store dele af hans film mere at være motiveret som homage end som metafor eller symbolik. Hvorfor går The Bride klædt i gult? Er det fordi det skal symbolisere løgn? Næ, det er fordi Bruce Lee også gik klædt i gult i en eller anden gammel film. Det bliver nogen gange lidt uvedkommende for mig, som ikke rigtig går op i kungfu, grindhouse, exploitation, blaxpoitation og al den slags.

Men Inglourious Basterds er anderledes (og jeg bør lige sige at der kommer til at være ret massive spoilere herfra). For det første er den baseret på en virkelighed der føles vedkommende: Det er bestemt en stiliseret udgave af 2. Verdenskrig, men fordi jeg er interesseret i udgangspunktet bliver jeg også interesseret i afvigelserne. For det andet indeholder den Hans Landa. Den her figur minder mig først og fremmest om Heath Ledgers Joker fra The Dark Knight. Som en fælles præstation af Tarantino og Christoph Waltz transcenderer han filmen han er med i og efterlader alle de andre figurer stående tilbage med deres langt mere kedelige og utaknemmelige roller. Det er virkelig en stor præstation, og fuldt fortjent fik Waltz da også både Cannes-pris, Golden Globe og Oscar. Det er nu også fra start af en fascinerende figur, så en del af hæderen burde nu også tilfalde Tarantino efter min mening.

Jeg kan ikke rigtig mindes at nogen nogensinde har fået en oscar for at spille naziforbryder. Det plejer sjældent at være særlig nuancerede roller. Men Hans Landa er en anden slags fisk. I hans første scene gør han et stort nummer ud af ikke at være ideologisk. Han synes ligesom Hitler at jøder er som rotter, men han har en anden begrundelse: Han kan ikke lide dem og han bekæmper dem, men han kan egentlig ikke forsvare hvorfor. Han er altså på ingen måde ideologisk. Han gør bare sit job. På mange måder er han indbegrebet af hvad der er blevet kaldt for den moderne kyniker (dette stammer fra Peter Sloterdijks Kritik af den Kyniske Fornuft. Som jeg varmt kan anbefale, selvom jeg ikke er hele vejen igennem. Det er virkelig en sjov filosofibog). Han ved egentlig godt at det ikke er rigtigt men gør det bare alligevel. Han bliver dermed et glimrende modstykke for de hyperideologiske Basterds. Som ikke kan acceptere at almindelige værnepligtige tyskere skal kunne gemme sig i mængden bagefter krigen. Det er lidt den omvendte verden i forhold til krigens virkelighed.

Og det bliver mærkeligere endnu når man medtænker de intellektuelle kampe der er i filmen. Filmen igennem forsøger tyskere og allierede at være klogere end de andre og snyde dem. Og hver gang folk spiller med åbne kort vinder tyskerne. Landa vinder i åbningsscenen, den tyske SSmand vinder på kroen og Hans Landa sætter dem alle sammen skakmat til sidst. Hver gang der er en intelligenskonkurence vinder tyskerne, eneste undtagelse er scenen mellem Zoller og Shoshanna, der ender uafgjort (det er forøvrigt et vidunderligt kønssyn. Shoshanna snyder Zoller ved at antyde at de skal have sex og skyde ham i ryggen. Zoller snyder hende så tilbage ved at vække hendes medlidenhed. For mænd er jo libido og kvinder er følsomme). De allierede derimod vinder ved at lyve og være umoralske. De får stakkels Walther overbevist om at de vil lade ham slippe fri, og de bryder groft alle krigskonventioner, foruden deres gode ord, i filmens slutning.

Men implikationerne går sådan set videre, og er for mig egentlig ret politiske. For The Basterds er først og fremmest terrorister. De torturerer deres fanger, og de benytter sig af selvmordsbombere. Og tyskerne ved ikke hvad de skal gøre ved det. I sidste ende vinder de krigen ved hjælp af løgn og selvmordsterror. Filmen må ramme et ømt punkt hos alle der står på demokratiets side i kampen mod terror. For det ville jo være så meget nemmere hvis vi bare gik på kompromis med vore principper. Det er en cadeau til filmen at den skildrer begge sider af denne indstilling: for det første slutter krigen før tid, og man får det katarsiske billede af Hitlers hoved der bliver gennempløkket sønder og sammen. Men samtidig dør næsten alle involverede, de bliver moralsk kompromitterede (den der afhøringsscene med de tre tilfangetagne tyskere er altså ganske ubehagelig) og bliver alligevel overstrålet fuldstændig af Hans Landa, der også rent intellektuelt sætter dem på plads (helt ærligt, Aldo Raine har jo tabt, idet han udtaler sit sølle amerikanske Bonjornoh). Og som egentlig er den moderne mand...

Det er jo ikke noget nyt at lave film om folk, der får resultater ud af at bryde samfundets regler. Det er jo set fra En Mand Ser Rødt til 24. Når den her alligevel på mig virker anderledes skyldes det i høj grad netop 2. Verdenskrig settingen. Det er jo nok demokratiets største ideologiske sejr (hvis man altså ser bort fra at krigen først og fremmest blev vundet af kommunisterne på østfronten, hvilket vi jo som oftest gør). Inglourious Basterds skildrer hvor meget sværere vi gjorde det for os selv, ved at insistere på at tingene bliver gjort ordenligt. Jeg er vild med den her film på en hel anden måde end Tarantinos andre. Den har fantastiske replikker, er utrolig vellavet, og så synes den så hamrende aktuel. Jeg var virkelig positivt overrasket - hvilket ikke siger så lidt, for jeg havde egentlig ret gode forventninger. Varmt anbefalet, hvis ikke du har set den endnu.

Nostalgi, Hauntologi, Mad Men

2010-03-15T15:37:00.004+01:00

Egentlig gad jeg ikke rigtig bruge den her blog til at analysere eller anmelde eller præsentere enkelte kulturværker. Jeg ville hellere bare påpege strømninger eller idéer jeg har, gerne eksemplificeret ved kulturprodukter. Men jeg har netop genset første sæson af tv-serien Mad Men og har lyst til at skrive noget om den. Der kommer til at være spoilere, så beware.

Egentlig var det heller ikke meningen at jeg ville bruge ord som 'hauntologi' herinde. På mange måder er det blot en lidt mere fancy måde at sige nostalgi på. Udtrykket blev opfundet af Jacques Derrida i starthalvfemserne, og som så mange franske humanistiske begreber bygger det på et ordspil. I dette tilfælde ontologi (læren om væren, hvis jeg må ofre præcision for rim) og haunt eller at gå igen. Det bygger på kommunismens spøgelse (som Marx snakkede om) og på hvordan kommunismen måske døde med murens fald og sovjetunionens sammenbrud, men dens konsekvenser kunne føles i hele verden, lige meget hvor meget man forsøgte at lægge den bag sig. Som sagt, på en eller anden måde handler det om nostalgi, men det er et udtryk, der ikke er knyttet lige så meget til enkeltpersoner, det handler mere om genfærd i samfundet frem for sjælen. Der er en åndsvagt lang artikel om begrebets brug i musik og maleri - bl.a. af Luc Tuymans som jeg jo også lige har skrevet lidt om - her.

Og (dum-di-dum) tv-serien Mad Men handler netop lige præcis i høj grad om fortid, nutid og fremtid. Hvordan fortidens synder kommer tilbage for at hjemsøge dig, hvordan nostalgi bliver manipuleret frem for at fremme kapitalens interesser (men selvom du ved det alligevel påvirker dig) og hvordan fremtiden altid forsøger at skylle den ubehagelige fortid - med dens anakronismer og konservative personer - væk.

Serien foregår på reklamebureauet Sterling-Cooper i 60'erne. Første sæson i 60, anden sæson i 62 og tredie sæson i 63. Skaberen af serien - Matthew Weiner, som tidligere arbejdede på The Sopranos - har sagt at han gerne vil hele årtiet igennem, det vides endnu ikke hvor lang tid han regner med at bruge på det. Beskrivelsen af 60'erne er det første plan for seriens tidstematik. På den ene side ser serien fantastisk ud, som taget ud af et gammelt modemagasin med store kjoler, skarpe jakkesæt og gamle biler. På den anden side opfører folk sig jo forfærdeligt. Misogyni, racisme etc. Gravide kvinder ryger og drikker og børn bliver både slået samt kører i bil uden sikkerhedssele. Samtidig foregår serien netop i en brydningstid. Det er overgangen fra 50'erne, med dens fasttømrede strukturer, til 60'ernes mere kaotiske verden, som er omdrejningspunktet for især første sæson. Eksemplificeret ved præsidentvalget mellem Nixon og Kennedy. Folkene hos Sterling-Cooper er naturligvis på Nixons side, men de forstår heller ikke fascinationen af den unge sleske Kennedy.

På et videre plan hjemsøger fortiden flere af seriens personer. Dette vises til dels fysisk: Både Roger Sterling og Peggy rammes af tidligere tiders fejltrin med henholdsvis en blodprop og en graviditet. Fortidens synder slår rod i deres krop, ligegyldigt hvor meget de prøver at ignorere den. I begge tilfælde tilføjes der et strejf af uvidenhed: Roger tror hans blodprop skyldes overdrevent indtag af smør og fløde frem for hans alkohols- og cigaretmisbrug, Peggy nægter at tro på at hun kan være gravid, da hun samme dag begyndte at tage p-piller, som dog ikke har nået at virke. Flugten fra fortiden vises dog på et andet plan hos to af seriens andre hoverperson: Pete Campbell og Don Draper. Don Drapers virkelige identitet er det bærende mysterium i hele første sæson (hvorfor det ville være synd at afsløre), og en meget tydelig illustration af at fortiden hjemsøger nutiden, mens Pete Campbells situation virker noget mere normal, men ikke mindre tragisk. Det lader til at jeg er en af de eneste som synes det er synd for Pete (som vitterlig også gør nogle nederen ting, og Vincent Kartheiser er ikke seriens stærkeste skuespiller), men han er usympatisk på sådan en sølle måde at det gør helt ondt. Og vi opdager i episoden New Amsterdam (som jo er New Yorks tidligere navn og igen accentuerer hvordan fortid ikke bare forsvinder) at han ligesom Draper er både bestemt af og i konflikt med der hvor han stammer fra. Den eneste grund til at han har fået jobbet er således hans families (tidligere) baggrund og sociale netværk, selvom hans far hader hans karrierevalg og han selv egentlig hellere ville arbejde med det kreative - og egentlig ikke er helt dårlig til det.

Sekretærerne fra kontoret. Jeg får intet skrevet om seriens behandling af kønsroller, men det er en af hovedtematikkerne, især Peggys kamp for at blive anerkendt fylder meget. I virkeligheden fortjener alt dette sit eget indlæg.

Serier som Mad Men tager sig god tid. Der sker rent faktisk næsten ingenting i mange af afsnittene, som i stedet behandler tematikker om kvindernes rolle i samfundet, gerne eksemplificeret ved de forskellige reklamekampagner. Desuden kan en samtale sagtens udspille sig over flere afsnit, og opnå sin prægnans ved henvisninger yderligere tilbage i tiden. Således også med kampen mellem Pete og Don i de sidste par afsnit. Pete har opsnappet Dons hemmelighed, og truer med at afsløre dette til firmaets boss hvis ikke Don forfremmer ham. Don kan ikke lide at blive afpresset - som et tidligere afsnit også har vist - og vælger derfor selv at gå til ledelsen med problemet. På vej derhen spørger Pete presset hvad hvorfor i alverden han dog ikke blot kan give ham jobbet som han synes han har fortjent og får svaret: 'Why? Because your parents are rich? Because you went to prep-school and had a five dollar hair cut? You've been given everything! You've never worked for everything in your life!' Denne sviner er for det første sagen om en forfremmelse fuldstændig uvedkommende, desuden ved vi at det er fuldstændig forkert. Campbells far støtter ham ikke, og har aldrig brudt sig om hans valg.

Nevertheless, hemmeligheden bliver fortalt, og bossen svarer med et 'Who cares?' I næste afsnit er tingene tilbage ved det gamle og jobbet er blevet besat udefra. Ved hans første møde opfordrer han alle til at bruge deres netværk til at skaffe dem nye kunder og Don Draper understreger dette ved at udtale: 'Bringing in business is the key to your salary, your status and your selfworth' hvorefter kameraet klipper til et ironisk blik fra Pete. Et par dage senere går Pete ind til Don og fortælle ham at han har skaffet firmaet en ny kunde, ikke ved hjælp af hans årsbog fra Deerfield, som ser ud til at være en snobskole i Massachussets, men via hans svigerfar. Han sørger for at få Don til at indrømme at han er vigtig for firmaet, hvorefter han returnerer 'Status and Selfworth' linje. I de anmeldelser jeg har set bliver denne beskrevet som Petes sølle forsøg på at få respekt for den minimale indsags han har gjort, men det er jo dybere end det. Han fanger Don i en selvmodsigelse, får understreget at hans herkomst fortjener respekt, og får desuden understreget at Don ikke selv har det netværk han prøver at få de andre til at udnytte. Han er dermed afhængig af dem.

Hele denne tematik bliver opsummeret en sidste gang i sæsonens sidste salgstale. For at sælge en lysbilledfremviser viser Don Draper billeder af hans familie mens han fremfører om nostalgi 'Nostalgia litterally means: The pain from an old wound. It's a twinge in your heart far more powerful than memory alone (...) (fremviseren) takes us to a place where we ache to go again (...) to a place where we know we are loved' Der er så utrolig mange lag i den tale. Den sælger naturligvis et produkt, men den taler desuden også til de familiære følelser hos både Don og den ansatte Harry, som stormer ud med tårer i øjnene. Derudover er det naturligvis en metascene om selve seriens rolle. Men derudover er det jo én stor løgn. Kalkuleret kapitalistisk følelsesporno. Vi ved, at Don Drapers familie er et glansbillede, at han absolut ingen nostalgi føler for hans fortid, og vi har endda set Don Draper optage videofilm af hans familie, som tydeligvis blev en glansbilledudgave af en rent faktisk ret kaotisk fest (i 3 afsnit The Marriage of Figaro, hvis navn jeg stadig ikke forstår). Hele scenen er én stor løgn. Men som sagt, den virker. Også på Don selv, som besluter sig til at tage hjem og give hans familie endnu en chance. Pointen er faceteret og mærkelig, men det ser ud som om, at det vigtige ikke er hvorvidt ting er rigtige eller forkert. Det eneste der betyder noget er tingenes, talernes, idéernes og personernes brugsværdi.

Chistina Hendrics som Joan Halloway. Jeg har ikke rigtig så meget at sige om hende andet end: Dang altså...

Det er en smuk serie. Der er ingen personer der blot er gode eller onde. Der er indtil videre blevet lavet tre sæsoner, hvoraf jeg også rigtig godt kan lide sæson 2 og ikke har set sæson 3 endnu, og den får formentlig lov til at køre rigtig længe hvis Matthew Weiner vil være med til det. Seriens tidsbillede er desuden blevet kritiseret for at være unøjagtigt, men jeg mener den kritik fuldstændig misser pointen med serien. Virkeligheden er fabrikeret. Dels af kapitalen, dels af folks fordomme. Og fortiden - i al sin egen fabrikerethed - er altid til stede.

Tanker om Oscar

2010-03-09T22:33:00.003+01:00

Jep jeg brugte naturligvis hele søndag nat på at se Oscar showet direkte. Det kan ikke rigtig anbefales. Jeg siger til mig selv, at det er ret relevant som kulturstuderende for lige at tjekke stemningen i Hollywood, for at komme lidt nærmere filmstrukturen, men der må sgu være en sjovere måde at tjekke det på. Her er mine tanker om showet.

1) Værterne. Steve Martin og Alec Baldwin. De var ikke sjove. De sidste par år har komitéen forsøgt at modernisere showet, men nu virker det lidt som om at de gik i den modsatte krøft, for at finde nogen USA var mere trygge ved. Det startede ellers fint med at Neil Patrick Harris - som var vært for sidste Emmyuddeling med stor succes - havde et sangnummer med nogle relativt kantede linjer om at have en partner. Den startede med 'Why did Crosby never give up Hope? / Why do Harold call Kumar when he's scored som dope? / and why do the inmate always drop the soap?' og så kunne jeg ikke høre resten. Håber han er vært for det hele næste år.

2) Produktionen. Den var elendig. Jeg ved naturligvis ikke om det var Tv2 eller ABC (den amerikanske tv-station der sendte det) eller om det var hos showet selv den var gal, men en eller anden var dybt inkompetent. Helt fra starten hvor de ti skuespillernominerede blev præsenteret én efter én var den gal med lyden. Den var stadig i intromode, og det betød man ikke engang kunne høre klapsalverne eller hvem der var hvem. Jeg kunne ikke genkende halvdelen. Lyden og kameraet var generelt fuldstændig tåbelig, det burde de sgu nok gøre noget ved hvis de vil have flere seere.

Derudover var der et par vildt mærkelige indslag. For det første havde John Hughes sin helt egen In Memoriam sektion. John Hughes? Derudover var der en absurd horrortribute, som lidt virkede som om de ville vise at de godt ved hvad Twilight er. Desuden sagde præsentatorerne at en Horrorfilm ikke har vundet en oscar siden The Exorsist, men tributen inkluderede klip fra Ondskabens Øjne, som stadig er den seneste film til at vinde alle de fem store: Film, Instruktion, Manus, Skuespiller og Skuespillerinde. Men det mest åndsvage var præsentationen af de fem nominerede til bedste soundtrack. Den foregik som et medley mens der var en hoben af breakdancere på scenen. Det var vældig flot og der var saltoer og alt muligt, men havde så vidt jeg kunne se intet med filmene at gøre. Det hele bliver endnu mere åndsvagt af, at præsentationen af de fem nominerede for bedste sang netop var skåret ud af showet i år. Og bliver så lidt mere suspekt når man finder ud af at showets instruktør desuden også er dommer på So You Think You Can Dance. Mere plads til filmenes kunstnere og mindre til at reklamere for instruktørens interesser.

Stadig den bedste John Hughes tribute. De skulle bare have vist den her på storskærm.

3) Race. Det skal åbenbart stadig iscenesættes som om det er sort mod hvid i Hollywood (rent faktisk bor der flere hispanics end sorte i USA, men det er ligesom om det ikke rigtig er det samme tema for folk derovre...) Jeg tror nok afroamerikanere vandt tre priser: Bedste kortfilmsdokumentar, bedste manus baseret på andet materiale og bedste kvindelige birolle. De to sidste for Precious. Hver eneste gang Precious blev nævnt blev der klippet til billeder af ikke blot folk asocieret med filmen, men bare generelt til en sort skuespiller. For det er jo en sort film, så den er nok deres alle sammens favorit. Jeg var egentlig fint tilfreds med de to Oscars den vandt. De sidste par år har en del sorte skuespillere vundet - en gang imellem for nogle ret kliché agtige roller - men jeg ved ikke hvor mange der vinder for arbejde bag scenen, så den der manusoscar var fed nok. Og Mo'niques rolle virker egentlig ret fin. Det er en film om en mor og datter, hvor faren har misbrugt datteren, så det hele kunne nemt have været noget sødsuppe noget, men hold kæft hvor det virker som om hun spiller moren usympatisk. Ugh man havde lyst til at slå hende efter de klip de viste. Modigt. Da hun stod på scenen sagde hun tak til akademiet for at se på præstation frem for politik, og igen blev det bare set som værende om racisme. Men jeg fandt ud af her, at Mo'nique ikke på noget tidspunkt har gidet lave lobbyarbejde for komitéen, men bare har sagt at det kun skal handle om skuespillet, hvilket folk har syntes var en ret arrogant holdning at have. Hun vandt heldigvis alligevel.

4) Køn. For første gang i prisens 82-årige historie vandt en kvinde prisen for bedste instruktør. Tillykke og uden overhovedet at have set nogle af filmene virker det fuldt fortjent. Men samtidig illustrerede uddelingen ret godt kønsfordelingen i Hollywood. Af sytten nominerede forfattere var der én kvinde. Der var heller ikke ret mange af de tekniske kategorier der var fyldt med kvinder - bortset fra kostumeprisen naturligvis. Det bør måske lige nævnes at en af de udenlandske nominerede instruktører også var kvinde. Nemlig hende fra Peru.

Men det tristeste var nok skuespillerpriserne. Ud af ti nominerede syntes 6 roller udenlukkende at handle om personernes familierelationer. Mor/datter var nomineret fra Precious, Helen Mirren spillede Tolstoys kone, og Sandra Bullock fik prisen for at spille en stærk mor. Kun 4 roller så ud til at være defineret delvist via deres job: De to fra Up in the Air (hvor det dog stadig er George Clooney der spiller den store hovedrolle), Meryl Streep spillede en kogebogsforfatter og Penelope Cruz spillede en stripper. Hvor er de gode kvinderoller henne i dag? De er på tv, især på kabel. Hvis vi sammenligner med Emmy var de nominerede her blandt andet en syngende servitrice (Kristen Chenowitz i den fantastiske Pushing Daisies), skaber og forfatter af et sketchshow (Tina Fey som skabte, skriver og spiller hovedrollen i 30 Rock) en fuldstændig kompromisløs og intrigant advokat (Glenn Close, som for andet år i træk vandt for Damages. Også en god serie) og endda en pusher (Mary-Louise Parker for Weeds). Til gengæld var oscarshowets to bedste takketaler fra Sandra Bullock og hende der vandt for bedste kostumer. Så kvinder har humor... Især Sandra Bullocks tale var overraskende god, hun takkede blandt andet Meryl Streep for at være en god kysser og hun takkede sin mor for ikke at lade hende køre i bil med fyre før hun blev 18: 'cos you were right, I would have done what you said I was going to do'. Tøhø.

5) Kommentatorerne. De danske kommentatorer gjorde det egentlig fint, Søren Høy virkede dog lidt irriteret / fuld. Men det her handler mere om hvor umuligt jobbet som dansk kommentator af noget så internt og amerikansk som oscar er. F.eks. det der med Mo'nique, hvordan faen skulle de vide det? Det kom så heller ikke med. Eller at indslaget med Neil Patrick Harris var et tip med hatten til emmyuddelingen, eller at Tina Fey og Robert Downey Jr's banter før prisen for bedste manuskript var skægt fordi Tina Fey var forfatter før hun blev skuespiller. I politiken gik Michael Bo dog måske nok lidt for skævt lige af den her scene. Han virkede som om han troede det var to skuespillere der snakkede om hvor meget de bliver negligeret af instruktørerne. Se, det ville nok være lidt mærkeligt mens man uddeler manuskriptprisen ville det ikke? Men ja, humoren er intern og amerikansk, så jeg forstår godt hvis folk bliver sat af.

6) Kunst vs Penge. Der er en interessant kamp om amerikanske awardshows for tiden. Kort fortalt går priserne til smallere og smallere ting, hvilket gør interessen fra den brede befolkning mindre, hvilket betyder færre seere og færre reklameindtægter. Man kan snakke ret lang tid om hvordan det hænger sammen med senkapitalismens fokus på nicheprodukter og kulturindustriens aktørers behov for at markere deres uafhængighed (hvilket jeg også har tænkt mig at gøre i et lille oplæg på uni på fredag) men i sidste ende er det egentlig ret simpelt: Dem med økonimiske interesser i showet vil have film som Avatar til at vinde og blive nomineret, dem med interesse i at opretholde illusionen om en kunstnerisk uafhængig filmbranche vil gerne have film som The Hurt Locker til at vinde. Aftenen bød desuden på en hel masse skægge ting fra denne kamp. Beslutningen om at udvide feltet til ti film, hvilket gerne skulle betyde flere film som seerne går op i, de tamme værter frem for folk som Jon Stewart og Ellen Degeneres, fokus på popkultur som John Hughes og Twilight/horror. Og så kunstnerne selv. Dang hvor var der mange af dem, der blev ved med at snakke om hvor overraskede de var, og at det bestemt ikke var noget de havde regnet med dengang de lavede det arbejde de vandt for. Det var næsten aftenens omkvæd.

Hvem vandt? Ja på den ene side, så fik showet de højeste seertal i fem år. Men i forhold til at den mest populære film nogen sinde var en af favoritterne, så var det stadig overraskende lavt. Tallene er mere analyseret her. Til gengæld må man sige at der er opstået en ny diskurs om hvad en oscarvinder skal være, som påpeget her. Først og fremmest skal den være kunstnerisk uafhængig og ukompromiteret. Det blev sagt igen og igen, og var for øvrigt også et tema ved den sidste emmyuddeling. I 2008 gik priserne til mørke, mærkelige film, især No Country for Old Men og There Will Be Blood. Men rent faktisk var de her film skræddersyet til oscaruddelingen fra filmsselskabets side, og massivt markedsført mod prisuddelerne. I år - og sidste år med Slumdog Millionaire - var det anderledes. Egentlig virker The Hurt Locker som en relativt konventionel krigsfilm - jeg har ikke set den endnu - men de fremhævede som sagt hele tiden hvor billigt den var lavet, at den var lavet uden for systemet og altså at den dermed ikke var lavet på pengenes eller prisernes præmisser. Nye tider.

Så ja, det var hvad jeg fik ud af at bruge hele søndag nat på oscar. Derudover fik jeg vendt min døgnrytme. Dunno om jeg gider at gøre det igen til næste år, der må ifh meget gerne komme bedre værter og en bedre instruktør.

BTW jeg bliver lidt interesseret i filmen The Single Man, hvorfra Colin Firth er nomineret. Den følger en homoseksuel professor den dag, hvor han beslutter sig for at begå selvmord om aftenen, indlagt med flashbacks. Det lyder ret meget som plottet i The Floating Opera af John Barth, som jeg lidt tror er en af mine yndlingsbøger. Barths bog er bare fortalt i førsteperson datid, hvilket ærlig talt ødelægger noget af spændningen om hvorvidt han dør om aftenen...

Kvindesynet i Lost

2010-02-21T19:33:00.006+01:00

Jep, Lost er startet igen og for første gang følger jeg med i real time. Jeg har før tænkt lidt over det mærkelige kvindesyn i den serie, men i de nye afsnit er det blevet langt værre, og er næsten så mærkeligt at det mere virker som en intenderet kommentar generelt om misogyn fiktion. Og nå ja, SPOILER advarsel hvis ikke du er fuldstændig up to date med denne serie. Seneste afsnit bliver diskuteret.

Rip Juliet

Først og fremmest en disclaimer. Serien er ikke færdig endnu, så det er naturligvis for tidligt at fælde endelig dom over kvindesynet. Det her skal mere forstås som en fremlægning af nogle problematiske troper, hvorefter jeg kort vil opridse hvordan Lost behandler dem. Og hvorfor lige Lost? Jo, selvom det hverken er den bedste eller den mest sete serie fra det sidste årti, så er det måske den vigtigste. Normalt starter en serie med en præmis og nogle personer. Så finder man på handlingen sådan lidt hen ad vejen, og seriens vigtigste opgave er at blive ved med at blive set så længe så muligt, hvorefter man så til sidst finder en eller anden måde at afslutte den på. Det betyder at serier sjældent er særlig tilfredsstillende set som en narrativ helhed. Den første serie der prøvede at ændre dette var så vidt jeg ved Carnevale, hvor skaberen sagde: 'Jeg har en idé om en episk kamp mellem godt og ondt, der skal udspille sig over 6 sæsoner'. Desværre var der ingen der så det, så den blev stoppet efter 2 uden at man forstod ret meget af hvad der foregik. Med The Wire derimod lykkedes det stort set. Efter første sæson sagde skaberne at de gerne ville have fem sæsoner, og det fik de lov til. Selvom femte sæson blev lidt kompliceret og gik lidt stærkt, så er den afrunding de fik lavet på historierne helt tilbage fra sæson 1 med til at løfte serien op til de bedste serier nogensinde. Og Lost? Ja, de startede som en normal serie, der blot skulle holde sig i live. Men da serien er bygget op om mysterierne på øen begyndte folk efterhånden at blive træt af at svarene aldrig kom og at der hele tiden blev fyldt nye mysterier på for at holde serien i live. Så efter tre sæsoner lavede skaberne en skelsættende aftale: De ville lave tre sæsoner mere, og så var det slut. Man kan simpelhen fuldstændig tydeligt se hvornår skaberne holder op med blot at improvisere sig frem og går i gang med at forberede slutningen. Og det får forhåbentlig flere folk til at se serier som narrative helheder frem for blot personer der opfører sig mærkeligt. Især Mad Men ville jeg godt være helt sikker på ved hvor de skal hen...

RIP Shannon

Jeg blev først lidt utryg ved seriens kønssyn i løbet af sæson 2. Her var der tre af hovedpersonerne der blev skudt i løbet af sæsonen: Shannon, Libby og Ana Lucia. Tre kvinder. Desuden blev både Shannon og Ana Lucia skudt efter sex med henholdsvis Sayid og Sawyer, mens Libby var på vej til date med Hurley. Det virkede som et lidt uheldigt signal at sende. I løbet af første afsnit af sjette sæson skete det så igen. Den tidligere så stærke Juliet faldt i et hul og døde, mens Sawyer holdt hende i sine arme. Det blev påpeget på lostfansiden Doc Arzt at serien hermed levede op til en popkulturtrope, der er blevet kaldt for Women in Refrigirator, efter en tegneserieheltinde der blev myrdet på en ekstra respektløs måde. Dette stammer fra, at i tegneserier er det altid mændende der er de agerende helte, mens kvinderne kun opnår deres vigtighed ved deres forhold til mænd. Derfor kan der opnås ret gratis gravitas ved at aflive heltens kæreste, hun har jo ikke nogen narrativ vigtighed i sig selv. Således er det f.eks. livsfarligt at kæreste med Daredevil, de er faldet som fluer i de 500 kapitler den serie efterhånden har gennemløbet.

RIP Ana Lucia

I seneste afsnit The Substitute blev de mange kvindemord så muligvis forsøgt forklaret. Eller en forklaring blev i hvert fald antydet. Store dele af seriens handling er tilsyneladende udsprunget af en karakter ved navn Jacobs forsøg på at finde en efterfølger. På en væg havde han skrevet en hel masse navne, og kun de tilbageblevne hovedpersoner var ikke streget over. Det eneste, der med sikkerhed manglede var den eneste kvinde der har været med hele tiden: Kate. Fans begyndte at spekulere på, hvorfor Kate ikke stod der, og et muligt svar var, at det kun kunne være mænd der kunne efterfølge Jacob. Kate var derimod stadigvæk på øen, for at fungere som motivation for både Jack og Sawyer. Og det følger jo så logisk, at de andre kvinders rolle på øen var den samme. Hermed bliver skylden for den dårlige skæbne for seriens kvinder lagt over på den moderat almægtige Jacob, han bliver en slags misogyn Deus ex Machina. Men jeg glæder mig til at se, om denne løsning for det første bliver fulgt, for det andet om hans misogyni i så fald bliver påpeget, og om det bliver brugt til at snakke generelt om de mange kvindemord i moderne fiktion, der kun har til formål at motivere denne verdens rigtige helte: Mændene.

RIP Libby

For i Lost er det mændene der er de handlekraftige. Der er utrolig mange antagonistiske par i den serie, men det er altid mænd: Jack og Sawyer, Jack og Locke, Jack og Ben, Locke og Ben, Widmore og Ben, Jacob og den mystiske mand i sort. Kvinderne kan være hjælpere - som Iliana, og som Ana Lucia og Juliet var for Jack - præmier som mændene strides om - mest Jack og Sawyer, der har kæmpet om Kate, Ana Lucia og Juliet - de kan være mål for angreb - Ben og Widmores døtre Alex og Penny, som de to kamphaner forsøger at aflive for at skade hinanden - eller de kan være døde motivatorer - man må heller ikke rigtig glemme Alex og Ben, Charlotte og Daniel, Nadia og Sayid og egentlig også Helen og Locke. Men nogen rigtig selvstændig position har de ikke. Det gælder dog retfærdigvis ikke kun kvinderne, den første aflivede hjælper var således Lockes protege Boone, der døde ca midtvejs i første sæson, og generelt er det en farlig historie at være med i. Og der var potentiale i Danielle, Sun - som nu ellers mest blot leder efter sin mand - Eloise og nu igen i Claire. Og alle de her mænd har vist sig som dårlige ledere og tragiske skikkelser - dette gælder især Jack og Locke, der ikke har haft held med ret mange af deres planer. Ja, jeg er spændt på hvad serien endegyldigt har at sige om dens kvinder, det kan ligesom tippe til begge sider for tiden.

RIP Alex

Against the Day som bog, musik og maleri.

2010-02-21T17:35:00.002+01:00

Jeg var på Malmøs museum for moderne kunst i dag, for at se en udstilling opkaldt efter en roman af min yndlingsforfatter: Thomas Pynchons Against the Day. Det var vældig interessant, selvom billederne ikke havde så meget med selve romanen at gøre, men dog til del arbejdede med samme tematikker som romanen. Men det er nu nogle tematikker, der er ret gennemgående i Pynchons forfatterskab, så det fik mig også til at tænke på, hvorfor det netop var denne roman, som udstillingen er opkaldt efter. Især fordi et af mine yndlingsalbums fra sidste år også lige netop var opkaldt efter denne bog, men kun abstrakt beskæftigede sig med de samme tematikker.

Luc Tuymans - Against the Day I

Bogen Against the Day blev udgivet af den amerikanske forfatter Thomas Pynchon i 2006. Det er en ordentlig moppedreng på 1000+ sider, der udspiller sig rundt omkring i hele verden fra 1893 til ca 1920. Persongalleriet er voldsomt omfattende og spraglet og består af en hel masse gode anarkister, onde kapitalister samt spioner, luftskibsmatroser, fotografer, malere, videnskabsmænd etc etc etc. Der er lige knap noget plot, men en hel masse barokke indslag, stoffer og sex. Den fik ikke verdens bedste modtagelse da den udkom, og er da også en ret løs og forudsigelig Pynchon roman, i forhold til mesterværker som Gravitys Rainbow og Mason & Dixon. Til gengæld er der en hel masse tematik om anarkisme i forhold til de bestående magter - det der i Gravitys Rainbow blev kaldt kampen mellem The Preterites og The Elect - og en hel masse om iagtagelse, lys og historiens vilkårlighed.

Udstillingen i Malmø består af 20 nye malerier. Olie på kanvas. De er alle sammen baseret på digitalfotografier, og en del af dem imiterer derfor den slørede effekt man får med et kamera med lille opløsning. Derudover arbejder mange af dem tematisk med iagtagelse, der er billeder fra overvågningskameraer, fra et kikkertsigte og et selvportræt taget fra et spejl. Ifølge beskrivelsen af udstillingen, som museet selv har lavet, skal alle malerierne også forstås i relation til hinanden, de er udsnit af en samlet mening. På den vis virker de meget ligesom bogen, der også skal forstås som en hel masse små anekdoter og fortælleforløb, der opnår sin tematiske styrke ved deres relation til hinanden. Også netop det med iagtagelse spiller en stor rolle i romanen, coveret som kan ses øverst afspejler f.eks. det fænomen man opnår når man ser igennem en krystalsten der kaldes Iceland Spar, og efterhånden bliver lys og blik også en metafor for hvordan personerne opfatter verden gennem deres egne ideologiske kikkertsyn.

Land of Kush - Against the Day (09)

Land of Kush er et band ledet af den Canadisk-Egyptiske musiker Sam Shalabi, der tidligere har ledet The Shalabi Effect, og vist er ganske kendt i Montreal... Jeg har skrevet lidt mere om ham på min anden blog. Musikken er avantgarde, mellemøstligt inspireret og ganske abstrakt. Hverken tekster eller indpakning har egentlig særlig meget med bogen at gøre, men de fem lange numre er opkaldt efter bogens fem lange kapitler. Samtidig er Land of Kush vist et egyptisk sagnrige, og en ret stor del af bogen handler om jagten på et centralasiatisk sagnrige ved navn Shambhala. Ja det er lidt søgt, men alligevel. Sam Shalabi skriver i covernoterne at sammenhængen i stedet skal forstås tematisk, og at han forsøgte at imitere måden lyset bevæger sig på igennem romanen, med hans musik. Det virker ret abstrakt... Bilocations er det eneste nummer, der har en forståelig engelsk tekst - forståeligt nok når Sam Shalabi arbejder med mellemøstlig inspiration og Montreal i virkeligheden er fransktalende - og den handler bl.a. om en eller anden forretningsmand, der ved for lidt om biologi. Det minder lidt om Pynchons kapitalismekritik, men ellers er det nogle gange lidt svært at se sammenhængen.

Brainwashed
Pitchfork

Men hvorfor er det lige Against the Day kunstnere finder inspirerende? Ja, mit bud er nok, at det er hele Pynchons forfatterskab de inspirereres af, men Against the Day er den bedste betitling. Hvofor? Fordi det er sådan en abstrakt titel. Alle Pynchons tidligere romaner har haft mere konkrete titler - Mason & Dixon er opkaldt efter hovedpersonerne; Vineland er en lokation i bogen; Gravitys Rainbow er lidt mere abstrakt, men henviser mest specifikt til banen af en affyret V2 raket; The Crying of Lot 49 er et begivenhed mod bogens slutning; og V. er et mystisk symbol, som mange af personerne forsøger at forstå betydningen bag. Against the Day derimod henviser ikke rigtig til så meget. Man kan læse på wikipedia, at det åbenbart er noget fra bibelen, men derudover har det en del tematiske betydnininger. Mot Dagen hedder udstillingen på svensk, og der ligger lidt i det en modstand mod hvad der traditionelt set ses som gode ting: Lys og i overført betydning oplysning. Pynchon skriver ofte om det gode ved dunkelhed, og tidlige tider før videnskaben og kapitalismen overtog verden. Om modernismens katastofer som verdenskrigene og tingsliggørelsen af mennesket.

Luc Tuymans - Sniper

Bogen er også brugbar som etiket, netop fordi den ikke er så velanset. Der er ikke så mange betydninger knyttet til bogen, som f.eks. til Gravitys Rainbow, og plottet er hverken særlig godt eller særlig kendt. Til gengæld er det rent faktisk lettere at finde rundt i en så det tidligere Pynchon: Det bevæger sig i det mindste kronologisk. Men af alle Pynchons romaner er det nok den bog, der mindst giver sig ud for at have et plot, nærmest demonstrativt klippes der væk hver gang der sker noget vigtigt, og stort set alle fortælleforløb afvikles antiklimatisk. Dermed bliver det vigtige i bogen netop tematikkerne og metaforikken, der da også varieres og debateres i det uendelige. Godt og ondt, lys og mørke, hvad og hvem der skaber historien. Det er vægtige emner og en udmærket bog, men det er ikke den bedste Pynchon. Men muligvis et rigtig godt sted at starte med Pynchon. God tematik, udmærket uddybet af Luc Tuymans og Sam Shalabi. Ja, jeg anbefaler egentlig det hele, men jeg er også en ret stor Pynchon-nørd.

Postrock 3: Talk Talk - Laughing Stock (91)

2009-08-27T00:39:00.004+02:00

Jeg har valgt at skrive om det her album af tre årsager. For det første er det et af de aller første postrockalbums. For det andet er det mit yndlingsalbum fra genren. For det tredie opstillede den engelske kritiker Nick Southall i 2007 en liste over 10 albums, der for ham eksemplificerede postrock som progressiv indstilning til musik snarere end blot instrumental rock med mange klimakser, og han placerede Laughing Stock som nummer et på den liste. Jeg anbefaler at tjekke alle pladerne på listen ud, flere af dem - Boredoms, Battles, Beta Band - er blandt mine absolutte favoritter.

De fleste kender nok snarere Talk Talk fra deres tidlige periode i start-80'erne, hvor de lavede synthpop. Deres hit It's My Life fra deres andet album af samme navn blev senere genindspillet af No Doubt.

Deres tredie album - Colour of Spring fra 1986 - mixede synthpop med alternative elementer som børnekor og blokfløjter og mere atmosfæriske numre, og blev en stor succes både kritiker og salgsmæssigt. Talk Talk - og især forsangeren Mark Hollis - ville dog noget andet end hitlistepop og tog derfor den frihed deres pladesalg gav dem og indspillede Spirit of Eden, der blev udgivet 1988. En blandning af jazz, ambient, klassisk og kun ganske lidt rock. Med dybt religiøse tekster. Pladeselskabet var sjovt nok ikke imponerede. Der var ingen indlysende singler på albummet, men der blev indspillet en video til nummeret I Believe In You.

Laughing Stock fulgte i 91 - på nyt pladeselskab. Her har bandet for alvor sluppet jordforbindelsen. Der går over 15 sekunder før nogen som helst lyd starter, flere af numrene er helt uden trommer, det tredie nummer har en solo der går på en enkelt tone etc. Samtidig er dynamikken på albummet helt vildt sofistikeret i forhold til både Spirit of Eden og langt det meste af den musik pladen har inspireret. Ingen af numrene er i sig selv opbygget specielt dynamisk med stille og larmende stykker. De udvikler sig i stedet uforudsigeligt, men bygger samtidig stille og roligt oven på hinanden og leder hen til pladens ubetingede højdepunkt, den 9 min lange hymne New Grass:

Afsindig æterisk, flimrende, vidunderligt, det er svært at få skovlen under Laughing Stock. Det er noget af det mest sofistikerede, personlige og emotionelle musik jeg kender.

Postrock 2: Bark Psychosis - HEX (1994)

2009-08-21T23:24:00.007+02:00

Bark Psychosis er definitionen på et postrock band! Mere præcist stammer ordet postrock oprindeligt fra en anmeldelse af dette album, Bark Psychosis' HEX af anmelderen Simon Reynolds. Albummet er fra England 94, et år hvor engelsk postrock blev endeligt overskygget af den traditionelle britpop på plader som Definately Maybe med Oasis og Parklife med Blur (som jeg også holder meget af, men som har mange dårlige kopier på samvittigheden). Synd og skam, for den engelske postrock scene i disse år var genial.

Jeg kommer aldrig til at kunne beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds gjorde i bladet Wire i maj 94. Men da det er en lang artikel, så mener han kort fortalt at postrock betyder at bands bruger rockinstrumentation til ikke rockagtige formål. Han konkluderer så videre at det langt hen ad vejen betyder at man ikke forsøger at genskabe en energisk livefølelse i studiet, men i stedet bruger studiet og efterbehandling som instrument, gudfaderen til postrockscenen er Brian Eno.

Glimrende logisk definition, desværre er HEX hverken kendetegnet ved studietricks og for den sags skyld heller ikke rockinstrumentation. Det er i høj grad klassisk og jazz den er inspireret af, og der er mængder af blæsere, strygere etc. Melodisk, stemningsfyldt, pladen når kun 7 numre på 51 minutter og de fleste er mere stemningsstykker end egentlige sange med vers og omkvæd. Det hele bliver dog holdt på plads af Graham Suttons udtryksfulde baryton. Men lige som det er mig umuligt at beskrive scenen lige så godt som Simon Reynolds virker det egentlig også smartere blot at linke til musikken på youtube:

Når man lytter til den her plade kan man godt blive lidt trist over dels at britpop så klart fjernede fokus fra postrock i 94, dels at den senere udvikling på scenen gjorde musikken langt mere ensformig og fokuseret på crescendo og klimaks og den slags (selvom Her Name Is Calla altså er en gruppe der formår at forene crescendoerne med HEX stemning). Der er ikke mange plader, der lyder som denne her, jeg kan anbefale Talk Talk - Laughing Stock (som jeg forhåbentlig også snart vil skrive lidt om), Slowdive - Pygmalion (der i mine ører langt overgår den ellers mere kanoniserede Souvlaki) og Bark Psychosis' eneste anden plade, ///Codename: Dustsucker fra 2004 hvor Graham Sutton bl.a. får hjælp af Lee Harris fra Talk Talk.

Postrock 1: Her Name Is Calla - The Heritage (2008)

2009-08-21T02:05:00.005+02:00

Ok, nu skifter bloggen lige lidt gear. De næste mange indlæg kommer til at handle om postrock. Postrock er et åndsvagt genrenavn, det har skiftet mening gentagne gange siden det først kom frem sådan ca omkring 1994 i anmeldelser af Simon Reynolds. Man kan læse om etymologien på wikipedia. Jeg har netop opdaget et fantastisk postrock pladeselskab i Leeds, der hedder Gizeh records. De udgiver plader, der på mange måder minder om opdaterede udgaver af de gamle engelske postrock bands fra midten af 90'erne (Seefeel, Disco Inferno, Bark Psychosis, der skal nok komme nogle artikler op om dem også). Og deres største band er åbenbart Her Name Is Calla.

The Heritage er en fantastisk plade. Det føles ofte som en opdateret Bark Psychosis (som var det første bevis på at man sagtens kan lave postrock med vokaler), hvilket sgu var på tide. Pladen er dog helt afsindigt dyster, der bliver råbt og skreget om panik og begravelser og alt muligt. Andre steder er der smukke, klare og tydelige folkinfluenser. Bl.a. på det fantastiske nummer 'Motherfucker! It's Alive and It's Bleeding!' hvor det indledende obligatoriske stille stykke genialt spædes op med lyden af Grizzly Bear og måske endda lidt Fleet Foxes. Det fungerer perfekt. Paying for the Funeral er også et ganske elektronisk fabrikeret mellemspil, der varierer lydudtrykket yderligere, og som leder perfekt ind til den smukke folkdystopi Wren:

Et mere traditionelt nummer er New England, som der er blevet lavet en fantastisk video til:

Eneste minus er såmænd at der er et 'gemt' bonusnummer på, hvilket blot betyder at der er 7 minutters pause mellem Rebirth og Long Distance Runner. De er godt nok ret forskellige, men det er alligevel gennemført åndsvagt.

Fans af Bark Psychosis eller A Silver Mt Zion eller såmænd bare fans af førnævnte Fleet Foxes der godt kunne tænke sig de skovmandsskjortebeklædte gutter var lidt mere støjende og dramatiske bør klart tjekke denne plade ud. Og hey, pundet er lavt for tiden.

Don DeLillo: Mao II

2009-07-25T22:57:00.002+02:00

Nå, op på hesten igen. Denne her gang kommer bloggen op at stå. Forvent noget roskildesnak snart. Men først en bog.

Og for lige at understrege hvor fint og sammenflettet denne blog kommer til at blive, vil jeg indlede dette litterære indlæg med at hive Radio Lab ind igen. For et af de temaer Don DeLillo behandler i denne bog er også temaet i en af de podcasts jeg anbefalede nedenunder. Radio Lab kalder det Emergence, DeLillo opsummerer sin tese i sidste sætning i bogens prolog: 'The future belongs to crowds'. Prøv at lytte ca 39 min inde i programmet, hvor der kommer et indslag om wall street. Det eneste der fortælles er, hvordan børsmæglerne aflæser hinandens signaler og reagerer på det. Let og elegant påpeges det hvor afhængige vi i vores samfund er af hinanden, og hvor meget vores samfund er baseret på gruppementalitet og irrationalitet. Og indslaget bliver ikke fortolket, ikke engang kommenteret, pointen bliver fremsat og så må man selv drage sine konklusioner. Elegant.

Sådan en fornemmelse sidder jeg ikke med efter at have læst DeLillo. Hvis man laver en bog om individualitet vs gruppementalitet er de mest subtile eksempler altså ikke Moon-bevægelsen, Iranske sørgende over Khomeni og terrorister der ofrer deres personlighed til fordel for et større mål. Det er alt for simplistiske indlæg i en ret fundamental debat. Men Mao II er fyldt med tidligere sektmedlemmer, kunstnere og terrorister. Disse mærkværdige mennesker mødes på kryds og tværs og har mærkværdige og dybt urealistiske samtaler om dybe spørgsmål. Men det hele synes alligevel skåret ud i pap.

DeLillo benytter sig af hvad man prætentiøst kan kalde Bakhtinsk polyfoni, efter litteraturforskeren Mikhail Bakhtin, der udpegede Dostojevsky som bruger af teknikken. Det går kort fortalt ud på, at forfatteren lader en masse personer fremfører deres egne pointer om et givet emne, uden selv direkte at fremføre sin egen holdning. Dermed kan behandlingen af et emne blive facetteret og flertydig i stedet for moraliserende (det er desuden historisk set noget skribenter har gjort brug af under censur). Et eksempel er Brødrene Karamasov, hvor hver bror har en livsfilosofi, og en stor del af bogen består af deres indbyrdes diskussioner. På samme måde består Mao II meget af indbyrdes diskussioner hovedpersonerne imellem. Men eftersom de ikke er brødre, men tværtom burde være fremmede for hinanden, fremstår deres samtaler dybt usandsynlige. Personernes baggrundshistorie og motivationer er vage, men deres holdninger skæres til gengæld ud i pap. Det burde være omvendt.

Tag nu for eksempel det følgende: Bogen hedder Mao II, opkaldt efter et Andy Warhol maleri. Fin titel, illustrer fint temaet om det enestående versus det masseproducerede, vender det endda lidt på hovedet eftersom det i dette tilfælde rent faktisk er en kunstner - bogens ekstreme udgave af eneren - der har forsøgt at massefremstille diktatoren, der vel ligger nærmere på terroristen - bogens ekstreme udgave af massemennesket. Da en af personerne ser en reklame for Coke II kunne jeg derfor ikke lade være med at smile. Det er skægt fordi at Mao II og Coke II minder om hinanden, men det ene er om at duplikere noget i grunden unikt, mens det andet er om at diversificere noget i grunden ens, så i virkeligheden er de begge to forkerte, men bare på forskellige måder. Hehe. Men så kommer det følgende: '...she has the crazy idea that these advertising placards herald the presence of the Maoist group. Because the lettering is so intensely red.' Og senere samme side står der så: '...Brita gets another crazy idea, that these are like the big character posters of the Cultural Revolution in CHina - warnings and threats, calls for self-correction. Because there is a certain physical resemblance.' (s. 230) Jeg fangede den første gang. Forbindelsen bliver skåret ud i pap, mens personerne og handlingen fremstår utydeligt.

Jeg har også læst Falling Man af DeLillo, og sad med samme fornemmelse. Kan være han var bedre da han var yngre.

Creative Writing

2009-06-05T15:02:00.006+02:00

Først og fremmest en undskyldning for bloggens manglende udvikling til mine imaginære læsere. Jeg har skrevet eksamensopgave. Der er mange glimrende indlæg på bedding der gerne skulle komme op i løbet af det næste stykke tid. Ret mange af dem kommer til at omhandle kulturelle institutioner og strukturer, og hvordan deres indflydelse kan ses i enkeltværker, så dette indlæg skulle gerne blive nogenlunde betegnende for fremtiden.

Men ja, Creative Writing. Creative Writing er et fag ved de amerikanske colleges, der har udklækket en stor del af amerikanske forfattere. Jeg faldt via Popmatters over en interessant artikel fra The New Yorker om fænomenet. Det er en anmeldelse af Mark McGurl - The Program Era, en ny bog der åbenbart behandler emnet ganske udmærket, og som jeg bestemt har tænkt mig at få fat i. Jeg vil anbefale at læse anmeldelsen, den giver en udmærket argumentation for vigtigheden af at sætte sig ind i literære institutioner som uddannelser og deslige hvis man vil forstå amerikansk litteratur - ihf fra en kulturel vinkel, almindelig litteraturvidenskab fokuserer ofte på værket som singulært objekt - men jeg vil da lige komme med en sammenligning med danske forhold og lave et par litterære perspektiveringer.

Som dansker ligger det lige for, at spørge om det amerikanske system ikke bare svarer til den danske forfatterskole, og mit svar må være at det amerikanske system er væsensforskellig grundet dets størrelse. For amerikanske forfattere er det i langt højere grad end for deres danske kolleger en sandsynlig levevej at basere sin skrivning på det litterære uddannelsessystem. Der er dels langt flere lærerstillinger, hvor forfatterne kan få status og tjene deres levebrød, dels uddannes der elever nok til at systemet reelt set kan siges at uddanne en læserskare. At skrive en bog målrettet nichegruppen Creative Writing uddannede er en langt mere givtig idé end at skrive en bog målrettet elever fra forfatterskolen. Som resultat er der en del bøger i USA der er skrevet af universitetsuddannede forfatter, der nu er universitetslærere og hvis bøger er målrettet universitetsstuderende. Min muligvis ikke vanvittigt velunderbyggede påstand er, at uddannelsen gør amerikanske forfattere ualmindeligt bevidste om deres skriveri, de bliver langt mere stilistisk varierede, deres litteratur bliver ofte fyldt med parodier, lister og andre kunstgreb og henvisninger til ting og fænomener, som man skal være veluddannet for at forstå. Allerhelst skal man beskæftige sig med bogen akademisk.

Som anmeldelsen fra New Yorker skriver er forfatteren John Barth et skoleeksempel på dette. Han har studeret Creative Writing, han har undervist i Creative Writing og hans bøger bærer præg af miljøet. Hans The Sotweed Factor er en bog om en obskur historisk forfatter fra 1700-tallet og hans forsøg på at skrive et hyldestdigt til Maryland, som så ender med at blive titeldigtet, et satirisk digt fra 1708. Som det nok fremgår er det ret tydeligt at der er mange lag i den her bog, der ikke vil fremgå uden at man beskæftiger sig ganske seriøst med den (som et eksempel på, at dette ikke behøver skyldes en påvirkelse fra Creative Writing kan det dog siges, at Thomas Pynchon også har skrevet en bog om historiske personer fra 1700-tallet, Mason & Dixon, hvor hovedpersonerne bl.a. møder en digter der vil skrive et hyldestdigt til Pennsylvania. Pynchon har læst litteratur men aldrig Creative Writing, og hans bøgers mening er stadigvæk umiddelbart utilgængelige.) Barths næste bog, Giles Goat-Boy, omhandler direkte amerikansk collegekultur, og foregår på en campus.

Jeg har kun læst The Floating Boat af John Barth, der virker langt mere tilgængelig en hans senere hovedværker, men som jeg da stadig vil anbefale. Det er en udmærket behandling af nihilisme. Og så er den sjov. Jeg har til gengæld læst et par bøger af en anden forfatter, der dels er påvirket af strukturen, og som direkte behandler dem i sine bøger. Hans navn er Gilbert Sorrentino, og han var, som så mange andre amerikanske forfattere, en stor stilist. Desværre lykkedes det ham ikke altid at få tilpasset hans bøgers stil med deres indhold. Hans Under the Shadow består af en hel masse kortnoveller af mellem 1-3 siders længde, hvor personer og motiver gentages og varieres igen og igen. Det er fantastisk drømmeagtig lille bog, åbenbart baseret på en serie af malerier han havde set. Hans Aberration of Starlight kunne derimod nærmest bruges som skoleeksempel på en bog, hvis stilgreb kommer i vejen for dets indhold. Bogen omhandler fire mennesker på et feriested i USA i 30'erne og beskriver deres forhold over et par dage fra hver enkelts position efter tur, og ved hjælp af en fast række stilgreb. Først et øjebliksbillede, dernæst nogle dokumenter, gerne breve til omverdenen, en indadvendt beskrivelse af ønsker og drømme, en egentlig handlingsbeskrivelse og til sidst nogle siders stream of consciuosness. Problemet er, at det hele bliver for formularisk, beskrivelsen af personernes indre liv sættes på skema, så ironisk nok fremstår de blot endnu mere som forfatterens papdukker. De bliver mindre realistiske. Hans hovedværk skule derimod være Mulligan Stew, hvis stilistiske kunstgreb kan synes mærkværdige, men er imponerende konsekvente. Bogen handler om forfattere og deres bøger, og den består kun af tekster. Alt er breve, dagbøger, artikler, digte, kapiteludkast etc etc etc. En stor del af bogen består af breve frem og tilbage mellem hovedpersonen - den miskendte og sådan set talentløse forfatter, der prøver på at skrive en ny kriminalroman - og en collegeprofessor, der planlægger at bruge en af hans bøger i hans kursus. Forfatterens reaktioner på dette koncept er sikkert ment som satire, men det siger alligevel meget om forholdet mellem kunst og akademia i USA. Endnu en bog jeg anbefaler.

For lige til sidst at perspektivere til en bog, der rent faktisk er en vis sandsynlighed for at nogen har læst vil jeg lige nævne Jonathan Safran Foers Everything is Illuminated. Endnu en bog, hvis stilistiske greb står i vejen for dens indhold. Den handler på sin vis om mennesker der kommer overens med deres fortid: En ung forfatter der hedder Jonathan kommer til Ukraine for at blive oplyst om hans jødiske rødder, en ung ukrainer der hedder Alex og hans farfar bliver konfronteret med forbrydelser i deres lands fortid. Men bogen er i virkeligheden en senere brevveksling mellem Jonathan og Alex. Hvert kapitel fremstår ret formularisk: Først det brev Alex sender Jonathan, hvori han beskriver deres rejse rundt i Ukraine på gebrokkent engelsk, derefter et afsnit Jonathan har skrevet i en historisk fortælling om den landsby hans familie kommer fra, og til sidst Alex' kommentarer i et nyt brev til de to kapitler der er gået forud, og en introduktion til hans næste kapitel, som er vedlagt hans brev. Det bliver efter min mening formularisk, og desuden forvirrer det fortællingen. Som sagt handler det meget om at komme overens med ens fortid, med ens rødder og med en selv, men brevene er jo sendt frem og tilbage efter deres indholdsrige rejse, så den udvikling, der fremgår ganske tydeligt i udviklingen i deres skrivestil og sprog i brevene, fremstår umotiverede og utroværdige. Det er lidt tid siden jeg har læst den, men jeg må indrømme jeg stadigvæk ikke forstår handlingen. De bliver konfronteret med dybe hemmeligheder i deres fortid, tager hjem og er rolige, men skriver så frem og tilbage og bliver først da påvirket af deres oplevelser. Romanens stilgreb er ikke logisk motiverede, i sidste ende faldt bogen fra hinanden i mine øjne.

Er du uenig, forstår du Everything is Illuminated eller synes du bare jeg burde skrive noget kortere? Kom endelig med kommentarer.

Introduktion til Radio Lab

2009-05-19T01:37:00.009+02:00

Jeg har ikke tænkt mig at denne blog skal beskæftige sig alt for meget med teori og begreber og namedropping, men jeg vil dog alligevel lige indlede dette indlæg med et citat af Michel Foucault fra hans tekst 'Andre Rum' (Des Espaces Autres) Selve teksten handler om heterotopier - et begreb jeg stadig ikke rigtig fanger vigtigheden af - men det er en henkastet sætning i indledningen jeg bliver ved med at vende tilbage til, nemlig en påstand om at 'Det er i termodynamikkens 2. lov, at det 19. århundrede har fundet sine vigtigste mytologiske ressourcer'. Det synes jeg er så fin en sætning. Det er altså ikke længere filosoffer, teologer, forfattere der skaber epokers mytologier og selvopfattelser, men videnskabsmænd. Det er klart, at et menneskets opfattelse af sig selv ændres alt efter om det tror på bibelen eller Big Bang, og det er lige så tydeligt at videnskabelige teorier om relativitet, om kvanter, etc, i sidste ende infiltrerer og påvirker bredere lag af samfundet. Derfor mener jeg - som Foucault altså også lod til at mene - at det er vældig relevant at holde styr på udviklingen inden for de andre videnskaber hvis man vil vide hvilke ideologier, mytologier og kulturer samfundet vil følge.

Men det er svært at følge med. Derfor er jeg så begejstret for en podcast som Radio Lab. Programmerne veksler mellem at undersøge grundlæggende menneskelige koncepter (tid, døden, moral) kulturelle emner (Klodernes Kamp, Wagners Ring, musik generelt) og mere hardcore naturvidenskabelige emner. Men det fundamentale er, at de altid forbliver nysgerrige snarere end nørdede, og at de altid formår at blande tilgangsvinklerne. Videnskabelige spørgsmål bliver altid også behandlet fra en moralsk/filosofisk vinkel, ting som tid og musik bliver skrællet ned til de helt videnskabelige grundbestandele. Bedst af alt er et timelangt interview om universets opbygning og muligheden for parallelle universer, der både formår at behandle emnet videnskabeligt (går jeg da ud fra), men samtidig først og fremmest fokuserer på de moralske og filosofiske implikationer af de fremlagte teorier. Det er et fantastisk eksempel på grundvidenskab som mytologisk ressource, og stærkt anbefalet, selvom der er en enkelt kjolebaseret metafor jeg ikke er sikker på jeg tror på...

Jeg vil anbefale at abonnere på podcasten og så vælge hvad man synes er interessant, men her er alligevel en lille starterliste:

Musical Language:
Om musik. Her kan man for det første virkelig høre hvor dygtige radiofolk skaberne er, men det indeholder også glimrende tanker om sammenhængen mellem musik og sprog, og en historisk beskrivelse af skandalepremieren på Stravinskys "Sacre du Printemps"

Detective Stories:
Tre fortællinger om jagten på sandheden. Fra en historisk udgravning i Ægypten til noget med en ko og en ged, som jeg ikke er helt sikker på jeg forstod, til hvorfor Iron Maiden tager fejl.

Emergence:
Fra myrer til byplanlægning til Adam Smith og liberalismens usynlige hånd, dette program undersøger hvordan levende væsner fungerer uden leder. Anarki, tilfældigheder, moral, igen et godt eksempel på hvordan en tværfaglig og nysgerrig tilgang virker.

Og så er det interview jeg nævner overfor fantastisk, men det har jeg jo sagt...

Anyways, lyt og lær, og kom gerne med kommentarer (især om den der kjoleting, den kunne jeg godt tænke mig at diskutere lidt...) og andre anbefalinger af lignende ting i kommentarafdelingen.

Musik 2009 Top 5

2009-05-18T13:36:00.008+02:00

Som lovet, her er fem plader jeg har hørt meget i år.

Animal Collective – Merriweather Post Pavillon
Fik fantastiske anmeldelser både i udlandet og herhjemme, men jeg ved stadig ikke hvad jeg skal mene. Ved første lyt var jeg skuffet, men så jeg kan jeg lade være med at høre plader, der fremhæves for baslyden på et par gamle computerhøjtalere. At høre pladen på et ordenligt anlæg hjalp en del på det, men jeg må stadigvæk sige at jeg foretrækker dem på mere afvekslende albums som Here Comes the Indian og Strawberry Jam. Det bliver dog interessant at se hvordan de kommer videre.

Franz Ferdinand – Tonight: Franz Ferdinand
Egentlig er denne her plade ikke voldsomt god, og det var nærmest et tilfælde at jeg fik fat i den. På mange måder er denne her plade mere signifikant for det den ikke er, end for det den er. Franz Ferdinand kickstartede en bølge af nye britiske navne i 2004 og det er interessant at se hvor de er henne fem år senere. Og de er nogenlunde hvor de altid har været. Sammenlignet med et band som Blur, der på de fem år fra 94 til 99 fik udviklet sig over til at lave et spraglende og eksperimenterende værk som 13, så står Franz Ferdinand ret meget i stampe. Der er da nye ting på – der er lidt afrobeat her og der, og det otte minutter lange Lucid Dreams lyder som et DFA remix og tager danserock tingen skridtet videre – men pladen lyder i sin helhed nogenlunde som Franz Ferdinand og You Can Have It So Much Better. Jeg har prøvet at skrive lidt inde på svingninger om hvordan jeg generelt ser den britiske musikscene som værende gået i stå for tiden, og det her er et meget godt eksempel.

Yeah Yeah Yeahs – It's Blitz
At jeg fremhæver dette album som et af årets bedste siger lidt om hvilket år det har været. Jeg er ikke verdens største fan af Yeah Yeah Yeahs, men jeg kunne da lide Master Ep'en og Fever to Tell og har generelt været begejstret for deres singler. Dette her er også blot et godt popalbum, med nogle rigtig gode numre - især Skeleton og Hysteric - og så ikke så meget mere.

Yonlu – A Society In Which No Tear Is Shed Is Inconcievably Mediocre
16 årig brasilianer indspiller nogle hundrede numre og begår selvmord. Nogle år senere bliver et album udgivet af Luaka Bob. Det her er moderne tropicalia, bossa nova blandet med indiepop og generelle lydeksperimenter. Det lyder som tidlig Badly Drawn Boy og Olivia Tremor Control hvis de var brasilianere, som man måske kan udlede af titlen bliver det nogen gange en anelse emo (sangtitler inkluderer Humiliation, Katie Don't Be Depressed og Suicide) men hvis han kunne blive den nye barometer-helt ville det ikke gøre mig noget. Normalt er jeg helt med på at kigge på kunstværker i et biografisk lys, men her vil jeg dog alligevel sige at hans bagrundshistorie ikke tilfører så forfærdelig meget til pladen, nok fordi jeg er lidt usikker på hvor meget pladen er stykket sammen posthumt af pladeselskabet. Eneste undtagelse er det fantastisk håbefulde slutnummer Waterfall, der får mig hver gang...

Sunn O))) – Monoliths and Dimensions
Hipster-metal har haft en høj profil i år med velanmeldte plader fra navne som Mastodon, Isis og Kylesa. Jeg er ikke den store ekspert på området, men det lader til at være en ret vital og eksperimenterende genre i disse år. Og denne her plade er fantastisk. Sunn O))) er gået fra at være helt igennem konventionel dronemetal til at blive mere og mere eksperimenterende, og her sprænger de fuldstændig genrerammerne og finder helt nye forbindelser til andre områder af musikverdenen. De har blandet deres normale feedback og distortion droner op med moderne kompositionsmusik og jazz og 80'er spacerock som det lød på soundtracket til film som Blade Runner, og resultatet lyder som den onde bror til plader som Laughing Stock med Talk Talk og Hex med Bark Psychosis. Pladen lyder så fuldstændig logisk og nødvendig og fremlægger så mange nye idéer at man ikke kan andet end at spørge sig om hvorfor der ikke er tonsvis af andre bands i forvejen der lyder sådan her, og håbe på en snarlig opfølger. Vokalerne er lidt heavy-fjollede og ensformige, men det er umuligt ikke at elske en metalplade, hvis slutning består af blot harpe og trompet og lyder som noget fra Miles Davis' In a Silent Way.

3 plader jeg glæder mig til:

Phoenix - Wolfgang Amadeus Mozart
De to første numre - Lizstomania og 1901 - har været fantastiske så selvom jeg ikke har været så hooked på bandet før hen glæder jeg mig.
Kid Cudi - TBA
Hans mixtape A Kid Named Cudi er virkelig god indie-poppet hiphop og han bliver produceret og udgivet af Kanye West. Jeg tror jeg vil kunne lide det.
Eels - Hombre Lobo
Har kun hørt første singlen, men en ny Eels-plade er altid godt.

Velkommen + Musik 2009

2009-05-18T13:22:00.001+02:00

Goddag og velkommen til min nye blog. Jeg satser indtil videre på at lave et nogenlunde gennemarbejdet indlæg om ugen. Da dette er det første indlæg vil jeg prøve at skrive om noget nogenlunde basalt, så det bliver en lille statusrapport om musikscenen i 2009, og jeg håber snarest at følge op med nogle anbefalinger.

I mine ører har 2009 indtil videre ikke været videre interessant, hvilket nok hovedsagligt skyldes at årets trends ikke er faldet i min smag. Hvor Vampire Weekends gennembrud i starten af 2008 betød en fokus på indie med verdensmusikalske inspirationskilder som Ruby Suns og El Guincho, og inspirationen fra Animal Collective for alvor lod sig høre hos bands som High Places, The Dodos og selv hos Sigur Ros, så har 2009 først og fremmest budt på lofi noise-pop bands, formentlig afstedkommet af populariteten af No Age. Og det er virkelig ikke min smag. Jeg forstår ikke det fantastiske ved bands som Vivian Girls, Crystal Stilts og The Pains of Being Pure at Heart, kun Wavves kan jeg se det sjove ved, og det er lige så meget på grund af hans instrumentale numre. Hvor jeg sidste år labbede alt hvad pitchfork kastede en udmærkelse efter, så er der næsten ingen af deres Best New Music plader, der har sagt mig noget. Listen består af lige dele gamle travere og noisepop debutanter, og jeg kan kun håbe på at bølgen snart går over. Derfor har jeg da også brugt meget af min lytning på plader fra 2008, hvor plader fra Parts & Labor, Kid Cudi og især Azeda Booth (som har fortjent sit eget indlæg og som jeg derfor ikke vil beskæftige mig mere med her) formentlig ville være kommet på min top 10 hvis jeg havde kendt dem i december.

Jeg tror mit hovedproblem med noisepop bølgen er dens brug af støj. Som jeg forstår det kan musik gøres til støj på flere måder. Inspirationen til mange af de nye bands stammer bla fra Jesus and Mary Chain, der netop tog popsange og iklædte dem en fernis af feedback og distortion. Det var altså pop med noise på. Men der findes en anden form for forståelse af ordet noise, nemlig som i lyde og der findes altså dermed en anden art noisebands hvis musik først og fremmest er sammensat af lyde uden nogen klart identificerbar struktur, rytmik eller harmoni. Klassikere i denne genre er plader som Super Æ og Vision Creation Newsun med Boredoms, Beaches & Canyons med Black Dice og Here Comes the Indian med Animal Collective. Og det var netop inspirationen fra disse bands jeg så infiltrere indie-pop verden sidste år på denne tid. Musikken fra et band som High Places var både fragmenteret og mærkeligt instrumenteret, men den var tilført melodier, der både var iørefaldende og nærmest barnligt naive. Da de stadig kun havde udgivet en ep-opsamling proklamerede jeg, at de havde muligheden for et stort gennembrud, men desværre var den selvbetitlede debut en smule skuffende. Men hvor High Places eksperimenterede med lyde og sangstrukturer, så består det meste noisepop af konventionelle popsange for guitar, bas og trommer, tilsat støj. Og selvom der er nogle gode sange imellem, så bliver det altså for traditionelt og kedeligt i længden.

Det var det, håber at få anbefalinger op i løbet af i dag.